Hej Søren

...

Jeg tænkte mere på Martinus' beskrivelse af vores erkendelse. Martinus taler om "Livets tale", som efterhånden lærer os hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Den del af kosmologien er for mig at se som pragmatismen, dvs. vores erfaringer viser os hvad der er rigtigt og forkert. Martinus går så skridtet videre og siger at der er evige love og absolutte sandheder og dem er man i pragmatismen ligeglad om findes (med mindre "de virker").

Det har du nok ret i. Det er vigtigt at huske når man er sammen med andre at forstå både deres og ens egne begrænsninger som sandhedssøger.

kh
Lasse

Hej Lasse!

Dér er vi ganske overens. Pragmatisme kan kun beskræftige sig med at forklare sig selv. Den kan blive en pratisk rettesnor for sandhedsbegrebet som noget relativt (enhver er salig i sin tro), men ikke beskæftige sig med, hvad sandheden er for alle mennesker på én gang. Bortset fra at de alle er salige i deres tro.

Og det er også ganske rigtigt, som du skriver, at Martinus her går et skridt videre og stiller spørgsmålet: Hvordan bærer de sig ad med at opnå salighed (i deres tro)? Og i sit svar peger han på livsoplevelsen, som han derpå analyserer. Det sker fra LB 1, stk. 1 og fremefter. Dermed kommer principperne for livsoplevelse på banen, og så er vi godt i gang med at bygge dette verdensbillede op. Og det er også rigtigt, at det er "livets direkte tale", der skaber ny erkendelse, nye sandheder og for folk som dig og mig også et behov for at finde noget, der går igen, som vi kender det fra døgnkredsløbet og de andre kredsløb. Noget der gør det nemt at genkende sandheden - også som andre opfatter den i deres tro på den.

Et stort verdensbillede er det, vi finder hos Martinus. Det største og mest elementære på én gang. Ikke spor indviklet efter min mening, men tværtimod med brug af en række velkendte almenbegreber som sult og mættelse, kontraster osv.

Så simpelt er det, at man næsten kan ærgre sig over ikke selv at have fundet det. Jeg slutter denne mail med et citat af Kant, som passer godt ind i helheden på dette sted:

"Oplysning er menneskets udtræden af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er en manglende evne til at bruge sin forstand uden andres ledelse. Denne uduelighed er selvforskyldt, hvis årsagen er en mangel, ikke ved forstanden, men ved ubeslutsomhed og mod til at bruge forstanden på egen hånd; derfor er oplysningens valgsprog: "Hav mod til at bruge din forstand."

Bemærk, at Martinus i "Bønnens mysterium" taler om "mental ugidelighed".

Undskyld, at jeg nu bliver usammenhængende og lader indfaldene komme af sig selv, men jeg er søvnig.

kh Søren

Søren, du får næsten alt til at være tro eller relativt

Hvorfor skal vi have tro med ind i pragmatismen? Ideen er jo netop at droppe alle de generelle kategorier med mindre 'de virker' (men det kan jo være at det virker for dig og så er det vel ok, men det er ikke givet eller et faktum).

Ja, det kan godt være lidt besværligt at skulle tænke sig om - det er også arbejde

kh
Lasse

Hej Lasse!

Er det ikke netop det, jeg skriver? Uddyb venligst, hvis du finder en uoverensstemmelse!

kh Søren

Hej Søren

Det var mest "Bortset fra at de alle er salige i deres tro." jeg studsede over. Jeg kan ikke se hvordan du faar det ind i pragmatismen.

kh
Lasse

Hej Lasse!

Næh, men tiden går jo også, og det kan være svært at huske, hvad der har været talt og skrevet. Her er et citat af mig selv:

kh Søren

OK. Jeg er dog stadig lidt i tvivl om hvad du mener. Udlægger du kosmologien fra et pragmatisk synspunkt eller mener du at kosmologien bygger på et pragmatisk grundlag?

kh
Lasse

Hej Lasse!

Jeg ved ikke, hvad Martinus bygger på andet end sin kosmiske bevidsthed. Men i sine analyser udlagde han denne som ren pragmagtik. Du og jeg og Martinus er i lige i øjeblikket salige i troen på "lyset" som vores ledestjerne. Men ikke så snart har vi passeret halvdelen af den guddommelige verden, så går vi efter "mørket", fortæller Martinus. Vi tager, hvad vi kan bruge, og lader resten ligge. Og det gælder både lyset og mørket. Så pragmatismen gør sig gældende gennem hele det evige verdensbillede, som Martinus har set og udlagt ved at bygge på sin kosmiske bevidsthed.

Udtrykker jeg mig stadig lige diffust?

- spørger Søren

hmm... måske

Det er blevet mere klart for mig hvad du mener med at være salig i sin tro. Som jeg forstår det hentyder du til det at være salig i sit nuværende største lys og at dette lys forandrer sig i takt med vores indvikling og udvikling. På nogle tidspunkter vil noget opfattes som lys mens det samme noget på andre tidspunkter vil opfattes som mørke. Det er vist det som hedder perspektivprincippet i kosmologien.

Jeg selv havde de mere grundlæggende principper og love i tankerne i mine seneste indlæg. Så måske har vi bare talt på forskellige niveauer?

kh
Lasse