Hej Alle.

Kernen i det jeg forsøger at afdække med dette emne, ligger nok gemt i lokalperspektivet, mere end i det overordnede perspektiv.

Det er fint nok at forsøge at se tingene med Guddommens øjne, og fra Guddommens perspektiv, for at kunne forstå selve Guddommen og dennes opbygning og virkemåde.

 Men vi vil jo altid være en individuell bevidsthed , og kan derfor aldrig komme til at se tingene med Guddommens øjne, det kan kun Guddommen selv, for det at se tingene fra Guds perspektiv og det at forstå hvordan tingene er opbygget og ser ud, set med Guds øjne, er 2 forskellige ting.

I vores oplevelsesverden, er vi altid adskilte fra "noget", vi kan nok føle samhørrighed med verdenaltet og med alt i det, men denne følelse er alligevel individuelt følt af lige en selv, på det punkt man selv er i livets spiral, , så at forstå intellektuelt at alt er såre godt, er ikke ensbetydende med at alt så er såre godrt, i det nu man forstår det i, for lige ens egen person eller for andre omkring en.

 Det er netop denne oplevelse af at noget IKKE er såre godt, der er drivkraften bag vor udvikling, for hvis ikke man fik den oplevelse/lærdom så ville man jo ikke ændre adfærd i positiv henseende.

 Forsvinder ens skelneevne, mellem godt og ondt, vil nman derfor ikke længere udvikle sig særligt meget eller hurtigt, motivationen forsvinder, idet alt jo er som det skal være, der er ingen grund til forandring eller til at lave om på verden eller for den sags skyld, på sig selv, jeg kan jo ikke være anderledes, (og karmaen skal nok lære mig det jeg skal lære, det behøver andre ikke bekymre sig om).

 Indtager man denne holdning, er der jo så også fare for, at man selv holder helt op med at hjælpe andre, intellektuelt, ved at give udtryk for hvad man selv føler er "rigtigt" eller "forkert".

 Der er ingen vejlendning, intet "ledelys" ingen "retningsangivelse", i at man bruger den overordnede argumentation om at alt er såre godt, i lokalperspektivets sammenhænge.

 Alt man gør, er vel blot at indgyde andre "skyldfølelse" eller "frygt" hver gang de påpeger at "noget" burde ændres, for da bliver udtrykket om at alt da er såre godt, blot til en "påtale", af at "når du ikke kan se det, så er du IKKE ok, endnu, du skal slet ikke fokusere på at skelne mellem sort og hvidt (som vi jo netop er her for at lære at gøre), men i stedetfor skal du lære at opfatte alle ting som værende "lige gode" eller lige gavnlige.

 Martinus selv har jo udtalt, at grunden til at han måtte inkarnere bla.a var at der var behov for en vejledning omkring poludviklingen, behov for en vejledning omkring åndsvidenskaben, o.s.v. altså har Martinus selv givet udtryk for at noget var "forkert" forståët/opfattet, og at hans materiale kunne afhjælpe nogle af de misforståelser mange havde på bla.a disse områder, men ingen beskylder jo Martinus for at tale "imod" tingenes tilstand, eller for at ville gribe ind overfor denne tingenes tilstand, med sine opfattelser og analyser.

 Martinus taler meget om at den eneste vej til udvikling (her i vores nu) går via udvikling af medlidenhed og medfølelse, men hvis man i stedet udvikler den intellektuelle holdning, at alt er som det slkal være, så kunne man jo få den følgeeffekt at en sådan holdning, at man ikke lider med nogen, eller føler med nogen, fordi man så oplever andres lidelser som værende gode (for dem, de ser det blot ikke selv) og hvorfor føle med på andres smerter når man nu ved at det de føler er til gavn for dem selv, og ikke til skade eller noget negativt.

 "Demonstration", er jo ikke et udelukkende negativt ord, man demonstrerer jo blot sine opnåede færdigheder, ved at indtage holdninger og give udtryk for disse, overfor andre mennesker, og det alene er meget forskelligt fra at GÅ i demonstration mod noget konkret.

 Når man undervises, f.eks i en skole, så har man jo en lærer, og denne lærer kan godt mene at alt er såre godt, vedkommende har et godt job, alle eleverne er lige hvor de er i nuet, i individuel forståelse, man har alle nødvendige undervisningsmaterialer til sin rådighed, og bruger timer på at forklare sine elever om forskellene på rigtige og forkerte "facitter", hvilket jo er såre godt, idet det er ens opgave som lærer at gøre dette.

 Men indtager ens elever den samme opfattelse, og vil begynde at opføre sig som læreren, så går disse elever jo væk fra det område de selv burde fokusere på, nemlig at tilegne sig de lærdomme, som de endnu ikke har.
 Da gavner det intet at læreren siger, alt er helt som det skal være, set her fra katederet af,  for siger eleven det samme, når tingene ses fra eleven "plads" i klassen, så er motivationen for at tillære sig det man "mangler" at lære, jo væk, man skal jo blot indtage lærerens opfattelse, og stole på at alt er som det skal være, og det er da meget lettere, end selv at arbejde sig frem mod noget, som jo ikke kan være bedre end nuet, hvori alt er såre godt, men som blot kræver arbejde af en selv, og derfor er "besværligt".

 Alt man behøver at lære bliver så blot dette, at alt er såre godt, du må ikke have sympatier eller antipatier, du må ikke anse noget for at være godt og andet for at være dårligt, du må ikke være uenig i det dine omgivelser foretager sig, du må hverken dømme, bedømme, fordømme eller overhovedet skelne mellem lys og mørke, for begge dele er lige nødvendige, og derfor lige gavnlige, på hvert sit felt, så der er reelt set ingen forskel på godt og ondt, kun forskel i hvor den enkelte ser tingene fra.

 Altså kort sagt: Om man giver læreren det ene eller det andet svar i undervisningssammenhængen, er underordnet, alle svar er lige "gode", de er blot udtryk for forskellige udviklingsperspektiver.

 Jo, set fra lærerens synsvinkel kan eleverne jo ikke svare anderledes end de er blevet uddannet til, men set fra elevens side, er der da konkrete og meget forskellige virkninger, på om man bruger en forkert opfattelse/ eller giver et forkert svar, og på om man har forstået tingene rigtigt, og kan svare rigtigt, og dermed har "udviklet" sig i den rigtige retning.

 Al motivation til at gøre det vi er her (som elever) for at lære at gøre (at skelne mellem lys og mørke, godt og ondt) er så væk, og man er blevet "lunken".

 Som jeg ser det.

 Hvordan lærer om noget er rigtigt eller forkert, hvis der ingen reel forskel er, fordi man indoktrineres til at tro, at det forkerte også er rigtigt, for den der gør det ?

 Hvorfor overhovedet fremhæve Martinus som en der har de rigtige svar på alt, hvis alle svar er "rigtige" i det overordnede perspektiv ?

 I en "eksamenssituation" er det af stor betydning at man kan give så mange rigtige svar som muligt, man "dumper" hvis ikke man har forstået og kan forklare hovedparten af materialet rigtigt, og vi står netop i en "eksamenssituation" lige her og nu, og har brug for at kunne definere forskellene mellem at give eller ikke at give, (vand, mad , klæder) eller at have medfølelse eller ikke at have medfølelse (besøger de syge eller de i fængsel, eller ikke), og uden at anderkende og give udtryk for at der er en forskel, mellem rigtigt og forkert, ville der ikke være noget udgangspunkt for at nogen kunne examineres overhovedet.

 Dommens dag, skelnen mellem får og bukke, højre og venstre side, o.s.v. ville da være begrebe/lignelserr vi intet har at bruge til, og ganske overflødige i det materiale Martinus selv henviser til er det grundlag hans egne analyser er videreført på.

 Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar

Grunden til at du oplever, at vi er mange herinde, der forsøger, at se tingene med Guddommens øjne, er nok, at det netop er dette, der er målet, for menneskenes udvikling. Det er sandheden, som vi dels kan opleve gennem de erfaringer, vi hver især har med os, og dels kan forstå med ved hjælp af vores intelligens - selvfølgelig godt hjulpet på vej af Martinus' kosmiske analyser. Da dette er et forum for mennesker, der er interesserede i Martinus' analyser, er det måske ikke så overraskende.

Jeg er sikker på, at du vil finde mange livlige debatter om, hvad der er godt, og hvad der er ondt i forskellige debatfora, hvor brugerne primært stimuleres af de to testamenter, som kom før Martinus' tredje. (Det er jo din baggrund, ved jeg - og måske er det derfor, at du endnu ikke helt kan godtage kosmologiens højeste facit).

Blot fordi jeg glædes over at se livet som grundlæggende godt, betyder det jo ikke, at jeg er en iskold kyniker. Tværtimod oplever jeg skam både behagelige og ubehagelige sider af livet.  Men når jeg gør livets regnestykke op, så er det da dejligt, at overvældes over tilværelsen i al sin stråleglans - i stedet for at dyrke eller "føre krig" mod de ubehageligheder, vi i denne zone af spiralen skal gennemleve og lære af.

Jeg synes i øvrigt, at Martinus' benytter to geniale pædagogiske fif, for at understrege livsoplevelsens to behagskontrasters sande identitet:

- Han introducerer betegnelserne "det behagelige gode" og "det ubehagelige gode"
- Han sætter anførselstegn rund om ordene "ondt" og "godt"

Venlig hilsen

Petersh

Hej alle

Martinus skriver:

47. Kristendommen i sin absolutte renkultur er livets allerhøjeste bevidsthedstilstand. Den et ét med Guddommens bevidsthed. Men den er ikke blot en højeste guddommelig bevidsthedstilstand, den er fundamentet for en lige så høj guddommelig alkærlighedens væremåde. Den kan udelukkende kun tilegnes ved udvikling igennem det daglige livs oplevelser af ondt og godt. Der foreligger absolut ikke nogen som helst anden vej til denne alkærlighedens væremåde end netop ved udvikling, der igen er det samme som "nydelsen af kundskabens træ", der betyder det samme som væsenets daglige oplevelse af ondt og godt. Resultatet af denne oplevelse afføder væsenets udvikling eller vækst fra en lavere livstilstand til en højere. Og således er alle jordens levende væsener underlagt denne vækst. Alle levende væsener er altså på vej mod en højere og højere tilværelsesform. Og det jordiske menneske er nu nået frem til at stå for tur til at skulle blive det færdige menneske i "Guds billede efter hans lignelse". Men det sker absolut kun ved vækst og ikke ved nogen som helst kunstige midler. Den absolut eneste vej til målet er alkærlighedens vækst i væsenet. Den alene gør mennesket til Guds billede efter hans lignelse. Igennem bønnen kan mennesket få overordentlig stor hjælp til at gå vejen, men absolut ikke til at forkorte den. – Kristendommen i sin overjordiske renkultur, fri for al påført jordisk hedenskab, udgør en allerhøjeste visdommens og alkærlighedens væremåde i selve Guds eget billede efter hans lignelse, hvilket igen vil sige den livsoplevelse og væremåde, Gud har bestemt for livets allerhøjeste åndelige sfærers eller tilværelsesplaners hjemmehørende levende væsener. Derfor er alle disse væsener ét med Gud. – Kristendommen er således i sig selv Guds hellige ånd. Den vil velsigne og gennemstrømme menneskene med livets allerhøjeste visdoms- og alkærlighedsinspiration, når de er nået igennem mørkets passage og er blevet forvandlet fra djævlementaliteten til de færdige mennesker i Guds billede efter hans lignelse. Og det er en verden af sådanne færdige mennesker, der vil komme til at danne det bebudede himmeriges rige, der rummer både den fysiske og åndelige verden. Og herfra vil menneskene forlade den fysiske sfære og stige mod højere og højere guddommelige visdoms- og alkærlighedssfærer i det evige uendelige verdensalt. Jeg kan ikke her komme nærmere ind på dette emne, men må henvise til mit hovedværk "Livets Bog". Vi skal blot endnu her tilføje, at kristendommen, som allerede nævnt, er livets allerhøjeste bevidsthed eller mentale tilstand, hvis udslag er kulminerende visdom og alkærlighed. Det ufærdige menneske kan umuligt tilegne sig den ved en viljesakt, ligegyldigt hvor meget det så end måtte ønske det. Den kan derfor umuligt tilegnes hverken ved dåb eller nadver eller andre religiøse ceremonier. Disse kan, hvis de er båret af kærlighed i forbindelse med bøn, være udmærkede støtte- eller hjælpemidler på vejen til det store mål for væsenet, at blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse, men de kan umuligt skabe genvej eller forkorte vejen til dette store, evige lys.
Den Intellektualiserede Kristendom, stk. 47.

Med kærlighed

Lars

Hej Lars1

Det daglige livs oplevelser af godt og ondt er, som Martinus skriver i dette uddrag fra "Den intellektualiserede kristendom", forudsætningen for tilegnelsen af den højeste viden og oplevelse af livet som værende såre godt.

Det er disse oplevelser - gennem talrige inkarnationer - der har udviklet den intelligens, følelse (og gryende intuition) hos den åndsvidenskabeligt interesserede. Dermed er de evner skabt, der gør, at han eller hun nu kan begynde at forstå livet som andet et blot et spørgsmål om "godt" eller "ondt", men som en logisk plan, der som sit klimaks blotlægger livet som en velsignelse for det levende væsen.

Venlig hilsen

Petersh

 Hej Petersh.

Jeg vil nu ikke påstå at mange indenfor kosmologien altid eller kun ser tingene fra det overordnede perspektiv, som værende såre gode, det gør vi sikkert allesammen på et overordnet niveau, og jeg er ikke uenig med denne "overordnede" opfattelse, overhovedet, men blot lidt skeptisk overfor i hvilke sammenhænge man bruger denne "overordnede" livsanskuelse.

Jeg syntes måske nok at denne overordnede synsvinkel, bruges for tit og i de "forkerte" sammenhænge, af nogle herinde, men det er jo også "såre godt", for så kan vi jo netop berøre emnet, på den baggrund.

 At Martinus retfærdiggør det onde, som værende en nødvendighed for at udvikling kan foregå, er ikke, set i lokalperspektivet, det samme som at så er alt ondt vi oplever her, godt, det eneste gode ved det onde, er netop at vi så kan adskille dette onde, fra det der virkeligt er godt, så det er for mig en "omskrivning" af sandheden, på en sådan baggrund derefter at definere det onde som værende noget godt.

 Det er ikke forkert at dyrene slår hinanden ihjel, da disse lever på et primitivt stadie, hvor det er naturligt at dræbe og via dette at overleve og lære nødvendige lærdomme, men det er forkert at vi mennesker på vort nuværende udviklingstrin slår ihinanden ihjel, og at blive ved med at slå ihjel, bremser vore udviklingsmuligheder, og fastholder os i mørket.

 Derfor må vi internt mellem os mennesker, definere det at slå ihjel som værende forkert for os, og ondt mod de det går ud over, og ikke blot sløre tingene via udtalelser om at det da ikke er forkert at slå ihjel, (hvis blot man er et dyr, eller selv syntes at det er rigtigt).

 På et hvert udviklingstrin er der ting/forhold der er gode eller midre gode ( for at blive i Martinus termer), men kan vi ikke på det enkelte udviklingsstadie, tillade os at betegne tingene som enten gode eller mindre gode, (altså med "normale" ord for dette, som gode eller onde), så kan vi jo ikke være til nogen hjælp for hinanden, hvad angår den konkrete udvikling der skal foregå, lige på det sted vi er på i nuet.

 Så det er mere den brug at udtrykket "alt er såre godt" jeg selv oplever tager hensigten væk fra enhver dialog, jeg er "imod", end det overordnede syn, der som en standardforklaring kan bruges på alle forsøg på at adskille lys fra mørke, i forbindelse med at dette udsagn gør alt til "noget godt".

 Som Lars nævner, er der en konkret forskel på hvornår vi har en dialog omkring nuet, og hvornår vi taler om de overordnede perspektiver, og det er her jeg tit føler at de overordnede perspektiver tages i brug, og fjerner (uhensigtsmæssigt) den positicve virkning og effekt, dialogerne omkring "rigtigt" og "forkert" gerne skulle have, i det konkrete nu vi har dem i.

 Definationerne givet os i biblen omkring disse ting, er jo ikke "overskrevet" blot via Martinusses analyser, det ville jo blot svare til, at det vi har tillært os omkring rigtigt og forkert, på baggrund af biblen eller andre religiøse trosbaserede fremlægninger, er spildte kræfter, for her kommer så Martinus på banen, og via ham kan vi så nu forstå, at alt vi har lært hidtil er "forkert", der er slet ikke forskel på rigtigt og forkert, så væk med biblen og alle andre ledelys, nu vi har Martinus.

 Altså gjorde både Moses og Jesus noget der var forkert, da de prøvede at få os mennesker til at forstå at der skam da var en forskel på disse begreber, og at man overhovedet kunne gøre ret eller uret.

 Martinus siger jo helt konkret, at ingen kan gøre eller lide uret, så alt vi gør er altså rigtigt, også når vi (mennesker) slår ihjel eller piner Jesus på et kors, også selvom Jesus selv i situationen beder for at de som piner ham, må blive tilgivet (for det forkerte de gør) fordi de ikke selv ved at det de gør er forkert.

 Jamen det var jo slet ikke (efter Martinus ord) forkert, så hvorfor skulle de tilgives ?

 Så den måde vi vender og drejer alt intellektuelt på, kan altså efter min opfattelse fordreje sandhederne, så de, i stedet foir at blive "klare" , bliver tilslørede, og ikke er til nogen gavn for os , i forbindelse med den udvikling vi har behov for skal ske, lige her i det nu vi lever i.

 Lars1 : fint citat fra Martinus, som netop giver udsagn om at det at definere godt og ondt, og at adskille disse begreber fra hinanden, i et hvilket som helst "lokalperspektiv", er afgørende for hvor livsoplevelse og udvikling.

 Kærlige Hilsner fra Avatar.

   Kærlige Hilsner fra Avatar.

Avatar wrote:

Jeg syntes måske nok at denne overordnede synsvinkel, bruges for tit og i de "forkerte" sammenhænge, af nogle herinde, men det er jo også "såre godt", for så kan vi jo netop berøre emnet, på den baggrund.

Hej Avatar

Hvis alt er såre godt, hvordan kan der så være noget, der ikke er såre godt? Hvordan kan det pludselig være forkert, at alt er såre godt?

Har du nogle konkrete eksempler, hvor der er noget, der er så skidt, at det ikke kan være en del af guds plan?

Venlig hilsen

Petersh

PS: I citatet fra "Den intellektualiserede kristendom" tidligere i denne tråd, skriver Martinus: "Jeg kan ikke her komme nærmere ind på dette emne, men må henvise til mit hovedværk "Livets Bog". Hermed er opfordringen givet videre til interesserede, der ønsker at finde forklaringen på, hvorfor alt vitterligt er såre godt!

Hej Petersh.

Jo, vi taler jo netop om 2 forskellige "perspektiver" at se ud fra, og det er sammenblandingen mellem disse jeg føler er uhensigtsmæssig.

Der er ikke noget der i sidste instans ikke er "godt" for noget, det har du helt ret i, men det onde har jo netop sin "retfærdiggørelse" ved at det sætter det gode i relief, og derfor er det "onde" altså også i sidste ende noget positivt, men her er der jo netop tale om "i sidste ende" og altså ikke tale om her og nu.

  Og det onde er stadigvæk ondt her og nu, i sig selv og i sin "natur", på samme måde som man ikke kan kalde mørket for lys, blot fordi det har den "gode" effekt, at det synliggør lyset, mårke er mørkt og det onde ondt, i den form det har her og nu.

  Netop din formulering omkring, at hvis alt er såre godt, hvordan kan der så overhovedet eksisteree noget der ikke er godt, viser mig at den intellektuelle "osteklokke", kan bestå i, at man forsøger at fornægte nuet man lever i, og på ren intellektuel måde, skærmer sig mod alt "ondt" eller alle former for forskelligheder ved hjælp at udtrykket "alt er såre godt", og faren heri består så netop i, (som jeg ser det) at man selv holder op med at vurdere, definere og sætte skel imellem hvad der er godt og ondt (eller måske med bedre ord, positivt og negativt at gøre), lige her i vor egen konkrete udviklingssituation.

  Derved går man i "stå" rent udviklingsmæssigt, for det er jo kun ved at lære, og altså ved at ændre adfærd og tage stilling for eller inmod , at man kan udvikle sig.

  Der er for mig tale om, at bestemte ting/handlinger er forkerste at gøre., og at karmaloven vil gøre en opmærksom på når man har handlet forkert, så at sige at det er rightigt at slå ihjel, hvis blot det er hvad en person selv har lyst til, gør det kun rigtigt i denne persons egne øjne, men bestemt ikke rigtigt, hverken grundlæggende eller i den det går ud overs øjne.

  Og da al vor lykke jo baserer sig på at være til gavn og glæde for alle levende væsener, så er det jo direkte i modsætning til guds hensigt med os (at vi skalblive lykkelige og til gavn for hinanden), at definere det at slå ihjel, spom være noget positivt, blot fordi nogle mennesker ikke kan lære at det netop er negativt at slå ihjel, ved at de må gøre dette og selv udsættes for dette.

  Karmaloiven er altså overordnet set positivt konstrueret, men det gør bestemt ikke den handling, at slå andre ihjel, til et gode, og det er den "underforståethed" jeg mener man bruger forkert, når man bruger det overordnede begreb, "alt er såre godt", i en dialog omkring om det er rigtigt eller forkert at dræbe .

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar

Jeg takker for din omsorg. Jeg tror, jeg vil hvile mine argumenter for nu, og ønsker dig alt godt - hvad end du vil det eller ej...

Venlig hilsen

Petersh

Hej Avatar.

Set fra et overordnet perspektiv er alt såre godt.

Jeg forstår så ikke helt, hvorfor du mener der er fare for, at man går i stå rent udviklingsmæssigt, fordi man har dette ståsted? Karmaloven virker hele tiden, og vi kan selv mærke, når vi har gjort noget forkert. Og ingen der er ved sine fulde fem vil undlade at tage ved lære af dens virkninger - i det øjeblik man har forstået, at karmaloven vitterligt eksisterer har man jo fået øjnene op for, at man selv er herre over sin skæbne. Når man har forstået dette, så er faren for, at man for eksempel slår et andet menneske ihjel, for mig at se blevet væsentlig mindre.

Min egen udvikling har intet at gøre med, om Bush er præsident, eller han fører krig eller fører mig bag lyset. Det er det jeg selv gør mod min næste, der er det afgørende for min skæbne. Jeg skal ikke overbevise min næste om, at Bush er en idiot - så er jeg selv en lige så stor idiot. Jeg kan fortælle min næste, at jeg mener det er forkert at dræbe fordi jeg ikke selv ønsker at blive dræbt, og hvis han så er uenig i denne lovmæssighed, så er enhver yderligere diskussion egentlig omsonst - den vil kun føre til fjendskab.

Hej Petersh og Svend.

Håber ikke at nogle tager det personligt, at jeg bruger udtrykket omkring "osteklokker" eller at gå i "stå" udviklingsmæssigt, vi er jo alle lige vor vi har bedst af at være, og det er ikke min hensigt at vurdere andre i den henseende, med mine formuleringer.

  Petersh: jeg tror nu ikke vi er specielt uenige, men blot at jeg har sværere ved at acceptere at man bruger udtrykket "Ubehageligt godt", om det onde, end du måske har.

  Jeg vil langt hellere udtrykke tingene som Paulus gør det, når han siger: "Alt er godt, men ikke alt er gavnligt".

  Det åbner, syntes jeg, mere op for, at det på det individuelle udviklingsstadie vi alle er på, er mere eller mindre gavnligt for os eller vore omgivelser, det vi foretager os, mens man så stadigvæk kan bevare definationerne indbyrdes mellem os, omkring hvad der er godt eller ondt.

  Og det er netop det "gavnlige" i den måde man af og til bruger udtrykket "alt er såre godt" i, jeg stiller disse "krittiske" spørgsmål til.

  Det giver for mig ingen mening at sige til mine børn, gå ud i værkstedet og tag en hammer og slå jer selv over fingrene med, for det er godt, så kan i nemlig lære noget om hvad smerter er. ???
  De råd vi giver hinanden indbyrdes, må jo betegnes som værende gode eller dårlige, alt efter deres indhold, og da hjælper det ingen at man overordnet set kan råde hinanden som vinden blæser, i overordnet forståelse af at intet jo er forkert eller kan gøres forkert.

Svend: Min egen udvikling har alt at gøre med hvad andre gør, siger eller vildleder mig til at tro på.

  Derfor tales der også meget om "snubleste" og "vildledelser" i biblen, og hvis ikke der var noget at "frygte" eller nogen positiv effekt ved at blive gjort opmærksom på hvor disse vildledelser kommer fra, eller hvor "snublestenene" ligger, så man kunne træde udenom dem, så ville der heller intet formål være, ved at vi har den slags råd og vejledning, eller betegnelser på tingene overhovedet.

  Så personligt er jeg meget glad for andres kærlighed til mig, givet i form af råd og vejledning, så vidt dsse andre har ndsigt til at gøre dette, og jeg mener bestemt at detBush og andre gør i denne verden, har effekt på mit personlige liv overordnet set, selvfølgeligt kun som Guddommens  tale til mig, via virkeligheden omkring mig, men hører jeg ikke denne tale og de advarsler der af og til kommer fra Gud til mig af denne vej, så går jeg stadigvæk i "blinde" og min udvikling er ikke optimal.

  Verdensgenløserne, har jo da netop det formål, uanset hvor og i hvilken verden de kommer i, at vejlede, og påvise og hjælpe os med at skelne, netop mellem det der er rigtigt og det der er forkert, lige i det nu disse skal være hos os i, så når selv disse verdensgenløseres hovedopgave har været at påpege forskellene mellem rigtigt og forkert, at vise os lyset og tydeliggøre mørket for os, så mener jeg bestemt ikke det kan være særligt gavnligt, at vi almindelige mennesker, blot udvasker denne skelnen, ved konstant at bringe udtrykket "alt er såre godt" ind i billedet i alle tænkelige sammenhænge.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar.

På et vist stadium i udviklingen er det meget naturligt, at man ønsker at beskytte sig imod andres ondskab, vildledninger eller hvad man nu kalder det. Når man indser, at det andre gør mod én er et spejl af ens egne handlinger, er der ikke længere nogen grund til at beskytte sig mod det man mener er ondskab hos "de andre" - så gør man langt bedre i at arbejde med sin egen væremåde.

Mig egen udvikling er udelukkende et spørgsmål om, hvad jeg gør mod andre - det er nemlig det der afgør, hvad de vil gøre ved mig. Jeg kan kun blive vildledt af andre, hvis denne energi stammer fra mig selv. I det øjeblik jeg ikke længere nænner at vildlede andre, er jeg selv beskyttet mod at blive vildledt.

  Hej Svend.

Må da give dig helt ret, vi modtager jo absolut kun selv et spejlbillede på vore egne handlinger og opfattelser, så grundlæggende, for vor egen "livsoplevelseskvalitet", er kun vi selv, individuelt, og det er absolut ingen andres skyld, at lige jeg har den "livsoplevelse" jeg personligt har.

  Men vore livsoplevelser er jo i høj grad forbundet med en "informationsudveksling" mellen os, din og min "livsoplevelse" er jo sikkert ændret en del, ved at læse Martinusses vejledninger, og alle ændrer vi vore "livsoplevelser" afhængig af hvad omgivelserne gør, og "lærer" af hinanden på mange "fronter".

  Og da vi jo netop er et samlet væsen, men "spaltet" ud i individuelle fysiske celler, så er det vigtigt at denne "samhørighed" mellem "cellerne", opbygges af åndelig vej, via "kollektiv" bevidsthed, og denne "udveksling" individerne imellem, går jo netop ud på at finde en fælles enighed om, hvad der er godt, og hvad der er dårligt.

  Det gælder jo i høj grad på det "økonomiske" område, at verdens ledere formår at blive enige om en ny "værdinorm", men ellers iøvrigt også i alle andre sammenhænge, fordi uden at nogle "definerer" hvad der er godt og argumenterer for noget , eller "i stedetfor" noget andet, så ville en sådan dialog og et efterfølgende resultat, ikke kunne blive til noget.

  Vi har læst Martinus, og oplevet bevidsthedsændring af den grund.
Jesus har givet sine "bevidsthedsændringer" gennem 2000 år, via hans råd om at "vende den anden kind til", og mange andre har da fremlagt deres "råd" via en skelnen mellem hvad der er godt for os, som menneskehed, og hvad der er dårligt for os, som menneskehed.
  Denne udveksling af opfattelser og meninger, skal vi da absolut blive ved med at holde liv i, individuelt mellem os, så vi altid kan tage stilling i nuet, mellem tingene, og definere hvor stillingtagen overfor de omgivelser vi færdes i, i nuet.

  Det gavner ikke mange i nuet at argumentere i en debat omkring "krigsførelse", med overordnede argumenter om, at krig er godt for de som vil det og fred er godt for de som vil det, så "søn" tag du bare i krig, hvis det er det du gerne vil ???

  Enhver "forælder" ved da at det ikke er hvad man siger til sit "barn", hvis man selv er direkte imod at slå ihjel, og elsker sit barn.
  Vi er alle hinandens "forsyn" også, og det er kun gennem at vi, overfor hinanden, er i stand til at definere, hvad lige "jeg" syntes er rigtigt og forkert, at vi kan være "forsyn" for hinanden.

  Ender man op med altid at sige "alt er jo såre godt", så tager man "alvoren" ud af "nuet", og gør "dialogen" lunken, syntes jeg.

  Og det er netop ved aktiv at tage stilling og at dele synspunkter med andre, man så er med til at skabe sin egen "oplevelsesverden", så at vænne sig selv af med at "tage stilling" til en masse ting, og at vænne sig fra at definere disse ting som GODE og ONDE i nuet,  er ikke nødvendigvist til den bedste "gavn" for ens egen oplevelse af "livet".

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar.

Det er jo rigtigt, at Martinus har påvirket min tilværelse på mange måder. Men der findes ogå mennesker som Martinus ikke kan påvirke en døjt. Det er mine egne tidligere handlinger der gør, hvad jeg i dette øjeblik er modtagelig over for. Hvad jeg ser/ikke ser i Martinus, er derfor ikke noget udefrakommende, det er ikke Martinus skyld/fortjeneste eller Martinus der pådutter mig noget, det er mine egne tidligere handlinger der gør, hvad jeg nu er modtagelig over for. Han har lukket op for en energi, som jeg bliver beriget af at modtage.

Jeg vil da heller ikke et øjeblik tøve med at anbefale Martinus til andre, men kun hvis jeg er helt sikker på, at de måske kunne have glæde af at kende hans kosmologi. Og hvis de så er afvisende, ja så er den sag jo uddebateret. På samme måde vil jeg da også søge at tale andre fra at drage i krig - selv har jeg en niece, der absolut vil være soldat - men igen så finder man hurtigt ud af, at i visse tilfælde så hjælper gode råd ikke - der er det kun livets direkte tale der virker. Den energi jeg her søger at viderebringe, bliver ikke positivt modtaget, og så fører det kun ulykke med sig at tvinge denne energi ned over modtageren.

Hej Svend.

Jo, er da enig, også i at kan et menneske ikke modtage vejledning eller erfaring via intellektuel vej, så er der kun den "hårde" vej at gå, og man skal jo ikke presse eller tvinge andre, mod deres frie vilje.

Men det væsentlige er også blot for mig, at vi fortsætter med at give udtryk for, mennesker imellem, hvad vi ser som godt og ondt, idet det er deri vores fælles udvikling er størst, både hvad angår det at ønske at hjælpe hinanden, og omkring det at man selv skaber et ydre spejlbillede af sin egen indre virkelighed.

Det man ønsker og gør for andre, bliver jo den virkelighed man selv får tilbage, så at gerne ville "dele" med andre, giver det tilbage, at andre gerne deler med en selv.

  Mange af mine egne erkendelser, er kommet via andres input, men jeg bestemmer jo helt selv, hvilke ting jeg vil fokusere på, og der er også områder jeg slet ikke endnu kan forstå på, på grund af msanglende udvikling, alt dette er jo individuelt.

Når denne udveksling af holdninger opfattelser og meninger skal foregå, så kan det kun ske i en kontekst hvori man definere 2 eller flere ting "værdi", stillet op mod hinanden, og hvad entten man betgner disse ting som værende modpoler, gode eller onde, gode eller ubehageligt gode, sorte eller hvide, så er der ingen forskel på selve oplevelsen af disse ting, IRL, ingen forskel på hvad et væsen føler, i en lidelse, (sammenlignet med det et væsen føler i en lykketilstand), og altså reelt ingen forskel på "genstanden", for bedømmelsen, ud over selve det ord man sætter på de modsætningsforhold man forsøger at argumentere omkring.

  Jeg er rimelig sikker på at langt de fleste forældre ville anstrenge sig for så godt de formåede, at vejlede deres afkom, via det vi kalder "opdragelse", indeholdende oplæring i hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, (i lokalperspektivet), det er jo selve det der ligger i forældrerollen, eller rollen som "forsyn" for sine børn, og denne rolle har vi også indyrdes med alle andre mennesker omkring os.

  Dagligt bruger vi masser af tid på at "definere" os overfor hinanden, med masser af udtryk for behag eller mishag, forståelse eller uforståendhed, og det er i denne sociale "sfære" vi skal bevare fokusset på fortsat at give vore opfattelser til kende, overfor hinanden.

  Begynder man at undlade at vælge/tage stilling, så ens argumentation i enhver henseende, altid ender op med at det ene er "lige så godt" som det "andet", da alt jo er såre godt, så er det jeg mener at udtrykket om "lunkenhed" i den bibelske kontekst, måske kunne foirstås som en "advarsel" om ikke at miste sin kraft til at "skelne" mellem godt og ondt.

    Kærlige Hilsner fra Avatar.

J

Hej alle

Jeg synes dette er en yderst interessant dialog. Som jeg oplever det, så siger Avatar at alt er såre godt, men selvom dette er en kosmisk sandhed, så er det stadig en god ting at skelne mellem det gode og det onde. Andre oplever jeg siger at alt er såre godt og at vi skal fokusere på vores egen udvikling. Det virker på mig som om at dem der argumenterer for at "alt er såre godt" samtidig for mig ser ud til at argumentere for at de har ret. Ligger der ikke en modsætning i det? Når nu alt virkelig er såre godt, så må det vel også være såre godt at nogle synes "alt er IKKE såre godt"? Og hvis man skal fokusere på sin egen udvikling, hvorfor så bruge energi på at fortælle Avatar at alt er såre godt?

Med kærlighed

Lars

Hej Lars1

Lad os være enige om, at folk må synes, hvad de kan, og hvad de vil!

Men hvad folk synes ændrer ikke en tøddel ved sandheden. Dette er jo et martinusforum, som de fleste af os har fundet vej til i vores søgen efter sandheden. Derfor forsøger vi at finde og forstå sandheden med Martinus' analyser som vores primære redskab.

Vi har alle forskellige baggrunde, og vi har alle forskellige forståelsesniveauer, hvor vi hver især ser vores egen opfattelse som den rigtige. Og vi bidrager alle efter evne. Men vores forskelligheder ændrer stadig ikke på, hvad der sandhed.

Og sandheden er ikke, at noget er godt, eller at noget er ondt. Sandheden er, at noget opleves som ondt, og noget opleves som godt - på forskellige tidspunkter i spiralkredsløbet. Denne indsigt er forholdsvis nem at nå frem til for den "seriøse forsker", som Martinus kalder ham eller hende, der virkelig ønsker at forstå livet - fx ved at læse de syv bind, der udgør "Livets bog" (og for nogle kan mindre endda gøre det).

Sandheden er, at vores oplevelser af godt og ondt bidrager til at skabe indsigt i livet, så vi ved selvsyn kan se, at alt - de gode og onde oplevelser til trods - er såre godt. Hvis vi ønsker at se det anderledes er det selvfølgelig helt i orden - vi ser bare ikke sandheden. Men det kommer vi til, for livet er som bekendt en benhård korrekturlæser, der vil fjerne selv den mest hårdnakkede modvilje mod, at livet er 100 procent logisk og dermed vitterligt er såre godt...

Venlig hilsen

Petersh

Hej Petersh

Nu er der jo flere sandheder end blot dette at alt er såre godt (som jeg synes alle har udtrykt enighed omkring på det absolutte plan).

Martinus skriver jo også i citatet fra tidligere:

"47. Kristendommen i sin absolutte renkultur er livets allerhøjeste bevidsthedstilstand. Den et ét med Guddommens bevidsthed. Men den er ikke blot en højeste guddommelig bevidsthedstilstand, den er fundamentet for en lige så høj guddommelig alkærlighedens væremåde. Den kan udelukkende kun tilegnes ved udvikling igennem det daglige livs oplevelser af ondt og godt."
Den Intellektualiserede Kristendom, stk. 47.

Så dette er også en sandhed og er det ikke netop det Avatar har forsøgt at forklare?

Med kærlighed

Lars

Hej Lars1

Lige præcis dette citat har jeg kommenteret tidligere i denne tråd. Og mht. hvad Avatar har forsøgt at forklare, så kan jeg ikke svare på det - jeg kan kun forholde mig til, hvad han rent faktisk har skrevet. Men det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke kan have misforstået Avatar, Martinus osv...

Venlig hilsen

Petersh

  Hej Petersh.

Jo, jeg har det med at rode mig ud i lange omstændige forklaringer, som nok kunne udtrykkes mere præsist og med få ord, hvis ellers man havde Martinusses evner, men sorry, sådanne evner har jeg ikke (endnu).

Grundlæggende er vi dog ikke uenige, det overordnede perspektiv om at alt er såre godt, det tilslutter jeg mig også.

  Men som Martinus selv er inde på, i ovenstående citat, så er det ikke muligt for os at udvikle os, uden at vi i "lokalperspektivet" oplever godt og ondt, som værende godt og ondt, og derfor mener jeg så også at vi fortsat skal betegne tingene med de tilhørende "begreber", i den interne dialog vi har, omkring nuet vi lever i.

  At føle smerte er jo meget forskelligt fra at føle lyksalighed, så man kan ikke, som jeg oplever tingene, vedhæfte ordet godt, til selve smerten, den er pinefuld og "ond" at føle., også selvom resultatet af at føle smerte, er medfølelse og medlidenhed, så smerten på den måde får en (i sidste ende) god effekt på ens udvikling.

  Så uenige er vi nok ikke, mit oplæg var blot tænk som en opfordring til ikke at "spolere" debatter omkring vort "lokalperspektiv" med for megen bringen "alt er såre godt" på banen, da det i nogle tilfælde tager "luften" ud af den videre dialog, og dialog er der jo altid brug for, på mange områder, og er der først kommet argumenter af overordnet karakter med ind over, f.eks ved påtale om at er man uenig med "nogetsomhelst" så er man uenig med Gud,da alt jo er såre godt, så er motivationen til fortsat at give udtryk for sine egne personlige opfattelser, via formuleringer der sætter noget "højere" end andet, som regel forsvundet.

    Kærlige Hilsner fra Avatar.