At stille mange spørgsmål sådan som Martinus gør
i sine analyser beviser jo intet.
At jorden er utroligt at skaberværket er fantastisk beviser
jo ikke nødvendigvis at der findes en Gud, eller Guddom.
Så når man fx ser en TV udsendelse med mennesker hjerne og hvor utrolig
stor den er , ja helt , helt utrolig stor og næsten uden grænser og videnskaben
derfor siger : at der er den samlede hjernekapasitet den er "selvet" "jeget" "bevistheden",
så ville en kosmolog stille sprøgemålet, men hvorfor er den så stor hvis det bare skal
bruges til man dør ? , fx.
Svaret skulle bevise at Gud er til, men det er jo ikke nødvendigvis rigtig ?
At logisk tænkning føre til at der "må være en Gud" beviser ikke
at der er en Gud/Guddom.
Har jeg ret ?
Hej steen2..
Har du nogensinde forsøgt med bøn?
Nicolai
Hej, du lyder helt bestemt som en fra Pinsekirken.
Den har jeg prøvet ..
Nykristne og deres hoppen op og ned.
Jeg ved at Gud ikke svare mig med hørebare ord.
Så ja jeg har prøvet bønnen, den beviser heller intet.
i sine analyser beviser jo intet.
Det mener jeg heller ikke at martinus påstår.
jo ikke nødvendigvis at der findes en Gud, eller Guddom.
Hvis det er "et skaberværk" må der jo være en skabers værk ellers er det bare noget som er kommet af sig selv. Men det behøver selvfølgelig ikke nødvendigvis at være en Gud eller Guddom, som står bag, men det er heller ikke udelukket.
at der er en Gud/Guddom.
Det er en meget stor diskussion du tager fat på. Hvornår er noget bevist og hvornår er det ikke. Jeg tror ikke at det er noget vi skal prøve at blive enige om, men vi kan udveksle meninger og holdninger til det og prøve at blive klogere og danne og udvikle vores egen opfattelse.
En enkelt bemærkning. Hvis "der må være en gud", ja, så er der en gud. Problemet kan så være hvordan man er kommet frem til at "der må være en gud" og det er så også det dit indlæg primært handler om. Hvis logikken førte til at "der er muligvis en gud", så er det ikke et bevis for at der eksisterer en gud.
kh
Lasse
Hej Steen2!
Som jeg læser dit indlæg så vil du gerne have et håndfast bevis for, at Gud findes. Det tror jeg ikke man kan give. Det er i det hele taget svært at bevise noget som helst hvis man ser sådan på det. Hvad med mig selv for eksempel? Kan jeg bevise, at jeg er født på min fødselsdag, kunne jeg ikke ligesågodt være "skabt" i går af en tilfældig hændelse, denne tilfældige hændelse gav mig så tilfældigvis en fejlagtig erindring om, at jeg har levet i over 30 år - det har jeg bare ikke, hvis jeg er skabt helt tilfældigt i går.
Martinus fortalte jo, at han dagsbevidst kunne opleve Guds eksistens. Jeg kan også dagsbevist opleve, for eksempel den computer jeg sidder og skriver på nu - jeg ser den med egne øjne, jeg hører summen fra blæseren - men jeg kan ikke bevise, at den eksisterer. Mine sanser kunne jo bedrage mig. Og hvad mine sanser siger er i det hele taget ligegyldigt. Hvis jeg går ind i et andet rum, kan mine sanser ikke længere opfatte computeren - hvis mine sanser fortalte sandheden, så havde jeg jo, ved at gå ind i et andet rum bevist, at computeren ikke længere eksisterer, for mine sanser opfatter den ikke. Så hvad Martinus kunne opleve dagsbevidst beviser intet. Og rent faktisk ved vi jo godt, at den fysiske verden er en illusion, den er jo bare et resultat af tyngde- og følelsesenergiens indbyrdes vekselvirkninger.
For mit eget vedkommende er det centrale spørgsmål om det der sker omkring os har en mening. Hvis Gud ikke eksisterer, så er alt hvad der sker uden mening. Og det er ikke sådan naturen viser sig for mig - jeg synes at jeg kan opfatte en mening, eller en retning i det der sker.
Ateisterne fornægter jo Guds eksistens, og konsekvensen må jo så være, at alt er totalt meningsløst, uden formål uden retning og et fantastisk spild af energi. Tænk at opretholde dette sceneri til ingen verdens nytte. Om vi myrder andre eller endda os selv, hvad betyder det? Om vi lever 10 eller 80 år er da ligegyldigt, hvad betyder det i forhold til de 15-20 milliarder år som universet har eksisteret? Når vi dør er vi jo bare væk og alt er sort, hvorfor har naturen så skabt sig selv, alt ender jo alligvel i det sorte intet, kunne det så ikke lige så godt være blevet der? Jeg har selv været ateist en overgang, men forkastede det, da jeg pludselig indså, at mit eget liv som en logisk konsekvens heraf var meningsløst og uden berettigelse.
Den har jeg prøvet ..
Nykristne og deres hoppen op og ned.
Jeg ved at Gud ikke svare mig med hørebare ord.
Så ja jeg har prøvet bønnen, den beviser heller intet.
Nå.. ja.. den kommer vi til at diskutere i skærsilden på et tidspunkt...
Kære Steen2
Jo jeg eksisterer.
Kærlig hilsen En lille del af Gud
PS. Hvis tilfældighed var guddommen f.eks. efter Darwins model, hvad skulle den evolutionære fordel ved troen på gud så være?
Jeg tror ikke på Gud, har aldrig troet på Gud, og er hverken døbt eller konfirmeret, men jeg har altid vist at der var noget der var bag at det jeg kunne opfatte, noget der styrede livet. Nu kan jeg kalde det Gud, men det er stadig ikke noget jeg bare tror på, jeg ved det er der, og nu kalder jeg det Gud, så derfor findes Gud.
Intet kan skabes af intet.
Bag enhver skabelse findes en bevidsthed.
F.eks. kan et bord jo ikke pludselig skabes af sig selv = der er en designer og tømrer/snedker bag. 
At vi/livet/universet ned i mikro- som op i makro er skabt med en så gennemtænkt logik og et design der overgår ens vildeste fantasier, kan umuligt have blevet skabt af tilfældigheder.
At videnskaben bygger livets oprindelse på tilfældigheder er for mig det mest ulogiske jeg nogensinde har hørt. ???
Så om man kalder bevidstheden bag skabelse for: Gud, Allah, Naturen, Designeren, Energien, Guddommen, osv. er underordnet. Altså "who cares". :
KH. J.
Lommeuld kommer at ingenting 
Logiske argumenter er da gode men de kan ikke vise at Gud findes !
Til Steen2
Dit spøgsmålet går ud på, om man kan bevise om Gud er til, er svaret både et ja og nej, for det afhænger af, hvor man selv står i udviklingen. Men med Martinus kosmologi dvs. læren om verdensaltet, er det op til hvert enkelt af os at gøre brug af han analyser og symboler. Ligesom man må træne i al andet for at blive god til det eller det, må man altså også træne i at forstå hans værker. Det kræver, at man læser hans værker flere gange, for at nå ind til selve kernen af livsmysteriet.
Noget af det, der har givet Martinus interesserede de største problemer er forståelsen af X1, X2 og X3. Et andet problem i hans kosmologi er forståelsen af hans polanalyser, som mange endnu slet ikke er parat til, at kunne forstå fuldt ud. Ligeledes er det med forståelsen af, at noget er uden for tid og rum og aldrig har været skabt. Vi vil gerne have, at tingene har en begyndelse og en afslutning, fordi det kan vi bedre forholde sig til, end at der findes et â€Noget†som er uden for tid og rum. Men så er det da en trøst, at Martinus et sted har fortalt, at vi kommer til at bruge op til flere liv, til at læse hans værker i, inden vi kan forstå det alt sammen.
Gud og livsenhedsprincippet
De fleste af os kan godt forstå det symbol angående livsenhedsprincippet (symbol nr. 7), med levende væsener inde i levende væsener, og vi kan også se, at der er noget, der er større end os, f. eks. jordkloden og jordkloden er en del af vores mælkevejssystem, som igen er lille del af det ydre univers. Takket være perspektivprincippet, ser vi verden og dets liv både i mikrokosmiske størrelse og os selv som mellemkosmiske størrelser samt de ydre univers som en makrokosmisk størrelse. Martinus pointe er, at hele livsenhedsprincippet, med alle de levende væsener inde i levende væsener; at summen af alle disse væsener tilsammen danner Guddommens legeme.
Da Gud indeholder alle levende væsener, kan intet være uden for Gud, dvs. at Gud, har kun sig selv at kunne opleve med. Hvis der var noget uden for Gud selv, måtte dette væsen være større end Gud og dermed var Gud ikke længere det største væsen. Men med Gud skal forstå det væsen, der er større end alle andre levende væsener tilsammen og at alle andre levende væsener befinder sig inde i Guddommen. Derfor er det heller ikke tilfældigt, at der i Biblen står skrevet et sted â€I ham leves og røres viâ€.
Vi hverken kan eller skal bevise over for andre, om Gud er til, eller ikke er til, og det er heller ikke meningen. Da vi alle står på forskellige udviklingstrin, vil der også være forskellige syn på livet og på Guddommen.
[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]
Kan du bevise det?
Lasse :
Næææææ ???
Hej Svend Erik
Dine første par linier fik mig til at tænke på at det vigtigste i kosmologi-sammenhæng må være det man selv mener at kunne bevise. Vores diskussion handler meget om hvad "man" eller "vi" kan bevise, men i virkeligheden er det vigtigste for mig at se, hvad jeg kan bevise.
Hvis vi f.eks. bliver enige om at man kan bevise at gud eksisterer, så gør det ikke den store forskel for mig eller den enkelte før man selv kan udføre og forstå beviset. Et sådan bevis vil sandsynligvis både kræve en rimelig veludviklet logisk sans samt nogle oplevelser til at underbygge logikken. De oplevelser der skal til for at underbygge et bevis for gud er kan kun opleves af den enkelte og kræver evner. På det fysiske område har vi alle evnerne, så der opstår ikke så meget tvivl. På det kosmiske område er vi meget sparsomt udrustet med sanseevner og der opstår derfor tvivl om hvad man kan og ikke kan.
Kh
Lasse
Næææææ ???
Så det er altså et uafklaret spørgsmål om logiske argumenter kan bevise guds eksistens
God pointe Lasse,
Fordi at nogle fx. er i stand til at have fuld kontakt med Gud 24 timer i døgnet og direkte føler dette nogets tilstedeværelse, hjælp og støtte.... gavner det ikke den (fx. mig), som ikke kan sanse denne Gud. Hvis jeg ikke kan se, høre eller mærke Gud, så har jeg ikke meget gavn af at naboen kan det. Vi er alle alene på den kosmiske "bevisførelses-vej" - og vi skal hver især individuelt begynde at opleve og sanse på en ny måde. Vi kan så berige hinanden med fortællinger om nogle af de skønne og smukke oplevelser og overraskelser, vi hver især oplever på vores sidste stykke vej hjem til Faderen.
Kærlig hilsen
Anette
Hej Lasse! Â
Det er altid rart at sætte andres tanker i gang og det var også meningen med mit indlæg, derfor skrev jeg både et ja og nej. For det første kræver det, at man selv mener, at kunne bevise Guds eksistens, ellers vil det jo også være umuligt at kunne fremfører et sådan et bevis over for andre, og som du jo også selv er inde på, kræver det også, at den anden part er modtagelig for sådan et bevis og er i stand til at forstå bevisførelsen.
Men når vi er inde på sådan et emne, som at kunne bevise Guds eksistens, er det ikke nok at bruge sin intelligens, intuitionen må i højeste grad være med. Kunststykket består i, intuitiv, at kunne forstå tomheden, dvs. en verden af materiel tomhed, en form af absolut stilhed, der er i balance eller ligevægt. Det, at kunne forstå, at Alt er et evigt HER og NU og uden for den almindelige og tilgængelige sansning. Så er det ligesom vores sprog er mangelfuldt, og Martinus siger, at det er det nærmeste vi kommer Gud med vores sprog.
Så vi kan anskueliggøre Guds eksistens, men vi har ikke alle de dækkende ord for, hvad Gud i virkeligheden er for en størrelse, for vores sprog er bygget på de skabte foreteelser. Det Noget, der er bag ved al det skabte, må jo være i en evig tidløs tilstand og ganske usynligt for vores sanseevne.
[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]
Ja Svend Erik hvis man med Gud mener X1 så står vores hjerne ret hurtig af.
At forestille sig at gå rundt inde i X1 og lige meget hvor længe man går
eller flyver og ligemeget i hvilken retning man går vil man aldrig
komme ud af X1.
Og ja alt andet er enten X2 eller X3.
Som jeg har forstået det.
Men kan forekere snart se Gud, røre ved ham når de fx skiller atomerne af ?
Se det er spænnende.
Min pointe gik på at der er en stor opgave i bare at bevise 'ting' for sig selv. Når man har beviset i sig så er det at fremfører beviset for andre primært et kommunikationsspørgsmål. Men det er selvfølgelig klart at på vejen til beviset kan det at formulere beviset som en hypotese for sig selv og andre være en stor fordel
kh
Lasse
Til Lasse!Â
Tak for din kommentar omkring dette emne, og jeg er da også helt enig med dig i din analyse omkring bevisførelsen. Selv Martinus, måtte bruge al sin intelligens for at skrive det om til forståelige ord, så vi havde en chance for at kunne forstå hans analyser af det timelige og det evige. Så opgaven for os andre, at kunne bevise Guds eksistens, må være endnu vanskeligere, end det var for Martinus.
[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]
At forestille sig at gå rundt inde i X1 og lige meget hvor længe man går
eller flyver og ligemeget i hvilken retning man går vil man aldrig
komme ud af X1.
Og ja alt andet er enten X2 eller X3.
Som jeg har forstået det.
Men kan forekere snart se Gud, røre ved ham når de fx skiller atomerne af ?
Se det er spænnende.
Ja, her er du vist kommet ind til sagens kerne; men Gud skal i virkeligheden forstås, at ALT er GUD. Dette berømte â€X†har tre operationelle egenskaber, som Martinus deler ud som X1, X2 og X3. Analyserer vi disse tre egenskaber, vil vi opdage, at de alle tre er immaterielle størrelser, og alligevel lykkes det for Guddommen, at kunne skabe oplevelser ud af det.
Netop ved at al ting er immaterielt, vil alle skabte størrelser i sin analyse fortone sig ind i X1 som absolut stilhed.Â
[align=center]Med kærlig hilsen
Svend Erik[/align]
Skriv et svar