Meget godt spørgsmål Tor.

Alt er levende væsener. Mineralmaterien består også af levende væsener, de er blot bevidstløse.

Når vi kigger på de enkelte atomer, så kan man jo godt hævde, at en jernatom er og bliver det samme uanset, om det finder sig i mit blod, eller det befinder sig nede i jorden som mineralmatierie. Jeg er af den opfattelse, at der er forskel på de to atomer, selv om vi umiddelbart ikke kan se det. Tager vi vores solsystem, så vil de forskellige planeter også, set fra et stort makrokosmisk synspunkt, synes ens. Men der er alligevel stor forskel på jordkloden og så for eksempel Merkur. Det kan vi se, fordi vi er på nogenlunde samme plan som disse planeter. På samme måde kan man godt forestille sig, at to jernatomer, der synes ens fra vores makrokosmiske udgangspunkt, på et mere mikrokosmisk plan er vidt forskellige. Man kan så hævde, at når jeg spiser noget jernholdigt noget fra f.eks en plante, så bliver dette jernatom jo pludseligt levende på et højere plan, idet jernatomet går fra at være del af en plante til at være del af mig. Og omvendt når det forlader min krop. Men her vil jeg sige, at da tidsoplevelsen på det mikrokosmiske plan er helt anderledes end på vores mellemkosmiske plan, så er det slet ikke det samme jernatom der kører rundt i ring. Jeg tror at atomerne hele tiden reinkarnerer og diskarnerer i et - set fra vores synspunkt - lyntempo. Og de mikrovæsener der bebor disse atomer inkarnerer endnu hurtigere.

Dybest set, så er vores legeme - rent fysisk - jo ikke andet end mineralmaterie. Vi er rent fysisk kun jern, kalk, kulstof osv osv. Men der er alligevel noget der "beånder os", og som adskiller os fra de rene grundstoffer. På samme måde må det være nedad i mikrokosmos.

Tak for svaret, Svend!

Jeg har selv tænkt videre, og er kommet frem til en anden mulighed:
Lad os antage at den fysiske verden består af materie, som i sig selv ikke er hverken bevidst eller ubevidst, da den slet ikke er levende, men derimod udelukkende materiale FOR levende væsener. Det er naturligvis udelukkende hypotetisk, at vi forestiller os materien som eksisterende for sig selv, da den i realiteten altid vil være i forbindelse med de levende væsener, som organiserer den.
Det, som vi normalt kalder en "organisme", er da en samling af materie, som er sammenholdt af et levende væsen, som ER bevidst i den ydre verden, hvorved organismen fremstår som en organiseret enhed. Dette gælder f.eks. et dyrelegeme.
Det, som vi kalder "mineralmaterie", er da en samling af materie, som er sammenholdt af et levende væsen, som IKKE er bevidst i den ydre verden (dvs. et salighedsvæsen), hvorved mineralmaterien fremstår som uorganiseret, eller som en blot og bar materieklump.
Mineralmaterien kan således bestå af "organismer" (samlinger af materie, som er sammenholdt af væsener, der er bevidste i den ydre verden) på et lavere mikrokosmosk niveau. Hvis vi f.eks. antager at atomer per definition er sådanne organismer, vil f.eks. en sten være bestående af bevidste organismer (atomerne) på ét niveau. Men på et højere niveau - nemlig vores mellemkosmiske niveau, hvor stenen fremtræder som sten - vil stenen fremtræde som en bevidstløs samling materie.
Mineralmaterien kan så indgå i organismer på højere niveauer, som det f.eks. er tilfældet med den mineralmaterie, som udgør vores knogler. Ligeledes kan det tænkes at atomer også både består af bevidste organismer og bevidstløs mineralmaterie.
Ud fra denne forståelse vil betegnelsen "mineralmaterie" (bevidstløs materie) udelukkende dække over den organisering med hvilken en samling materie fremtræder på et vist kosmisk niveau. Hvis vi derfor analyserer en mineral-enhed ned i mikrokosmiske enheder, vil vi på vejen ned finde både bevidste og bevidstløse materiesamlinger, som igen hver især kan analyseres nedad på samme måde.

Jeg har ikke helt gennemskuet om denne forestilling er gennemgående konsistent, og jeg ved heller ikke om Martinus andetsteds har ytret noget, som udelukker forestillingen?

Tja, jeg ved det ikke. Måske er der også forskel på tingene, afhængig af hvilken spiral man befinder sig i, og hvor mange spiraler man bevæger sig op eller ned. Måske er vores liv blot tankematerie for et meget større makrovæsen? Martinus har ikke beskrevet ret meget, når vi springer flere spiraler frem eller tilbage, så hvem ved?

Vort makrovæsen, jordkloden består af alt lige fra mineralmaterie til mennesket. Og Martinus oplyser, at jordkloden er tæt på kosmisk bevidsthed. Hidtil har mennesker ikke kunne få kosmisk bevidsthed, mens de befandt sig på jordkloden, men Martinus oplyste (vist engang i 1940'erne eller 1950'erne), at nu var der lukket op for det. Det vil altså sige, at det enkelte mikrovæsen på jordkloden godt kan overgå makrovæsenet i udvikling i egen spiral. Dvs nu kan et menneske godt være højere udviklet i organismespiralen end jordkloden er i klodespiralen.

Generelt kan man måske sige, at et makrovæsen altid vil bestå af mikrovæsener, der for 99,99%'s vedkommende ligger på et lavere udviklingstrin end makrovæsenet. Men enkelte mikrovæsener kan godt, i en kortere periode, være inkarneret hos et laverestående makrovæsen. Denne lov er betinget af, at et mikrovæsen oplever tiden anderledes end et makrovæsen, derfor vil mikrovæsenet udvikle sig hurtigere i sin spiral, end makrovæsenet gør i sin spiral. Hvis derfor mikrovæsenet i forvejen er højere udviklet end makrovæsenet, så vil det ikke kunne komme videre hos dette makrovæsen.

Hvis denne lov er gældende, så kan der måske godt inde i f.eks mineralmaterien befinde sig en højere form for bevidsthed, men næppe ret meget højere. Hvis der nemlig f.eks befandt sig et mikromenneske eller endda et en mikrokristus nede i en stor sten, så ville dette menneske ikke kunne kommunikere med et makrovæsen. Hvordan skulle en mikrokristus kunne kommunikere med sin "fader" gennem et helt bevidstløst makrovæsen? I så fald skulle kommunikationen kunne gå udenom dette makrovæsen, eller også skulle der være noget i dette makrovæsen, der ikke var helt bevidstløst alligevel.

Martinus beskriver, hvordan vi alle er i forbindelse med andre levende væsener hele vejen ned i mikrokosmos som op i makrokosmos. Derfor kan vi mærke smerte, og vores bønner bliver hørt hele vejen op til Guddommen. Mon ikke hele denne kanal, der går gennem hele kosmos kører via bevidste væsener, og i sidste instans havner hos væsener i den Guddommelige verden?

Jeg ved det ikke, dit bud er lige så godt som mit.

Jeg havde ikke tænkt på det du nævner her, at der skal være "hul igennem". Det taler selvfølgelig stærkt imod min forestilling.

Det er ret frustrerende, for det er første gang i læsningen af Martinus' værker, at jeg er stødt på noget, jeg ikke kan få til at hænge sammen 🙂

I Livets Bog bind 2, stk. 493 siger Martinus jo desuden at en diamant, som opleves som hård og fortættet mineralmaterie for vores sansesæt, på mikrokosmisk plan udgør "et stykke - "himmelrum" med "mælkeveje" og "solsystemer", "planeter" og "måner" på samme måde som det himmelrum, vi skuer ind i, når vi ser opad mod stjernerne."
Skulle et sådant himmelrum, som vel er ligeså uendeligt nedad i mikrokosmos, som alt andet, virkelig være en blot gold og øde mineralverden?

Jeg er tilbøjelig til at tro, at det er formuleringerne i bind 5, som er tvetydige, og måske ikke skal tages helt så bogstaveligt, som man nemt kommer til...

Hej @Tor_Brandt,

Godt spørgsmål du stiller 🙂

Du skriver:

I Livets Bog bind 2, stk. 493 siger Martinus jo desuden at en diamant, som opleves som hård og fortættet mineralmaterie for vores sansesæt, på mikrokosmisk plan udgør “et stykke – “himmelrum” med “mælkeveje” og “solsystemer”, “planeter” og “måner” på samme måde som det himmelrum, vi skuer ind i, når vi ser opad mod stjernerne.”
Skulle et sådant himmelrum, som vel er ligeså uendeligt nedad i mikrokosmos, som alt andet, virkelig være en blot gold og øde mineralverden?

Rent teoretisk kan jeg ikke få den forestilling til at hænge sammen med det Martinus skriver. Der er uendelig mange større væsener end os, som vi er en del af (se bl.a. http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-7/ ). Skulle ingen af disse væsener være mineralvæsener? I følge den logik du skriver om, så skulle bare et mineralvæsen aftvinge at alle den mikrovæsener og videre ned i spiralerne være mineralvæsener. Jeg kan ikke fremlægge logikken for det, men jeg tror umiddelbart og ultimativt at den logik fører til at al liv bliver til mineralriget og så kan livet ikke eksisterer.

Det, jeg er blevet i tvivl om, er hvorvidt Martinus mener at mineralmaterien er bevidstløs på denne måde hele vejen ned i mikrokosmos.

Martinus skriver at ethvert levende væsen består af alle energierne. Nogle energier er så mere fremtrædende end andre. Et mineralvæsen på det fysiske plan "indeholder" dermed alle seks energier. Samtidig vil der inkarnere væsener de steder, hvor der er mulighed for det. Jeg vil derfor mene at der er væsener af de andre typer "inde i" mineralvæsernerne. De er sandsynligvis meget små i forhold til mineralvæsenet selv. F.eks. kunne man forestille sig et atom i mineralvæsenet, som svarer til en klode med en levende menneskehed på. Det er så bare ikke noget vi p.t. kan opleve ad fysisk eller åndelig vej. Men Martinus mener at vi kommer til det i forbindelse med en kommende kosmisk bevidsthed.

Ligeledes kan mineralmaterien jo analyseres ned i mindre og mindre bestanddele.

Ja, det er derfor at det hele kommer til at hænge sammen og give mening. Vi kan sådan set selv være en del af et mineralvæsen, som så bare rent fysisk er meget, meget stort i forhold til os selv.

Skal det så forstås således at bevidstløs materie godt kan være udgjort af levende konstituenter på et lavere mikrokosmisk niveau?

Det vil jeg mene 🙂

Tak for svaret, Lasse!

Måske min forvirring skyldes at jeg blander "levende væsener" og "materie" sammen. Så vidt jeg kan forstå, er det vigtigt at huske på, at man ingen steder i selve materien finder et levende væsen. Materien er derimod udelukkende materiale FOR de levende væsener. Og i følge denne tankegang, kan man måske se en "mineralorganisme" (og alle andre former for organismer) som udtryk for en bestemt måde at samle og kombinere materie på.
Hermed kan f.eks. en diamant med rette kaldes mineralmaterie, i det der er tale om materie, som er samlet og kombineret således at den ikke fremstår som organisk stof, men der imod som en blot og bar samling materie. En diamant og andre mineraler er jo blot det samme stof (i tilfælde af diamanten kulstof), som er samlet og organiseret som krystaller. Der imod er en organisk organisme en kombination af flere forskellige stoffer, som tilsammen danner en "klump materie", som fremstår som organisk stof.
Diamanten vil således udelukkende fremstå som mineralsk i et vist perspektiv (nemlig vores mellemkosmiske perspektiv), hvor imod de enkelte byggesten i diamanten (kulstof molekylerne) i mikrokosmisk perspektiv fremstår som organiske organismer.
Dog synes jeg stadig at Svends problematik står ved magt: hvordan kommunikerer diamantens mikrovæsener med guddommen, når de befinder sig indeni et bevidstløst mineralvæsen?

En hurtig kommentar: Materien er ikke materie for det levende væsen. Materien er en del af det levende væsen. Uden materien var der ikke noget levende væsen, da væsenet ikke ville kunne skabe noget og dermed ikke kunne opleve.

Jeg ved ikke om det gør en forskel for din forståelse.

p.s. prøv at stille Svends spørgsmål på vores Respondoj, så skal jeg nok forsøge at give et bud (gør det nok alligevel, men har lige nu lidt svært ved at gennemskue evt. forkerte antagelser i spørgsmålet).

Jeg er med på at det levende væsen ikke kunne eksistere - eller i hvert fald ikke manifestere sig på nogen måde - uden materien, og at materien derfor i realiteten er en del af det levende væsen.
Men nej, det gør ikke nogen forskel for min forståelse. Jeg udtrykte mig nok ikke klart nok.

Jeg prøver at poste en revideret udgave af spørgsmålet på Respondoj lidt senere.
Så kan jeg også prøve at eksplicitere mine antagelser lidt, så må vi se om de er forkerte 🙂

Ok, vi må bokse videre med at finde et svar 🙂

Nu har jeg stillet spørgsmålet i Respondoj, hvor jeg (efter min egen mening) også har formuleret det hele lidt klarere.

Noget helt andet er: hvad er egentlig ideen med at stille spørgsmålet dér frem for herinde? 🙂

Hele problematikken omkring spiralerne er ikke beskrevet så klart af Martinus. På den ene side beskriver han, så vidt jeg husker, 7 forskellige spiraler (organ, organisme, klode, solsystem osv), på den anden side så oplyser han også, at der findes mange mellemformer eller mellemspiraler.

For så vidt angår vores forhold til et makrovæsen (organisme i forhold til klode), så har jeg svært ved at forestille mig en menneske på vort udviklingstrin leve på en mineralsk klode - vi er jo jordklodens hjerneceller, det kræver dels en meget udviklet klode, men også en meget udviklet menneskehed - der skal være nogenlunde overensstemmelse mellem organisme og klode for at det kan falde i hak. Vi kan ikke leve på en klode uden planter eller primitive dyr.

Det forholder sig måske anderlede når vi tænker på klodens forhold til solsystemet. Jordkloden er jo på tærskelen til det rigtige menneskerige, mens solen (som jo må være det vigtigste i selve solsystemet - eller hvad?), jo er et ildvæsen, og derfor må være mineralsk materie. Men man kan vel ikke forestille sig, at centeret i et solsystem kan være andet end en sol? - derved vil "hjertet" i ethvert solsystem være et mineralvæsen, og selv den mest udviklede klode vil være i et solsystem, hvis centrum er mineralsk. Men måske forholder det sig anderledes for et solsystemvæsen - dette kan måske godt være højere udviklet, selv om centrum i solsystemet er mineralmaterie?

Kommer også lige i tanke om, at Martinus på et tidspunkt har nævnt, at de forskellige spiraler ikke var ens med hensyn til, hvor dybt væsenerne blev involveret i den fysiske materie. Organismespiralen skulle være mere indviklet i fysisk materie end for eksempel klodevæsenet eller solsystemvæsenet.

Alt i alt er det ikke så nemt at overskue spiralerne, deres forhold til hinanden, og problematikken omkring mikro/makrovæsener.

@Tor_Brandt, jeg har forsøgt at beskrive forskellen på et debatforum og vores Respondoj.

..og har startet et forumemne til snak om det emne her - ingen grund til at blande for meget sammen i et enkelt forumemne.

@tor_brandt, har du en reference til det sted der står følgende i LB5:

I Livets Bog bind 5 beskriver Martinus imidlertid mineralmaterien som helt igennem bevidstløs, og forklarer at man kan blive ved med at grave i mineralmaterien, og her ikke finde andet end bevidstløse kraftcentre (den fysiske manifestation af salighedsvæseners overskydende ekstaseenergi).

Du refererer til det i dit spørgsmål på Respondojen.

Lasse, referencen er følgende fra stk. 1694:

"Og i den overtro, at man kan løse denne livets gåde i de "døde materier", altså i "mineralmaterien", jager man forbi "de levende mikrovæsener" og borer sig med sin forskerevne dybt ned i den materie, hvor "livet" slet ikke findes. At man her kun finder "kraftenheder" eller energicentrer i det uendelige, giver jo intet andet facit end stadig nye og endnu mindre og for materiel forskerevne endnu mere utilgængelige "døde" materiepartikler eller energicentrer. "Livet" ser man her ikke noget til. Der, hvor dette ikke manifesterer sig som "liv", kan man naturligvis ikke se "liv". Her vil selvfølgelig kun en "død" eller "livløs" verden, en verden bestående af blot og bar "bevægelse", åbenbare sig for tilskueren. Og denne bliver da her ganske uundgåeligt en tilbeder af "døden" i stedet for af "livet"."

Og desuden fra stk. 1698:
"Når vi nu forstår, at enhederne i det animalske stof i vor egen organisme er "levende væsener", og det samme delvis er tilfældet i det vegetabilske stof i vor egen sfære, er det ikke vanskeligt at forstå, hvorfor disse to stoffer er blevet betegnet som "levende", medens det mineralske stof, hvis enheder ikke er "levende væsener", er betegnet som "livløst". Ved "levende stof" vil altså her være at forstå "stof", hvis enheder består af "levende, vågne, dagsbevidste væsener", medens det "livløse stof" kun består af bevidstløse "kraftcentre" eller "kraftenheder". Herfra stammer som før nævnt blandt andet begreberne: atomer, elektroner etc."

Af ovenstående stykker synes det jo at fremgå, at ikke alene det mineralske stof selv - dvs. f.eks. en diamant set som en enhed - er bevidstløst, men også de enkelte enheder, som diamanten består af, hvilket vil sige molekyler, atomer, etc.
Og at man kan "bore sig ned i materien" uden at finde levende væsener (dvs. væsener, som er bevidste i den ydre verden - hvilket vel alle plante- og dyrevæsener er), lyder for mig som om der ikke vil være at finde andet end mineralvæsener hele vejen ned i mikrokosmos. Men måske dette bare er en fejllæsning fra min side.

Hej, lige en kort bemærkning til jeres spændende snak.

Som jeg oplever det, findes der uendelige kombinationer af spiraler.

Det vigtigste er at spiralen er sammensat og ordnet i en logisk kombination af ideer, principper og fænomener. At hver del altid viser sig at være forskellige selvsagte og reaktionære kontraster, komplementære forhold og paralleller til den næverende logik systemet skal opretholde for at udfylde det levende væsens behov og det billede som dets bevidsthed har skabt.

Alt er billeder. Om noget er animalsk eller mineralsk er i sin allerdybste instans et spørgsmål om perception. Men det har naturligvis sin plads og definition, og grundlæggende kombinations forskelle der er på energi og materie.

Enhver spiral og ethvert system har sin modpart, sammenpart, anpart og refleksion, i sit nærmiljø, dette er den eneste måde hvorpå at fænomenet og miljøet skal kunne eksistere.
Det er et net af konstant fleksibel interaktiv logik, der spejler, elsker og vrider sig i hinanden, og igennem denne spejling opnår sexuel stimulering, der indgår i Guddommen "urorgan" eller fundamental sansning.

Så snart at der er en entitet eller dele af en ide/billede der periodisk skal bevæge sig i en given kontekst, eksempelvis gå fra A til B på et fast grundlag uden friktion, så har vi automatisk principperne "fast grundlag" "ben" "ilt", "hjerne" "lunger" osv. og et miljø der stimulere og bekræfte disse foreteelser.

Disse principper er "kun" nødvendigheder for at kunne udføre en tanke/tanke-række for igen at kunne opfylde og videregive et billede af et givent begær. Vi er allesammen billeder, og uanset hvor virkeligt ilten i vores lunger føles og hvor frisk luften er, er disse i deres virkelige instans billeder.

Hvis man/guddommen tænker "mennesker" så må kloden være en absolut reaktion på at kunne holde den fysiske tanke og ide i miljø, og hvis man/guddommen tænker klode, så må menneskeheden og hele klodens mikro liv være en reaktion på at kunne opretholde dette billede. Og fordi at ideer og begær er i konstant bevægelse og forandring, har vi en verden af detaljer og bitte små forhold der gør sig gældende for at mekanikken i et levende "illusorisk billede kan forekomme.

Selvfølgelig kan man/guddommen godt enten tænke klode eller menneske ikonisk, symbolsk eller stereotypt og i et tilhørende statisk og dødt miljø som en slags sketch, men hvis tanken er skabende, levende og i "bevægelse", vil der altid være et automat miljø, der opretholder tanken logisk og yder den support og som "ophøjer" og "udfylder" den. Sofaen i min stue er Guds ophøjelse af mit væsen og væren. Mine omgivelser "glorificere" mig. Universet er min glorie, og jeg er dens.

Altså tanken "jord mennesker" vil være omgivet af de principper der gør dette billede eller princip fyldest og som opfylder kravet og gælden det står i. Der er altid en udveksling af gæld i alt hvad vi ser og oplever, denne udveksling af gæld er universets balance i bevægelse.
Der vil være ydre fænomener som referere til jordmenneskets ben, arme, mund, lunger, hjerne, hoved, osv. Ligesom at de af hinanden er blevet til pga. hinanden på det formmæssige plan.

Hvis noget skal kunne gå, skal der være et ydre og indre organisk princip som "forklare" dette.
Der er altså på det formmæssige plan, et gigantisk narrativ der hedder eller fungere således: "fordi det, er det her og det her er fordi det, osv. osv. osv.
- Og der vil aldrig være en endelig forkklaring på det formmæssige plan. Sort er til pga. af hvid og omvendt og de er hinanden på væsenets virkligste plan.

Hele verden vi ser, er jo guddommes tænkning, det er billeder hans bevidsthed former. Alt er billeder, væsener, lyde, sensationer, smerte, behag osv.

Et livsløst mineral kraft center, er altså placeret et sted i rummet hvor at den udgør et led og en del af en samlet enhed. Men det bliver nød til at være en absolut eller relativ kontrast, for at kunne være tilstede og funktionel i dens nær miljø for skabelse. Det vil sige den bliver nød til at opretholde sit princip og i sit tilfælde være "livløst", fra enden til anden, i makro, mellem og mikro og i hvad angår forholdet imellem "minerale" og "animale".

Dog må man huske, at alt det der er nu, er udviklet. fuldkommengjort og forandret i samme nu. Den sol som er et kraft center, indgår i en kosmisk udfoldelse og bevægelse, hvor den i over lyset hast, forvandler sig til et animalsk væsen, igennem livets bevægelse og fuldkommegøres i et fremtidigt inuitions rige. Og uanset hvor stor en strækning dette på kortet ser ud til at være, eksistere det i samme øjeblik, fra det udgår til at det indgår i den absolutte virkelighed.

Hele livets spiral systeme og dets variation vil aldrig kunne overskues og kortlægges i en absolut samlet natur. Fordi at der hver knude i livsnettet er en begyndelse og en afslutning på en række fænomener, og disse fænomener er i sig selv knuder eller samlinger, med samme identitet, begyndelser og afslutninger på andre fænomener og så fremdeles.

Ethvert væsen er det højste og laveste fænomen i det samlede spiral kredsløb af makrokosmiske og mikrokosmiske entiteter.

Spiralkredsløbet kan ikke holdes i bevidstheden samlet i sin lokale form og system. Men dets absolutte princip vil kunne fattes, forstås og observeres. Men så langt som øjet eller intuitionen rækker, vil man altid kunne ane i horisonten en ændring af lokal love og systemer, men dog i absolut sammespil med det der ligger bagud og foran i uendeligheden og evigheden

Væsenerne og deres kredsløb og spiraler og dette fænomens samhørige tilstedværelse, udseende, væremåde og funktion er altid en logisk og uundgåelig reaktion på den bevægelse der er nødvendig for at et nyt begær skal kunne akkumuleres, fremstå, opleves og opfyldes.

Med andre ord, hvis jeg former en ny ide eller et billede i min bevidsthed, vil der opstår et lokalt system og et lokalt spiral kredsløb som er refleksioner, kontraster, gentagelser, og komplementær forhold til de ideer og spiraler der er omkring mig, men som er rodfæstet i fundamentale love og principper. Og det sker hele tiden og overalt.

Minerale og animale, er på sin vis opdelt, men samtidigt eksistere det klods op af hinanden og på sin vis som værende identiske. Hele det samlede univers og kosmos med alt dets liv og former, holdes inde i selv den mest livløse, mindste og mineralske kraft enhed. Alt er inde i alt.

Og som vi koger alt ned, for alt deres titel alt efter vores perception. Når perceptionen ændres, vil det som før var "minerale" være "animale". Men minerale og animale, vil altid, "hver for sig", ha deres forskellige kemiske talenter og kosmiske engenskaber helt ind til dybet og roden af deres fungerende og illusoriske princip.

jc.