Jeg har kun læst dit uddrag her i tråden.

Min kommentar er:

Det er hans (J.J van der leeuws) mening. Ingen logisk argumentation.
Jeg kan ikke bruge det til noget.

Martinus har et andet syn på sagen og argumenterer
efter min mening logisk herfor.

Hvad mener du selv?

Kh. Ejby

Hvis ondt er at gøre noget som man godt ved er dårligt, så er det som er citeret, i meget god tråd med det Martinus skriver om i Bønnens mysterium. Her beskriver han udtrykket "Fri os fra det onde", som netop er en bøn om hjælp til at undgå at gøre det vi godt ved er forkert (eller er det "led os ikke i fristilse"?).

Under alle omstændigheder, så bruger Martinus ikke ondt eller ondskab som noget absolut, altså noget som i den dybeste analyse eksisterer. Jeg mener ikke at det er det samme som at noget lokalt og timeligt ikke kan opleves/være "ondt", men her er vi ude i hvad "ondt" betyder. Hvis ondt betyder at gøre noget forkert og at det får ubehagelige konsekvenser, så eksisterer det "onde" i den timelige verden.

Måske er der andre som har bedre eller andre bud

Det ser ut som om kosmologi, teosofi og antroposofi er grunnleggende forskjellige , selv om alle gir seg ut for å være vitenskap.

I kosmologien er det onde et ubehagelig gode. Å gjøre det onde kan være en fordel , fordi det gjennom karma og lidelse viser at alt var og er såre godt.

I teosofien tror man heller ikke på absolutte onde vesener. Alt -ER-.
Men i vår relative verden så kan vi ikke bortforklare det onde på den måten. Vi vet når vi overstiger grensen til det onde, derfor føler vi skyld etterpå.Det onde er ikke bare fravær av godhet.
Men forskjellige ting er onde alt etter hvilken tid eller hvilket samfunn vi lever i.

I antroposofien finnes absolutte onde vesener som vil ødelegge Kristi misjon. Det onde er noe absolutt og menneskeheten vil etterhvert deles i to.

Hej Jostein.

Ja, det er jo interessante betragtninger. Hvis man har adgang til den højeste viden, og vil docere denne viden til laverestående væsener, så må man nedtransformere denne viden. Denne nedtransformation kan være af forskellig karakter, fordi den der vil videregive sin viden, må tilpasse den til modtageren. Martinus fortæller, at han sagtens kunne have doceret sin viden på et højere plan, men så ville nutidens mennesker ikke kunne forstå det. Og noget man ikke kan forstå, kan aldrig blive til videnskab for en selv, uanset hvor meget "ret" afsenderen har. Det vil altså sige, at hvis Martinus havde doceret sin viden på et højere plan, så ville han ikke være blevet taget alvorligt, selv om man relativt kunne sige, at en højere docering af sandheden måske ville være mere "sandfærdig" (!) Men hvad hjælper det, at afsenderen har helt ret, hvis ingen modtager kan forstå det?

Derfor kan antroposofien, teosofien og Martinus udmærket alle docere videnskab, selv om de måske er lidt forskellige i deres præsentation af denne viden. De docerer blot deres viden til forskellige modtagere.

Begreber som "godt" og "ondt" doceres af Martinus, men for mig at se, er begge begreber midlertidige facitter, som imidlertid stadig må doceres for nutidens mennesker, for nutidens mennesker oplever stadigvæk det onde, og dermed også det gode. Når uvidenheden fjernes forsvinder ondskaben, siger Martinus også. Det vil altså sige, at når vi får mere viden, bliver det ikke længere relevant for os at skelne mellem godt og ondt, for denne skelnen er kun et midlertidigt facit.

For mig at se eksisterer hverken "godt" eller "ondt", det eneste der eksisterer er karmaloven, dvs. at man får de energier tilbage, som man selv udsender. Denne karmalov er ikke i sig selv god eller ond, men vi kan hver især synes, at vores skæbne er god eller ondt - men denne analyse af vor egen skæbne er en midlertidig analyse, som afhænger af vore nuværende erfaringer. Når vi får mere erfaring vil vi se, at alle oplevelser er med til at bringe os videre i udviklingen, og dermed er disse erfaringer hverken gode eller onde, men derimod uundværlige for at opleve livet.