af Søren Hann.

Lille introduktion til et verdensbillede – 1

– liv og bevidsthed bag den fysiske verden

Kender du den forunderlige følelse, der kan være forbundet med at stå under en tindrende stjernehimmel? Vi er mange, der har oplevet det. Hvad sker der? Et stort HVORFOR runger måske i sindet, men næste dag er det ofte glemt. Det før så store spørgsmål er trådt i baggrunden for den daglige trummerum.

Og dog er der sået et lille kim. En proces er sat i gang.

Selv mennesker, der normalt ikke regner sig for religiøse, må undertiden indrømme, at de under stjernehimlen har et anlæg for at tro på noget højere i livet end de materielle ting. For når man kan stille spørgsmålet HVORFOR, så betyder det jo, at man bærer på en forestilling om, at der kan være mere end stjernestøv derude. At stilheden ligesom taler til os. Og så kan man jo undre sig, ikke mindst over sig selv. Tænk, at det store verdensrum på den måde kan påvirke os, måske forsøge at vække os. Men til hvad?

Hvem der blot kunne sætte lidt flere ord på dette HVORFOR -!

Nu kan man have forskellige holdninger til det religiøse. Man kan tro på Gud, som mennesker siden tidernes morgen har troet på ånd og bevidsthed bag den fysiske verden. Man kan også tro på, at der slet intet er derude mellem stjernerne, at det hele blot er lutter indbildning. Endelig kan man tro på en tredje måde. Man kan tro som en videnskabelig forsker, der vil løse et problem og prøver sig frem med forskellige teorier. På den måde bliver tro til viden, efterhånden som en bestemt teori slår an, og ingen længere tvivler på den. Sådan har vores verdensbillede ændret sig gennem tiderne. Engang troede vi, at Jorden var flad, nu ved vi, den er rund. Et verdensbillede fortæller i grunden lige så meget om os selv, som om den verden vi bor i.

Martinus’ verdensbillede er et bud på, hvad det store verdensrum fortæller. Martinus sætter ord på, og det er helt o.k. at opfatte det som en teori, en videnskab med ny horisont. Måske et første skridt på vejen til en mere ligeværdig samtale med verdensrummet. Her får du en videnskab, der sætter dig i stand til at opdage verden på en ny måde. Undervejs kan du på egen hånd eksperimentere og se, om teorien passer. Men her handler det altså om alt det mærkelige derude, alt det, som er kernen i enhver religiøs oplevelse. Her kan du gøre, hvad mennesker i umindelige tider har drømt om, men sjældent formået. Du får et sprog og et verdensbillede, som får dig til at tale, hvor du før var tavs.

Lille introduktion til et verdensbillede – 2

– om livets evige natur

Hvem er jeg, hvor kommer jeg fra, og hvor er jeg på vej hen?

Sådan spørger mennesker, når de i et glimt fornemmer, at de altid har været til.
Så har de lov til at spørge på den måde, de er jo på langfart i tiden. Også selv om de ikke lige kan huske, hvordan vejret var i går.

Når mennesker kan finde på at stille de store eksistentielle spørgsmål, så kunne man nemt få den tanke, at vi ved mere om vores fortid, end vi selv er klar over. Og sådan er det netop, siger Martinus. Vi er meget klogere på livet, end vi selv tror. Man vi mangler et sprog, et verdensbillede, der matcher de daglige erfaringer. For hvor finder vi evigheden i den ganske almindelige hverdag?

Du ser den overalt, siger Martinus. Har du først fået øje på den, så kan du slet ikke undgå at se den. Hvert barn, der kommer til verden, er jo en unik lille størrelse, der har hele sin evighed med i bagagen. Den er så at sige indgraveret fra første stund. Du kan se det i det lille barns øjne. Du kan studere det i fosterudviklingen. Alle mennesker ved det inderst inde, men kun som en følelse, der kan være svær at få hold på, en stille undren.

Og så regner man det ligesom ikke rigtig for noget. Man skyder det fra sig, glemmer det.

Men forestil dig nu, at du kunne gribe denne følelse med forstanden, så du kunne snakke om den med andre mennesker. Hvis du kunne gøre poesien til prosa. Det er det, Martinus gør. Han viser, hvordan du kan kombinere tanken om et evigt liv med din kendte hverdag. Han giver dig et verdensbillede, du kan forholde dig til. Helt konkret.

Og i virkeligheden er det hele meget enkelt.

På dette sted er der ikke plads til en nærmere udredning, men kort fortalt så gælder de principper, du kender fra dagligdagen, også i evigheden. Al oplevelse består jo i at skelne mellem kontraster, føle forskelle. Meningen med livet er at opleve det, opleve det gennem dets kontraster. Det ved du alt om. Lys og mørke er sådanne kontraster. Du kender dem fra dag og nat. På en måde også fra godt og ondt, smerte og velvære, sult og mættelse. Ja, sådan kunne man blive ved i al evighed med at forny sin livsoplevelse via lysets og mørkets kontrast.

Og det er netop det, du gør. Det er livets evige natur.

Lige nu lever du i ”dyreriget”, men du kender også til planterige og mineralrige. Sæt nu, du har levet dér engang for umindelige tider siden. Og sæt, der efter dyreriget følger riger, du slet ikke har hørt om. Det kan du komme til. I Martinus’ verdensbillede kan du møde din egen fremtid.

Lille introduktion til et verdensbillede – 3

– når Martinus fortæller om homoseksualitet

Nogle mænd er til mænd, og nogle kvinder er til kvinder. Det er en kendsgerning, og så kan du spørge: Hvorfor det? Det handler denne lille beretning om. Det er Martinus’ forklaring på homoseksualitet, som han baserer på, at du og jeg og alle andre mennesker er evige væsener. Ganske vist fødes vi og dør, men det er kun vores ydre kroppe, der er udsat for dette skift. Inderst inde er vi evige væsener, vi skal aldrig dø. Sådan oplever Martinus det.

Prøv at forestille dig sådan en evig tilværelse. Er du bange for at dø, så er det jo en sympatisk tanke. Men tænk nu lidt videre! Hvordan vil du kunne holde ud at leve i det uendelige? Vil du ikke før eller senere komme til at kede dig? Nok kan du rejse hen, hvor du ikke har været før. Det er spændende at drage ud og se nye steder. Men kan du blive ved med at finde alt nyt?

Og netop det lille ord ”nyt” giver dig den mest enkle forklaring på, hvorfor nogle mænd er til mænd, og nogle kvinder er til kvinder. Tænk på, at vi jo også har en evig fortid bag os med masser af muligheder for at søge nye veje ud af kedsomheden. Det evige liv har en pris. Nye veje må gås, og én af dem er netop homoseksualitet. Sådan forklarer Martinus det.

For mere detaljeret at finde ud af, hvad homoseksualitet er, må vi – som Martinus gjorde – begive os ud i byens natteliv, hvor partnere ofte får kontakt med hinanden. Vi må se, hvordan livet udspiller sig derude. Men vi må også bruge øjne og øren alle andre steder i samfundet. En samlet oversigt over den slags iagttagelser finder du i Martinus’ værker. Specielt i Livets Bog 5, hvor du kan læse om seksualitet i mange forskellige afskygninger.

Er du selv homoseksuel, så vil du her finde veje til at forstå dig selv på en ny måde. Du vil se, at Martinus med sine analyser så at sige omfavner ethvert levende væsen og viser, at alt er naturlove, alt er naturligt og alt hører hjemme og har sin faste plads i evigheden.

Er du heteroseksuel, så forstår du måske ikke, at du selv en dag vil søge nye veje. Men tænk på, at alt dette skal ses under evighedens synsvinkel. Der er ingen grund til at blive bange for fremtiden, endsige tage forskud på den. Prøv at se det på den måde. Så er du en rigtig videnskabsmand eller –kvinde, der kan distancere sig fra sine følelser lige nu. Så er du en fri forsker. Det er folk som dig, Martinus skriver for!

Og kender du Martinus’ analyser i forvejen, så savner du måske ord som ”polforvandling” og ”moral” i denne korte introduktion til emnet. Hvorfor er de ikke med? Fordi det er det evige liv og livets fornyelse, der er baggrunden for alt, hvad Martinus fortæller. Dér begynder forklaringen, resten kan du selv studere.

Lille introduktion til et verdensbillede – 4

– kan dette verdensbillede bevises?

Kan Martinus’ verdensbillede bevises? Både ja og nej, for hvad er et bevis? Dybest set må det vel være en oplevelse? Men hvordan bliver den til? Den bliver til, skriver Martinus, som et møde mellem dig og din omverden. To energier mødes.

Er der noget nyt i det? Nej, ikke spor, det betyder bare, at vi alle går med ”farvede briller”. Hvad der er et bevis for den ene, behøver ikke at være et bevis for den anden. Derfor er det rigtigt, som det er blevet sagt, at sandheden er relativ. Den er en relation eller et møde mellem to energier. Finder du et bevis derude, så kan du være sikker på, at du selv er 50 procent af det. Så sandt som der skal to til en tango!

Du har sikkert hørt om Pythagoras’ læresætning. Den handler om siderne i en retvinklet trekant og regnes for et bevis. Alle regner den for et bevis. Hvad forskel er der da på dette bevis og på det, du måske kan finde i Martinus’ verdensbillede? Der er mængden af mennesker til forskel. Mange flere oplever Pythagoras’ geniale læresætning som et bevis end dem, der oplever Martinus’ verdensbillede som et bevis. Derfor er de sidste i mindretal og føler ofte, at de har svært ved at blive hørt.

Spørger nogen dig, om Martinus’ verdensbillede kan bevises, så kan du svare, at det må komme an på en prøve. Og eftersom du selv er halvdelen af beviset, så vil det være en god idé at fortælle om din egen oplevelse af dette verdensbillede. Godt begyndt er jo som bekendt halvt fuldendt.

Måske har du læst eller hørt, at Martinus beviser noget. Det er ikke forkert, men det betyder bare, at hvis du selv er den ene halvdel af dette bevis, så er han den anden. Martinus forærer dig noget af sig selv, og i det omfang, du i ånd og sandhed forstår denne gave, bliver du dit eget bevis.

Hvad drejer dette bevis sig da om? Det drejer sig om at gøre det store bud ”Elsker hverandre” til videnskab, og – som Martinus skriver i Livets Bog 1, stk. 64: ”… derigennem efterhånden bevise og garantere, at det samme store buds omskabelse til naturlige evner og anlæg er jordmenneskets eneste fornødne, er nøglen til kosmisk sansebegavelse eller evnen til at se Gud og dermed kilden til al virkelig skønhed, glæde, inspiration og fuldkommen skabelse.”

Lille introduktion til et verdensbillede – 5

– skal man tro på noget?

Skal man tro på noget for at acceptere Martinus’ verdensbillede? Ja, du skal tro på tre ting. Du skal tro på, at verden kan beskrives, forklares og forstås. De materialistiske videnskaber hviler på de to første forudsætninger. Derfor tænker de færreste mennesker på, at de faktisk tror på noget. De tager det for givet.

Anderledes forholder det sig med den tredje forudsætning – at forstå. Men er det ikke bare det samme som at forklare? Jo, sådan er der mange, der opfatter det. Men her vil jeg skelne mellem dette at kunne udrede årsager og virkninger, dvs. at kunne forklare. Og så dette at kunne føle en dybere mening med det hele, dvs. at kunne forstå. Mange kalder denne følelse for ”viden” eller ”vished”, skønt de ikke kan beskrive eller forklare, hvor de har den fra.

Lad mig nævne et eksempel. I 1673 holdt den danske anatom Niels Steensen et foredrag på Københavns Universitet. Her kom han ind på de tre forudsætninger, jeg lige har nævnt. Han sagde: ”Skønt er det, vi ser, skønnere er det, vi erkender, langt det skønneste er det, vi ikke fatter.”

At der her er noget, vi ikke fatter, er den tredje forudsætning. Ikke alle er åbne for den. Langt det skønneste ser de ikke, for de forstår det ikke. Men den ”udviklede forsker”, som Martinus taler til, forstår det straks, men på sin egen måde. En sådan forsker bliver varm om hjertet, får måske tårer i øjnene eller gåsehud. ”Hjertet har sine grunde”, skrev Pascal, ”som fornuften ikke kender.”

Skal man sætte et enkelt ord på denne følelse kunne det være – taknemmelighed. Taknemmelighed over for universets virkelige ophøjethed. Den kommer i særlig grad til udtryk i et lille stykke tekst, Martinus skrev som det første, men anbragte som det sidste i sit hovedværk, Livets Bog. Det kom således til at danne alfa og omega for værket. Her er en lille prøve på det, Martinus skrev:

”Kære Fader! – Jeg mærker din underfulde nærhed, når jeg retter mit blik ud i rummets umådelige dyb, og du gennem tusindtallige stjerners bål opruller for mig, hvorledes du gennem deres stråler har kærtegnet vor klode i fortiden som i nutiden, og at de stjerner, der i dag lyser vor lille verden så venligt i møde, er de samme, som har strålet over historiens mange små og store kulturers tilblivelse, blomstring og undergang…”

Lille introduktion til et verdensbillede – 6

– verdensbilledet som teori og hypotese

Det fortælles om kejser Napoleon, at han engang spurgte filosoffen Laplace, hvor Gud var henne i det newtonske system. Laplace svarede da: ”Hypotesen om Gud er der ikke brug for!”

Men hvad så med Martinus’ verdensbillede? Findes hypotesen om Gud dér, og er der brug for den?

Martinus omtaler Gud mange steder i forbindelse med sit verdensbillede, og for Martinus selv var Gud ingen hypotese, tværtimod. Han bad til Gud hver dag, og han anbefalede tilmed andre at gøre det samme, – også selv om de ikke troede på Gud!

Lyder det ulogisk? – Men så tænk på, at det jo er sådan, man gør med videnskabelige teorier og hypoteser. Man afprøver dem i praksis, og det har ikke noget at gøre med, om man tror på dem eller ej. Det er blot videnskab, som ikke lader nogen mulighed være uforsøgt. Det er selve essensen af det videnskabelige forsøg eller eksperiment. Essensen af den videnskabelige tankegang.

Forestil dig, at Jesus havde sagt, at hans budskab var teori og hypotese. Det ville være utænkeligt. Ikke blot fordi disse ord vel var mindre kendte på den tid, men også fordi Jesus ikke formidlede sit budskab gennem logisk tænkning.

Men det gjorde Martinus. Faktisk indgår mange af de udsagn, Jesus kom med, i Martinus’ verdensbillede. De indgår ikke som postulater, men som forslag til eftertanke, hvilket i det videnskabelige sprog netop hedder teorier og hypoteser. I en større sammenhæng kaldes det verdensbillede eller paradigme, og fordelen er, at du her får en intellektuel metode, du kan bruge til at afprøve en idé, en tanke eller blot en vag forestilling, for mere sikkert at afgøre, om du finder den værd at gå videre med. Hvilket blot betyder, at den passer godt ind i en sammenhæng, du i forvejen føler dig på bølgelængde med.

Hvordan så Martinus selv på sin mission? Hvor langt rakte den? Det udtrykte han klart med disse ord: ”Jeg kan kun give Dem den teoretiske oplevelse af Guddommen, ikke den følelsesmæssige, den kan kun Guddommen selv give Dem.” (Kosmos nr. 9-2002, side 198)

Det er derfor ikke svært at finde ”den teoretiske oplevelse af Guddommen” i dette verdensbillede. Eller med andre ord: Hypotesen om Gud.

Men er der brug for den?

Nogle finder den indlysende rigtig, andre kan sagtens få det hele til at hænge sammen uden. Det er et faktum. Nok er det jo Martinus, der har lagt navn til verdensbilledet, men det er dig, der skal bruge det, og som Martinus ofte sagde ved sine foredrag: ”Tag, hvad du kan bruge og lad resten ligge!”

Lille introduktion til et verdensbillede – 7

– verdensbilledet og den frie vilje

”Hvis dette verdensbillede var sandt, var der ingen fri vilje!”

Sådan lyder en kritisk kommentar til Martinus’ verdensbillede, og det er ikke svært at forstå, for her møder du en lov, der som en jernnæve dirigerer og disciplinerer din frie vilje. Takket være denne lov, som jeg vil komme tilbage til om et øjeblik, er det ikke sikkert, du vil det samme i dag, som du ville i går.

Har du så en fri vilje? – Lad os undersøge dette spørgsmål nærmere!

I 1600-tallet fremlagde filosoffen Spinoza et verdensbillede, der ligesom Martinus’ verdensbillede var et evigt verdensbillede. Og det er interessant, for Spinoza blev nemlig udsat for en kritik, man lige så godt kunne have rettet mod Martinus. – ”Hvor er Guds frie vilje henne,” spurgte man, ”når han må underkaste sig nogle love, han ikke selv har skabt?” – Her må vi huske på, at evige love aldrig er blevet skabt. Derfor mente man, at Spinozas gud ikke kunne være en ”rigtig” gud, altså en almægtig Gud, når han var nødt til at rette sig efter nogle love, han ikke selv havde skabt.

Spinoza svarede, at selvfølgelig var hans gud en almægtig Gud, for hvorfor skulle Gud gøre noget, der var mod hans egen vilje? En vilje, som netop kom til udtryk i de evige love? Tilsvarende kunne Martinus have sagt, at Guds natur er kærlighed, og når de evige love også er kærlige, så er der ikke nogen problemer med Guds frie vilje.

For både Spinoza og Martinus var viljen ikke det primære, det var ikke den, det i første række kom an på. ”Vi kan gøre, hvad vi vil”, sagde Spinoza, ”men vi kan ikke ville, hvad vi vil.” Hvorfor ikke? – Det forklarede Martinus med en metafor. Han sagde, at ”viljen er det rat, vi styrer med, men kursen sætter vi efter vores kompas.” Og med kompasset mente han den opfattelse af verden og tilværelsen, vi nu engang har. (se dette tillempede citat i småbog 10-1, kap. 10)

Lad os nu sætte ord på den ”jernnæve”, jeg nævnte i begyndelsen. Martinus formulerer den således: ”Men ligesom man ikke kan udrydde ukrudt ved at så det, kan man heller ikke skabe lykke ved at så ulykke, avle frihed ved at så undertykkelse. Efter enhver sæd kommer der en høst” (se småbog 15-3, kap. 7). Det er altså ”sæden” af denne ”høst”, der får os til at ville noget andet i dag, end vi måske ville i går. ”Af skade bliver man klog,” hedder det jo også.

Denne lov med ”sæd” og ”høst” kaldes også skæbne- eller karmaloven, og den er kendt i vide kredse. Den indiske filosof Swami Vivekananda havde også en god formulering. Han sagde: ”Karma er den evige bekræftelse af menneskelig frihed … Vores tanker, vores ord og handlinger er trådene i det net, vi hyller os selv ind i.”

Pin It on Pinterest

Share This