Artiklen har tidligere været bragt i Kosmos

Darwins evolutionsteori bragte mennesket et væsentligt skridt frem i udviklingen af vores selvforståelse. åndsvidenskabeligt set, har vi langt højere former for selvforståelse i vente. Abens omskabelse til menneske afslører kun den fysiske yderside af en udvikling, der primært handler om åndens / psykens udvikling. Begrebet ”skaberen” kommer vi ikke uden om, hvis vi vil forstå, hvad der driver evolutionen i en ikke tilfældig retning mod stadig større indsigt i altings sammenhæng.

Af Søren Olsen

”I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden. Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke over Verdensdybet. Men Guds ånd svævede over Vandene. Og Gud sagde: ”Der blive Lys!”” (1 Mos 1,1)

Der er troende mennesker, der fastholder, at Gud rent faktisk skabte jorden på 6 dage herunder alle dyrearter og mennesket i den nuværende form. Denne bogstavtro forståelse af Bibelen kan synes noget naiv, ikke mindst i lyset af de utroligt mange skeletfund af fortidens planter, dyr og mennesker, der tvinger os til at tænke videnskabeligt i retning af en gradvis forandring af arterne/mennesket gennem evolution.

Uanset hvor uenig man måtte være med de bogstavtro, prikker de til en debat, der er nødvendig (i menneskets skabelse). Ifølge Martinus, fortæller både skabelsesberetningen og evolutionslæren en sandhed om udviklingen. Reelt er den lyriske bibelske beretning i størst overensstemmelse med virkeligheden, hvis man vel at mærke tolker den symbolsk, for den tager udgangspunkt i, at der er tale om en livsytring en viljebetinget ønsket skabelse opdelt i dage – epoker. Indenfor naturvidenskaben tror/mener man derimod, at jordens skabelse er en tilfældig fysisk kemisk proces styret af naturlove, ligesom livet er noget der opstår og udvikler sig tilfældigt.

I første omgang tyder alt på at troen på en mening med livet bliver skiftet ud med viden om meningsløshed. Debatten dækker således over et alvorligt eksistentielt problem. Intet menneske, ingen kultur kan i længden leve med tilfældighed og dermed meningsløshed som livsgrundlag.

Skabelse eller evolution er ikke et enten eller men et både og. Det er skabelse, der får evolutionen til at skride frem. Uden skabelse ingen gradvis forandring af arternes fysiske fremtoning – ingen evolution. Emnet indbefatter stort set alt, hvad Martinus har skrevet.

Det følgende er blot et eksempel på én indgang.

  

Når abekroppen – med understregning af kroppen – gennem udviklingen bliver stadig mere menneskelignende, så er det en virkning af en skabelsesproces, hvor “noget levende” udvikler stadig finere åndelige/psykiske og fysiske evner gennem mange fysiske jordeliv. Kroppen er ikke levende i sig selv, sådan som naturvidenskaben tror.

Ligesom sproget ville miste sin mening, hvis vi udelukkede grundleddet ”jeg” – den instans der skaber i livet og oplever – således mister forklaringen på hvad liv er også sin mening, hvis grundleddet ”jeg” udelukkes. Vi er nødt til at genopdage ”noget, som er”, der har evner, og som er overordnet stoffet, hvis vi vil have meningen tilbage til livet. Kroppen er et redskab – en konstruktion – en maskine – (en rugbrødsmotor) for ”jeg”, ligesom f.eks. en bil er et redskab – en konstruktion – en maskine (en benzinmotor) for ”jeg”.

 

  

  

Ser vi på bilkroppens udvikling, herunder det tekniske under motorhjælmen – alle bilkroppens organer – må det stå helt klart for enhver, at en bil er ikke et levende væsen. Bilkroppens evolution er netop et udtryk for, at “noget, som er” udvikler stadig finere indre åndelige evner – tekniske tænkeevner, intelligens – der via den fysiske organisme og en række udtænkte hjælpe maskiner (robotter), gør skabelsen af stadig finere bilkroppe mulig – resultatet af skabelsesprocessen er bilens evolution.

Det menneske, der udtænkte den første motor og satte den på hjul, lagde grunden til en teknisk evolution. Mange teknisk begavede mennesker blev efterfølgende født ind på denne planet, og sagde til sig selv, ”det kan jeg udtænke bedre!”. På den måde er bilen blevet til det, den er i dag, og evolutionsprocessen på dette og tusindvis af andre områder kører lovbundet videre i kraft af ”noget, som er”, en skaber – Jeget og skabeevnen.

Bilkroppens evolution afspejler således en skabers evner til stadig finere former for åndelig og fysisk skabelse på principielt fuldstændig samme måde, som menneskekroppens evolution afspejler en skabers evner til stadig finere former for åndelig og fysisk skabelse.

  

Det vi kender som aben, mennesket, gråspurven, rosen, regnormen, myggen, elefanten, bakterien er altså kroppe/redskaber, som derfor er at betegne som noget skabt? ”Livet”, ”skaberen”, ”jeg” skal findes som årsag til kroppen – det skabte.

Materialisten vil argumentere for, at generne er årsagen til kroppen og livet. Men generne er sammensat af byggesten / grundstoffer ligesom alt andet fysisk skabt. Kroppe, biler og gener er udtryk for måder at sammensætte byggesten på. Med grundstofferne kan man bygge alt, hvis man har evner til det. En intelligent måde at bruge stof på afslører en skaber, med en evne til at udtænke – tænke ud. Generne adskiller sig i princippet ikke fra andre intelligente skabelser.

Det centrale i tilværelsen er ikke stof og naturkræfter, sådan som naturvidenskaben tænker. Det centrale er oplevelse. Naturvidenskaben har i sin søgen efter objektivitet fuldstændig overset det subjekt – det ”jeg” – der finder glæde ved at arbejde med f.eks. naturvidenskab. Det første Martinus skriver i Livets Bog er: ”Ethvert levende væsen, der kommer til verden, ligegyldigt hvad enten det hører ind under det væsenssamfund, vi kalder ”den jordiske menneskehed”, eller det hører ind under de former for liv, der ytrer sig gennem det, vi er vant til at opfatte som ”dyr”, ”planter”, og ”minera­ler”, er alle uden undtagelse genstand for livets oplevelse.”

”Livets oplevelse” er kun mulig, hvis der er noget at opleve. Det er præcis, hvad vi alle er vidne til! Der er så meget at opleve, og det er det, der holder os i gang – søgen efter oplevelse af lykke, kærlighed og så meget andet. Alt det, vi kan opleve, betegner åndsvidenskaben som skabt. Vi kan opleve galakser, sole, planeter, mineraler, blomster, træer, dyr, mennesker, natur – alt sammen skabt af “naturens ånd/hånd”. Vi kan opleve biler, flyvemaskiner, computere, karruseller, film og anden underholdning – alt sammen skabt af “menneskets ånd/hånd”. Vi kan opleve varme, kulde, smerte, behag, krig, fred, lykke, ulykke – alt sammen skabt af “naturens og menneskets ånd/hånd”. ”Menneskets ånd/hånd” må nødvendigvis være en del af ”naturens ånd/hånd”. Uden dette panorama af noget skabt – ingen oplevelse!

Men skabelse kræver evner – det ved vi fra alt det, som menneskets hånd har skabt. åndsvidenskaben gør den logiske antagelse, at der bag “naturens hånd” også ligger evner. “Naturen” er, må vi erkende, en langt mere avanceret og fuldkommen skaber end mennesket – vores egen organisme er et rigtigt godt eksempel. På hundredvis af universiteter verden over, kan man tage en universitetsgrad i at beskrive de logiske processer, der foregår i de organismer, som “naturens ånd/hånd” har skabt. ”Naturens” evne til logisk skabelse står som en ramme og grundforudsætning for alt, hvad vi oplever og ved.

Hvis jeg på den indre billedskærm / i ånden ønsker at opleve et billede af en bil, er jeg nødt til at skabe dette billede først, ved at hente et billede af en bil frem af min hukommelse. På i princippet samme måde kan jeg opleve følelser som skyld, sorg, smerte, jalousi, vrede, glæde og kærlighed som følelser og tanker i mit indre, hvis jeg skaber disse. Det gør jeg når hændelser i den ydre verden kalder på f.eks. de mørke sider af min åndelige natur, og får mig til at skabe vrede, hvorefter jeg oplever at være vred. Skabelse – oplevelse – skabelse – oplevelse osv.

”Jeg” kan hente/opsøge oplevelser i en indre psykisk verden såvel som i en ydre fysisk verden. Uanset hvor jeg henter mine oplevelser, er det noget skabt ”jeg” oplever. Alle oplevelser, også de jeg henter i den ydre verden, opleves i mit indre – i ånden. Og ”den”, der har glæde af alle disse oplevelser i ånden, er ”jeget” – det i sig selv usynlige centrum i alle levende væsener. Skaberen – evolutionens ophav.

Vi er åndsvidenskabeligt set underlagt en 100 % lovbundet evig omskabelsesproces / evolution. Hvert sekund hver dag skabes lidt nyt i hvert eneste levende væsens indre og ydre, som vi bringer videre i vores egen evolution. Naturvidenskaben bidrager på fremragende vis til fremme af dette nye logiske syn på naturen og dermed til forståelse af, hvordan skabelse og evolution er forbundet. Naturvidenskaben (al videnskab), skaber nye oplevelser for “jeg”, nye måder at forstå det skabte på. I sig selv et perfekt billede på hvordan “naturen hånd” til stadighed udvikler mennesket fremad mod større indsigt. En lille detalje i opbygningen af denne omfattende indsigt læste jeg om i avisen Politiken.

Ved hjerneskanning har forskere fundet ud af, at hvis man er udøvende musiker, udvikler og styrker man et særligt center i hjernen. Jo flere år man har spillet f.eks. violin, jo mere er dette center udviklet. Det samme gælder for taxichauffører. Jo flere år et menneske har kørt taxi, jo mere udviklet er et andet særligt center i hjernen, der har med dette at gøre, at kunne orientere sig i forhold til et indre bykort. Det, ”jeget” kaster sig skabende over også ganske almindeligt trivielt arbejde, omskaber / udvikler den fysiske hjerne.

Jamen det er jo helt vidunderligt, at det i grunden er så enkelt, og som åndsforskere burde det slet ikke undre os – selvfølgelig er det sådan! Det har konsekvenser at skabe. Vi omskaber både vores ånd og vores krop gennem det daglige liv. Det er på den måde, vi hver især har omskabt abekroppen til en begyndende menneskekrop over en mange millionårig tidsperiode, og vi arbejder stadig på sagen, ifølge Martinus, for mennesket er ikke færdig udviklet som menneske endnu. (Her skal det lige indskydes, som Martinus skriver, at vi har kke været aber på denne planet, men det ændrer intet ved udviklingsforløbet.)

Vores hjerne er vokset planmæssigt gennem dyreriget, som en virkning af skabelse og oplevelse, fuldstændig som den gør det i dag. Dyret er primært beskæftiget med ubevidst og instinktivt at videre udvikle på det fysiske legemes detaljer (tyngdelegemet). Mennesket er primært beskæftiget med at udvikle og forfine to åndelige legemers detaljer – følelses- og intelligenslegemet. Det er disse to åndelige legemers udvikling, der har gjort os bevidste i vores egen væren, ligesom de kommer til fysisk udtryk i bl.a. hjernens evolution. (Og på generne, men det er en endnu længere historie).

Det er i den åndsvidenskabelige skabelseslære, vi kan finde forklaringen på, at “naturens ånd/hånd” har været så forudseende, at der er sat ”plads” af til hjernens fremtidige opgaver. Vi er på vej til at blive så følsomme og intelligente, at intuitionslegemet kan få næring og vokse frem, hvorved vi får adgang til den af Jesus bebudede hellige ånd – en hellig viden om altings sammenhæng.

Mennesket (som enhver anden livsenhed) er underlagt en fuldkommen målrettet skabelsesproces, der ikke kan undgå at føre til det mål, som Bibelen fortæller om i en troens form. Vi måtte spise af frugten fra kundskabens træ, for at blive ligesom Gud til at kende godt og ondt. Vi er gudesønner under skabelse i Guds billede, efter hans lignelse.

”Og således skete det. Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt.” (1 Mos 1,31)

Se tillige D.E.V. symbol nr. 29 Kosmiske udviklingsbaner.

Kærlig hilsen

Søren Olsen

Pin It on Pinterest

Share This