Rejse i Kosmologien – Livsmysteriets løsning – set med et jordmenneskes øjne

af Søren Hahn

Martinus begynder sit store ræsonnement over livet med at betragte naturen. Det er den ideelle samarbejdspartner for mennesket. Gennem den har vi lært at passe på os selv, vi har gjort fremskridt, og i dag er vi mennesker i grunden den eneste del af naturen, som ikke altid fungerer lige perfekt i samspillet. Men det skal nok komme, forudser Martinus. For vi er selv en del af naturen, og her vil alt i den sidste ende vise sig at være til gavn og glæde for alle levende væsener.

Hermed har Martinus slået tonen an til sin løsning på ”livsmysteriet”. Livet er jo en gåde – ja, hvad er livet i grunden for noget? For at følge Martinus må man være parat til at se optimistisk på verdens skæve gang. Man må kunne gå ind for den tanke, at alt før eller senere nok skal vise sig at være til gavn og glæde for os alle sammen. At alt er såre godt. Det gælder verdenssituationen, og det gælder det enkelte menneskes eget liv.

Forudsætter vi det, så må vi også se i øjnene, at så går vi langt ud over, hvad naturvidenskaben med Darwins udviklingslære kan garantere. Allerede på dette tidlige tidspunkt i ræsonnementet må vi altså bekende os til en livsopfattelse, der tager afstand fra den rene materialisme. Vi må gå ind for den tanke, at der er noget mere: en mening, en sammenhæng og et højere formål. Naturens geniale processer skyldes ikke blot en biologisk selekteret udvikling, – der er også ånd og bevidsthed bagved. Ja, tilmed kærlighed!

Hvad kan vi da vide om dette levende bag det hele? Hvad kan vi helt konkret vide, hvis vi nu går ind for denne tanke? Ja, hvad ved vi om os selv? Martinus tager her sit udgangspunkt i sproget. Sproget fortæller en masse om os selv. Sproget fortæller, at vi lever i oplevelsen af os selv som ”jeg”, og omgivelserne som ”det”. Denne oplevelse skaber vi selv – hvem ellers? – i kraft af vort jeg – hvad ellers? Men hvad betyder det? Det betyder, at jeget ikke selv er skabt, for så ville det jo høre hjemme i kategorien ”det”, altså være noget skabt. Men når det ikke er skabt, så må det altid have været til, hvilket betyder, at det er evigt.

Dette er, hvad vi får ud af en analyse af selve sproget, når vi først har bestemt os for at bruge betegnelserne ”jeg” og ”det”. Og det er netop, hvad Martinus gør. Da jeget set i dette perspektiv ikke indgår som direkte led i den skabte kæde af årsager og virkninger, kalder han det også for ”den årsagsløse årsag”. Jeget er en bagved liggende årsag, der giver alle naturens bevægelser en retning og et formål. Og som mennesker er vi selv en del af naturen. Vi er selv et ”jeg” og et ”det” i den store helhed.

Martinus fortsætter sit ræsonnement: Jeget er altså evigt, siger han. Men heraf kan vi slutte, at det samme gælder to ledsageprincipper, der med nødvendighed knytter sig til jeget, nemlig dets evne til at skabe og resultatet af denne evne i form af det skabte. Hermed har Martinus fremlagt sin meget enkle definition på, hvad et levende væsen er. Det består af et jeg, en skabeevne og noget skabt. Martinus taler om et ”evigt treenigt princip”. Kun med sproget og tanken kan det adskilles i disse tre dele. Bemærk i øvrigt, hvordan dette ræsonnement bliver til gennem et valg af ord, der naturligt hører sammen. Ved at vælge de rette ord fra dagligsproget får vi præsenteret en sandhed, der så at sige skærer lige ind til benet af livsmysteriet. Man kunne også sige, at sandheden er indlejret i sproget. Sproget har været her længe, det rummer en visdom, en common sense, der nok er værd at lytte til. Det er den, Martinus peger på.

Som vi ser, vil alle levende væsener være udødelige på de præmisser, Martinus har valgt. Dette giver naturligvis anledning til en masse spørgsmål. Hvordan kan det lade sig gøre rent teknisk, hvad med døden, osv.? Det skal vi ikke komme ind på her, – nu gælder det bare om at følge den røde tråd i hans ræsonnement.

Og nu må vi springe lidt for at følge ham. Vi ved jo nok, at vores organer, celler og celledele er levende. Ja, der i virkeligheden ikke noget stort spring til at sige, at de er ”levende væsener”. I princippet som os selv. Men, siger Martinus, jordkloden er også et levende væsen. Ja, det samme gælder solen og mælkevejssystemet. Vi lever i et gigantisk univers af levende væsener, og selv er vi et lige så gigantisk univers for levende væsener inden i os selv. Og endnu et spring må vi tage for at følge Martinus. Dette liv inden i liv, som Martinus kalder ”livsenhedsprincppet”, er ubegrænset! Nedad i det små såvel som opad i det store. Der er ingen grænser. Og her, siger Martinus, vil vi omsider se muligheden for at genfinde den gennem alle tider søgte og tilbedte Guddom, i hvis billede vi – som evige, treenige principper – alle er skabt. Gud er det hele!

Nu havner vi imidlertid i et filosofisk problem. Hvordan kan en evig livsoplevelse finde sted uden at skabe kedsomhed på længere sigt? Martinus har et forslag. Al livsoplevelse grunder sig jo på kontraster og fornyelse af disse kontraster gennem – billedlig talt – ”sult” og ”mættelse”. Denne fornyelse – dvs. mangel på permanent kedsomhed – ”garanteres” (som Martinus udtrykker det) gennem ”det evige, kosmiske spiralkredsløb”, som vi heller ikke skal gå i detaljer med her. Vi følger blot den røde tråd.

Nu har Martinus gennem en sproglig analyse peget på muligheden for, at vi alle er udødelige. Men han har ikke fortalt, hvordan det går til, at alting i den sidste ende nok skal vise sig at være til gavn og glæde for alle levende væsener. Det mangler han, det var jo hans udgangspunkt, hans præmis eller ”aksiom”, som det hedder. Hvordan går det til? Det sker gennem endnu et princip, der også er kendt under betegnelsen ”karmaloven”: Som du sår, skal du høste. Vi høster billedlig talt alt, hvad vi har sået. Også det, som ikke lige umiddelbart har været til gavn og glæde for helheden, for naturen og for medvæsenerne. Vi kommer derfor ud for tilsvarende lidelser og personlige kriser, som vi har udsat andre for. Derved modnes vi gennem indsigt og forståelse til næstekærlighed. Vi føler jo på egen krop og i eget sind, hvordan det er at blive udsat for andres forfølgelse, for sygdom og lidelse. Ganske langsomt bliver vi selv en del af den altfavnende bevidsthed, som ligger bag naturen. At der er ånd eller ånder bag det hele, er nu ikke længere mystik. Vi og alle andre levende væsener er jo selv en del af denne ånd eller de ånder, der aktivt styrer og planlægger det hele.

Dermed skulle det sidste slør være faldet for en teoretisk indsigt i det store livsmysterium. Og som vi ser, står og falder forståelsen for dette ræsonnement med os selv, med vores evne til at forstå det. Er vi uhildede forskere, der frit kan overskue vores egne forudsætninger? Kan vi frit distancere os fra dem? Kan vi teoretisk acceptere den mulighed, at naturen nok skal vise sig at sejre i den sidste ende, og at universets grundtone er kærlighed? Kan vi acceptere forestillingen om reinkarnation? Det er ikke småting, der kræves. Men teoretisk skulle der ikke være noget i vejen for det. Ja, sådan set behøver man overhovedet ikke at tage stilling til noget som helst, men kan blot betragte det hele som en teori om tingenes tilstand. En teoretisk mulighed, der kan eksistere på tankeplanet, uden at man behøver at tage stilling til, om det nu også er sådan i virkeligheden. Man behøver derfor ikke at skrive under på en trosbekendelse eller melde sig ind i en klub. Man behøver ikke at overbevise andre for at overbevise sig selv. Martinus siger da også , at han kun kan forklare det teoretisk for os. At vi alle en dag skal kunne opleve teorien ”fundamentalt” (atter et Martinus-ord), dvs. på samme måde som han selv, må også høre med til teorien.

Med denne løsning på livsmysteriet mener jeg kort sagt, at det bliver muligt at tage stilling til livet som helhed. Man har noget at gå efter. En forestillingsverden uden begrænsninger og tabuer. Alt kan her siges og efterprøves. Og har man en idealistisk livsholdning (det modsatte af materialistisk), så har man nu fået noget at have den i. Eller som Martinus’ gamle ven I. G. Hannemann sagde: ”Martinus’ største fortjeneste er, at han har givet os den religiøse arbejdshypotese, der langsomt verificerer postulatet om, at vi skal elske vor næste som os selv.”

Resumé af livsmysteriets løsning i form af 12 grundfacitter

1.
Verden er en realitet,

2.
og dér gælder årsagsloven,

3.
som overalt i sit slutfacit udløser sig i fuldkommen skabelse, dvs. skabelse til gavn og glæde for alle levende væsener.

4.
En sådan skabelse må nødvendigvis være ensbetydende med planmæssighed og logik, der må antages kun at kunne bero på intelligens, og dvs. bevidsthed.

5.
Men bevidsthed kan jo kun tænkes i forbindelse med begrebet: “det levende væsen”,

6.
som vi konstaterer, lever i oplevelsen af sig selv som jeg og af sine omgivelser som det,

7.
– en oplevelse, som det selv skaber (hvem ellers?) i kraft af sit jeg (hvad ellers?), der dermed bliver den årsagsløse årsag til alt, hvad der kan opleves som det, hvilket vil sige hele den skabte årsags- og virkningskæde.

8.
Da jeget således er “hævet” over skabelses-processerne, må det selv være uskabt, og det vil altså sige – evigt! Det samme må nødvendigvis også gælde “skabeevnen” og “organisme-princippet”, to ledsageprincipper, som jeget umuligt ville kunne komme i besiddelse af uden at have dem i forvejen. Det levende væsen er altså et evigt treenigt princip.

9.
Vi konstaterer endvidere, at dette princip kommer til udfoldelse i form af mikro-, mellem- og makrokosmos eller som levende væsener inden i levende væsener, et “livsenhedsprincip”, der nødvendigvis må gælde i en uendelighed af kosmos’er opad i det store såvel som nedad i det små. I dette samlede eller totale, evige og uendelige verdensalt ser vi nu muligheden for at genfinde den gennem alle tider søgte og tilbedte “Guddom”, i hvis billede eller analogi vi som treenige principper alle er skabt.

10.
Vi konstaterer også, at al oplevelse beror på sansning af kontraster og tillige, at al manifestation (herunder manifestation af oplevelse) beror på princippet: “sult og mættelse”. En evig evne til at opleve og en evig lyst til at manifestere sig kræver også en evig fornyelse. Denne fornyelse og dermed udødelighed garanteres ved det evige, kosmiske spiralkredsløb, som Martinus nærmere redegør for i sine bøger (symbol 14).

11.
Når årsagsloven i sit slutfacit – netop via de levende væseners jeg, vilje og bevidsthed – udløser sig i fuldkommen skabelse (se punkt 3), så skyldes det virkningerne af “skæbne- eller karmaloven”, der fungerer som årsagslov for al “skæbnedannelse” og betyder, at som man “sår”, må man “høste”, hvilket igen vil sige, at man urokkeligt bliver sin egen skæbnes absolut eneste virkelige ophav.

12.
Da al skabelse og dermed også de levende væseners væremåde i sit slutfacit således ikke kan undgå at blive til gavn og glæde for alt og alle, må universets grundtone være kærlighed og kosmisk bevidsthed en realitet. Alt er såre godt!

Litteratur:
Martinus: Livets Bog 3, stk.669 ff. (Livsmysteriets løsning)
Martinus: Det Evige Verdensbillede, bind 3, symbol 32

Leave a Reply

avatar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  Subscribe  
Notify of