Det kan man kun vanskeligt, så længe man ikke har den intuitive sans, så man selv kan "se" efter.

Den oplevelse som mineralerne og planterne iflg. Martinus har, er en 100% privat oplevelse. Det er væsenets skuen ind i sit private hukomelseslegeme.

Denne aktivitet er altså af en så højpsykisk karakter, at den kun lader sig iagttage gennem intuitionen.

Men hvis man er modtagelig for de kosmiske analyser, kan man ved at gøre brug af disse få en teoretisk kosmisk bevidsthed, med hvilken man også kan "se". Man kan tjekke efter om analyserne er konsistente, sammenhængende og modsigelsesfri. Ligesom man med sit "fornemmeapparat" kan mærke om de føles rigtige, inspirerende og velværegivende. Man kan undersøge om der er logik og "hjerte" i analyserne.

På den måde kan man "afprøve" de mere abstrakte emner i kosmologien.

Så er der alle de emner, der er det primære lige nu, nemlig menneskehedens nuværende nærmeste mål: udviklingen af næstekærligheden.

Her kan man i langt højere grad på en helt konkret, fysisk måde afprøve om analyserne er rigtige.

Nemlig ved at se hvad der sker, hvis man træner sig op i at udøve den mest saliggørende tanke- og væremåde. Man kan i meget høj grad afprøve, hvilke ting der er med til at gøre en selv og sine omigvelser i bedre humør, ligesom det modsatte også kan konstateres. Her kan man nøje studere både når tingene går godt og mindre godt. Studere hvad der var årsag til, at det gik som det gik, og hvad der skal til for at få det til at gå bedre. Og se om analyserne kan støtte vores evne til bedre at lykkes med at skabe velvære og fred i os selv og omkring os.

Og det er for mig at se her, den begyndende kosmiske forskers primære arbejdsfelt er. Det er denne øgede kærlighedsevne, der ligeledes giver adgang til ved intuitivt selvsyn at konstatere analysernes rigtighed.

kh
Jan

Hej Jan

Men det er jo også den situation de fleste af os befinder os i.

Jeg har talt en hel del med min far og min søster omkring eksistensen af gud. Hvis jeg kommer med påstande, som bygger på kosmologien, får jeg hurtigt et forklaringsproblem, da jeg ikke er i stand til at underbygge mine påstande med nogle overskuelige, logiske tankerækker. Jeg ser mig nødsaget til, at henvise til Martinus' litteratur, hvilket jo på en måde er ret absurd, da hverken far eller min søster tror på guddommen som et intelligent tænkende væsen, og derfor ikke er interesserede i at sætte sig ind i kosmologien.

Det, at jeg ikke kan forklare det, jeg selv går og mener er videnskab, har fået mig til at tænke over om det, for mit eget vedkommende, i virkeligheden handler om tro og ikke viden. Når jeg, overfor min far postulerer, at kosmologien ikke er tro, så må jeg nødvendigvis også kunne underbygge de påstande jeg kommer med uden at skulle henvise til en omfattende litteratur. Men det kan jeg altså ikke.

For mig er eksistensen af gud noget af det mest selvfølgelige (tror jeg nok). Men alligevel må jeg tie, når jeg bliver mødt med påstanden om, at gud kun er en skaberkraft, som har sat udviklingen i gang, men som i øvrigt har overladt resten til tilfældighederne. Det er altså ret bedrøveligt :'( For når jeg ikke kan forklare kosmoligen for andre, hvordan skal jeg så forklare den for mig selv.
???

Kære Povl,

Hvad hjertet er fuldt af, det løber munden over med... og vi vil så gerne at vores omverden lærer kosmologien at kende og også får de enestående oplevelser, som vort eget møde med den har givet.

Der findes mange kosmologer som er helt eminente til på stående fod at besvare/forsvare spørgsmål til kosmologien, når de møder nogen som slet ikke kender til det og stiller de kritiske spørgsmål. Men så langt er vi ikke alle endnu. Én ting er selv at lære og forstå det, en anden ting er at formidle det videre. Det kræver forskellige evner og vi må starte med at kravle før vi kan gå. Du kan sammenligne lidt med en lærer; der kan være to lærerer som begge er lige meget inde i et emne, men den ene har nogle fantastiske evner til også at videreformidle det, hvor den anden slet ikke kan få budskabet rigtigt formidlet. Det kræver træning at formulere de millioner af bits tanke-informationer som pisker rundt inde i hovedet - for slet ikke at tale om den flod af følelser der er forbundet hermed. Godt nok er åndsvidenskab ikke raket-videnskab... men det er da tæt på

Det vi starter med at huske bedst fra kosmologien er typisk facitterne, hvorimod de logiske analyser og argumenter som leder hen til disse ikke er så let at huske og genfortælle. Det bedste sted at træne heri er (synes jeg), når man er på Klint og i studiegrupperne eller til aftenkaffen på Terrassen ganske uformelt og i åbne, imødekommende og ikke-dømmende rammer kan boltre sig med snak om livets mysterier.

Jeg selv siger så lidt som muligt til udenforstående. Kun hvis nogle viser oprigtig interesse, så besvarer jeg meget gerne de spørgsmål de måtte have (af skade bliver man klog, jeg har også brændt tungen )

KH...Anette

Hej Poul

Du behøver ikke "forkynde" om Martinus. Martinus siger at der skal vi ikke gøre.
Så skaber det splid, så lad være.

At sten er forskellige kender vi meget til :
Fx beton ved vi giver svigen i øjnene og udslæt på nogle mennesker.

Planter kan man gøre bange, så de lukker sig, det er der lavet forsøg med.

Så noget må de jo kunne "forstå" ?

VH
pelle asc

Hej Povl!

Du kan ikke forklare kosmologien over for andre, medmindre de netop er modnet for den.

Så du kan roligt nøjes med at prøve at forklare kosmologien for dig selv. Jo højere grad du selv føler vished om tingene, jo mindre behov vil du også føle for at overbevise andre.

kærlig hilsen
Jan

Povl wrote:

Det, at jeg ikke kan forklare det, jeg selv går og mener er videnskab, har fået mig til at tænke over om det, for mit eget vedkommende, i virkeligheden handler om tro og ikke viden. Når jeg, overfor min far postulerer, at kosmologien ikke er tro, så må jeg nødvendigvis også kunne underbygge de påstande jeg kommer med uden at skulle henvise til en omfattende litteratur. Men det kan jeg altså ikke.

Hej Povl...

Jeg kan godt følge dig... jeg har haft det lidt på samme måde, men det var i starten og inden jeg var igennem alle LB'erne. I dag henviser jeg til logikken i hans analyser... feks det logiske i, at intet kan opstå af sig selv osv... men jeg gør det kun til dem der vil forholde sig åbent til "mit" syn på livet.

Men kan man ikke også sige, at den "etablerede" videnskab også kan have problemer med beviserne og ind imellem må forlade sig på forudsætninger (tro)? Jeg tænker på, at de feks beregner sig til hvor stort universet er, og ud fra beregningerne, bla slutter, at det udvider sig og trækker sig sammen osv, men de har jo af naturlige årsager ikke alle facts. Alligevel kalder de det videnskab :

kh
Tina :0)

Hej Jan...

Det kan også være en stor opgave i sig selv

kh
Tina :0)

Hej Poul!

Det med at fortælle sine venner eller andre om, hvorfor netop Martinus kosmologi er ”sandheden”, vil man her hurtig opdage, at kun få af disse mennesker har forståelse for det. Martinus påpeger gang på gang, at man ikke skal gå foran forsynet og hvad gør man så? Joe, man kommer meget nemt i starten til at gå foran forsynet, for så at opdage, at man har kastes perler for svin. Hermed får man nogle absolutte nødvendige erfaringer, nemlig at man kun bør tale kosmologi med de mennesker, der er på nogenlunde samme bølgelængde som en selv.

Men disse fejl, man begår i starten, skal man nu slet ikke være så kede af; disse fejl var jo nødvendige, for at man kunne tage ved lære af dem. Ligesom et barn må gennemgå et kravlestadium, inden det kan gå, må vi andre jo også øve os. Martinus kosmologi er ikke noget man kan gøre færdigt i et liv; men det, at man i sit indeværende liv er begyndt på det, betyder at man har sat et frø i jorden og som vil vokse sig til et stort smukt træ med tiden. Da vil den dag komme, hvor vi hver især vil kunne sige ”Jeg er vejen, sandheden og livet”.

Mkh Svend Erik

Vejen til at se Gud går kun gennem Alkærligheden, skriver Martinus i Kosmos 1934 nr. 11 i denne artikkel : KLIK HER

Her skriver han også en del om, hvilke egenskaber hos menneskene, der gør dem modtagelige for åndsvidenskaben.

KH...Anette

PS: Kosmos fra 1936 er nu også online - året hvor flaget blev hejst for første gang Se alle tilgængelige Kosmos her http://www.martinus.dk/content/dk/tidsskrifter/

[quote author=Jan_Schmidt link=board=2;threadid=649;

Det kan man kun vanskeligt, så længe man ikke har den intuitive sans, så man selv kan "se" efter.

Den oplevelse som mineralerne og planterne iflg. Martinus har, er en 100% privat oplevelse. Det er væsenets skuen ind i sit private hukomelseslegeme.

Denne aktivitet er altså af en så højpsykisk karakter, at den kun lader sig iagttage gennem intuitionen.

Men hvis man er modtagelig for de kosmiske analyser, kan man ved at gøre brug af disse få en teoretisk kosmisk bevidsthed, med hvilken man også kan "se". Man kan tjekke efter om analyserne er konsistente, sammenhængende og modsigelsesfri. Ligesom man med sit "fornemmeapparat" kan mærke om de føles rigtige, inspirerende og velværegivende. Man kan undersøge om der er logik og "hjerte" i analyserne.

På den måde kan man "afprøve" de mere abstrakte emner i kosmologien.

Så er der alle de emner, der er det primære lige nu, nemlig menneskehedens nuværende nærmeste mål: udviklingen af næstekærligheden.

Her kan man i langt højere grad på en helt konkret, fysisk måde afprøve om analyserne er rigtige.

Nemlig ved at se hvad der sker, hvis man træner sig op i at udøve den mest saliggørende tanke- og væremåde. Man kan i meget høj grad afprøve, hvilke ting der er med til at gøre en selv og sine omigvelser i bedre humør, ligesom det modsatte også kan konstateres. Her kan man nøje studere både når tingene går godt og mindre godt. Studere hvad der var årsag til, at det gik som det gik, og hvad der skal til for at få det til at gå bedre. Og se om analyserne kan støtte vores evne til bedre at lykkes med at skabe velvære og fred i os selv og omkring os.

Og det er for mig at se her, den begyndende kosmiske forskers primære arbejdsfelt er. Det er denne øgede kærlighedsevne, der ligeledes giver adgang til ved intuitivt selvsyn at konstatere analysernes rigtighed.

kh
Jan

Sikke det regner med visdomsord fra jer alle, jeg følte
noget særligt ved Jan´s ord... :

Måske fordi jeg har virkelig mange sten, som er en hel
naturlig del af livet for mig. :

Kære Anette

Ja, det er jo det. Og når kosmologien efterhånden er blevet ens livsgrundlag er det svært at lade være med at tale om kosmologi, hvis samtalen drejes ind på de mere åndelige sider af tilværelsen.
Der ligger også det i det, at min far bliver 84 år, og han lever jo ikke for evigt (eller - det gør han jo ). Han tror, at når han dør, så "forsvinder" hans sjæl ind i naturens kredsløb, mens han som individ ophører med at eksistere. Det havde været dejligt, hvis far havde forstået, at han aldrig dør. Men det finder han jo selv ud af når han "går over" til den anden side.

Ja, jeg må også se at lære det.

Tusind tak for det link, Anette. Det var lige hovedet på sømmet.

Ja, det er et dejligt sted at være. En slags "åndelig oase"

Kære Pelle

Ja, der bliver mange diskussioner ud af det. Det er dog foregået på en ret fredelig måde. Men det er ret frustrerende. ???

Kære Jan

Nej, det begynder også at gå op for mig. :

Ja, det er måske også det det handler om. At jeg selv tvivler ind i mellem.

Kære Tina

Det er nok det, der gør forskellen.

Ja, og hvad med f.eks. tyngdekraften. Den er der jo heller ingen, som ved hvad er. Alligevel tages den for givet i diverse observationer og beregninger.

Kære Svend Erik

Ja, sådan føles det tit.

Kære Michael

Ja, det gør det sandelig . Tusind tak til jer alle, for de kærlige og vise ord. Det er sødt af jer, at I gider bruge tid på at svare så indgående som I gør.
Det her forum er en "Kosmoligisk guldgrube" takket være de kærlige og engagerede mennesker, som er her.
Og jeg vil også sige, at det, at jeg ikke kommenterer alt det I har skrevet betyder ikke, at jeg ikke reflekterer over det.

Povl wrote:

Der ligger også det i det, at min far bliver 84 år, og han lever jo ikke for evigt (eller - det gør han jo ). Han tror, at når han dør, så "forsvinder" hans sjæl ind i naturens kredsløb, mens han som individ ophører med at eksistere. Det havde været dejligt, hvis far havde forstået, at han aldrig dør. Men det finder han jo selv ud af når han "går over" til den anden side.

Hej Povl,

Har du overvejet sådan lidt tilfældigt at lade artiklen "Gennem dødens port" ligge hos din far... måske vil han i en stille stund kaste et blik på den. Artiklen kan hentes HER

Hvis han føler ubehag ved at tale om emnet, bør du nok undlade at kommentere artiklen eller rykke for om han har læst den. Lad det da være op til ham selv og Gud

Kærlig hilsen
Anette

Anette S. wrote:

Har du overvejet sådan lidt tilfældigt at lade artiklen "Gennem dødens port" ligge hos din far... måske vil han i en stille stund kaste et blik på den. Artiklen kan hentes HER

Hvis han føler ubehag ved at tale om emnet, bør du nok undlade at kommentere artiklen eller rykke for om han har læst den. Lad det da være op til ham selv og Gud

Hej Anette

Tak for artiklen og for forslaget. Jeg har læst dent tidligere, men jeg har kun en dårlig kopi liggende af den, så jeg er glad for linket

For et stykke tid siden talte jeg i telefon med far, og da gled samtalen ind på eksistensen af Gud. Vi talte frem og tilbage i 1½ time. Det siger da noget om, at far har en interesse for emnet, eller hur?

Da jeg mødtes med ham til en familiesammenkomst for en uges tid siden, havde jeg taget Per Bruus Jensens bog "Introduktion til Martinus' kosmologi" med i tasken. Jeg var i tvivl om jeg skulle låne den til ham, men endte alligevel med at gøre det, da han gerne ville læse den. I morgen ser jeg ham igen, og da fortæller han mig nok, hvad han synes om den. Hvis han ikke er helt afvisende overfor bogen, vil jeg overveje dit forslag.

Men generelt vil jeg fremover undlade at bringe kosmologien på banen når jeg er sammen med familien.

Kære Povl,

Det citat Du indleder med, siger jo ikke, som Du udleder, at en sten oplever livet,

(kort fortalt)

Kærlig hilsen
Holger

Kære Holger

Hvordan skal det så forståes?

Kortfattet; Ethvert væsen er genstand for livets oplevelse, -
dvs. Jeg'ets vekselvirkning med livet, (oplever/opleves af livet)
Jeg 'ytrer' mig bl.a. ved at have negle, i dag klippede Jeg dem, men selv om neglene ikke oplever noget, så er det et vidnesbyrd om tilstedeværelsen af et levende væsen,

ganske kort,

Kærlig hilsen
Holger

Kære Povl,

Kan Du 'se' hvad Jeg 'sagde' ?

Kærlig hilsen
Holger

Ja, hej Jer.

Og snart kommer der, måske igennem meditation,
meddelelser fra Atlantis, ud fra trekanterne på :
bjergkrystallerne - sten er meget levende, og giver
ihvertfald mig meget - , de er bare meget stille, men
tænk, når de er nærheden - i millionårig perspektiv,
de har et budskab til os, måske budskabet er -
Alt er såre godt, vi har set det.

Kære Carl Michael,

Martinus skelner mellem stoffet og det levende,
stofsiden og livssiden,
sten (stof) hører til stofsiden, (det døde)

men det betyder ikke, at man ikke kan fornemme den saglighedsenergi, der er forbundet med, og udstråler fra
sten, mineraler, krystaller, m. v.

krystaller med trekanter, det er interessant,
hvorfra har Du dette at det er fra Atlantis ?

spørger Holger,

Med Kærlig hilsen,