Cellerne udskiftes, – hvorfor kan organismen så ikke leve evigt?

SPØRGSMÅL: En læser spørger: Hvorfor ældes vores krop egentlig? Den består jo af milliarder af celler, som udskiftes hele tiden. Så skulle man tro, at den kunne blive ved med at bestå, og at den blot blev “fornyet” af disse nye celler.

SVAR: For at forstå denne problematik er det nok nødvendigt, at man er helt klar over, at alle levende væsener har deres evige livsoplevelse i spiralkredsløb. Denne analyse er i det hele taget nødvendig for overhovedet at forstå Martinus’ verdensbillede, og man finder den i Det Evige Verdensbillede, bog 1, symbol nr. 14, ”Det kosmiske spiralkredsløb.”

Når man har læst Martinus’ grundige og yderst fascinerende forklaring til dette symbol, forstår man også, hvad der sker, når vi mennesker bliver født og skal til at opbygge en fysisk organisme. Det skildrer Martinus i Livets Bog, bind 3, stk. 922 – 925. Her skriver han: “Vi ser dets fysiske fremtræden begynde som et lille foster i moders liv. Med dette stadiums indtræden begynder dets Jeg ved sin naturlige tiltrækning igennem sine talentkerner at forbinde sig med de diskarnerede væsener, der ligesom jordmennesket står for tur til at skulle inkarnere, men tilhører underliggende spiraler. Disse diskarnerede medvæsener skal jordmenneskejeg’et nemlig bruge til sin udløsning af sine store livsfunktioner, såsom hjerte-, hjerne-, lunge-, fordøjelses- og kirtelfunktioner etc. Organerne, igennem hvilke disse funktioner finder sted, er altså udgørende fysiske legemer for levende væsener, men fra “organspiralen”, hvilket vil sige: den første underliggende spiral efter jordmenneskets spiral.”

Organspiral, cellespiral, atomspiral
Men så fortsætter Martinus: “Disse “organvæsener” må også have organer i deres organisme og tiltrækker på samme måde diskarnerede medvæsener fra en underliggende spiral, hvilken spiral overfor jordmennesket udgør “cellespiralen”. Disse tiltrukne “cellevæsener” må naturligvis også bygge sig fysiske legemer og tiltrækker sig væsener fra endnu mere underliggende spiraler, som vi i Livets Bog har udtrykt under det samlede begreb: “atomspiralen”. (…) Men disse små væsener tilhører mikrospiraler. Og deres ophold i jordmenneskets organisme, hvilket ophold vil sige: De små væseners jordliv, drejer sig derfor for “cellevæsenerne”s vedkommende hovedsageligt kun om måneder, medens det for væsener i atomspiralen eller endnu mere mikroskopiske livsformer kun drejer sig om sekunder”.

Og nu besvarer Martinus vort spørgsmål: “Dette vil altså betyde, at jordmenneskejeg’et her er i stand til fortsat at kunne forny sin organisme med materiale fra disse to spiraler. De små væsener kan leve og dø i denne organisme uden at makroorganismen behøver at dø. Og makrovæsenet ville således være i stand til at kunne skabe sig en evig uafbrudt fortsat fysisk tilværelse, hvis ikke denne tiltrækning eller fornyelse netop måtte foregå ved hjælp af “organspiralens” væsener, hvilket vil sige: dets eget hjerte, dets hjerne, dets lunger og mavesæk etc.”.

Men hvad er nu den nærmere analyse af dette forhold? Martinus forklarer, at disse “organvæsener” fra deres åndelige tilværelse har haft en voldsom længsel eller tiltrækning imod den fysiske tilværelse, – med andre ord den samme sult eller længsel, som var drivkraften for det jordiske menneske, som det nu inkarnerer hos. Men enhver sult medfører med tiden en mættelse. Med Martinus’ ord: “Ved forbindelsen med jordmenneskejeg’et og den deraf følgende fysiske inkarnation som organer i jordmenneskejeg’ets fysiske organisme, blev denne hunger efterhånden tilfredsstillet, og de pågældende organvæsener mættede af fysisk tilværelse. (…) Den tid, hvor disse organvæsener kan knyttes til et makrovæsen, udgør det tidsrum, vi kalder et jordliv. Et væsens fysiske jordliv bestemmes således på en måde af dets organers levetid eller hunger- og mættelsesrytme. Normalt falder makrovæsenets egen hunger- og mættelsesrytme angående livsnydelsen sammen med denne organernes hunger- og mættelsesrytme og udløses i samme tidsrum. Og samme væsen føler da sin alderdom som en velsignelse, som en “følen sig mæt af dage”.”

Hvor længe kan du følges ad med dine organer?
Nu forstår vi altså, at organspiralen repræsenterer et “yngre” kredsløb end vores egen “organisme-spiral”. Derfor vil de levende væsener, der udgør vore organer, gennemløbe deres spiralkredsløb noget hurtigere end vores organisme gør. Med Martinus’ ord: “Dette vil altså igen sige, at et organvæsen på en måde passerer hurtigere igennem sin spirals forskellige riger eller afsnit end makrovæsenet i sin spiral. Organvæsenet og makrovæsenet kan derfor i længden ikke følges ad. Når de i det hele taget kan komme i kontakt og følges ad igennem et enkelt jordliv, skyldes det netop den omstændighed, at tilknytningen lige akkurat begynder på et tidspunkt, hvor organvæsenerne i deres spiral er på et særligt beregnet eller tilpasset stadium bag efter det stadium, der er analogt med det, i hvilket makrovæsenet i sin spiral befinder sig”.

Tænk, hvilken logik, kærlighed og præcision der her ligger bag vort arbejde med at opbygge en ny organisme. Det er ganske ejendommeligt at følge Martinus’ forklaring af, hvad der nu sker gennem fosterdannelsen, barndommen og ungdommen: “Efter at tilknytningen er begyndt, når organvæsenerne mere og mere ind på nøjagtigt det trin i deres spiral, der er analogt med det trin i makrovæsenets spiral, som dette netop befinder sig på, for derefter helt at passere dette. I den periode, hvor organvæsenerne passerer det med makrovæsenets trin analoge trin i deres egen spiral, kulminerer tilknytningen eller forbindelsen mellem makrovæsenet og organvæsenerne. Samarbejdet er her på sit højeste og mest fuldkomne stadium”.

”Skæringspunktet for de to væseners forbindelse”
Det vil altså sige, at dette tiltagende samarbejde mellem organerne og vores organisme er dét, der ligger til grund for den “tiltagen i livsudfoldelse”, den vækst, der foregår gennem barndommen, ungdommen og frem til kulminationen. Men organvæsenerne fortsætter gennem deres spiral i et stadig hurtigere tempo og passerer derved efterhånden det trin, vi befinder os på i vores spiral, – dét, Martinus kalder “skæringspunktet for de to væseners forbindelse”. Derefter svækkes kontakten mellem de to væsenstyper mere og mere, og vi nærmer os alderdommen.

Det er umådelig interessant at læse Martinus’ forklaring på dette “alderdomsforløb” (stykke 925). Organerne har ganske enkelt passeret de trin i deres spiral, som svarer til vort udviklingstrin i vores spiral, – de bliver mere og mere præget af “det rigtige menneskeriges” principper. “De vil derved blive mere og mere uegnede til at udgøre eller udløse organfunktioner for jordmennesket samtidig med, at de bliver tilsvarende mere og mere egnede til at udløse organfunktioner for et “rigtigt menneske”.” – Og til sidst må forbindelsen afbrydes, og vi “dør”.

Er det virkelig nødvendigt med ”døden”?
Men så stiller Martinus selv det spørgsmål, om det da virkelig er nødvendigt med denne drastiske ophævelse af forbindelsen mellem det jordiske menneske og dets organvæsener?: “Findes der ikke en bedre løsning for de fysiske væsener end denne den såkaldte “død”? – Og svaret udgør her med hele naturens vælde et -Nej! En bedre løsning eksisterer ikke. Når organvæsenerne er trætte af samarbejdet med makrovæsenet, og dette væsen normalt på samme måde er træt af samarbejdet med organvæsenerne, kan der jo ikke findes nogen bedre og fuldkomnere løsning end netop denne ophævelse af forbindelsen mellem de to parter.”

Men læs selv de anførte stykker i Livets Bog. Det er spændende og tankevækkende analyser, – uanset om man p.t. er ung eller gammel -!

Hans Wittendorff
hwittendorff@post.tele.dk

id:0038

Leave a Reply

avatar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  Subscribe  
Notify of