Hvordan ved vi hvornår en av os selv skabt logisk helhed svarer nøjagtigt til virkeligheden? Virkeligheden har vi jo kun tilgang til gennem vor egen billede af den gennem livsoplevelsen. Dete eneste vi kan sige om den egenskabslöse virkeligheden "i sig" er at den er. Det er når vi oplever den som den gennem os tildeles egenskaber gennem vort individuelle sanseregister. Vi kan kun sammenligne forskellige sansede/ opleved billeder af virkeligheden med hinanden, ikke sammenligne en billede af virkeligheteden med virkeligheden direkte. F.eks. kan vi sammenligne den virkelighedsbillede Martinus formidler gennem DTT med den almindelige virkelighedsbillede der ikke er betinget af DTT og på den måde finde ligheder og forskelligheder mellem de to. Den vi kalder "mest logisk" er simpelthen den vi er mest vant til og finder mest sympatisk!

Mener du at hvis en verdensbillede er uden logiske modsætninger, hvis den er koherent, så er den også altid sand? Er det umuligt at skabe et verdensbillede der er koherent men usand?

Men virkeligheden kedner vi kun gennem vor oplevelse af den, gennem vort sanseregister! Virkeligheden er altid formidlet gennem sansning, aldrig umiddelbar tilgængelig.

Men for kosmos i dets helhed gælder jo at dets behagsfornemmelser, opretholdes på basis af smerte og lidelser for væsener i den sekundære zone. Er då ikke kosmos i dets helhed logisk?

På kosmisk sikt er jo også alt der forursager smerte og lidelser kortsigtet til velsignelse. Alt blir dermed logisk i det lange løb... Ulogik er derfor en umlighed  på kosmisk sikt! Alt konvergerer til logik og kærlighed, til lys og atter lys og at alt er såre godt!

Mens man befinder sig i livet lever man - hvem har brug for at bevise livet da? Og hvis det kommer en tid da vi ikke er i livet - har vi ikke brug for nogle som helst beviser. Opgaven er at bevise gennem egne erfaringer, logik  og intelektualisered følelse  at livet er uden begynnelse og uden ende  - at nuet ar evigt - men også evigt foranderligt.

Allerede nu er vi Guds øjne - hans oplevelsesorganer - om end vi ikke kan direkte opleve på hans kosmiska niveau.

Kan man med desamme brikker skabe mer end en billede? Eller findes der kun en billede der er den riktige?

Spørgsmålet må være; Er det logisk for mig?

Er forudsætningerne analyserne er bygget på logiske for mig?

Ellers anbefaler Martinus, at man tager, hvad man kan bruge og lader resten ligge.

At det ikke er nok med intelligensen og krav om fysisk bevisførelse, beskriver martinus...det kræver også en vis følelsesmæssigt ressonans,
at se logikken i martinus verdensbillede. Det er og bliver en individuel sag.

Kh. Ejby

Men hvis man mener at noget, f.eks. DTT (sv. TT) er logisk er det vel ikke kun subjektiv logik det drejer sig om? Mener man ikke at logisk er noget objektivt? Martinus selv benytter jo begrebet logisk-matematiske om sine analyser i betydningen at de er ligeså absolut sande som logisk-matematiske sandhder, ikke at de er absolut sande kun for dem der finder dem absolut sande. En absolut matematisk-logisk sandhed må vel vare absolut sand, uansedt hvad man mener  om den subjektivt.

Jeg har inge problemer med den følelsesmæssige ressonans når jeg studerer DTT - min følelsesevne si'er "ja og amen" til alt, men det er når jeg vil begribe det hele med min intelligens på en dybere niveau det bli'r problemer.

Jeg si'er ja til DTT fra en holistisk følelsesmæssig synspunkt men jeg kan alligevel finde detaljer i det som jeg mener er inkonsekvente og fra min intelligensmæssige synspunkt ulogiske.

På et intuitvt niveau kan imidlertid alt dette jeg er kritisk imod accepteras som åndelige paradokser, dvs. udtrykkede med en almindelig "skole-logik" bliver det ulogisk, men fra et inutiutivt niveau drejer det sig om paradokser, dvs. det hele er kun tilsyneladende ulogisk og inkonsekvent.

Jeg kan betragte DTT med "to øjne" og de kompletterer hinanden og bidrar til at fordybe min forståelse af DTT og Martinus.

Analyserne er logisk-matematiske i og med de alle går op i det samme facit.

Forudsætningerne for dette facit, findes derimod på et andet plan, tænker jeg.

Kh. Ejby

Går de op i samme facit objektivt eller subjektivt?

Men forudsætningerne må vel kunne udtrykkes i ydre ordformer på vores plan...

Hej Algotezza

Tak, fordi du sætter mine hjerneceller i svingninger! Herligt emne - med fare for masser af tankedril...

Det ved vi kun, fordi den gennem sin oplevelse bekræfter sig selv. Denne oplevelse og bekræftelse af verdenslogikken opnår vi først, når vi en evne til at se idéen bag alting. Husk desuden på, at livet er en lige så vigtig forudsætning for, at vi overhovedet kan kalde noget for logisk, som logik er en forudsætning for livet!

Hvis ikke absolut alt kan placeres i et verdensbillede, mangler logikken, og verdensbilledet er ufuldkomment. Det er ikke muligt at skabe et fuldkomment verdensbillede, som samtidig er usandt - men ufuldkomne "øjne" kan tro det og handle ud fra denne tro. (Men også denne situation rummes i det fuldkomne verdensbillede og er derfor ganske logisk ).

Det er korrekt. Men verdenslogikken eksisterer også kun i tilknytning til vores sanseoplevelse, og de kan ikke adskilles. Husk på, at livet er en lige så vigtig forudsætning for, at vi overhovedet kan kalde noget for logisk, som logik er en forudsætning for livet!

Bemærk den nøje sammenhæng mellem oplevelse af logikken og behagsfornemmelsen. Når logikken kulminerer, kulminerer væsnets salighedsoplevelse i erkendelse af, at alt er, hvad det er. Et banalt, men dog logisk facit. Livet er selvfølgelig også logisk i guds sekundære bevidsthed. Men her ved guds sanseredskaber det bare ikke, og derfor opleves behaget ikke lige så udtalt, som i den primære zone (selvom der dog også her er tale om en begærstilfredsstillelse).

Det har vi. Det er bl.a. det, vi forsøger her i forummet. Det er vores urbegær, der på dette udviklingstrin udmønter sig i ønsket om at finde dette bevis. (Men selvom vi forsøger at bevise livet i fællesskab her i forummet, kan vi i den sidste ende kun gøre det over for os selv).

Der findes kun ét billede. Men det ved kun, den der (op-)lever det. Og den, der oplever det, er gud i form af dig - uanset hvem der ser...

Venlig hilsen
Petersh

Hej Algotezza,

Man kan ikke begribe noget med intelligensen. Intelligensen kan splitte tingene op, gruppere og sammenligne. Man kan bearbejde sine erfaringer med intelligensen, og så kan man hvis man er heldig komme frem til en "aha-oplevelse": "Nå, det er sådan det hænger sammen!". Det er intuitionen, der er på spil. Man fanger ideen bag. Med intuitionen forstår man.

Hvis man skal forstå livet, må det være vha. intuitionen. Og det er ikke sikkert vi har nok af den, for det er ikke nok med intelligensen, kærligheden skal også være med.

Jeg tænker, at det er ikke sikkert, vi kan forstå livet til bunds, men vi kan måske forstå nok til at forstå, at kærligheden er kernen i livet.

Analyserne har til formål at vise at kærligheden er alfa og omega; at kærligheden og logikken er to sider af samme sag, sådan at man kan finde mod til at nære tillid til kærligheden, til Gud. Analyserne har til formål at få os til at gribe ud efter kærligheden. Hvis det lykkes så kommer indsigterne efterhånden.

Hvis det ikke lykkes, så fortaber man sig nemt i metafysiske spekulationer, som det ikke lykkes at komme til bunds i, så længe man ikke har kærligheden med, fordi kærligheden er den lyskilde, der giver forståelsen. Når kærligheden fungerer, så åbnes intuitionen, og først da forstår man. Indtil da må man famle i blinde - eller i bedste fald vejledt af den teoretiske kosmisk bevidsthed som er i analyserne.

kh
Jan

Super, Jan - tak, for at du har sat ord på det, som jeg gerne ville have været i stand til at formulere!

vh. Petersh

Problemet är att "intuitionen" kan leda åt olika håll. Det som uppfattas som "intuition" för en är motsatsen till "intuition" för en annan. Folk tror sig "veta" och "forstå" olika saker och inslaget av tro kan vara starkt. Vilket gör "intuition" i dagsläget obrukbar som grund för "bevis" i egentlig mening. Det blir tydligt även inom Martinus-kretsen där det finns olika och motsatta tolkningar av Martinus och TT. Till och med bland Martinus personliga lärjungar.

Men den jordmenneskelige intuition er vel langt fra ufejlbar og fölelsen af at man er absolut sikker er jo kun en jordmenneskelig fölelse. Vi har endnu brug for common sense og skepsis, det sunde tvivl!

Dessuden samarbejder vore åndelige evner, for fölelse, tänkning, hukommelse, så at det ikke er så let at sige vor den ene slutter og den andre begynder, de gennemsyrer hinanden. Og at da sige at man slet ikke kan forstå noget med det man kalder intelligens uden at man kun kan analysere og syntetisere med intelligensen, er altfor smalsporet, thi intelligensen arbejder aldrig isoleret.

Med intuitionen indser man direkte, med intelligensen forstår man efter analysen. Den intellektualiserede fölelse er en balance der kun er mulig med hj a kärligheden og den balancen er også grunden til intuitionen, ikke evnet til at bilde isg ind at vare kärlighedsfuld.

Der findes vel vel både fölelsens og intelligensens veje til kärligheden og Gud, og kombinationer af disse. Erfaringernes, lidelsernes vej er den vej vi alle vandrer.

Alt har vel sin tid. Spekulationer sin tid når man sultner efter dem, andre mulighder når man sultner efter dem. Alle der mener sig at forstå intuitivt gör det vel heller ikke...

Hvad jeg kan forstå er at jeg egentlig intet ved... Men det er godt nog at forstå for mig...

Min kunskab om virkeligheden og hvad der findes under overfladen af virkeligheden er mest sandsynligheder og atter sandsynligheder, formodninger... forhåbninger...

Det er rigtigt. Men det ændrer ikke på, at det er intuitionsenergien, der gør, at man forstår. Hvis man misforstår, så er det ikke intuitionsenergi, så er det andre energier, der er på spil

Hvis to personer har deres viden intuitivt, så kan de ikke være uenige. Hvis man er uenige, så må der mindst være en, hvis opfattelse ikke er intuitiv.

Man kan ikke få mere bevis end en kendsgernings analyse. Men der er ingen garanti for, at man kan forstå en kosmiske analyser, det kræver en gryende intuition. På samme måde er udsagnet: 2+2=4 heller ikke en kendsgerning for den, der ikke kan regne.

Martinus skriver flere steder, at analyserne er beviser. Men da der var to interesserede, der var uenige om hvorvidt det var beviser eller ej, og Martinus blev bedt om at sige, hvad han mente om det, svarede han noget i stil med: "Kan man ikke se det, må man lade være".

For nogen er det kendsgerninger - for andre ikke - hvis man kan forstå, at det er sådan og at kun livet selv kan ændre på det, så har man et godt grundlag for udvikling af sin tolerance. Men kan man ikke forstå det, så er man nødt til at lade det ligge.

vh
Jan

Der er ikke noget, der arbejder isoleret. Alt er en evig, udelelig enhed. Og denne udelelige enhed kalder Martinus for "det guddommelige noget". Dette noget har ikke anden analyse end, at det eksisterer.

Enhver anden analyse er derfor en analyse af dele af det udelelige noget. Men hvordan kan man overhovedet dele noget, der er udeleligt? Er det ikke problematisk, selvmodsigende, ja ligefrem umuligt? Jo, i aller højeste grad! Det kan man jo ikke. Men Martinus gør det alligevel. Hvorfor gør han det? Ja, det er han nødt til, for ellers er der ingen kosmiske analyser. Så ville der kun være denne ene analyse: "Alt er et udeleligt "noget", der evigt eksister."

Men den analyse fortæller ikke noget om noget levende væsen eller om nogen kærlighed som verdensaltets grundtone og som identisk med den højeste logik. For at få analysen af det levende væsen, er man som minimum nødt til at dele det udelelige i 3 dele - og vupti har man det levende væsens 3-enige analyse.

Men så skal man bare også huske, at man gjorde noget, man ikke kunne. Intelligensen kommer til kort, for den kan kun analysere på noget, den kender, noget den har erfaring med, så den kan sammenligne med noget andet, og sige: det her er ligesom det her, men adskiller sig fra det her, det her er større, og det her er mindre.

Men det kan intelligensen ikke gøre med det udelelige noget, som er det eneste, der reelt eksisterer. Det "guddommelige noget" er det eneste af sin slags. Det kan ikke sanses. Det har ingen analyse ud over, at det eksisterer. Og de dele man ikke kan dele det udelelige op i, men som man alligevel er nødt til at gøre tankemæssigt for overhovedet at nærme sig en forståelse, disse dele kommer intelligensen også til kort overfor, for dem kender den heller ikke, og de kan ikke sammenlignes med noget andet - dels fordi de er de eneste af deres slags, og dels fordi de ikke har reel eksistens, men kun er en tankekonstruktion, skabt som en krykke til at forstå det, der ligger til grund for tankekonstruktionen. Men da tankekonstruktionen altid vil være væsenforskellig for det ubeskrivelige, den prøver at beskrive, kommer intelligensen atter til kort. Den ved dybest set ikke, hvad det er, den analyserer på.

Den studerende må derfor i heldigste fald trække på intuitive kompetencer - eller nøjes med at konstatere, at her er noget, som i bedste fald kun tilnærmelsesvis kan beskrives og forstås.

Hvad skal intelligensen stille op med det, der ikke kan beskrives?  Den er nødt til  at skabe et "billede" af det, og lade som om at man nu kender det, selv om  man kun kender det "billede", man har skabt af det.  Problemet er at ethvert billede er forkert, idet det altid vil udgøre en del af det udelelige, som det skal beskrive.

Når vi bevæger os længere væk end analysen "et noget som er", så bevæger vi os derfor ud i illusionernes verden.

Her støder vi på en yderligere forståelsesmæssig vanskelighed, fordi vi kun kender til timelige illusioner. Men det guddommelige noget er et levende væsen. Og et levende væsen er et noget med illusioner - vel at mærke evige illusioner. Skabeevnen er en evig illusion. Den ændrer sig internt med udvikling og degeneration af visse talentkerner, men grundlæggende har den altid eksisteret. Den er en evig illusion.

Hvorfor er den en illusion? Fordi den som skabeevne betragtet har en anden analyse end bare: "et noget som er". Den udgør en skabeevne med en række ledsagende skabeprincipper - men denne skabeevne er vel at mærke en evig del af det udelelige. Og sådan har det altid været. Den er aldrig startet.
Vi har her en evig illusion. Og det kender vi heller ikke til. Martinus bruger ordet "illusion", men i det almindelige sprog er ordet illusion altid om noget timeligt. Et eksempel kan være en falskspiller, som har et es skjult i ærmet, som han bytter ud med et andet kort uden nogen ser det, det er en timelig illusion, og som sådan kender vi begrebet,  men evig illusion, det kender vi ikke. Intelligensen kommer igen til kort, den har ikke noget velkendt at sammenligne med.

Vi skal altså ikke grave ret længe i analyserne før intelligensen kommer vældigt til kort, den har ikke noget at sammenligne med, og de begreber den skal forholde sig til, kan den ikke opfatte, da de dybest set ikke eksisterer, men kun er skabte, kunstige produkter, som skal forsøge at beskrive det evige virkelige. Men problemet er, at det kunstige produkt, samtidig kommer til at stå i vejen for oplevelsen af det virkelige. Det timelige skjuler det evige. Men hensigten er, at det skal give en forståelse af det evige, men det er umuligt uden en eller anden grad af intuition.

Analyserne er en beskrivelse af det, der ikke kan beskrives. Vismænd før Martinus har nøjes med at sige, at det ikke kan beskrives. Martinus beskriver det. Men det kan han kun, fordi han deler det, der ikke kan deles. Han gør noget, der ikke kan lade sig gøre.

Kan man ikke let misforstå det så? Jo, det kan man. Men man forstod det jo ikke i forvejen. I heldigste fald kan analyserne åbne for intutionen, og så kan man forstå noget af det han beskriver, som ikke kan beskrives.

Martinus siger, at det kræver en gryende intuition at forstå hans analyser. Det er derfor, det opleves som det rene volapyk af visse folk. Uden gryende intuition er analyserne meningsløs tale.

Der skal altså være en gryende intuition, der behøver ikke at være kosmiske glimt, men lidt intuition skal der være, fordi det er den, man forstår med.

vh
Jan

Hej Jan

Det var dog et fantastisk klart, uddybebde og velskrevet indlæg, du fik smidt på banen der.

Jeg er helt enig.

Tak for det.

Kh. Ejby

Så var det vel også noget med HC Andersens keiser? 

»Nu gad jeg dog nok vide, hvor vidt de ere med Tøiet!« tænkte Keiseren, men han var ordenligt lidt underlig om Hjertet ved at tænke paa, at den, som var dum, eller slet passede til sit Embede, ikke kunde see det, nu troede han nok, at han ikke behøvede at være bange for sig selv, men han vilde dog sende nogen først for at see, hvorledes det stod sig. Alle Mennesker i hele Byen vidste, hvilken forunderlig Kraft Tøiet havde, og alle vare begjærlige efter at see, hvor daarlig eller dum hans Naboe var.

»Jeg vil sende min gamle ærlige Minister hen til Væverne!« tænkte Keiseren, »han kan bedst see, hvorledes Tøiet tager sig ud, for han har Forstand, og ingen passer sit Embede bedre end han!« -

Nu gik den gamle skikkelige Minister ind i Salen, hvor de to Bedragere sad og arbeidede med de tomme Væve. »Gud bevar'os!« tænkte den gamle Minister og spilede Øinene op! »jeg kan jo ikke se noget!« Men det sagde han ikke.

Begge Bedragerne bad ham være saa god at træde nærmere og spurgte, om det ikke var et smukt Mønster og deilige Farver. Saa pegede de paa den tomme Væv, og den stakkels gamle Minister blev ved at spile Øinene op, men han kunde ikke see noget, for der var ingen Ting. »Herre Gud!« tænkte han, »skulde jeg være dum! Det har jeg aldrig troet, og det maa ingen Mennesker vide! skulde jeg ikke due til mit Embede? Nei det gaaer ikke an, at jeg fortæller, jeg ikke kan see Tøiet!«

!

»O det er nydeligt! ganske allerkjæreste!« sagde den gamle Minister og saae igjennem sine Briller, »dette Mønster og disse Farver! - ja, jeg skal sige Keiseren, at det behager mig særdeles!«

»Naa det fornøier os!« sagde begge Væverne, og nu nævnede de Farverne ved Navn og det sælsomme Mønster. Den gamle Minister hørte godt efter, for at han kunde sige det samme, naar han kom hjem til Keiseren, og det gjorde han.

Nu forlangte Bedragerne flere Penge, mere Silke og Guld, det skulde de bruge til Vævning. De stak Alt i deres egne Lommer,

Tak Jan, det gav nogre nye åpenbaringer og dypere forståelse! Veldig bra!

Kjærlig hilsen
Oscar

Hej igen Jan,
problemet här og nu är inte att man ikke "kan forstå" det. Vi talar om "intuition" og "bevis". Og flere personer kan hävda att de "forståt" eller att de har "intuitiv" forståelse, men de påstår olika saker. Då blir rådet att "lade det ligge" irrelevant (det lämpar sig nog mer när man verkligen ikke kan begripa). Og det går heller ikke att "bevisa" - vi saknar nämligen kriterium för att avgöra vad som är "intuition" og vad som ikke är det. ??? Det går att ge flera exempel på detta där personer som varit personliga lärjungar till Martinus är uenige og har olika uppfattningar om allt från polförvandlingen till namnet på "saken". Då vet vi ikke vem som skal "lade det ligge", förmodligen ingen eftersom diskussioner og brug av tankeförmågan är bra.  

Helt enig.

Vi riskerar genom att ha lärt oss Martinus andligt-vetenskapliga språkspel att hamna i andligt-metafysiska tautologa tankekretslopp, som när vi vant oss vid dem, ter sig självbevisande. Det är precis vad som sker på detta forum lige nu.

Och den som kritiserar Martinus för bristande logik el dyl avslöjar sin egen brist på kärlek och intuition, menar man vidare, helt i enlighet med logiken i kejsarens nya kläder där man inte anses inte kunna sköta sitt ämbete om man inte kan se tyget. Och är man utan kärlek och intuition kan andra inte ta kritiken på allvar när den alltså uttalas av en som saknar kärlek och intuition. Moment 22. Kan man öht följa Martinus råd att läsa TT kritiskt och inte godta det som  står där, om man samtidigt av andra TT-läsare som menar sig förstå, kommer att stämpla som kärlekslös och utan intuition om man kritiserar TT? Bäst at holde käft..

Hej Algotezza

Uanset hvad vi måtte mene, så er livet den eneste facitliste, der findes, til enhver teori. Lad det komme an på en prøve. Vi har en evighed til at finde svaret. Måske.

vh. Petersh

Hej Algotezza

Polforvandlingen er en analyse. Det er en av de vanskeligste får jeg indtryk af. Samtidig som vi alle med egne øyne kan se den begyndende polforvandlingen i mennesker rundt os, er selve analysen i hele dens dybde svært vanskelig. Navnet på sagen er ingen analyse. Navnet er måske vanskelig for nogen, men da kan vi jo bare kalle det Sagen, det kan man være enig om

Når det gæller tautologi-begrepet, så mener jeg at den ikke hører hjemme i samtalen om Martinus analyser.
[Tautologi (av gr. to auto, det samme, og logos, ord), uttrykk bestående av to (el. flere) ledd som sier det samme, f.eks. rund ring. Jf. pleonasme.]
Når man reduserer alt til sine bestanddeler, havner man ofte/alltid hos en tautologi. Nemlig to ting som er det samme. X1 = noget som er. 2+2=4. Det er måske tautologier. Ligevel er disse exempler kraftfulle begreper som har en enorm verdi. Så at noget er en tautologi sier ingenting som dette noget. Det er i mine øyne et blindspor at trække ind tautologi-begrepet.

At stæmple nogen som kærlighetsløs og uden intuition – det er i mine ører toppen på kærlighetdsløshed Ingen i universet er helt uden kærlighed. Selv en tiger håller av sine unger. Selv en sadist kan ha omsorg for sin lille hund, eller være glad når solen kommer op...

Jeg oplevde ikke Jans innlegg som en forklaring av bevis av analyser. Men en forklaring av forståelse av analyserne. Der trenger man intuitionen.

Når det gæller analyserne ser jeg det slik, at de kan deles i 3 deler: analyser som man bevises, analyser som er hevet over bevisføring men som kan forståes, og analyser som man (endnu ikke) kan forstå.

Fordi disse 3 kategorier findes, taler man lett forbi hverandre.

Ordbrugen hos Martinus er som oftest meget god og sterk. Men ordene illusion og intuition er vanskelige. For disse ord har en anden betydning, en anden gradering, i almindelig sprog. Martinus legger en enorm analyse i hvert av ordene, som man må kænde til, forstå, og bruge i meningsudvekslinger, for at det skal være mening i samtalet. I almindelig sprog er intuition det samme som magefølelse. Hos Martinus er den basert på en udviklet kærlighedsevne. Denne egenskab (kærlighedsevnen) er ikke indbagt i orden intuition når det bruges i almindelig sprogbrug.

Kjærlig hilsen
Oscar