Kære Avatar,

Jeg tænker, at det, der er kernen, i den problematik du er inde på, er begrebet fordømmelse. Martinus' analyser er lavet for at vise det uhensigtsmæssige i at være fordømmende. Fordomme skaber et falsk selvbillede. Man gør sig selv bedre, end man er. Og man gør andre dårligere, end de er. Dvs. den fordømmende væremåde er også den ukærlige væremåde. Og den er udtryk for hovmod. Men den fordømmende vil selv blive fordømt. Hovmod står for fald. Og det at blive genstand for tilstrækkelig meget fordømmelse, fører til at man kommer til at føle sig forkert. Man mærker på egen krop, hvad der er uheldigt, ved at være fordømmende. Det fører til en længsel efter ikke at være fordømmende.

Det fører altså til lidelse at være fordømmende, og man kommer fri af lidelser ved ikke at fordømme. Men der er frit valg. Men det frie valg kræver erfaringer, før det kan administreres.  Man må selv have været fordømmende og have mærket de bitre konsekvenser på egen krop i tilstrækkelig grad, før man overhovedet får lyst og evne til ikke at være fordømmende.

Men der er ikke noget ukærligt i at bedømme. Man er nødt til at bedømme tingene rigtigt, for at kunne være kærlig. Man er nødt til at kunne bedømme sig selv og sin næste rigtigt, for at kunne være til mest mulig gavn. Så kunsten er at kunne bedømme uden at fordømme. Men før man kan det, blander man tingene sammen. Og det fører så igen til lidelser, som ikke er behagelige, men som er nødvendige, for at man kan lære at gøre det rigtige.

Så det, der er rigtigt og forkert, må ses i forhold til, hvad det er man ønsker, og hvilke erfaringer man har.

Det kan være, det er rigtigt for mig og mange andre at spise tomater, men nogen er allergiske overfor tomater, og så er det jo ikke rigtigt for dem.

Det kan være, det er rigtigt for en at være tolerant, men så kan der være andre, som mangler erfaringer om intolerance. Ja, så er de jo nødt til at være intolerante.

Så "rigtigt" og "forkert" er hele tiden et spørgsmål om, hvem man er, og hvilke erfaringer man har. Evnen til altid at vælge kærligt, er altså betinget af, at man kan bedømme 100% korrekt.

Samtidig er der hele tiden 2 perspektiver. Fra et absolut perspektiv er alt udtryk for kærlighed, men fra et lokalt perspektiv er der noget der er mere kærligt, og noget der er mindre kærligt. Men igen: når man vælger det mindre kærlige, så er det i virkeligeheden fordi, man ikke i øjeblikket kan andet. Og derfor er det alligevel det mest kærlige.

Det svarer til at selvom man fx. er dårlig til at spille klaver, så spiller man jo så fuldkomment, som man i øjeblikket er i stand til.

Når Martins siger: "Man skal elske sin næste som sig selv", så er det jo udtryk for en åndsvidenskabelig kendsgerning eller "formel". Det er ikke udtryk for fordømmelse. Det er ikke sådan, at Martinus synes man er "forkert" eller bliver vred på en, hvis man ikke gør det.

Men tit kan det i ens egen sind være fordømmelsen, der tager over og siger "Du burde være kærlig, for ellers er du forkert". Og udfordringen er at gennemskue den forklædte fordømmelse, for at man kan blive fri af den.

Fritz Perls har sagt noget i stil med: Jeg skal ikke leve op til dine forventninger, og du skal ikke leve op til mine. Kan vi bruge hinanden til noget, er det smukt. Hvis ikke - ja, så er der ikke noget at gøre ved det.

Det er for mig at se udtryk for at give hinanden frihed. Og det er kærligt - og viist.

Håber det gav lidt mening.

kærlig hilsen
Jan

Hej Avatar

Som Jan skriver i sit svar til dig, så tror jeg at det er vigtigt - selvom det er svært - at skelne mellem, hvornår man bedømmer, og hvornår man fordømmer. Men jeg ved godt at det kan være svært - for det kræver jo, at man kan bedømme sig selv...

Det kunne måske være rart, hvis du kunne komme med nogle konkrete henvisninger til situationer, hvor du oplever, at Martinus' analyser misbruges til at fjerne forskellene mellem "godt" og "ondt". For er det ikke netop hele Martinus' mission at fjerne denne forskel?

At du og jeg kan opleve noget som godt eller ondt er jo kun et udtryk for vores lokale sanseevne. Men selv mord, voldtægt og diktatur er for væsener i andre afsnit af spiralkredsløbet udtryk for den højeste lykke. Og det, Martinus' viede sit liv til, var jo netop at forklare os, at alt, som vi kan opleve, er et spørgsmål om perspektiv og kontraster, og at alt - set i lyset af denne højkosmiske indsigt - er såre godt.

Hvis du og andre har glæde ved at kalde forskellige situationer, væsner og handlinger for "onde" eller "gode", så er det jo sandt for dig. Det kunne fx være ufoer, yoga, vegetarisme, næstekærlighed, laktose, Præsident Bush, kapitalismen, kødspisning eller Irakkrigen. Men kunsten er at forstå, at de kun er onde eller gode set ud fra dit lokale sanseperspektiv - og dermed udgør de også kun en lokal sandhed for dig, der ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med dén højeste oplevelse af livet, som fx Martinus har formuleret i "Livets Bog".

Venlig hilsen

Petersh

 Hej Jan.

Godt svar, og specielt dine tanker omkring ikke at være fordømmende, syntes jeg er vigtige at have med i konteksten.

 Det er dog for mig at se tit selve brugen af ord, der giver det lidt "lunkne" billede af virkeligheden, og jeg vil da lige uddybe lidt, med dit svar som baggrund.

 Citater:Det kan være, det er rigtigt for mig og mange andre at spise tomater, men nogen er allergiske overfor tomater, og så er det jo ikke rigtigt for dem

 Samt:Det kan være, det er rigtigt for en at være tolerant, men så kan der være andre, som mangler erfaringer om intolerance. Ja, så er de jo nødt til at være intolerante.

 Her mener jeg der sker en forvridning via sprogbrugen, så det bliver rigtigt at undlade at spise tomater, eller rigtigt at være intollerant.

 Det er klart at det for alle er rigtigt at kunne spise tomater, men det er blot ikke godt eller sundt HVIS man har allergi overfor tomater, så der er ikke tale om at det er rigtigt for den ene eller forkert for den anden, men om at det grundlæggende er RIGTIGT (at spise tomater), men at nogle blot ikke tåler det rigtige, på grund af sygdom.

 Der er vel heller ikke for de fleste tvivl om at det er rigtigt at være tollerant, det gælder for os alle, også for de som endnu ikke har den evne.

 Så det er ikke rigtigt at være intollerant, med den begrundelse at det så er rigtigt fordi man på den måde lærer at blive tollerant, det er rigtigt at være tollerant, og forkert at være intollerant, men nogle må så lære at blive tollerante, ved selv at opleve det forkerte (intollerancen).

 På samme måde kan man forvride et budskab, som f.eks, at krig er noget godt, jo jo da, for krig skaber fredselskere/pacifister.
 Og sygdom en noget godt, fordi sygdom skaber sundhed. ???

 Nej, krig og sygdom er noget skidt, og kunne man undgå disse ting, så ville det være godt, men det er blot sådan, at den retfærdighed der ligger i karmaloven, gør at kan man ikke lære en ting, (som at det er foirkert at slå ihjel), via intellektuelt forståelse, så må man selv lide ondt, for at forstå lærdommen.

 Det gør kun lærdomsprincippet til noget godt, karmaloven som jo er læreren, er retfærdig og et gode i sin udformning, men selve krigen eller sygdommen er og bliver da stadigvæk noget ondt eller negativt, og det er jo netop det negative i at slå ihjel man skal lære, ved selv at blive udsat for samme negative oplevelse, så man kan jo ikke pludselig betegne en negativ og ond oplevelse, som værende god, blot fordi den har den konsekvens, at man lære via den, at den er negativ.

 Så selve brugen af ordene rigtigt og forkert, er altså, set med mine øjne, væsentlig, og derfor kan brugen af udtrykket "alt er såre godt" for mig let blive en sovepude, eller en lunken indstilling at have, idet når alt er såre godt, så er der ingen forskel på rigtigt eller forkert mere, alt er som det skal være, og KUN godt, udfra konterksten det eksisterer i.

 Jo, jeg mener skam da at alt er som det skal være, men alt skal netop ikke kun være godt, for så ville vi ikke kunne opnå evnen til at adskille tingene i godt og ondt, rigtigt og forkert, verdensaltet er indrettet perfekt og retfærdigt, men kan kun være indrettet perfekt og retfærdigt, hvis både godt og ondt eksisterer som adskilte begreber, og begreber der er ensgældende for os alle, så det der er godt for mig er godt for alle og det der er ondt for mig, er ondt for alle.

 Man kan så selvfølgelig have forskellig smag, så en ting smager "godt" for en person, men "dårligt" for en anden, men det er en helt anden kontekst og dermed brug af ordene vi så er inde i, begynder man at overføre en sådan kontekst/tankegang til de ting der er grundlæggende gode eller onde, så bliver man lunken (som jeg opfatter det), for da vil man kunne sige at det er godt at blive myrdet (så kan man jo lære det), og da er man "blind" overfor at der er en forskel mellem godt og ondt, som ikke kan tales væk, via en "leg" med intellektet.

 Altså som jeg opfatter tingene i nuet.

 Men helt klart er det med ikke at være fordømmende et vigtigt aspekt, jeg formulerer det selv sådan, at det er rigtigt at bedømme og at tage stilling til hvad andre gør, mens det er forkert at fordømme eller at ville bestemme hvad andre skal gøre.

 For mig er der intet personligt "nag" indblandet i vurderingerne af rigtigt og forkert, men blot en stillingtagen til selve handlingerne der udføres.

  Petersh.

  Udfra mit lokalperspektiv er det forkert at slå ihjel, og det er det forhåbentligt også udfra dit lokalperspektiv, mens det  ikke er forkert, men naturligt når rovdyr gør det.

  Spørgsmålet er så blot, om man som menneske i det lokale perspektiv vi lever i i nuet, kan tillade sig at definere det at slå ihjel som værende noget godt, fordi det er naturligt for dyrene, eller for primitet tænkende mennesker, eller om man ikke netop burde fastholde at det er foirkert og negativt at slå ihjel, så det lys man selv har udviklet (på lige det område) kan lyse for andre og vejlede dem.
  Vi kan sagtens vejlede hinanden ved at påpege det rigtige og det forkerte overfor hinanden, og vi er alle "forsyn" for hinanden, og medvirkende til at "trække" hinanden opad i iudvikling, og det gøres, efter min mening ikke ved at påtale overfor hinanden, at det at slå ihjel er helt OK, for de som gør det, men ved at give ydtryk for, at de som gør det er helt OK, men handlingen er absolut ikke.

 Kærlige Hilsner fra Avatar.
.

Avatar wrote:

  Vi kan sagtens vejlede hinanden ved at påpege det rigtige og det forkerte overfor hinanden, og vi er alle "forsyn" for hinanden, og medvirkende til at "trække" hinanden opad i iudvikling, og det gøres, efter min mening ikke ved at påtale overfor hinanden, at det at slå ihjel er helt OK, for de som gør det, men ved at give ydtryk for, at de som gør det er helt OK, men handlingen er absolut ikke.

Hej Avatar

Oplever du aldrig, at du taler for døve øren? Jeg gør i hvertfald. Det skyldes måske, at jeg endnu ikke er helt bevidst om, at absolut ethvert væsen og enhver handling er et uundværligt element i Guds skaberværk. Også mord!

Selvom jeg forklarer fx en kødspiser eller en soldat om det uhensigtsmæssige i hans eller hendes handlinger, er det jo ikke sikkert, at vedkommende vil tage min opfordring om en anden væremåde til sig. For i langt de fleste tilfælde spiser folk jo kød, fordi de kan lide det, og soldater vælger at drage i krig, fordi de er overbeviste om, at de tjener freden, eller fordi de nyder spændingen.

At se det såkaldte "onde" som et gode, er ikke det samme som at bifalde det. Det er heller ikke det samme som selv at praktisere de "onde" handlinger. Som alt andet er det jo et spørgsmål om udvikling af sanser og evner. Hvis vi mener, at et eller andet er forkert, så er det blot fordi, at vores sanseevne endnu ikke kan rumme eller forstå, at det er et spørgsmål om udvikling. Men når vi kan indse det - og forstå guds skaberplan - så opfylder vi den første forudsætning for kosmisk bevidsthed.

Den anden forudsætning for denne kosmiske indvielse, er evnen til at handle i pagt med livslovene. Dvs. at vi har den nødvendige indsigt til at forstå, at resultatet af vores handlinger vender tilbage os selv, og kan praktisere handlinger, der skaber 100 procent behagelige resultater for vores næste.

Venlig hilsen

Petersh

I de højeste lys-verdener eksisterer den totale tolerance og uselviskhed. Men dette bliver før eller senere udlevet til kedsomhed. Det bliver nu eridringerne om den modsatte væremåde, nemlig den at være dræbende og intollerant, som danner grundlaget for at man i det, Martinus kalder salighedsriget, kan opleve den højeste salighed, der overhodet kan opleves.

Salighedsriget fører videre over i planteriget og dyreriget, hvor det er et ideal at dræbe. Og dermed kan man skabe en kontrast til den højeste salighed. Denne mørketilstand er en kontrast som er nødvendig at skabe, fordi den danner den baggrund, på hvilken det højeste lys kan opleves. Men det er så viseligt, at dette at dræbe på vikinge-menneske udviklingstrinet til lige opleves som en glæde og et velvære.

Der er således epoker i det evige liv, hvor tolerancen ikke er noget ideal. I vikinge tiden var det krig, at dræbe og blive dræbt, der var idealet. Man kunne ikke forestille sig andet, og folk der ikke var gode til at hævne sig, blev betraget som svæklinge.

Og denne vikingementalitet er stadig mere eller mindre virksom i stort set alle mennesker.

Det betyder ikke, at der ikke er mange mennesker som har tolerance som ideal. Men dette skyldes alene at sådanne mennesker i deres tidligere liv har haft de modsatte idealer, men nu i høj grad er blevet færdige med at praktisere vikinge-idealerne.

Jesus sagde for ca 2000 år siden sagde, at man skulle elske sin fjender. Dette regnes den dag i dag af mange troende, som være et påbud, der ikke er praktisk muligt at efterleve. De fleste mener, at det der med næstekærlighed, det er noget man prædiker i kirken som et utopisk ideal, men i praksis må man forsvare sig med krig og tortur mod dem, man opfatter som værende fjenden.

En anden vanskelighed ved tolerance er, at selv de personer, der har tolerance som ideal, ofte er intolerante, fordi den intolerance, de udfolder, ikke opfattes sådan, men derimod opfattes som retfærdighed.

Det er derfor nemt at tro, at man er vældig tolerant, uden man i virkeligheden er det. Og her vil man ofte mene, at alle andre burde være mere tolerante. Fordi man ikke ser, at disse andres væremåde som man forarges over, bare er en spejling af ens egen ubevidste intolerance.

Der er ikke nogen idealer, der er evigtgældende, de levende væsener går igennem et evigt kredsløb af skiftevis lys og mørke. Hvilket betyder at idealerne også skiftevis bliver mørke og lyse, sådan at i nogen epoker er det krigen, der er idealet, og i andre er det freden.

Når man når tilstrækkeligt langt frem i lyset udvikling, får man viden om at kærligheden er universet grundtone, men det ændrer ikke på at det for vikinge-mennesket er krigen, der er idealet.

kh
Jan

 Hej Petersh.

Jo, jeg oplever da selv fornemmelsen af at "tale for døve øren" af og til, men har som du forstået at der blot er tale om en for stor "afstand" i udvikling, på et givent område, så viden eller erfaring ikke kan overføres af intellektuel vej, lige mellem mig og personer der giver mig den "fornemmelse".

Og helt konkret kunne det jo lige så vel være mig der "manglede" noget i udvikling, som det kunne være andre, så stilligtagen eller fordomme på den måde, undlader jeg helst personligt.

Men jeg har blot svært ved at acceptere at man formulerer onde gerninger som gode (på en underforstået måde), det kan godt være at jeg har lært det forkerte i at slå ihjel, men at min broder ikke har og derfor gerne vil drage i krig.
 Jeg forsøger så måske at tale ham fra dette, og at påpege konsekvenserne overfor ham, men han forstår mig ikke, og det i sig selv er OK.

 Da vil det kunne siges at det er det rigtige for lige ham at drage i krig, og derved at lære det forkerte i at slå ihjel, men det er stadigvæk grundllæggende forkert at slå ihjel, det ændres der ikke ved, fordi det er den eneste rigtige måde at lære at dette er forkert, (for lige ham) er at han så gør sig sine egne erfaringer ved at drage i krig.

 Så jeg mener at det er væsentligt at åbne sine øjne, og de ser jo udad og ikke indad, og åbnes også via argumentationer og påvisning af fejl og forkerte handlinger, som andre foretager sig, og som man derfor kan bruge til at påvise negative konsekvenser overfor hinanden med.

 Hvis jeg forsøger at påpege at jeg mener at Bush handler forkert på et givent område, og du forsøger at påpege overfor mig, at jeg gør noget forkert ved at fremhæve at Bush (efter min mening) gør det forkerte, hvem af os 2 gør så overhovedet noget rigtigt ?

 Eller gør vi ikke blot det rigtige begge 2, set ud fra hvert vort "lokalperspektiv".

 Vi er alle forskellige, og nogle er blinde overfor bjælken i deres eget øje, mens de tydeligt ser splinten hos andre, og de skulle måske så se lidt mere indad end udad, mens andre lukker ørene for omverdenen og hører kun sig selv., og disse skulle så måske se lidt mere udad end indad.

 Biblens ord som siger; "lad den der har ører, høre hvad ånden siger til menighederne", udtrykker for mig netop at nogle har ørerne åbne for udefrakommende vejledning, mens andre ikke har, og heri ligger der ingen fordømmlse, men blot en konstatering af fakta.

 Så det er rigtigt som du nævner, at ens lokalperspektiv og ens nuværende udviklingstrin er afgørende for ens afvejning af rigtigt og forkert, men selve de grundlæggende sandheder i hvad der er rigtigt eller forkert, kan der jo ikke rokkes ved, udviklingstrinnet er blot afgørende for hvorvidt man har opnået evnen til at adskille disse to poler fra hinanden.

 Og dette gør vi så individuelt, sikkert så godt vi formår, på vort individuelle udviklingstrin, så på den måde er alt så godt som det kan være, men en defination på hvad der grundlæggende er godt og hvad der er ondt, er blot efter min opfattelse væsentlig, for at bringe os alle videre mod noget der er bedre, for at alt er så godt som det nu kan være,(i nuet) betyder jo ikke, at tingene ikke kan blive bedre end de er,(i fremtiden) netop via mere udvikling og større forståelse for de sammenhænge vi lever i.

   Kærlige Hilsner fra Avatar.

  Hej Jan.

Jo, idealerne skifter jo, det har du ret i.

Men sandhederne er grundlæggende, og at dræbe er ondt, uanset om den der dræber finder fornøjelse i det eller ej, det gør altså ondt på offeret alligevel.

Vejen vi går, har kun en retning, mod lys, mod næstekærlighed og mod saligheden, og selvom vi da på et tidspunkt er nød til at starte helt fra bunden igen ( i det mørkeste mørke, i en ny spiral), så er vejens begyndelse der, ingen udvikling sker fra lyset mod mørket, men kun den anden vej, og at man er mæt af lyset medfører ikke en sult efter mørket, men et ønske om at genopdage mørket, så lyset igen kan føles glædeligt.

  Det er altså (som jeg opfatter det) ikke mørket eller det onde i sig selv, et væsen ønsker at opleve, når det starter i en ny spiral, men det er stadigvæk lyset og dets salighed der eftertragtes, blot er det forstået, på det givne udviklingstadie, at dette lys ikke lader sig opleve som positvt mere, før man igen har oplevet mørket et stykke tid.

  Så er det da godt at vi kan opleve mørket, men mørket i sig selv er ikke "godt" af den grund.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Avatar wrote:

 Hvis jeg forsøger at påpege at jeg mener at Bush handler forkert på et givent område, og du forsøger at påpege overfor mig, at jeg gør noget forkert ved at fremhæve at Bush (efter min mening) gør det forkerte, hvem af os 2 gør så overhovedet noget rigtigt ?

 Eller gør vi ikke blot det rigtige begge 2, set ud fra hvert vort "lokalperspektiv".

Hej Avatar

Ja, vi to er vist ikke for kloge i kosmisk perspektiv, hvad? Men lad mig regne lidt videre:

Hvis du er "imod" Bush, og jeg er "imod", at du er "imod" Bush, ja så mangler vi begge indsigt.

Men hvad nu hvis jeg forsøger at forklare dig, hvorfor Bush gør, som han gør, når du fortæller mig, at jeg bør være "imod" Bush?

Hvis du stadig insisterer på, at jeg bør være "imod" Bush, så kan jeg selvfølge vælge at gentage min forklaring igen og igen - med det resultat at jeg atter demonstrerer min mangelfulde indsigt.

Men jeg kan også vælge følgende to reaktioner:

- Jeg kan forsøge at forklare dig baggrunden for Bush's handlinger på en ny måde i håb om, at den vil være dig til glæde.

- Eller jeg vælge at trække mig, hvis jeg erkender at mine ord ikke rækker, og overlade det til andre eller livet at give dig den fornødne indsigt i Bush's handlinger.

Er disse sidste to reaktionsmuligheder udtryk for virkelig indsigt i det levende væsens udvikling? Det mener jeg, og selvom det kan være vanskeligt at praktisere denne teoretiske indsigt, så ved jeg, at det blot kræver øvelse, øvelse og atter øvelse.  

Venlig hilsen

Petersh

Hej Avatar.

Du skriver, at det grundlæggende er forkert at slå ihjel. Det er hele dyrerigets grundlæggende princip du her opponerer imod. Man skal ikke slå ihjel, hvis man ønsker at forlade dyreriget, og er ulykkelig ved dyrerigets livsbetingelse. Men for de væsener, der ønsker at være i dyreriget, er det at slå ihjel en absolut nødvendighed, en livsbetingelse og også en velsignelse, for det er det de ønsker sig allermest.

I mine øjne er alle riger lige vigtige, og jeg mener derfor ikke man kan sige, at det grundlæggende er forkert at slå ihjel. Men for langt de fleste af nutidens mennesker er det selvfølgelig dumt at gøre det, netop fordi de ønsker sig noget andet af tilværelsen.

Hej Avatar

Godt indlæg!

Jeg ser 2 hovedpunkter i relation til dit indlæg, det absolutte og det relative.

På det absolutte plan er alt såre godt og her er der ikke noget godt og ondt. For Gud er alt godt og der findes ikke noget ondt. Alle oplevelser på alle udviklingstrin er "lige gode" og lige guddommelige.

På det relative plan - eller det plan menneskeheden befinder sig på - er alt ikke lige godt. De fleste af os har præferencer, håb eller frygt. Vi ser derfor det gode og det onde forskelligt. For hver af os ser det lidt (eller meget) forskelligt ud.

For at tage dit eksempel med Bush, så synes den ene at Bush gør noget forkert, mens en anden måske mener at det ville være bedre hvis ham der synes Bush gør noget forkert nåede til den "erkendelse" at alt er såre godt. En tredje ønsker at oplyse om at alt er såre godt uden nogen forventning (håb) om hvordan den første vælger at benytte denne information. I absolut forstand er alle disse handlinger naturligvis såre gode - alt er såre godt.

Men i relativ forstand afhænger det helt af øjnene der ser og der er derfor ikke et relativt svar, der gælder generelt. Vi vil alle se dette lidt forskelligt.

Jeg synes du har ret i at "alt er såre godt" bruges meget i vores dialog på dette forum. Personligt forsøger jeg at bruge dette udtryk på mig selv og min egen situation/forståelse, da jeg oplever at det på andre kan virke lidt hårdt (hvilket jeg ikke ønsker) og jeg ved fra mig selv at hvis der er noget jeg ikke synes er såre godt så hjælper det ikke altid så meget at blive mindet om det af andre.

For mig er "kunsten" at tilbyde min hjælp, råd eller information på en måde som modtageren oplever som en hjælp og som giver modtageren oplevelsen af total frihed omkring hvordan denne vælger at forholde sig til den givne hjælp, råd eller information. Noget som jeg personligt hygger mig med at udvikle 

Men det er jo lige så godt, hvis man ønsker at opleve at man gør en forskel og derfor forsøger at overbevise andre om at Bush gør noget forkert eller at alt er såre godt. Det afhænger helt af hvad man ønsker og har behov for at opleve på et givet tidspunkt.

Med kærlighed

Lars

Hej Avatar

Martinus bruger rundt om i sit værk udtrykket Alt er såre godt ,i tusindvis af passager.Det mener jeg netop er fordi han kunne se det med sin kosmiske bevidsthed,men også for at lære os jordmennesker ,at det er vigtigt at komme til denne erkendelse.

Hvis du søger på udtrykket i den gode online søgemaskine,der næsten har alle livetsbøger som indhold,vil der være 77 hits i denne.I de små bøger er der sikkert lige så mange,for ikke at snakke om alle andre.

Se her :

.

Dette er sakset fordi jeg synes det svarer dig meget godt.Det handler om at vi er partiske i jordmenneskeheden,og det er reelt det der vores store problem i at opnå varig fred.
Men kig selv videre i søgning.Der er sikkert andre du kan bruge.

Vi skal forstå udtrykket i en evig forstand,men vi er vant til at tænke i timelig forstand til hudløshed.Andre brugere nævner absolut og relativ forstand,men det er udtryk for det samme.
Evig =absolut og timelig =relativ.

Det var så en anden vinkel på emnet.
PS Har du fået læst i DEV-bøgerne på det sidste..

 Hej Alle.

Jo, jeg forstår såmænd godt jeres svar, og er til dels enig, blot er der netop det med lokalperspektivet og absolut/relativt, der frustrerer mig lidt.

I udtrykket "alt er såre godt", ligger jeg selv det til "så godt som det kan være", forstået sådan, at på et hvilket som helst udviklingstrin, er omstændighederne så "gode" som det er muligt, med henblik på den udvikling væsenerne på det givne udviklingstrin har behov for.

 Men for mig betyder det ikke at de handlinger der udføres på et hvert givet udviklingstrin, alle er gode, der er gode gerneinger og onde gerninger tilknyttet alle udviklingstrin., altså handlinger der er afgørende for om man bevæger sig mod lyset eller væk fra lyset, mod næstekærligheden eller væk fra den, mod bedre karma eller mod dårligere karma. o.s.v.

 At en gerning giver en en dårlig karme, fordi denne handling er ond, betyder derfor ikke for mig, i mit lokalperspektiv, at man så kan betegne selve handlingen som værende god, fordi effekten af den dårlige karma, er at væsenet lærer noget "positivt" ved selv at udsættes for denne dårlige karma, så karmaen har da godt nok en god effekt, i læremæssig henseende, men det den lærer en, skulle jo netop gerne være, at den handling man har gjort var forkert eller ond.

 Jeg mener, med henvisning til bibelcitatet, at vi skal forsøge at være lidt mere tydelige og at vi bør kalde en spade for en spade, af hensyn til netop vort eget lokalperspektiv og videre udvikling.

 Dels mener jeg, dog uden bevidst hukommelse omkring hvordan jeg selv tænkte og følte tidligere, at langtfra alle væsener begærer eller længes efter at slå ihjel, i de perioder et væsen opholder sig under naturlig påvirkning af "Det dræbende princip", som Svend er inde på.

 Jeg fornemmer ikke at ethvert væsen lever der hvor det gør, fordi det længes efter det "onde" der er lige der, så man lever under det dræbende princip så længe man selv ønsker eller længes efter at slå andre ihjel.
 Jeg mener mere der er tale om at man lever side om side med det dræbende princip, for at se effekten af dette princip, og derigennem forstå at selve princippet er forkert at leve efter, samt at den største årsag til at vi på vort nuværende stadie slår ihjel, ikke er laf yst til det, men nødvendighed og retfærdig harme, altså hævn, retfgærdighedsfølelse og overlevelsesinstinkt, fremfor ren lyst.

 Selv dyr slår normalt ikke hinanden ihjel af lyst, men af nødvendighed enten for at skaffe sig føde, eller i forsvar/styrkeprøver i territorielle henseender.

 Verden som vi kender den, står overfor at skulle ændres kraftigt, til det bedre, hvis vi som menneskehed skal kunne udvikle os i overensstemmelse med forsynets plan, og vi skal jo selv (fortrinsvist da) udføre denne forandring .
 Selve den mentale del af forandringhen sker rigtigt nok, fortrinsvist ved at vi forandrer os selv indefra, og individuelt opnår en finere vibration, vi kan sende ud, men den fysiske verden omkring os, og de strukturer og trossystemer vi er viklet ind i, skal vi jo ud af igen, før vi kan skabe nogle nye oog bedre strukturer vi kan leve under, og dette sker jo, som jeg ser det, ikke ved at vi overfor hinanden blot fastholder, at alt er såre godt, og at vi individuelt ikke behøver at gøre noget som helst, andet end at være så kærlige vi nu kan hver for sig, alene på basis af hvad vi ved om os selv, og kan forandre i os selv.

 Udveksling af informationer og viden mellem os, er meget afgørende, mener jeg, for at vi kan nedbryde, (via ikke mere at deltage) og genopbygge noget nyt (ved sammen at definere noget nyt og bedre).

 I denne proces er det altså vigtigt (igen som jeg opfatter tingene) at vi overfor hinanden fastholder hvad der er positivt og hvad der er negativt, netop på vort udviklingsstadie, altså set udfra vort "lokalperspektiv", fremfor at vi næsten pr automatik drager andre perspektiver med ind i billedet, som vi gør når vi tager det overordnede Guddommelige perspektiv med, via formuleringen "alt er såre godt".

 Bush er skam i mine øjne en god mand ( har nu ikke altid været det, men jeg har da lært lidt via kosmologien ), idet han (som en blandt mange) har "påtaget" sig den opgave at skaffe "varme" så der kunne blive "fyret op" under os, og vi kunne opdage og indse konsekvenserne af en politik, som den Bush har lagt for dagen.
 Så tak Bush for det, men efterfølgende er det jo da vigtigt, at vi så også fastholder det vi har lært af Bush m.fl, og definerer det vi har indset, som henholdsbist godt eller ondt, og fravælger det onde, samt arbejder for det gode, vi nu har lært, via eksempelvist Bushes handlinger.

 Personligrt er jeg imod hævn og straf, jeg mener vi skal videre, fremfor at bruge energi og fokus på at hævne os på hinanden, og hvem skulle det også hjælpe, at vi bruger resourser på at straffe, det er da bedre at bruge kræfterne på at bygge nye "veje" fremfor på at bygge nye fængsler til alle de vi så måtte "dømme" i retfærdig harme.

 Men i vort lokalperspektiv, er det netop nu vigtigt at vi overfor hinanden tør definere godt og ondt, uden frygt for at blive kaldt "uenige" med Guddommen, fordi det er afgørende for vort udviklingsforløb, at vi netop nu tager stilling mellem godt og ondt, og vælger det gode fremfor det onde, og opfører os som får, fremfor som bukke, og hvordan skulle vi kunne foretage det valg, hvis ikke vi kan se forskellen på godt og ondt tydeligt, og tør definere forskellen overfor hinanden.

 Det er sikkert blot min personlige frustration og længsel efter at vi kommer så hurtigt og let over denne "periode" som muligt, der er grundlag for mine tanker og ønsker om mere "polarisering", men da jeg jo er bibelskt funderet, og kendte til det tidligere nævnte skriftsted omkring "lunkenhed", associerede min hjerne i denne retning, omkring hvordan vi bruger det overordnede perspektiv indenfor kosmologien, til måske ubevidst at skabe "lunkenhed" med.

 Ikke ment som kritik fra min side, men mere som et forsøg på at få bragt fokus på lige det aspekt, så jeg selv kunne få lidt mere rede på den fornemmelse af "forvirring" dialogerne af og til skaber i mig, når lokalperspektivets definationer af godt og ondt ind imellem "tilsidesættes" af definationer kommende fra det overordnede perspektiv. ???

 For i mine øjne, er det kun lokalperspektivet vi kan arbejde med, når det angår forandringer af vor egen fysiske virkelighed, at forstå at det er OK for dyrene at slå ihjel pr instinkt, gør det ikke OK at vi på vort nuværende stadie også slår ihjel, eller at forstå at i den Guddommelige verden vil vi alle se tingene i Guldkopier, gør ikke at tingene lige her og nu, kan ses i Guldkopier, og derfor mener jeg så også, at dialogen vi har indbyrdes, omkring de omstændigheder vi lever under i nuet, bør holdes på lokalt plan, hvis ellers den skal føre til en videreudvikling, på en konkret måde.

 Jeg/vi er jo langtfra færdigudviklede, og bliver det jo ikke ved blot at tage den overordnede intellektuelle fortåelse af verdensaltet til os, men kun ved at vælge rigtigt i det "lokalperspektiv" vi lever i, og her er der brug for en tydelig defination og adskillelse mellem godt og ondt, (siger min ufærdige intuition mig).

  Hej Cai, jo det er jo netop det med det evige og det timelige, lokalt og overordnet, absolut og rerlativt, jeg forsøger at få styr på, og intellektuelt er det ikke så svært, men når der skal ske en konkret forandring af vor fysiske virkelighed, som følge af vore intellektuelle tankeprocesser, kniber det af og til lidt for mig, med at se nytten af de "overordnede" argumenter.

Jo, DEV bøgerne har jeg været igennem lidt på kryds og tværs, men de skal nok genlæses adskillige gange, før jeg har det hele med, og forstår tingene i dybden.
Hver gang ( næsten da) man genlæser noget materiale, opstår der nye erkendelser, vi bliver jo alle kun bevidste i takt med vor egen udviklingshastighed og evne til at forstå, så det jeg ikke forstår helt lige nu, må jeg vente med til senere, hvor jeg har fået yderligere grundlag opbygget i mig.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar

Alt er såre godt. Det er et faktum. For gud er alt såre godt.

Når det er sagt så er det en god pointe du kommer med. Men hvad betyder det at alt er såre godt? F.eks. følger det logisk at det må betyde at det også er såre godt når man ikke synes at alt er såre godt. Med andre ord hvis man har et mål om at "nå til" at synes at alt er såre godt, så går man lidt i mod at alt er såre godt (men det er jo så også såre godt osv.)

Min pointe er at netop fordi at alt er såre godt, så giver det ikke så meget mening - absolut set - at have som mål eller forsøge at nå til at alt er såre godt. Så "alt er såre godt" er altså bare et faktum, en evig kosmisk sandhed.

På et tidspunkt (senest når vi har fået kosmisk bevidshed) så vil vi vide at alt er såre godt. Men hvis det ikke gælder om at nå til forståelse af at alt er såre godt, hvad gælder det så om? Ja netop fordi at alt er såre godt, så gælder det vel om at leve livet lige præcis der hvor "man er" på et givet tidspunkt (jvf f.eks Echart Tolle, Buddhismen og mange andre)?

Som du skriver ovenfor, så er det jo os mennesker der skal udvikle os til at være klar til en ny slags verdenssamfund, for forsynet sørger jo hele tiden for at hjælpe os til at have de herskere som bedst passer til vores udviklingstrin.

Som jeg læser Martinus så skal der to hovedting til for at dette vil ændre sig. Vi skal have udviklet vores følelse og vores intelligens til et niveau, hvor vi er i stand til at ønske og skabe noget "bedre".

Følelsen udvikles primært gennem lidelsesoplevelser. Jeg håber lidt på at nok mennesker efterhånden har følelse nok til at leve i et langt mere lyst og alkærligt samfund end vi har i dag. Jeg tænker at hvis vi blev påvirket med lige så meget kærlighed og lys, som vi i dag bliver påvirket af krig, grådighed og mørke, så tror (håber) jeg at samfundet kunne fungere langt mere lyst og kærligt.

Udviklingen af intelligensen er mere viljebetonet og det er her jeg mener at du er inde på noget af det rigtige. Det er op til os mennesker at sætte os ind i tingene og undersøge ting til bunds, så vi kan bringe de mørke handlinger frem i lyset og så vi har viden og evne til at skabe det nye samfund som vi ønsker. Så længe vi tror at det betyder noget om Obama eller McCain bliver præsident, sålænge vi ikke har sat os ind i hvilket mørke vores verdenssamfunds organisationer skaber, sålænge vi tror på mediernes påvirkning omkring såkaldte økonomiske redningspakker, hjælp til de fattige i den tredjeverden, global warming etc etc, så kan vi jo ikke bringe mørket frem i lyset og så kan vi ikke hjælpe til med at skabe den nye demokratiske samfundsorden som Martinus beskriver.

Alt er jo 100 procent retfærdigt, så vi får/har naturligvis den verdensorden, der passer til os her og nu. Når nok mennesker har udviklet sig nok til at forstå hvad der skal til og hvordan det skal gøres og når disse mennesker samtidig er motiveret til at gøre det der skal til, så er menneskeheden parat til en ny og mere alkærlig verden.

Med kærlighed

Lars     

  Hej Lars1.

Jo, alt er jo såre godt, det er vi jo ikke uenige om, men det er blot netop den formulering, specielt i konteksten du selv bruger, hvor alt jo er godt uanset hvordan eller hvad vi end gør, jeg oplever kan udvirke "lunkenhed" hvis udtrykket bruges i sammenhænge hvor det "udvander" budskabet der forsøges videregivet.

  For mig er det væsentligt at vi indbyrdes kan påvirke hinanden via holdninger og informationer, og hvis ikke man har 2 poler til en beskrivelse af hvad man mener, så er det svært at give udtryk for en holdninmg eller et synspunkt, man har jo netop svært ved at beskrive lyset, hvis ikke man bruger mørket som "kontrast" til lyset.

  For at forandre verden, er det derfor, som jeg ser det, nødvendigt at nogle formulere nye tanker og ideer, og sætter dem i relief til det "gamle" vi kender, og det er svært at gøre, uden at det "gamle" betegnes som det onde eller negative der skal fjernes, og det nye som det positive vi skal skabe/opbygge i stedetfor.

  Mange forskellige mennesker forsøger at skabe holdningsændringer, på forskeællige måder, bla.a via de videoer du og jeg jo selv har fundet på nettet, men også via kunst, musik eller politiske dialoger, og meget andet, hvori man jo også stiller noget "op imod" hinanden, som henholdsvist godt og dårligt, og det er jo da noget der på mange frontyer er med til at danne en ny bevidsthed i befolkningerne gennerelt, at disse får den slags "input".

  Måden kan så være meget forskellig, nogle skaber måske mere frygt end godt er, med deres "budskaber", andre har en mere fornuftig form, hvori det fortrinsvist går ud på at invitere andre til en ny tankegang, fremfor at påtale de fejl, de gamle tankegange har medført, men uden "kontrasten" mellem godt og ondt, er budskaberne som reel nytteløse.

  Her er et enkelt eksempel, som jeg selv finder positivt, også i sin måde at blive fremlagt på, men altså også indeholdende en påpegning af at noget er "negativt", (og noget andet er bedre og positivt), blot givet som et eksempel på, at uden den slags fremlægninger af holdninger (på alle områder), ville vo som samlet menneskehed nok ikke udvikle os mentalt så hurtigt og positivt, som med sådanne "input".

  Ytringsfriheden er da heldigvis fortrinsvist et gode, og i denne ytringsfrihed ligger jo netop tilladelsen til at sætte ord på egne opfattelser af godt og ondt, så andre kan få del i ens holdninger og tanker.

  http://www.youtube.com/watch?v=ea37UYk91d4

  Men er ellers absolut enig med dig, også i at alt da er såre godt, når blot det ses fra Guddommens perspektiv, men desværre har vi jo individuelt altid kun vort eget lokale perspektiv at se ud fra, og det er herfra vi bør tage udgangspunolkt, og forsøge at komme i overensstemmelse mede de impulser der er gældende fra forsynets side, lige i vort eget nu, i forbindelse med vor egen udvikling, for det er jo netop her, i opmærksomhedens centrum og i samhørighed med de kosmiske impulser, at vor intuition er på sit højeste.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Avatar

Jeg synes som sagt at det er en god pointe du bringer frem.

Lunkenhed er jo fin nok, hvis man har behov for at være lunken ligesom det er fint nok, hvis man har behov for at være budbringer eller hvis man har behov for at være gal osv osv.

Jeg er enig med dig i at udtrykket "alt er såre godt" indimellem benyttes til at antyde at "du skal ikke se sådan på det, fordi alt er såre godt", men det mener jeg er en misforståelse af udtrykket. Tværtimod mener jeg at det bør bruges omvendt som "Alt er såre godt, så det er helt fint at du ser sådan på det". Og som jeg skrev tidligere giver det for mig ikke nogen mening - absolut set - at forsøge at se at alt er såre godt. Hvis jeg ser det som såre godt så er det fint og hvis jeg ikke ser det som såre godt, så betyder det blot at jeg fortsat har noget udvikling foran mig - og det har vi jo heldigvis allesammen

For mig er det vigtigste at alle er som de er og at jeg giver så meget plads til disse mange forskellige måder at være på som jeg evner. Og hvis jeg ikke evner det så er det også helt fint. Det vigtige for mig er at være opmærksom på de følelser jeg har og forsøge at være så ærlig overfor mig selv som jeg formår.

Så til det helt konkrete og personlige, så er jeg også glad når du og andre vil dele deres informationer med mig og jeg vælger også at dele mine holdninger og informationer med andre fordi det føles rigtigt for mig (lige nu).

Med kærlighed

Lars

J

Hej, allesammen!

Vi er i denne verden derfor at vi skal opleve og førstå forskellen mellem godt og ont. Dette kan vi lese om i Bibelen. Men hvilken er så forskellen mellem godt og ont, ifølge Martinus? Kun én ting, det gode er det behagelige gode og det onde er det ubehaglige gode. Bægge to er varianter på det gode. Martinuses definition skiller sig meget fra andre definitioner, f.eks. den kristne! Detsamme gælder også hvordan man betragter på Satan! Vi lever endnu kvar i den gamle verdensimpulses definitioner!

Er så livets behag og ubehag detsamme for alle væsener i hele udviklingsspiralen? Helt vist ikke. Behaget i den sekundære zonen er noget helt anderledes end i den primære zone. Hvad som opfattes som behageligt (godt) og ubehageligt (godt) er med andre ord helt betinget af enhver gudasøns individuelle perspektiv, dvs. betinget af perspektivprincippet.

Det onde er ifølge Martinusses definition ikke heller nogen mangel på det gode eller noget principiellt anderledes end det gode, det er kun noget der nogen eller nogle  gudasønner oplever som ubehageligt. Alt dette ær konklusioner udfra Martinusses egne ord, hans definitioner af godt og ont.

Intet er sagt om langsigtighed og kortsigtighed i dette sammanhæng! Men vi ved jo at et ubehag på lkort  sigt kan blive noget behagelig på lang sigt og at et kortsigtig behag kan lede til et mere langsiktig ubehag. Men på kosmisk lang sigt er alt såre godt.

Måske er det store facit at alt er såre godt en påstand på metaplanet, en påstand om eksistensen af godt og ont, d.v.s .det er såre godt at godt og ont eksisterer, thi uden dem ville der ikke blive nogen udvikling, thi Guddommen vejleder os i vores udvikling med hjælp av disse to livsfaktorer! Ubehag er rødt lys: tag en anden vej! Behag er grønt lys: fortsæt her!

Facittet "alt er såre godt" er på bølgelænde med alkærligheden. I samme grad, man ikke er på den bølgelænde, vil man føle antipati over for facittet.

Men udtrykket "alt er såre godt" betyder ikke, at alt er såre behageligt. Absolut ikke. Det "ubehagelige godes" kulmination er derimod oplevelsen af de mest forfærdelige pinsler.

Alt er såre godt, betyder at alle og enhver er garanteret at leve i ubegrænset kærlighed i al evighed. Ingen er nogensinde udenfor Guddommens evige varetægt. Og selv i de perioder, hvor man kulminerer i det højeste mørke og den værste lidelse, er man ikke udenfor Guds kærlighed, selv om man muligvis ikke kan opleve det sådan. Men i denne mørketilstand er man hastigt på vej til at få genskabt den sanseevne, der gør, at man opdager sin egen og enhver andens virkelige ophøjede identitet som "søn af guden". Alle og enhver er i al evighed højt elsket af Gud. Intet facit, ingen virkelighed kan i virkeligheden være mere ophøjet, guddommelig og storslået end den vi faktisk evigt lever i.

Hvis man forstår facittet rigtigt, fører det derfor også kun til kærlig væremåde. Men det er klart, at det også kan føre til lidelse i samme grad som man misforstår det.

Men det er jo ikke fordi, facittet er forkert. Men fordi man selv mangler evnen til at forstå det.

"Alt er såre godt" er det højeste syn. Det skarpeste syn. Og derfor det "rigtigste" syn. Alle andre syn er også rigtige, men set igennem et sløret sansesæt.

Hvorfor tilgiver man alt og alle, når man har et klart sansesæt? Det gør man fordi, man ser, at alt er såre godt. Man ser, at den eneste årsag til ens besværligheder er en selv; er ens egen uvidenhed. Der er altså ikke noget at bebrejde andre. For de kan aldrig være årsag til ens besvær. Og der er heller ikke noget at bebrejde sig selv. For uvidenhed er en del af det at være et levende væsen. Det er man nødt til i visse perioder af det evige liv.

Men der er noget at lære. Når andre er på en måde, som man oplever som ikke "såre god", så er det fordi, man har et sløret forhold til denne del af Gud, som man lige nu møder. Man ser altså ikke Gud i sin næste, men i værste fald djævelen, meningsløshed og tilfældighed.

Men ikke desto mindre er det Gud, man er vidne til, uanset om man oplever det sådan eller ikke. Man er også vidne til sin næstes aktuelle livssituation set igennem ens eget sanseperspektiv. Og man er vidne til sin egen fortid. Lidelsen fortæller, at man ikke har det rette forhold til Gud (og dermed heller ikke til sin næste eller sig selv). Altså det forhold, der fører til, at man ser Gud. Og i den forstand kan man godt tale om "rigtigt" og "forkert". Hvis man gerne vil "se Gud", så er det rigtigt at lære at forstå og tilgive. Det er vejen. Men hvis det ikke er det, man begærer, ja, så er det jo noget andet der er "rigtigt" og "forkert" for en.

Hvis man fx. er glad ved at gå i psykoterapi, så er det jo det rigtige for een. Men hvis man synes, at psykoterapi er noget man ikke har brug for, så er det jo ikke det rigtige for een - hvert fald ikke lige nu.

Man kan aldrig opleve andet end Gud. For der eksisterer kun Gud. Når der er noget man ikke kan lide, er det derfor i virkeligheden Gud, man ikke kan lide. Man er dybest set offer for den illusion - omend ubevidst -, at man selv er klogere end Gud.

Lidelserne er livets "korrekturlæser" eller alarm-klokker. Det er dem, der gør, at tingene ikke bliver ligegyldige. Hvis man overtræder livslovene, så kommer lidelserne. Og ingen er ligeglade med lidelser, når man selv oplever dem. Har man omvendt ikke tilstrækkeligt med lidelseserfaringer, så ved man ikke tilstrækkeligt om, hvad lidelse er, og derfor kan man også nænne at udsætte andre for lidelser, fordi man ikke ved hvad, man gør. Man mangler erfaringer. Men har man tilstrækkeligt med lidelseserfaringer, så ønsker man ikke at udsætte nogen for lidelse. Hvis man selv lider, så ønsker man at slippe fri af sine lidelser. Og i samme grad som man er kommet fri fra sine lidelser og har fået fornyet lisvmod og livskraft, og man ser andre lide, så forstår man dem, og vil gerne hjælpe. Ja, man vil hellere selv lide end andre skal lide, fordi man ved på egen krop, hvad lidelse er.

kærlig hilsen
Jan

Hej alle

Avatar startede sit oprindelige indlæg med ovenstående. Jeg synes det er en god pointe og at denne tråd egentlig er et meget godt udtryk for denne pointe.

Martinus skriver f.eks.:

Uden mørket og lyset, altså henholdsvis det onde og det gode, ville der ikke være nogen som helst mulighed for noget levende væsens eksistens.
Den Intellektualiserede Kristendom, stk. 49.

Måske ville det hjælpe hvis vi fandt en måde at skelne mellem, hvornår vi taler om det gode og det onde i relativ forstand - som Martinus gør i citatet ovenfor og mange andre steder i sine værker - og hvornår vi taler om det i absolut forstand, hvor der kun er det ene svar at "alt er såre godt".

Med kærlighed

Lars