SPØRGSMÅL: En læser stiller et aktuelt spørgsmål: Der er noget, som jeg går og undrer mig over i hverdagen: Hvorfor får religionen islam mere og mere at sige i Danmark og i hele den vestlige verden? Hvis mennesket netop ifølge Martinus er på vej væk fra de store gamle religioner, til fordel for en ny logisk verdensorden, hvorfor så pludselig denne “genopblussen” af Islam?

SVAR: Denne læser er nok ikke den eneste, der undrer sig lidt over, at en TRO-religion som Islam nu vinder frem. Vores undren skyldes sikkert til en vis grad, at vi ser tingene i vores eget lokale perspektiv og derfor har en vis utålmodighed. Vi er selv nået over tro-stadiet, og nu vil vi gerne VIDE. Men betragter vi forløbet for hele menneskeheden i et større perspektiv, så er der ifølge Martinus tale om en langsom fremadskridende proces over mange liv.

Martinus fortæller flere steder om de mange forskellige kategorier, menneskeheden består af. Læs fx forklaringen til symbol nr. 39 i Det Evige Verdensbillede, bog 4. Og i Livets Bog, bind 2, stk. 626 og fremefter, giver Martinus os en kort og fascinerende forklaring på denne form for kosmisk kemi eller tilværelsens gåde, og det er vældig interessant. Med Martinus’ egne ord: At dette spørgsmål er det absolut vigtigste, det mest aktuelle for jordens mest fremragende udviklede væsener, behøver vist næppe at kommenteres. At det ikke er det for alle jordmenneskelige væsener, er vist også en åbenlys kendsgerning for ethvert almindeligt begavet menneske.

De troende og de ikke-troende
Det er klart, at der blandt den vældig store mængde af troende mennesker findes mange underafdelinger og grupper af forskellig art. Deres opfattelse er i hovedsagen baseret på følelse, mens intelligens kun spiller en meget ubetydelig rolle. Martinus kalder derfor denne store del af menneskehavet for ”følelsesklimaet”. Disse mennesker, der ubetinget TROR på en autoritet eller en gammel bog, – og ateisterne, der absolut ikke tror på noget som helst åndeligt, – beskriver Martinus således: ”Der er jo også en hel del mennesker, der lever i troen på allerede at have erhvervet sig livsmysteriets sande løsning i form af troen på Jesus Kristus eller på en anden af de fremtrædende store jordmenneskeførere, ligesom der er andre, der lever i modsætningen hertil. De tror slet ikke på noget, ja, benægter alt, hvad de ikke selv kan forstå. Og vi har således her for os grundkilden til den samlede jordmenneskelige tanke- eller bevidsthedssfæres kosmisk-kemiske sammensætning. Det jordmenneskelige tankeklima vil altså i udstrakt grad være en reaktion imellem de her nævnte to slags væseners forskellige tankeindstilling eller opfattelse af selve livet eller tilværelsen. At disse to slags væseners tanker og handlinger må blive højst forskellige, alt efter deres ophavs særlige forskellige indstilling til livet, er naturligvis en selvfølge. De troende tror, de sidder inde med livsgådens løsning, mener sig berettiget til at være autoritet og moralbestemmende over for alle medvæsenerne. Og de benægtende tror, at de andre ligger under for overtro og mener om sig selv, at de er de sande autoriteter med ret til at bestemme jordens morallove.”

De ”altforstående” – og den kommende ”ligevægt”
Men så kommer Martinus til de mennesker, som i udviklingens løb er vokset fra både tro- og ateiststadiet: ”Og så er der endelig en tredje kategori, hvis væsener hverken er troende eller benægtende, men derimod er ”altforstående”. De udgør de sande vise og er i kraft af deres høje livskundskab fremtrædende som virkelige moralautoriteter.”

Nu har vi hele det vældige menneskehav foran os, og Martinus konkluderer: ”Da de to første kategoriers væsener fremtræder i et overordentlig stort flertal, mens den tredje kategori kun eksisterer i et meget beskedent mindretal, er det givet, at reaktionen af de to førstnævnte kategorier i jordmenneskehedens bevidsthedssfære eller mentalverden i tilsvarende grad er overlegent dominerende. Og da de vise ikke betjener sig af brutal magt, men, i kraft af deres egen store forståelse af alle ting, er tolerante og kærlige, bliver deres tankeudløsning ligesom noget, der ikke kan blandes med de førnævnte to kategoriers tankestrømninger. Først når der er opstået en slags ligevægt imellem disse, kan der begynde at blive kontakt med de vises tankestrømninger”.

Nu har Martinus givet os et vældigt overblik over menneskehedens situation i nuværende og kommende inkarnationer. Og i Livets Bog, bind 6, stk. 2059 konkluderer han: ”Den akademiske ungdom indenfor både buddhismen og islam og andre trosreligioner vokser med dens intellektualitets udvikling ligeledes ud af det uintellektuelle religiøse niveau”.

Og vi andre må efter bedste evne prøve, om vi som ”åndsforskere” kan leve op til at være ”altforstående”.

Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk

Pin It on Pinterest

Share This