Hej Anthon.

Velkommen til - det er altid spændende med nye synspunkter. Du stiller nogle spørgsmål som vel kort sagt går ud på, om hvordan vi kan være sikre på reinkarnationen - kan det hele ikke bare forklares med, at vi lever et enkelt liv, hvor vi tilpasser os? (I øvrigt så har jeg selv spillet meget skak, og kender selvfølgelig udmærket Polgar-søstrene). Jeg har også selv været inde i en ateist-fase i mine teenage-år, men var dog meget interesseret i såkaldte "overnaturlige" ting og forskellige åndelige retninger. Da jeg læste Martinus første gang, faldt tingene på plads. I øvrigt mener jeg ikke der findes noget "overnaturligt", alt er naturligt når man finder den rette forklaring. Alt kan derfor forklares videnskabeligt, når videnskaben når så langt, at den kan forklare det.

Jeg vil svare, at det kan "vi" heller ikke. Hver enkelt må jo gøre op med sig selv, hvad der lyder mest sandsynligt, og så leve sit liv efter det. Jeg mener, at hvad der er sandt og falsk er ikke noget absolut, men afhænger af det udgangspunkt vi har. Vi kan derfor ikke overbevise andre om rigtigheden af noget, for hvem skal afgøre hvem der har ret? En blind og en seende (hvis der kun var de to mennesker i verden) kan jo aldrig overbevise hinanden om, om synssansen findes eller ej, de vil hver for sig argumentere ud fra deres eget synspunkt. For mit eget vedkommende så ser jeg sådan på det, at intet i naturen sker af sig selv - alt har et formål. Alting er i dag som det er på grund af hensigter fra fortiden, og alt bliver i morgen på grund af de hensigter vi har i dag. En hensigt stammer altid fra noget levende. Jeg finder det derfor naturstridigt, at vi bliver født ud af ingenting som et rent "nul", og så bruger vores liv på en masse ønsker og begær, og derefter så bare dør og forsvinder ud i intet som et rent "nul". Hvis det er tilfældet, så er livet gjort formålsløst og meningsløst, det kan jo da virkelig være helt ligegyldigt hvad vi bruger livet på, hvis dette er hvad det drejer sig om. Mange mennesker har jo nok i dag dette synspunkt, og der er derfor ikke noget at sige til, at selvmord, stress og depression trives så godt i vores del af verden. I øvrigt - hvis vi kan fødes ud af "intet" og blive til "intet", hvorfor skulle det så ikke kunne ske igen? Hvis du kan forklare mig, hvordan vi kan fødes en gang af "intet", så vil jeg sige, at så kan vi også fødes to gange. Derimod så er det logisk for mig, at det vi går og laver ikke er spildt. Sådan er det i mit eget liv - det jeg gør i dag har betydning for mig i morgen, og da jeg anser livet for evigt, så hænger det også sådan sammen i det evige perspektiv.

I øvrigt så har jeg selv haft så mange personlige oplevelser der har været med til at overbevise mig om, at vores liv ikke er afhængig af vores fysiske krop.

Hej svend. Tak for dit svar.

Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte eller slutte, og det ville nok være oplagt at starte nogle flere tråde. Da har flere personlige oplevelser som for dig bekræfter sjælens uafhængighed af kroppen, forventer jeg at du har tilbragt mindre tid en mig med at læse om andres oplevelser som peger mod et evigt liv (reinkarnation, samtaler med afdøde slægtninge og venner samt andet i den kategori). Min holdning er på nuværende tidspunkt at hvis alle, eller nogle af disse oplevelser/beretninger er sande, så kan der ikke længere være tvivl om at evigt lig og reinkarnation er lige så virkeligt som alt andet.
Blot den kendsgerning at nærdøds oplevelser beskrives så ens på tværs af kulture, den fysiske tidslinje, folks baggrunds viden og uafhængigt af fysiske handicap, gør det umuligt der er tale om fantasi, drømme eller hallucinationer.

Jeg har ingen personlige oplevelser af den art, som af den vej kan bekræfte sandfærdigheden af andres oplevelser for mig(endnu).

Men jeg har nogle fobier tilbage fra barndommen som jeg vil mene ikke normale for et barn på 3-4 år(fobi for knapper og smykker, særligt at metal) Vil mene det er mere naturligt at et barn blive bange for små eller store rum, edderkopper eller vand)
I omkring fjerde eller femte klasse tegnede jeg ung middelalder dreng/mand som passerede et vandløb ved at gå over en stenbro. Den blev tegnet i forbindelse med en middelalder tema uge i skolen. Og jeg husker tilbage på det som om at jeg dengang havde en klar oplevelse af at det var mig selv jeg tegnede. Jeg kan ikke huske at jeg satte tegningen i forbindelse med bestemt begivenhed eller noget. Og dengang fortalte jeg vidst ikke andre om min oplevelse af tegningen. Det er helleikke noget der havde nogen betydning for mig gennem opvæksten. Og jeg kom først i tanke om den tegning igen da jeg for ca. 3,5 år så serien den sjette sands på dr2. Jeg var i ubalance på det tidspunkt, og kan vist ikke 100% afvise at det for 3,5 år siden var ren indbildning at jeg havde følt det sådan dengang jeg tegnede.
Da jeg var omkring 3 år og 4 måneder gammel var jeg på et middelalder marked med mine forældre, og de endte med at måtte vente på mig i flere timer efter de selv have set hvad der nu var at se. Jeg havde ikke travle med at beskæftige mig med diverse opstillede børneaktiviteter, men i stedet rente jeg rundt og undersøgte de forskellige opstillinger, hvor der blev bygget, kokkereret og vævet og malket. Jeg havde et væld af spørgsmål og en tydelig interesse i at forstå det hele. Sidenhen har jeg aldrig haft den store interesse for middelalderen. Og har vidst kun kendskab til mit besøg på middelalder markedet fordi jeg har fået det fortalt senere i livet.

Jeg kan se en del ligheder mellem mig selv mine forældre og bror, mth. udseende, min personlighed og mine evner indenfor visse områder.
Men når det gælder matematik, naturvidenskab og logik tænkning stopper ligheden. Hverken min bror, mor eller far er specielt stærke eller svage i dette felt. Jeg er aldrig blevet stimuleret af mine forældre mht. naturvidenskab, lært at læse eller regne for jeg startede i skole(da man dengang mente at det var bedst ikke at undervise sine børn selv inden skole start). I dag læser, staver og skriver jeg stadigt ikke på et særligt højt niveau(har dog ikke modtaget specialundervisning). Men med naturvidenskab og logik ser det lidt anderledes ud(i hvert fald set inde fra :)).
Jeg var tvunget til at tage ottende og niende klasse trin på en anden skole(den første skole havde syvende klasse trin da jeg nåede dertil, den var ved at lukke). Min matematiklæres afsluttende kommentar til mig var, at hun ikke havde en følelse af at have undervist mig. Jeg lavede fejl i mine afleveringer, flere end andre dygtige elever. Men deres resultater var opnået ved hjælp af grundigt arbejde, samt at spørge om hjælp når man var i tvivl. Mine afleveringer bar præg af at jeg ikke havde spurgt om hjælp, eller selv have haft tid til at tjekke om jeg skulle havde lavet fejl, da jeg altid afleverede opgave om aftenen lige før hendes deadline kl. 24 den dag vi skulle have afleveret opgaven i matematik timen. Samidigt var min fremgangsmåde tit en anden den bøgerne forslog, men jeg fandt altid en løsnings model. på sidelinen brugte jeg ikke min fritid på at læse matematiske eller naturvidenskabelige bøger, men jeg kunne godt lide hovedregning.
Da jeg kom i gymnasiet havde jeg de to første år en dygtig matematik lærer, og jeg havde aldrig behov for at læse i bøgerne før eller efter undervisningen for at forstå det nye stof. I første g. blev jeg for første gang introduceret for det binære talsystem( vi lærte at lægge sammen og trække fra). Da jeg kom hjem fra skole synes jeg det var underligt at vi ikke lærte hvordan man ganger og dividerer med binære tal uden omregning til titals systemet. Efter et par timer havde jeg lavet nogle formler så det nu var muligt for mig at gange og dividere binære tal uden omregning. I næste matematik time fik jeg lov at vise klassen mine formler, og jeg fik senere at hvide at ingen forstod mine forklaringer, og at alle kiggede undrende på hinanden mens jeg havde front mod tavlen. Min lærer havde heller ingen kommentarer til mig, han hverken roste mig for mit arbejde eller anklagede mig for at have snydt ved at låne bøger på biblioteket. Hvilket jeg finder lidt underligt(da jeg kendte ham fra skakklubben i forvejen). Jeg har ikke undersøgt det, men forventer at lignende formler eksisterer i forvejen, da jeg ikke havde besvær med at lave formlerne, men mere brugte tid på at efterprøve den, så han har nok antaget at jeg har snydt i et forsøg på at imponere eller noget.
Hvis min kemilærer ikke kunne svare på andre elevers spørgsmål skete det at han åbent i klassen spurgte mig om en forklaring hvis han selv var svar skyldig. Jeg fik sammen med en anden elev i klassen den højeste karakter til den skriftlige kemi eksamen. Hun forberedte sig grundigt, deltog i alle timer og afleverede alt, og har efterfølgende taget en civil PHD uddannelse på DTU med over tolv i gennemsnit efter den gamle skala. Jeg deltog nærmest ikke i undervisningen i tredje g. læste ikke i bøgerne elle forberedte mig til eksamen, og var tæt på at komme op i fuld pensum, og min karakter bar præg af at jeg ikke havde rutine i at bruge opslagsværke for konstanter og andet. Og derfor ikke havde den fornødne tid til rådighed. Jeg har senere bestået universitets eksamener nærmest uden undervisning, og helt uden forberedelse eller ved at læse/skimme bøgerne igennem natten inden eksamen. Da der i slutningen af 2007 begyndte at komme stor fokus på klima forandringer og co2 udslip(kan en araber udlovede en stor dusør hvis nogen kunne finde en metode til at rense atmosfæren), havde jeg et møde inde på teknologisk institut, hvor jeg forklarede at det nemt kunne lade sig gøre at femstille et mekanisk kemisk filter til at rense atmosfæren. Ham jeg talte med spurgte straks hvordan det kan fremstilles, og jeg sagde at jeg ikke svare på, og at det ville være mere relevant at nogen med større viden end mig forsøgte at fremstille det, men at jeg var sikke på at det ville være ret simpelt, for en med den rette viden. Men sagen i det var at jeg også vidst at dette filter ikke ville være løsningen på et for stort co2 udslip. Dette skylder at co2 er et af de stoffer som rummer mindst/ingen kemisk energi((amatør sprog) det indeholder dog energi i fysik lokalet), man kan ikke lave nogen exoterme kemiske reaktioner med co2, og det vil derfor kræve så meget energi at trække co2 ud af atmosfæren at man producerer mere co2 end man fjerner. Så så længe vores energi bliver produceret på en måde hvor man har et co2 udslip, så er filtret ubrugeligt selvom det f.eks. får sin energi fra vindkræft. Der gik ikke mere end et halvt før jeg så et program på discovery channel, hvor 2 forskere med en PHD i hhv. fysik og kemi forsøgte at fremstille hver sit filter. Filtret var ret simpelt og bestod af kaudisk soda, samt en blæser for at skabe cirkulation plus en anordning så store mængder af kaudisk soda kunne komme i kontakt med atmosfæren og tryk tanke til opsamling. Ingen af dem var i stand til at gøre filtret bæredygtigt.
Da jeg startede et kursus på DTU i organisk kemi, læste jeg i intro stoffet b.la. om hvor mange kulstof atomer bred en blyantstreg var, og fik lyst til at lave en omregning til at give en anden model for hvor små atomer er. Så ved hjælp af hovedregning og min egen omskrivning af diameter til kugle form(kunne ikke huske formlen) kom jeg frem til at forholdet mellem et kulstof atom og en appelsin med en diameter på 10 cm. er det samme som forholdet mellem den samme appelsin og jordkloden(hvis vi antager at begge er kugleformede). Jeg har senere hørt den samme beskrivelse i et program om universet.
For 12-16 år siden brugte jeg stadig en del hovedregning. Jeg har arbejdede i et supermarked en del år. Kort på fuld tid mens jeg ventede på at aftjene værnepligt og ellers som fritids arbejde. Det ene år hvor vi drak champagne efter vi havde lukket butikken nytårs aften kom købmanden med tallene for årets omsætning, og jeg vidste i forvejen hvad sidste års omsætning lød på. Her var jeg i stand til af fortælle/gætte hvor stor fremgangen havde været med en decimal hurtigere end noget menneske ville være i stand til at taste regnestykket ind på en lommeregner(tror heller ikke nogen ville kunne nå beregne det i hovedet). Men jeg kunne bare gætte det rent intuitivt, om jeg har prøvet i mange andre sammenhæng, som en erfaren tømre der ikke behøver en tommestok til at afmåle 14 eller 2cm. Jeg kan også sige hvilken af de to big bang teorier som er rigtig og argumentere for det, men jeg kan nok ikke bevise det på en for andre acceptabel måde. Jeg kan nævne flere andre eksempler, men essensen er at jeg ikke føler at arvede gener forklare hvorfor jeg finder den slags lettere end så mange andre ting. Og min hidtil bedste forklaring for mig selv er at jeg p.ga. lavt selvværd og genert hed aldrig rigtigt har spurgt om hjælp til noget i folkeskolen, og før folkeskolen og tidligt i folkeskolen gik en del af min fritid med forskellige slags primitive eksperimenter inspireret af min egen nysgerrighed. Så jeg ser/har set det sådan at jeg tidligt er begyndt på en udvikling mod at vejen til overlevelse og at skaffe føde er problem løsning og udregninger. Men jeg kan da ikke udelukke at noget af årsagen til at jeg finder den slags udfordringer lettere end mange andre ting er at jeg har beskæftiget mig med den slags i et andet liv, som jeg ikke har nogen erindringer fra.

Hvad med autister/Asperger´s? Daniel Tammet har været i stand til at lære pi udenad ned til 10000 decimaler. Han kan laver udregninger meget hurtigere end jeg nogensinde ville være istand til. Og han ser alle tal for sig som en slags landskaber eller figurer, og reagerer oven i købet følelsesmæssigt på tal, dan han føler at nogen af figurrene er smukke. Er det der vi alle ender når vi har haft nok liv hvor vi beskæftiger os med tal? Han kunne også tale næsten flydende Islandsk efter en uges træning. Måske er han ikke i toppen af pyramiden m.ht. empati, koordination, musikalsk kundskab eller mange andre ting. Vil han på et tidspunkt efter nok liv kunne spille som Mozart, kunne slå Magnus Carlsen i skak osv. ? Og vil vi alle sammen kunne det på et tidspunkt?
Hvad så til sidst når vi kan mestre alt på et højeste niveau? hvorfor er der så en begrænsning her? hvorfor er der ikke nogen som kan opremse pi uendeligt? Er grænsen for hvor trænede vi kan blive inden for et område så hvad man kan udføre på et enkelt liv? (lad os sige man også har trænet hurtig tale og kan nævne 10 tal i sekundet, og vi om 500 år kan blive 202 år gamle og kan tale som 2 årig) Altså er det højeste antal decimaler han/man kan nå at opremse pi med 6311519998 hvis kommaet også tager 0,1 sekund og man samtidigt ikke bliver hæs, skal sove, spise eller andet for at blive så gammel, eller har lært at gøre det samtidigt med opremsningen(andre variabler kunne være hvilket sprog man vælger at benytte, eller opsætning af en procent sats for hvor meget af livet man kan bruge på opremsningen) Måske vil grænsen være (6311520000*det antal liv man kan leve på en big bang cyklus *effiktivitets variablen) efter der er fra trukket det antal liv de år som er brugt på at universet har planet og udviklet en planet og evolution så man kan blive født ind i en fysisk krop samt år som er gået på at udvikle andre evner, samt den tid der er brugt på de åndelige planer.
Er der så også en begrænsning ud fra om man ønsker at gøre dette i en kultur eller et sprog med en begrænset levetid/eksistens?

I følge Martinus er den tid man bruger på det åndelige plan afhængig af hvor længe man har levet. Og det er kun hvis man har oplevet en pludselig død at man hurtigt kan blive reinkarneret(inden for et år).
Mange af de tilfælde hvor nogen beretter at være blevet reinkarneret, drejer det sig om en pludselig død som mord, krig eller ulykker. Her har de ofte et modermærke som en slags spor fra et sår fra da de døde. Kræver det så en pludselig død før man hver gang før man vil kunne udføre ting som tager flere liv at gennemfør (for at kunne huske hvor man er nået til)?
Hvor og hvordan bliver der sat en afgrænsning for hvor højt et niveau vi kan mestre noget på?

Her er måske noget jeg har misforstået(som så meget andet), men siger Martinus ikke at når vi har nået det højeste åndelige/empatiske og intellektuelle niveau så starter vi forfra som mineraler?
Hvordan er det mere meningsfuldt at vi efter at have levet et væld af liv som mineraler, dyr og mennesker og til sidst har opnået de højeste, så bagefter skal starte forfra og begynde som mineraler og al vores viden her går tabet for at vi på ny skal lære det hele, end hvis vi blot levede et liv og lærte en masse som går tabt når vi dør?
Det virker som om at hvis det endelige topniveau er tæt på et uendeligt niveau i vores menneskelige udvikling, så må den del af livscyklusserne som foregår de menneskelige niveauer vare væsentligt længere end den tid der skal tilbringes i dyreriget eller mineral riget. Det kan være jeg tager fejl som så mange gange før, men der gik ca. 647 millioner år fra de første flercellede organismer opstod til det første menneske betrådte denne jord. Jeg ved ikke hvor mange mineraler der på nuværende tidspunkt er på jorden, og hvor mange gang færre dyr der er, og til sidst hvor mange gange færre mennesker der er. Men jeg vil gå ud fra at der på et tidspunkt ikke vil komme flere mineraler før nogen er parate til at starte forfra fra det højeste niveau. Eller er der bare nogen som først kan få lov til at avancere fra mineralerne når vi er nået det punkt hvor nogen har nået det højeste niveau og er klar til at starte forfra?
Hvis der går lang tid før nogen har nået det højeste niveau og er klar til at starte forfra, hvor mange flere mennesker kan vi så være på jorden før dem som er dyr begynder at stå i kø for at blive til mennesker?
For jeg går ud fra at der må er en øvre grænse for antallet af ånder/sjæle som kan være i gang med en menneske cyklus samtidigt. Der skal jo kunne produceres nok føde til at alle mennesker kan spise. Vi vil selvfølgelig kunne være i stand til at producer væsentligt større mængder mad i fremtiden, på mindre arealer end vi gør nu. Vi kan også bo mange flere pr km2 end vi kør nu. Men til sidst vil vi skulle fylde så meget at det vil koste plads på bekostning af dyr og mineraler, på samme måde som det sker nu, hvor menneske skabte forandringer udrydder dyrearte eller individer. Hvordan kan det passe sammen med at vi er højtudviklede, empatiske og ikke dræber dyr længere?
Andre måder vi kan sikre at vi ikke udvikler og på bekostning af planeten eller dyre og mineral riget, er at vi begynder at tilføje ilt samt andre resurser til jorden fra andre planeter eller solsystemer. Men så vil vi vel på et tidspunkt tilføje så meget masse at vi skaber ubalance i solsystemet(Månen og jordens tiltrækning vil blive så kraftig at jorden på et tidspunkt suger månen til sig, og uden månen er jordens cyklus ødelagt, hvis vi øger månens vægt eller afstand til jorden vil jordens cyklussen også blive, og vi er igen være højtstående individer der dræbe dyr.) Vi kan selvfølgelig også begynder at bosætte andre planeter eller rumskibe, så måske findes der altid en løsning :).
En anden mulighed er at vi blot bliver nød til at blive længere på det åndelige plan mellem vores jordiske liv. Men vil vi ikke blot begynde at kede os og blive depressive på de åndelige planer hvis det pludseligt er nødvendigt at blive der længere for at opretholde balancen?

Hvad med de mider og bakterier som lever på vores krop(mider i og omkring vores øjenbryn, øjenvipper og næse) eller i dynen og hovedpuden? bliver vi så nød til at lave centraler hvor disse mider og bakterier kan leve videre(ved at vi skaber et kunstigt miljø af aflagt opvarmet menneskehud, eller hud groet i et laboratorie ) hvis vi fortsat ønsker at kunne gå i bad, klø os i øjet, skifte sengetøj?
De samme vil vel være gældende med lus, fladlus eller de bakterier immunforsvaret bekæmper.
Hvad med de økologisk dyrkede grøntsager og frugter vi spiser? hvordan kan vi få lov at spise dem uden at dræbe de parasitter der sidder på dem, eller fjerne dem på en måde så vi ikke dræber dem?

Nu bliver indlægget vidst lidt for langt 🙂
Og mit sidste spørgsmål er til dig Svend. Svend vil du indvie mig i nogen af dine personlige oplevelser der har været med til at overbevise dig om at vi ikke er afhængige af vores krop? Hvis er for personlige til at du vil skrive om det på et offentligt forum, så er jeg fuld forståelig, og modtager det gerne som en privat besked eller blot de detaljer som ikke er for private. Hvis du ikke ønske at dele det med fremmed har jeg fuld forståelse. Men jeg har på nuværende tidspunkt brændende ønske om at kunne nå der til hvor jeg kan føle mig 100% sikker(eller så godt som)hvordan på livets gang er efter kroppen siger stop. Jeg føler mig ret sikker på at jeg kan stole på at dine oplevelser er sandfærdige, og at det vil være en bedre kilde end alle de beretninger jeg har set og læst om. Så på forhånd, mange tak! hvis du vil dele dine oplevelser.

Vh Anthon

Hej Anthon.

Ojojoj, det var dog et langt indlæg med mange spørgsmål. Som du skriver er det nok lettere at lave flere indlæg med nogle kortere spørgsmål. Men det er da en spændende beretning du kommer med - jeg kan nikke genkendende til meget af det du skriver.

Jeg vil begynde med dit sidste spørgsmål, og så nok oprette nogle flere svar til dine andre spørgsmål.

Jeg har boet et sted med spøgeri, og så har jeg selv prøvet at være ude af min krop mange gange. Desuden kender jeg en del troværdige mennesker, der kan berette om lignende oplevelser, det være sig spøgeri, kontakt med afdøde osv. Jeg kan beskrive præcist hvordan det foregår, når man går ud af kroppen, og hvordan det opleves og foregår når man returnerer. Når man forlader kroppen sker det nedefra og op, det vil sige at benene slipper først, mens hovedet så at sige er det sidste der giver slip. Jeg har faktisk prøvet at stoppe processen, mens benene pegede op mod loftet, og hovedet stadig lå på sengen. Når man forlader kroppen føles det som et svup, nærmest som noget sæbeagtigt - lidt lige som når man blæser en sæbeboble op. Din fysiske krop er så den tingest du blæser sæbeboblen ud igennem, mens det åndelige legeme er selve sæbemassen. I starten er sæbesubstansen integreret i det fysiske legeme, mens selve blæseprocessen meget godt illustrerer, hvordan det virker, når man forlader kroppen - den endelige frigørelse føles som det "svup" der kommer, når man helt forlader kroppen, eller som når boblen forlader tingesten. I dagligdagen er sæbemassen hele tiden inde i den tingest vi blæser boblerne ud af, men når vi er uden for kroppen svæver sæbeboblen frit rundt. Det er sæbemassen der er det egentlige "jeg", mens tingesten er vores fysiske krop.

Når man returnerer får man pludselig oplevelsen af, hvor tungt det fysiske legeme er. Det føles som en kæmpe byrde eller en rustning man pludselig tager på igen. Selv om man ligger ned helt afslappet kan man pludselig mærke det enorme tryk der er på kroppen fra underlaget. I starten kan det dog godt opleves som om, at man stadig svæver en anelse over det fysiske legeme - man er for eksempel ikke i stand til at bevæge sig, selv om man har påbegyndt "nedstigningen". Der går lige lidt tid, inden man igen kan bevæge det fysiske legeme. Samtidig oplever jeg ved tilbagegangen, hvor uendeligt lidt af det fysiske legeme jeg egentlig kontrollerer med min vilje - mens jeg er på vej tilbage oplever jeg, hvor meget af det fysiske legeme der egentlig kører fuldstændig på automatpilot. Det er en oplevelse der er svær at beskrive, jeg har aldrig oplevet noget lignende i den rent fysiske tilstand. For eksempel åndedrættet. Normalt tænker vi ikke over det, men vi kan alligevel styre det, og vi er ikke i tvivl om, at det er "mig" der trækker vejret - selv når vi er ubevidste om det - vi føler alligevel, at det er "mig" der gør det, selv om det kører ubevidst. Derimod, når jeg vender tilbage til min krop oplever jeg, at det er noget andet end mig der trækker vejret - det er som om det er en fremmed robot der gør det, jeg kan overhovedet ikke selv styre det - det er som om det ikke er mig selv der gør det. I begyndelsen af tilbagetrækningen opleves kroppen derfor som noget, der ikke er mig selv, og kroppen bliver så mere og mere mig selv, efterhånden som tilbagetrækningen skrider frem. Og lige med et snuptag er det så pludselig "mig" der trækker vejret igen, "mig" der kan opleve den fysiske verdens helt enorme tryk osv.

Men alt i alt meget svært at forklare. Jeg vender tilbage med svar på flere af dine spørgsmål senere.

Vil godt lige tilføje lidt til mit forrige svar. Det man forlader, når man forlader den fysiske krop, er ifølge Martinus "Tyngdelegemet". Vi har ifølge Martinus 6 legemer, og når vi forlader tyngdelegemet overføres bevidstheden til det næste legeme, som er følelseslegemet. Det er det vi oplever med om natten.

Du spørger også til forskellige evner. Der er det sådan, at vi ved vores indtræden i den fysiske verden faktisk ikke får nogle evner, men begrænses i vores ellers næsten ubegrænsede viden. Når jeg skriver "næsten", så er det fordi vores viden kan blive endnu højere i de kommende spiralriger, men den viden vi har er ubegrænset i forhold til den viden vi har i det fysiske liv. Den fysiske krop - eller vores hjerne - er ikke en kanal for vores evner, men nærmere en begrænser der sikrer, at vi ikke i vores fysiske tilværelse får adgang til al den viden vi ellers har. Mange mennesker, der har prøvet nærdødsoplevelsen oplyser, at de i denne tilstand havde svaret på alle spørgsmål. F.eks kan mennesker, der ellers ikke forstår matematik, pludselig rent intuitivt forstå svarene. Når de så vender tilbage til den fysiske verden, er svarene væk, men erindringen om, at de havde disse svar, står lyslevende for dem. Den fysiske verden kan sammenlignes med en "virtual reality", hvor vi designer en figur med de og de evner, som vi så spiller spillet ud fra. De evner vi har baserer sig på, hvad vi tidligere har foretaget os, og hvad vi ønsker os at træne i det kommende. Så imellem de fysiske liv er vi alle som "super-mozarter" eller "Super-Einsteins", eller hvad man nu kalder det. Jeg vil mene, at mange mennesker, men enorme evner på et enkelt felt, har en hjernedefekt, hvor blokeringen til denne "alviden" er forsvundet. De kan derfor trække på et vidensocean på dette ene område, som ellers er lukket land. "Hjernefejlen" er dog ikke mere end fejl end at det er helt i tråd med deres egen udvikling, at de får denne øgede adgang til vidensoceanet.

Du spørger også ind til, hvordan det kan være, at vi efter at have været i de højeste riger, atter går ind i mineralriget - eller "dumheden".

Svaret er det Martinus kalder "spiralkredsløbet". Det næste mineralrige vi går ind i, foregår på et højere plan, og vi gentager således ikke noget. Men det vil være meget omfattende at komme ind på, og jeg vil anbefale, at du selv læser det i "livets bog".

Det kan lyde mærkeligt, at vi atter igen skal tiltrækkes af mørket, men al oplevelse er baseret på kontraster, og alle vores begær og ønsker vil hele tiden gå imod at udvikle os mere end vi i forvejen er. Der kommer et tidspunkt, hvor vi er mætte af lysoplevelsen i denne spiral, og vil ønske os at komme til at lære en ny spiral at kende. Og kundskab om noget nyt kan man udelukkende få ved at "spise af kundskabens træ", det vil sige at opleve mørke. Når vi har oplevet mørket kan vi "spise af livets træ", som er at nyde frugterne af lidelserne, og opleve det allerhøjeste lys der er muligt i den givne spiral.

God fornøjelse med læsningen af dette spændende område i "Livets Bog"!

Hej igen Svend.

God beskrivelse du kommer med af ud af kroppen oplevelsen. Det må føles ret spøjst. Ja jeg er ikke noget så så langt i livets bog, og har med set nogle gennerelle videoer og interviews. Men da jeg læste hans forklaring om pyramiderne, så stoppede jeg lidt op, da jeg syntes det ikke helt gav mening for mig. Og fik lyst til at stille lidt kritiske spørgsmål. Nærmest for at bekræfte hans viden, hvis jeg ikke er i stand til at gøre den usammenhængende. Og samtidigt i et forsøg på at bekræfte liv efter døden og reinkarnation. Da meget af det jeg har læst og set om fra Martinus ind til videre passer sammen med hvad folk har oplevet, ved nærdøds oplevelser, kontakt med afdøde og reinkarnation. Så jo mere hans åbenbaring giver mening for mig, jo bedre bekræfter det sandheden/ægtheden af andres fortællinger for mig.

Jeg tror jeg forstår lidt af din forklaring af, hvorfor vi starter en ny spiral. Men jeg må i gang med at læse noget mere. Men hvis jeg skal forstå det korrekt, er det så fordi vi ikke er i stand til i samme spiral, at komme tilbage til lavere niveauer når vi først er nået højt op i den spiral vi er i gang med?
Nej det giver heller ikke helt mening for mig, for så vil der i fremtiden blive ved med, at komme en ny variation af primitive mennesker. Selvom det gennerelle niveau for mennesker med stadighed vil højnes.
Kan man ud fra dette så antage at der hele tiden vil komme mennesker til på jorden som er i stand til at løse fremtidige problematikker, fordi al viden ligger på det åndelige plan?

M.ht. dine ud af kroppen oplevelser. Så lyder det nærmest som om du selv er i stand til at aktivere processen.
Kan man sige at rejsen ind i kroppen på det intellektuelle niveau, svarer til at vågne af en drøm, og før man helt forstår eller husker en, så er den forsvundet igen? Eller at den gennerelle fælles viden forsvinder igen, og man kan huske det man har observeret mens man var ude af kroppen, samt hvis man har mødt andre sjæle/bevidstheder?

Afhænger det man har oplevet så af hvor længe man er ude af kroppen?

Har du prøvet at laver nogen eksperimenter mens du er ude af kroppen?
Som f.eks. at en ven skriver noget på et papir, som du ikke kan læse fra hvor du befinder dig. Men du kan fortælle det bagefter du har været ude af kroppen?

Det lyder som om at personer med klarsyn, eller medier for viden man på en eller anden måde kan opnå gennem en ud af kroppen oplevelse, men at de ikke har behov for at komme ud a kroppen for at opnå denne viden eller kontakt.

Nogen af dem som oplever at være synske, kan være det i nogen sammenhæng men ikke alle. F.eks. kunne John Edward forudsige nogle ulykker, men ikke at hans mor ville dø af kræft. Kan man så sige at han ikke kan få adgang til information som er modstridende med det han dette liv lever for at lære?

Du siger med delen af livets bog som beskriver spiralen og hvorfor vi starter en ny spiral. Kan jeg få det til at give mening uden at læse bogen kronologisk?
Jeg vil sige at med henhold til de oplevelser jeg har at have en på sin vis afvigende viden. Så drejer det sig om at jeg kan give et ret præcist svar på et regnestykke, uden at nå at tænke noget. Svarende til at der er en der siger at du impulsivt skal tænke på et tal. Det tal jeg ender med at tænke på er så ofte tæt på svaret på regne stykket, men afhængig af hvor koncentreret jeg er. Det er længe siden jeg har gjort det. Og det føles lidt som om et kræver at man bruger det lige som, man lige skal ind i kampen igen hvis man ikke har spillet skak i lang tid. Så måske er det bare en funktion jeg har trænet som andre evner man har udviklet i dette liv.
Nå jeg tilegner mig ny teoretisk information f.eks. om Big Bang eller andre videnskabelige områder, så er det nærmest som om jeg nogen gange kan kæde informationerne sammen til en ny konklusion inden jeg kan nå at tænke over det eller formulere det.

I din tråd om det indre liv vil jeg måske på et tidspunkt forsøge at komme med mine argumenter for hvordan teorien kan afsluttes, og hvilken del teorierne jeg mener der beskriver "afslutningen" af universet. Men jeg har ikke stueret astrofysik, så det er mere som en slags svar på en hvorfor det f.eks. er figur D som er den der passer sammen med de andre otte figurer, end et videnskabeligt bevis.
Hvor svaret er baseret på de mest dominerende naturlove for universet.

Vil lige tilføje lidt til disse ud af kroppen oplevelser. Sjovt nok så følges de ofte af en meget speciel lyd, som også er svær at beskrive. Det lyder som en meget høj brummen eller syden - også svær at forklare, men denne lyd er næsten altid til stede. Jeg synes det lyder lidt som den syden jeg får i ørerne, når jeg er et sted hvor der er helt stille. Blot er det som om denne syden er skruet helt op på fuld volumen under ud af kroppen oplevelsen - stilhed på fuld volumen kan man kalde det.

Nej, jeg kan ikke styre disse ud af kroppen oplevelser, de sker helt spontant. Jeg har kun en enkelt gang eksperimenteret med det, eller søgt at fremprovokere dem. Jeg har dog en klar fornemmelse af, at jeg kunne fremprovokere dem hvis jeg ville. De sker altid, hvis jeg falder i søvn og ligger på ryggen. De sker aldrig når jeg ligger i andre stillinger og sover. Jeg kunne givetvis fremprovokere oplevelsen ved at lægge mig afslappet på ryggen i et helt stille rum, og så fokusere på lyden af stilhed. Derefter ville jeg så fokusere på lyden af stilhed og så forestille mig, at denne lyd bliver højere og højere. Det har jeg faktisk gjort en gang for mange år siden, men jeg stoppede eksperimentet igen, da jeg kunne mærke, at jeg rent faktisk var på vej til at fremprovokere en ny oplevelse. Dette er den eneste gang, jeg har forsøgt, og jeg vil ikke prøve igen. Men som sagt, så kommer de helt spontant alligevel. Kunne jeg selv styre det, ville jeg helst være dem foruden. Jeg prøver hele tiden at sige til mig selv, at jeg skal tage det roligt når det sker, og så prøve at blive i tilstanden i lang tid for at se hvad jeg kommer til at opleve, for det er en helt naturlig ting. Skrækken for at opleve noget ubehageligt, eller se noget jeg ikke har lyst til at se er dog for overvældende for mig. Under oplevelsen bliver jeg meget hurtigt grebet af panik når det sker - det virker meget ubehageligt på mig. Ikke fordi selve oplevelsen i sig selv er ubehagelig, men jeg får en oplevelse af, at der sker noget som er helt galt. Oftest vågner jeg med råb og skrig, hvorefter min kone bliver meget urolig. Efterhånden har hun dog vænnet sig til det, og jeg kan berolige hende med, at jeg ikke har haft mareridt, men bare været ude at flyve igen. Lige så snart jeg bliver grebet af denne panik, så stopper oplevelsen meget hurtigt. Det er som om, at jeg bringer mig selv i alarmberedskab, og denne tilstand bringer mig hurtigt tilbage til kroppen igen.

Er du på Facebook Anthon? Så smider jeg lige en venneanmodning til dig dér