MartinusForumDk

I 1939 begyndte Instituttet at have en fast artikel på esperanto i bladet Kosmos. Martinus skriver i den forbindelse i bladets leder:

Esperanto er et kunstigt Sprog, konstrueret af den polske Læge L. Zammenhof (1859– 1917), som offentliggjorde det under Pseudonymet Dr. Esperanto (“den haabende”) med det Formaal derved at skabe et internationalt Hjælpesprog. I Forhold til andre lignende Sprog frembyder Esperanto ubestrideligt store Fordele, og det er vel det eneste kunstige Sprog, der praktisk har godtgjort sin Brugbarhed (bl. a. paa forskellige Kongresser).

Esperanto var i stærk Udvikling, men stagnerede noget under Verdenskrigen. Men nu er det igen i stærk Udvikling og vil sikkert paa Grund af sin store Lethed og Simpelhed vinde en enorm Plads i den internationale Udvikling.

I et internationalt Arbejde som det, der repræsenteres igennem “Livets Bog” og “Kosmos”, forekommer det mig, at Esperanto kan være af uvurderlig Nytte som en foreløbig Bro mellem det danske Sprog og de fremmede Sprog, der tales af alle eventuelle udenlandske interesserede i mit Arbejde.
Igennem Esperanto vil mange interesserede Verden over kunne komme i Berøring med mit Arbejde med det samme og behøver saaledes ikke, som det ellers vilde være nødvendigt, at vente, til det engang foreligger oversat til de store Verdenssprog.

Esperanto er saaledes en Bro mellem dansk og alle fremmede Sprog. Kineseren og Russeren, Hinduen og Japaneren ligesaavel som en hvilken som helst Europæer finder alle ved Hjælp af Esperanto med samme Lethed Vej til Forstaaelsen af det, vi eventuelt maatte føle os tilskyndet til at skrive til dem her i Bladet. Det er saaledes et første lille Forsøg, men nok til at finde en foreløbig Ørenlyd hist og her ude i den store Verden.

Et nyt Supplement til vort internationale Arbejde har dermed taget sin Begyndelse.

Idag udgiver Instiuttet en hel esperantoudgave af kosmos 4 gange om året. Ældre udgaver kan ses gratis her: http://www.martinus.dk/eo/la-revuo-kosmos/elsutebla-esperanto-kosmos/

Vil du gerne lære esperanto, kan du med fordel anvende det nye læringssite Duolingo. Det er et fremragende pædagogisk system,som gør det sjovt at lære sproget. Du kan finde Duolingo til din computer her: https://www.duolingo.com/course/eo/en/Learn-Esperanto-Online eller installere det på din androidtelefon her: https://play.google.com/store/apps/details?id=com.duolingo&hl=da eller din Iphone her: https://itunes.apple.com/dk/app/duolingo-learn-languages-for/id570060128?l=da&mt=8

God fornøjelse !

Modtag vores Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev med det seneste fra MartinusForumDk

You have Successfully Subscribed!