2. Hvorfor anbefaler Martinus en ny begravelseskultur?

De særlige tanker omkring begravelse indgår som et naturligt led i Martinus’ samlede verdensbillede, hvor spørgsmål omkring livet, tilværelsen og “døden” belyses i et kosmisk perspektiv. Ikke mindst de grundlæggende principper omkring reinkarnation og næstekærlighed får en særlig betydning, når vi skal forholde os til afskeden med det fysiske liv og til behandling af det efterladte legeme.

Reinkarnation og evigt liv
Er man fortrolig med reinkarnationstanken siger det sig selv, at synet på døden ændrer sig. Tanken om, at man efter den fysiske død lever videre i bedste velgående på det åndelige tilværelsesplan, kan i høj grad bidrage til at mildne den ellers meget forståelige angst og sorg både hos den døende selv og de pårørende. Martinus forudser, at fremtidens begravelser og mindehøjtideligheder vil komme til at foregå i en helt anderledes lys atmosfære end den, der i dag er mest almindelig. For de, der ønsker det, er det i høj grad muligt allerede i dag at inspirere til, at ens egen begravelse bliver præget af denne lyse atmosfære.

Næstekærlighedsbegrebet
Martinus udvider forståelsen af næstekærlighedsbegrebet til også at omfatte behandlingen af det efterladte legeme efter vores fysiske død. Han inspirerer i det hele taget til en større bevidsthed om, hvad det vil sige at praktisere næstekærlighed i alle dens former. Vi vil efterhånden lære at udvikle en kærlig omsorg og respekt ikke blot for vore medmenneskers liv, men også for dyrenes og planternes liv såvel som for alle andre former for liv i verden. De levende væsener, som står os nærmest, er i virkeligheden den mangfoldighed af levende mikrovæsener, der tilsammen danner vores fysiske krop. Vi har hver især ansvaret for disse mange væseners hele livsoplevelse, og vi får en voksende bevidsthed om, hvor stor betydning det har, at vi udvikler den sundest mulige levevis både fysisk og mentalt. Netop i vor tids samfund er der stor fokus på dette område.

Omsorgen stopper ikke ved den fysiske død
Men behovet for omsorg over for vores krop stopper ikke ved den fysiske død. I bogen Bisættelse beskriver Martinus ud fra sit kosmiske livssyn, hvordan der fortsat findes betingelser for organisk liv på mikroniveau i den fysiske krop lang tid efter, at vi som det “afdøde” makrovæsen er overgået til det åndelige tilværelsesplan.

Citat fra Bisættelse, kap. 93.

Hvis man tror, at et organisk legeme ved døden straks er blottet for organisk, fysisk bevidste mikroindivider, da er man offer for en meget stor fejltagelse. Så længe der endnu er fugtighed i liget, er der også organisk, fysisk bevidste mikroindivider, der, selv om de naturligvis er meget lavtstående i deres udvikling, så dog har følelse og kan opleve fysisk smerte og pine, kan føle angst og rædsel og således kan reagere over for enhver unaturlig opløsningsproces af liget. Kun den del af liget, der udgøres af mineralmikroindividerne, er uberørte af enhver fysisk opløsningsproces, idet disse væsener kun med en meget elementær del af deres underbevidsthed er hjemmehørende på det fysiske plan og derfor ikke har nogen som helst form for dagsbevidsthed på nævnte plan, men har hjemsted i “salighedsriget”. De kan derfor ikke føle nogen som helst form for smerte og lidelse, er højt hævet over al jordisk ufuldkommenhed.

Den mest kærlige og ansvarsfulde behandling af dette mikroliv består derfor i at skabe de nødvendige betingelser for, at det får lov at ”uddø” i en langsom naturlig proces, hvor det efterladte legeme til slut når en ren mineraliseret tilstand. Martinus har skønnet, at denne proces under de rette betingelser vil vare et sted mellem 20 og 40 år. Det kan i virkeligheden sammenlignes med det, man i andre kulturer kender som en ”mumificering”. Det ideelle ville således være, at liget opbevares på en måde, der sikrer en gradvis ”udtørring”, så liget til sidst bliver en ”mumie”. Man kender denne proces fra velbevarede lig, som har været opbevaret i tørvemoser ol. Martinus mener, at man med videnskabens hjælp vil finde frem til metoder, der tillader en sådan ”mumificering”.

Det betyder, at der i fremtiden vil blive udviklet nye, meget mere humane begravelsesmetoder. Som led heri forudser Martinus, at anbringelse i overjordiske gravkamre – de såkaldte mausolæer – vil indgå i den fremtidige begravelseskultur. Det tillades ikke i dagens Danmark undtagen i helt særlige tilfælde. I dag må man derfor vælge de metoder, som tilnærmer sig bedst muligt til de fremtidige ideelle metoder.

I det følgende beskriver vi først, hvilke praktiske konsekvenser inspirationen fra Martinus kan have for behandlingen af det efterladte legeme, og hvilke metoder man i dagens Danmark kan vælge til en human begravelse. I et senere afsnit omtales de mulige konsekvenser for, hvordan selve begravelsesarrangementet kan tilrettelægges og gøres til en lys og kærlig afskedsceremoni.

Leave a Reply

avatar
  Subscribe  
Notificer om