Hej Jan og folkens
Jeg lovede en tilbagemelding, men jeg har ikke leveret. Jeg har kæmpet lidt med en ødelagt telefon, PC og Jacob. Men alt nogenlunde vel 
Jeg skriver fra venners computere og forskellige PC cafeer i København, the old school way!
Og jeg har lagt det i en tråd for sig, på grund af længden og så kan folk jo sortere.
- Og fordi at dikussionen måske hedder hvad er mit og hvad er andres..?
Men det er mest af alt en lang kommentar til nedestående citat..
Altså et svar fra mig til Jan og jeg prøver at respektere begge holdninger så godt jeg kan.
Så ja, mange kan jo godt 'lade det ligge så hurtigt som muligt', som du skriver. Men hvis alle gør det, hvem skal så bremse det, hvem skal sætte en kærlig grænse for de personer, der i dag tyranniserer verden med 'djævlebevidsthed'?
Gør alle det, lader alle det ligge? Er der netop ikke et væsen til enhver ting og enhver opgave i livet?
“Hvem skal sætte en kærlig grænse?” Henviser du her til brutale fængsler, domstole og henrettelser og alle vores moderne "fyldestgørende" retfærdighedsapparater og anstalter?
Nej det tror jeg ikke du gør, jeg tror nærmere at du henviser til den omsorg du selv ønsker at yde disse forbrydere, men jeg tror ikke at den stemmer overens med hvordan tingende foregår i dag, i vores tid.
Jeg ønsker ikke selv at deltage i en afsløring af mørket, selvom at jeg ofte kommer til det.
Jeg tror hverken at der kommer noget åndeligt eller verdsligt godt ud af at afsløre levende væsener i deres såkaldte ugerninger, fordi at vi i dag ikke overgiver dem til retfærdighed men til dom og fordi at både systemet og individet er ufuldkommet på nuværende tidspunkt.
Jeg tror at man må forsøge at behandle andre som at man selv vil behandles uden nogle "men'er" og så holde sig til sin egen verden, hvilket også træner focus og koncentrations evnen efter min mening.
At kunne focusere på sig selv og sin daglige gøremål, tror jeg er det største og sværeste arbejdsområde.
Det er nemt at gå på nettet, grillen eller se fjernsyn, når man måske skulle koncentrere sig på noget andet.
Hvis at man selv har en privat hemmelighed eller last, tror jeg ikke man vil nyde godt af at den blev lagt ud til verden og at man herefter blev dømt på den ene eller den anden måde.
Der kan ikke opstå et retfærdigt system fordi der ikke er nogle "retfærdige" led, systemet kan kun skabes indvendigt som jeg ser det, for her er magten tilstede for ethvert levende væsen, og her skaber Gud efter min mening, altså i hans indre, som også er vores indre.
Jeg tror at enhver der vil og kan, udelukkende må arbejde med sig selv og kun hvor man går og står og jeg tror ikke at man på et tidspunkt udvider dette perspektiv til at man også skal være med til at udøve retfærdighed overfor resten af verden og næsten.
Det er simpelthen det jeg er uenig med i denne snak om konspiration og ansvar. Der er så meget der ikke er mit. Selvfølgelig set fra et højeste ideale og ikke min person, og vi diskutere jo det højeste ideale her på forummet.
Jeg tror at dem som kan og vil skal opsøge lys, fred og glade stemninger, og at de af denne søgen helt af sig selv kommer til det særlige mørke som at de har brug for, her starter den virkelige træning af skelne evnen.
Jeg tror ikke at jeg behøver at gå på nettet for at finde noget om mørket og lære det at kende, der er masser i mig selv, mere end nok! Ja jeg forsøger blot at være tolerant og så oplevede hvor intolerant jeg blev, ja så begynder skelne evnen igen at virke: “se Jacob, du er faktisk ligeså umoden som dem du mener er umodne“, måske du fremover skulle tie stille i den og den situation og måske tale i den og den situation.
Jamen skal man ikke lære at løse konflikter for sig selv og andre?
For det første vil jeg mene der er nok konflikter og problemer at tage fat på i en selv, hvertfald i mig, og jeg føler ikke der er noget "MEN" - altså men alligevel.... må jeg godt prøve at få de andre til at opføre sig lidt bedre eller beskytte dem fra dem selv, med min gode vejledning og retfærdige dom.
- Nej, sådan syntes jeg ikke det fungere, jeg kan vejlede hvis der er nogen der spørger eller insistere, selvom det selvfølgelig er svært ikke at rette på andre.
Og ja, så kan jeg diskutere synspunkter på MF. Men det er for mig et fri -rum, til at bevæge disse tanker åbent og forholdvis anonymt.
Her på Martinus forum handler det jo hovedsagligt ikke om at rette på hinanden, men at debattere det højeste kristne ideale set med Martinus briller.
Jeg vil selvfølgelig forsøge at bevare noget ydmyghed, ved at sige at det gælder for mig selv og min oplevelse.
Men jeg mener virkeligt ikke at man skal rende rundt og opsøge slåskampe for at stoppe dem, men hvis der komme en slås kamp til én, så må man se om man kan stoppe den, for da løser man noget i én selv.
Jeg mener heller ikke at man skal tage rundt i hele landet eller verden og finde alle dem som banker sin kone eller mand, men hvis ens egen nabo tæsker ægtefællen regelmæssigt mener jeg at man kan skride ind og derved løser man noget i én selv.
Først når flertallet er en samarbejdende, sammenhørig, kærlig og logisk enhed, mener jeg at man kan tale om at man kan træde til på et fælles samfundsmæssigt plan.
- Fordi at når de tilbageværende yngre brødre engang i fremtiden her møder et individ fra verdensregeringen, verdenspolitiet eller verdenssamfundet, møder de ikke blot den samme tolerance, men også det samme væsen.
Uanset hvor yngre brødre i fremtiden støder på verdensstyrelsen møder det “mig” og uanset hvor jeg støder på en yngre bror møder det verdensstyrelsen.
- Men lige nu er jeg jo selv en yngre bror! Skal jeg ikke forsøge at arbejde på det?! Det er jeg kommet mere og mere frem til.
Men denne tilstand af kærlig verdensstyrelse kan kun eksistere når der er et flertal af humane og kærlige væsener som ved at de er det éne og samme væsen, og så er denne tilstand helt organisk og naturlig, frem for at man i dag forsøger at skabe den som en ide, en filosofi, en morale eller et politisk tiltag.
Jeg er næsten sikker på at det er umuligt, men det er så her jeg adskiller mig fra pionererne, som mener at man virkeligt kan ændre verden, jeg er uenig, men det kan godt være at jeg tager fejl.
Men jeg går ind for at man kan skride ind overfor mørket i en fælles betegnelse, men først når hovedparten af verdens individer er det ene og samme væsen, og så sker det slet ikke som en politisk beslutning, men som en vægtskål der tipper ved naturens lov.
Skelne evnen er for mit vedkommende at se hvad der er mit eget og hvad der andres hvis jeg selv skal tænke over dette begreb.
Jeg behøver ikke at træne denne evne ved at finde ud af hvor bedrageriet foregår, jeg ved at det foregår overalt også i mig selv, i forskellige men med samme essens mæssige afskygninger.
De humane eller næstekærlige individer i fremtiden, tror jeg slet ikke er interesseret i at skabe fred ude i verden og som sådan danne et stort fællesskab, -- langt fra!
Jeg tror nærmere at de ønsker at skabe freden i sig selv og lige præcis hvor de går og står og ingen andre steder, de vil skinne hvor de er og ikke andre steder og i denne mentalitet og ånd har de et organisk fællesskab med alle andre, og ikke et idealistisk fællesskab hvor man kan være ganske fraværende for hinanden.
Jeg tror i at de ønsker at være én og ikke mange.. Og sådan ser jeg nogle gange de religøse, idealistiske eller politiske sammenslutninger, de er mange men ikke én.
Men i fremtiden skal man jo ikke jage og afsløre "banditterne", lyset er ligesom lidt over det hele.
Jeg mener ikke at man skal agere forældre og kærlige beskyttere for verden når man selv er et barn, men det vil jeg kun sige om mig selv og ikke nogen anden.
Jeg mener først at jeg kan agere forældre når at jeg er blevet voksen og når at de voksne er i overtal. En seksårig passer ikke en fireårig og én pædagog passer ikke ti tusind børn.
Jeg tror personligt ikke at man behøver ikke at gå på biblioteket eller læse i avis, eller se tv og internet for at lære mørket at kende og finde ud af hvordan tyranni, bedrageri og krig fungere, man finder ud af at bedrageriget lever ligeså godt og tydeligt i en selv som i alle verdens diktatorer og banditter, om andet måske på en anden tangent i en anden oktav.
Jeg mener at man skal gøre alt hvad man kan for at gå imod lyset og være i lyset og omgive sig med lys så kommer undervisningen af mørket helt af sig selv. Jeg tror at man skal lade det mørke man har, træde ind i sig selv, istedet for at skubbe det.
Men den grundlæggende forskel for mig at se i denne evige diskussion, det er altid hvorvidt man skal passe sig selv og hvorvidt man også skal passe andre. Her er jeg i førstnævnte grøft og jeg oplever at nogen på MF er i den anden, men på MF, snakker vi om de forskellige synspunkter, mere end vi prædiker, og det er jo en stor glæde.
Kh
Jacob
Hej Jacob.
Jeg kan godt lide dit indlæg. Hvad er min sag, og hvad er ikke min sag?
Jeg kommer til at tænke på et eksempel Martinus nævner. Det er en situation, hvor han redder en flue fra døden i en flødekande. Plejemoderen bebrejder ham den handling, men Martinus forsvarer sig med, at hvis han ikke redder fluen fra døden, når han kan, hvordan skal han så kunne forvente, at Gud vil redde ham, når han kommer i nød?
At skelne mellem "mit" og "de andres" er blevet noget sværere end det har været. På det tidspunkt, hvor Martinus redder fluen, var det enkelte menneskes "rum" stærkt begrænset. Man vidste ikke ret meget om, hvad der skete rundt omkring i verden, og hvad der var "mit" var stort set begrænset til, hvad den enkelte selv oplevede. Mange havde måske ikke engang adgang til en avis. Hvad der var "mit" var til at overskue. Det der var "mit" var for en der boede i omegnen af Sindal måske kun hvad der skete i omegnen af Sindal.
I dag er det anderledes. Vi ved - eller man skal måske snarere sige, vi får at vide - at nu er der krig her og der, og nu sulter de her og der, og nu er klimaet gået amok, og man bliver syg af dit og dat, og nu bliver børnene mishandlet i udkantsdanmark. Jeg kan være med til at redde verden ved at gøre sådan og sådan og ved at donere penge hist og her. Hvis jeg skal følge Martinus forklaring med fluen, så er det næsten som om, at hvis jeg ikke donerer et beløb denne gang, så vil Gud ikke hjælpe mig, når jeg kommer i nød. Det er som om det er blevet min sag, hvem der bliver præsident i USA, om der er valgsvindel i Rusland, om Afrikanerne skal overleve den næste sultkatastrofe osv. "Du skal elske din næste som dig selv" er blevet noget mere kompliceret, for den "næste" vi taler om kan være hvor som helst i verden, takket være aviser, TV, Radio, Internet osv. Vores "næste" er ikke længere kun den flue i flødekanden vi selv oplever.
Før i tiden var det der var mit noget jeg selv havde oplevet. I dag er det anderledes. Meget af det jeg måske er tilbøjelig til at føle som mit, er ikke noget jeg selv har oplevet. Det er ikke bare den flue jeg selv har oplevet, der var ved at drukne, der kan pine min samvittighed. Nej, det er også de syrere der bliver dræbt i kampe i landet, det er også de illegale udlændinge, der er ved at dø af kulde i Danmark osv. Men alt dette som jeg måske vil betragte som mit, er ikke noget jeg selv oplever, det er noget jeg kun ved indirekte. Man kan sige, at jeg hele tiden får at høre om levende væsener i nød - nogle informationer, som jeg ikke kan vide noget om sandhedsværdien af.
Hvad der er min sag og hvad der ikke er min sag er derfor blevet noget mere kompliceret. Jeg tror dog stadig at der gælder en fast grundregel. Det jeg personligt gør til min sag, det er min sag. Det jeg holder ude, det er ikke min sag. Altså, vi spiller selv en helt afgørende rolle for, hvad vi vil lade trænge ind i vort personlige rum som "min sag". Her tror jeg, at dette er noget som enhver vil blive vejledt af Guddommen, hvis vi er i tvivl. Hvert enkelt levende væsen må selv sætte grænsen for, hvad der er "mit" og hvad der ikke er, og hvis det så viser sig, at vi er på afveje, så må Gud jo på et eller andet tidspunkt sætte os på rette spor igen ved at give os karmaen tilbage. Men i sidste instans vil hvad der er "mit" og "dit" være noget stærkt personligt for hver Gudesøn.
Tak Svend!
Jeg synes, du har en god og rigtig pointe.
Det må være op til hver enkelt, at finde ud af, hvad er rigtigt for mig at gøre, og hvad der er rigtigt for mig at blande mig i/interessere mig for.
Det passer jo også med at det er "jeget" i det levende væsen, der vælger. En masse aktører gør indtryk på "jeget" - indre og ydre omgivelser, og disse udgør igen visse begrænsninger, men dybest set er det "jeget", der træffer belslutningen og afgør spørgsmålet: "Hvad skal jeg gøre?"
Hej Jacob,
Som jeg skrev, er jeg meget enig med Svend i hans indlæg.
På det personlige plan må man selv finde ud af, hvad man synes er rigtigt og vigtigt. Man må selv afgøre om man skal passe sig selv eller blande sig. Og man kan ikke afgøre det for andre. Men man kan selvfølgelig sige, hvad man synes.
Hvis man fx. er allergisk over for æbler, er det nok en god idé at holde sig fra æbler. Men det betyder jo ikke, at æbler ikke kan være velegnede for folk, der ikke har æble-allergi.
Og har man æble-allergi er det måske også muligt at bearbejde den, så man igen kan tåle æblerne.
Er man 'allergisk' over for at undersøge 11. september, kan man jo lade det ligge. Men man kan også, hvis man ønsker det, undersøge hvad denne 'allergi' skyldes, og måske på den måde også få løst op for nogle 'indre knuder'.
Jeg mener ikke, der findes nogen emner, der er af så elendig karakter, at man ikke kan bruge dem i sin personlige udvikling. Når alt er såre godt, så er det bare et spørgsmål om at lede. Kan man ikke finde det gode, er man ikke færdig med sin undersøgelse.
Hvis du oplever, at du får fred i sindet ved at lade visse ting ligge, så forklarer det jo meget godt, hvorfor du så lader dem ligge.
Men derfor kan der godt være andre, der har det lige omvendt, og som netop får mere fred i sindet ved at undersøge disse ting.
Martinus siger: Man skal lære at finde sig i alt. Men man må gerne beskytte sig imod det, der er farligt. Det skal bare være humant. Men er der ikke noget humant at vælge, så må man vælge det mindste onde. Disse råd, tror jeg kun, man kan følge ved både at mobilisere sin medfølelses- og sin intelligens-evne.
Hvis det stod i min magt, ville jeg gerne forhindre de terrorister bag 11. september i, at de skulle lave mere terror. Også selv om det betyder, at de skulle i fængsel, selv om jeg heller ikke synes, fængselsstraf er ideelt. Men det er for mig at se klart det mindste onde. Og dette synes jeg også, Martinus klart bekræfter i småbogen "Mellem to verdensepoker" kap. 6:
"Man kan ikke indenfor Retsvæsenet lade alle "Forbryderne" løbe med den Motivering, at man tilgiver dem, fordi de ikke ved, hvad de gør. Maatte ikke det daglige Liv da blive en livsfarlig Jungle for andre Mennesker?"
Selvfølgelig er det ikke optimalt at spærre terroristerne inde i nutidens fængsler. Men alternativet er jo, som Martinus skriver i ovennævnte citat, at det daglige liv ellers bliver en livsfarlig jungle for andre mennesker.
Men jeg er bestemt også tilhænger af, at man gør fængslerne mere humane. Men det er en anden snak. Og man kan nu engang ikke putte personer i et humant fængsel, der endnu ikke findes.
Derfor vil jeg foretrække at terroristene er i de fængsler, der findes, end at de er på fri fod med mulighed for at udføre mere terror.
Du har vel næppe heller tænkt dig, at det skulle være en god idé at sætte Anders Brejvik på fri fod - og ønske ham held og lykke med næste terroraktion!?
Men jeg er ikke sikker på, at det er muligt, at få terroristerne bag 11. september stoppet sådan lige umiddelbart. Jeg kunne forestille mig, at de er en del af den af Martinus omtalte "usynlige magt, som menneskene endnu ikke er blevet klar over" (fra artiklen: Åndsvidenskabens nødvendighed, 9. kapitel, overskrift: "Menneskeheden befinder sig i et styrt imod diktaturet"), og som altså ifølge Martinus uundgåeligt tvinger alle politiske systemer af i dag mere og mere ind under diktatur.
11. september begivenheden er jo i høj grad blevet brugt til at retfærdiggøre angrebs-krige, tilsidesættelse af retssikkerhed; tilsidesættelse af internationale krigskonventioner og tilsidesættelse af menneskerettigheder, samt indførelse af tortur og indespærring på ubestemt tid uden retskendelse. Det minder for mig til forveksling om et styrt mod diktatur.
Men det er jo stærkt opmuntrende, at Martinus også har nævnt, at jordkloden har sat sin vilje ind imod diktaturet. Dvs. at diktaturet har jordklodens vilje imod sig. Derfor er der mulighed for, at både krigstilhængere og fredstilhængere kan blive inspireret. Men fredstilhængrene er dem, der står på det sikreste fundament.
I "Menneskeheden og verdensbilledet" kap 15 skriver Martinus om "Antikrist" og i kap 16:
Vil livets tale her ikke være at udtrykke således: "Vågn op og se dig omkring. Din igennem mange liv tilegnede intelligensevne og på anden måde erhvervede udviklinsstandard er i fare. Diktaturet eller "antikrist" er ude efter dig. En dag kan valget også for dig udelukkende være koncentrationslejr eller stikkerembede, intellektuel passivitiet eller tortur, tyranni imod din næste eller døden for dig selv. Tiden er kommet, da dommedagens store bud således lyder til menneskene. Dit valg vil ikke længere blive udskudt til ind i fremtiden. Dommedagen er over verden. Afgørelsen tvinges nu gennemført. Men du kan altså selv bestemme, om du vil gå over til dommedagens "venstre side" og være med i "bukkene"s skæbne: dødens, grådens og lidelsernes domæne, eller du vil overgå til dommedagens "højre side" og være med i "fårene"s skæben: humanitetens, intellektualitetens eller kulturens "nye himmel og jord", opfyldelsen af juleevangeliest budskab: Fred på jorden."
Her er det altså klogest at søge mod højre...
Spørgsmålet bliver jo så, hvordan man bedst bidrager til det. Det er hvert fald bemærkelsesværdigt, at Martinus starter med at skrive at 'din intelligensevne er i fare'. Er det ikke netop den, man gør, hvad man kan for at fjerne, når man ikke ønsker en undersøgelse af tingene, men derimod ønsker at folk - ukritisk - skal mene noget bestemt? Er det ikke det, der er vigtigt i et diktatur, at folk helst ikke tænker, men ukritisk godtager de påstande, som magthaverne dikterer ?
Jeg tænker også på, hvis det var alle andre end Martinus, der havde skrevet ovennævnte citater, mon vedkommende så ikke hurtigt af mange ville blive anset for en sort-seende konspirationsteoretiker, der burde se at slippe sine uhyrlige konspirationsteorier - og i stedet tilgive og fokusere på lyset?
Det tror jeg hvert fald, nemt kunne ske. Så jeg er glad for, at det ER Martinus, der har skrevet det.
Jeg vil godt lave en tilføjelse til noget jeg skrev:
Altså, vi spiller selv en helt afgørende rolle for, hvad vi vil lade trænge ind i vort personlige rum som "min sag". Her tror jeg, at dette er noget som enhver vil blive vejledt af Guddommen, hvis vi er i tvivl.
Man kan jo så spørge, hvordan Guddommen vejleder os med hensyn til, hvad der er "min" sag? Her vil jeg mene, at i det øjeblik vi beskæftiger os med noget som virkelig opsluger os, altså når vi kan mærke, at det her er vor rette hylde, så er vi i gang med noget som er "min" sag. Og hvis man brænder for at afsløre ting omkring 9/11 og føler glæde ved det, eller man kan sige en form for kald, så er man i gang med noget der er "min" sag.
Martinus er jo hele tiden i sit forfatterskab inde på, at enhver frit må vælge sin vej, og hans kosmologi ikke skal stå over noget som helst andet som et menneske føler som sin rette vej.
Lars Lilholt har en sang hvor omkvæddet er "Har denne vej et hjerte, et hjerte", hvor han blandt andet siger: "Folk vil fortælle dig hvor du skal hen, hvornår du skal komme og skride. Men før du har været der helt af dig selv, er det alligevel ikk' til at vide", underforstået, hvis du gør noget af lyst, så har vejen et hjerte. Når man har denne følelse, så tror jeg det er en vejledning fra Guddommen om, at dette er "min" sag.
Og Guddommen har jo netop brug for uendeligt mange forskellige veje, for at livet kan udfolde sig i fuldt flor, og de veje vi selv kan bane, dem vil vi føle et kald for at følge.
Fjernet.
Men Martinus og det at han redder fluen fordi at han kan
siger alt. Han er i stand til det det ligger indenfor evne, tid og begrænsninger. Han kan kan ikke redder en elefant i et vandhul i afrika på samme tid.
Hehe! Nej, det er en vigtig pointe! Man kan vente, til opgaverne kommer til een, eller man kan opsøge dem, og dermed sige farvel til de opgaver, der ligger lige for. I sidste instans får vi de prøvelser vi skal have.
I "Menneskeheden og verdensbilledet" kap 15 skriver Martinus om "Antikrist" og i kap 16:
Vil livets tale her ikke være at udtrykke således: "Vågn op og se dig omkring. Din igennem mange liv tilegnede intelligensevne og på anden måde erhvervede udviklinsstandard er i fare. Diktaturet eller "antikrist" er ude efter dig. En dag kan valget også for dig udelukkende være koncentrationslejr eller stikkerembede, intellektuel passivitiet eller tortur, tyranni imod din næste eller døden for dig selv. Tiden er kommet, da dommedagens store bud således lyder til menneskene. Dit valg vil ikke længere blive udskudt til ind i fremtiden. Dommedagen er over verden. Afgørelsen tvinges nu gennemført. Men du kan altså selv bestemme, om du vil gå over til dommedagens "venstre side" og være med i "bukkene"s skæbne: dødens, grådens og lidelsernes domæne, eller du vil overgå til dommedagens "højre side" og være med i "fårene"s skæben: humanitetens, intellektualitetens eller kulturens "nye himmel og jord", opfyldelsen af juleevangeliest budskab: Fred på jorden."
Hei Jan
Betyr det at også Martinus opererer med en absolutt todeling av menneskeheten, i alle fall for en periode, og hvor lang er så denne periode? Det høres ikke mye ut som om "alt er såre godt"
Jostein
Hej Jostein,
Nej, det betyder det ikke. Alle kommer til at lide, alle kommer til at tilhøre "bukkene", men kun i en begrænset periode. Hvor lang denne periode er, har Martinus ikke angivet med nogen tal-angivelse. Men det er indtil, man bliver så mæt af lidelserne, at man ikke længere kan nænne at udsætte andre for lidelser.
Martinus beskriver livet som værende evigt. Og livets "vej" går igennem et evigt kredsløbsprinicip, som han kalder spiralkredsløbet.
Et kredsløb består af to kontraster, der begge må komme til kulmination. For at opleve kulminerende uselviskhed, visdom, kærlighed og lyksalighed, må man forinden have oplevet det modsatte - kulminerende selviskhed, uvidenhed, had og ulykkelighed.
Men heldigvis er drivkraften bag, hvad man kommer til at opleve, det levende væsens personlige sult og mættelse. Man kan (og vil) blive mæt af alting - også uselviskheden, og så er det pludseligt selviskheden, der kan give en det største velvære. Og derfor kommer man til at længes efter selviskheden. Så længselen efter selviskhed er ingen synd i absolut forstand, men ser kun sådan ud, når man er partisk for uselviskheden og derfor ikke kan forstå, at der er en gudommelig mening med selviskheden. Men den selviske livsform fører før eller siden til kulminerende lidelse eller ragnarok. Dette er imidlertid ingen straf, men derimod en logisk konsekvens af ens handlinger, fordi man altid kommer til at høste, hvad man sår. Så når man lever på bekostning af andre, så vil andre også leve på bekostning af en selv. Så lidelserne ved selviskheden vil gøre, at man atter kommer til at længes efter uselviskheden, og så kommer man atter til at leve i den højest mulige guddommelige skabeevne og lyksalighed. Og sådan fortsætter livet i al evighed. Hele tiden er man igang med at virkeliggøre det, der er ens dybeste længsler, selvom det altså ikke altid opleves sådan, men det skyldes uvidenhed.
Når man ikke er tilstrækkelig mæt af den selviske væremåde, vil man være tilhænger af krigen. Man hører så til dem, Kristus og Martinus kalder "bukkene". De sår krig og høster krig og lidelser. Men disse lidelser vil man til sidst blive så mæt af, at ens sindelag bliver ændret. Lidelserne udvikler ens medlidenhedsevne, som afgør hvad man kan nænne at gøre mod andre. Man ønsker efterhånden ikke længere at udsætte nogen for lidelser. Dermed kommer man til at høre til "fårene", altså dem, der ønsker fred.
Hvis man tilhører "fårene", skyldes det derfor udelukkende, at man tidligere har tilhørt "bukkene", har ønsket og skabt krig, og dermed også oplevet krigens rædsler.
Formålet med lidelserne er alene at få skabt en kontrast til uselviskheden, hvorpå uselvisheden igen kan opleves på en endnu mere tilfredsstillende måde end tidligere.
Uselviskheden er altså Guds (og Gudesønnernes) primære manifestation, medens selviskheden kun er en sekundær manifestation, der alene har til formål at forny livsoplevelsesevnen hver gang denne er 'brugt op', sådan at man atter kan leve i livets kulmination og opleve realistisk at alt er såre godt.
Selviskheden er altså nødvendig. Den medfører, at man kommer til at opleve Gud forvrænget, ja, endda så forvrænget at man oplever det, som om Gud, det evige liv, eller alkærligheden slet ikke eksisterer. Men gennem denne oplevelse får man fornyet sin guddommelige skabeevne, sådan at man igen kan oplevet livet uforvrænget, som inderligt, lyksaligt samliv med den evige Guddom i almagt, alvisdom og alkærlighed.
Hei Jan og takk for svar.
Hvis man ved egoisme ender opp som en øy blant mennesker har jeg vanskelig å skjønne at lengselen etter det gode gjør at man finner tilbake til kjærligheten. Sitter man på en øy, så er det ingen andre der .
Hvis man ved forherdelse og ødeleggelse har mistet forbindelseslinjen til menneskene så kan ikke lengselen reparere det. Samspillet med andre er bygd opp over hundretusenvis av år.
Jeg har også vanskelig for å tro at VILJEN kan finne tilbake til noe. Et åndsvakt menneske har vel ingen forestilling om hva det har mistet.
Her er noe av den danske presten Johannes Møllehave,
Fra "Til gledens Gud" (1977):
"Kærlighed er ikke et resultat af en beslutning. Man kan ikke elske på
kommando. Man kan være høflig og venlig på kommando. Man kan endogså på
kommando tvinge sig til at hjælpe et menneske man måske foragter. Men elske
kan man kun, hvis man ikke kan lade være. Det vil sige hvis man får det
givet at gøre det ...
Kærligheden er ikke en naturlov som tyngdekraften og formeringsdriften - den
er over mennesket som en mulighed, men en mulighed der først bliver til når
der kaldes på den ud fra den virkelighed mennesket er omgivet af."
Må tilføye at når jeg snakker om åndsvakt så er det i betydning av å ha mistet hele sin moralske kraft og ikke feks en midlertidig hjerneskade i et liv blant mange andre friske liv.
Vh nJostein
Fjernet.
Fjernet.
Skriv et svar