Hej Lars.

Sjovt nok sad jeg i aftes og kiggede lidt på en hjemmeside om Krishnamurti. Umiddelbart forstod jeg det jeg læste sådan, at Krishnamurti ikke mener, at der findes et decideret "noget som er". Han mener ikke man kan skille tanken fra tænkeren så at sige. Jeg læste det som om han mener, at der ikke findes nogen selvstændig tænker, der findes hele tiden en evigt skiftende række af tanker.

Fra en hjemmeside har jeg sakset følgende:

Citat begyndt:

Krishnamurti: Er der en “tænker” udenfor
tanken?
Er du, tænkeren, et væsen adskilt fra dine tanker? Er
du helt ulig dine tanker? Er du ikke dine egne tanker?
Tanken kan placere tænkeren på et meget højt niveau
og give ham et navn, skille ham ud fra sig selv; men
tænkeren er stadig indenfor tankeprocessen, er han
ikke? Der er kun tanken, og tanken skaber tænkeren;
tanken konstruerer tænkeren som en permanent,
uafhængig eksistens. Tanken ser sig selv værende
foreløbig, i stadig forandring, så den fremstiller
tænkeren som et permanent væsen ved siden af og
adskilt fra sig selv. Derefter opererer tænkeren på
tanken; tænkeren siger, ”jeg må bringe tanken til
ophør”. Men der er kun tænkningen, tankeprocessen,
der er ingen tænker ved siden af tanken. Erfaringen af
denne sandhed er vital, det er ikke blot fraser der
gentages. Der er kun tanker, og ikke en tænker som
tænker tanker.
Oversættelse HP
Kulturhuset Indre By. Ahlefeldtsgade.

Citat slut.

Hvis jeg har forstået dette rigtigt, er der en meget stor forskel på det helt basale i Martinus og Krishnamurtis fremlæggelse - findes der et "noget som er" i det levende væsen eller gør der ikke?

Men måske jeg har tolket Krishnamurti forkert?

Hej Svend

Jeg er ikke sikker paa, om din formodning er korrekt.

Hvis jeg laeser dit citat saadan, at det han kalder taenkeren er det samme som det Tolle kalder egoet og som er en del af det Martinus kalder "der skabte" saa synes jeg fortsat godt jeg kan faa det til at passe sammen.

Krishnamurti kan godt opfattes lidt "anderledes" hvis man ser det han skriver fra en traditionelt troende vinkel - og det kan Martinus jo ogsaa

Jeg gaetter paa at dit citat skal ses ud fra en sammenhaeng hvor han forsoeger at beskrive hvordan vi let lader os identificere med vores tanker. Har du i oevrigt set nogen af hans videoer? Han er ret fascinerende synes jeg.

Jeg ved ikke hvordan han ser paa Guddommen, men hvis jeg finder ud af det naar jeg har studeret videre, saa skal jeg lade dig det vide

Med kaerlighed

Lars

Hej Lars.

Jeg har fundet et lille citat mere, som jeg gerne vil kommentere. Det er et uddrag fra en tale Krishnamurti har holdt i 1984 i Bombay. Citatet, samt citatet i mit første indlæg i denne tråd, har jeg fundet på http://www.krishnamurti.dk:

"Livskunst - betyder det ikke at føre eet liv med kolossal præcision, akkuratesse og orden? Orden er ikke konformitet, det er ikke at man følger en model, en tendens, og tilpasser sig. Livskunst - betyder det ikke, at blive helt bevidst, helt klar over ens egen uorden, og er vi det? Eller tænker vi det bare er omgivelserne der har det problem, for indeni os er der perfekt orden? Det, vi påpeger, er, at vi lever i uorden indeni, i modsigelser. Det er en kendsgerning. Selv de største helgener lever i uorden, fordi de
hele tiden prøver at blive noget… jeg er det her, og jeg ønsker at blive det der. I denne bestræbelse på at forandre ”det, som er” til ”det, som burde være” er der et mellemrum, et gab, hvori konflikt finder sted. Og den konflikt er uordenens inderste væsen… Jeg er det her; og jeg ønsker at være ordentlig, regulær. Når jeg siger ”jeg ønsker at være ordentlig” erkender jeg at jeg er forvirret, så jeg forsøger at skabe orden, jeg laver en skematisk tegning, en skitse af hvad orden er, og så prøver jeg at følge den. Det, vi siger, er, at selve denne kendsgerning er årsagen til uorden. Er det i orden? Har I forstået det? …
Mit liv er i uorden, jeg er splittet, brudt op indeni, og midt i forvirringen, ud af forvirringen skaber jeg en model, et ideal, en plan, og siger at nu vil jeg leve ifølge den plan. Men denne plans opståen er resultatet af min forvirring. Er det klart? Så, det jeg er nødt til at forstå er hvorfor jeg er forvirret, hvorfor jeg er uordentlig. Hvis jeg kan forstå det, opfatte det, erkende det, skabes der på naturlig vis og uden en eneste anstrengelse, orden. Det vil sige, at hvis jeg finder årsagen til min forvirring, så eksisterer forvirringen ikke, så er der orden. Jeg gad vide om I ser det? Orden er kun mulig når vi forstår
uordenens væsen. Og uordenens væsen kan helt udryddes. Hvis jeg skændes med min kone, eller konen skændes med mig, så finder jeg ud af hvorfor vi skændes. Hvis vi kan lide at skændes, stiller sagen sig anderledes, men hvis vi ønsker at stoppe skænderierne siger vi: ” lad os tale om det, lad os se hvorfor vi skændes.” Og så opdager vi, at vi skændes om meninger: Jeg ønsker dette og du ønsker noget andet. Og dermed begynder vi at kommunikere med hinanden og kommer til sidst til et eller andet punkt hvor vi begge er enige. Så på samme måde, at leve et liv, sammen,så der er fuldstændig orden. Det er livskunst."

Det jeg gerne vil kommentere, har jeg markeret med fed. Er Krishnamurti her inde på selve det Martinus kalder urbegæret? Altså jeg er noget, og vil gerne blive noget andet, er det ikke et tegn på det Martinus kalder "hunger", som altså, sammen med "mættelse" er et produkt af urbegæret? Som jeg læser det, ser Krishnamurti derved det Martinus kalder urbegæret som noget ubehageligt, og altså årsag til konflikt. Men uden urbegæret stod verden jo stille? Hvis man aldrig var utilfreds med tingenes tilstand - altså det samme som en evig mæthed uden sult - så ville der jo aldrig ske noget nyt, og verden ville forsvinde i det rene ingenting. Som jeg ser det, er alt liv, og dermed al dynamik og forandring i verden, et produkt af, at levende væsener ønsker, at tingene skal være anderledes end de netop er - der skal hele tiden ske en udvikling.

Hej alle!

Jeg fandt på en svensk Martinus-side, for en tid siden, noget meget interresant om Sagens historie.
Krishnamurti hade meditationspsykoser enlig en av hans venner og Martinus traf ham i Indien. Martinus og Niebelvang hade med hans tilbagedragelse som værldlerer at gøre.
Læs selv: http://www.silverfall.se/frid/tredje-testamentet-blogg.php?msgID=188
og
http://silverfall.se/frid/tredje-testamentet-blogg.php?msgID=189

Alt godt!
Villgott

Diskussionen har varit uppe förut, bl a på svenska forumet. Som jag ser det finns det inget som tyder på att Krishnamurti drog sig tillbaka som världslärare/"world teacher" på grund av Martinus eller Nibelvang. Det var ett uppror mot teosoferna som uppfostrat honom till detta. Krishnamurtis åsikt när han upplöste "The Order of the Star" 1929 var ikke att någon annan var "world teacher", utan att det ikke finns någon andlig auktoritet:

Krishnamurti: "All authority of any kind, especially in the field of thought and understanding, is the most destructive, evil thing. Leaders destroy the followers and followers destroy the leaders. You have to be your own teacher and your own disciple. You have to question everything that man has accepted as valuable, as necessary."

Se mer på http://en.wikipedia.org/wiki/Jiddu_Krishnamurti

Hej.

Jeg synes det er spændende med disse "verdenslærere". Både Martinus og Krishnamurti havde jo overhovedet ingen interesse i at være ledere eller blive tilbedt. Martinus sagde, at man skulle tage det man kunne bruge og lade resten ligge. Han opfordrede til, at man skulle søge inspirationen der hvor man fandt den, man skulle ikke søge inspiration i hans bøger blot fordi det var "moderne".

Martinus fortalte, at han ikke var en tøddel mere end andre mennesker ville blive, og hvor meget han var eller ikke var, kom jo an på, hvor meget det enkelte menneske kunne se i ham. For mange mennesker var han en simpel svindler og bedrager, måske endda mørkets budbringer, for andre var han forfatter til det tredje testamente.

Krishnamurti opløste sin orden, fordi en orden i sig selv er en form for opbygning af mure omkring menneskets frihed. De herskende "gamle" religioner hælder til disse mure, de taler jo stadig om "Guds hus", men i den nye verdensimpuls er selv det usleste fængsel lige så meget Guds hus som den fineste katedral - "I min faders hus er der mange boliger". Efterhånden som det enkelte menneske bliver mere og mere frit, vil disse gamle dogmer forsvinde af sig selv.

Jeg finder det lidt mærkeligt at de indviede væsener skulle kende hinanden på et symbol. Hvis der er flere indviede væsener på jorden burde de vide dette allerede ad åndelig vej, og det skulle vel ikke være nødvendigt at bruge et fysisk symbol for derved at kunne kende hinanden. Ligeså var det vel heller ikke strengt nødvendigt, at de skulle møde hinanden, de burde vel kunne mødes ad telepatisk vej?

J

...Compassion is not sentiment; it is not this woolly sympathy or empathy. Compassion is not something which you can cultivate through thought, through discipline, control, suppression, nor by being kind, polite, gentle, and all the rest of it. Compassion comes into being only when thought has come to an end, at its very root."

- Jiddu Krishnamurti

If I am concerned with compassion, ... with love, with the real feeling of something sacred, then how is that feeling to be transmitted?

Please follow this. If I transmit it through the microphone, through the machinery of propaganda, and thereby convince another, his heart will still be empty. The flame of ideology will operate, and he will merely repeat, as you are all repeating, that we must be kind, good, free - all the nonsense that the politicians, the socialists, and the rest of them talk.

So, seeing that any form of compulsion, however subtle, does not bring this beauty, this flowering of goodness, of compassion, what is the individual to do?

...What is the relationship between the man who has this sense of compassion, and the man, whose mind is entrenched in the collective, in the traditional? How are we to find the relationship between these two, not theoretically, but actually?

...That, which conforms, can never flower in goodness. There must be freedom, and freedom comes only when you understand the whole problem of envy, greed, ambition, and the desire for power. It is freedom from those things that allows the extraordinary thing called character to flower. Such a man has compassion, he knows what it is to love - not the man who merely repeats a lot of words about morality.

So the flowering of goodness does not lie within society, because society in itself is always corrupt. Only the man who understands the whole structure and process of society, and is freeing himself from it, has character, and he alone can flower in goodness.

- Jiddu Krishnamurti

J

"I do not know if you have ever been lonely; when you suddenly realize that you have no relationship with anybody - not an intellectual realization but a factual realization...and you are completely isolated.

Every form of thought and emotion is blocked; you cannot turn anywhere; there is nobody to turn to; the gods, the angels, have all gone beyond the clouds and, as the clouds vanish they have also vanished; you are completely lonely - I will not use the word alone.

Alone has quiet a different meaning; alone has beauty.
To be alone means something entirely different.

And you must be alone. When man frees himself from the social structure of greed, envy, ambition, arrogance, achievement, status - then he frees himself from those, then he is completely alone. That is quite a different thing. Then there is great beauty, the feeling of great energy."

- Krishnamurti

Hej Svend

Jeg faldt over dette Krishnamurti citat, som måske kaster lidt lys over hvordan han ser Gud:

To be a theist or an atheist, to me, are both absurd.

You cannot be free of security by merely saying that you are free. To penetrate the walls of these hindrances, you need to have a great deal of intelligence, not mere intellect. Intelligence, to me, is mind and heart in full harmony."

Med kærlighed

Lars

Hej venner

Dagens Krishnamurti citat:

How am I to transform?

There may be a better decoration of the prison, more light, more windows, better food, but it is still the prison of a particular culture.

Lyder som en anden beskrivelse af kosmisk bevidsthed?

Med kærlighed

Lars

Hej Lars

Ja, i hvert fald den delen av kosmisk bevidsthed som er befriet fra inflydelse ”nedenfra”, men ikke så mye om hvad den fylles med ”oppenfra”. Med det mener jeg at avsnittet måske ikke er tydelig på tilgangen til den kosmiske skattkammer av information og logikk. Slik leser jeg det, i hvert fald.

Det er en smukk beskrivelse av at være fri!

Kjærlig hilsen
Oscar

Hej Oscar

Ja det har du ret i og det får mig til at tænke på om det giver mening at forsøge at forstå kosmisk bevidsthed før man har den. Krishnamurti beskriver mere hvad der skal til - eller snarere hvad vi skal af med for at vi kan få den, hvilket lyder som en meget god indfaldsvinkel for mig.

At "vide" hvad kosmisk bevidsthed fylles med "oppefra" og hvilken information og logik man får adgang til er vel også blot en "conditioning", som afholder os fra at være frie - indtil vi har kosmisk bevidsthed?

Med kærlighed

Lars

  Hej Venner.

  Vi taler tit om hvad kosmisk bevidsthed består af og om hvordan vi opnår denne tilstand, Martinus verdensbillede, og mange andres forklaringer, herunder Krisnamurti, Buddha, Tolle, B. Katie, Taoen o.s.v., er med til at sætte "fantasien" i gang hos os individuelt, omkring hvordan man skal "tænke" eller undgå at "tænke", hvis man vil opnå kosmisk bevidsthed.

  Alt dette foregår dog alene på det intellektuelle plan, og vi ved jo fra Martinus, at intellektualitet ikke gør det alene, man kan ikke tænke sig frem til kosmisk bevidsthed, den opnåes kun via en balance mellem følelsesudvikling og intellektuel forståelse.

  Martinus har givet os et overblik over hele spiralkredsløbet, et "skelet" over udviklingen af bevidsthed, og han har også  tydeliggjort for os, hvor vi som menneskehed befinder os i dette kredsløb, lige i nuet.

  Det er for mig meget essentielt, at man beholder "kontakten" til nuet, og til det sted i udviklingen vi er på lige her og nu, af hensyn til selve følelsesudviklingen, da en balance jo har svært ved at indfinde sig, hvis ens intellekt er så langt foran ens følelse, at intellektet ligger og "svæver" helt oppe under skyerne, mens følelsen befinder sig helt nede ved jorden.

  Martinusses fremlægninger af at alt er såre godt og at ingen kan gøre uret, og at det onde blot er et ubehageligt gode, kan jeg såmænd sagtens tilslutte mig, rent intellektuelt, men disse overordnede betragtninger, er noget der for mit vedkommende blot opleves som "konstateringer", konstateringer som jeg på ingen måde kan bruge i nuet, til andet end som basis for en overordnet indvendig "fred" og "tillid" til livet og som basis for en accept af at alt er som det skal være og kun kan være, set med GUDS øjne.

  Jeg har af og til forsøgt at tilkendegive, at man kan bremse sin egen udvikling, hvis man blander disse overordnede betragtninger ind i sit eget nuværende liv, på en måde som medfører at man begynder at leve efter disse "betragtninger" allerede her og nu, altså dette med at forsøge at leve upartisk og med et syn på tingene som har basis i at alt er OK, det onde er ikke ondt men noget "godt", og også (jævnfør den "conditionering" af vore tankeverdener der nævnes i de sidste indlæg her), den opfattelse man kan have omkring at det skulle være vejen til kosmisk bevidsthed, at man blot slipper sin hjernes paradigmer, og slet ikke længere konkluderer på baggrund af hvad man tidligere har fået puttet ind i sin  nuværende hjerne.

  Jeg mener man via en sådan basis for sit "intellekt", forsøger at springe nogle "trin" over, på udviklingsstigen, og det kan man jo ikke.

  Som Martinus fortæller, så er det essentielt for et rovdyr, at det lever i overensstemmelse med det eget nu og det udviklingstrin dette rovdyr er på, et udviklingstrin hvorpå det er afgørende betydning at man "slår ihjel" og er egoistisk og selvvisk på.
  Dette fordi det er vigtigt at rovdyrets følelsesudvikling gennemgår oplevelserne omkring det dræbende princip.

  Hvis et rovdyr mødte Martinus og fik overleveret hans verdensbillede, og hvis dette rovdyr derefter gik tilbage til sin flok og bekendtgjorde, at nu havde det forstået hvad udviklingen gik ud på, og at fra nu af ville dette rovdyr ikke længere slå ihjel eller være selvvisk, for så kunne dette rovdyr nemlig opnå kosmisk bevidsthed, som Martinus, hvad ville der mon så ske, for dette rovdyr og dets videre udvikling ?

  Det er i en sådan kontekst jeg af og til oplever at nogle mennesker reagerer, man forsøger at udskifte sin hjernes paradigmer, med paradigmer der hører til et sted langt længere fremme i spiralkredsløbet, end det sted man selv befinder sig på, og mener måske så at det er på den måde man selv opnår/udvikler sin kosmiske bevidsthed.

  For mit vedkommende er det derfor væsentligt, at man beholder fokuset på nuet, og på hvad vi "kommer" fra lige nu, og hvor vi skal hen,. lige nu, så udviklingen af den følelsesmæssige side af os, kan følge med den intellektuelle udvikling.

  De "paradigmer" vore hjerner skal "af med", skal udskiftes med paradigmer der understøtter den videre følelsesudvikling, men tager man paradigmer ind som erstatning for "de gamle", som "tilhører" den "tankeverden" som vi først kommer til at opleve i "det rigtige menneskerige" eller senere hen, så passer disse paradigmer lige så lidt til vor følelsesudvikling, som de paradigmer vi havde som basis for vor tankeverden, da vi var rovdyr, ville gøre det.

  Man opnår derfor intet positivt ved at begynde at implementere i sin tankeverden, at tid slet ikke eksisterer, at uretfærdighed slet ikke eksisterer, at livet er en "illusion" o.s.v., for selvom disse tanker da er sande nok, i deres eget "perspektiv" så har vi ingen brugbar gavn af dem, her hvor vi er i nuet.

  Her hvor vi er, er det eksempelvist "det dræbende princip" vi er i færd med at "afvikle", og dette gøres jo ved at man via følelsesoplevelsen erkender at det er forkert fortsat at slå hinanden ihjel, men det gøres ikke ved at man tager den langt højere intellektuelle "forståelse" ind i stedet, så man ikke følelsesmæssigt oplever det som forkert at slå ihjel, men i stedet oplever det som helt OK at nogle stadig slår hinanden ihjel, fordi det jo blot er deres udviklingstrin at være på o.s.v.

  "Conditioneringen" af vores hjerne, skal altså fortsat forekomme, også "nedenfra" som jeg ser det, ellers mister man "jordforbindelsen" og den røde tråd" i sit eget udviklingsforløb, og ens hjerne/intellekt vil øge afstanden til ens følelse,  på en negativ måde.

  Den tilstand Krisnamurti omtaler, hvori der slet ikke forekommer en "conditionering" af ens tankeverden, mener jeg da vi nok skal komme til at opleve engang i fremtiden, (formentlig i det Guddommelige rige eller i salighedsriget), men kun hvis vi tager "et skridt af gangen" så vor følelsesudvikling kan følge med vor intellektuelle forståelse, og ikke hvis vi blot mener, at vi via en rent intellektuel forståelse og en "udskiftning" af paradigmer, til "højereliggende" tanker, kan udvikle en kosmisk bevidsthed.

  De paradigmer vi skal tage til os i nuet, er dem der er egnede til at skabe vort næste trin på udviklingsstigen med, og ikke de paradigmer der gælder for trinene langt højere oppe på stigen.

  Selvfølgeligt er vi alle "utålmodige" efter at komme videre og helst så langt videre som vi overhovedet kan, men som jeg ser det, er den hurtigste (og eneste) vej, at man tager "et skridt af gangen" og bevarer kontakten til nuet, så følelserne kan udvikles sideløbende med intellektet.

  Så  kære venner, lad os nu ikke glemme hvem og hvor vi er, og ikke glemme at udvikle de følelser der bør være vort fokus i nuet, følelser der jo kun kan udvikles hvis vi fortsat bevarer den partiskhed vi bør indeholde, på vort nuværende udviklingstrin, for lader vi denne partiskhed afvikle i nuet, vil vi blot komme i samme situation som et rovdyr ville komme i, hvis det på sit stadie nægtede fortsat at slå ihjel, og det kan de fleste jo nok intellektuelt se den negative effekt af.

  Alt er godt, men ikke alt er gavnligt (udtaler Paulus i Biblen), og jo det er godt at have et overordnet overblik over hele det samlede udviklingsforløb, men ikke (i mine øjne) gavnligt at forsøge at tage dette overordnede livssyn ind som livsgrundlag, allerede i dette nu vi befinder os i , på vort nuværende udviklingstadie.

  For mig er det langt væsentligere at fokusere på det Martinus nævner omkring lige det udviklingstadie vi som menneskehed er på i nuet, end at fokusere på de ting Martinus forklarer os, omkring indholdet af fremtidige (eller fortidige) udviklingsstadier.

  Al viden er da positiv, men det mest gavnlige er vel nok at bruge den viden man finder frem til, på en måde der er i overensstemmelse med det "lokale" perspektiv, for der er vist ikke megen gavn i at bruge den opnåede viden, i det  "overordnede" perspektiv, lige her og nu, som jeg ser det.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar

Ja, det lokale perspektiv er det vigtigste for os allesammen. Vi står alle på forskellige udsigtspunkter og derfor er vores lokale perspektiver forskelllige.

Alle de ting vi kommer i kontakt med og alle vores oplevelser og tanker er en del af vores naturlige udvikling og lige præcis det vi har glæde af i nuet. Hvis vi bruger billedet med løven, så er løven jo netop ikke udviklet til at kunne overveje og forstå det verdensbillede Martinus taler om, og derfor kan den ikke tage det til sig som du beskriver i eksemplet. Netop det at vi kan tage det til os er for mig beviset for at det er gavnligt for os, også selvom vi måske ikke kan se det eller ikke kan forstå det.

Når et lille barn får en kniv i hånden for første gang, så er det meget sandsynligt at barnet vil bruge kniven på det vi ud fra en normal opfattelse ville betragte som en uhensigtsmæssig måde. Derfor er der et forsyn, der hjælper til at beskytte barnet mod denne uhensigtsmæssige brug (i dette tilfælde normalt barnets forældre). Når barnet så er blevet dygtig til at bruge kniven, så er det et hensigtsmæssigt værktøj for personen.

Vi kan bruge dette eksempel til at beskrive de ting du nævner i dit indlæg. Ja, ligesom med barnet og kniven, så har du ret i at til at begynde med vil vi bruge tingene "forkert" og ligesom med barnet er dette nødvendigt for at vi over lang tid kan lære at bruge dem "rigtigt". Og ligesom forældrene ikke giver barnet en kniv at lege med før det er gavnligt for barnet på samme måde stiller forsynet ikke disse ting til rådighed for os før det er gavnligt for os at begynde at "lege" med dem.

Tænkt også på hvor fantastisk vi er indrettet - vi afviser pure de ting som vi ikke har gavn af. I følge de kosmiske analyser starter en interesse ved en svag anelse - f.eks ved at et eller andet kunne være brugbart eller rigtigt - og så åbner vi op for dette præcis så hurtigt som det er godt for os. Det betyder naturligvis ikke at det bliver bedre og bedre i en lige linie for vi skal jo lære denne nye færdighed og det gør vi kun ved at bruge tingene "forkert" og misforstå dem til at starte med, men det er jo netop det der gør at vi med tiden bliver dygtigere og dygtigere.

Vi ved fra de kosmiske analyser at intuitionsevnen er voksende for alle mennesker, men vi ved jo også at intuitionsevnen er en "lokal" evne og at den derfor må være forskellig fra menneske til menneske. Nogle har således i "nuet" en forholdsvis højtudviklet intuitionsevne og andre har en forholdsvis lavere udviklet intuitionsevne. Heraf følger så at vi ikke vil være tiltrukket af de samme ting og også at det der er "hensigtsmæssigt" for den ene ikke er "hensigtsmæssigt" for den anden.

Ved at vi alle følger vores egen intuition og vores egne lyster og interesser så udvikler vi os alle præcis som vi bedst (og kun) kan.

Med kærlighed

Lars

Hej Lars1.

  Jo, jeg er helt med på hvad du udtrykker, og også enig, vor intuition er på forskelligt udviklingstrin, og vi søger derfor forskellige ting, i nuet.

  Det lige min intuition tydeliggør for mig selv, er derfor netop dette at jeg (ihvertfald personligt) har langt større gavn i at fokusere på nuet og dets indhold og paradigmer, fremfor at fokusere på at implementere de mere overordnede principper i mit nuværende "tankeklima".

  Jeg kan jo på ingen måde afgøre, om andre har så tilstrækkelig følelsesudvikling opnået allerede, at disse har mere gavn af at tage de overordnede "tanker" i brug i nuet, som du skriver er en stor del af menneskeheden jo nok i stand til at forstå den intellektuelle del af "verdensbilledet", men en ting er jo at forstå, en anden ting er at beherske/magte forståelsen rent følelsesmæssigt.

  Tit skriver jeg om det jeg føler eller tænker, alene for min egen skyld, for at bevare mit eget fokus på det som lige jeg "oplever", men om mine tanker er brugbare for andre, er ikke så væsentligt for mig, det er blot noget jeg håber de kan være, men reelt set er det jo for min egen skyld at jeg forsøger at formulere hvad jeg tænker lige i nuet, mere end det er for andres skyld, hvis jeg skal være helt ærlig, jeg drives jo også af begær, på den ene eller anden måde, her og nu.

  Nu bruger du selv konteksten omkring et barn og en kniv, og den er forståelig nok for mit vedkommende, men hvad nu hvis det var en Bil der var tale om, ville man så ikke sagtens kunne forklare et barn om principperne i det at føre en bil, langt længere førend barnet er udvokset nok til overhovedet at kunne nå "pedalerne" i denne bil ?

  Og ville det så ikke også være ugavnligt overhovedet at tillade et barn at afprøve disse intellektuelle forståelser af hvordan man fører en bil, når barnets fysiske (og følelsesmæssige) udvikling stadigvæk mangler.

  Så det at man på et givent tidspunkt godt kan forklare et mindre udviklet væsen om højere principper, er ikke for mig ensbetydende med, at dette væsen så også er fuldt ud klart til at få gavn af denne "forståelse", og derfor kan jeg ikke helt tilslutte mig din konklusion omkring at en given intellektuel forståelse først kommer til en, når man kan "forvalte" denne positivt.

  Vi har gennem Martinus jo også fået oplysning omkring, at man sagtens kan forcere sin intellektuelle udvikling, via kraftige meditationer eller indtagelse af "stoffer"; men at en sådan forcering ikke i sidste ende vil være til gavn for os, og på samme måde mener jeg så også, at vi kan forcere den intellektuelle del af vor egen udvikling, via ren tankefokusering, på en måde som ikke er til spor gavn for os selv, hvis ikke den følelsesmæssige udvikling, svarer til den intellektualitet vi "udøver".

  Men det er jo blot hvad jeg lige mener og fokuserer på i nuet, og ikke nødvendigvist derfor noget der er mere rigtigt end det andre mener eller fokuserer på, i nuet, og skal da heller ikke opfattes som værende andet end mine personlige tanker, på de områder vi kommer omkring på, via vore dialoger.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar

Jeg er helt enig med dig i at der er masser af ting vi kommer i kontakt med som ikke bliver positive med det samme. Som et barn der først prøver at cykle, så er det normalt at det falder nogle gange. Netop ved disse oplevelser af hvad der for os virker som noget godt og hvad der virker som noget dårligt sikres vi den udvikling som vi har brug for.

Med kærlighed

Lars