Martinus: Livets Bog 4.

Hvorledes "det gamle" og "Det Nye Testamentes" forskrifter fra at være "religiøse" trosformularer bliver til "politiske" idealer, affødende samfundets juridiske love  1354. Disse forskrifteriog idealer er således forlængst ophørt med at være blot og bar religiøse trosformularer. Deier i den moderne kultur blevet til materialistiske foreteelser, væsenerne ikke kan komme udenom i opretholdelsen af deres daglige liv, deres særlige sociale position og moralske omdømme, ganske uafhængigt af om de selv er religiøse eller ikke. Medens disse forskrifter for jødefolket i Palæstina var "religiøse",ier de for det moderne menneske af i dag fremtrædende som "politiske", hvilket her vil sige "juridiske", fysiske forskrifter. Derimodier "Det Nye Testamentes" højeste forskrifter eller verdensgenløserens fortolkninger af moralske påbud i dag for den moderne civilisations "troende" individer kun at udtrykke som "religiøse". Men også her sker der dette ejendommelige,iat interessen for disse nytestamentlige idealer eller påbud degenererer som "religiøs". Tilhængerneiaf disse idealer vil således efterhånden forlade disse idealers kirker, sekter og øvrige religiøse samfund og gå over til mere verdslige eller materielle interesser. Idealerneier jo nemlig indkapslede i terminologier og ordformer, der ikke ændres sammen med udviklingen eller erfaringsoplevelserne. Ordformerne forældes, bliver utrolige, kan ikke tilfredsstilleien psyke, der efterhånden er blevet fyldt med materielle oplevelser fra det daglige liv og de heraf affødte nye spørgsmål, som nævnte ordformer slet ikke er indstillede eller baserede på at skulle besvare. Hvor vidunderligeiog fuldkomne nævnte overleverede ordformer end har været overfor den tidsalders menneskers psyke, til hvem de er givet, måtte de dog uundgåeligt være dømte til at blive "forældede" alene af den omstændighed, at den menneskelige udvikling eller erfaringsoplevelse ikke standsede eller blev stående ved det trin, for hvilket nævnte idealers ordformer eller terminologi var tilpasset, men derimod som en permanent rindende strøm stadig gik videre og videre. At ordformerne eller terminologien derfor efterhånden måtte blive altfor ubetydeligeiog utilstrækkeligt fyldestgørende for senere århundreders menneskehed med hele dens i disse århundreder tilegnede erfaringsmateriale er naturligvis en selvfølge. Ogivi bliver da også her vidne til den heraf opstående "materialisme" eller den såkaldte "irreligiøsitet", der netop giver sig udslag i en fundamental "vantro" eller fornægtelse af alle de religiøse overleveringer som udtryk for virkeligheden. Disse overleveringer påberåbesiaf disse væsener med en større eller mindre berettigelse kun at være udtryk for naivitet og overtro på samme måde som så mangen anden opfattelse fra fortiden, der endnu ikke har fundet sin videnskabelige fortolkning eller analyse. Disse "irreligiøse" væsener overgår derfor til materiel forskning, derijo i virkeligheden kun er en søgen efter den i den forældede terminologi, de overleverede mere eller mindre ufuldkomne "dogmer" "skjulte" eller "tabte sandhed". Og detier denne "tabte sandhed", disse mennesker igen begynder at finde eller mener at finde i form af de "politiske" idealer, herunder også de videnskabelige idealer eller facitter. Disse menneskers religiøse kraftier således, efter at være frigjort fra eller vokset over den "religiøse fortid", nu blevet bundet til en "materialistisk nutid". Deres indstillingier nu ikke mere en "religiøs" dyrkelse af en åndelig tankeforeteelse, de rent intimt havde ved siden af deres officielle daglige materielle interesser. Denier derimod nu helt indgået i eller er blevet ét med disse materielle interesser. Disseier derved blevet "idealiseret". Men denne "idealisering"ier ikke stilet eller rettet imod en højere "religiøs" tilstand, men derimod imod en mere fuldkommen eller formentlig mere fuldkommen "fysisk" tilværelse. 

Hej Kenneth,

Martinus beskriver at udviklingen forløber fra naturmennesker, over religiøst troende og materialister og ender med kosmiske væsener. Det mest koncentrerede, som jeg kunne komme på, står under symbol 21 i Det evige verdensbillede 2. Her beskriver martinus bl.a. de 4 'stadier', som han symboliserer i øverste højre hjørne.

God fornøjelse

kh
Lasse

Hej Kenneth

Jeg er ikke helt sikker på hvad det er du mener, men jeg forsøger alligevel med et svar.

Her i dyreriget sker vores udvikling i bestemte baner. Med indgangen i dyreriget sker der en meget kraftigt påvirkning af vores bevidsthed og vi begynder at vågne op og bliver gradvist bevidst i at noget er behageligt og noget er ubehageligt. Denne bevisthedsgørelse gør at der i os fødes en religiøs evne.

I bind, stk 171 opsummerer Martinus de foregående stykker, ved at skrive :

"Vi er nu nået så langt frem i Livets Bog, at vi har fået et overblik over de realiteter og forhold, som jordmenneskeheden er underkastet. Af disse realiteters særlige natur og karakter er vi blevet bekendt med, at samme menneskehed befinder sig i en udviklingstilstand, der kan udtrykkes som overgangen fra dyr til menneske. Jordmenneskeheden repræsenterer sålede et sidste større udviklingsafsnit, før den virkelige menneskezone begynder. Da jordmennesket således er et overgangsvæsen fra dyr til menneske, vil det i sin manifestation foruden sine dyriske tendenser også mere eller mindre udtrykke menneskelige tendenser...."

I stk. 172 skriver han så videre om opvågningen fra dyr til menneske :

"Tilegnelsen af magt og overlegenhed er endnu i stor udstrækning den herskende drivfjeder i den jordmenneskelige tilværelse. Når dyrerigets væsener må være underkastet en så drastisk eller robust livsbetingelse eller levemåde, skyldes det den omstændighed, at de samme væseners sanseevne er så primitiv eller så lidet udviklet, at den absolut kun gennem hårde og grove manifestationer er i stand til at blive genstand for påvirkning. Men gennem denne påvirkning vågner væsenet mere og mere til liv. Og i samme grad som denne opvågning efterhånden bliver fundamental, bliver også påvirkningen af en tilsvarende mere og mere forfinet karakter. Og ud af den robuste og kolde tilværelse opstår således efterhånden en forfinet form for oplevelse af livet....."

"....I denne vækkelsesproces befinder jordmennesket sig altså i det sidste stadium og har allerede begyndt at kunne høre eller sanse finere bevidsthedsnuancer. Disse nuancer kommer ind under begrebet "religiøsitet". Jordmennesket adskiller sig altså fra det almindelige dyr ved at være kommen ind i en zone, hvor en religiøs side af livet begynder i dets bevidsthed. Denne religiøsitetier naturligvis af en ganske primitiv art i de første jordmenneskestadier og farvet med alle dyrerigets tendenser, men er dog afgivende en for de samme væseners bevidsthedsniveau tilpasset modtagelighed for moral. Dette vil naturligvis igen for de nævnte første stadiers vedkommende kun sige en moral, der er stimuleret eller båret af den mørke udstråling fra "det guddommelige skabeprincip"."

I styk 173 skriver mere om fødslen af religiøsiteten :

"Efterhånden som dyret i det ene liv efter det andet oplever flere og flere rædselsscenerier, bliver det mere og mere bevidst i sine angstskrig. Fra at være ubevidste eller instinktmæssige bliver disse til bevidste udløsninger. Gennem angsten vækkes der således impulser til live i dyrets bevidsthed, der efterhånden udvikler sig til gryende forestillinger om et eksisterende forsyn. Og med disse dæmrende forestillinger fødes der i væsenet den ny side af bevidsthed, vi før nævnede som henhørende under religiøsitet"

I styk 188 skriver Martinus at intelligensevnen på et tidspunkt bryder frem:

"Med intelligenslegemets begyndende funktion bliver individet i stand til at arbejde med tilværelsens fjerde grundenergi "intelligensenergien". Med denne energi begynder det således at kunne "løfte" sine fornemmelseserindringer, tage dem ud af deres oprindelige pladser i bevidstheden og sætte dem om i nye og for det selv mere heldige kombinationer, hvorved den af de samme erindringer opståede og bårne genkendelsesevne forstærkes eller gøres skarpere, således at den fra kun at kunne resultere i "forudanelse" nu bliver til "forudviden". "

Med intelligensevnens begyndende anvendelse træder jordmennesket ind i en kritisk fase, fordi det her begynder at jonglere rundt med en energi der i kombination med tyngdeenergien kan gør væsenet til et væsen der kan gøre endog meget stor skade på sine omgivelser. Tænk bare på fremkomsten af atombomben. Den har krævet et enormt intelligensarbbejde at udføre, men i sin ufoldelse er det ren ukontrollerbar tyngdeenergi. Tanken kan således både være færdiudviklede eller ufærdige og inhumanitet stammer fra væsner der ikke har færdigtudviklet deres evne til at være i kontakt med livet: Om det skriver martinus i stk 1097 :

" Hvad er da "fuldkommenhed" eller "genialitet"? – "Fuldkommenhed" eller "genialitet" er, som vi nu skal se, "tankens" fuldstændige kontakt med tilværelsens seks grundenergier, hvilket igen vil sige: "livet". Er da ikke alle "tanker" i kontakt med "livet"? – Nej! – En "tanke"ier ikke i fuldkommen kontakt med livet, hvis ikke den udtrykker en kulminerende viden om kredsløbets seks stadier og de igennem disse stadier kulminerende to mentale poler eller foreteelser, vi kalder "lys" og "mørke" eller henholdsvis betegner som "det gode" og "det onde", "fuldkommenhed" og "ufuldkommenhed"........"

og videre i styk 1097

".... Alt, hvad der kommer ind under begreberne: "det onde", "forfølgelse", "bagtalelse", "vrede", "hævn", "indignation" eller kort sagt, alt, hvad der udtrykker "ukærlighed" eller "inhumanitet", kan umuligt fremtræde på anden måde end som begrænsede eller mangelfulde udtryk for kredsløbets og dermed for livets "helhed". Alt, hvad der kommer ind under nævnte begreber, vil derfor være "falske" og dermed "usandhed", hvor de gøres identiske med "helheden", eller kulminationen af livets højeste idealer. Og vi har således her fået et fuldstændigt og urokkeligt fundament, ud fra hvilket vi er i stand til at måle eller analysere enhver "tankes" fuldkommenhedsgrad eller identitet med den absolutte "sandhed". Vi har set, at skalaen for al "udvikling" og derfor også for "tankens" udvikling urokkeligt strækker sig fra primitivitet og kulmination i brutalitet og vold eller inhumanitet og derfra videre til højintellektualitet og kulmination i sympati, kærlighed eller humanitet."

Pointen - hvis mine udvalgte citater ellers giver ordentlig sammenhæng - i svaret er således at vi følger bestemte udviklingslove, hvor vi igennem dyreriget først får udviklet vores religiøse evne og senere udvikler vores intelligensevne, hvorved i en fase i udviklingen vi alt efter vores tankers ufærdighed optræder mere eller mindre inhumant over for hvor næste. Men denne fase varer ikke evigt, men vi vil i kraft af vores lidelseserfaringer finde frem til hvordan livets love fungerer og vil herigennem udvikle os frem til kosmisk bevidste væsner.

kh.

Kenneth

    Kære 1974.

    Ja der er stof nok om disse begreber overalt i Martinus`forfatterskab.  Martinus omtalte tit" vores" længst levende "instinkt", det relegiøse
instinkt, som skal beskytte os indtil en"rationelt, humanistisk" tænkende hjerne kan" tage over" - gennem en evt. såkaldt ateistisk epoke frem
mod tidspunktet for "den åndelige fødsel"/ Kosmiske bevidsthed.

    I bladet Kosmos nr. 1 2006, skrives af Martinus:  Den vigtigste evne dette "dyremenneske" må udvikle for at kunne" færdes" i den åndelige verden er "tænkeevnen".
    I samme grad som individet kan tænke, kan det begynde at" vandre" i en anden verden end den fysiske. Og i samme grad som væsenets tænkeevne repræsenterer intelektuallitet, hvilket vil sige evnen til at konstatere den absolutte sandhed i alle ting, i samme grad bliver den åndelige verden til urokkelig virkelighed eller håndgribelighed.
    Der, hvor individet endnu ikke har tilstrækkelig intelektuel opfattelsesevne, må det leve på instinkt, der igen for menneskets vedkommende er
det samme som" tro". De relegiøst troende væsner lever således ikke på en vågen dagsbevidst, virkelig oplevelse af den åndelige verden. Den er for
dem trods alt kun mystik, og må være mystik.
    Mystikken kan kun ophøre med at være mystik i kraft af intellektuelt lys. Og så længe væsnet ikke er i besiddelse af tilstrækkeligt intellektuelt
lys, må det ledes ved uintelektuelt lys. Men uintellektuelt lys er "blafrende", og kan umuligt gennemlyse tingene/livets detaljer.

    Martinus konkluderer i resten af afsnittet, at "trosevnen" let "går galt i byen" i "overdrevne/fantastiske figurer/forklaringer", der hvor tænke-
evnen er ufuldkommen.

    Det er ca. her de fleste mennesker nu befinder sig, med "enkelte" kiggende ind i det "forjættede land" i teorien.      Karsten