Hej Pondus...

Jeg er enig i at det selvfølgelig er nødvendigt at skele mellem graderne det onde/ondskab - det gør jeg også, men jeg skelner ikke mellem om det ene er mere guddommeligt og naturligt end det andet.

Tværtimod synes jeg at jeg med Martinus analyser får klarhed over at alt er guddommeligt og naturligt og derved har jeg også fået et redskab til at sætte mig ud over den mest almindelige reaktion på ondskab - nemlig at fordømme. Jeg bliver rustet til at forstå at dette også er naturligt omend uhyggeligt og vel så også bedre til at støtte og lindre, når jeg møder såvel "bødlen" som "ofret".

Måske misforstår jeg dig - men har du mulighed for at give et eksempel på hvor man kan blive nød til at forholde sig anderledes i praksis end i teorien?

Kærlige påskehilsner til dig også
Tina :0)

Hej Tina

Puh-ha, det er lidt vanskeligere at være konkret, men jag prøver
Med hensyn til bødlen og ofret vil jeg sige det ikke er ondskab som sådan men årsag og virkning, karma og lære/erfaringsprocesser al den stund begrebet død og smerte hører til i den fysiske verden vi i en spiral formet udvikling er på vej gennem men ikke i de højere verdener vi kommer fra og til hver en tid OGSÅ arbejder og lærer igennem.

For eksempel oplevede vi engang under rensning af et større gammelt hus pludseligt, at stå ansigt til ansigt med en dæmon, vi var ikke forberedt på en konfrontation af den slags og min kone fik et kraftigt skub ind i en væg og ramte lige ved siden af en skab med nogle ret dyre glasting (det var i øvrigt det der fik os til at åbne en "spøgelsesforsikring :o), vi havde et kort øjeblik, så at sige øjenkontakt/følelseskontakt og det eneste vi mærkede var en forundring men ingen ondskab, min kone sendte refleksmæssigt en kærlig tanke til "Ham" hvilket yderligere forstærke denne "forundring" inden "han" trak sig tilbage, vi stod ligeledes forundrede og lidt rystede men dybest set med en følelse af en "smuk" oplevelse og en lidt "dybere" forståelse af denne spiralformede udvikling vi alle går gennem. Hele tiden kunne vi mærke en følelse af "beskyttet konfrontation".

Et helt andet eksempel er ikke så gammelt og af mange grunde vil jeg ikke gå i detaljer men de foregik mellem mennesker der burde vide bedre og selv er engageret i alternative/spirituelle rækker. Hele forløbet startede som rivalisering, misundelse, jalousi, følelsesmæssig vrede etc. etc. men på et tidspunkt trådte kræfter som "ikke normalt" optræder i skandinavien "ind på arenaen" via disse rimeligt åbne mennesker og hele sagen eskalerede og indbefattede meget stærke kræfter på begge sider og angrebene indeholdt ikke længere det vi kan kalde " et rimeligt følelsesmæssigt engagement" men kun blindt og grotesk destruktivt arbejde.
Den dybere mening var at ødelægge så stor en del af lysets arbejde som muligt men dette blev stoppet uden at det gik så galt som det kunne have gjort.
Her var der ikke tale om karma eller udvikling af følelser men en helt kold og klar konfrontation mellem lys og mørke, her ville en velsignelse eller kærlige tanker kun give angrebene yderligere styrke.

Noget jeg selv blev overrasket over var den betydning der fra vore egne vejledere blev lagt i alvoren af, at nogle mennesker påstår de arbejder for lys og udvkling men rent faktisk går mørkets vej.

Jeg håber dette kan give et lille billede af den forskel jeg skelner mellem da jeg ikke vil gå længere ind i emnet.

Der er en regel der er vigtig at have for øje her: Når vi ser, kan vi ses! Den har betydning på alle planer.

Jeg har lyst til at slutte med den store invokation, ikke mindst i forbindelse med påsken og dette emne:

Fra lysets kilde i Guds sind
Lad lys strømme ind i menneskers tanker
Lad lyset komme til jorden.

Fra kærlighedens kilde i Guds hjerte
Lad kærlighed strømme ind i menneskers hjerter
Må kristus komme til syne på jorden.

Fra centret hvor Guds vilje er kendt
Lad hensigt lede mennesker små viljer
Den hensigt mestrene kender og tjener.

Fra centret vi kalder menneskeheden
Lad planen for kærlighed og lys fuldbyrdes
Må den forsegle døren til de onde.

Lad lys og kærlighed og kraft
genoprette planen på jorden.

Kh.Pondus 

Kære Pondus...

Den må du ski forklare lidt mere - hvordan kan oplevelser være uden for karma-begrebet? Det hænger ikke sammen med Martinus forklaringer om at intet væsen kan opleve noget, som de ikke selv er første årsag til. Er det fordi du ikke er enig med Martinus?

Tak for dine eksempler. Desværre gjorde de mig ikke meget klogere på din tankegang , hvad er det ved dine eksempler, der gør, at teori og praksis ikke hænger sammen? Jeg kan ikke gennemskue det.

kh
Tina :0)

Det samme har jeg osse reflekteret over...  ???

Hej 2mas og Tina

Jeg prøver lige igen ???
På de højere planer vil ondskab ikke kunne eksistere, det er kun i menneskers uvidenhed ondskaben kan udveksles og udvikles og således vil det være en spørgsmål om karma der er ved at blive skabt eller er ved at blive afviklet i relation til udviklingen.

Også på højere planer vil vi støde på modstand nemlig "det onde"(modstand) som værktøj til udvikling. Dette "onde" vil gennem INvolutionen blive mere og mere mørkt for til sidst at blive til det vi kalder ondskab som vi kender det på jorden.

Disse modstandskræfter kan i visse tilfælde benytte mennesker med "rette" modtagere som værktøj for en egentlig kamp om magten på jorden, her drejer det sig egentligt ikke om karmiske processer som hovedårsag selv om resultatet vil skabe karma.

Man kan sige at der findes en slags "spilleregler" for kampen mellem lys og mørke og det er i de tilfælde at disse "spilleregler ikke bliver overholdt problemet opstår.

Bortset fra, at Martinus ikke nævner disse spilleregler og måder så mener jeg ikke, at jeg er uenig med ham.

Jeg håber det giver lidt mere mening, det er også sværere at sætte ord på end jeg lige regnede med, men det kan være jeg lærer det....engang

Kh.Pondus

Kære Pondus...

Hvis jeg læser dig korrekt, så skriver du, at der foregår en kamp mellem lyset og mørket i den åndelige verden. En overordnet kamp (som billedlig talt foregår hen over hovederne på os) og at vi er underlagt denne kamp?

Sådan som jeg forstår Martinus, så foregår denne "kamp" inden i os selv - og kun der. "Kampen" er vores udvikling - dvs vores egne konflikter - når vi har svært ved at aflægge os de mørke tankemønstre og i stedet tage de lyse i brug.

I en kortere peridode kan vi, når vi er døde være i mellemtilstanden - dvs forgården til de åndelige verdner. Grunden til at vi er her, er at vi skal bringes på bølgelængde med de kærlige vibrationer der er i den åndelige verden. Vi skal altså være fri for alle mørke tankemønstre, før vi kan komme videre. Dette sker ved skytsåndernes hjælp, men først når vi selv beder om det – dvs er parate til det.

Væsener der ikke ”overgiver sig” til den åndelige verden med det samme kan således ”hænge fast” i mellemtilstanden i en periode og det er disse væsener, der kan ”gå igen” (og kun dem - sådan som jeg forstår Martinus), fordi de er så bundet til de tankebaner, de havde i den fysiske verden.

At der i disse tilfælde ikke skulle være tale om karma er jeg ikke enig i. Alt hvad vi møder af såvel fysiske som åndelige oplevelser/væsner, er virkninger på vores egen adfærd - fysisk som tankemæssig adfærd.

kh
Tina :0)

Kære Tina

Når jeg skriver den åndelige verden mener jeg mange verdener der er forskellige fra hinanden og til en vis grad adskilt af hinanden idet de har forskellige "vibrations-hastigheder" også i forhold til udvikling og udtryk.

Nogle af disse verdener har vi forbindelse med og virker i, andre har vi haft forbindelse med og andre er vi på vej til at "erobre", generelt kan man sige at de lag der er under ens eget kan man "se" ind i og have bevidst kontakt med (til en vis grad), lagene (verdenerne) opefter kan vi kun meget sjældent have en større bevidst kontakt med selv om vi bliver bedre og bedre til det da det er den vej vi går i vor udvikling.

Når bevidstheder fra en højere verden "kigger" ind i en lavere verden bliver de så at sige synlige og risikerer dermed at være udsatte for påvirkninger herfra. Der foregår meget i andre verdener som vi som mennesker ikke generelt mærker noget til og andet som vi oftest kun mærker virkningerne af.

Her foregår også nogle meget store kampe mellem godt og mindre godt, lys og mørke og her arbejder en hel del mennesker, nogle bevidst andre ubevidst med mange forskellige opgaver.

Mennesker der "hænger fast" i de astrale verdener kan hænge fast af mange årsager som for eksempel "bundne tankebaner", chok, begær etc. Men der er endnu flere som egentligt gerne "vil videre" men har behov for hjælp, men der findes et meget rigt "liv" i disse verdener da den astrale verden også er indelt i forskellige bevidsthedslag spændende fra det helt begærstyrede laveste plan, begær uden et gran af etik eller empati og spændende til det rent nirvanske.

Astralverdenen er en illutions-verden og dermed kan vi selv skabe gennem vore behov og begær væsner og former i disse verdener og gør det med de problemer det i visse tilfælde kan give da begreber som tid, rum og afstand virker på en ret anderledes måde end de gør her i den fysiske verden.

Mennesker kan gå igen men de er ikke "spøgelser", det er derimod skaller eller hylstre der ikke længere har nogen bevidsthed men blot gentager reflex-handlinger igen og igen til de en dag går helt i opløsning, men der er skrevet mange bøger om netop disse verdener og deres risiko og muligheder.

Der findes lag som engang var kendt og benyttet men nu mest hører til i legenderne. Så verden og de verdener der omgiver os er ikke så enkle som man kunne få indtryk af af derfor findes der også så mange billerder og tilgange ganske som religionerne afspejler.

Kh.Pondus

nå er vel også vores "fysiske" verden en illusions-verden, som vi på samme vis skaber selvm ut fra behov og egne projesjoner, et sted hvor tid og rom er af oss selv skabte begreber.
min oppfatning er at det er jeg selv som skaber min verden og jeg er delagtig i et opfattelsesprojekt som sætter meg ind i en fast tilstand hvor jeg drejer det hele rundt om min egen opfattelse af livet, som ud fra at jeg er det eneste faste punkt.

Hej Pondus...

Præcist det du skriver om kampene om lys og mørke i de åndelige verdner mener jeg ikke stemmer med det Martinus skriver. Hvis jeg har forstået dine tidligere indlæg korrekt, så er det disse kampe, som har det med at øve indflydelse på vores liv og det uden egentlige karmiske processer.

Hvis der foregår sådanne kampe på andre plander som du beskriver, vil jeg tro, at Martinus ville have berørt det - om ikke andet så meget kort, fordi det så ville kunne få dirkte indflydelse på vores liv. Han forsøger jo netop at udstyre os med et redskab til at forstå og skabe en ny og bedre skæbne for os selv og vores medvæsner.

At det hertil skulle kunne ske uden karmiske processer, ville så betyde, at der kunne ske noget i vores liv, som vi slet ikke har haft indflydelse på - at vi kunne komme ud for ting, som vi ikke selv er første årsag til. Dermed ryger hele logikken og retfærdighedsprincippet, som netop er den røde tråd i kosmologien - sådan som jeg ser det.

Men jeg ved ikke om vi kan komme hinanden nærmere? - måske er der nogle andre der skal på banen?

kh
Tina :0)

Kære Venner,

Vi er evige væsener, man kan ikke 'være' uden at 'gøre',
gøre er gerning, et andet ord for gerning er karma,
at gøre er at skabe, heraf ordet/realiteten skæbne,
'at være, er at skæbne',

i korthed,

Kærlig hilsen
Holger

Kære Tina

Martinus har ret men der foregår karmiske processer som er bundet til bevidsthedslag som vi ikke er bevidste i men dog en del af og desuden karmiske processer som er bundet ind i for eksempel folkesjælene, landenes karmiske processer som kan gribe ind i de enkeltes personlige processer og således ikke er en del af den enkeltes karma og dog for gennem vor folkesjæl er vi jo en del af den karmiske proces.

Det samme gælder andre sammenhænge som familiekarma, gruppe karma etc.etc. og dermed bliver det ikke så enkelt som vi ofte opfatter virkeligheden.

Jeg mener bestemt Martinus har ret men der er mange nuancer som Martinus ganske enkelt ikke har haft til opgave at berøre da det kunne være med til at utydeliggøre det som "man" kunneforholde sig til for blot få år siden men efterhånden næsten vil få ind med modermælken eller allerede ved når man ankommer.

Kh.Pondus

Hej Jan,

Jeg fik skrevet et halvt svar, men blev i tvivl om mit svar og så kom jeg fra det. Nu får det et forsøg

Ja. Det er to forskellige og evige karakteristika ved smerten.

Jeg vil tillade mig at forsøge at gå lidt længere med eksemplet. I det evige perspektiv eller analyse vil smerten blive opfattet som en gode som opfattes som ubehag. Hvis vi bevæger os ind i en form for 'handlingsetik' (mener jeg har hørt det ord - dog ikke sikker på at jeg bruger det rigtigt), så er ovenstående analyse stadig korrekt, men vi er også nødt til at opfatte smerten som et onde, som vi ikke vil tilføre andre, hvis det kan undgås. Smerten vil ikke lokalt set være et gode (kun i det evige perspektiv).

Lokalt opleves smerten ikke som et gode. Det kan vi opfatte som en lokal sandhed eller som en illusion. Tingene er ikke som de ser ud til. Spørgsmåler er så om disse 'illusioner' kan opfattes som sandheder. Jeg mener vi er nødt til det, men at det så er hvad jeg vil kalde udsagn som er mindre sande end de evige analysers konklusioner. 

Udfordringen med Martinus er at han nogle gange er inde på de evige analyser og andre gange er nede i meget lokale detajler for at hjælpe os igennem vores nuværende situation. Han kalder det tankedril når man roder de to ting sammen (f.eks. bander og svovler over at der er krig e.lign. i verden fordi det 'ikke er kærligt' og glemmer at det er en del af udviklingen). Jeg har tilladt mig at kalde begge ting for sandheder. Den ene mere sand (evig/absolut) end den anden (lokal/timelig). Det er muligt at nogle vil udelade de lokale analyser som egentlige sandheder, men jeg synes godt man kan tage dem med så længe man ikke glemmer at de er lokale og at der er en større sandhed

kh
Lasse

Hej Lasse,

Jeg er stort set enig med dig.

Men jeg synes bare ikke man kan sige, at den evige analyse er mere sand end den timelige. Som du selv er inde på er det nødvendigt at have begge analyser med for at få en fuldstændig beskrivelse. Hvis den evige analyse var mere sand end den timelige, så måtte det vel betyde at den timelige var overflødig, når man havde den evige. Men det er den netop ikke. Begge analyser er lige nødvendige.

Og det skyldes at de beskriver noget forskelligt om samme sag. Den evige analyse beskriver at alt er evighed og denne evighed i virkeligheden også er alkærlighed, almægtighed og alviden. Den beskriver at alt er (såre) godt og alt er (såre) retfærdigt. Men den fortæller ikke noget om, hvad der gør ondt og hvad der gør ondt. For disse ting er spørgsmål om hvilken relation eller hvilket forhold man har til noget. Det hører altså til inden for timelighedens område.

Det "timelige" er altså forklædt evighed, og i den forstand en illusion, men denne illusion er selve den evige livsoplevelse og ligeså sand på sine præmisser. Kort sagt selv om  smerte og velvære kosmisk set er identisk, selvom hævn og tilgivelse er identisk, så fører det til vidt forskellige resultater oplevelsesmæssigt set.

kh
Jan

Ja, begge analyser er sande. Men hvis man absolut vil tale om hvad der er mest sandt, så er det de evige facitter og ikke de timelige. At de timelige ting er en evig illusion er en evig analyse. De timelige analyser er alle de illusioner det evige noget består af.

Måske er det en ret akademisk diskussion om det ene er mere sandt end det andet. Det er måske ikke så afgørende

kh
Lasse