I debatten omkring hvad ordene som fx. åndsvidenskab og religion dækker over, så er det jo sådan at ordene somme tider kan være med til at begrænse, det budskab som de forsøger at formidle.

Mht. Martinus' analyser så er disse på mange måder af en helt ny karkakter i forhold til ting og begreber, man tidligere har oplevet på jorden. Og Martinus har selv været inde på, at det sprog vi har er meget ufuldkomment til at beskrive de åndelige realiteter, som Martinus oplevede.

Derfor har Martinus somme tider opfundet nye ord og nogen gange brugt eksisterende i en lidt anderledes/udvidet betydning.

Mht. begrebet "åndsvidenskab" så mener jeg det skal forstås som, at i Martinus' definition er videnskab simpelthen en analyse af kensgerninger. Eller formuleret på en lidt anden måde en logisk sammenhængende forklaring på hvordan virkeligheden hænger sammen.

Martinus har udtalt at åndsvidenskaben udgør "den hellige ånd". Og naturvidenskaben udgår "den hellige ånd" i fostertilstand. Åndsvidenskaben vil med tiden blive en meta-videnskab til naturvidenskaben.

Som naturvidenskabnmand/kvinde kunne man i princippet ligeså godt grundlæggende have det kosmiske verdensbillede, som overordnet teori, altså at livet er evigt; at alt er liv; at bevidstheden skaber materien; og at der er en kærlig mening med livet. Som man kan have en ren materialistisk teori: at bevidsthed er noget timeligt, som er opstået og igen kan forsvinde; at det er materien, der skaber bevidstheden; at bevidsthed er noget som kan opstå ved en tilfældighed; og at livet grundlæggende er meningsløst.

I dag er det den materialistiske teori, der er den mest udbredte. Og det er vel umiddelbart logisk at den verdensopfattelse man er præget af, også smitter af på, hvilke former for forskning, man vælger at lave.

Martinus har bl.a. udtalt, at videnskaben en dag vil komme til at kunne fortælle, at man skal elske sin næste som sig selv. Dette forstår jeg sådan, at Martinus mener, at man vha kriterierne for naturvidenskabelig forskning, vil kunne påvise åndsvidenskabens påstande som korrekte beskskrivelser af virkeligheden.

Inden for naturvidenskaben er der både ting, som forskerne er uenige om og noget man er enige om. Men når man er nået frem til den endelige sandhed om noget, så  er man jo nået til vejs inde i videnskaben. Der hvor man ikke er nået til den utilslørede sandhed, der må der nødvendigvis være forskellige meninger, og der må efterhånden komme nye opfattelser, som bedre afspejler virkeligheden, indtil man til sidst er nået frem til den endelige sandhed, der er indiskutabel, netop fordi den er rigtig.

venlig hilsen
Jan

mg wrote:

Du har rätt i flera saker, exvis att Martinus åndsvidenskab ikke är en videnskab i egentlig mening. Detta har diskuterats länge og väl på forumet STT (utan att någon enighet oppnåts ). Martinus verkade i sin tid (1930-80 ca), när naturvidenskaben stod på en slags topp, og han ville att åndsvidenskaben skulle ha samma status.

Hej Markus

Når Martinus taler om "videnskab", så er det med en anden definition, end den som fx naturvidenskaben anvender. At kunne fremsætte en teori eller tese, som man herefter kan godtage som videnskabeligt bevist gennem målinger og beregninger, er ikke videnskab ifølge Martinus. Nej, han stiller væsentligt større krav til virkelig videnskab: Den skal være en kendsgernings uforanderlige analyse og dermed i overensstemmelse med den evige sandhed.  

I "Livets Bog" (bind 1) skriver Martinus:

Men han forklarer også, hvorfor vi almindelige jordmennesker kan have svært ved at fatte den virkelige livets videnskab, når vi endnu ikke er i stand til mentalt at rumme de højeste analyser, fordi vi endnu ikke har en udviklet intuitionsevne.

Fordi vi ikke kan sanse livet "fra oven" med kun "fra neden", kan vi kun ad indirekte vej, dvs. ved hjælp af intelligensen og logiske tankerækker - og ikke ved selvoplevet erkendelse gennem kosmisk bevidsthed - overskue den guddommelige plan som styrer livet.

I "Livets Bog" (bind 1) forklarer Martinus det således:

Venlig hilsen

Petersh

Hej Jan_Schmidt,
Du skriver: ”Mht. begrebet "åndsvidenskab" så mener jeg det skal forstås som, at i Martinus' definition er videnskab simpelthen en analyse af kensgerninger. Eller formuleret på en lidt anden måde en logisk sammenhængende forklaring på hvordan virkeligheden hænger sammen.”

Det logiske i betydningen ”sammenhængende forklaring” är en viktig komponent, men det är bara en del og räcker ikke som definition. Det finns många ”sammenhængende forklaringer” av verden som derfor ikke räknas som videnskabelige.

” Martinus har udtalt at åndsvidenskaben udgør "den hellige ånd". Og naturvidenskaben udgår "den hellige ånd" i fostertilstand. Åndsvidenskaben vil med tiden blive en meta-videnskab til naturvidenskaben.
Som naturvidenskabnmand/kvinde kunne man i princippet ligeså godt grundlæggende have det kosmiske verdensbillede, som overordnet teori, altså at livet er evigt; at alt er liv; at bevidstheden skaber materien; og at der er en kærlig mening med livet. Som man kan have en ren materialistisk teori: at bevidsthed er noget timeligt, som er opstået og igen kan forsvinde; at det er materien, der skaber bevidstheden; at bevidsthed er noget som kan opstå ved en tilfældighed; og at livet grundlæggende er meningsløst.”

Ja men her er vi inne i det jag mener är en tolkning av vad Martinus menar med ”åndsvidenskab”. Se mitt första inlägg. Det finns (minst) en till tolkning.

” I dag er det den materialistiske teori, der er den mest udbredte. Og det er vel umiddelbart logisk at den verdensopfattelse man er præget af, også smitter af på, hvilke former for forskning, man vælger at lave.”

En annan möjlig tolkning är att det beror på sansning; med andra sanseevner hade andra delar av virkeligheden utforskats. Då närmar vi oss den andra tolkningen av ”åndsvidenskab” (sansning fra oven). (Här bör vi også tillägga att många forskare als ikke forskar om ”materia” utan snarare om idéer, sociala fenomen og liknande: idéhistoria, sociologi, socialpsykologi og pedagogik är exempel.)

”Martinus har bl.a. udtalt, at videnskaben en dag vil komme til at kunne fortælle, at man skal elske sin næste som sig selv. Dette forstår jeg sådan, at Martinus mener, at man vha kriterierne for naturvidenskabelig forskning, vil kunne påvise åndsvidenskabens påstande som korrekte beskskrivelser af virkeligheden.”

Detta är ett tydligt uttryck för den första definitionen/tolkningen av ”åndsvidenskab”: dvs åndsvidenskab som en förlängning av normalvidenskaben. Vilket styrker min uppfatting att det finns minst två tolkningar av Martinus.

”Inden for naturvidenskaben er der både ting, som forskerne er uenige om og noget man er enige om. Men når man er nået frem til den endelige sandhed om noget, så  er man jo nået til vejs inde i videnskaben. Der hvor man ikke er nået til den utilslørede sandhed, der må der nødvendigvis være forskellige meninger, og der må efterhånden komme nye opfattelser, som bedre afspejler virkeligheden, indtil man til sidst er nået frem til den endelige sandhed, der er indiskutabel, netop fordi den er rigtig.”

Detta är en möjlig uppfattning om hur videnskaben ser ut og fungerar: att det sker ett ständigt närmande till ”virkeligheden” eller ”sanningen” og att det blir mindre og mindre man är oenig om. Men det verkar inte fungera så. Snarare sker paradigmskiften som gör tidigare modeller obsoleta.

Vh
Markus

Hej Petersh,
Petersh: ” Når Martinus taler om "videnskab", så er det med en anden definition, end den som fx naturvidenskaben anvender. At kunne fremsætte en teori eller tese, som man herefter kan godtage som videnskabeligt bevist gennem målinger og beregninger, er ikke videnskab ifølge Martinus. Nej, han stiller væsentligt større krav til virkelig videnskab: Den skal være en kendsgernings uforanderlige analyse og dermed i overensstemmelse med den evige sandhed.”

Ja men det er ju det jag siger : Martinus använder ordet ”videnskab” men mener något annat. Vilket skapar förvirring. Og exakt vad han mener med ”åndsvidenskab” är ikke helt klart. En tolkning är att ”åndsvidenskab” följer av normalvidenskaben, dvs vi kommer att få se hur videnskaben finner åndelige materier, materialisation, telepati osv osv. Eller genom CERNS partikel-accelerations-eksperimenter som omtalas ovan. Men då är det just ”en teori eller tese, som man herefter kan godtage som videnskabeligt bevist gennem målinger og beregninger” vi taler om. (Se mitt inlägg ovan för ett exempel på den här definitionen av ”åndsvidenskab”.)

En andra tolkning är att åndsvidenskab handlar mer strikt om kosmisk senseevne, om tillgång till kosmisk bevisdthed. Då talar vi om direkt intuitiv kunskap og vad som uppfattas som självklarheter (Martinus tar det faktum att solen skiner som exempel) - men: det gör begreppet ”videnskab” helt missvisande. ”Vetande” är en mer korrekt beteckning. ”Videnskab” är en kollektiv process där man prövar og söker sig fram og där man inte tror sig ha ”absolut vetande” – tvärtom.
Denna skillnad framgår i det stycke i LB du citerar, där Martinus talar om ” En absolut viden” og ”virkelig viden”. Men det är ikke synonymer med videnskab. Precis som det ikke är ”videnskab” att jag vet att jag sitter här og skriver på min dator.

Petersh: ”Men han forklarer også, hvorfor vi almindelige jordmennesker kan have svært ved at fatte den virkelige livets videnskab, når vi endnu ikke er i stand til mentalt at rumme de højeste analyser, fordi vi endnu ikke har en udviklet intuitionsevne.
Fordi vi ikke kan sanse livet "fra oven" med kun "fra neden", kan vi kun ad indirekte vej, dvs. ved hjælp af intelligensen og logiske tankerækker - og ikke ved selvoplevet erkendelse gennem kosmisk bevidsthed - overskue den guddommelige plan som styrer livet.”

Vilket jag også tar upp som ”åndsvidenskab” def 2 (se inlägg/svar ovan): det krävs vissa sanseevner og intuition, vilket gör begreppet ”videnskab” malplaceret. En myra har andra sanseevner än en människa, men det betyder inte att dessa sanser är samma sak som en annan videnskab. Däremot kan de öppna möjligheter för utforskning av andra sidor av den fysiske realiteten.

Hoppas min svenska inte gör detta helt obegripligt... ??? Jag har problem nog att formidle detta på svenska

Vh
Markus

mg wrote:

Hoppas min svenska inte gör detta helt obegripligt... ??? Jag har problem nog att formidle detta på svenska

Hej Markus

Jeg tror, at jeg har forstået det meste af dine indlæg - som jyde er jeg ikke vokset op med svensk tv, så sproget er somme tider overraskende fremmed for mig. Men det går... 

Mht. videnskab eller ikke videnskab, så opfatter jeg - som nævnt - Martinus' brug af begrebet, som betinget af dets sandhedsværdi.

Det, vi normalt betragter som videnskab (naturvidenskab osv.), er vores jordmenneskelige forsøg på at forstå verden, som vi kan observere den med vores fysiske sanser (evt. hjulpet af "mekaniske forlængere") - altså "sansning fra neden". Denne videnskab har blot den svaghed, at den ikke nødvendigvis behøver at give den fuldstændige sandhed. Den kan give en mængde "lokale" resultater, som kan være sande indenfor et begrænset felt, men den er ikke i stand til at "se" og forklare livet i sin helhed. Og en viden, der ikke nødvendigvis er sand, er ikke viden - det er tro!

Det, Martinus benævner (ånds-)videnskab er defineret ved sin urokkelighed. Det er absolut viden og i fuldstændig overensstemmelse med fakta og selve livet. Også selvom man ikke er i stand til at opleve denne viden (pga. vores manglende kosmiske bevidsthed), er den sand og dermed videnskab. Vi kan heldigvis øve os i at "se" denne videnskab med vores intelligens.

Jeg kan selvfølgelig godt se, at det kan være forvirrende med denne udvidede definition (og har også selv brugt meget tankekrudt på at forstå det), men jeg synes faktisk, at Martinus' brug af ordet virker betydelig mere "videnskabelig" og fornuftig, end den (natur-)videnskab som endnu er i sin vorden og famler frem i et forsøg på at stykke et fuldstændigt verdensbillede sammen. På et tidspunkt dette fuldstændige verdensbillede også være "færdigtegnet" - dog ikke gennem målelige resultater, men gennem den realistiske oplevelse og erkendelse af de levende væsner bag alt skabt.

Martinus nævner også flere steder "filosofien" som begyndelsen på virkelig åndsvidenskab. Bl.a. her i dette uddrag af stk. 238 i "Livets Bog" (bind 1):

Venlig hilsen

Petersh

  Hej Alle.

  Det indtryk jeg får via Martinusses egne ord, er at Martinus nok har helt ret, taget i betragtning hans muligheder for at beskrive tingene med kendte ord og begreber.

  Dette ditat vil jeg lige bringe, fra et af de nævnte af Petersh:

  91. Den åndelige basis, om hvilken alle jordmennesker kan samle sig, kan altså ikke være religiøs tro, men må være religiøs viden.

  Der er hverken tale om en videnskab eller om en religion, men om begge dele, og denne helt nye måde at være bevidst på, om menneskets egen "omverden" den betegner Martinus så blot som "åndsvidenskab".

  Via åbning for en ny måde at sanse på (intuitionen) som giver en større kontakt til "guldkopierne", kan vi individuelt fornemme og intellektuelt forstå et helt nyt sæt af "sandheder", men kun nogle af disse sandheder kan kaldes videnskabelige, på niveau med naturvidenskaben, altså beviselige med stor nøjagtighed, den anden del kan kun opleves som individuelle erkendelser.(og er altså beviselig overfor det enkelte individ, via selvoplevelse)

  Når tilstrækkeligt med mennesker på jorden har nået det nødvendige stadie af næstekærlighed, så opstår muligheden for erkendelser af disse mest grundlæggende sandheder i dem, og den samlede jordiske bevidsthed får sit løft til en ny epoke.

  Den religion der så vil afløse alle de andre er "åndsvidenskaben" men den indeholder også en videnskabelig del, som kvantefysikken og cern, vi talte om tidligere, så den er også en "videnskab", på det område, og det var sikkert det Martinus mente og blot slog sammen i et for ham selv helt nyt "begreb", åndsvidenskaben.

  Man kunne jo tænke lidt over om ikke alle de mange aspekter af paranormale fænomener, kvantefysikken, det alternative område, healing, auralæsning og mange andre ting, ikke blot var de begynde signaler og tegn på denne "åndsvidenskabs" opståen,via denne individuelle intuitive erkendelses fremkomst og at alle sådanne ting med tiden vil få deres egen plads i materialet om de åndelige områder.

  Disse ting hører jo ihvertfald for mig, til på det "højpsykiske område", selvom nogle sikkert forbinder en del af disse ting med det "okkulte" som jo hører til det lavpsykiske område.(syntes jeg at have forstået ???)

  Ihvertfald er jeg slet ikke uenig med Martinus i noget af det han her citeres for, hvis udgangspunktet er, at Martinus blot satte sit eget ord på et helt nyt "begreb" og ikke kun på sit eget begrænsede materiale, som afgjort vil blive en vigtig del af denne "åndsvidenskab" men som ikke udgør det "hele", altså som jeg mener at læse det.

  Kærlige Hilsner fra Avatar.

Hej Petersh,

Petersh: Det, vi normalt betragter som videnskab (naturvidenskab osv.), er vores jordmenneskelige forsøg på at forstå verden, som vi kan observere den med vores fysiske sanser (evt. hjulpet af "mekaniske forlængere") - altså "sansning fra neden". Denne videnskab har blot den svaghed, at den ikke nødvendigvis behøver at give den fuldstændige sandhed. Den kan give en mængde "lokale" resultater, som kan være sande indenfor et begrænset felt, men den er ikke i stand til at "se" og forklare livet i sin helhed. Og en viden, der ikke nødvendigvis er sand, er ikke viden - det er tro!

Nja, så lätt är det inte. Videnskab kan inte vara samma som tro. Videnskab är en systematisk metod för kunskapsproduktion som udviklets i specifike historiske og sociala sammanhang - tro är något helt annat.
Att anlägga en extrem skepticism är inte heller främmande för videnskaben; strikt sett vet vi ingenting. Men den formen av solipsism är ikke intressant annat än som en tankelek. Mer intressant är att videnskab kan användas, f eks till hitta botemedel mot cancer, konstruera Internet, upptäcka nya planeter, förstå sociala fenomen osv. Det har inget med tro att göra.

Petersh: Det, Martinus benævner (ånds-)videnskab er defineret ved sin urokkelighed. Det er absolut viden og i fuldstændig overensstemmelse med fakta og selve livet. Også selvom man ikke er i stand til at opleve denne viden (pga. vores manglende kosmiske bevidsthed), er den sand og dermed videnskab. Vi kan heldigvis øve os i at "se" denne videnskab med vores intelligens.

Jo men just det att Martinus definierar åndsvidenskab som ” absolut viden og i fuldstændig overensstemmelse med fakta og selve livet” visar att Martinus virkede i en speciell historisk kontext: en tidsanda då begreppet ”videnskab” hade lite andra betydelser og status än idag. Talet om en ”absolut viden” skulle många inom videnskabssamhället ta avstånd från, og därför blir det konstigt att kalla det en ”mere videnskabelig” definition. Det er motsatsen: om vi hade opnåt ”absolut viden” så fanns ju inget behov av videnskab og begreppet blir meningslöst.
Men videnskaben i första halvan av 1900-talet og därikring såg annorlunda ut än idag, då fanns en annan tro på möjligheten av exakt, objektiv og ”absolut” kunskap, og samma tal om en ”fuldstændig” og "færdigtegnet" verdensbillede. Det var innan postmodernism, hermeneutik og paradigmbegreppet.

Petersh: Jeg kan selvfølgelig godt se, at det kan være forvirrende med denne udvidede definition (og har også selv brugt meget tankekrudt på at forstå det), men jeg synes faktisk, at Martinus' brug af ordet virker betydelig mere "videnskabelig" og fornuftig, end den (natur-)videnskab som endnu er i sin vorden og famler frem i et forsøg på at stykke et fuldstændigt verdensbillede sammen. På et tidspunkt dette fuldstændige verdensbillede også være "færdigtegnet" - dog ikke gennem målelige resultater, men gennem den realistiske oplevelse og erkendelse af de levende væsner bag alt skabt.

Jeg ser det ikke som forvirrende. Og jeg ser det ikke som en udvieded definition, snarare en tro på möjligheten av objektiv, absolut kunskap i betydelsen 1:1 förhållande till verkligheten. Ingen ny idé precis. Det ”udviede”, i så fall, är det M kallar sansning fra oven. Men det utmynnar inte i videnskab, utan snarare i en ny form av sansning av virkeligheden. Men det kan ikke vara liktydig med videnskab (att jag ser solen utanför fönstret är ikke "videnskab", det är sansning), däremot kan det vara ett nytt sätt att opfatta og förstå virkeligheden.

Så ser jag på det hele.

vh
markus

Hej Avatar,
ja så kan man nog se det: att Martinus inför ett helt nytt begrepp som inte refererar till något som finns idag. Det finns ingen "åndsvidenskab" idag, om man inte vill räkna läsande av DTT som "videnskab" ungefär som universitetsstudier på lavere nivå med introduktionsböcker osv.

Og kanske blir det så att vi får se experimenter med auror, chakran, materialisationer, telepati og liknande som en gren på normalvidenskaben. Og vid sidan om dette dessutom en ny form av sansning (fra oven). Det ser jag i så fall som två helt olika saker. Det senare är, som du siger, något som kun opleves som individuelle erkendelser, og dermed ikke kan bevises för andra - för andra förblir det tro.

vh
markus

Hej Markus

Her er du netop inde på noget af det centrale i Martinus' definition af "videnskab". For at kunne forstå "sandheden", som er essensen i virkelig videnskab, kræves en anden evne, en særlig evne, der kan analysere den som værende sand - på samme måde som det kræver en synsevne at kunne se og vurdere fysiske ting. Denne særlige evne er den kosmiske bevidsthed.

Det er altså ikke tilstrækkelig, at kunne måle og veje materielle foreteelser, hvorefter de kan kategoriseres og forsøges stykket sammen til et billede af virkeligheden. I stk. 435 i andet bind af "Livets Bog" skriver Martinus om forholdet mellem virkelig videnskab og den lokale videnskab, som vi endnu kun kender her på jordkloden. (Jeg har desværre ikke elektronisk adgang til dette bind, så du må selv finde det omtalte sted).

Se også disse uddrag fra "Logik", kapitel 6:

Og videre i samme kapitel:

Venlig hilsen

Petersh