Share:
Notifications
Clear all

Krishnamurti og Martinus  

Side 1 / 5

Lars1
Indlæg: 0
(@Lars1)
Medlem
Meldt ind: 12 år siden

Jeg er på det seneste blevet interesseret i Krishnamurti, som jeg synes har en usædvanlig evne til at udtrykke sandheder på en dyb og samtidig meget praktisk måde.

Han har en meget anden indfaldsvinkel end Martinus og samtidig synes jeg at begge er helt på linie.

Hvis der er nogen af jer andre der har studeret Krishnamurti, så kunne jeg godt tænke mig en dialog omkring Krishnamurti set i lyset af Martinus' kosmologi (og omvendt).

Med kærlighed

Lars

23 Replies
Svend
Indlæg: 1448
(@Svend)
Medlem
Meldt ind: 14 år siden

Hej Lars.

Sjovt nok sad jeg i aftes og kiggede lidt på en hjemmeside om Krishnamurti. Umiddelbart forstod jeg det jeg læste sådan, at Krishnamurti ikke mener, at der findes et decideret "noget som er". Han mener ikke man kan skille tanken fra tænkeren så at sige. Jeg læste det som om han mener, at der ikke findes nogen selvstændig tænker, der findes hele tiden en evigt skiftende række af tanker.

Fra en hjemmeside har jeg sakset følgende:

Citat begyndt:

Krishnamurti: Er der en “tænker” udenfor
tanken?
Er du, tænkeren, et væsen adskilt fra dine tanker? Er
du helt ulig dine tanker? Er du ikke dine egne tanker?
Tanken kan placere tænkeren på et meget højt niveau
og give ham et navn, skille ham ud fra sig selv; men
tænkeren er stadig indenfor tankeprocessen, er han
ikke? Der er kun tanken, og tanken skaber tænkeren;
tanken konstruerer tænkeren som en permanent,
uafhængig eksistens. Tanken ser sig selv værende
foreløbig, i stadig forandring, så den fremstiller
tænkeren som et permanent væsen ved siden af og
adskilt fra sig selv. Derefter opererer tænkeren på
tanken; tænkeren siger, ”jeg må bringe tanken til
ophør”. Men der er kun tænkningen, tankeprocessen,
der er ingen tænker ved siden af tanken. Erfaringen af
denne sandhed er vital, det er ikke blot fraser der
gentages. Der er kun tanker, og ikke en tænker som
tænker tanker.
Oversættelse HP
Kulturhuset Indre By. Ahlefeldtsgade.

Citat slut.

Hvis jeg har forstået dette rigtigt, er der en meget stor forskel på det helt basale i Martinus og Krishnamurtis fremlæggelse - findes der et "noget som er" i det levende væsen eller gør der ikke?

Men måske jeg har tolket Krishnamurti forkert?

Svar
Lars1
Indlæg: 0
(@Lars1)
Medlem
Meldt ind: 12 år siden

Hej Svend

Jeg er ikke sikker paa, om din formodning er korrekt.

Hvis jeg laeser dit citat saadan, at det han kalder taenkeren er det samme som det Tolle kalder egoet og som er en del af det Martinus kalder "der skabte" saa synes jeg fortsat godt jeg kan faa det til at passe sammen.

Krishnamurti kan godt opfattes lidt "anderledes" hvis man ser det han skriver fra en traditionelt troende vinkel - og det kan Martinus jo ogsaa :)

Jeg gaetter paa at dit citat skal ses ud fra en sammenhaeng hvor han forsoeger at beskrive hvordan vi let lader os identificere med vores tanker. Har du i oevrigt set nogen af hans videoer? Han er ret fascinerende synes jeg.

Jeg ved ikke hvordan han ser paa Guddommen, men hvis jeg finder ud af det naar jeg har studeret videre, saa skal jeg lade dig det vide :)

Med kaerlighed

Lars

Svar
Svend
Indlæg: 1448
(@Svend)
Medlem
Meldt ind: 14 år siden

Hej Lars.

Jeg har fundet et lille citat mere, som jeg gerne vil kommentere. Det er et uddrag fra en tale Krishnamurti har holdt i 1984 i Bombay. Citatet, samt citatet i mit første indlæg i denne tråd, har jeg fundet på http://www.krishnamurti.dk:

"Livskunst - betyder det ikke at føre eet liv med kolossal præcision, akkuratesse og orden? Orden er ikke konformitet, det er ikke at man følger en model, en tendens, og tilpasser sig. Livskunst - betyder det ikke, at blive helt bevidst, helt klar over ens egen uorden, og er vi det? Eller tænker vi det bare er omgivelserne der har det problem, for indeni os er der perfekt orden? Det, vi påpeger, er, at vi lever i uorden indeni, i modsigelser. Det er en kendsgerning. Selv de største helgener lever i uorden, fordi de
hele tiden prøver at blive noget… jeg er det her, og jeg ønsker at blive det der. I denne bestræbelse på at forandre ”det, som er” til ”det, som burde være” er der et mellemrum, et gab, hvori konflikt finder sted. Og den konflikt er uordenens inderste væsen… Jeg er det her; og jeg ønsker at være ordentlig, regulær. Når jeg siger ”jeg ønsker at være ordentlig” erkender jeg at jeg er forvirret, så jeg forsøger at skabe orden, jeg laver en skematisk tegning, en skitse af hvad orden er, og så prøver jeg at følge den. Det, vi siger, er, at selve denne kendsgerning er årsagen til uorden.
Er det i orden? Har I forstået det? …
Mit liv er i uorden, jeg er splittet, brudt op indeni, og midt i forvirringen, ud af forvirringen skaber jeg en model, et ideal, en plan, og siger at nu vil jeg leve ifølge den plan. Men denne plans opståen er resultatet af min forvirring. Er det klart? Så, det jeg er nødt til at forstå er hvorfor jeg er forvirret, hvorfor jeg er uordentlig. Hvis jeg kan forstå det, opfatte det, erkende det, skabes der på naturlig vis og uden en eneste anstrengelse, orden. Det vil sige, at hvis jeg finder årsagen til min forvirring, så eksisterer forvirringen ikke, så er der orden. Jeg gad vide om I ser det? Orden er kun mulig når vi forstår
uordenens væsen. Og uordenens væsen kan helt udryddes. Hvis jeg skændes med min kone, eller konen skændes med mig, så finder jeg ud af hvorfor vi skændes. Hvis vi kan lide at skændes, stiller sagen sig anderledes, men hvis vi ønsker at stoppe skænderierne siger vi: ” lad os tale om det, lad os se hvorfor vi skændes.” Og så opdager vi, at vi skændes om meninger: Jeg ønsker dette og du ønsker noget andet. Og dermed begynder vi at kommunikere med hinanden og kommer til sidst til et eller andet punkt hvor vi begge er enige. Så på samme måde, at leve et liv, sammen,så der er fuldstændig orden. Det er livskunst."

Det jeg gerne vil kommentere, har jeg markeret med fed. Er Krishnamurti her inde på selve det Martinus kalder urbegæret? Altså jeg er noget, og vil gerne blive noget andet, er det ikke et tegn på det Martinus kalder "hunger", som altså, sammen med "mættelse" er et produkt af urbegæret? Som jeg læser det, ser Krishnamurti derved det Martinus kalder urbegæret som noget ubehageligt, og altså årsag til konflikt. Men uden urbegæret stod verden jo stille? Hvis man aldrig var utilfreds med tingenes tilstand - altså det samme som en evig mæthed uden sult - så ville der jo aldrig ske noget nyt, og verden ville forsvinde i det rene ingenting. Som jeg ser det, er alt liv, og dermed al dynamik og forandring i verden, et produkt af, at levende væsener ønsker, at tingene skal være anderledes end de netop er - der skal hele tiden ske en udvikling.

Svar
Villlgott
Indlæg: 0
(@Villlgott)
Medlem
Meldt ind: 12 år siden

Hej alle!

Jeg fandt på en svensk Martinus-side, for en tid siden, noget meget interresant om Sagens historie.
Krishnamurti hade meditationspsykoser enlig en av hans venner og Martinus traf ham i Indien. Martinus og Niebelvang hade med hans tilbagedragelse som værldlerer at gøre.
Læs selv: http://www.silverfall.se/frid/tredje-testamentet-blogg.php?msgID=188
og
http://silverfall.se/frid/tredje-testamentet-blogg.php?msgID=189

Alt godt!
Villgott

Svar
Side 1 / 5

Skriv et svar


 
Preview 0 Revisions Saved
Share:

Pin It on Pinterest

Share This