Hej alle, jeg er den tidligere Kosmosof, men kunne ikke logge ind eller få sendt koden til min mail, så oprettede lige en ny bruger i stedet 
Jeg er kommet til et meget kritisk punkt vil jeg sige. I min forståelse af Martinus. Det skal sige at jeg kun næsten har læst Det evige verdensbillede 1-3 og derfor naturligvis ikke er så godt inde i sagerne som jer. Derudover har jeg hørt omkring 30 foredrag med Ole Therkelsen og fået en masse forklaringer af min ven. Så jeg mener alligevel jeg har en vis forståelse som gør at jeg kan stille nedenstående spørgsmål.
Det hele startede med at min ven som har læst Livets bog mange gange sagde til mig at det ikke var nødvendigt at give penge til de fattige, fordi de havde brug for at lære hvad det vil sige at være fattig. Det provokerede mig ret meget fordi det i mine øjne ikke var særlig kærligt, men ville ikke tage diskussionen med min ven fordi jeg ved han ikke kan lide at diskutere.
For nylig er diskussionen blusset op på vegetarkontakt.dk hvor en del mennesker nu er trætte af vi efterhånden er blevet en del martinus tilhængere derinde så nu er de gået ind på at kritisere især karma rigtig hårdt. Det meste af kritikken preller af på mig fordi den ikke er kosmisk eller logisk funderet men derimod skyldes uvidenhed og uvillighed til virkelig at sætte sig ind i sagen før man kritiserer.
Men det som har rystet mig i min grundvold er det følgende, og det bliver virkelig afgørende for om jeg må forkaste hele kosmologien som selvmodsigende, hvorvidt nogen er i stand til at give mig en tilfredsstillende forklaring på karma:
Skal man hjælpe mennesker i nød??? Der lægges vægt på at man skal være kærlig mod alle levende væsener. Men er det at gøre godt det samme som at undgå at gøre ondt? Eller sagt på en anden måde: Er det at være være kærlig hvilken af de følgende: 1) Ikke at gøre noget ondt eller 2) Ikke at gøre noget ondt OG gøre meget godt eller 3) Ikke at gøre ondt OG gøre meget godt OG forhindre væseners lidelser??? Eller en kombination af de foranstående? I tilfældet 1 bliver der tale om ekstrem pascifisme hvilket vi vist har afkræftet tidligere at kosmologien ikke burde gå ind for?? I tilfældene to og tre har jeg i virkeligheden svært ved at skelne det at "gøre godt" fra det at "forhindre væseners lidelse". Er det i virkeligheden ikke et og det samme? Lider vi ikke alle en smule, er vi ikke altid i uro så længe vi ikke har kosmiske glimt eller kosmisk bevidsthed? Dermed mener jeg at det at "gøre godt" kan sidestilles med det at "forhindre væseners lidelse" da princippet er et og det samme, præcis som det at maksimere lykke er det samme som at minimere lidelse.
Men her kommer så det værste: Hvis det eneste væsener udvikler næstekærlighed af er lidelse, hvilket vel er det mest logiske og også det Martinus hævder, så burde man vel ønske for sig selv at opleve lige nøjagtig den smerte og lidelse som man kunne klare. Så at sige at "få det overstået" så man kunne nå til den guddommelige kærlighed? Og i det tilfælde at man ved at andre ligeledes kun udvikler næstekærlighed og god karma gennem lidelse, da ville det jo være helt ligegyldigt hvorvidt man redder dem fra ulidelig smerte eller ej? For hvis man redder dem betyder det jo bare at man udskyder smerten? De kan jo umuligt lære noget ved at jeg redder dem det, og vil dermed stadig have samme aura som i henhold til syndernes forladelse ikke vil være i stand til at redde dem fra den uundgåelige lidelse??? Dermed må konklusionen være: Ser du et menneske i nød vil det være lige fornuftigt at hjælpe det eller ej!!! Man kan så sige at vi som udviklede næstekærlige væsener vil hjælpe rent spontant. Men det gør det ikke fornuftigt. Og det betyder i sidste ende at lidelsen må komme til udtryk som naturkatastrofer hvis alle mennesker er blevet næstekærlige og lidelsen ikke kan finde udløsning den vej igennem. Men jeg synes VIRKELIG ikke det giver mening det her! Det er jo en enorm inkonsistens hvis det virkelig forholder sig sådan. Hele den kosmiske retfærdighed står og falder med dette spørgsmål mine damer og herrer. Hvis jeg i virkeligheden ønsker at udvikle mig, som jeg faktisk gør, og samtidig gør ind for at man skal behandle andre som man selv vil behandles, ja, så betyder det at jeg ikke skal hjælpe andre, end ikke på den mindste måde. Da vil jeg nemlig få en masse lidelse meget hurtigt og jeg vil kunne udvikle mig. På den anden side kan man sige: Jeg ønsker at leve i guddommelig kærlighed og derfor vil jeg skabe gode handlinger der kan komme tilbage til mig. Det giver mening. Men den guddommelige kærlighed KAN man ikke opnå gennem gode gerninger!! Den eneste vej til fuldkommenhed er gennem lidelsen. Derfor kan gode handlinger kun give en et frikvarter fra ens uundgåelige lidelse.
Det er blevet lidt rodet og det undskylder jeg, jeg lod det bare flyde og komme som det var.
Håber der er nogen der kan fange pointen og give mig en tilfredsstillende forklaring og helst undgå ulogiske floskler. Som sagt bliver dette spørgsmål afgørende for hvorvidt jeg forkaster kosmologien eller ej. Håber naturligvis på en god forklaring da jeg synes læren er så gennemført og smuk og logisk, lige bortset fra dette punkt. Forhåbentlig er det mig der har misforstået noget
vh Kosmosofist
Hej kosmosofit
Martinus har givet os forsynets
Plan for verdenskultursens for-
Delingen af goderne, det er en
Tråd på forumet - international
Verdenskultur under skabelse -
I Pakistan har der feks været
Oversvømmelse, skal verdens
Lande betale for det, når de selv
Har penge nok ?
Selv bidrager jeg til dansk flygtninge
Hjælp - martinus frem hæver eksem
pelvis Røde kors mange gange i sit
værk.
Kan jeg købe fair trade gør jeg det
Men det vil kun være lappe løsnin-
ger forhold til den samlet løsning.
Mvh
Lars
Hej Lars og tak for dit svar.
Men synes ikke rigtig du svarer på mit grundlæggende spørgsmål?
Kan det ikke være lige meget om du hjælper nogen når karmaen alligevel vil ramme dem, da de kun kan udvikle sig videre og væk fra denne type lidelse ved netop at blive ramt af den??? Set med disse øjne er dine penge spildte....
På mig virker det kynisk at sige at man ikke skal hjælpe andre fordi de selv har været ude om det. Det er rigtigt at kosmologien kommer frem til at vi selv er årsag til vores livssituation, men det er ikke det samme som at man ikke behøver at hjælpe med begrundelsen "det er deres egen skæbne".
Der kan så godt være andre årsager til at man ikke hjælper. Al "hjælp" er ikke nødvendigvis en hjælp. Det er f.eks. ikke nødvendigvis sundt at pakke et barn (eller mennesker generelt) alt for meget ind i vat, så uheldige mønstre aldrig bliver korrigeret eller måske ligefrem værre.
Det var mine umiddelbare tanker
Hej
Jeg ikke om du fik læst den anden
Tråd den findes også i symbol no.
26 i symbol bøgerne.
Der kan af forsynet være sat nogle
Organisationer til at skabe en
Midlertidig balance kan ikke huske
Hvor jeg har læst det.
Når jeg tager mig en kop kaffe er
Den altså bedre når jeg ved kaffe
Bonden har fået så han kan betale
Sine regninger.
Martinus kan ikke give os svarene
På alt, vi må selv tænke og handle
Udfra hvad vi vil medskabere af
Dette var mit bud andre vil have
Et andet, det kan ikke være meget
Anderledes.
Mvh
Lars
Martinus siger: "Ingen kan lide uret - og ingen kan gøre uret".
Det vil altså sige, at det du gør mod andre ikke kan ændre deres skæbne - det kan "kun" påvirke din egen skæbne. Var det ikke sådan, var vores skæbne lagt i andres hænder, i så fald var vi ikke frie væsener, men ofre for tilfældigheder - fri vilje ville være en illusion. Hele kosmologien ville falde sammen som et korthus, hvis vi kunne påvirke andre væseners skæbne.
Så kan man måske sige, at lad mig så få en masse lidelse, så jeg kan komme videre i en fart. Ja, men hvorfor skulle man ønske sig en lidelsesfuld skæbne, som man allerede i forvejen ved er lidelsesfuld? Hvis man i forvejen ved, at noget fører til lidelse, og man så alligevel gør det, så kan det kun være fordi man ikke har lidt nok på dette område i forvejen.
hej p.. øøø kosmosofist
som jeg skrev på vegetar er karma (konsekvens)alt er og gir konsekvens
jeg er stort set enig med det de andre skriver
kh lu
Hej Kosmosofist (interessant titel/brugernavn..hehe)
Godt Emne.
Jeg vil gerne give et bud ud fra min forståelse.
Karma er hverken ond eller god, men en tilbagevenden af udsendte energier. Selve karma princippet er neutralt, men giver kundskab om godt og ondt via selvoplevede erfaringer.
Det er jo rigtig nok, at lidelse udvikler (med)følelse og medlidenhed. Men man opnår ikke kosmisk bevidsthed udelukkende ved følelse. Det kræver også en veludviklet intelligens.
Lidelse kan forekomme på forskellige områder. Man kan have fået nok lidelse og dårlig karma på et område, til at man har lært lektien, mens man stadig har karma og lidelse tilbage i et andet område.
"Gør mod andre, som du ønsker de skal gøre mod dig."
Jeg mener, at det er bagvendt og misforstået, hvis man ønsker sig lidelse for at komme hurtigt frem til kosmisk bevidsthed....og med den begrundelse, ikke griber ind i andres lidelse med hjælp i nøden. Med den bagvendte tankegang, ville det ultimative jo være, at gøre andre så meget ondt som muligt og bagefter sætte ild til sig selv...for at andre og en selv gennem lidelserne kan komme hurtigst muligt frem i udvikling til kosmisk bevidsthed. 
Problemet ligger i, at man forsøger at tage karmaloven i egen hånd.
Lad os sige, at jeg kommer gående i skoven og møder et menneske(y) i nød. Måske har y engang hjulpet en anden i nød, og nu ligger det i y`s karma, at få hjælp. Intet er tilfældigt. Gud ved, at jeg vil hjælpe y. Derfor kommer jeg forbi på rette tid og sted. Havde det nu ligget i y`s karma, at opleve lidelse på dette område af den ene eller anden årsag, så var jeg ikke kommet forbi. Enten ville ingen komme forbi i rette tid...eller en anden ville måske vende y ryggen, undlade at hjælpe og gå sin vej.
Lidelse skabes i uvidenhed, fordi man ikke ved bedre. Det er såre godt og har sin plads i udviklingen. På den lange bane er det et led i skabelsen og et sted på vejen til kosmisk bevidsthed. Lidelses erfaringerne er med til, at skabe det menneskelige i mennesket der ønsker at gøre det gode. Hvor langt et menneske er kommet på vejen til kosmisk bevidsthed, kan ses af i hvor høj grad det nænner at gøre andre ondt. Hvor dybfølt behovet er for, at hjælpe og gøre godt, samt i hvor høj grad det forstår, at være til glæde og gavn.
Man kan ikke redde hele verden og det er heller ikke meningen, at man skal det.
Men man kan hjælpe og gøre godt i de situationer man møder på sin vej, i det omfang man har evner og midler til det. Det er jo fx umuligt, at støtte alle
velgørende organisationer i verden...men måske man kan vælge et par stykker, som særligt taler til èn og give hvad man synes man kan undvære....og så må man lade Gud om resten.
Den sunde, naturlige og lige vej må være, at forsøge at undlade at gøre ondt og at hjælpe og gøre godt så vidt man evner. Jeg finder ingen belæg for, i Martinus verdensbillede/kosmologi, at man skal undlade at hjælpe og gøre det gode. Når nogen opfatter karmaloven som en sovepude, så er det udtryk for uvidenhed og manglende forståelse.
Martinus skriver, at livet i bund og grund er en kommunikation mellem to...det enkelte levende væsen og Guddommen. Når du hjælper en gammel dame over vejen, så er det en sag mellem dig og Gud.
Ja, det var hvad jeg lige havde af tanker omkring enmet.
Kh. Ejby
Hej Ejby
Fin historie og fortolkning
Var det det så gud som sendte
Den bamhjertelig samritan, mens
Præsterne ikke kunne hjælpe, de
Havde ikke tid - hvem havde mest
Inteligens ?
Hvem havde mest følse ?
martinus taler om kombinationen
af følse og inteligens ikke som noget
der er vigtigere det ene eller andet !
Når martinus taler intelligens har jeg
Set ham fremhæve f.eks da han var
Post og skulle sortere breve sådan
Han ikke måtte løbe 2 gange op og
Ned i en opgang
Et andet sted siger han at han ikke
Var sikker på han kunne generhverve
Et kørekort.
mvh
Lars
Hej!
"Den guddommelige kærlighed" kan man udelukkende opnå gennem gode gerninger.
Karma loven er et spegelprincip og det indebær att hvis man gør gode gerninger feks udelukkende baseret på intellektuelle motiver, altså uden værklig følelsesmæssig empati, så kommer man att opleve den samme slags gode gerninger i fremtiden. Der er altså ikke noget "frikvarter" men kun et spørgsmål om grad af udvikling.
Man behøver ikke bekymre sig om at opleve smerte for at udvikles, den kommer med sikkerhed for eller senere.
R
Hej R
Barsk men sandt
Lars
hej ejby nåå der var du 
jeg kan godt lide din tolking
vh lu
Martinus har sagt at man aldrig må bruge karmaen som undskyldning for at hælpe en i nød. Omkring det din ven har sagt at man ikke bør hjælpe fattige fordi de skal lære hvordan det er at være fattig, kan jeg ikke genkende det fra Martinus. Jeg mener han har sagt at man ved at give penge til en tigger kan støtte ham i hans dovenskab og uheldige livsstil. Men det kan vel ikke gælde i lande hvor der ingen hjælp er til krøblinge, psykisk syge, som må tigge for at overleve. Han har vist også sagt at økonomisk hjælp til fattige lande er en lappeløsning, men at det er et utryk for næstekærlighed. Han siger der hvor man bør hjælpe og kan gøre mest gavn er i ens nærmiljø og der hvor man er inkarneret, da der er en grund til at man er inkarneret hvor man er. Jeg har også selv svært ved det med karmaloven, og er meget i tvivl.
Jeg prøver netop selv at tænke og jeg synes ikke det jeg hører hænger sammen rent logisk...
Hehe, hej Lu 
Jeg er enig i at alt giver en konsekvens, det er jo netop logisk. Men at denne konsekvens altid skulle ramme en selv er i det jeg har læst om symbol 16 i DEV 1 meget tyndt begrundet...
At karma tiltaler dig personligt gør det ikke logisk...
Jeg sagde ikke at man ikke skulle hjælpe fordi folk selv er ude om det. Jeg sagde at det er meningsløst at hjælpe fordi væsenerne alligevel vil blive ramt af den samme lidelse senere hvilket er noget helt andet. Dermed bliver det lige gyldigt om man hjælper eller ej, for den ene valgmulighed giver dem et frikvarter mens den anden valgmulighed bringer dem tættere på kosmisk bevidsthed hurtigt... Jeg ville selv vælge 2'eren for jeg ønsker selv at udvikle mig hurtigt og jeg tror på at man skal gøre mod andre som man selv vil behandles (og ikke på grund af karma men på grund af etik!)
Ja, det ved jeg godt Martinus siger, men Martinus siger også vi skal være kritiske og det er vi ikke ved at godtage ting bare fordi han sagde dem...
I øvrigt kan et system uden karma sagtens fungere med fri vilje. Det kan stadig være guddommen der opdrager, blot er det ikke som en konsekvens af egne handlinger, men udelukkende for at gøre os klogere...
Grunden til at ønske sig en lidelsesfuld skæbne er selvfølgelig for at komme hurtigere frem til den salighed det er at være fuldkommen. Det er da god logik fx at bruge to kroner hvis man ved man kan tjene fem, samme princip...
fair nok
så må du lige gi mig din definition af logik
Lidelse udvikler medfølelse ja, men der kræves og intelligens? Men er intelligens ikke netop noget man kan optræne UDEN hjælp fra lidelserne? Det er da mit indtryk når man kan lære gennem skole og arbejde...
Kære Ejby. Du kalder min tankegang bagvendt og er skræmt over den logiske konsekvens at det i hvert fald handler om IKKE at redde andre og i værste fald at gøre dem ondt. På dette grundlag konkluderer du at jeg ræssonnerer forkert. Det du i stedet burde var dog at forsøge at argumentere for dit standpunkt. Du kan ikke forkaste en logisk tankerække blot ved henvisning til dens absurde konsekvens. Det er og bliver dine præmisser som leder til den absurde konsekvens.
Dit skov eksempel bringer mig ikke noget nyt...
"Lidelse skabes i uvidenhed, fordi man ikke ved bedre. Det er såre godt og har sin plads i udviklingen. På den lange bane er det et led i skabelsen og et sted på vejen til kosmisk bevidsthed. Lidelses erfaringerne er med til, at skabe det menneskelige i mennesket der ønsker at gøre det gode. Hvor langt et menneske er kommet på vejen til kosmisk bevidsthed, kan ses af i hvor høj grad det nænner at gøre andre ondt. Hvor dybfølt behovet er for, at hjælpe og gøre godt, samt i hvor høj grad det forstår, at være til glæde og gavn."
Alt det er jeg enig i men det har intet med karma at gøre. Det kan lige så godt være guddommen som træner en personligt og dermed har ikke noget med ens tidligere handliger at gøre...
"Når nogen opfatter karmaloven som en sovepude, så er det udtryk for uvidenhed og manglende forståelse."
Når du nu åbenbart sidder inde med den nødvendige forståelse så synes jeg også du burde fortælle mig om den? Men indtil videre har du ikke argumenteret men kun repeteret ting jeg allerede havde hørt. Præcis hvordan er jeg uvidende i min kritik af karma?? Du skriver at en sund indstilling er at hjælpe andre, og det er jeg DYBT enig i. Det er bare ikke den konklusion man når frem til ved hjælp af Martinus' karmalære set rent logisk.
Du har ret. Men man når udelukkende frem til at gøre gode gerninger gennem lidelsen som netop udvikler medfølelsen. Så derfor giver du mig faktisk alligevel ret.
Skriv et svar