Af Aage Hvolby

Martinus har i symbol nr. 14 beskrevet “De kosmiske spiralkredsløb” som bestående af  mælkevejs-spiralen, solsystem-spiralen, planet- eller klode-spiralen, organisme-spiralen, organ-spiralen, celle-spiralen samt stof- eller materie-spiralen. Men findes der også mellemspiraler, altså spiraler der ligger mellem de spiraler som Martinus har beskrevet ? Og hvilke væsener befolker egentlig stof- eller materie-spiralen ? Disse to spørgsmål behandler Aage Hvolby i denne artikel. Sidst i artiklen ses en skitse til et symbol, som Aage Hvolby har udarbejdet og fået godkendt af Martinus. 

Indholdsoversigt

1. Udvikling i al evighed

2. Hvad er en spiral?

3. Syv organismeprincipper i ”de kosmiske spiralkredsløb”

4. Hvad er et stof-væsen?

4.1. Elementarpartikler i stofspiralen?

5. Levetider for mikrovæsener

5.1. Levetider for organer og celler

5.2. Levetider for molekyler og atomer

5.3. Levetider for elementarpartikler

6. Atomet som et mikrokosmisk solsystem

7. Talentkerner

8. Basale typer organismeprincipper for levende væsener

9. Hvilke væsener findes der mellem de basale spiraler?

9.1. Stofenheder og livsenheder

9.2. Lidt om solen

9.3. Spiraler mellem klode- og organisme-spiralen

9.4. Spiraler mellem organisme- og organ-spiralen

9.5. Spiraler mellem organ- og celle-spiralen

9.6. Spiraler mellem celle- og polymolekyl-spiralen

9.7. Spiraler mellem polymolekyl- og monomolekyl-spiralen

9.8. Spiraler mellem monomolekyl- og atom-spiralen

9.9. Spiraler mellem atom- og elementarpartikel-spiralen

10. Møder med Martinus om mellemspiraler

10.1. Møde 1973

10.2. Møde i 1960’erne

11. Konklusioner

12. Noter

13. Henvisninger

13.1. Henvisninger til Martinus-skrifter og -foredrag

13.2. Henvisninger til andre kilder

 

1. Udvikling i al evighed

Mange af Martinus’ symboler viser udviklingen gennem tilværelsens seks zoner eller riger: mineralriget, planteriget, dyreriget, det rigtige menneskerige, visdomsriget, og den guddommelige verden. Derudover viser symbolet over ”de kosmiske spiralkredsløb” (10), at når en udviklingsproces gennem de seks tilværelsesplaner er gennemløbet, begynder man forfra på den samme proces i en højere form, en højere oktav, i al evighed.

 

2. Hvad er en spiral?

Begrebet ”spiral” er i matematikken en plan kurve, der vinder sig om et fast punkt i planen samtidig med, at den fjerner sig fra dette punkt. Der er altså tale om en kurve, der har et begyndelsespunkt, men som derfra er endeløs. En spiralkurve, fx den såkaldte ”Archimedes spiral”, har altså et uendeligt antal såkaldte ”vindinger”.

I Martinus’ terminologi svarer en ”vinding” til et omløb gennem alle seks tilværelsesplaner. Et sådant omløb kalder Martinus for ”et spiralkredsløb” eller ”et spiralafsnit”, ofte forkortet ”en spiral”. Den samlede spiral (10), som er uden begyndelsespunkt og i øvrigt endeløs, betegner han ”de kosmiske spiralkredsløb”. Jeg vil i det følgende udelukkende anvende Martinus’ terminologi, dvs. ”en spiral” som betegnelse for et enkelt omløb, og ”de kosmiske spiralkredsløb” som betegnelse for samlingen af uendelige omløb.

 

3. Syv organismeprincipper i ”de kosmiske spiralkredsløb”

Symbolet over spiralkredsløbene viser syv sammenhængende spiraler, som Martinus betegner med følgende ord: 

G.    Mælkevejs-spiralen (10)

F.    Solsystem-spiralen (10)

E:    Planet- eller klode-spiralen (10)

D:    Organisme-spiralen

C:    Organ-spiralen (7, 10)

B:    Celle-spiralen (7, 10)

A:    Stof- eller materie-spiralen (10) 

De nævnte spiraler er befolket med følgende ”basale typer levende væsener”:  

G.    Mælkevejs-væsener,  fx vor egen mælkevej (multipartikel-princippet)

F.    Solsystem-væsener, fx vort eget solsystem (flerpartikel-princippet)

E.    Klode-væsener, fx jordkloden (partikel-princippet)

D.    Organisme-væsener, fx menneskets organisme (univers-princippet)

C.    Organ-væsener, fx en bugspytkirtel (organets princip).

B.    Celle-væsener, fx en insulinproducerende celle i bugspytkirtlen (cellens princip).

A.    Stof- eller materie-væsener (stoffets princip). 

Nævnte basale væsenstyper repræsenterer vidt forskellige organisme-principper. Eksempelvis kan organismer såsom mennesker og dyr vandre frit rundt mellem hverandre. Kloder kan kun rotere om sig selv og solen. Organer og de fleste celletyper kan slet ikke ændre position i forhold til hverandre. I den foranstående oversigt er i parentes angivet den betegnelse for de forskellige organismeprincipper, som Ole Therkelsen har anvendt (107).

Symbolet ”Det ufuldkomne menneske” (19, 110) er i begge sider forsynet med en række ikoner, der gentages i sekvenser á syv spiraler. Denne brug af ikonerne må tolkes på den måde, at organismeprincipperne gentager sig i sekvenser á syv spiraler.

I det følgende vil jeg anvende betegnelsen ”basale spiraler” som samlet udtryk for spiralerne A-G. Betegnelsen er udtryk for, at ethvert levende væsen i dette sammenhængende spiralkredsløbs-system er opbygget på en basis, et fundament, af væsener fra de underliggende spiraler, som det udviklingsmæssigt hænger sammen med.

Spiralerne A-B-C er vort mikrokosmos, som Martinus også betegner ”yngre kredsløb” (7). Spiral D er vort mellemkosmos, og spiralerne E-F-G er vort makrokosmos. Spiralerne under stofspiralen og over mælkevejsspiralen betegner Martinus som henholdsvis ”supermikrokosmos” og ”supermakrokosmos”.

De tre supermikrokosmiske spiraler, der ligger lige under stofspiralen, kan man derfor benævne: 

g:    Supermikrokosmisk mælkevejs-spiral   

f:    Supermikrokosmisk solsystem-spiral

e:    Supermikrokosmisk klode-spiral 

I nærværende artikel vil jeg koncentrere mig om at belyse to problemer: 

-hvad er et stof-væsen?

– findes der mellemspiral-væsener, altså væsener, som i fysisk størrelse ligger imellem de syv ”basale typer levende væsener”?

 

4. Hvad er et stof-væsen?

De spiraler, der ligger under cellespiralen, betegner Martinus med samlebegrebet ”Atomspiralen” (7).

Karakteristisk for forholdene ved et organisme-væsens inkarnation, fx menneskets inkarnation, er, at de organ- og cellevæsener, der skal indgå i organismen, forud findes i diskarneret tilstand, og altså skal tiltrækkes fra det åndelige plan. Det samme gælder ikke for stof-væsenerne. Om væsenerne fra ”atomspiralerne”, herunder væsenerne i stofspiralen, skriver Martinus, at disse væsener tiltrækkes i inkarneret tilstand, dvs. gennem vor sult og tørst efter levnedsmidler (7). 

Medens væsenerne fra de andre spiraler kun tiltrækkes af jordmenneskejeget eller makrovæsenet i deres disinkarnerede tilstand, tiltrækkes væsenerne fra “atomspiralen” derimod kun i inkarneret tilstand af samme makrovæsen. Disse atom- eller mikrovæsener må således udgøre en eller anden for makrovæsenet livsvigtig fysisk materie, der f.eks. kan udgøre fødemidler, mad og drikke. Og jegets sammenspil med disse væsener bliver således mere af direkte fysisk natur. Det er denne tiltrækning, vi kender som “sult” og “tørst”. Igennem fordøjelsen bliver de pågældende mikrovæsener overført i makrovæsenets organisme til gensidigt liv og udvikling såvel for de små væsener selv som for makrovæsenet.

Videnskabeligt er ”fordøjelsen” den proces, der omdanner fødeemnerne til materiale, som kroppen kan optage, samt udskiller uoptageligt materiale som afføring.

Martinus’ udsagn om fordøjelsen i sidste sætning i ovenstående citat (7) må forstås på den måde, 

a)    at væsenerne i stofspiralen enten er genstand for fordøjelse, dvs. genstand for de enzymatiske nedbrydningsprocesser, der finder sted i fordøjelseskanalen.

b)    eller at disse væsener som resultat af fordøjelsesprocesserne er blevet frigjorte, så de er i stand til at passere tarmvæggen og dermed blive overført til den indre organisme. 

Der er altså tale om nogle af de livsenheder, som Martinus i bogen ”Bisættelse” betegner A-livsenheder (mulighed ”a”) og B-livsenheder (mulighed ”b”). A-livsenhederne er netop karakteriseret ved, at de indtages med føden og dræbes ved fordøjelsen, hvorimod B-livsenhederne belives efter at være blevet frigjorte og via tarmvæggen overført til den indre organisme (101).

Det er nærliggende at tolke disse forhold på den måde, at stofspiralen er befolket af de polymolekyler, der nedbrydes i fordøjelseskanalen. Disse polymolekyler, der er opbygget af talrige monomolekyler, omfatter hovedsagelig grupperne protein (poly-aminosyrer), kulhydrater (poly-saccharider), fedtstoffer og DNA-molekyler (poly-nukleotider). Karakteristisk for disse polymolekyler er, at de, efter at have passeret tarmvæggen i fordøjet form, dvs. som monomolekyler, i den indre organisme bliver anvendt som byggestene til opbygning af de typer polymolekyler, som organismen har brug for.

Biokemisk taler man om livsnødvendige stoffer i ernæringen, og her drejer det sig ikke alene om vitaminer og mineraler. Der findes fx otte livsnødvendige aminosyrer, dvs. aminosyrer, som menneskets og mange andre pattedyrs organisme har brug for og ikke selv kan syntetisere. Disse aminosyrer syntetiseres i virkeligheden af planter og må altså tilføres med føden, enten i form af animalsk eller vegetabilsk føde. Da aminosyrerne intetsteds i naturlige levnedsmidler findes i ren tilstand, altså som monomolekyler, må de tilføres som polymolekyler, dvs. som protein.

Når det fra forskellig side hævdes, at det er klogt at spise kød for at få de livsnødvendige aminosyrer tilført i tilstrækkelig mængde, er det tankevækkende, at disse aminosyrer i kødet i virkeligheden er syntetiseret af de planteprodukter, som dyrene har indtaget.

Den fysisk største supermikrokosmiske spiral kan derfor være befolket med B-livsenheder, dvs. monomolekyler såsom aminosyrer, monosaccharider og nukleotider, idet disse molekyler er byggestenene i henholdsvis protein, kulhydrat og DNA. I modsætning til polymolekylerne kan monomolekylerne som nævnt passere fordøjelseskanalens vægge. Derfra overgår de til vort blod- og lymfesystem, som bringer dem videre til de organer, hvor der er brug for dem. Karakteristisk for B-livsenhederne er som nævnt, at disse livsenheder oplever disse processer som livgivende.

Martinus har skrevet, at B-livsenhederne ikke har nogen fysisk organisme (13). Dette kan forstås på den måde, at monomolekyler fysisk er så små af størrelse, at de ikke kan iagttages ved hjælp af lysmikroskopi. De mindste ting, man kan se i et lysmikroskop, er nemlig lidt under en tusindedel af en millimeter. Og monomolekylernes størrelsesorden er en tusindedel heraf, altså en milliontedel af en millimeter. At B-livsenhederne har en fysisk organisme turde være indlysende, idet deres vægt kendes helt præcist. De er jo også hele grundlaget for, at vi kan tage på i vægt og erstatte vægttab. Et fundamentalt område er moderdyrs brystmælk, som hovedsagelig består af B-livsenheder. Og netop indtagelse af modermælk er jo i stand til at få nyfødte pattedyr til at tage på i vægt.

Om mikrovæsenerne i mælk har Martinus ved en spørgetime i Varnhem 1967 udtalt, at ”mælk er skabt til, at det skal bruges. Det skal optages i organismer og fordøjes. For de mikrovæsener de vil lide under det, hvis ikke de bliver optaget.” Det kunne tyde på, at polymolekylerne i mælk (caseiner og mælkesukker) tilhører planteriget og derfor vil finde behag i at blive nedbrudt. (note 3)

I en foredragsrække har Martinus om stofspiralen udtalt, at ”hernede har vi molekyler og atomer, og det går jo længere ned i mikroverdenen, men jeg kan jo ikke lave en evig tegning. Jeg må slutte et sted.” (25)

Som nævnt kan Martinus’ udsagn om fordøjelsen (7) også tolkes på den måde, at stofspiralen er befolket ikke af polymolekyler, men af monomolekyler, altså af B-livsenheder. En sådan tolkning vil i det efterfølgende afføde det problem, at atomerne da ikke kan betragtes som supermikrokosmiske solsystem-væsener. 

4.1. Elementarpartikler i stofspiralen?

I modsætning til ovennævnte tolkning (mulighed ”a”) oplyser Per Bruus-Jensen (PB-J) i sine skrifter (103, 104, 105, 106), at Martinus har tilkendegivet, at organismeprincippet i stofspiralen er elementarpartikel-princippet, eller sagt på en anden måde, at nævnte spiral udgøres af elementarpartikler. Dette synspunkt fastholder PB-J i den symbolforklaring, han har givet til symbolet ”Det ufuldkomne menneske” (110).

PB-J’s udsagn må forenklet forstås på den måde, at stofvæsenerne udgøres af dels elektroner dels nukleoner, dvs. neutroner og protoner. Disse tre stofenheder er meget forskellige i deres fysiske størrelse, elektriske ladning, stabilitet og funktion. Om vægten pr. enhed gælder således, at såvel en proton som en neutron vejer lige så meget som ca. 1.800 elektroner tilsammen. 

Elektron:     9,10939 x 10-31 kg, dvs. blot 1/1836 af en protonmasse.

Proton:     1,67262 x 10-27 kg, dvs. 1836 gange elektronens masse.

Neutron:     1,67493 x 10-27 kg, altså næsten som protonen. 

Som argument for, at stofspiralen er udtryk for elementarpartikel-princippet, kan muligvis anføres, at det er de mindste partikler, som naturvidenskaben har mulighed for at iagttage, direkte eller indirekte.

Som supplerende argument mod elementarpartikler som ”stofprincippet” kan anføres, at springet fra celle til elementarpartikel størrelsesmæssigt og funktionelt virker stort, idet man da passerer en lang række væsener inden i væsener, nemlig organel-systemer, organeller, komplekse polymolekyler, simple polymolekyler, monomolekyler og atomer.

PB-J’s udsagn kompliceres også af, at begrebet ”elementarpartikler” naturvidenskabeligt omfatter alle de dele af stoffet, der er mindre end atomer og atomkerner. Elementarpartikler som begreb omfatter nu flere hundrede forskellige slags partikler, hvor medlemmerne af hver art menes at være fuldstændig identiske mht. vægt, elektrisk ladning og egenskaber, og hvor alle elementarpartikler har tilsvarende antipartikler. Kun ganske få elementarpartikler – nemlig protoner, elektroner, fotoner og neutrinoer – er stabile i fri form. De øvrige henfalder i løbet af ganske kort tid til de stabile typer. Der er en del uenighed om, hvorvidt elektroner kan opsplittes i mindre partikler, de såkaldte elektrinoer.

Som eksempler på elementarpartikler kan nævnes: Baryoner (protoner, neutroner og hyperoner), leptoner (elektroner, myoner og tau-partikler), kvarker, mesoner (pioner), hadroner (baryoner og mesoner), neutrinoer og bosoner (kan veje næsten 100 gange protonens masse).

Fotoner er masseløse. Når elektroner foretager spring fra én kvantetilstand til en anden optages eller udsendes der en foton (dvs. lysenergi), hvor hyppigheden af spring er fastlagt af bølgefunktionen for begyndelses- og sluttilstanden.

Som eksempler på antipartikler kan nævnes: Positroner og anti-neutrinoer.

 

5. Levetider for mikrovæsener

Generelt kan der være stor forskel på mikrovæseners levetid in-vivo og in-vitro, dvs. når de befinder sig henholdsvis i og uden for vor organisme. Der er også stor forskel på eksistenstiden i henholdsvis tørret form og ved tilstedeværelse af vand. Et let forståeligt eksempel er, at vitaminer i vor organisme har en begrænset eksistenstid, hvorimod de i tabletform kan bevare deres egenskaber i årtier. De kan in-vitro faktisk udvise næsten ubegrænset holdbarhed. 

5.1. Levetider for organer og celler

Martinus har forklaret os, at organerne har samme livslængde som os, og at det ved normal død af alderdom er organernes ændrede udviklingstrin og deres derfor svækkede samarbejde med os og hinanden, der forårsager vor død (7).

Videnskabeligt ved man, at cellers levetid kan variere fra ét døgn (tarm-epithelceller) til flere år (nerveceller).

5.2. Levetider for molekyler og atomer

Videnskabeligt ved man, at molekylers levetid tilsyneladende kan variere fra få timer til uger, måneder og år. Man ved fx, at DNA-molekyler kan bevare en stor del af deres formeringsevne år efter år, årti efter årti, hvilket man nu gør brug af i mange tekniske og forskningsmæssige sammenhænge.

Allerede for 65 år siden er offentliggjort resultater af biokemiske dyreforsøg med radioaktive atomer og molekyler, der belyser, hvor hurtigt ”monomolekylerne i polymolekyler” og ”atomerne i molekyler” udskiftes i pattedyrs organer. Det viste sig, at ”monomolekylerne i polymolekyler” (fx aminosyre-molekyler i proteinmolekyler) ustandselig udskiftes med nye, tilsvarende monomolekyler på en sådan måde, at polymolekylerne bevares som ”uændrede”, funktionsdygtige stofenheder. Tilsvarende viste det sig, at ”atomerne i molekyler” ustandselig udskiftes med nye, tilsvarende atomer på en sådan måde, at molekylerne bevares som ”uændrede” stofenheder. (111)

Som bekendt lærer Martinus os,  fx i bogen ”Bisættelse”, at man bedre kan forstå forholdene i mikrokosmos, hvis man forestiller sig, at forholdene forstørres til mellemkosmisk målestok. Det er derfor interessant, at forfatteren til nævnte videnskabelige artikel (111) sammenligner de konstaterede forhold i molekylverdenen med forholdene i tidligere tiders militære regimenter.

Et regiment består nemlig af et bestemt antal soldater, som ustandselig udskiftes. Nogle soldater træder ud og andre indtræder, så regimentet hele tiden bevarer sin størrelse, struktur og funktionsevne. Et regiment kan fx bestå af 1.000 eller 2.000 mænd, og være opdelt i bataljoner, som igen er opdelt i kompagnier. Med andre ord: et komplekst polymolekyle (regimentet) består af mindre polymolekyler (bataljoner), som igen består af monomolekyler (kompagnier), som sluttelig består af atomer (de enkelte soldater). Hvis man forestiller sig, at regimentet ledes af en oberst, der på en måde oplever livet gennem regimentet, og denne oberst så afgår ved døden, vil der straks ske det, at en ny oberst overtager regimentet, som altså fortsat vil bestå som enhed, formentlig med en vis udskiftning af soldaterne. Dette kan opfattes på den måde, at en bestemt stofenhed kan fungere som organisme for forskellige levende væsener.

Martinus har skrevet (7), at atomer fysisk kun lever få sekunder forstået på den måde, at de gennemlever deres livsforløb, – altså barndom, ungdom, manddom og alderdom -, i løbet af få sekunder.

Videnskabeligt mener man, at de atomer, der ikke er radioaktive – fx almindelige brint-, ilt- og kvælstof-atomer -, har nærmest uendelig levetid. Brint er brint, ilt er ilt, og kvælstof er kvælstof,  og det vedbliver sådanne atomer med at være år efter år. Det udlægges ofte på den måde, at vi allesammen vandrer rundt indeholdende atomer, der har siddet i personer eller dyr, der har levet for mange hundrede år siden på allehånde steder af jordkloden. Naturvidenskaben mener altså, at de enkelte typer atomer, – fx de nævnte brint-, ilt- og kvælstof-atomer -, er ens. I modsætning hertil skriver Martinus, at ”i hele verdensaltet kan der ikke eksistere to væsener, der er ens.” (3) Altså er ingen atomer helt mage til andre atomer, fx er intet brintatom helt mage til noget andet brintatom hvad angår alderstrin, evner, udseende og køn (12). Interessant er også, at Martinus inddeler atomerne efter, hvilken funktion de har i vor organisme. Efter deres placering i organismen benævner han dem som muskelatomer, hjerteatomer, blodatomer, lungeatomer, fordøjelsesatomer, maveatomer osv. Og endvidere opdeler og benævner han dem efter de grundenergiområder i organismen, hvor de hører hjemme, dvs. som instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelses-atomer. (26, 27).

Martinus’ udsagn om, at mikrovæsener såsom atomer fysisk kun lever få sekunder, kan udmærket være overensstemmende med videnskabens udsagn om fysisk lange eksistensperioder for disse stofenheder. Man kan fx forestille sig, at atomvæsenerne diskarnerer, når de mister elektroner, og at atom-stofenheden tages i besiddelse af et nyt atomvæsen, når elektronerne vender tilbage til de ledige pladser i atomet. Tilsvarende kan man forestille sig, at molekylvæsenerne diskarnerer, når atomer forlader dem, og at andre molekylvæsener inkarnerer i samme molekyl-stofenhed, når  tilsvarende atomer indtager de ledige pladser i molekylet. 

5.3. Levetid for elementarpartikler

Ifølge Martinus lever elementarpartikler kun brøkdele af et sekund. Og videnskabeligt gælder det faktisk også de fleste af dem. Men det gælder tilsyneladende ikke for protonen. Trods intens eftersøgning og formodninger herom er henfald af protoner aldrig konstateret. Man mener, at alle protoner er dannet af mindre partikler, kvarkerne, inden for det første sekund efter det såkaldte Big Bang, og at de siden da ikke har ændret sig. Man mener altså, at protoner er så stabile, at deres eksistenstid er længere end den tid, der er hengået siden Big Bang, dvs. mere end 10 mia. år.

De omtalte specielle levetidsforhold for molekyler, atomer og protoner må altså forstås på den måde, at deres ydre fysiske organisme tilsyneladende ikke nedbrydes, men at der udmærket kan være tale om, at de er opbygget af supermikrovæsener, der ustandselig diskarnerer og erstattes af andre. Altså lidt på tilsvarende måde som legemsorganer, der beholder deres form og funktion selv om cellerne udskiftes igen og igen.

 

6. Atomet som et mikrokosmisk solsystem

I vort solsystem kredser forskellige planeter omkring solen. I atomet kredser elektronerne omkring atomkernen. Det er derfor nærliggende at sammenligne atomet med solsystemet, elektronerne med planeterne, og atomkernen med solen selv. Denne sammenligning drager Martinus da også talrige steder i sine skrifter og foredrag. Her følger en række eksempler:

Vi ved allerede, at al materie fremtræder i form af atomer eller små mikrosystemer, der minder ganske om solsystemerne og mælkevejene. I mikroverdenen er atomerne små kraftcentrer, der omkring sig har små planeter eller kloder, de såkaldte elektroner.” (18)

Men ved videnskabelige metoder og beregninger er videnskaben nu ved at skrabe bunden i formernes verdens periferi nedad i det små, er kommet til “atomerne” og “elektronerne”, der jo udgør solene og planeterne i mikroskopiske formater, er henhørende under “mikrokosmos'” bestanddele. Den videre materielle videnskabelige forskning her, vil kun føre til “stråler” og “bølger”.” (17)

At vor egen organisme således er et univers, et mælkevejssystem, er det facit, en hvilken som helst absolut sand forskning i sin dybeste instans vil føre til. Man vil her komme til at se, at ligesom atomet er et solsystem i det små, således er også det levende væsens organisme et mælkevejssystem, en himmellegemskombination en miniature.” (16)

At det jordiske menneske, som i realiteten er en makrokosmisk elektronbeboer på den makrokosmiske elektron, vi kalder jordkloden, ikke kan ødelægge den tilsvarende makrokosmiske atomkerne, vi kender som solen, og således ikke kan gribe forstyrrende ind i den bestående verdensorden eller bringe universet ind under sin vilje, kan ikke alene betragtes som selvfølgeligt, men også i allerhøjeste grad som guddommeligt.” (9)

I verdensaltet findes der utallige sådanne systemer, og systemer der er endnu større, ja, der er endog dem, der repræsenterer en sådan størrelse eller tilværelsesform, at det, vi kalder solsystemer og planeter, i dem kun er at identificere som atomer og elektroner.” (1)

Om samme emne har Martinus udtalt sig i en række såkaldte storkurser 1955 (24, 26, 27):

Sådan er enhver fast materie bygget op. Disse partikler kalder vi atomer, og omkring disse atomer er der elektroner, og de er fuldstændigt et billede af solsystemet.” (24)

Så går vi endnu længere ned, og vi tager en enkelt sol, dvs et atom. Det var jo altså atomsystemer De så, og vi ser et atom her, og det har sine elektroner. Men vi kan også sige, at vi ser en sol her i dette univers, og vi ser nogle planeter. De andre er også atomer med planeter, men det er jo ligesom i universet langt borte, det har vi ikke med at gøre. Vi har kun med at gøre med et enkelt atom, og med dette atoms elektroner. Der er altså forbindelse her fra dette centrum, denne sol, og ned til disse kloder.” (26)

Nu er solen jo et atom i makrokosmos, et atom i makrokosmisk form, og derfor kan vi jo så se princippet i solen.” (26)

De ser her et atom nede i mikroverdenen, altså ligesom solen, og her er to at dens planeter eller elektroner.” (26)

den tankekraft, der udløses igennem atomet, den holder disse elektroner på plads, akkurat som solen holder jordkloden og de andre planeter på plads.(26)

Det lyder jo nu mærkeligt, men jeg vil bare sige Dem, at kosmisk set, så er atomernes sole kraftcentre, igennem hvilke forskelligartede tankekræfter sendes ud og holder organismen i live. Og elektronerne, disse små planeter der er omkring disse små sole, der findes nogle af disse, der er beboede med animalsk liv, således at de i deres umådeligt mikroskopiske verden er i stand til at opleve fysisk oplevelse næsten på samme måde som vi, naturligvis i en anden variation, men efter samme princip. (26)

Martinus går faktisk så vidt i sammenligningen af atomer med solsystemer som til at fortælle os, at der på elektronerne kan leve højt udviklede menneskelignende væsener:

Der findes væsener på disse små elektroner, der er så fuldkomne, ja man kan sige, at der mennesker, der har kosmisk bevidsthed. De ved meget, meget mere end mange jordmennesker her på dette plan. Det er det man kan begynde at opdage. Det lyder fantastisk, men der er så meget, der lyder fantastisk til at begynde med, men det er ikke sådan grebet lige ud i luften, og det er ikke noget jeg siger, for at De skal tro på det, men for at De stiller tanken ind på det.” (27)

Til trods for ovennævnte Martinus’ udsagn skriver Per Bruus-Jensen (103):

Når vi så stærkt pointerer organismeprincippernes originalitet, er det fordi dette emne i rigt mål frembyder muligheder for tankedril. For eksempel er det en nærliggende fejltagelse at tro, at solsystemets organismeprincip gentager sig i atomet, idet der som bekendt forekommer en del overfladiske lighedstræk mellem et solsystems og et atoms opbygning. Solsystemet gentager sig imidlertid ikke i atomet og mælkevejssystemet dermed heller ikke i molekylet.

Grundlaget for PB-J’s udsagn om tankedril kender jeg ikke.

 

7. Talentkerner

Som grundlag for de følgende afsnit skal talentkernedannelsen kort omtales. Den foregår på den måde, at et væsen opøver en funktion til ”perfektion” i form af den trinvise proces, Martinus kalder A-B-C-viden. Når en funktion er blevet så indøvet, at den foregår automatisk, kalder han det C-viden, og så opstår der i overbevidsthedens skæbneelement et kraftcenter, en slags funktionsprogram, som Martinus kalder en organtalentkerne, og som er opbygget af instinkt-, hukommelses- og moderenergi. Det kan for mennesket medføre, at funktionen så varetages automatisk af et område i hjernen, hvori et væsen inkarnerer for at varetage funktionen, så mennesket ikke bevidst behøver at koncentrere sig på den. Derved indføres der et mellemspiral-væsen, der knyttes til mennesket gennem den skabte talentkerne, og som har et celleområde i en hjernedel som fysisk organisme. Martinus skriver fx:

Hvis et væsen ønsker at udføre en særlig manifestationsart og derfor stadig udøver den, er det en kendt sag, at dets evne til at udføre denne manifestationsart “udvikler” sig. Væsenet får rutine, det bliver kunstner, det bliver geni i denne manifestationsart. En meget stor del af den stærke koncentration, det i begyndelsen måtte udfolde, er efterhånden blevet overflødig. Den stadige gentagelse af den særlige manifestation har ligesom udviklet et lille ekstra organcenter i forbindelse med den fysiske hjerne. Men samtidig med, at der danner sig et sådant manifestationsorgan, altså et lille center for livsmanifestation, inkarnerer der straks i nævnte lille center et mikrovæsens jeg og ånd. Og dette lille organcenter er dermed blevet til en slags organisme for et levende væsen, hvis livsbetingelse på det fysiske plan netop er de vibrationer, som den pågældende, mellemkosmiske manifestationsart udløser. Og på denne måde udgør alle et væsens animalske organer, legemer for levende væsener i mikroverdenen. Og da organerne således ikke kan blive til, uden at de udgør en sådan kombination af animalsk materie, at de kommer til at opfylde de livsbetingelser, der kræves, for at liv kan inkarnere, inkarnerer der således liv overalt, hvor et væsens fysiske manifestationer fremtræder i permanent gentagelse.” (8)

På denne måde, altså i kraft af organismens organtalentkerner, organernes tilsvarende ”celle-talentkerner”, og cellernes tilsvarende ”stof-talentkerner” osv., er væsenerne i de forskellige spiralers dyreriger knyttede til hverandre. Man må så også antage, at det i enhver spiral gælder, at enhver talentkernedannelse kan være ensbetydende med inkarnation af enten et basisspiral-væsen eller et mellemspiral-væsen.

 

8. Basale typer organismeprincipper for levende væsener

Symbolet over spiralkredsløbene (10) viser syv spiraler med de forskellige basale typer organismeprincipper for levende væsener. Det kan man tolke på den måde, at mennesket i en fjern fortid har levet først som stofvæsener, dernæst som cellevæsener, og senere igen som et eller flere typer organvæsen. I vor fjerne fremtid kommer vi til at leve som først klodevæsen, dernæst som solsystemvæsen, og senere igen som mælkevejsvæsen. For alle disse væsenstyper gælder, at de i vor fortid var, og i vor fremtid bliver, fysisk anderledes end de væsenstyper, vi kender i dag. (4). Herom har Martinus også udtalt sig i Kosmos (23), hvor han besvarede spørgsmålet ”Hvad er det bedste vi kan gøre for den store verden, når krigen og katastroferne kommer?”. Som led i besvarelsen skrev han:

Vi bliver ikke det samme igen i næste spiralkredsløb, hvor vi kommer ind i klodeområde. Dér bliver vi ikke mennesker, men planeter. Her fra jorden kan vi ikke iagttage nogle eksempler, men det er altså minikloder, der først opstår. Det er meningen, at jeg vil skrive mere om det, hvis jeg bliver gammel nok. Jeg har lavet noget materiale, men så fik jeg impulser om, at det måtte vente, for det kunne menneskene undvære, hvis jeg ikke nåede det. Der er andre ting, der er meget vigtigere. Det med de højere spiraler, det kan De selv undersøge, når De får kosmisk bevidsthed.

Tilsvarende har Martinus på et bestyrelsesmøde udtalt, at ”Jordmennesker bliver minikloder i næste spiral. Der er plads nok.” (102)

Af symbolet over spiralkredsløbene (10) fremgår også, at vi ikke har prøvet, og ikke kommer til at prøve, at leve som mulige mellemspiral-væsener.

I vor nuværende spiral skal vi lære at være et fuldkomment organisme-væsen. Vi skal lære at samarbejde fuldkomment med vort mikrokosmos, specielt vore organer. Vi skal lære at samarbejde fuldkomment som mikrovæsen for vort makrovæsen, jordklode-væsenet. Og vi skal lære at samarbejde fuldkomment med andre mellemkosmiske væsener, specielt vore medmennesker. Dette samarbejde indebærer, at vi skal lære at samarbejde internationalt fuldkomment i firmaer, institutioner, organisationer og foreninger. Og når et sådant samarbejde bliver automatisk, bliver C-viden for jordklodevæsenet, kan man forestille sig, at funktionen overtages af et mellemspiral- væsen, der inkarnerer for at varetage funktionen.

Da vi var organ lærte vi at have fuldkomne organ-funktioner. Vi lærte at være fuldkomment makrovæsen for vore celler og endnu mindre mikrovæsener. Vi lærte at være et fuldkomment mikrovæsen i organisme-væsener. Og endelig lærte vi at samarbejde fuldkomment med andre organer i samme organsystem og i andre organsystemer. Vi lærte altså at samarbejde med et kosmos mellem os og organisme-væsenet.

Martinus har skrevet, at ”Med hensyn til de gængse fysiske organer i den fysiske organisme, det være sig hjertet, hjernen eller lungerne etc., så er de alle fuldkomne verdener. De har for længst fundet den fuldkomneste form for deres fysiske organisation.” (21)

Videre har han skrevet: ”Når organerne kan fungere så godt, er det fordi der imellem disse små rigers indbyggere for længst er opstået det fuldstændige totale humanistiske fællesskab, et fællesskab, der udgør det totale broderskab.” (21)

Man kan formentlig også opfatte det faktum, at alle mennesker har ens organfunktioner, som udtryk for, at det ikke kan gøres mere fuldkomment.

Da vi var celle lærte vi at have fuldkomne celle-funktioner. Vi lærte at være et fuldkomment makrovæsen for vore organeller, molekyler og endnu mindre mikrovæsener. Vi lærte at være et fuldkomment mikrovæsen i organvæsener. Og endelig lærte vi at samarbejde fuldkomment med andre celler i samme cellesystem og i andre cellesystemer. Vi lærte altså at samarbejde med et kosmos mellem os og organvæsenet.

Hvis vi engang har været atom kan man tilsvarende udtale, at da vi var atom lærte vi at have fuldkomne atom-funktioner. Vi lærte at være et fuldkomment makrovæsen for vore elementar-partikler og endnu mindre mikrovæsener. Vi lærte at være et fuldkomment mikrovæsen i molekyler og cellevæsener. Og endelig lærte vi at samarbejde fuldkomment med andre atomer i samme molekylsystem og i andre molekylsystemer. Vi lærte altså at samarbejde med et kosmos mellem os og cellevæsenet.

Det lyder ikke sandsynligt, at vi som organ har prøvet at være alle slags organer, og at vi som celle har prøvet at være alle typer celler. Hvis vi har været organel, molekyle eller atom, har vi heller ikke prøvet at være alle typer organel, molekyle og atom. Her må man regne med, at vi kan trække på et fælles erfaringsfelt for organer, celler, organeller, molekyler og atomer. Man må også regne med, at vi kan trække på et fælles erfaringsfelt for mellemspiral-væsener. Teorier om sådanne ”morfogenetiske felter”, der kan betragtes som en kollektiv hukommelse og informationsbase om form og adfærd for hver art, og som virker gennem ”morfogenetisk resonans”, er tidligere beskrevet i Kosmos i den form, der betegnes ”Sheldrakes felter” (109)

Om den samlede videns- og erfaringsmængde, der knytter sig til den art, man tilhører, og hvori ens egne erfaringer indgår, skriver PB-J:

Ved typologiske ”bånd” er denne mængde knyttet sammen i en helhed og danner en kollektiv, fylogenetisk (som angår slægten) erfaringsbank, som der under givne omstændigheder kan trækkes på.” (115)

Om samme emne skriver PB-J i et resumé:

At det paragenetiske multifelt på foranledning af urbegæret, og med hovedvægten lagt på elementarpartikel- og celleniveauet, med en lovs uomgængelighed sikrer etableringen og den fortsatte vækst af en omfattende genetisk pulje, der i takt med sin ekspansion stadig mere udtømmende afspejler dét informationsindhold, som er samlet i et nærmere bestemt udvalg af salighedsvæseners talentkernekomplekser, tilhørende cellens, organets og organismens principper.”

Man kan også forestille sig, at den samlede viden om fx organ-funktioner bliver integreret i de enkelte organvæseners overbevidsthed som led i den tilværelse i visdomsriget, der finder sted før organisme-spiralen påbegyndes. Jeg føler her trang til at citere Søren Hahn: ”Det er nærliggende at antage, at menneskets almene anatomi, fysiologi og biokemi er udrundet af visdomsrigets geniale teknikere.” (108)

 

9. Hvilke væsener findes der mellem de basale spiraler?

Det fremgår ikke klart af Martinus’ skrifter og foredrag, hvilke væsener, der befolker stofspiralen i symbolet over spiralkredsløbene. For at lette forståelsen af forholdene tillader jeg mig som hypotese at anvende nedenstående inddeling omfattende 10 spiraler, herunder 4 spiraler under cellespiralen. Formålet med denne hypotese er, at den er ensbetydende med en serie spiraler, hvor atom-væsenerne og solsystem-væsenerne netop er 7 spiraler, dvs. en spiralkredsløbs-periode eller -rytme, fra hinanden.

Man kunne have indføjet en organel-spiral, idet organellerne i cellerne udfører funktioner, som er helt sammenlignelige med organernes i vor organisme. Organellerne er netop karakteriserede ved, at de er celledele med særskilt funktion og membranafgrænsning i cellen. Samtidig er det dog også indlysende, at organellerne ikke kan befinde sig i stofspiralen, idet organellerne må antages at høre til de væsener, der tilføres organismen fra en diskarneret tilstand, og altså ikke tilføres organismen med føden lige som polymolekylerne.

G.    Mælkevejs-væsen (fx vor egen mælkevej)

F.    Solsystem-væsen (fx vort eget solsystem)

E.    Klode-væsen (fx jordkloden)

D.    Organisme-væsen (fx menneskets organisme)

C.    Organ-væsen (fx en bugspytkirtel)

B.    Celle-væsen (fx en insulinproducerende celle i bugspytkirtlen)

A.    Polymolekyle-væsen (fx et protein- eller DNA-molekyle)

    g.    Monomolekyle-væsen (fx en aminosyre)

    f.    Atom-væsen (fx et kulstof-atom)

    e.    Elementarpartikel-væsen (fx en proton eller elektron) 

Vi skal nu se en række eksempler på mellemspiral-væsener, dvs. den type væsener, som kan betegnes som variantprincipper af de basale principper. (101, 103). Men først lidt om stofenheder, livsenheder og solen. 

9.1. Stofenheder og livsenheder

Her er det naturligt at holde sig for øje, at Martinus definerer en selvstændig energienhed som værende legeme for et levende væsen.

For væsener, der er begavede med kosmiske sanseevner, viser alle eksisterende selvstændige energienheder sig således som identiske med legemskulturer for og manifestationer af levende væsener ganske uafhængig af, hvor fantastisk disse sidstnævnte væseners tilværelsesform eller oplevelse af livet så end måtte fremtræde overfor det, vi ellers er vant til at acceptere som kendetegn på liv. I kraft heraf vil absolut alt, hvad vi kan komme i berøring med af energi eller bevægelse, således ikke kunne eksistere uden at være identisk med udslag af levende væsener.” (2)

Jeg vil ganske kort her definere en livsenhed som værende en stofenhed eller en samling af stofenheder, der fungerer som fysisk legeme for et levende væsens livsoplevelse.

Tilsvarende vil jeg definere en stofenhed, som ikke samtidig er en livsenhed, som værende en stofenhed eller en samling af stofenheder, der ikke fungerer som organisme for et levende væsens livsoplevelse. Som eksempler kan nævnes et hus, en klump presset gær eller en koralstok. 

9.2. Lidt om solen

Solen selv, der har en afgørende og livgivende betydning for jordkloden (5), har en mikrokosmisk opbygning, der er yderst speciel, idet den første, underliggende spiral i solen tilsyneladende ligger mange spiraler under solens. Solen er ikke homogen, men man ved, at en stor del af solen som følge af den høje temperatur (over 1 mio. oC) består af atomkerner (hovedsagelig af brint og helium) og elementarpartikler (frie elektroner, neutrinoer, fotoner). At elektronerne er frie betyder, at de ikke er knyttet til en bestemt atomkerne. Det synes klart, at der ikke kan være nogen form for organisk liv på solen. Det er derfor vanskeligt at forestille sig, at solen selv skulle være opbygget af en slags organismer, organer og celler. 

9.3. Spiraler mellem klode- og organisme-spiralen

Martinus skriver, at jordens omdrejning omkring sin akse er en organfunktion. Det er en automatfunktion, som:

er overgivet til en for denne funktion regerende indviet skytsengel og dens mikrovæsener. Det samme gælder jordens blodomløb og åndedræt, hvilket vil sige vandets kredsløb, dets fordampning til luft og dets fortætning til vand igen, og de herunder denne proces opretholdte livsbetingelser for animalske væsener i dens domæne. Dens ernæring og fordøjelsesproces foregår også, set fra jordjegets side, automatisk.” (21)

Om skytsengle som væsener mellem klode og jordmennesker skriver Martinus fx:

Da der ikke er enighed mellem nationernes, racernes eller folkenes skytsengle, kan der heller ikke være enighed mellem staternes fysiske overhoveder, idet disse jo er midlertidige stedfortrædere eller medier for disse skytsengle.” (21)

I samme artikel skriver Martinus om lysets skytsengel og mørkets skytsengel, hvor lysets  skytsengel repræsenteres af alle humane mennesker, specielt verdensgenløserne, og af demokrati, fællesmagt og frihed. Mørkets skytsengel, djævelen, repræsenteres af primitive mennesker, og diktatur, enevælde og ufrihed.

I (22) skriver Martinus, at jordjeget har en ”talentkerne for udløsning af det dræbende princip.” (djævelen). Denne skytsengel har en fysisk organisme, der er ”identisk med de levende væsener, der forekommer under begrebet dyr.” Til denne organisme hører også primitive jordmennesker.

I samme artikel  skriver Martinus, at der er inkarneret en lysets konge, en lysets skytsengel, der skal skabe lys i jordjegets interessesfære. ”Under denne konge og skytsengel sorterer alle humane religioners, ja, alle humane foreteelsers, begyndende skabelse.” Fra denne skytsengels domæne udgår de lyse verdensgenløsere. Denne skytsengels fysiske organisme udgøres af ”de væsener, der mere eller mindre gør sig til redskaber for lyset og kærlighedens manifestationer.” (22)

I bogen ”Logik” giver Martinus udtryk for, at den samlede menneskehed er et mellemspiral-væsen:

Nej, den samlede jordmenneskehed er mere end en flok forvildede og uvidende individer. Den er et selvstændigt legeme, der som allerede nævnt har sine egne love og veje at gå i den store verdensplan. Den er analog med et levende væsen, i hvilket hvert enkelt jordmenneske er et mikroindivid.”

Og den samlede menneskehed er således et væsen, der ligesom alle andre levende væsener befinder sig i en mental og fysisk zone, hvor det netop kan få den udfoldelse for sin natur, der kan give det urokkelig viden om hvilke begær i denne natur, der er naturlige, og hvilke, der er unaturlige, og derigennem blive omskabt til at være “ét med Faderen”, Forsynet eller den evige natur.” (14)

Også i forbindelse med omtalen af jordklodens invaliditet pga. aksehældningen betegnes jordmenneskeheden som et organ i jordklodevæsenet:

Og denne invaliditet ville blive så meget desto farligere, eftersom den ikke alene ville blive en stor fysisk læsion for jordens mikrovæsener, men den ville også blive en fremtrædende intellektuel eller mental svækkelse for det samme væsen, idet dets menneskelige mikroindivider tilsammen udgør dets fornemste eller vigtigste organ for dets fysiske mentalitet, ja, er selve sædet for dets fysiske dagsbevidsthed
.
” (6)

Endnu et eksempel finder vi i ”Den ideelle Føde”:

I samme forbindelse kan det bemærkes, at det “stof”, som udgøres af den samlede jordiske menneskeheds manifestation, og i hvilket mennesket er “livsenhed”, er jordens hjernemasse. Verdenskulturerne med tilhørende religioner, der passerer hen over kloden, er jordens hjernefunktion, er jordens “tanker”. Disse kulturer er de energimængder, ved hvilke den former sin påvirkning af sine “medvæsener”, hvilket vil sige andre planetvæsener, andre kloder. Men her er vi ved grænsen af det for mennesket opnåelige “kosmiske syn”.” (15)

I gamle dage kunne jordjeget igennem de enevældige konger regulere sine mikrovæseners, hvilket i dette tilfælde vil sige menneskehedens, fysiske og åndelige kurs. (20)

Generelt skriver Martinus:

 ”Men makrojeget kan jo ikke overkomme at korrespondere med hvert enkelt individ inden for denne mangfoldighed af væsener. Makrojegets samarbejde med disse opretholdes da også i kraft af en hel serie af ”underkonger”, som igen under sig har hjælpere og administratorer og ledere nedad iblandt de underliggende spiralkredsløbs væsener inden for den samlede organisme. Disse makrovæsenets underkonger har hver sit domæne at styre og lede i helhedens eller makrojegets interesse
” (22)

Ligesom der ved gentagne handlinger kan inkarnere et levende væsen i en del af vor hjerne kan der vel også inkarnere et mellemspiralvæsen mellem jordklode og jordmenneske i en samling jordmennesker, dvs. en samling jordklode-hjerneceller. Som eksempler kan nævnes nationer, foreninger, firmaer og organisationer. Andre eksempler kunne være racer, dyrearter, dyresamfund og dyreriget i sin helhed.

En del steder i forbindelse med begrebet ”kollektiv skæbne”, fx i forbindelse med symbolet ”Menneskehedens karma”, har Martinus anført, at nationer har deres eget skæbneforløb:

Det et menneske sår skal det høste (Gal. 6.7). Det samme gælder selvfølgelig ligeledes enhver stat eller forenet folkegruppe.” (11)

Da vi allerede tidligere har berørt karma og skæbnebuer og deres virkninger, skal vi her blot komme ind på selve den samlede jordmenneskeheds skæbne. Denne består som nævnt af alle jordens enkelte menneskers skæbne tilsammen.” (11)

Ligesom vi tidligere har berørt, at skæbnebuerne vender tilbage til sit ophav, således vender menneskehedens skæbnebuer også tilbage til den.” (11)

På en måde kan man altså sige, at en nation, fx Danmark, har den lighed med et levende væsen, at nationen skaber og oplever en individuel form for skæbne.

Endelig kan oplyses, at der fra forskellig side og på forskellig måde er skrevet en del om jordklodens organ- og livsfunktioner. Som eksempler kan nævnes dels Lovelocks bøger om Gaia-teorien (112, 113) dels en nyere bog udgivet af Antroposofisk Forlag (114).

9.4. Spiraler mellem organisme- og organ-spiralen

Som åbenlyse eksempler kan nævnes vore organsystemer, fx fordøjelsessystemet, kirtelsystemet, blod- og åndedrætssystemet, hjerne- og nervesystemet. 

9.5. Spiraler mellem organ- og celle-spiralen

Som nærliggende eksempler kan nævnes organdele, fx i hjernen lillehjerne, storhjerne, mellemhjerne, hjernebro og forlænget rygmarv. I bugspytkirtlen kan blandt de forskellige organdele nævnes de såkaldte ”Langerhanske øer”, hvor de insulinproducerende celler befinder sig.

Man kan også generelt pege på de højt specialiserede cellesystemer, som vi har ca. 200 forskellige af i menneskets organisme, og som kan betragtes som væsener mellem organdele og celler. I disse cellesystemer samarbejder cellerne lige som mennesker kan samarbejde på ideel måde om en bestemt funktion. Som eksempel kan i synsorganets nethinde nævnes pigmentceller, stavceller, tapceller og associationsceller. Og i bugspytkirtlen kan man pege på de alfa- og beta-celler, der producerer hormonerne henholdsvis glukagon og insulin. 

9.6. Spiraler mellem celle- og polymolekyle-spiralen

I cellen findes et meget stort antal organeller, dvs. celle-organer. Som eksempler kan nævnes mitochondrier, ribosomer, centrioler, lysosomer og kærnelegemer. En del af disse organeller fungerer i grupper, som tilsammen varetager en bestemt funktion i cellen, fx Golgi-komplekset, plasmamembranen, det endoplasmatiske retikulum og cellekærnen. Disse forhold svarer helt til forholdene for organer og organsystemer i vor organisme.

Man kan således antage, at såvel organel-systemer som organeller befinder sig i mellemspiraler. Organeller er strukturelt opbygget af polymolekyler. 

9.7. Spiraler mellem polymolekyle- og monomolekyle-spiralen

Martinus skriver mange steder, at alle molekyler og atomer er levende væsener, fx:

Dernæst har vi celler, bakterier, molekyler, atomer og elektroner osv., som alle  uden undtagelse for det kosmiske syn fremtræder som levende væsener.” (2)

Vi vil her skelne mellem forskellige typer molekyler: ”Monomolekyler” er molekyler, som ikke er sammensat af mindre molekyler. ”Simple polymolekyler” er sammensat af monomolekyler af samme type. ”Komplekse polymolekyler” er sammensat af forskellige typer monomolekyler. Polymolekylerne udfører langt mere avancerede livsfunktioner i cellen end monomolekylerne.

DNA- og RNA-molekyler er ”komplekse polymolekyler”. De er sammensat af forskellige molekyltyper, nemlig fosforsyre, sukkerarter, og de såkaldte nukleinsyrer. Der kan indgå i tusindvis af monomolekyler i et DNA-molekyle. De såkaldte gener, der er dele af DNA-molekylerne, kan indeholde i titusindvis af de såkaldte basepar, dvs. monomolekyle-par. Også andre polymolekyler, fx lipoproteiner, er sammensat af forskellige molekyltyper.

Andre typer polymolekyler, som vi her kalder ”simple polymolekyler”, er sammensat af ensartede monomolekyler. Eksempelvis er enzymerne, dvs. proteinmolekyler, i mange tilfælde udelukkende sammensat af aminosyre-molekyler i stort antal. Eftersom cellernes produktion af enzymer styres af DNA- og RNA-molekyler kan man betragte DNA- og RNA-molekylerne som værende overordnede i forhold til proteinstofferne.

Der findes i enhver celle i hundredvis af forskellige typer polymolekyler, og hver af disse typer må på en eller anden måde samarbejde som et levende samfund, som vi kan ligne ved cellerne i en bestemt slags cellevæv. Som eksempler kan nævnes de samlede mængder af DNA og de samlede mængder af de enkelte enzymtyper.

I ”polymolekyle-spiralen” finder vi altså de ”komplekse polymolekyler” og mange ”simple polymolekyler”.

Man kan antage, at gener og forskellige ”simple polymolekyler” befinder sig i mellemspiraler. 

9.8. Spiraler mellem monomolekyle- og atom-spiralen

Som eksempel på mellemspiral-væsener kan nævnes de mindre molekyler, der optræder på arenaen, når monomolekylerne i organismen henholdsvis opbygges, nedbrydes og omdannes, led for led. 

9.9. Spiraler mellem atom- og elementarpartikel-spiralen

Som eksempel på mellemspiral-væsener kan nævnes den samlede mængde af de enkelte typer elementarpartikler i et atom, fx den samlede mængde elektroner og den samlede mængde neutroner og protoner.

 

10. Møder med Martinus om mellemspiraler

10.1. Møde 1973 (referat 1973)

På et møde hos Martinus i 1973 blev blandt andre emner drøftet mellemspiraler. Til brug for drøftelsen havde Aage Hvolby udarbejdet en skitse, hvor spiralkredsløbene i symbol 14 var indtegnet med sort farve, og hvor der imellem disse var indtegnet to andre spiralkredsløb i farverne rødt og grønt.   

Aage Hvolby redegjorde for en del af den viden, man naturvidenskabeligt har om mikroverdenens funktioner, med vægt på bl.a. organellernes funktioner. Der synes helt klart at være tale om livsytringer fra levende væsener, der størrelsesmæssigt befinder sig som livsenheder  mellem mikrovæsenerne i spiralerne i symbol 14. Der må derfor mellem spiralerne i symbol 14 ligge andre spiraler. Martinus bekræftede, at dette var helt korrekt. (note 1) 

10.2. Møde i 1960’erne (referat 1998)

For god ordens skyld og for at sætte det nødvendige spørgsmålstegn ved den hypotese, jeg har givet udtryk for i nærværende artikel, skal jeg citere fra Per Bruus-Jensens omtale af et andet møde med Martinus (106):

I nævnte symbol (nr. 14) fastslår Martinus altså, at mennesket som organismeprincip betragtet spiller en rolle som organ-spiral for jordklodevæsenet, og hvorfor det naturligvis ikke samtidig kan have status som celleprincip for denne. Med mindre man tager tanken om mellemspiraler i betragtning.

Dette begreb kom fra Martinus’ side til udtryk en gang i 60’erne under et udvalgsmøde med en gruppe mennesker, der havde fået til opgave at identificere de såkaldte A- og B-livsenheder i vor føde, som Martinus taler om i sin bog ”Den ideelle føde”. Altså identificere dem fysisk.” (note 2)

Under dette arbejde stødte man på organiske former, der ikke uden videre kunne henføres til nogle af de syv principper, Martinus opererer med i sit spiralsymbol. F.eks. de såkaldte organeller, der er organiske dannelser i cellernes organismeunivers, der er for store og komplicerede til at kunne henføres til stofspiralafsnittet, men samtidig klart for utilstrækkelige til at kunne henføres til cellespiralen som sådan. De placerer sig så at sige et sted midt imellem, og det så meget mere, som de for den enkelte celle tydeligvis spiller en rolle som små organer helt i overensstemmelse med, at de set fra cellens udsigtspunkt har status som første underliggende princip eller system under dem selv.

Martinus udtalte ved den lejlighed, at der ved siden af de syv systemer, han havde udpeget på sit spiralsymbol, fandtes et væld af supplerende principper med tilhørende systemsammenhænge, hvoraf organellerne blot var et enkelt eksempel. Faktisk repræsenterede atomerne og molekylerne også sådanne mellem-principper, idet de sande repræsentanter for stofspiralen var de såkaldte elementarpartikler (protoner, neutroner og elektroner). Altså de partikler, hvoraf atomer og molekyler er dannet.

Per-Bruus-Jensen skriver videre (106):

På den anden side fandtes der også utallige skiftespor mellem spiralafsnittene indbyrdes, og som blev benyttet, når forholdene kosmisk set talte for det.” 

 

11. Konklusioner

På basis af udsagn i Martinus’ skrifter og foredrag, dvs. viden fra livssiden, sammenholdt med naturvidenskabelig viden, dvs. viden fra stofsiden, kan man udlede: 

– at der mellem de basale spiraler i symbol 14 (”de kosmiske spiralkredsløb”) findes forskellige former for mellemspiraler.

– at atomer er solsystemer i mikrokosmisk målestok, og tilsvarende,

– at solsystemer er atomer i makrokosmisk målestok.

– at det ikke er muligt éntydigt at fastlægge, hvilke stof- og livsenheder, der befolker den spiral, som Martinus betegner stofspiralen.

– at en hypotese om, at stofspiralen er befolket med polymolekyl-væsener, ikke er i modstrid med hverken foreliggende naturvidenskabelig viden eller Martinus’ skrifter og foredrag. 

Som eksempler på mulige mellemspiral-væsener er i skriftet nævnt lysets og mørkets skytsengel, jordmenneskeheden, organsystemer, organdele, cellesystemer, organeller, komplekse polymolekyler, monomolekyler og atomers elektronmasse. Endvidere er generelt nævnt væsener knyttet til et makrovæsen ved dannelsen af nye talentkerner.

 

12. Noter 

Note 1 

Referat af møde hos Martinus 22. januar 1973.

Deltagere: Martinus, Henning Laug, Ib Schleicher (referent) og Aage Hvolby.

I mødereferatets pkt. 1 står: ”Spiralkredsløb: Hvolbys skitse er rigtig.”  

Note 2 

Resultatet af nævnte opgave fremgår af nærværende forfatters artikel om emnet (101). 

Note 3

I “Den ideelle Føde”, kap. 31, skriver Martinus, at “frisk mælk anbefales, idet denne ligesom frugtkødet hovedsageligt indeholder B-livsenheder”. Og i kap. 24 skriver Martinus, at “B-livsenhederne er dem, hvis organismer får liv ved optagelse som næring i en organisme.

Mælk er karakteriseret ved, at den ikke indeholder celler, og celler må betragtes som værende A-livsenheder (101). Mælk består udelukkende af forskellige molekyler, som jo så må være B-livsenheder.

Som et eksempel på disse molekyler kan nævnes mælkeproteiner, fx de såkaldte kaseiner, der er sammensat af en lang række monomolekyler, de såkaldte aminosyrer. Før mælkeprotein kan optages i vor organisme ved passage af tarmvæggen må det ved hjælp af enzymer (de såkaldte proteaser) nedbrydes til aminosyrer. Kaseinorganismen bliver nedbrudt, og det skulle jo så være en livgivende proces.

Som et andet eksempel kan nævnes mælkesukker, det såkaldte laktose, der er opbygget af to monomolekyler. Også laktose må nedbrydes ved hjælp af enzym (benævnt laktase), før det kan optages i vor organisme, dvs. passere tarmvæggen. Laktoseorganismen bliver nedbrudt, og det skulle jo så også være en livgivende proces. Hvis laktose-organismen ikke bliver nedbrudt pga. mangel på laktase kan man blive syg af laktose-forekomsten (laktosemalabsorption: alvorlig diarrhé), hvilket er velkendt blandt fx indianere og grønlændere.

Det specielle ved mælk er, at det ikke er en del af dyrisk væv. Det er et sekret, der er udskilt fra pattedyrs mælkekirtler, fx koyvere, hvor en stor del af det faktisk også er syntetiseret. Det er fra naturens hånd udelukkende beregnet på at skulle være næring for pattedyrs afkom.

 

13. Henvisninger 

13.1. Henvisninger til Martinus-skrifter og -foredrag

  1)    Martinus: Livets Bog 1, stk. 270

  2)    Martinus: Livets Bog 1, stk. 271

  3)    Martinus: Livets Bog 1, stk. 284

  4)    Martinus: Livets Bog 1, stk. 286

  5)    Martinus: Livets Bog 1, stk. 414, 421, 425

  6)    Martinus:  Livets Bog 3, stk. 667

  7)    Martinus: Livets Bog 3, stk. 921-24

  8)    Martinus: Livets Bog 6, stk.  2166

  9)    Martinus: Livets Bog 6, stk. 2275

10)    Martinus: Det evige Verdensbillede 1, symbol 14: ”De kosmiske spiralkredsløb – I”

11)    Martinus: Det evige Verdensbillede 2, symbol 25: ”Menneskehedens karma”, stk. 25.3, 9, 11

12)    Martinus: Det evige Verdensbillede 4, symbol 35: ”Polprincippets kosmiske kredsløb”

13)    Martinus: Det evige Verdensbillede 4, symbol 38: ”Mennesket og animalsk og vegetabilsk føde”, stk. 38.14f og 38.22.

14)    Martinus: Logik, kap. 86

15)    Martinus: Den ideelle Føde, kap. 21

16)    Martinus: Bisættelse, kap. 16

17)    Martinus: Bisættelse, kap. 18

18)    Martinus: Universets Mælkeveje, bog 16b, kap. 5

19)    Martinus tegner symbol over 18 spiraler, Kosmos (1997), nr. 2, s. 26

20)    Martinus: Skytsengle i nationens tjeneste, Kosmos (1998), s. 1-7

21)    Martinus: Lysets og mørkets skytsengle, Kosmos (1998), s. 23-26

22)    Martinus: Gudesønnens kongerige, Kosmos (1998), s. 43-46

23)    Martinus: Spørgetime på Klint 26. marts 1978, Kosmos (1993), nr. 3, s. 51.

24)    Martinus:  Storkursus 2/1 (1955) (upubliceret)

25)    Martinus: Storkursus 3/1 (1955) (upubliceret)

26)    Martinus:  Storkursus 5/1 (1955) (upubliceret)

27)    Martinus:  Storkursus 5/2 (1955) (upubliceret)

13.2. Henvisninger til andre kilder

101)    Hvolby, Aage: ”Det dræbende og det livgivende princip i vor ernæring (Identifikation af A- og B-livsenheder)”, Kosmos 1972 (s. 292 ff) og 1973 (s. 7 ff), oprindelig trykt i Kontaktbrevene 2-4 (1964)

102)    Hvolby, Aage: Håndskrevne noter fra bestyrelsesmøde 27.01.1981 (Den originale båndoptagelse synes mangelfuld)

103)    Bruus-Jensen, Per: X, bind 3 (1988), kap. 18-19

104)    Bruus-Jensen, Per: X, bind 4 (1989), kap. 40

105)    Bruus-Jensen, Per: Slangens død – et fremtidssyn i tre billeder (1987), s. 88 (særtryk af bogen ”X”, bind 4)

106)    Bruus-Jensen, Per: Er menneskene jordklodens hjerneceller?, Den ny Verdensimpuls (1998), nr. 1, s. 16-17

107)    Therkelsen, Ole: Martinus, Darwin og intelligent design (2007), afsnit 24.4-5.

108)    Hahn, Søren: Arternes oprindelse, Kosmos (1984), nr. 4, s. 78-82

109)    Hahn, Søren: Sheldrakes felter – eksisterer de?, Kosmos 1990, nr. 1, s. 7-13

110)    Christiansen, Kurt: Den seksuelle polforvandling (2006), side 5-6

111)    Schoenheimer, Rufolf: The Dynamic State of Body Constituents (1940), s. 1-65

112)    Lovelock, James: Gaia (1987)

113)    Lovelock, James: Jordens overlevelse (1992)

114)    Wachsmuth, Guenther: De æteriske form- og dannelseskræfter i kosmos, jord og menneske – En vej til udforskningen af det levende (2000)

115)    Bruus-Jensen, Per: Eksistens og udødelighed 1, s. 133-34 og s. 143

 

 

Sort farve : Basale spiralkredsløb

Rød- og grøn farve : Mellemspiralkredsløb

Share This