Kære RePeet,

Velkommen her i MF,

'Det må Du selv om',

Det korte svar er, at der ikke er nogen mening med Livet,

meninger skabes, alt skabt er underkastet forvandling,

hvis Du i stedet havde stillet spørgsmålet; Hvad er formålet med Livet ?
så har Du allerede selv svaret på det,
'at opleve det', dvs. 'Det evige Liv's oplevelse, af sin egen evige væren',
eller, at bekræfte sig selv som det evigt levende væsen,

Jeg kan evt fortælle en sjov lille historie om samme,

Kærlig hilsen
Holger

Hej RePeet

Velkommen til!

Jeg vil mene vi hver især har vor egen mening og oplevelse der er planlagt allerede inden vi, om man så må sige, ankommer fra vor dagligdag til denne "oplevelses og opgave" periode vi kalder livet.

Vi har opgaver som udelukkende har med vort eget liv at gøre, opgaver der har med flere at gøre, gamle tilstande vi skal udligne eller nyskabe/ændre etc.etc.

Nogle er her som et naturligt led i udviklingen over en meget lang tid, andre i en kortere tid, endnu andre med bestemte opgaver og formål og sådan kunne vi blive ved.

Jeg er overbevist om at de vigtigeste er at være i ethvert NU`med så meget af vort potientale som vi nu kan og derigennem blive mere "hele" og derigennem blive bedre til at mærke/opleve hvad der er "det rigtige" for hver enkelt af os, lige her, lige nu og på bedste og mest oplevelsesberigende måde.

Kh.Pondus

Hej RePeet!

De fleste der giver sig i kast med at studere andet end dagligdagens trummerum, tror jeg er drevet af at finde ud af, hvad meningen med livet er, udfra en tankegang om, at "der må da være noget mere". Indtil videre er jeg stoppet ved Martinus' kosmologi, idet hans forklaring på meningen med livet er den rigtige - set fra mit synspunkt!

Som Holger skrev vender Martinus det hele på hovedet. Livet er det primære, har altid eksisteret, og vil eksistere evigt fremover. En mening er derimod en skabt foreteelse, og derfor er det på en måde forkert at snakke om en mening med livet. Jeg er derfor holdt op med at lede efter meningen, idet skabte foreteelser hele tiden er forandring underkastet. Man kan sammenligne det med en kattekilling, der hele tiden jagter sin egen hale. Det kræver en masse energi, og kattekillingen bliver godt forpustet, men halen flytter sig hele tiden. Man kan derfor blive ved med at jagte meningen med livet, og aldrig komme til en endelig konklusion.

Kattekillingens hale, der hele tiden flytter sig, kan sammenlignes med det begreb Martinus kalder "urbegæret" - det evige begær efter livsoplevelse, der gør, at nye meninger hele tiden "skabes".

Hej "Repeet"

Man kan sige, at meningen er mest mulig velvære for alt og alle i al evighed.

Og det er sådan livet fungerer. Men det er ikke altid, det føles sådan. Men det skyldes alene manglende kosmisk overblik.

Kærligheden er universets grundtone. Men den eksisterer i to komplementærer varianter nemlig som uselviskhed og selviskhed.
Livet er så viseligt i sin evige struktur, at det at være selvisk, at hade, hævne og dræbe også  er noget, man i en vis periode kan føle velvære ved. Og i den periode kan man til gengæld slet ikke føle velvære ved uselviskheden. Og selviskheden er i denne periode helt nødvendig for at få fornyet visdom,  få fornyet sin kærlighedsevne og få fornyet sin lyst til at være uselvisk.

Livet er et evigt kredsløb som skiftevis kulminerer i "himmel" og "helvede" og begge dele er noget, man selv har ønsket, fordi man er blevet mættet af modsætningen. Og der er den pointe ved selviskheden, at den ikke i første omgang opleves som et onde, men tværtimod som den højeste salighed. Først på et langt senere tidspunkt, når man er ved at være mæt af at dræbe - opleves selviskheden som et onde, som et "helvede", som noget man gerne vil væk fra. Og nået dertil, kommer man så også fri af selviskheden.

Men uselviskheden er altså - ligesom selviskheden - også noget man kan blive mæt af - og således opleve som et "helvede".

Når man således er træt af at være selvisk, så får man muligheden for at være uselvisk, og når man er træt af at være uselvisk, så får man muligheden for at være selvisk igen. Og sådan fortsætter det i al evighed i evigt nye variationer.

Man kan også sige at meningen i livet er hele tiden at opnå det, man længes efter. Det, man er mæt af, vil opleves som en slags "helvede", medens det, man længes efter, opleves som "himmerrige",  - uanset om det drejer sig om selviske eller uselviske manifestationer. Meningen er altså omskiftelig. Men i meget lange perioder er meningen at være uselvisk, hvorefter den i en meget lang periode skifter til at være selvisk.

venlig hilsen
Jan

Dette er et  fejl indlæg - må gerne slettes

Velkommen her til forummet, RePeet

Som nogle af de andre har været inde på, behøver svaret på det store spørgsmål "Hvad er meningen med livet?" slet ikke være så kompliceret.

For nogle år siden så jeg en af de her udsendelser i tv, hvor man stiller en række charmerende og "kloge" børn en række "voksenspørgsmål", som de så svarer på - ofte ret underholdende.

Et af børnene - en lille pige - fik netop spørgsmålet "Hvad er meningen med livet?". Uden betænkningstid og som om svaret for hende var ganske indlysende, sagde hun: "Meningen med livet - det er da at leve"...

Og set i lyset af Martinus' kosmologiske analyser var det vel ret præcist svaret.

Venlig hilsen

Petersh

Kjære Jan

Jeg trodde at Martinus mente at vi gikk mot stadig større nestekjærlighet , ikke at vi vekslet fram og tilbake.
Hva sier du ?

Mvh Glenn

Kære Glenn!

Begge dele er rigtigt. Det kommer an på hvilket perspektiv du har på det. Det "korte" perspektiv, hvilket vil sige, de næste mange millioner år, går vi mod øget næstekærlighed. Men på et eller andet tidspunkt om mange millioner år, bliver vi mæt af det, fordi alle muligeheder efterhånden er afprøvede, og vi begynder da at længes efter selviskheden, som da virker som det eneste saliggørende.  Det er sådan vi kommer ind i det rige Martinus har kaldt "salighedsriget", fordi det er dette rige vi kulminerer i velvære.

venlig hilsen
Jan

Hej Glenn...

Jeg vil blot supplere Jans svar til dig med, at Martinus forklarer, at når vi om lang tid er mætte af salighedsriget og går ind i en ny spiral som kloder, så starter vi "forfra" og skal igennem alle 6 riger påny. Vi skal gennem indvikling og udvikling - gennem mørke og lys - gennem selviskhed og uselviskhed.

Dette forsætter i al evighed 

kh
Tina :0)

Hej Holger
Hva blev der af den lille historie du kunne fortælle ?

Hej RePeet

Dit første spørgsmål lød:
Hvad er meningen med livet ? ... ja, ja "at opleve det" ... er det en følelse af at være et med det der sker i dit liv, at være zen med det hele, eller det en tanke, en forestilling om en bestemt "orden", et rigtig og forkert, den rette teori, eller logik eller er det en handling, at gribe ind på grundlag af din viden og dine midler, at forandre, at skabe eller er det forske, søge, udforske... er det at leve, give slip, lade sig forføre... kærlighed, hvor er den... hvor mødes mennesker for at opleve og hjælpe hinanden... hvor samles mennesker og "kæmper" for den gode sag...

Konklutionerne kunne godt lyde som om det blot er en evig trivialitet men hvis du med livet mener dette fysiske liv er det ret så meget mere nuanceret end som så, ganske som ethvert andet og senere forløb som klodevæsner eller hvad vor næste eller sideløbende evighedsprocesser nu måtte være er væsensforskellig i forhold til de tidligere.

I enhver ny "runde" vil temaet være det samme men måden de gennemleves og opleves vil være så forskellig at vi først langt henne i processen vil være i stand til at opleve og forstå en eventuel sammenligning og det vil i sig selv sætte lidt ekstra kulør på tilværelsen.

Den lille piges svar syntes jeg ikke giver særligt meget sammenligningsgrundlag med martinus da hendes svar rummer enkeltheden gennem uvidenhed ganske som spørgsmålet stillet til en filosof, en samfundsforsker, en psykolog etc. ville rumme helt forskellige udgangspunkter for et svar og det er vel egentligt ikke så forskelligt fra de forskellige indfaldsvinkler hver især på blandt andet dette forum udgår fra.

Spørgsmålet (hvis det er fremsat med tanke på dette liv) må således nødvendigvis rumme forskellige svar alt efter vort personlige udgangspunkt, vort væsen, vort intellekt, vor personlige opgave/proces i dette liv, personlige svar anskuet gennem Martinus og andre kilder hvis det er hvad vi kan/vil rumme.

Den gamle sætning om at: De første skal blive de sidste og de sidste blive de første, rummer måske en forklaring der set gennem reinkarnationens briller kunne betyde at de der gennem stræben når toppen går tilbage for at hjælpe de der er på vej, altså også princippet om selviskhed/uselviskhed gennem erfarings-skabelse/tjeneste eller sult/mætheds princippet.

Så mit svar til RePeet vil, stadig set udfra dette liv (de fysiske liv) være at det "rigtige" må være at følge sin intuition og det der giver mest mening for netop den enkelte, gennem respekten for at andre kan have andre udgangspunkter, gennem accepten af, at det der er "det rigtige" i dag kan være noget andet i morgen ikke blot for en selv men for alle.

Nogle kommer ind i livet efter flere foregående livs hårde kamp og er "gearet" tll at få uroen ud af de forskellige legemer og celler, andre for at lære og efterprøve, endnu andre for at yde/tjene eller afvikle gamle årsager/virkninger for derigennem at samle overskud til at rejse videre uden for meget overflødig "oppakning".

Hver eneste lille talentkærne vil være en dråbe til det store hav vi får brug for i andre og senere bevidsthedstilstande hvadenten det bliver som klodevæsner eller noget helt andet. Viden er god at have men visdom gennem erfaring er nu engang bedre.

Alt har sin modsætning, ethvert lys sit mørke men kun gennem erfaring og viden kan vi ændre og påvirke det endelige forløb.

Kh.Pondus

Kære alle! 

Livets mening?

Meningen med livet er kosmisk set, ikke at få en bestemt oplevelsesform, men kun dette ene, at kunne og ville opleve og det vel og mærke i en form, der tilsigter de mest tilfredsstillende oplevelser. Takket være denne egenskab, kan hver eneste gudesøn få sine lokale begær tilfredsstillet i sådan en grad, at det fører til mætning før eller siden, (sult og mætningsprincippet) og på den måde søges der hen imod en ny tilfredsstillende oplevelsesformer eller tilstande. Hvis det ikke var sådan, ville det være den samme oplevelse, vi oplevede, og dermed vil der så ingen kontraster være og heller ikke noget at opleve dybest set.

At et væsen søger mod den mest tilfredsstilende oplevelsestilstand, skyldes ganske enkelt et samspil mellem urbegæret og den højeste ild. Urbegæret er ligesom pendulet i et ur, der søger at tilvejebringe en oplevelsesform og pendulet søger for at uret ”går”, men pendulet er ligeglad med hvad klokken er, og på samme måde med urbegæret, det søger bare for at sætte fut i den højeste ild og dermed bliver alle oplevelser kun et spørgsmål om, at få den bedste oplevelse ud af det.

Martinus siger det meget kort og præcist: Formålet med livet er, at kunne opleve, hverken mere eller mindre. At denne oplevelse altid for hvert eneste gudesøn er et spørgsmål om, at få det bedste ud af hvert situation, kender vi jo fra os selv, da vi i forhold til vores evner prøver, at få den mest tilfredsstillede oplevelse ud af det daglige liv.

[align=center]Med kærlig hilsen     
Svend Erik   [/align]

Rigtigt godt beskrevet Svend Erik især din sammenkædning af urbegæret og den højeste ild, tak!

Kh.Pondus

Kære Pondus, og  'Meningsdannere',

Ja, det er faktist to små historier,
den første var i tiden inden Jeg anede noget om eksistensen af åndsvidenskab, Martinus og det enorme udbud af forskelligartet 'spirituel litteratur', (ca. 23-24 år siden)
min nabo, en voksen mand, spurgte mig en dag; hvad er meningen med Livet ?
han var noget forbløffet over det promte svar, 'der er ingen mening med livet',
han havde en guru og rejste gerne til fx. USA eller andre lande, hvis guruen holdt et stormøde der,
det blev en meget intens time, for han kunne spørge, og så måtte Jeg jo tænke, og komme med eksempler eller realiteter fra det virkelige liv, Jeg husker ikke de mange spørgsmål, men fra start til slut, var mine svar variationer over temaet, 'der er kun den mening, man selv tillægger livet',

hovsa, nu får Jeg besøg,
resten af historien følger snarligt,

Kærlig hilsen
Holger

Den anden historie, er en radio-uds. små 10 år siden, hvor tidl. statsminister Anker Jørgensen fortæller at et kvindligt folketingsmedlem spurgte ham; Hvad er meningen med livet ?. -
det kunne han ikke lige svare på, det tændte spørgsmålet hos ham selv, men han havde ikke fundet svaret,
da Jeg for ½ års tid siden cyklede forbi Christiansborg, og i forbifarten genkendte , A. J. der gik på fortovet, kunne Jeg ikke lade være med at tænke om han mon havde fundet svaret,

Kærlig hilsen
Holger

Hej Pondus! 

Jeg er meget glad for, at du kunne bruge mit svar.

Ser vi det ud fra Guddommen selv, så handler det om at skabe oplevelser, men for at skabe oplevelser, kan disse oplevelser kun skabes gennem kontraster, dvs. at der hele tiden er en spændingstilstand, det vi kender som en udadgående bevægelse (eksplosion) og sammentrækkende bevægelse eller kraft (implosion). Vores univers blev skabt ved en voldsom eksplosion og det er forsat i gang med at udvide sig, men på et tidspunkt vil det trække sig sammen igen. Et kosmisk åndedræt, kalder Martinus det. Men hvad der skabes, er så at sige ligegyldigt, bare det sikre en oplevelse og vel og en oplevelse, der gives mest underholdning for pengene, men det er underlagt karmaloven, fordi alt hvad der skabes vender tilbage til afsenderen (The life is a cabaret).

[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]

Hej Svend Erik

Jeg er helt enig i det du skriver.
Jeg har en nyere artikel jeg har skrevet i september liggende nogle steder på internettet og ville blive glad hvis du kunne ofre tid på at læse den og knytte nogle kommentarer til den.
Jeg er klar over det er meget at bede om men jeg prøver alligevel

Kh.Pondus

[align=center]Der er en mening med livet
- og der er en mening med os alle hver især, uden undtagelse
- og den mening er positiv[/align]

.... hvis man kan tro på dette, så kan meningen med livet, på godt og ondt, i alle dets afskygninger, studeres i hele Det Tredje Testamente, sådan som Martinus så den efter sin kosmiske ilddåb 

Fra Fortalen i Livets Bog:

Kærlig hilsen
Anette

Hej Pondus!

Jeg vil gerne kigge på den på gældende artikel, blot vil jeg bede dig skrive til mig på min mail, som jeg midlertidigt har åbnet.   

mkh. Svend Erik

Kære Anette,

Mine indlæg om emnet ser umiddelbart ud til at være i modstrid med dit indlæg,
egentlig er Jeg ikke uenig med din 'fede' tekst,
Jeg bruger selv af og til, vendinger som; der er en dybere mening med alting,
det er også forståeligt at Martinus i Fortalen netop formulerer sig på denne måde,
- kunne 'ligesom' se ind i evigheden, se Livets mening, -
men længere fremme i LB/DTT støder man på Livets formål, 'General-Formålet', der ikke er skabt, samt analysen af 'mening', der er skabt,
så det giver alligevel mening overordnet set,
i korthed,

Kærlig hilsen
Holger