Jeg synes JR har gravet  nogle flotte ædelstene op i sit indlæg:

”Det træner i hvert fald tænkeevnen, når at man har valgt at argumentere for Åndsvidenskaben, da det ikke kan lade sig gøre, så man skal grave dybt og når at man har gjort det, skal man grave dybere endnu, men der kommer altid noget interessant med, når at man graver dybt.

Der ryger måske nogle ædelstene op når man graver efter det ikke eksisterende guld.”

Jeg er selv stået af på den diskussionsform, som f.eks.indlæggene på Hjernen gik over i. Men det er ikke desto mindre stadig en god  mulighed for at træne tankeevnen for dem, der er gået i dét fitness-studie – dermed har det sin berettigelse.

”Det som foregår på et forum, er ikke den suveræne vinkel. Men i høj grad en af de fosterdannelser der skal til at nå den suveræne vinkel.”

Ja, vi øver os i at blive fuldbårne, og da øvelse gør mester, kommer vi nødvendigvis til at lave mange erfaringsskabende fejl undervejs. Netop dette forum giver os mulighed for at øve os på de forskellige niveauer vi har brug for at øve os i. Der hvor jeg er nu, vil jeg foretrække samtaler frem for diskussioner. Men jeg har også før hen i livet diskuteret vild og blodigt, for det var mit behov på den tid.

”Ytringsfrihed” er et hot emne i dette land for tiden – tegninger osv – og det synes jeg vi skal holde fast i. Martinus  udtalte sig mod diskussion, det er et ideal og det synes jeg også vi skal bestræbe os på at nå, men undervejs mod dette ideal vil vi nødvendigvis ryge af sporet en gang imellem.
Så lad os bruge forummet som sandkassen vi øver os i, og

”Instituttet skal kun formidle og holde sig selv bevidst i denne færd, så at den forholder sig ren og suveræn. Kompromisløs, som sandheden.

Når vi ligger op til forum, ligger vi op til en ofring af denne kompromisløshed overfor sandheden.
Vi ligger op til den personlige fortolkning og holdning til værket, ordet og sandheden, vi ligger op til den personlige udfoldelse.”

Tak for ædelstenene.

Hej venner

Det positive med en sådan diskusion er at man øver sig i at udtrykke det man inderst inne er overbevist om. Man ser også hvorledes andre argumenterer og det er lærerigt. Videre får man modargumenter, og det kan anspore til at undersøge nærmere i Martinus bøger hvordan han beskriver disse ting. Så i det hele tatt: diskusionen kan anspore til at granske kosmologien. Da er diskusionen frugtbar.

En diskusion som bærer frugter i form av mer kunskab, er meningsfull. En diskusion som bærer frugter i form av uvænskab, er meningsløs.

Martinus er inde på en vigtig ord i citatet fra Samarbejdsstrukturen. Nemlig nøyleordet tro. Hvis diskusionsmodparten (eller jeg selv) er hellig overbevidst om noget og argumenterne bygger på en dyp tro, er det ikke så meget mer man kan gøre end at udveksle standpunkter.

Når det gjelder den konkrete diskusionen, så må jeg erkænde at jeg har lært meget af den. For meg har diskusionen vært frugtbar.

Det som videre kændetegner en god diskussion, er at den avsluttes.

Om man så ser på hvad som blir diskusionstemaer, så er det ofte perifere områder i forhold til kosmologien. Ikke alltid, men ofte. Altså noget som Martinus ikke har sagt noget specifikt om. F.eks. om kosmologien kan bevises af moderne videnskab; vi har hatt diskusioner om konspirationsteorier, som Martinus (så godt som) ikke nevner; diskusioner om ufoer og andre fenomener som Marinus så godt som ikke nevner; for at ta nogre eksempler. Dette er perifere områder i kosmologien. Det er vel her mange diskusioner opstår. Ikke alltid, men ofte.

Alexandra er inde på ordet drøfte. Det er et interessant ord. I skoleopgaver forekommer det: drøft emne det og det... På norsk betyder det at udrede, at belyse fra mange sider, for til slutt at komme til en konklusion. At drøfte er mer frugtbart end at diskutere.

Så jeg mener det kan være frugtbart at diskutere. Jeg foretrekker at kalle det "at samtale" istedenfor "at diskutere". Når diskusionen bærer frugt i form av forståelse, kunskab, granskning av kosmologien, er den bra. Så må man se hvor central diskutionen er i forhold til kosmologien. Videre skal man være høflig og samtale når man blir invitert til det. Og så er det godt at kunde avslutte samtalet i fred og fordragelighed, måske opsummere hvad man har lært.

Man kan også se på selve diskusionsformen eller samtaleformen. Jeg samtaler bevidst på forumet sådan at jeg ikke citerer meget, men heller udtrykker mine egne synspunkter. Det er bevidst. Det er på ene siden ikke bra fordi man ikke reagerer specifikt og direkte, men det er på andre siden bra fordi man undgår ordkløverier. Af disse to "onder" i en diskusion velger jeg ofte den ene.

Kjærlig hilsen
Oscar

Hej Jacob,

Du skriver et tankevækkende indlæg med nogle spændende refleksioner.

Det er for så vidt vanskeligt at stille spørsmål til måden vi kommunikerer på, da man altid kan risikere, at det bliver opfattet som en trussel, som en sabotage. Men samtidig er der også muligheden for, at det kan opfattes som en frivillig vejledning. Men uanset hvor venligt ens spørgsmål er ment, så kan man ikke være sikker på, at det ikke af nogen vil blive opfattet modsat. Og det er jo faren ved al kommunikation.

Siger den lille fugl "pip" eller "pap"? Tja, måske siger den ingen af delene. Men nu har vi jo for længe siden vedtaget, at den siger: "pip", og så er det ikke så nemt at komme at påstå, at den måske nærmere siger "pap". Det har Benny Andersen i hvert fald skrevet en ret morsom novelle om. Det er jeg-personens barnebarn på et par år, der hårdnakket holder på "pap", medens bedstefaren altså insisterer lige så hårdnakket på "pip", men alligevel til sidst må erkende, at det blev den lille, der vandt diskussionen. Men om nogen af dem blev klogere på hvad fuglen reelt siger, fremgår ikke af historien. Og det var måske heller ikke det, der var det væsentlige. Men derimod at få ret.

Jeg har valgt at kommentere og stille spørgsmål til nogen af de mange ting, du skriver, i håb om at det mere bliver en debat om indholdet og ikke så meget om at få ret:

Ja, alt er jo både godt og skidt afhængig af perspektivet.

Hvad er sandhed?

1. Kender vi den (helt)?
Eller 2. tror vi, at vi kender den (helt), uden at kende den (helt)?
Elller 3. erkender vi, at vi ikke kender den (helt)?

Det er de 3 prinicpielle positioner, hvor nr. 2 er den mest problematiske, fordi den fejlagtigt forveksles med nr. 1.

Men hvorfor skal man i den situation grave dybt? Hvad er der at grave efter? Er det ikke bare "spil for galleriet"? Hvorfor vil man forsøge at bevise noget, der ikke kan bevises. Og hvorfor gøre det over for nogen, der er ganske uinteresseret i disse argumenter, og som ikke er beviser for skeptikere, og derfor naturligt nok af spektikere også må regnes for slet ikke at være bevis for nogen overhovedet, men alene indbildning eller ren overtro.

Beviser man ikke kun, at man ikke selv har forstået det, man nu tror, man kan få en anden til at forstå?
Hvis man har behov for at bevise det, er det så måske fordi, man ikke selv er overbevist?

Er det ikke bare en slags territorial-drift? ala: "Der er i hvert fald ikke nogen, der skal komme og sige, at mit barn er udueligt og forkert. For det er det ikke! Men det er de andres børn til gengæld!"

Hvis jeg kommer med mit barn og du kommer med dit barn, så kan man snakke om børnene på flere principielle måder.  

Den ene er, som ovenfor at starte med at sige, at man synes dit barn er forkert og mit er rigtigt. Og så vil den anden ofte udtrykke det samme med modsat fortegn. Det går i hårdknude. Hvis man er civiliseret, går det i hårdknude på en meget civiliseret måde, så man måske ikke engang selv oplever, at man laver noget angreb, men alene opdager "de uretfærdige angreb som modparten så usagligt kommer med".

Den anden er, at sige: "sikke et dejligt barn du har! ". Så vil den anden måske sige: "ja, jeg er også glad for mit barn, selv om det nu også kan være besværligt nogen gange. Men dit barn er nu også dejligt"
- "Jo, tak skal du have, men min kan nu også være besværlig"

Ved den sidste version kommer begge parter både tættere på hinanden og på "sandheden", fordi man tager udgangspunkt i anerkendelse og værdsættelse af det den anden er, står for og har kært. Der er en kommunikationsmodel, som tager udgangspunkt i "anerkendede og værdsættende samtale" (Appreciative Inquiry) læs om det her

Denne metode tager i øvrigt udgangspunkt i viden fra hjerneforskningen!

Jo, "blind høne finder også et korn", siges det jo.

Men at grave efter noget man ved ikke eksisterer, hvad er formålet med det?

Og så kommer sådan en som jeg, og stiller spørgsmål og sætter spørgsmålstegn ved om, det er den optimale strategi, eller om der er andre, der er bedre?

Og det er klart, at sådanne spørgsmål nødvendigvis må blive mødt med mistænkeliggørelse. Hvad bilder jeg mig ind, at vove at stille spørgsmål? Jeg må jo have alle mulige slette motiver, siden jeg gør det.
Hvis man stiller spørgsmål ved det ekstisterende, så må man have en skjult og negativ hensigt.
Ordentlige mennesker beholder pænt deres skyklapper på og taler i øvrigt ikke om dem. Og sådan bør andre også gøre. Og så skal de ikke sige, hvad man selv skal gøre!

Det er jo faren ved at stille spørgsmål, at nogen opfatter det som en trussel. Men andre opfatter det heldigvis som en mulighed til bevidsthedsudvikling.

Hvis "VI" er instituttet, ville det for mig at se have været mere nærligggende, at han havde skrevet "instituttet" og ikke "VI". Jeg ved ikke, hvordan man kan sige, at det kun er noget, der vedrører instituttet. Selv om man ikke er "instituttet", så har man forhåbentlig interessen for analyserne til fælles - "institut" eller ej. Hvis analyserne er vigtige for en, så kan man vel ikke bare overlade praktiseringen af dem til "instituttet" eller anden form for støttepædagog?

Hvis man ikke har noget imod at komme galt af sted i trafikken, står det en frit for ikke at kigge sig for. Så er man "fri" til at lave dumheder. Hvis der så kommer en og fortæller, at det er mere sikkert at færdes i trafikken, hvis man ser sig for og kender vejskiltene osv, så kan man enten betragte ham som en ven, der vil hjælpe at undgå ulykker. Eller man kan betragte ham, som en intolerant diktator, som vil frarøve sine omgivelser, deres frihed og som blander sig i ting, der ikke kommer ham ved.

Det er jo fint. Især hvis det fremgår, hvad der er Martinus analyser, og hvad der er egen tolkning. Men det kræver jo, at man kan se hvad, der er hvad. Og det er jo ikke sikkert, man kan. Men så kan man måske forholde sig undersøgende, spørgende til tingene eller hvert fald tilstræbe at gøre det.

Når man interesserer sig for Martinus verdensbillede, så er det jo som regel også fordi man gerne vil virkeliggøre etikken i dette verdensbillede. Men her er der jo så nogen gange delte meninger om, hvad denne etik er, og hvordan den praktiseres. Hvordan bliver man så klogere? Ja, man  kan jo måsek tænke, lytte og dele med andre af det, man tænker på. Mere kan man jo ikke gøre. Det. der er kunsten er jo, at medens nogen typer tanker, åbner for at inkludere andre, så er der andre tanker, der åbner for at ekskludere og udelukke. Og da der blandt de eksluderende tanker som regel er ubevidste, følelsesmæssige mekanismer på spil, kan det være vanskeligt at arbejde med. Men det er - for mig at se - det, der er udfordringen. Og det er meget sværere i et forum, hvor man skriver - end i et fysisk rum, hvor man kan sanse hinanden i langt højere grad.

Hvad mener du med det?

Men hvor får du den opfattelse fra - at det kun skal gælde Instituttet og ikke alle, der arbejder med analyserne?

Hvad mener du med det?

Men hvorfor ikke? Hvis det er ment som en frivillig vejledning eller oplæg til at man selv får vendt sine tanker med andre, hvordan er det så ukorrekt?

Er det ikke lidt meget at forvente at Instituttet? Instituttet består også af mennesker, der ikke har kosmisk bevidsthed. Mennesker, der kan lave fejl. De gør det - ligesom alle andre - så godt de kan. Og bedre kan det ikke gøres.

Hvordan skal de kunne det? Hvis man er sandheden, så har man kosmisk bevidsthed. Man kan selvfølgelig godt være ædel, elskværdig osv. uden at have kosmisk bevidsthed, men så længe man ikke har det, så er der blinde punkter. Hvis der ikke var blinde punkter, ville man jo have kosmisk bevidsthed.

Denne kompromisløshed overfor sandheden, det mener jeg som sagt er en utopi. Det er at stikke sig selv blår i øjnene. Vi kan godt være sandhedskærlige, være samtalende, være analytisk kritiske uden at vi behøver at ville bevise, at vi har ret, og de andre er forkerte.

Mener du, at fordi man ikke er medlem af "Instituttet", at så må man nødvendigvis være af en mere aggresiv natur?  Hvad fører den aggressiv natur til? Til konflikt. Formålet med et "Martinus forum" kan vel ikke være at føre til konflikt. Det må vel være mere logisk, at formålet er at konfliktforebygge og konfliktløse. Ellers bliver det da lidt en parodi på det navn, det bærer.

Alting bærer frugt, noget bærer tjørn og tidsel. Det er tilgiveligt og uundgåeligt, at lave fejl, men det kan vel næppe være et mål i sig selv for et Martinus forum? Det må vel dog være at undgå fejl i den grad det er muligt?

Jeg mener, som Holger vist også er inde på, at vi godt kan have en livlig debat, samtidig med at vi må stå af overfor diskusionerne. Vi kan godt vise og forklare og udveksle synspunkter. Men vi skal ikke bevise om analyserne er rigtige eller forkert. Det skal vi ikke, og det KAN vi heller ikke.

Jeg mener, det er en misforståelse, at sandheden er diktatorisk. Det er usandheden, der er diktatorisk.
Det er rigtigt, at den, der er eet med sandheden ikke er fri til at gøre tåbeligheder. Men det ønsker denne person heller ikke. Fordi personen tidligere har haft den "frihed", og derfor har erfaret at denne "frihed" i virkeligheden kun var en "frihed til fængsling".  At man er "fri" til at gøre tåbeligheder, er derfor ikke den virkelige frihed. Det er kun en "frihed til diktatur". Den virkelige frihed, er friheden til at elske sin næste som sig selv. Det er ikke et diktatur. Det er en frihed fra diktatur. Det ser bare ikke sådan ud, for den, der ikke forstår det.

Når Martinus får hug, er det ikke fordi han er diktatorisk. Det er på en måde, fordi han ikke er diktatorisk. Dem, der ikke er parat til at se den næstekærlige væremåde, må nødvendigvis se ham som det modsatte, for at fastholde deres eget selvbillede, som de ikke er klar til at se som illusorisk.

Det er jo ikke muligt at indføre en højere bevidsthed. En højere bevidsthed er noget man udvikler sig naturligt ind i, når man er klar til det og ikke før.

kh
Jan

Jeg synes ikke der er så meget Appreciativ Inquiry over det du skriver her. ???

Hvem er det der tænker sådan og hvordan ved du det?
Ærlig talt så synes jeg det lyder ret fordomsfuldt.

Kære Jan,

Jeg har måske fået lavet et lidt trægt indlæg. Jeg ville ikke gå så dybt i sagen, men nu fik du lige smidt en bunke vedkommende spørgsmål tilbage, jeg har arbejdet på det. Jeg har gjort mit bedste for at svare nogenlunde, men det var hårdt og jeg håber at vi kan gøre dette med henblik på at afvikle det for mit vedkommende, da jeg bare ville give udtryk for min glæde over at der er plads til det hele på dette forum.

Jeg er glad for dit direkte respons.  

Ja, jeg kan ikke svare på spørgsmålet uden at komme til at lyde mere eller mindre utydelig, eller som at mine tanker er blevet høje omkring mig selv, det er de bestemt ikke, langt fra, det ville du vide hvis du kendte mig personligt.
Det er jo noget vi holder for os selv.
Jeg var egentligt også mættet af at skulle skrive mit sidste indlæg om dette emne, jeg var ikke beredt på dit svar og dine spørgsmål. Men det er godt nok og jeg vil gerne afvikle min aftagne lyst til debat, i denne tråd med dig.

Jeg skrev et andet indlæg i samme tråd, for netop at belyse dette og for at afrunde, men du nåede at poste dit inden jeg fik trykket på send.

Jeg tænker på en måde og føler på en måde, der gør at jeg ser kosmologien som en 99,99 sandhed.
Det betyder ikke at jeg har ret i noget som helst eller ved bedre, jeg er bare enig med kosmologien.
Ligesom at jeg er sikker på at kloden er klodeformet.
Jeg har ikke et rumfartøj, så at jeg kan tage ud og se kloden fra rummet, men jeg kan se at skibet som jeg selv har ladet med gods forsvinder i den ene horisont og dukker op i den anden. Jeg kan ikke overbevises om noget andet en analyserne.

Jeg er selv kommet meget hårdt ind på kosmologien, jeg har angrebet værket meget voldsomt, selvom at jeg var enig. Jeg startede som 24årig med at studere analyserne og meget har ændret sig i de sidste år. Jeg har kæmpet personlige kampe på forummet og haft et voldsomt liv og meget ufuldkommet liv og jeg er glad for at der har været plads for sådan en som mig.

Jeg snakker ud fra at kosmologien er sand og ud fra at jeg ikke savner tvivl i min krop om verdensbilledet er tilfredsstillende. Jeg forstår godt hvad du mener.
Min tvivl er blevet meget, meget lille og min lyst til at snakke analyser er faldet som en sten imod jorden, uden jeg har kunne gøre særligt meget ved det. Det er blevet meget privat for mig, og jeg føler at jeg er ved at gøre det helt privat. Jeg skrev mit indlæg fordi jeg følte at der skulle være plads til alle som har lyst til at snakke, diskutere eller skændes om analyserne, for det har jeg selv fået lov til og hvilket jeg er taknemmelig for.
Konflikter prøver vi alle at forebygge, men de kan ikke være forbudte, netop fordi jeg har fået lov til at være ufuldkommen og snakke om fuldkomne ting og fordi jeg tror at det er den bedste atmosfære for liv og udvikling på det plan og den zone vi er i nu.

Der er ikke noget eksakt formål med at grave dybt og diskussion er ikke ideelt, ligesom det heller ikke er ideelt at dømme dem for det. Du ser det ikke som dom, men jeg syntes det er når det kan fratage en mere eller mindre uskyldig ret.
Der er ikke noget svar på det Jan. Det har ingen betydning om det bare er spil for galleriet eller ej.

Det jeg forklare dig er at der kommer et resultat af meningsløsheden ved at grave og at det giver et værdi afkast.
Hvorfor grave dybt? Det behøver man ikke. Men man kan se det baglæns, man skal se på ædelstene at de kom før graven og at verden også er sådan. ”Det gøres”.  
Jeg siger til dig at der ikke er noget at grave efter, jeg kaldte det selv det for ikke eksisterende guld og jeg sagde at der ikke var noget at finde, og at man slet ikke behøver at gå i gang.
Men det sker og skal ske og er værdifuldt i sig selv.
Det bringer noget med sig syntes jeg, og det må være sådan at der er plads for dem som har lyst og hjerte til at diskutere sandheden, hvad tager det fra dig eller mig at de gør det, hvis de finder en glæde og noget livligt i dette? Jeg syntes at det er milde omstændigheder.

Den anstrengelse ved at grave dybt giver afkast, mener jeg.
Men er det ikke afkast nok at nogen føler glæde, udfordring og arbejde ved at stille sig op og teste hinanden ved ordet.
Og dem som er med i ”Hjerne Teori” diskussionen, det virker til at det giver dem en masse, det bliver jo ved og ved. Ligesom at alle vi andre bliver ved med at diskutere alle mulige andre steder på forummet. Vi gør det samme. Vi diskutere også en afdeling af sandheden.  

Så kan jeg være nok så klog og sige at de graver efter ikke eksisterende guld, guldet er jo det at de graver!
Og at det at de gør det af hele deres sind og hjerte, mere eller mindre.
Der er hvert fald passion og vilje. Dit spørgsmål opstod og det var godt, men det syntes jeg at de selv skal svare på og afgøre. Jeg ved ikke hvad de føler og mærker, de må selv afgøre hvad der er godt for dem.    

Min pointe er hvorfor blande sig? Jeg siger det kun fordi at jeg har været den værste af alle og at jeg har følt smerten og virkningerne i at blande sig.
Og jeg ønsker dybest set ikke blande mig i dit forhold til det, men nu er vi i gang.
 
Og i det hele taget hvis det beviser at han ikke har forstået sin egen teori eller livsfilosofi, har det jo givet et kæmpe afkast. En ædelsten med ekstra ædel i, lækkert  

Jeg tror ikke at der er nogen der opfatter det som en trussel. Men jeg tror at mange har lyst til at diskutere af natur, hvorfor lægger vi op. Hvad vil man med et oplæg.
Når du skriver dit indlæg så starter debatten og sådan går det.
Og det er jo netop fordi at nogen eventuelt opfatter det som en trussel at det er bevidstheds udvidende. Det er vel her vi bliver gjort bevidst i foreteelsen.
Trussel som kerneprincip må jo være det der gør en dialog levende, altså at vi hele tiden må forsvare en del af samtalen for at holde den levende.

Sabotage vil jeg mene er identisk med udvikling.

Vores ideer bliver jo konstant saboteret, enten fra medvæsener verbalt eller i livets direkte tale.
Og med det mener jeg ikke at der ikke er et fundament som har en grund substans for generelle holdninger og visdom.

Du skriver at nogen ser det som en trussel og andre ser det som en mulig bevidsthedsudvikling.
Her syntes jeg at vi alle sammen indeholder lidt af det ene og lidt at det andet, vi har alle begge tendenser i vores bevidsthed og nogen gange bliver vi måske fanget i det ene eller oplever det andet, det må være delende i den enkelte vi snakker om, jeg syntes ikke at det skal lykkedes dig at dele det så groft op, med os og de andre   .. Det udsagn er jo en trussel for dem som ikke mener at de ser ting som en trussel og da er der jo noget at forsvare sig imod, endnu en diskussion

Nej det er da rigtigt nok. Men vi kan have en side i os selv der holder sig til analyserne og vi kan ha en side der er fritstillet så vi til tider kan forstå og misforstå analyserne og vi udvikler os. Noget holder vi fat i og andet lader vi bevæges.
Instituttet skal værne om original værket, mere mener jeg ikke med det. De udgiver og fortæller om værket som Martinus ønskede det og værner om dette bevidst, de er i konstant dialog med sig selv om at de holder sig til denne færd og der opstår små fejl og erfaringer, men grundholdningen er at holde det originalt. Så kan man mene om de kan det eller ej. Jeg har tillid til at det er sådan det skal være og sådan ser jeg på det Angående instituttet som kosmiskbevidst, sagde jeg surrogat, hvilket ikke kan være kosmiskbevidst men en efterligning eller standin. Men alle skal i kontakt med en kosmiskbevidst inden de selv bliver det.

Analyserne er en kosmiskbevidst i en særlig forstand, men jeg kan ikke forklare det nu.  

Jeg har tillid til at der er væsener på mange forskellige udviklingstrin, nogle til angreb, nogen til forsvar, nogen til at vogte, nogen til at være, nogen til at lytte, nogen til at fortælle og alle mulige forskellige blandinger.
Jeg har tillid til at der er nogen til at lære andre om deres visdom eller klogskab og nogen til at tage imod det og at der er nogen som ikke tager imod og andre som gør. Det jeg forsøger at fortælle er at man kan forsøge at lade ting gå sin gang.

Ja, vi forsøger alle sammen på hver vores måde og der sker ting, vi kan arbejde med at gøre os selv bedre.

- Selvfølgelig indebære det også at vi snakker om tingende.

Det jeg mener er at vi kan diskutere sandheden, men den kommer ikke frem i os af at vi diskutere den.

Alle der arbejder med analyserne står på hvert deres udviklingstrin, det er forskelligt hvad de skal foretage sig, nogle skal diskutere, nogle skal være i dialog osv.  

Instituttet lægger sagen frem som den er og holder sig til ordet og så kan man forstå som man forstår.
jeg kan ikke forklare det anderledes. Der sidder måske folk fra instituttet på dette forum og foretager sig andet end at vogte værket.  

Jeg mener at analyserne er en privat sag, der kun vedkommer mig selv, når alt kommer til alt.
Vi kan genfortælle sandheden til hinanden, at vi skal elske hinanden.
Helt ideelt tror jeg ikke det er godt at snakke med et andet menneske om hvorvidt det er rigtigt at man skal elske sine næste. Analyserne er Jesu bjergprædiken fortalt med andre ord, så det er det man diskutere når man diskutere analyserne. Jeg tror ikke det er optimalt, men det sker og kan kun være nødvendigt fra tid til anden mener jeg. Det afhænger af hvor man nu står i sin holdning. Jeg syntes at der skal være plads til det hele.

Jeg kan kun sige at jeg ser at sandheden diktere alle levende som jeg oplever verden.
Den bestemmer alt over os og har bundet os ved lov. Måske man en dag ser at vi ikke lever i et demokratisk univers, så kan man måske slippe sig selv, sit greb og sin kontrol over tilværelsen sin stræben efter at gøre den anderledes. Intet sker uden Faderens vilje, han diktere hver eneste bevægelse i universet, det er også derfor han er den eneste som er god. Faderen, sønnen og Helligånden er vores diktator, selvfølgelig ikke en specielt ond diktator.  

Og for ikke at lyde alt for religiøs, er Faderen Sønnen og Helligånden:
jeget, skaberevnen og det skabte,
:Tomheden, energien og bevægelsen.

Sådan ser jeg på det. Jeg føler det ikke som en stor misforståelse.
Men vi kan også gå lidt forbi hinanden i definitionerne, men det skal ikke betyde noget  

Nej, det mener jeg ikke. Jeg mener bare ikke der er nogen egentlig konflikt. Jeg mener bare
at der skal være plads og en frihed der ikke kan være på instituttet på baggrund af sagens natur.
Men lad os lade det ligge. Jeg stoler på at moderatorene holder skruen i vandet på godt og ondt.

Ja. Men jeg er nok lidt uenig. Jeg syntes ikke at vi skal det ene og det andet. Jeg syntes at man kan bidrage med det man har og så lade forummets bestyrelse op til resten.

Jeg håber at man vil holde forummet levende som det er. Jeg har kun roser og tak til det.

Amen.

Kærlig hilsen
Jacob

Hej Ejby,

Du oplever det som fodomsfuldt. Det beklager jeg. Jeg kan bare sige, at jeg ikke selv oplever det sådan, og at det er ikke ment sådan. Men jeg vil prøve at omformulere det:

Jeg stiller et spørgsmål, som jeg gerne vil debattere. Så oplever jeg, at nogen af de svar jeg får, slet ikke er svar på mit spørgsmål, men derimod dels er forvrængning af spørgsmålet, og dernæst en kritik af det forvrængede spørgsmål (som jeg ikke har stillet). Jeg får fx. svar, hvor jeg oplever, at jeg tillægges motiver, som jeg ikke har, og som jeg heller ikke har givet udtryk for. Fx. at jeg skulle ønske at stoppe debatten. Og videre at det ikke er legitimt. Og at jeg skulle være imod samtale og meningsudveksling.

Ligeledes oplever jeg, at nogen af de svar, jeg får, er udtryk for, at jeg slet ikke burde stille et sådant spørgmål, fordi jeg qua mit spørgmsmål da pr. automatik betragtes som missionerende. Og at jeg i øvrigt heller ikke skulle være i stand til at besvare spørgsmålet, da dette - ifølge et af svarene - kun skulle være muligt for dem, som er part i debatten.

Det er disse ting, jeg har oplevet som modstand mod spørgsmålet og forsøg på at undvige eller afvise det og dem, der måtte stille det. Og det var det, jeg forsøgte at udtrykke i den tekst, du citerede.

Nu ser jeg, at det havde været noget mere konkret, præcist og hensigtsmæssigt, hvis jeg havde kunnet formulere det på den måde i går. Og det kunne jeg så ikke i går, men det kunne jeg nu, takket være du gjorde opmærksom på det.

Så jeg takker for hjælpen!

/Jan

Hei Jan
Er alt som har preg av kamp skadelig?
Er det skadelig å være fotballspiller der aggresjonsnivået er høyt?
Jostein

. . og hva med passiv aggresjon. . .her begge deler: 

http://www.youtube.com/watch?v=rDAZy3Sm0g0

jeg minder meget godt om den første, jeg har altid sagt at det bedre at få det
ud på den måde en at det går ud over nogen .  

ps stort kram her fra jr.

vh lu