SPØRGSMÅL: En studiekreds er løbet ind i et problem og skriver: Vi er nået frem til Livets Bog, bind 2, stk. 381, og her mener vi, at Martinus modsiger sig selv. Han skriver: “Men i “den guddommelige verden”, hvor de permanente legemer ikke eksisterer, (….) eksisterer der heller ikke faste kloder, ja, end ikke en eneste fast ting af nogen slags. Vi er helt udenfor skabelsens begyndelse. Vi er i selve skaberens allerinderste kerne. Vi er bag alle organismer eller legemer. De eksisterer jo heller ikke her. Jeg’et er her i sin egen absolutte verden kun udstyret med sin “overbevidsthed”.”
Blot nogle få linjer længere nede skriver Martinus det modsatte: “Derfor vil jeg’et ustandseligt være knyttet til sin “underbevidsthed”.” Det lyder da som en direkte selvmodsigelse!
En anden læser skriver, at han simpelthen opgiver at forstå meningen med sidste afsnit af kapitel 39 i bogen Bisættelse. Det lyder således: ”I kraft af evige love ligger det således inden for mulighedernes grænse for det fremskredne levende væsen at se materiens eller stoffets grundanalyse eller “urtågen” ved at rette blikket mod himlen, mod stjernerne og at se stjernernes hemmelighed, bestemmelse og formål ved at rette blikket mod jorden, mod materien, mod stoffet, mod blodet indtil en sådan grad, at man atter ser “urtågen”, stjernerne, solene eller den lysende periferi, der altså i dette tilfælde vil sige atomerne og elektronerne eller mikrokosmos.”
SVAR: Mon vi ikke alle har været ude for, at en af Martinus’ analyser har virket fuldstændig uforståelig for os, – ja, i visse tilfælde endog selvmodsigende. Når vi så senere får en forklaring, som vi kan forstå, får vi samtidig én af disse herlige AHA-oplevelser, som vi kender så godt fra studiet af dette ”fremtidens verdensbillede”.
I det første spørgsmål findes forklaringen både før og efter det anførte citat. I begyndelsen af stk. 381 skriver Martinus direkte: “For at forstå …. må man I TANKEN fjerne den faste fysiske materie”. (min fremhævelse). Hvis vi fører denne sætning frem til den citerede, kommer denne til at lyde omtrent sådan: ”Vi forestiller os i tanken, at Jeg’et her er i sin egen absolutte verden kun udstyret med sin “overbevidsthed”. Og Martinus forklarer derefter, at dette tankeeksperiment ville være helt utænkeligt og umuligt, for det giver “ikke individet evne til nogen som helst form for oplevelse af livet. Derfor vil jeg’et ustandseligt være knyttet til sin “underbevidsthed”.”
Jeget, X1, kan aldrig adskilles fra X2 og X3, – kun i tankerne
Men hvad er det i det hele taget, Martinus vil forklare os i det pågældende stykke af Livets Bog ? Jo, han vil forklare det helt afgørende, at jeg’et altid er det faste punkt for al materie, al skabelse, al oplevelse, og at jeg’et derfor altid er knyttet til både sin overbevidsthed og sin underbevidsthed, – sin ”struktur”, sin X2 og X3. Og at det kun er i tankerne, – altså i teorien, – at man kan adskille jeg’et fra dets over- og underbevidsthed. Derved er vi garanteret en storslået livsoplevelse overalt i spiralkredsløbet. Altså også i den omtalte “guddommelige verden”, hvor vi ikke har fysiske materier at opleve med, men til gengæld vældige mentale energier. Med Martinus’ ord: “Tankemateriale for jeg’ets kosmiske kemi eller den proces, igennem hvilken det skaber sin manifestation eller tilsynekomst, tilfredsstiller sine begær eller ønsker.”
Nøglen til forståelsen
Så kommer vi til det andet spørgsmål fra bogen Bisættelse. Her er forklaringen ganske enkel. Vi skal naturligvis ikke på nogen måde ændre Martinus’ sætninger, men prøv for forståelsens skyld i tankerne at dele forklaringen op i to afsnit. Så lyder den i forkortet form omtrent således: ”Vi har mulighed for at se stoffets grundanalyse eller ”urtågen” ved at rette blikket mod himlen, mod stjernerne. Og på samme måde kan vi se stjernernes hemmelighed, bestemmelse og formål ved at rette blikket mod jorden, mod materien, så man atter ser ”urtågen”, stjernerne, solene, der altså i dette tilfælde vil sige atomerne og elektronerne eller mikrokosmos”. Jamen så er sætningen jo soleklar, – og vi har oven i købet fået en ”nøgle” til at forstå Martinus’ analyser af dette emne i fx Det Evige Verdensbillede, bog 5, og andre steder, hvor han behandler disse analyser af de evige love, der gælder i alle spiralkredsløb. Vi kan rette blikket mod mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos, – de evige livslove er de samme.
Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at opfordre alle, der alene eller i en studiekreds studerer Martinus’ værker, til at skrive til vores spørgerubrik, hvis man støder på steder, der forekommer selvmodsigende eller blot uforståelige. Alle spørgsmål er velkomne.
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk
id:0018