Hej Jan....

Jeg ved ikke om det kan tolkes sådan, at Gudesønnen oplever mere behag end guddommen - men i saglighedsriget er der jo kun lykkefølelse og i DEV 1 13.25 står blandt andet om saglighedsriget:

og videre...

og igen

Man kan selvfølgelig sige, at når væsenet er i saglighedsriget, oplever den absolutte Guddom stadig en blanding af behag og ubehag, for at tilfredsstille urbegæret...  

kh
Tina :0)

Måske  

Guddommen er DET HELE.
Gudesønnerne kan flytte sig til forskellige universer for at undevise eller for at opleve noget.
Det kan koste lidelser.
Det kan guddommen ikke han er det hele.
Men kan sikkert godt have lidt ondt et sted.
MÅSKE  
Resten må du vente med til du kommer der.
VH
asc

Hej Jan,

Jeg funderer lige lidt over dine interessante tanker. Og kommer med lidt indvendinger i bedste velmening

Hvis jeg forstår dig ret, så mener du at Gudesønnen på et tidspunkt har mere mørke end lys i sin tilværelse i forhold til Guddommen, der altid oplever lige meget mørke og lys, netop fordi Guddommen oplever alt lys og mørke i verdensaltet samtidigt.

Hvis vi nøjes med at kigge på Gudesønnen for et øjeblik, så kommer retfærdigheden til udtryk, som jeg ser det, ved at han/hun får lov både at kulminere i lys og i mørke, altså oplever begge kontraster lige meget.

Er det derfor nødvendigt at relatere Gudesønnens oplevelse af disse to kulminationspunkter til Guddommens evige oplevelse af begge, for at se retfærdigheden?

Guddommens oplevelse af mørke og lys er jo desuden uendelig, forstået således at da Guddommen oplever alt mørke og lys i verdensaltet samtidigt, så må han/hun opleve uendeligt meget mørke og uendeligt meget lys samtidigt og i al evighed.

Kan man derfor sammenligne denne Guddommens tilstand med Gudesønnens, der jo kun oplever henholdsvis mørke og lys i begrænset form. Gudesønnen oplever jo ganske vist en kulmination i mørke, men det er en af tid og rum begrænset mængde mørke, og altså ikke et uendeligt mørke som Guddommen oplever.

Spørgsmålet er, kan man overhovedet relatere disse to oplevelsesformer til hinanden på denne måde? Den ene er begrænset, mens den anden er ubegrænset, uendelig og evig.

Nu håber jeg, at jeg ikke misforstod det du sagde :

Kærlige spekulative hilsner retur,
Torben

Hej Jan,

Du skriver:

Hvordan kan der være perioder, hvor gudesønnen oplever mere lidelse eller behag end Guddommen  ???

Gud oplever udelukkende igennem sine gudesønner, da vi alle er Guddommens sanse-organer. Så gudesønnen kan ikke opleve noget som Guddommen ikke gør og dermed kan gudesønnen vel hellere ikke opleve mere eller mindre end Gud? Vi er ét  

Gud er evigt det samme væsen. Gud har ingen skiftevis mørke- og lysperiode. Gud er permanent i hvile og permanent vågen/i bevægelse, er permanent et fysisk og permanent et åndeligt væsen, er evigt et kærlighedsvæsen og evigt et drabsvæsen. Når guddommen ikke er et enten eller (lys eller mørke, godt eller ondt), men et både og, så ophæver tilstandene hinanden, neutraliserer hinanden.

Da Guddommen igennem sine skabninger indeholder begge kontraster - kan gudesønnen måske godt - set i et lokalt perspektiv, have det bedre eller dårligere end Guddommen.  Men giver det overhoved mening at tale om Guddommen i et lokalt perspektiv.  For hvad er mørke og hvad er lys  😮  Det afhænger af hvem man er og hvad man sulter efter (Adam blev jo træt af Paradis, som dermed var mørke for ham  )  

Kærligst...Anette

Hej Anette,

Du spørger:

Gudesønnen kan på sin vis ikke opleve noget, som Guddommen ikke gør. Men det Gudesønnen oplever, udgør kun en del af Guddommens oplevelse, derfor bliver det nødvendigvis 2 forskellige oplevelser. I modsat fald var der jo ingen forskel på Gudesønnen og Guddommen.  Men der er jo netop den forskel på de 2, at de evigt har netop de 2 forskellige roller som Guddom henholdsvis Gudesøn.

Du skriver videre:

Men hvad mener du præcis med at tilstandene neutraliserer hinanden? Giver det mening at tale om en neutral oplevelse? Jeg har svært ved at forestille mig hvordan en sådan skulle være. For hvad vil det sige? En uden hverken lidelse eller velvære? Men hvis der hverken er det ene eller det andet så er der vel ingen oplevelse?

Du skriver videre:

Quote:

Da Guddommen igennem sine skabninger indeholder begge kontraster - kan gudesønnen måske godt - set i et lokalt perspektiv, have det bedre eller dårligere end Guddommen.  Men giver det overhoved mening at tale om Guddommen i et lokalt perspektiv.  For hvad er mørke og hvad er lys  😮  Det afhænger af hvem man er og hvad man sulter efter (Adam blev jo træt af Paradis, som dermed var mørke for ham  )  

Objektivt set kan man sige at mørke er overtrædelse af livsloven, dvs. alle former for dræbende manifestationer, medens lys objektivt set er overholdelse af livsloven, altså alle former for livgivende, kærlige manifestationer.

Subjektivt eller oplevelsesmæssigt kan mørke derimod defineres som det, der giver ubehagsoplevelse, medens lys er det, der giver behagsoplevelse. Der er således objektivt set lige meget lys og mørke i verdensaltet, men subjektivt (sådan som det opleves) er der mest velvære, idet en del af mørket (ganske smart  ) opleves behageligt.

Fx vil en person med dræbende væremåde opleve nydelse ved at være dræbende, hvis han mener, at det han gør, er i overensstemmelse med sine idealer. Han kan endda være ganske ubevidst om, at han er dræbende, og tro, at det, han gør, er kærligt, eller det mindste onde, selv om det faktisk ikke er tilfældet. Hvis personen ikke er modtagelig for teoretisk belæring på området, må han før eller siden nødvendigvis selv komme til at opleve det ubehag, han skaber. Men det er er altså ikke før karmaen vender tilbage, at personen selv realistisk oplever lidelsen. Det er altså først her, at drabsenergien opleves af personen som ubehag. Sålænge han er ubevidst i dette ubehag, må han jo opleve den dræbende væremåde som behagelig.

Jeg vil jeg mene, at det er logisk at antage, at Guddommen må have en oplevelse lige nu af alt mørke og lys, som derved må give en slags "gennemsnitsoplevelse" mellem behag og ubehag vel at mærke stærkt i velværets favør, da velværet subjektivt set er det, der er mest af i verdensaltet, iøvrigt i harmoni med at verdensaltets grundtone er kærlighed.

Man kan, hvis det hænger sådan sammen, sige, at Guddommen har den fordel at have permanent evig kosmisk bevidsthed. Det har Gudesønnen ikke; til gengæld får Gudesønnen så salighedsriget for sig selv helt uden nogen lidelsesoplevelse overhovedet. Så på langt sigt har Gudesønnen og Guddommen det lige godt, men på 2 forskellige måder, netop fordi lidelsen og behaget bliver fordelt forskelligt, men i samme kvantum.  Alt andet ville også være uretfærdigt 

KH
Jan

Hej Torben,

du skriver:

Ja, det mener jeg i højeste grad det er. Retfærdigheden må jo gå ud på, at alle væsener er ligestillede. Ingen kan komme til at lide mere end andre, og ingen kan opleve mere salighed end andre. Men det må også, hvis det skal være retfærdigt, gælde Guddommen i forhold til Gudesønnen.  Der er ikke nogen af dem der er mere værd end den anden. Guddommen kan ikke afskediges, men det er der heller ingen behov for, når Guddommen ikke er bedre stillet end Gudesønnen. På den måde er der ikke grundlag for nogen former for misundelse, for Gudesønnen har det præcis lige så godt som Guddommen i det lange løb. Blot på 2 forskellige måder.

Du skriver videre:

Ja, objektivt set er der lige meget lys og mørke, men subjektivt eller oplevelsesmæssigt, er der jo den smarte finesse, at der er langt mere behag end ubehag i verdensaltet, hvilket jo harmonerer med at universets grundtone er kærlighed, og alt er såre godt.

Det mener jeg så godt man kan. Og jeg mener, at det er nødvendigt hvis man skal ransage Guds veje, hvilket Martinus mener, at Gud ønsker man skal.

Hvis man kan se at Gud ikke er bedre stillet end en selv, er det også nemmere at holde af ham og dermed opfylde livsloven, som jo er tanken med hele projektet.  

Og når han således evigt er almægtig, alkærlig og alvidende er han jo en meget inspirerende rollemodel, for de af gudesønnerne, der længes efter at gøre ham kunsten efter.  

Quote:

Nu håber jeg, at jeg ikke misforstod det du sagde :

Det tror jeg ikke.

KH
Jan

Hej igen Jan,

Som jeg ser det er der et problem i mellemregningen (ikke facittet), fordi der sker en sammenblanding af det evige og det timelige. Eller måske kan min hjerne bare ikke følge med  : Jeg skal forsøge at klargøre hvad jeg mener ...

Jeg mener ikke man kan sige at der er mere behag end ubehag i verdensaltet, skønt jeg forstår din pointe, for verdensaltet er uendeligheden. Man kan derimod sige, at der er mere behag end ubehag i spiralkredsløbet, idet størstedelen af spiralkredsløbet foregår i de åndelige riger, samt at en del af mørket opleves som lys af Gudesønnen, hvilket du illustrerede i dit svar til Anette. Men det giver, som jeg ser det, ikke mening at snakke om den samme vægtning af behag kontra ubehag i verdensaltet, idet verdensaltet er alt, både i tid og rum, og det vil sige at man ikke kan tale om en mængde behag eller en mængde ubehag - de er begge til stede i ubegrænset omfang. Kun i en begrænset del af verdensaltet, som f.eks. spiralkredsløbet, kan man tale om en vægtning af behag kontra ubehag, mener jeg

Jeg er helt enig med dig

Men jeg mener der er et problem i mellemregningen. Jeg ved ikke om jeg fik tydeliggjort, hvori jeg mener problemet ligger?

Måske har jeg misfortolket noget, og skal lige tygge lidt videre på den. Men tak for nogle spændende indlæg

kh,
Torben

Hej venner!

Jeg har hverken haft tid eller energi til at læse brevene ovenfor, så måske er det helt hen i vejret, hvad jeg nu skriver, og måske har nogle af jer skrevet det før mig. Men nu hopper jeg ud i det.

Jeg kan jo se, at det kniber med at finde et godt billede på forskellen mellem Guddommens og gudesønnens måde at opleve på. Jeg kom da i tanker om, at Guddommen oplever lys og mørke på samme tid ligesom vores kære jordklode. Gudesønnen oplever kun én ting ad gangen.

Herefter kan man jo så spørge videre, om det er bedre at være Gud end gudesøn. Umiddelbart kan jeg ikke se det.

Ok, det var bare et skud i tågen :
Søren

Min umiddelbare fornemmelse er, at der totalt set er lige meget behag som ubehag.

Jeg mener dette fordi, alt er energi. Energi omformes - er i bevægelse, og livslovene vil altid sørge for at opretholde Status Quo - altså balance.

Hvis vi et øjeblik lader som om, at alt energi er en afgrænset masse (for anskuelighedens skyld), der både rummer ubehag og behag, så må grænsen mellem disse 2 former være flydende. Gudesønnerne oplever ændringen glidende - Guddommen det hele på een gang - som flere af jer jo også skriver.

Det er vel lidt ligesom i vores krop. Cellerne er gudesønnerne og her er vi Guddommen. Vores celler kan jo godt opleve rædsel uden at vi bemærker det ? Tænk bare på hvad der sker når vi hælder alkohol i hovedet. En stor del af lever-cellerne synes garantere at det er en sand gru,  😮 mens en større del af cellerne synes det er vældig sjovt..    Altså er der forskel på Gudesønnernes oplevelse - nogle har det rigtig træl - andre har det rigtig dejligt, mens Guddommen har en total-oplevelse.

Er jeg ved at komme ud i noget værre ævl her - eller giver det mening ???

Behagelige hilsner
Tina :0)

hov - glemte jo lige det om balancen... men den må vel komme når Guddommen oplever tømremændene dagen efter ???   :

Tina :0)

Quote:

hov - glemte jo lige det om balancen... men den må vel komme når Guddommen oplever tømremændene dagen efter ???   :

Ja, man kan blive helt svimmel af de tanker

Hej Torben,

du skriver:

og videre:

Men Spiralkredsløbet er jo verdensaltet, idet alt hvad der eksisterer er indeholdt i det uendelige spiralkredsløb, samtlige gudesønner har hjemme i spiralkredsløbet. Der findes jo ikke noget, der ikke er i spiralkredsløbet.

For mig at se er det indlysende, at der oplevelsesmæssigt må være mere behag end ubehag i verdensaltet, ellers ville det for mig ikke give mening at sige, at verdensaltets grundtone er kærlighed. Så skulle man vel nærmere sige at grundtonen var neutralitet.

Det er iflg. analyserne hævet over tvivl at Gudesønnen oplever mere behag end ubehag.

Når dette gælder for Gudesønnen, må det samme nødvendigvis også gælde for Guddommen, ellers ville det da være uretfærdigt, for så ville Guddommen være dårligere stillet end Gudesønnen...

Kh
Jan

Hej jan...

Når du mener at der nødvendigvis må være mere behag, fordi grundtonen er kærlighed, er det måske så fordi du mener at ubehag ikke er udtryk for kærlighed ???

Martinus mener jo at ubehaget er udtryk for den højeste kærlighed, idet det giver væsenet mulighed for selv at oplevet hvad der er godt og hvad der ikke er og dette vil væsenet jo først når det har fået "nok" lidelse / ubehag...

kh
Tina :0)

Du har ret. Men det betyder jo ikke dermed, at det er udtryk for kærlighed at skabe så meget ubehag som muligt.

Det er udtryk for den højeste kærlighed at skabe mindst mulig ubehag og mest mulig behag.

De kosmiske analyser viser jo netop også, at det levende væsen har langt mere behagsoplevelse end ubehagsoplevelser. Og det kan da kun siges at være guddommeligt, at være såre godt.

Hvis man som et tankeeksperiment forestillede sig, at der var præcis lige meget behag og ubehag, så ville det da være en mindre kærlig indretning af universet end den nuværende. Den mest kærlige indretning, må vel være den der giver de levende væsener mest mulig salighed, og ikke mest mulig ulyksalighed?

KH
Jan

Hmmm... jeg kan helt sikkert følge din pointe, men er nu stadig i tvivl...  

Lad os se hvad andre evt kommer med  

kt
Tina :0)

Jeg har hørt at nogle kosmologiinteresserede på et tidspunkt har forsøgt at regne ud hvor stor en del af de samlede oplevelser ubehaget udgøre. Jeg forsøger mig også lige med lidt tal-magi.

Vi starter med spiralkredsløbet. Her er det kun i dyreriget ubehaget for alvor optræder (det findes også i meget mild form i de højere riger i form af træthed, men det ser vi bort fra) dvs. 1/6 af tiden.

I dyreriget er det primært i den sidste halvdel at det gør ondt dvs 1/2 af tiden. Vi er nu nede på 1/6*1/2=1/12.

I den sidste halvdel af dyreriget sover vi ca. 1/3 af tiden. Så er vi nede på 1/12*1/3=1/36.

Og så gør det jo ikke ondt hele tiden når vi er vågne her i den sidste del af dyreriget....træk selv fra

Men selvom at det er 'så lidt', kan ubehaget jo godt fylde overeordentligt meget i et enkelt lokalt liv og dermed kan modsætningen til behaget skabes

check lige symbol nr 12.

Til denne skriver Martinus, at alle riger har lige meget behag og ubehag (kontrastprincippet) - se pkt 1579 side 1829 sidste afsnit.  - LB 4

kh
Tina :0)

Hej Jan,

Nej, det blev nok lidt uklart. Det jeg mente var et lokalt spiralkredsløb eller et enkelt kredsløb, fra plante til salighedsrige. Det er klart at verdensaltet er hele det uendelige spiralkredsløb både opad i makrokosmos og nedad i mikrokosmos :

Jeg mener dog stadig ikke man kan tale om mere eller mindre ubehag i verdensaltet som helhed, kun i et lokalt spiralkredsløb. Det er som at sige: der er flere galakser end solsystemer i verdensaltet, hvilket ikke giver mening, da der er et uendeligt antal af begge dele. Det samme med behag og ubehag i hele verdensaltet. Der er ikke mere af den ene slags, der er uendeligt meget af begge dele.

Igen, måske tager jeg fejl, jeg tygger videre på den  

kh,
Torben

Ja. Og det er pga. sult og mættelses princippet. Når jeg opstiller det lille regnestykke, så er behag og ubehag 'målt' udfra vores perspektiv her i slutningen af dyreriget, hvor ubehaget er mest fremtrædende eller kulminerende. Fra det perspektiv er ubehaget i de andre riger nærmest ubetydeligt. Men når man lever i rigerne er ubehaget der selvfølgelig. Når man er mæt af noget bestemt har man ikke lyst til at spise det mere og hvis man skal, er der ubehag forbundet med det.

Min konklusion er at der må opleves lige meget af behag og ubehag, men at det udfra et lokalt perspektiv godt kan se ud som om der er mere behag end ubehag.

kh
Lasse