Pragmatisk brobygning mellem Åndsvidenskaben og videnskabsteorien

Af Lasse Voglsang
Abstrakt
Vi har i dag fået et åndsvidenskabeligt verdensbillede beskrevet af Martinus. Martinus beskriver, at videnskaben er nogle af de første spæde spire i den nye verdensimpuls. Martinus er imidlertid ikke specifik omkring, hvordan disse spire helt konkret med tiden skal udvikle sig hen mod åndsvidenskaben. Artiklen kommer med bud på hvordan der kan skabes bro mellem nutidens videnskab og åndsvidenskaben og at de dermed kan nærme sig hinanden. Artiklen er et indlæg til konferencen "Bevidsthedens Mysterium" holdt i Klint 2008.

Indledning

Vi har i dag fået et åndsvidenskabeligt verdensbillede beskrevet af Martinus. Martinus beskriver, at videnskaben er ”den nye sne” eller nogle af de første spæde spire i den nye verdensimpuls. Martinus er imidlertid ikke specifik omkring, hvordan disse spire helt konkret med tiden skal udvikle sig hen mod åndsvidenskaben. Hvis vi tager udgangspunkt i åndsvidenskaben, så kan vi udlede, at videnskaben efterhånden vil blive udviklet tilstrækkeligt til at kunne modtage eller optage åndsvidenskaben som en del af den generelle videnskab og at det er filosofien, der er længst fremme (se eks. Martinus 1963, symbol 4, stk. 4.7). Dette er dog stadig en meget abstrakt og ukonkret beskrivelse, som ikke giver nogle konkrete anvisninger på, hvordan vi som åndsforskere kan hjælpe med i processen omkring optagelsen af åndsvidenskaben i den generelle videnskab. Denne proces er i høj grad op til os selv at gøre os tanker om. Denne artikel præsentere en ide til hvordan man i højere grad kan bygge bro mellem den generelle videnskab og åndsvidenskaben.

Ideen er at tage en pragmatisk vinkel, hvor der arbejdes på at vise, at Martinus verdensbillede kan bruges til at belyse den nuværende videnskabs problemstillinger på nye, interessante og ikke mindst brugbare måder. Den generelle videnskab af i dag kæmper med en lang række udfordringer, ikke mindst på det ontologiske (hvad er verden) og epistemologiske (hvad kan vi vide om verden) områder. På disse områder har man i bedste fald har en vag ide eller formodning om hvordan 'verden hænger sammen'. Men der er også andre områder som sundhed, kost, samfundsindretning, osv. hvor åndsvidenskaben kommer med bud på forståelse og løsninger på udfordringerne. Det er vigtigt at understrege, at 'projektet' ikke er at vise, at åndsvidenskaben har nogle bedre bud end den generelle videnskab, men kun og netop kun at den har nogle brugbare perspektiver på forskellige områder som den nuværende videnskab også arbejder med. Dermed bliver det ikke et spørgsmål om hvad der er sandt og falsk eller rigtigt og forkert.

Derimod er ideen at vise, at åndsvidenskaben kan benyttes til at skabe andre resultater end de nuværende teorier indenfor videnskaben og at disse også er anvendelige (den pragmatiske tilgang). Det kan måske virke lidt som at opgive at vise kosmologiens værd at undlade at forsøge at vise eller bevise at den er korrekt. Der er to ting der gør sig gældende her. For det første er det ikke muligt at overbevise andre om åndsvidenskabens korrekthed, som man f.eks. kan gøre det indenfor materiel forskning eller mere synlige emner. Dermed kan det hurtigt blive en ufrugtbar diskussion og magtkamp om hvem der har ret, hvis der overhovedet bliver lyttet, end en egentlig nøgtern og videnskabelig tilgang. For det andet er det muligt at åndsvidenskaben kommer til at fremstå mindre ”fantastisk” for den etablerede videnskab, hvis man undgår en diskussion (kamp på ord), og at man kan opleve åndsvidenskaben som den fredelige videnskab den egentlig er (og den vil blive ført mere fredeligt frem, hvis diskussioner om rigtigt og forkert undgås).

Artiklen er bygget op med et kort oprids af den moderne åndsforskers bevidsthed og hvilke muligheder det giver ham for at arbejde med åndsvidenskaben på nuværende tidspunkt. Afsnittet motiverer også artiklens problemformulering. Det efterfølgende afsnit beskriver en simpel model af den videnskabelige tilgang, som den kan tage sig ud i praksis indenfor de samfunds- og humanistiske (humaniora) videnskabelige grene i dag. Derefter kommer en beskrivelse af den foreslåede pragmatiske tilgang beskrevet på baggrund af den simple model af den generelle videnskab. Herefter beskrives nogle af de udfordringer vi kan forvente i arbejdet med sådan en tilgang. Den sidste del af artikler omhandler nogle af disse områder, hvor der umiddelbart ser ud til at være muligheder for at bygge bro mellem Martinus’ verdensbillede og den nuværende traditionelle videnskab.

Stadier i det levende væsens erkendelse

Følgende afsnit beskriver forskellige stadier af erkendelser af verden og de deraf afledte verdensbilleder, som det jordiske menneske gennemgår i den sidste halvdel af dyreriget. Stadierne kan bl.a. ses på symbol nr. 21 "Den evige kosmiske, organiske forbindelse mellem Gud og Gudesøn – 1”, som er beskrevet i Det Evige Verdensbillede 2 (Martinus, 1964).

Martinus beskriver forskellige stadier, som det levende væsen gennemgår i den sidste halvdel af dyreriget. I disse stadier har det levende væsen forskellige måder at erkende verden på. Den mindst udviklede form for erkendelse finder vi, ifølge Martinus, hos naturmennesket. Naturmennesket erkender i høj grad sine omgivelser igennem anelsesevnen. Dette giver sig bl.a. til kende ved, at naturmennesket oplever verden som et sted fyldt med ånder, som det er muligt at tilfredsstille i mere eller mindre grad. Denne opfattelse er primært båret af en instinktiv opfattelse og baseret på den såkaldte instinktenergi.

Det andet stadie er der, hvor vi finder det religiøst troende væsen. I denne kategori findes mennesker, der har mere intelligens blandet ind i deres følelse end naturmennesket og som derfor opnår en trosevne, der gør dem i stand til at tro på, at der er netop en gud og ikke en mængde ånder bag begivenhederne. En gud som man kan tro på og til dels tilbede, men ikke udrede intellektuelt. Dette trosbaserede verdensbillede er erkendt via evnen til at tro på autoriteter og primært båret af følelsesenergien.

På det tredie stadie finder vi det materialistiske væsen, som primært erkender ved at opdele verden i enheder, der det kan måle og veje. Det materialistiske væsen oplever verden som en samling af stof, der reagerer med hinanden. Det materialistiske væsen søger derfor ikke efter mening og udtryk for liv, men kun efter årsag og virkningssammenhænge mellem de forskellige stoffer. Livet bliver dermed gjort til en række reaktioner mellem stofferne. Den materialistiske verdensopfattelse er primært baseret på intelligens, som er en bevidsthedsfunktion, der opdeler verden. I det materialistiske verdensbillede opereres der ikke med ånder eller en gud, da man hverken kan tro på eller ved at disse eksisterer.

På det fjerde stadie på symbol 21 finder vi det kosmisk bevidste væsen. Ifølge Martinus kan det kosmisk bevidste væsen opleve med sin intuitionsevne. Intuitionsevnen er, hos det kosmisk bevidste væsen, så udviklet, at den kosmiske oplevelse af verden er blevet en permanent evne på linje med vores nuværende evne til at se med øjnene. Til forskel for oplevelsen med vores fysiske øjne, beskriver Martinus, at man med intuitionsevnen kan opleve eller erkende de evige principper og analyser, som han beskriver i åndsvidenskaben. Martinus skriver endvidere at intuitionsevnen giver mulighed for at se færdige analyser og deres resultater. Det kosmiske verdenssyn eller billede bygger på en oplevelse og en forståelse af verdens grundlæggende principper. Med intuitionsevnen bliver det også klart at alt det skabte er udtryk for liv. Verdensopfattelsen bliver derfor at verden er et levende væsen, der igennem tiderne er blevet udtrykt som gud eller guddommen.

De fire stadier dækker over en lang udvikling, som begynder med naturmennesket i begyndelsen af den sidste halvdel af dyreriget og ender med det kosmisk indviede væsen, der dermed er kommet videre ind i det Martinus kalder det rigtige menneskerige. Ifølge Martinus er den kosmologi- interesserede åndsforsker et væsen, som i høj grad har overstået det materialistiske stadie og er blevet en materialistisk humanist, men som stadig ikke har fået permanent kosmisk oplevelsesevne eller bevidsthed. Nutidens åndsforsker befinder sig derfor rent udviklingsmæssigt et sted mellem materialisten og den kosmisk indviede.

Spørgsmålet melder sig nu om, hvilke muligheder åndsforskeren, som har udlevet det materialistiske stadie, men som endnu ikke har kosmisk bevidsthed, har for at arbejde med åndsvidenskab. Mere præcist kan det formuleres i problemformulering:
 

  • Hvilke muligheder har åndsforskeren, som har udlevet det materialistiske stadie, men som endnu ikke har kosmisk bevidsthed, for at arbejde med åndsvidenskab?
  • Hvilke muligheder og begrænsninger giver dette for at slå bro mellem den nuværende videnskab og åndsvidenskaben?

Martinus er forholdsvis klar omkring, hvilke muligheder det ikke kosmisk indviede væsen har for at arbejde med åndsvidenskaben. Han beskriver at det kræver kosmisk bevidsthed for at have tilstrækkeligt intellektuelt overblik til at kunne udrede det evige verdensbillede. Altså er det kun kosmisk bevidste væsener, som reelt kan videreudvikle de kosmiske analyser med rette autoritet. Martinus beskriver endvidere at fremtidens åndsvidenskabelige fakulteter vil bestå af kosmiske indviede væsener. Det er altså ikke der hvor tids kosmologiske åndsforsker skal forvente at udfolde sig (ikke mindst fordi åndsvidenskabelige fakulteter endnu ikke findes).

åndsforskeren må altså indtil videre nøjes med muligheden for at komme tættere på det kosmisk bevidste stadie ved at sætte sig ind i den teoretiske overlevering om det evige verdensbillede og holde den op mod sine livserfaringer samt holde livserfaringerne op mod teorien. Vi er imidlertid så heldige, at vor tids videnskab også beskæftiger sig med at forstå de oplevelser dens medlemmer har. Men udgangspunkterne er, som vi allerede har været inde på, forskellige. åndsvidenskaben opererer med evige principper og indeholder ikke-observerbare elementer som f.eks. analyserne af det levende væsen og de tre Xer. Den nuværende videnskab opererer også med begreber, som dækker over fænomener, der ikke er direkte observerbare, men fænomenerne ligger tættere på vore daglig oplevelser og bliver derfor acceptabel for videnskaben. åndsvidenskabens ”fænomener” ligger stadig et stykke fra det de fleste har erfaret og har derfor en tendes til at virke fantastiske og urealistiske for den nuværende videnskab. Det bliver simpelthen områder man finder urelevante og derfor ikke beskæftiger sig med. Derudover opstår der også en uenighed om hvilken betydning man kan tillægge observationer. Martinus skriver f.eks. at der er en logik i verdensaltet og at der derfor må være en bevidsthed bag denne logik. Den generelle videnskab vil ikke se det som en konklusion man er nødt til at drage på det område.

Selvom der kan være uenighed om hvad man kan tillægge de enkelte observationer, så har åndsforskeren og videnskabsmanden dog det samme formål: At forstå verden og de oplevelser den skaber for den enkelte. Men udgangspunkterne er forskellige, og kan skabe en uenighed om, hvad der er et rimeligt udgangspunkt for forståelsesrammen af livserfaringerne. Det kan let blive en diskussion eller kamp på ord om, hvad der er rimelige antagelser i det videnskabelige arbejde. Derfor foreslås det i denne artikel at tage en pragmatisk tilgang, hvor det ikke gælder om rigtigt eller forkert, men derimod at vise at åndsvidenskaben, som teori, kan bruges til at fremskaffe nye indsigter, som har potentiale til at give andre og forhåbentlig anvendelige svar på de nuværende udfordringer i den generelle videnskab.

En model for nutidens videnskab

Idealet i naturvidenskaben, og specielt den positivistiske del af den, er, via eksperimenter, at kortlægge naturens logik og love. I denne del af videnskaben antages det at naturen har nogle, af naturen, givne love eller mekanismer, der kan beskrives af teorier. Teorierne er ikke påvirket af nogen form for menneskelig indblanding og dermed ikke en menneskelig konstruktion. Derfor udvikler man teorier, som formodes at beskrive logikken i naturen eller verden, som ”den er”. Da man mener at teorierne kan bringes i overensstemmelse med naturens lovmæssigheder, kan man via eksperimenter, teste hvorvidt teorierne er overensstemmelse med naturen eller ej. Formålet med denne form for videnskab er altså at skabe virkelighedstro beskrivelser af naturgivne lovmæssigheder.

Karl Popper (Popper 1959) har allerede vist, at denne tilgang ikke giver sikre resultater eller absolut viden, fordi man ikke via induktion kan vise at noget er sandt. Induktion fungerer ved at man udfra en et endeligt antal observationer slutter noget generelt om alle mulige observationer af samme type. Men da man ikke kan undersøge alle mulige observationer, vil der altid være en usikkerhed ved denne tilgang, nemlig at den næste observation viser noget, der ikke er i overensstemmelse med teorien. I følge Popper skal man i stedet arbejde med falsifikation, hvor Popper opstiller en række kriterier for hvordan videnskabelige teorier kan gøres mindre dårlige, f.eks. ved at en teori ikke må forklare ethvert tænkeligt resultat af et eksperiment.

En anden type kritik af videnskaben stammer fra studier af hvordan videnskab konkret udføres. Studier af videnskab i praksis har vist, at videnskaben ikke altid har den idealiserede tilgang, som den ofte beskrives med, men også styres af f.eks. sociale sammenhænge (Latour og Wolgar, 1979). Beskrivelserne af de videnskabelige tilgange er derfor ofte idealiserede fremstillinger af, hvordan den videnskabelige tilgang menes at burde være end hvordan den rent faktisk finder sted. Ofte er den videnskabelige tilgang og resultater præget af tilfældigheder, praktiske foranstaltninger og den sociale sammenhæng de er opstået i.

Der findes tilgange i den nuværende videnskab, specielt indenfor samfundsvidenskab og humaniora, hvor man ikke formoder at der findes universelle love givet af naturen og at den videnskabelige tilgang er problematisk og svær at redegøre for. Her arbejdes f.eks. med, at teorier er sociale konstruktioner (Wenneberg 2000). Det vil sige at teorierne er menneskeskabte og ikke er givet af naturen, men derimod en menneskelig fortolkninger eller konstruktioner. Vi kan kalde disse videnskaber for fortolkningsvidenskaberne.

I fortolkningsvidenskaberne er det centralt at få klarlagt udgangspunktet for den tolkning, der er foretaget. Ofte bruges en generel teori til at undersøge de konkrete problemstillinger og det er derfor vigtigt at beskrive, hvilken teori der er brugt og hvordan. Teorien er i denne sammenhæng udtryk for forskerens perspektiv og udgangspunkt for forskningen. Den brugte teori kan f.eks. være en generel teori om hvad organisationer er. Denne teori bruges så til at undersøge mere konkrete områder i organisationer, f.eks. organisatoriske aspekter af brug af IT i organisationerne. En anden mulighed er at bruge teori fra et område og bruge det til at forstå et andet. Det kunne f.eks. være en teori om, hvordan en bestemt teknologi udbredes i et samfund, som forsøges overført til at forstå udbredelsen af en anden teknologi.

Målet indenfor denne del af videnskaben er derfor ikke at vise at en teori er i overensstemmelse med naturen, men derimod at forstå i hvilken sammenhæng teorien er opstået og ud fra hvilket perspektiv teorien er opbygget. Fordi man kan arbejde udfra forskellige perspektiver kan de samme problemfelt blive belyst ud fra flere perspektiver og teorier. De samme observationer kan tillægges forskellige tolkninger alt efter den teori eller perspektiv forskeren lægger ned over det. Den samme observation kan derfor have forskellig betydning afhængig af 'øjnene der ser'.

Indenfor denne type forskning er det, udover resultaterne af forskningen, at beskrive fra hvilket perspektiv de fremlagte analyser er foretaget, så andre kan vurdere analyserne og de antagelser resultaterne af analyserne bygger på. Man kan sige at denne form for videnskab går ud på at tolke verden og bevidstgøre hvad der ligger til grund for tolkningen. Man erkender, at denne tolkning er problematisk og ikke-triviel fordi forskeren har en række antagelser, der påvirker resultaterne. I den positivistiske tilgang antages det at observere verden uproblematisk og at man derfor uproblematisk kan lægge observationer til grund for teorier og test. Derfor kan man i den positiviste tilgang tale om at man har fundet frem til en beskrivelse af virkeligheden. Hvorimod den fortolkende del af videnskaben ikke tilskriver sine resultater universelle sandhedsværdier, netop fordi teorierne er en tolkning blandt mange andre fortolkninger, som er foretaget af mennesker. Det bliver derfor vigtigt at forstå hvordan fortolkningen er opstået. Mennesket er her det vigtigste 'instrument' i det videnskabelige arbejde og det skal man forstå. I visse tilfælde bliver denne opfattelse så langt at man seriøst taler om at den videnskabelige tilgang nærmest er en slags selvterapi, hvor man forsøger at forstå sit eget udgangspunkt for forskningen.

Vi kan beskrive modellen for den videnskabelige tilgang med følgende figur:

Forskningsområde <======== Teori

Figur 1: Generel model for videnskaben i teoridreven forskning

Forskningsområdet er den problemstilling, det fænomen eller emne som forskeren vil undersøge og opnå en forståelse af. Problemstillingen bliver belyst af forskeren ved hjælp af en teori. Teorien vil enten være en generel teori om et område, som forskningsområdet er en del, eller en teori om et lignende emne.

Hvis forskeren valgte at bruge åndsvidenskaben for sin tolkning af forskningsområdet kommer modellen til at se ud på følgende måde:

Forskningsområde <======== åndsvidenskaben
 

Figur 2: model for videnskaben med åndsvidenskaben som teori

Et konkret eksempel er denne artikels første afsnit, hvor kosmologiens teori om den jordmenneskelige udvikling og de fire stadier for erkendelse er benyttet til at belyse den ikke-kosmisk bevidste åndsforskers muligheder indenfor åndsvidenskaben. Forskningsområdet er den jordmenneskelige forskers muligheder for åndsvidenskabelig forskning. Den brugte teori er Martinus beskrivelse af jordmenneskets mentale udvikling i den sidste halvdel af dyreriget. Modellen bliver her:

 

Jordmenneskelig åndsforsker <======== åndsvidenskaben
 

Figur 3: model for videnskaben med åndsvidenskaben som teor og åndsforskeren som problemfelti

Det næste afsnit handler om et konkret problemfelt, hvor det er mere eller mindre naturligt at den nuværende videnskab før eller siden vil mødes med kosmologien (og omvendt), nemlig videnskabsteorien eller videnskaben om videnskaben.
 

 

Brobygning mellem kosmologien og videnskabsteorien

Filosofien er, i følge Martinus, det område der med tiden vil udvikle sig til en egentlig åndsvidenskab og må derfor antages at være den del af videnskaben, der er tættest på kosmologien på nuværende tidspunkt (Symbol 4, Martinus 1963). Filosofien beskæftiger sig bl.a. med metafysik, erkendelsesteori, etik, videnskabsteori, etc. Det er muligt at der er berøringsflader mellem kosmologien og filosofien indenfor flere af disiplinerne i filosofien. Jeg har valgt at fokusere på videnskabsteorien, da jeg selv har oplevet de problemer videnskaben står overfor i dag, fordi man ikke har en grundlæggende forståelse for hvad verden er og hvordan man kan erkende den i nutidens videnskab. Videnskabsteorien er den del af videnskaben, som beskæftiger sig med videnskaben selv. Det er indenfor denne gren af videnskaben, at man forsøger at kortlægge, hvordan man i det hele taget kan udføre videnskab og hvad man kan tillægge de forskellige videnskabelige resultater videnskaben frembringer.

Min formodning eller håb er, at åndsvidenskaben kan løse nogle af de problemer videnskaben har indenfor ontologi og epistemologi, dvs. henholdsvis forståelse af hvad verden er og hvad vi kan vide om den. En af udfordringerne er f.eks. om det er mest korrekt at have den positivistiske eller den fortolkende tilgang til videnskaben. Her formoder jeg at åndsvidenskaben kan bringe en dybere forståelse af begge tilgange. Ikke mindst omkring forståelsen af, hvilken status de videnskabelige resultater har, hvor f.eks. perspektivprincippet og Martinus' analyser af evige og timelige analyser er relevante. Måske vil fremtidens videnskab ikke blive så meget et enten eller spørgsmål, som det er i videnskaben i dag, men mere en konstatering af at de forskellige tilgange har deres områder at virke i.

Der forestår stadig et stort arbejde med at undersøge, hvorvidt der kan skabes en bro mellem den nuværende videnskabsteori og Martinus verdensbillede. Der er flere områder, der skal belyses før det er muligt at afgøre, hvor vidt formodningen er rimelig. For det første skal de videnskabsteoretiske problemstillinger defineres. Disse definitioner skal være så dækkende, at de både kan accepteres i den nuværende videnskabsteori, og således at åndsvidenskaben kan give et rimeligt bud på en brugbar fortolkning af problematikken. Det er altså i høj grad disse definitioner af udfordringerne, der vil afgøre om der kan bygges en bro mellem åndsvidenskaben og videnskabsteorien fordi åndsvidenskaben i sin nuværende form ikke kan løse alle problemer. Der er nogle definitioner, der vil kunne løses af åndsvidenskab og andre der ikke kan.

Dernæst er udfordringen af få tolket åndsvidenskaben til en form, som kan accepteres af den nuværende videnskab. Det er her den pragmatiske tilgang er vigtig, så det ikke bliver et spørgsmål om rigtigt eller forkert, men et spørgsmål om hvorvidt den nye teori (den transformerede åndsvidenskab) kan bruges til at belyse videnskabsteoretiske problemstillinger i et anvendeligt lys. Tilgangen er pragmatisk for at undgå alt for mange diskussioner om hvorvidt åndsvidenskaben er sand eller falsk. Ideen er at vise at de anskuelser, som findes i åndsvidenskaben, giver en anden og måske mere sammenhængende løsning på nogle af de problemer videnskabsteorien står med i dag, men det kræver altså et større stykke arbejde for at få enderne til at mødes.

Forslaget er at undersøge om åndsvidenskaben kan give andre bud på nogle af de grundlæggende problemstillinger indenfor den nuværende videnskabsteori og at disse bud er af en karakter, hvor de kan afhjælpe udfordringerne indenfor videnskabsteorien. Modellen for artiklens forslag til bro mellem den nuværende videnskab og åndsvidenskaben ser ud på følgende måde:

Videnskabsteori <======== åndsvidenskaben
 

Figur 4: model for videnskaben med åndsvidenskaben som teor og videnskabsteorien som problemfelti

Der må imidlertid forventes forskellige former for udfordringer i arbejdet med at bygge bro mellem den nuværende traditionelle videnskab og videnskaben i Martinus' verdensbillede. I det næste afsnit diskuteres nogle af de forventede udfordringer forbundet med denne 'brobygning'.

 

Diskussion

En af udfordringerne ved at tilnærme kosmologien videnskabsteorien, og andre videnskabelige grene, er om vi kan antage om vi har forstået kosmologien korrekt. Kosmologien beskriver, at så længe vi ikke har kosmisk bevidsthed, så vil der være områder vi enten ikke har forstået eller ikke kan praktisere på grund af en stadig eksisterende partiskhed. Dette vanskeliggør projektet fordi vi, udover at skulle være skarpe på hvad andre tænker, også hele tiden skal være opmærksomme på vores egen situation og vores begrænsninger. Det er et grundvilkår, som vi ikke kan ændre på, men vi kan tage vores forholdsregler, f.eks. ved at udvise en vis form for forsigtighed og tage forbehold for at vi måske ikke har forstået kosmologiens områder i dybden.

En anden udfordring bliver hvorvidt vi i vores videnskabelige arbejde kan antage, at kosmologien er korrekt. Martinus er selv inde på at f.eks. livsmysteriet til en vis grad er en teoretisk forståelse. For de flestes vedkommende vil centrale områder af kosmologien ikke være en selvoplevet kendsgerning. Arbejdet med kosmologien vil derfor i samme grad som områderne ikke er selvoplevede være præget af antagelser og formodninger. Den pragmatiske tilgang kan i et vist omfang afhjælpe dette problem fordi målet netop er ikke at starte diskussioner om hvad der er rigtigt eller forkert. Men selv med en pragmatisk tilgang, vil man i et eller andet omfang skulle hæfte for at ens teori ikke er ren fantasi og dermed at den i et eller andet omfang omhandler er 'realistisk'.

Den næste udfordring bliver derfor også meget naturligt at skulle sandsynliggøre kosmologien som en realitet, så den ikke bliver afvist som ren fantasi. Dette vil kræve en vis åbenhed fra den traditionelle videnskabs side, men også et større stykke arbejde fra åndsvidenskabens side i form af en tilnærmelse af åndsvidenskabens begreber til den traditionelle videnskabs begreber f.eks. igennem sammenligninger mellem de åndsvidenskabelige og de traditionelle begreber.

Den sidste udfordring bliver at bibeholde en respekt for både den generelle videnskab og åndsvidenskaben. Det er nødvendigt at forstå at den generelle videnskab bevæger sig i sit eget tempo og det nytter ikke at blive irriteret eller frustreret over at det måske ikke går hurtigt nok eller lignende. At opnå respekten for ånsvidenskaben fra den generelle videnskabs side er nok kernen i denne ide og er ikke så meget et projekt for den kosmologiinteresserede, men mere et mål. Det er dog nødvendigt at have respekt for både den generelle videnskab og kosmologien, hvis man vil være brobygger imellem dem fordi brobygningen på mange måder er en aktivitet hvor det personlige hos de involverede spiller en væsentlig rolle. Videnskab er, som så mange andre ting i livet, ikke kun et spørgsmål om hårde fakta og argumenter, men i høj grad også et spørgsmål om personlige relationer, personlige ambitioner og hvad folk har sympati for eller ej.

Konklusion

Artiklens hovedformål er at give et bud hvordan der kan bygges bro mellem åndsvidenskaben og den nuværende videnskab. Det er sket med udgangspunkt i at hvor tids åndsforsker ikke har kosmisk bevidsthed og derfor ikke har en fuldkommen selvoplevelse af indholdet i åndsvidenskaben og derfor må basere sit arbejde på en mere eller mindre teoretisk forståelse af åndsvidenskaben. Den foreslåede tilgang er derfor baseret på at nutidens åndsforsker ikke har autoriteten til at begynde diskussioner om hvorvidt åndsvidenskaben er sand eller falsk. Derfor er der valgt en pragmatisk tilgang, hvor det primært handler om at vise at åndsvidenskaben er brugbar og kun perifert handler om hvorvidt åndsvidenskaben er sand eller falsk.

Artiklen foreslår at forsøge at bygge bro mellem åndsvidenskaben og videnskabsteorien fordi filosofien, som videnskabsterorien er en del af, ifølge Martinus, er den del af videnskaben, der er tættest på åndsvidenskaben samt at åndsvidenskaben formodentlig har nogle anvendelige bud på de udfordringer videnskabsteorien står overfor specielt indenfor de ontologiske og epistemologiske områder.

For at kunne bygge broen mellem åndsvidenskaben og videnskabsteorien kræver det, på nuværende tidspunkt, at åndsvidenskaben bliver tilnærmet videnskabsteorien, dvs. at åndsvidenskaben, så vidt muligt, bliver gentolket med de begreber der bruges indenfor videnskabsteorien. Ydermere vil det være nødvendigt at gennemføre et dybere studie af de udfordringer som videnskabsteorien står overfor for at finde relevante udfordringer som åndsvidenskaben har løsninger til.

Artiklen peger også på tre udfordringer i forbindelse med denne brobygning, nemlig om nutidens åndsforsker kan antage at have forstået åndsvidenskaben korrekt, i hvor høj grad åndsforskeren i arbejdet med brobygningen kan antage at åndsvidenskaben er korrekt samt sandsynliggørelse åndsvidenskaben overfor den generelle videnskab på trods af den pragmatiske tilgang.

Referencer

Martinus, 1963: ”Det Evige Verdensbillede Bind 1”, Borgen, Danmark.
Martinus, 1964: ”Det Evige Verdensbillede Bind 2”, Borgen, Danmark.
Popper, K. R. (1959). The Logic of Scientific Discovery. London: Routledge. (Translated from Logik der Forschung, Wien 1935).
Latour, Bruno og Steve Woolgar, 1979: “Laboratory Life: the Social Construction of Scientific Facts”, Sage, Los Angeles, USA.
Wenneberg, Søren Barlebo (2000): ”Socialkonstruktivisme. Positioner, problemer og perspektiver”, Samfundslitteratur, Danmark.

  • Hej Lasse

    Er nu begyndt at studere falsifikationer, og har genlæst din artikel med stor fornøjelse. Den er virkelig god. Jeg er overvejer pt, hvordan kosmologien kan beskrives, så den kan gøres falsicerbar. Det er en stor udfordring, da det jo er ud fra observationer i den fysiske verden, man kan afgøre om en teori er falsiciferet. Og kosmologien beskæftiger sig stort set ikke med den fysiske verden.

    kh.
    Kenneth