SPØRGSMÅL: En læser forstår ikke, hvorfor Martinus så ofte citerer det gamle bibelske ord om, at ”du skal elske din næste som dig selv”. For, som læseren skriver: ”Jeg elsker bestemt ikke mig selv, og jeg ville føle det lidt ”ulækkert”, hvis jeg gjorde.”

SVAR: Lad os først og fremmest finde ud af, hvad Martinus mener med de forskellige udtryk. Hvad menes der med ”vores næste” – og hvad menes der med ”mig selv”? Her, som i så mange andre sammenhænge, udvider han vores synsvinkel betydeligt. I Livets Bog, bind 4, stk. 1132, fortæller han, hvem der er éns næste, og han gør det på en ganske klar og indlysende måde: Betingelsen er, at der er tale om et levende væsen, og at det befinder sig indenfor éns manifestationsområde. Og han præciserer det ved at slå fast, at éns næste “er det væsen eller de væsener, der i bogstavelig forstand befinder sig “nærmest” hos os i selve det fysiske rum, ligegyldigt hvor vi så end befinder os. (….) Hvis det befinder sig syg og elendig og trænger til vor hjælp, overtræder vi næstekærlighedsloven, hvis vi ikke efter evne hjælper det pågældende væsen, således som vi selv ville ønske at blive hjulpet, hvis det var os, der var i den nødstedte situation.”

Hvis vi nu tænker os om, kan vi jo godt se, at nu bliver begrebet éns “næste” voldsomt udvidet. I Livets Bog bind 6, stk. 2325-26, skriver Martinus: “Verdensaltet udgør altså det store makrokosmos, i hvilket alt det liv eller alle de levende væsener, der overhovedet eksisterer, befinder sig. Men når vi er mikrokosmiske i dette gigantmakrokosmos eller Guddommens organisme, er det naturligt, at vi alle er beregnede på at være til velvære eller glæde og velsignelse for denne organisme, akkurat ligesom mikrovæsenerne i vor egen organisme er beregnet på at udløse det samme formål for os..”

Som vi elsker vore egne mikrovæsener
Nu nærmer vi os sagens kerne! For hvem er de aller-allernærmeste levende væsener i vort ansvarsområde? Det er jo vore egne mikrovæsener i den organisme, vi har fået som oplevelsesredskab. Vi kan til en vis grad bestemme over denne organisme, – vi kan bestræbe os på at leve og tænke, så vi bliver sunde og raske, både mentalt og fysisk. Vi kan så at sige omskrive det gamle ord om at “elske sin næste som sig selv” til at “elske sin næste, som vi elsker vore egne mikrovæsener”.

Men sikke et perspektiv, der er i disse ord. Vi kan skabe krig og smerte i vores organisme og i vore omgivelser. Eller vi kan bestræbe os på at gøre det modsatte. Lad os høre det med Martinus’ egne ord i stk. 2326: “Da dette, at elske sin næste som sig selv, skaber sundhed, lys, lykke og glæde både sjæleligt og legemligt, bliver man således i kraft af sin næstekærlighed også til velsignelse for den makroorganismes sundhed og velvære, som man befinder sig i. Og da denne i sin højeste instans er Guds organisme, er det således Gud, man elsker. (….) Det er derfor heller ikke så mærkeligt, at udviklingen fører alle mennesker frem fra had til kærlighed, fra brutalitet til humanitet, fra vrede til tilgivelse. Og således kommer alle mennesker til sidst til at elske Gud over alle ting og deres næste som sig selv.”

Hvem er vi selv?
Nu har Martinus jo ledt os frem til en langt større forståelse. For nu erkender vi, at vi jo består af meget mere end blot vores fysiske krop med de mange mikroindivider. Vi har denne indre ”jeg-fornemmelse” – her står jeg, og hele universet er uden om mig. Hvad er denne jeg-fornemmelse? Den er jo netop vores egen lille del af Guddommen, dette ”element, der går igennem det hele”.

Ja, men så er ringen jo sluttet. Vi har da lov til at være lidt utilfredse med det udviklingsstadium, vi er nået frem til. Vi behøver absolut ikke at være selvglade, som spørgeren antyder. Og vi må erkende, at på vores nuværende udviklingstrin i dyrerigets sidste halvdel er vi ikke helt i stand til at ”elske vores næste, som vi elsker os selv”. Det kommer vi til på et senere udviklingstrin, når vi kommer endnu nærmere ”det rigtige menneskerige”.

Man skulle næsten tro, at Martinus havde spørgeren i tankerne, da han skrev: ”….kommer til at føle sig brødebetynget, idet de ikke har kunnet elske deres næste som sig selv, hvilket jo også er ganske umuligt for det ufærdige menneske”. (Vejen til paradis, bog nr. 25, kap. 48)
Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk

id:0015

Pin It on Pinterest

Share This