SPØRGSMÅL: I en lang og velformuleret mail spørger en læser om noget, som mange åndsforskere sikkert spekulerer på. Han skriver: ”Jeg vil spørge dig om følgende: hvornår bliver en sjæl (X1 -X2- X3) født allerførste gang? Vi er jo alle startet engang, ikke? Vi har jo alle været planter eller celler i planten eller endnu mindre, for så at blive til dyr, menneske osv. Men jeg kan ikke gennemskue, hvor og hvad og hvordan vi startede som sjæl, idet det jo hele tiden er en opad gående spiral med mere og mere udvikling. Hvis jeg starter forneden (den mindste partikel) og ender med f.eks. mælkevej – jeg ved godt det ikke ender her, men jeg har brug for at vide, hvornår jeg som sjæl kom til stede allerførste gang. Giver det mening? Eller forstår du, hvad jeg mener. Det er selve starten?? Puh ha, engang imellem kokser det oppe i min hjerne, men tilgiv mig, nu må jeg vide det.”

SVAR: Det er da et ”festligt” spørgsmål. Inden vi går videre, må vi nok lige rette en lille sproglig misforståelse, der går igen hos mange: Hvad dækker ordet ”sjælen”? I Martinus’ åndsvidenskab er begrebet ”sjælen” det samme som X 3. I foredraget ”Åndeligt selvmord” beskriver Martinus det således: ”De underbevidste åndelige legemer, som danner dags- og natbevidstheden, er dét, som i fremtidens åndsvidenskab vil komme til at fremtræde som det, der er sjælen.” Og det er vigtigt at forstå, at disse tre, X1-X2-X3 ALDRIG kan adskilles, – det er kun i teorien, at vi kan “snakke” om dem hver for sig.

Hvad dækker begrebet ”et levende væsen”?
Og så må vi give spørgeren ret i, at det godt kan være vanskeligt at forstå de dybe analyser, som Martinus giver os. Men belønningen, når vi forstår, er tilsvarende enorm. Og her mener jeg først og fremmest, at det er absolut nødvendigt, at man forstår svaret på det både enkle og komplicerede spørgsmål: “Hvad ER i det hele taget “et levende væsen?” Jeg betragter forståelsen af dette som en slags “indgangsport” til at forstå Martinus’ analyser. Her er et kort resume: X1 er selve Guddommens jeg, selve “det levende” i alle levende væsener. Martinus har ved et rådsmøde i februar 1981 sagt det omtrent på denne måde: “Vi har ikke hver vores jeg, for det er jo et element, der går igennem det hele. Men vi har hver vores struktur til dette jeg.” Denne forklaring giver os nøglen til at forstå, hvorfor vi mennesker er så uhyre forskellige. Vores strukturer er på vidt forskellige udviklingstrin. Det er baggrunden for, at det bliver logisk og derved muligt at tilgive. Det skal med andre ord tages helt bogstaveligt, når Jesus sagde de berømte ord ”Thi de ved jo ikke, hvad de gør”. Nej, for de står jo på helt andre og vidt forskellige udviklingstrin.

Nu forstår vi også, hvorfor Martinus i Livets Bog, bind 4, bruger det mærkelige udtryk “To-enigheden”. Det betyder altså “X1 og den individuelle struktur”. Analyserne er naturligvis meget mere omfattende, og jeg har her blot givet et overblik.

Efter denne lange indledning er vi klar over, hvad vi – og Martinus – mener, når vi taler om et væsen, som er levende. Naturvidenskaben søger efter svaret via “den materialistiske vej”, som spørgeren også var inde på i sit spørgsmål. Men her finder man aldrig svaret på spørgsmålet “hvor begynder livet?”. Man kan gå fra de mindste partikler til de vældige gigantvæsener, men man finder ikke svaret her. Hør blot, hvad Martinus skriver i bogen Bisættelse, kap. 33: “Ved “materialister” vil altså her være at forstå individer, hvis højeste kundskaber kun kan udgøres af facitter i mål, vægt og hastigheder. Noget kendskab til disse realiteters dybeste årsag har de ikke, idet de årsager, de påviser, altid vil vise sig kun at være identiske med nye mål, vægt og hastigheder og således fortsættende. Men da disse materieforskere således overalt kun kommer til mål, vægt og hastigheder, kun kommer til vibrationer eller bevægelser, kommer de ikke til selve “det levende” eller livet. De bliver ved med at leve i en grænseløs uvidenhed om denne tilværelsens største hovedfaktor.”

Nu skal vi forske i ”livet” og ”evigheden”
Så skal vi foretage en vældig “kovending” i vores livsopfattelse. Nu skal vi forske i livet – og dermed i begrebet evigheden. Med Martinus’ ord: “Det “oplevende Noget” og “livets oplevelse” er således evigt knyttet sammen som en uadskillelig enhed. Og det er i kraft af denne uadskillelighed, at evighedspanoramaet dukker op i det levende væsens analyse eller historie.” Nu bliver det virkelig spændende, for nu forsøger Martinus, fx i Livets Bog, bind 4, stk. 1064 og fremefter, at give os en “teoretisk” forståelse, – og så må vi selv arbejde videre med analyserne, indtil det føles som en sikker viden. Han skriver: “Og her er vi kommet til det “noget” i det levende væsen, der oplever sig selv i form af et indre centrum, der kan “tænke” sig “uden for” og “inden for” enhver skabt foreteelse, ligegyldig hvor fast, flydende, luftformig og stråleformig eller åndelig denne så end måtte fremtræde, og ligegyldig hvor stor eller lille, hvor tillukket eller åben, den så end måtte forekomme. Det bliver således igennem oplevelse til kendsgerning, at dette centrums eksistens og immunitet overfor tid og rum eller analyse ikke blot er teori, men at det derimod ligefrem udgør en uomstødelig, praktisk virkelighed. Det er denne virkelighed, vi kalder “selvet” eller “jeget” i det levende væsen.”

Så dukker ”evighedspanoramaet” op
Vi kender det jo alle, for vi har alle denne mærkelige fornemmelse af, at vort “jeg” er et midtpunkt, – for alt andet er jo udenom. Dette “jeg” er selve “det levende” i os, og nu ved vi, at det er uløseligt knyttet til sin skabe- og oplevelsesevne (X2) og sine grundenergilegemer, sin sjæl (X3). Og nu vender vi tilbage til det begreb, som Martinus brugte: “Evighedspanoramaet”. For tænk, hvilket fantastisk, altomfattende panorama, Martinus her åbenbarer for os : Et vældigt panorama, hvor alt, ubetinget ALT, er levende, blot på vidt forskellige udviklingstrin. Mineralerne er naturligvis ikke levende på samme plan som vi, deres bevidsthed er på det åndelige plan i salighedsriget. Planten har en begrænset anelsesevne, dyret har ikke vores “jeg-fornemmelse”, men er ellers i høj grad “levende” på vores plan. Hos ”jordmennesket” opstår jeg-bevidstheden, og vi er nu i en helt afgørende fase, hvor vi er ved at blive omdannet til “rigtige mennesker”. Og hele dette evighedspanorama udgør sammen med den åndelige verden selve den Gud, som menneskeheden har søgt efter.

Dette evighedspanorama, denne Guddom, som omfatter alt levende, er aldrig nogensinde begyndt, men har evigt været til. For hvordan skulle denne Guddom være begyndt, hvis der på et tidspunkt ikke var et jeg med en skabeevne? For Martinus er det ganske indlysende, – han skriver: ”Det er således åbenlyst, at det levende væsens liv udelukkende er en kombination af ”evigheden” og ”nuet”. ”Evigheden” er dets ”jeg” og ”nuet” dets oplevelse af livet.” (stk. 1066). Så Martinus’ svar på spørgsmålet er altså, at vi leder forgæves efter en ”begyndelse”, efter en ”start på livet”. Alt er levende, alt liv er evigt.

Naturligvis kan det for os, på vores nuværende begrænsede udviklingstrin, være vanskeligt at forstå evighedsbegrebet. Men det hjælper os nu meget at studere Martinus’ fantastiske verdensbillede. Prøv selv! Og du er altid velkommen med spørgsmål.

Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk

id:0028

Pin It on Pinterest

Share This