I 2014 var der rekordmange skilsmisser, nemlig 19.435. Se artiklen i Berlingske
Umiddelbart ville nogle måske tolke det som et stort problem og et tegn på, at vi mennesker er blevet mere egoistiske end tidligere, og derfor nu ikke længere er i stand til at være sammen med hinanden.
Kosmologien viser dog, at det er et tegn på det modsatte, nemlig at vores polforvandling er under forceret udvikling, og at vi er på vej væk fra den rene hhv. hankønstilstand og hunkønstilstand, hvilket ses ved, at vores parringsdrift, ægteskabstalent, forelskelsesevne, lysten til eller hungeren efter at have børn, bliver mindre og mindre. Vi er befinder os i det “ulykkelige ægteskabs zone”
Det skal vi dog ikke være kede af, da vi med med poludviklingen gror en ny evne i os, nemlig næstekærlighedsevnen eller den sympatiske evne. Martinus skriver:
Stk. 2597. I henhold til det foranstående er det glædeligt for den udviklede forsker at se, hvorledes en ny sympati er i færd med at blive til kendsgerning og kan spores alle vegne. Denne sympati er absolut ikke en kunstig opretholdt funktion eller tilstand. Den er en af udvikling affødt organisk evne i væsenet til efterhånden at føle en større og større glæde ved at kunne hjælpe og støtte, ja, kort sagt, ved at give sit liv for andre væsener og således begynde at opfylde Skaberens ønske om at være til glæde og velsignelse for alt levende. Det er denne ny sympati, der, som tidligere nævnt, kan spores overalt i trofaste venskaber imellem væsener uden at være køns- eller ægteskabsbetonet. Men det kan ikke nægtes, at den ny sympati efterhånden vokser forbi parrings- eller ægteskabssympatien, som netop ikke vokser, og væsenet dermed begynder at blive et andet væsen. Dette andet væsen bliver altså mere og mere uegnet til ægteskab, alt eftersom den ny sympati udvikler sig. Denne ny udvikling bevirker, som før berørt, “de ulykkelige ægteskabers zone”, alt eftersom parrings- eller ægteskabssympatien degenererer og væsenets sympatiske anlæg overgår til dobbeltpoletheden.
Og med dobeltpoletheden bliver vi til mentale sole:
Juleevangeliet, kapitel 30:
Dybt i jordmenneskets bevidsthed begynder der således at udvikle sig en ny organisk struktur, der efterhånden vil forvandle jordmenneskets nuværende organisme fra at være énkønnet til at være tokønnet og derved gøre individet til et væsen, i hvem det feminine og maskuline princip er i total ligevægt eller balance. Og ifølge kosmiske analyser i mit hovedværk “Livets Bog” er det denne balance, der udelukkende er betingelsen for skabelsen eller manifestationen af den absolutte næstekærlighed og den herigennem udløste totale åbenbaring af “lovens fylde”. Væsenet er da blevet omdannet til et mentalt solvæsen, der ingen skygge har, men sender sin stråleglorie ud over alt og alle, ligesom universets sole og stjernebyer. Medens manden og kvinden eller han- og hunvæsenet i renkultur kun er mentale halvsole, idet de ikke kan føle sympati for og langt mindre elske deres eget køn og derfor kaster en stor slagskygge ud imod dette køn, er det fuldkomne kristusvæsen eller det dobbeltpolede åndsvæsen et helvæsen eller en helsol. Det kan derfor i sig selv ikke udsende nogen som helst mental slagskygge. Da det er dobbeltpolet, eksisterer der overfor samme væsen ikke noget modsat køn at favorisere eller noget eget køn at rivalisere med eller føle antipati imod. Det sender sit varmende lys ud imod alt og alle.
Så de mange skilsmisser er i et vist overordnet perspektiv ikke kun negativt, men faktisk et tegn på, at det menneskelige er ved at vokse inden i os.
