Nej, det gør han rent faktisk ikke.  

Det han skriver er:

Men det er sult- og mættelsesprincippet i hvert rige, han her omtaler. Det "ubehag" han her omtaler, sætter han i anførselstegn, og  er i denne forbindelse et udtryk for mættelsen af det aktuelle rige.

Allerede fra "Det rigtige menneskerige" er lidelsen jo helt holdt op. Når Martinus i den forbindelse taler om "ubehag", så er det altså ikke det, vi forstår ved ordet ubehag, men en nærmest homøopatisk fortyndet version af begrebet, så vi egentlig ikke har nogen realistisk idé om, hvad det dækker over.

Det har ikke noget at gøre med det, vi forstår ved lidelse, men er alene en længsel efter at prøve noget andet, nemlig at komme videre til næste rige.

Det svarer i princippet til at vi spiser et måltid mad, og når vi er mætte, så holder vi op med at spise. Det er fuldstændigt lidelsesfrit Hvis vi blev tvunget til at spise videre, ville det naturligvis være lidelsesfuldt, men når man kan stoppe straks man er mæt, er der jo ikke tale om en lidelse. Og det er jo sådan, det er i de højeste verdener, man kan stoppe i samme øjeblik man ikke gider mere.

Vi ser her at "ubehaget" er af en noget anden karakter end sådan som vi normalt forstår ordet.

Det er jo kun i ét af de seks riger, nemlig dyreriget at der eksisterer reel lidelse.

KH
Jan

Det er problematisk at skelne ubehag og lidelse i en udredning om hvor vidt der er lige meget ubehag og behag i verdensaltet eller ej. Lidelse er, som du selv skriver giver udtryk for, det lokale ubehag i dyreriget. Men ubehag eksisterer også i de andre riger, selv den guddommelige verden skulle man blive træt af (træthed lig med ubehag).

Ja, men der findes "ubehag" i alle rigerne. A la "jeg har ikke lyst til at være her og må hellere komme videre".

kh
Lasse

tilføjet i kursiv

Hej Jan og jer andre,

Glemte at sige, at jeg mener dette er fordi behag og ubehag er noget skabt, dvs. ikke et abstrakt begreb, men noget skabt, der opleves af levende væsener i et uendeligt antal riger i verdensaltet eller uendeligheden. Måske taler vi forbi hinanden pga. denne skelnen?

Hvis man tænker på behag og ubehag i abstrakt betydning og i en afgrænset mængde, så kan det kun være indenfor en lokal del af det uendelige spiralkredsløb.

Måske virker det som en bagatel, men jeg mener det er vigtigt at adskille evigheden og timeligheden her.

Måske ævler jeg bare, så jeg må hellere stoppe her  :-X :

kh,
Torben

Martinus omtaler endvidere i efterskriftet til Livets Bog Bind 7, mørket som et florfint forhæng.

Det siger jo lidt om hvor lidt det fylder, iflg. Martinus.

KH
Jan

Ja, jeg genlæste det lige, og det er en smuk beskrivelse

Jeg er stadig ikke helt enig  

Behag/ubehag følger sult og mættelse.

Behaget/sulten glider gradvist over i ubehag/mættelse for så igen at glide over i behag/sult. Behaget/sulten reduceres altså med med lige så meget som ubehaget/mættelsen øges - og modsat når behaget/sulten efterstræbes igen. Altså - hele tiden balance i energierne.

Måske overser jeg noget ???

kh
Tina :0)

Det er vel på den måde at der altid findes mer lys i kosmos end mörker, dvs. at eksistens som sådden er et plus. Ellers kan man vel ikke sige at "alt er såre godt" hvis lys og mörker havde väret i absolut balance.Det er vel det faktum at lyset overvejer der muliggör en evig udviklingsrejse,fra mikroverdens relative mörker til makroverdens relative lys. Det vi sultner efter farver vi altid i lys og det vi er mätte på i mörker. Hvis det havde väret balance mellem de to havde vi ikke längre beväget os.

...