MartinusForumDk

SPØRGSMÅL: En ældre læser skriver i en længere mail, at hun i et Martinus-foredrag har hørt om skærs-ilden, som ifølge foredragsholderen følger umiddelbart efter døden. Hun fik det indtryk, at denne periode kan føles næsten som at komme i helvede. Nu frygter hun virkelig døden, hvor hun tidligere har troet, at døden ifølge Martinus kun var en slags indgang til en ”paradistilstand”.En ældre læser skriver i en længere mail, at hun i et Martinus-foredrag har hørt om skærs-ilden, som ifølge foredragsholderen følger umiddelbart efter døden. Hun fik det indtryk, at denne periode kan føles næsten som at komme i helvede. Nu frygter hun virkelig døden, hvor hun tidligere har troet, at døden ifølge Martinus kun var en slags indgang til en ”paradistilstand”.

Svar: Lad os skynde os at slå fast, at der her ligger en misforståelse, som det er vigtigt at få ud af bevidstheden. Man kan på en måde undre sig over, at Martinus i sin litteratur bruger dette gamle katolske udtryk ”skærsilden”, der jo har noget næsten ”djævelsk” over sig. Men forklaringen er ganske logisk: Det er netop alt det ”djævelske”, alt det såkaldte onde fra vores fysiske tilværelse, der nødvendigvis skal udrenses fra vores bevidsthed. For tænk, hvis denne udrenselsesproces, denne ”skærs-ild”, ikke fandtes. Så ville vi tage had og bitterhed, vrede og ondskab med over i den åndelige tilværelse. Og hvis det havde været tilfældet, ville der bestemt ikke blive nogen paradisoplevelse.

Men nu skal vi høre, hvordan vi ifølge Martinus får renset vores bevidsthed. I foråret 2015 udkom den 6. og sidste symbolbog, Det Evige Verdensbillede, bog 6. Det er en ganske fantastisk bog med mange nye belysninger og analyser. Alle nedenstående citater er hentet fra denne enestående bog. Lad os starte med dette bramfri udsagn fra stk. 91.2: ”Det er mit ønske med disse analyser om døden at få menneskene til at forstå, at det er en velsignelse at dø, når det sker på den rette måde, for så er det indgangen til en lysets tilværelse. Det er rigtigt, at der eksisterer noget i retning af helvede og skærsild, men det er ikke andet, end hvad man bilder sig selv ind.”

Skærsilden har en guddommelig betydning
Og nu giver Martinus os en malende skildring af, hvordan denne ”mellemtilstand” for eksempel kunne forme sig: ”Man kan f.eks. føle, at tiden står stille. Men man mærker det, som om det er en evighed. Det får aldrig ende. Himlen er grå, mørk og sort med torden og lynild osv. Somme tider vader man i dynd og synker ned og synker ned og kan ingen vegne komme. Man kan se terræner deroppe, hvor der er solskin, men så er der nogle lodrette klippemure, man ikke kan komme op ad. Det kunne virke som om, at alt dette er skrækkeligt. Men det har en guddommelig betydning, for desto hurtigere kommer disse væsener til at blive ulykkelige.”

Nu er vi fremme ved selve hensigten med den såkaldte skærsild. Her bringes væsenet til at forstå, at her kan man ikke klare sig med aggressioner, – her trænger man til hjælp. Og omgående træder Forsynets hjælpere, de såkaldte skytsengle, til. ”Så bliver der fortalt dem, at de ikke er på det materielle plan mere. Det bliver fortalt dem, at det er et tankeplan, og så får de lært at se, at materien lystrer tanken. Det er deres egne forestillinger, de har vadet i. Det eksisterede ikke andre steder, det var deres egen mørke bevidsthed, de vadede i. På tilsvarende måde bliver verden lys omkring dem, når bevidstheden forandrer sig til det lyse. Der sker så det, at skytsenglene lammer tænkeevnens særlige organer for mørke tanker. Det mørke lag af tankemateriale bliver suggereret væk.”

Nu er den afdøde så at sige blevet hjulpet af med dette ”onde” område af bevidstheden, nu kan vedkommende ikke komme ”på bølgelængde” med had og ondskab. Og Martinus konkluderer: ”Hvis det ikke var sådan, ville det åndelige plan jo blive et helvede, så ville det blive akkurat som her på jorden. Der ville være krig og død og undergang osv. Men det er der ikke, for igennem den såkaldte skærsild er der sørget for at lukke alt dette ude. Alt det mørke bliver taget ud af menneskene, før de skal højere op.”

Lidt mindre – men bedre – bevidsthed efter skærsilden
Det er tydeligt, at Martinus gør sig umage for at få os til at forstå den åndelige tilstand: ”På det åndelige plan er der ikke en fast jord, som vi går på. Der er vi i balance ved hjælp af elektriske kræfter, det vil sige ved hele vor bevidsthed og vor bevidstheds udfoldelse. Det er jo kun den fysiske krop, der er bundet til jorden ved tyngde. Ånden er ikke bundet, den har en fri struktur.”

I stk. 96.5 giver Martinus os et eksempel på den bevidsthedsændring, der er sket med to fjender, der mødes efter døden: ”I den højere åndelige sfære bliver den dyriske udfoldelsesevne bragt til tavshed. Det vil altså sige, at mennesker, der er dødsfjender, godt kan mødes på de højere åndelige planer, men der kan de ikke tænke i de lavere sfærer, der kan de ikke mere tænke i had, mord eller drab. De kan ikke huske, at de har været fjender. Deres bevidsthed er blevet lidt mindre, men til gengæld er den rent åndelig, den er rent menneskelig. Der kan ikke være noget fjendskab på de højere åndelige planer, hvor alt er totalt logisk.”

Nu er vi blevet klar over, at denne skærsild, denne mellemtilstand, absolut ikke er en ”straf for synder”, som nogle religioner har ment. Det er derimod beregnet på at hjælpe mennesket af med de dyriske, de såkaldte onde områder i bevidstheden, som ikke kan tages med på den videre åndelige færd. Martinus kalder det for en personlighedsspaltning, og han forklarer videre i stk. 91.6: ”Udspaltningen med det onde område og det mørke sindelag kan fuldstændigt tages ud af den psykiske struktur, så mennesket ikke mere kan komme på bølgelængde med hadet og lignende. Mennesket kan da ikke huske noget om had, og når det er fri af alt dette, er der kun det humane tilbage. Det, mennesket kan tænke i human retning og har af kærlighedsevne osv., kommer således til at bestemme dets tilværelse.”

Hvordan kan man forberede sin åndelige tilværelse?
Nu er det nærliggende at tænke: Når det forholder sig, som Martinus her fortæller os, hvordan kan jeg så forberede mig, så jeg undgår en ubehagelig skærsildsoplevelse? Det får man svar på i anden del af den omtalte symbolbog 6, hvor man i forbindelse med symbol nr. 80 citerer fra artiklen ”Tiden, et åndeligt rum”, hvor Martinus svarer: ”Det kan man ved at rense sin bevidsthed for negative tanker og følelser, medens man lever i den fysiske verden. Derved udrenser man sit åndelige rum for sådanne detaljer, der kan give ubehagelige oplevelser. Desuden kan man gøre noget for at udvikle sin tankeverden gennem åndelige og intellektuelle interesser. Da er man ikke afhængig af et rent fysisk betonet vanemønster, men kan hurtigt ved åndelige væseners hjælp vænne sig til livsoplevelsen i en ikke-fysisk verden, der har så meget at byde ethvert menneske, der er i besiddelse af næstekærlighedsevne og et tanke- og følelsesliv, det naturligt kan leve videre på efter “døden”.”

Inden vi slutter, vil jeg gøre opmærksom på et helt fantastisk symbol i denne enestående bog. Når du læser bogen, så læg mærke til symbol nr. 96, Gennem døden 3 – Poludviklingen og de åndelige planer. Symbolet viser forskellige væseners position i den åndelige verden, afhængig af den mentale struktur. Vi vil ikke gengive symbolet her, for det kræver en omhyggelig forklaring. Men hvis du som ”åndsforsker” studerer dette symbol, vil du sikkert få en af disse aha-oplevelser, som Martinus så ofte giver os. Det bliver man glad af.

Bogen kan købes via shop.martinus.dk.

Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk

id:0024