Bibelen anbefaler : "tugt drengen til den vej han skal følge og har viger ikke derfra selv gammel" citat slut.

Men det var dengang at man også havde love der sagde øje for øje og tand for tand.
Vi skulle gerne være kommet lidt længere ? ???
I dag skal forældrene lære børnene noget om handling og konsekventes.
Det gøres nemmest ved at tage "friheder" fra dem og isolerer dem fra andre
når de ikke opfører sig ordentligt.
Men det er besværligt og mange "gider" ikke så de lader andre om det (tror de)
Endelig er der meget repeterering der skal testes og gerne rettes til.

Bare et bud ! 

Hej  Johnny
Jeg hørte i TV avisen om en børnehave der havde ændret belysningen i deres institution.
Det havde medført at børnene blev mere dæmpede og harmoniske i deres adfærd og at pædagogerne nu ikke dagligt skulle råbe og skrige til hinanden i et flimrende lyshav som lysstofrør leverer. Det har nemlig vist sig at hjernen bliver "overloadet" fordi lysstofrør blinker 1000 gange i sekundet.
Efter  at have indført "øer" i rummet af anmindelige glødepærer begyndte børnene at tale dæmpet til hinanden og klimaet skulle være blevet meget bedre!
Det jeg vil sige er at et "uartigt" barn kan være stresset og træt og så ville det da være synd at straffe barnet for noget det ikke selv er skyld i !!!
Du ved jo at hvad du sår skal du høste ....har du selv lyst til at blive slået?
Prøv alle andre muligheder før du overhoved tænker den tanke at vold fører noget godt med sig!
Som barn blev jeg straffet ved at blive sendt ind på mit værelse sammen med et vækkeur og besked om ikke at komme ud før det ringede og tiden blev så sat efter hvad jeg havde gjort!
Jeg syntes at det er en straf der ikke berøver barnet sin værdighed og selvtillid!
Håber at du kan bruge dette til noget!
VH Pipia

Hej Johnny!

For mig at se er vold altid et symtom på afmagt. Med vold viser man at, her kan man ikke tackle situationen, men må "gå tilbage" til krybdyrets måde at håndtere konflikter på. Man viser, at når man bliver provokeret tilstrækkeligt, så taber man besindelsen og slår.

Børns væremåde viser meget godt, at vi kollektivt set har temmelig vanskeligt ved at være kærlige, og sætte kærlige grænser. Man "ryger fra den ene grøft til den anden" og er i det ene øjeblik for eftergivende og det næste alt for firkantet.

Det skyldes for mig at se, at man ikke er 100% afklaret med, hvad man vil være med til og ikke. Og hvordan skal andre kunne vide, hvad man vil være med til, hvis man ikke selv er klar over det?

Børns væremåde er i høj grad et spejlbillede af  de voksnes væremåde. Hver gang man føler sig provokeret (hvad enten det er af børn eller voksne), er det intolerancen i ens sind, der bliver aktiveret. Her kan man vælge, om man vil lade vreden og irritationen få frit løb og styre ens væremåde. Det sker ofte under dække af begrebet "retfærdighed". Tankegangen er noget i stil med: "når han er så urimelig mod mig, så er det da kun retfærdigt, at jeg giver ham igen på samme måde. Han skal jo lære det!". Men man kan også vælge, at man vil arbejde på ikke at lade sig styre af sin vrede og straffetrang, men i stedet arbejde på at finde ud af, hvordan man kan reagere på en mere hensigstmæssig måde.

Ens straffetrang aktiveres, når man bliver presset, og den opleves næsten altid som værende retfærdig. Man føler, det er de andre, der er forkerte og urimelige, men det er kosmisk set en illusion, idet ingen kosmisk set kan være forkerte eller urimelige, selv om de godt kan være særdeles ubehagelige.

Hvis man er indstillet på at analysere nøgternt, vil man se, at det er rester af intolerance i ens sind, der er årsag til ens problemer. Ens næste er altså aldrig årsag til ens vanskeligheder, selv om det kan se sådan ud. Det man oplever er, ifølge kosmiske analyser, ens egen væremåde, der vender tilbage, for at man skal lære at reagere modent på den. Det kan man gøre ved at kende de kosmiske analyser og med forståelse af dem analysere situationen og finde ud af, hvad man kan gøre i stedet for at straffe? Det kræver, at man forstår alles behov og imødekommer dem bedst muligt. Det man oplever af ubehageligheder, er noget man selv er årsag til pga. uvidenhed.  Det vil sige at problemets løsning er at overvinde uvidenhed. Uvidenhed kan ikke overvindes med uvidenhed, og da straf kosmisk set er udtryk for uvidenhed, så er straf ikke den endelige løsning på problemet. Løsningen er derimod at opdage og overvinde intolerancen i sit eget sind, og i stedet arbejde med at udvikle en tolerant, kærlig og viis indstilling til omgivelserne og sig selv.

mange hilsener
Jan

Det er klart at man høster som man sår - og uvidenhed kan ikke erstatts af uvidenhed... det siger jo sig selv.

Men hvis vi venter lidt med de idealistiske analyser- og ser på hvordan tingene rent praktisk forholder sig, så er sagen mere kompliceret end som så. :

F.eks. er det ikke ualmindeligt i SFO'er (skole-fritids-ordning) er der kun er 3 pædagoger til ca. 80 børn.

Her kan man altså ikke gå ind til hvert enkelt barn, og give dem præcis den tilpassede opdragelse eller vende den anden kind til (pga. karmaloven) hvis de laver noget "forkert" i institutionen...

Hvis man vendte den anden kind til, hver gang et barn ødelagde noget eller slog nogen... ville det jo ende i rent kaos. Ja-ligefrem en "junglelov hvor den stærkeste overlever".

Der er børn som er så ustyrlige, at der skal grovere midler i brug...
Jeg ville ønske at man kunne gøre det på en så human måde (ifølge kosmiske analyser) som muligt.

Men som tingene ser ud i dag, er ressourcerne knappe...

Dog er der privat institutioner som har fat i det rigtige...f.eks. steiner.

Kh. Johnny.

PS "selvfølgelig er der bedre midler end at slå, og som sagt er jeg slet ikke fortaler for sådan noget", men som i selv siger er det jo et tegn på magtesløshed , end at erkende barnets udviklingstrin.

Det skal dog siges, at barnets opførsel ikke er ensbetydende med barnets udviklingstrin.- forstået på den måde at opdragelsen er af største betydning, i hvordan f.eks. deres sociale kompetencer udvikles...
Og hvordan skal disse så udvikles, hvis børnene ikke får sat konsekvenser, med det samme...
Mange børn ender jo netop med at være egocentrerede og ligeglade med deres omgivelser, hvis de ikke lærer at man også skal tage hensyn til sine medmennesker...

På TV Danmark (D) har kørt en serie "Familier på tværs" om tirsdagen og sidste afsnit vises på tirsdag kl. 20.35.

Serien handler om nogle kropumulige, hysteriske, hensynsløse, sparkende, ulydige, respektløse, skrigende børn.... Alle problemernes årsager viste sig at skulle findes hos de voksne, forældrene! 😮 Børnene bor med deres familie i et special hus, hvor de observeres af en psykolog, og denne hjælper forældrene til, hvordan de med meget små ændringer i deres adfærd og attituder får djævleungerne til næsten at blive englebørn. :

Børn i 5-6 års alderen gennemgår "Frihedsfasen" i deres psykologiske udvikling. Denne kaldes også "Partisaner-fasen", da de kan være rigtig meget ucharmerende og trodsige i den alder. Det skal selvfølgelig håndteres konsekvent (se gode eksempler i serien), men udbruddene må IKKE undertrykkes - og under ingen omstændigheder aldrig i nogen tilfælde håndteres ved at slå børnene, da en undertrykkelse kan have uheldige psykologiske konsekvenser for børnene og deres følelsesliv, når de vokser op! Fasen har bla. til formål igennem disse voldsomme dramaer, som denne alder hos nogle medfører, at lære børnene om sig selv og deres egne indre "grimme" følelser.

Kærlig hilsen
Anette

Hej Johnny

Lige hurtigt.

Arbejder på en frit - der må man max have 13 børn per pædagog.

Det kunne tyde på at underbemanding er problemet.

Kender ikke reglerne for SFO.

Nicolai

Hej Anette...

Så det er forældrene man skal opdrage på og ikke børnene... hehe... :

ja, fortæl det til pædagogerne

Men mange børn i dag, bruger jo ca. halvdelen af deres barndom i institutioner. Det er ikke umuligt at f.eks. en enlig forældre afleverer barnet kl. 0700 om morgenen for selv at tage på arbejde - og henter det først kl. 16-17 stykker- altså godt og vel 10 timer.

Så jeg tænker på, hvor meget det er forældrenes skyld end de pågældende institutioners pædagogik, der gør at "børnene kan blive djævleunger, hvis de startet med at være englebørn".

Men måske skal der kun små ændringer til for at disse ting ændrer sig...
Men igen hvis det kun er små ændringer, så fatter jeg simpelthen ikke at dt ikke er blevet gjort endnu.

Man hører hele tiden at pædagoger og skolelærers sygetimer stiger kraftigt.

Pædagoger som lider at hovedpine og stress, pga. den store larm.
Skolelærere som bliver slået og evt. får ødelagt deres biler af elever...

JAMEN ALTSÅ, hvor er vi så henne?

Hvad blev der af den gamle form for pædagogik? Man kan sige meget negativt om den, men een ting er sikkert = DEN VIRKEDE!

KH. Johnny.

PS " ovenstående er ikke alene mine holdninger - men det er bare for at få sat en debat i gang og få diskuteret et meget relevant emne i dagens Danmark"        :

Hej Johnny

Nu ved jeg ikke specifik hvad du hentyder til, når du skriver at den gamle form for pædagogik virker! Men vist du her bla. tænker på at slå, så er jeg absolut ikke enig. Så er der tale om dressur og den virker kun midlertidigt! Da er der tale om en cirkusforstilling med dresserede dyr, hvis tilsyneladende velopdragne adfærd kun opretholdes af angst, trusler og vold. Hvis vi løfter denne styringsform op i en national kontekst, så svarer det til lande ledet af diktatorer! :

Jeg husker meget godt nogle af mine legekammerater fra jeg var lille, som var ekstrem artige, lydige og alt var perfekt derhjemme - og som risikerede en lussing, hvis forældrene ikke synes legesagerne var ryddet ordentlig og pænt op. Lige så snart de kom udenfor forældrenes rækkevidde/øje, så var de de værste af alle, de saboterede, var agressive m.v., sandsyngligvis fordi de oplevede en form for undertrykkelse derhjemme. Energiophobningen og frustrationerne skal jo ud et sted. Og selvom det ikke er disse opdragelsesmetoder, som forældre bruger i dag, så tænker jeg tit på, hvor meget får børnene i grunden afreageret og dermed afløb for energiophobning foran computerspil og video?. Og kan det måle sig med at lege udenfor, spille bold, klatre i træer, bygge huler, lege akrobater m.v.?  Neeej, det tror jeg bestemt ikke, for de opnår ikke nogen fysisk træthed. Hvor skal disse børn så afreagere henne? ... i børnhaven, i skolen....

Hvis vi tænker på de umulige børn i fx. en børnehave, kan der også være psykologiske årsager hertil. Jeg tror de inderst inde er dybt dybt ulykkelige, tror at deres adfærd er et skrig om hjælp eller opmærksomhed af en eller anden art! Al kommunikation - også den højtråbende, har et formål, et budskab, en for barnet positiv intention. Og selvfølgelig har alle voksne der er en del af børnenes liv (også pædagogerne) et medansvar for den rette støtte, opdragelse og kærlighed.

Hvis der skal så lidt til i de voksnes adfærd eller attitude, hvorfor gør de det så ikke bare? Jamen, det forudsætter jo at de voksne ved at de gør noget uhensigtsmæssigt og ved, hvordan de burde agere i stedet for. Det er nok her den sværre udfordring ligger, tror jeg. Resultatet er de ulykkelige situationer vi hører om, med syge og stressede børn og pædagoger.

Der vil selvfølgelig være rigtig mange årsager til, at nogle børn er kropumulige - og det findes der kilometervis af bøger om. Men en af de psykologiske årsager til at nogle børn er meget krævende og har udviklet et - ikke altid hensigtsmæssigt, adfærdsmønster, kan findes i deres barndom, hvor de har savnet nogle emotionelle relationer til forældrene (og der findes så igen mange variationer af relationer, som netop indeholder for lidt stimuli af de emotionelle dele i barnet). I et forsøg på at få stillet denne sult har de udviklet forskellige metoder for at skaffe sig opmærksomhed og vi oplever da meget krævende børn, som higer efter opmærksomhed fra omgivelserne, nogle gange højtråbende og agressivt, men inderst inde er de dybt ulykkelige og sulter måske bare efter et knus og kram. :'(

Kærlig hilsen
Anette

PS: Den med neonlys/lysstofrør og at det stresser både børn og voksne har jeg også fået fortalt sidste dag af en, fra en eller anden øjeforening her i danmark. Han sagde også at glødepærer er det bedste 

Hvis jeg skal give et åndsvidenskabeligt bud på, hvorfor vi oplever denne stigende "manglende opdragelse" af børnene, og hvorfor det tilsyneladende er blevet sværere for de voksne at gøre det rigtige, så må årsagen skulle findes i polforvandlingen og den degenererende ægteskabsevne. Ligesom vi bliver dårligere til at gennemføre livslange ægteskaber, bliver vi måske også dårligere til at opdrage børn??? :

I Livets Bog 4, stk. 1209 skriver Martinus:

  :

Kærlig hilsen
Anette

Hej Anette.

Godt forklaret

Det jeg mente med at den gamle pædagogik virkede var i forhold til "respekten" til de voksne (hvis man kan kalde det respekt) og så at der var "styr på tropperne" = som du jo selv siger, er fordi at pædagogikken var en form for dressur.

Som sagt siger jeg (for trejde gang), at slå børn i form af vold er ikke en god form for pædagogik.

I mit første indlæg skrev jeg ikke om at slå (vold) børn, men derimod "et lille klap i måsen".

De børn som er virkelige ustyrlige, har selvfølgelig en årsag til det (det klart). Det kan bl.a. være omsorgssvigt der kan resultere i borderline-tilstande.

Jeg talte om, hvad man skulle gøre i selve situationen, hvis man stod med et barn som var krop umulig, og at det gik udover andre.

De børn som ikke forstår, hører efter eller respekterer, når de voksne prøver at tale med dem.

Har oplevet virkelig groteske situationer hvor børn spytter, bider, slår og sparker de voksne. De voksne prøver f.eks. en pædagogik, hvor de håndterer barnets følelser og taler med det, men lytter barnet = NEJ.

Altså... igen igen...man skal ikke udøve vold på børn, eller i den forstand nogle andre af levende væsener.

Og som sagt er karmaloven jo ret indlysende, for hvem gider at blive slået tilbage senere...

Hej hej 

Hi...hi, jeg forstår udemærket at barnet ikke lytter, når det står der og er ved at eksplodere af arrigskab (tyngdeenergi) og de voksne så prøver at løse konflikten ved at tale om følelserne (intelligensenergi)! Det er et komplet mismatch af barnet - og kommunikation på det forkerte personlighedsniveau. Kender du til transaktionsanalyse (psykologi); funktionelle Egotilstande og kommunikation mellem forælder-, voksen- og barndelen i pædagogen og forælder, voksen og barndelen hos barnet?.

Som S. Kirkegaard så nydeligt beskriver omkring hjælperollen, så skal man møde den man vil hjælpe, der hvor denne er. Indenfor NLP har man en metode, som kaldes pace/leade metoden, hvor man først matcher den andens kropssprog og tonalitet for at skabe tryghed/tillid, herefter overtager "ledelsen" i kommunikation (her skal man - og dermed også pædagoger være sig deres rolle, udstråling, kropssprog, tonefald m.v. meget bevidst) og herefter taler den anden ned til et roligt normalt niveau og i en tilstand, hvor de kan lytte.

I den serie jeg nævnte tidligere er en af pigerne også meget agressiv, hun slår, spytter og sparker forældrene. Psykologen lærte forældrene  hvordan de kan holde barnet, for at beskytte sig selv og omgivelserne, som barnet ikke tager skade af, og hvor de i kommunikationen møder hendes fysiske kropskontakt (spark, slå, spytte) med en fysisk kropskontakt (holder om i et fast greb). Og så kunne forældrenes ord trænge ind til barnet.

- Hvordan med børnene i børnehaven... får de kun opmærksomhed, når de skaber sig?  :

Meget apropos emnet, så faldt jeg i dag tilfældigt over følgende astrologiske profetier for Danmark i år 2006:
"... Samtidig vil der være et stigende behov for at tackle børnene rigtigt, og det er én af grundene til, at interessen og behovet for psykologi og pædagogik vil være stærkt stigende. I den forbindelse vil der også blive rejst en debat om, hvilke psykologiske og pædagogiske principper, der er de mest brugbare og hensigtsmæssige." :o 

Hvaaad, er der nogen der har sniglyttet her på kanalen!!!

Kærlig hilsen
Anette

Se nu bare på TV !  hvor galt det kan gå. 
Jeg tænker her på "Jul i valhal" hvor der er på børn med.
Som nu her forleden dag, da de løg for deres far og mor og fortalte
at de skulle til københavn og besøge nogle venner men de i stedet for
var på besøg i valhal og udførte en farlig mission.
Hvad er der kommet ud af at lyve for sine forældre og guderne  ???
Jooo nu er tagnerok lige om hjørnet .. Og sådan går det når børn (unge mennesker)
Lyver for deres forældre og ikke gør som de siger 
Nææææ , da jeg var ung  da fik vi tæsk i skolen også selv om vi ikke havde lavet
noget vi ikke måtte. Vi fik tæsk på forhånd . Sådan var DET bare.
Og se jeg har ikke taget skade , taget skade 
Så det må være vejen frem . Tørre tæsk !    så de ikke starter ragnerok   

Nej kender ikke selv til metoden, men har hørt fra pædagoger som tager børnene "i et fast grab" at det altså ikke virker særlig effektivt.

Når pædagogerne har holdt dem fast og forklaret at de ikke må det eller det, gør børnene det alligevel ligeså snart de kommer ud af grebet : 

KH. Johnny. 

Hej alle!

I de situationer, hvor man ikke kan få børnene til at gøre det man gerne vil have dem til "med det gode" synes jeg man bør henholde sig til det som Martinus kalder "det mindst onde". Er der for eksempel tale om et aggressivt barn, der tyranniserer et andet barn så er spørgsmålet, om ikke det primære er, at redde det barn der bliver tyranniseret. Hvis man holder sig det formål for øje, så må man forsøge at nå den situation med det mindst onde. Og her vil jeg altså mene, at en lille røvfuld er at foretrække, frem for at lade et andet barn blive undertrykt. Men selvfølgelig skal man da prøve andre metoder først, men jeg vil under alle omstændigheder mene, at visse situationer kan være så alvorlige, enten for andre børn eller voksne, at de bør stoppes øjeblikkeligt.

Jeg kan altså ikke forstå, hvorfor det er nødvendigt at slå for at adskille to børn!!! ??? - Desuden er det forbudt ved lov. Selvfølgelig skal det barn som bliver slået af et andet barn straks have de voksnes beskyttelse (forældreprincippet) og hjælpes udenfor farezonen, men der findes ALTID en ikke-voldelig løsning!.

Martinus skriver i Livets Bog 4, stk. 1436

"...Det væsen, der slår på sin næste eller forfølger ham, fordi han ikke er i dets favør, kender ikke forskel på "materie" og "ånd". Det ønsker at lægge ham på sin ambolt og tror, det med hammeren kan forme ham, ligesom man med ambolt og hammer kan forme et stykke glødende jern."

... du skal ikke ihjelslå   

... hvordan skal børnene senere kunne udvise anden adfærd mod andre, end den de selv har været udsat for og dermed lært?. Hvordan skal nogen af børnene i børnhaven overhoved lære, at det er forkert at slå andre levende væsener, hvis de voksne, deres rollemodeller slår børnene? Hvordan skal børnene lære om fred, hvis de voksne "angriber". Ingen opdragelsesform er bedre end et godt eksempel, men det er også den sværeste og mest krævende.

Kærlig hilsen
Anette

PS: Johnny, den med fast greb virkede på pigen i tv-serien og også på min søster da hun var lille og var ved at smadre hele boligen eller stikke øjnene ud på mig med en gaffel! Ja, det var det eneste der virkede indtil hun faldt ned...

Jeg har læst alle indlæggene og synes der mangler en ting.

Hvordan vil du / skal en voksen reagere, når et barn slår en voksen (dig selv)?

Når jeg spørger, er det fordi et barn refleksmæssigt vil slå om sig, når en voksen griber ind over for barnet, som eksempelvis er oppe at toppes med et andet barn. Måske er det det forurettede barn man får taget fat på og ikke det barn der er skyld i selve konflikten. Her er det vigtigt at kende årsagen til konflikten og gør man det ikke, er det bedste vel egentlig at lade børnene opleve den voksne som fredsforstyreren og på den måde gøre dem ligeværdige i en konflikt med den voksne, som skulle være voksen (moden) nok til at kunne styre sin konflikt med børnene i den retning der giver en løsning på begge konflikter.

For at kunne håndtere sådanne konflikter kræves der selvfølgelig visse sociale og mentale evner og erfaringer. Om man som pædagogstuderende lærer at kunne håndtere sådanne oplevelser ad anden vej end blot den teoretiske, ved jeg ikke, men vil ikke tro at det gøres.

Det er nemlig ikke ligefrem behageligt at skulle lære den praktiske side af konfliktløsningerne, da man i en praktisk læringsproces vil kunne opleve en egen nedgørelse, som kan være svær at håndtere efterfølgende. På grund af ens egne barndomserfaringer eller mangel på samme.

Det er derfor heller ikke nemt at stå i den situation som Johnny beskriver, dersom man ikke har en fuldt ud erfaring med en løsning af en sådan situation, hvad vel de færeste af os egentlig har, når det kommer til stykket. Her sker der så det, at vi griber til de redskaber vi selv har erfaring med og som i den sidste ende egentlig er forkerte at bruge (et rap i bagdelen).

Derfor er konklussionen på dette problem, at se på de givende omstændigheder (den fysiske ramme - børneinstitutionens indretning og personalenominering). Kan de forbedres og dermed gøre den daglige oplevelse på institutionen til en behagelig oplevelse for børnene, så vil meget være vundet for alle parter, børnene, personalet, forældrene og samfundet.

Med venlig hilsen

Lars kristensen

De konsekvenser/sanktioner man giver, skal helst relateres til den ting, der er begået.

Hvis fx. en person ødelægger et eller andet, så kunne konsekvensen være, at han skulle reparere det.
På den måde "peger" konsekvensen i samme retning som den positive hensigt bag konsekvensen. Så har man fokus på det, man gerne vil opnå.

Hvis man derimod påfører en anden person straf/smerte fordi, han/hun har gjort noget, flyttes fokus fra: hvordan man kan gøre noget mere konstruktivt; til: hvordan man undgår at blive opdaget i at gøre noget for at undgå straf/smerte.

Det er derfor straf fører til dressur, der før eller senere fører til oprør og ufred 

Konsekvenser bør derfor ikke være straffe, men humane beskyttelsesforanstaltninger, der i sidste ende fører til fred og forståelse.

venlig hilsen
Jan

Men når barnet/den unge ikke vil reparere det og bliver ved med at ødelægge ting (også for andre) hvad gør man så...?  her taler jeg om dem, som fuldstændig har mangel på respekt for andre.
1 pædagog til flere børn har hverken tid eller ressourcer til at give det gode eksempel.
Barnet må stoppes, men hvordan? Siger du at barnet skal reparere den ødelagte ting, får du imåske et slag/ spyttet på og råbt af (ja, DET SKER FAKTISK)!

Hvordan trænger man ind til disse mennesker verbalt, hvis de ikke ser en gang skæld ud som nogen særlig konsekvens af deres handlinger.

Jeg har selv været i militæret, som jo er en  helt anden pædagogik...
I starten havde vi også de rigtig smarte fyre, totalt respektløse overfor os andre og de overordnede--- men dem fik sergenterne hurtig skik på, så efter en uges tid var de blide som lam...

Det hjalp... og opskriften på det var kollektiv afstraffelse.
Lavede den ene noget rod bevidst = fik vi alle sammen en straf.
Så blev denne person hurtig upopulær og måtte indse at der RENT FAKTISK VAR ANDRE MENNESKER AT TAGE HENSYN TIL END SIG SELV.

Ved grove tilfælde må grove metoder i brug, herved forstået at man lærer gennem nærmeste udviklingszone. Det ville ikke nytte noget at fortælle venligt til denne fyr at han måtte stramme sig lidt op, da han bevidst gjorde det modsatte. Næ, der skulle hårdere metoder til brug...og sådan er det nu engang i vores fortsatte kamp ud af dyreriget.

at vende den anden kind til i alle tilfælde, kan højst sandsynligt skade en iform af udnyttelse osv.
men på lang sigt er det selvfølgelige det rigtige at gøre...
LÆNGE LEVE KARMALOVEN...

Hej Johnny!

Jeg kender ikke i detaljer de muligheder, du har for sanktioner i den pågældende situation. Men at gøre det mest kærlige, er jo også i nogen situationer at fratage en person visse friheder/rettigheder, fordi vedkommende har demonstreret at han ikke i øjeblikket kan administrere denne frihed hensigtsmæssigt.

Hvis du ikke har nogen mulighed for sanktion, så kommer du til kort, og bliver selv trynet. På den ene side er det ikke godt at udøve dressur, på den anden side er det heller ikke godt at lade stå til. Det bedste er at finde en slags mellemting, hvor man laver nogle hensigtsmæssige sanktioner.

Det, der er vigtigt er at sanktionerne er rimelige og står i forhold til hvad der er foregået. At der bag dem er en kærlig følelse og de er udtryk for visdom.

At lave rimelige sanktioner er udtryk for humane beskyttelsesforanstaltninger, som man naturligvis må bruge, hvis man vil handle kærligt. Udtrykket at "vende den anden kind til", betyder ikke,  at man ikke må beskytte sig. Det er derimod ukærligt at lade være med det.

Denne beskyttelse skal bare ikke være drevet af intolerance, men af human visdom.

Jeg ved ikke, hvilke konkrete muligheder du har, så derfor kan jeg ikke give dig nogen råd i detaljer. Men du må jo finde ud af, hvilke muligheder du har, og undersøge om de virker.

Hvis du er i en situation, hvor du føler du mangler nogle muligheder, kan du jo sige det til din chef, og se hvad han/hun siger til det. Du kan fx sige, at du ikke mener, du kan udføre dit arbejde ansvarligt, hvis ikke du har nogle ordentlige sanktionsmuligheder.

Og kan du ikke få det, som du gerne vil have det, så må du jo tage stilling til, om du fortsat ønsker at være der.

Kort sagt, spørgsmålet er : Hvordan vil du gerne løse problemet? Er dette muligt? Og hvis ikke, hvordan kan det så gøres, og er du tilfreds med den løsning? Det må du tage stilling til og handle på.

mange hilsener
Jan