Nuet, tiden og livet

Af John Klemens Nielsen

For nogle måneder siden var jeg på kunstgalleri med en god ven. Det er noget vi gør med jævne mellemrum og så får vi samtidig en snak om livet i al almindelighed. Han synes at tilværelsen havde budt på en del modgang, både på jobbet og i privatlivet. I samtalens løb gik det op for mig, i hvor høj grad vi beskæftigede os med alle de fortrædeligheder der enten var sket eller kunne ske og i hvor høj grad det overskyggede ”lige nu”, samværet, kunsten der omgav os o.s.v. Den erkendelse, at sådan forholder vi os ofte til livet, inspirerede mig til at søge i Martinus litteratur efter nogle svar, hvilket førte til denne artikel. Selvfølgelig er venskaber til for netop at have et frirum hvor man kan støtte hinanden, men at støtte hinanden kan i høj grad også være at forsøge at give livet nogle flere facetter og nogle andre vinkler på de ”opgaver” vi kæmper med.

Ofte bærer vi mennesker rundt på ”mentale sandsække” i form af nag, bitterhed, jalousi, sårede følelser og vrede der er opstået i situationer der ligger tidligere i vores liv. På denne måde trækker vi vores opmærksomhed ”ud af nuet” fordi vi binder os til oplevelser fra fortiden med alle de følelser der er forbundet hermed, oplevelser der for længst er overgået til ”livsarkivet”, som Martinus kalder vore erindringer. På samme måde er vi ofte domineret af frygt for fremtiden, negative forventninger eller måske helt urealistiske forventninger og drømme der ikke i tilstrækkelig grad er baseret på realiteter. En forfatter, Eckhart Tolle, har skrevet, at vi er 80 % ude af nuet og 20 % til stede, i stedet for at være 20 % ude af nuet og 80 % til stede. Har det en negativ indflydelse på vores livskvalitet og i givet fald, hvad kan vi gøre ved det?

For at forstå dette til fulde skal man først forstå ”tidsmysteriet”, altså forklaringen på hvad tid egentlig er for noget. Det burde jo være ret enkelt at finde ud af, for tid er jo en urgammel ”opfindelse” hvis oprindelse baserer sig på solens gang på himmelen, og siden sat i system som sekunder, minutter, timer, dage, uger, måneder og år. Tiden bruger vi til rent praktiske formål og til at relatere os til den fysiske verden. Med denne fælles ”måleenhed” koordinerer og indretter vi vores dagligdag, – for ”uden tiden går det ikke”. Tiden er omdrejningspunktet for vores fysiske tilværelse. Der er ure overalt, på gader og veje, i de elektroniske medier, på vores håndled, i vore mobiltelefoner o.s.v. Martinus nævner, at udformningen af det traditionelle ur med urskive og visere er symbolet på de kosmiske realiteter. Centeret hvor viserne er hæftet er det faste punkt eller jeget, viserne er skabeevnen idet de jo skaber tiden med deres bevægelse over urskiven og tallene på urskiven er det skabte. En opvakt kursist fuldkommengjorde analysen ved at nævne, at det der driver uret er – ”urbegæret”.

Jeg vil i denne sammenhæng kalde ovennævnte tidsopfattelse for den ”objektive tid”, forstået på den måde, at en time til enhver tid er en time uanset hvem man er, hvor man befinder sig og hvad man oplever. Parallelt med denne ”objektive tid” har vi vores ”subjektive” tidsopfattelse, som kan få os til at ”opleve”, at en time er ”fløjet af sted” og at fem minutter kan føles som ”en evighed”. Det afhænger i høj grad af hvad vi foretager os i den pågældende situation. Ofte er det sådan, at gode og lykkelige stunder føles kortere end smertelige og triste stunder endskønt der ”objektivt” er tale om det samme tidsrum. Jamen så er det jo afklaret og altså slet ikke noget mysterium, – eller er det? Set ud fra et praktisk, fysisk synspunkt er det afklaret, men set fra et åndsvidenskabeligt synspunkt er vi slet ikke i nærheden af løsningen på tidsmysteriet, idet ”tid slet ikke er en fysisk realitet.”

Tiden, sådan som den i realiteten fremstår, kan opdeles i tre tidszoner. Fortid, nutid og fremtid. I dette tidspanorama udfolder vores tilværelse sig. To af disse tidszoner er af rent åndelig karakter, nemlig fortiden og fremtiden. Fortiden kalder Martinus for vores ”livsarkiv” idet kopier af alle vore oplevelser er ”arkiverede” i det vi i daglig tale kalder vores erindring, og som i realiteten er et åndslegeme der ”administrerer” vor arkiverede livsoplevelser. At man kan registrere disse aktiviteter i den fysiske hjerne og at beskadigelser eller defekter i hjernen medfører tab af hukommelsesevnen, får forskerne til at tro, at dette center er det virkelige hjemsted for vore erindringer. Det er dog slet ikke tilfældet, hjernen er et ”redskab” – en slags biologisk computer – der via hukommelsesevnen kan bringe erindringerne ind i vor dagsbevidsthed. At denne evne ikke er fuldkomment udviklet er jo indlysende for enhver, idet detaljerede oplevelser ikke behøver at være ret mange timer eller dage gamle før de i en eller anden grad fortoner sig i glemsel.

Hvad fremtiden angår, så har den ligeledes status, som en åndelig realitet, idet den udelukkende består af forventninger, forhåbninger og forestillinger, der ofte i meget ringe omfang kommer til at forløbe som man håber eller frygter.

Man kan have meget optimistiske og urealistiske forventninger til fremtiden f.eks. – ”på lørdag vinder jeg den store gevinst i Lotto”, – ”i morgen bliver jeg rask”, – ”jeg er sikker på at det er mig der bliver den nye chef”, eller andre forventninger som ikke har kontakt med virkeligheden. Har man sådanne urealistiske forventninger udsætter man uvægerligt sig selv for skuffelser og eventuelle depressioner fordi livet og den pågældendes skæbne ofte ikke kan leve op til drømmene. Man kan i skuffelse oven realiteterne udvikle et sværmerisk talent for dagdrømmeri og her miste kontakten med det virkelige ”nu”. Det er i nogen grad det moderne menneskes vilkår, – at flygte fra de krævende realiteter i vores tilværelse hvor kravene hele tiden ”står i kø”.

Vi kan slå fast, at fortid og fremtid er åndelige realiteter idet det kun er muligt at komme i kontakt med disse tidszoner via en indstilling af bevidstheden, som består i at trække erindringerne fra fortiden eller forventningerne til fremtiden ind i ”nuet”. Med ”nuet” forholder det sig ganske anderledes, idet vi igennem ”nuet”, og kun gennem ”nuet” kan skabe fuld kontakt med den fysiske verden i modsætning til de to andre tidsdimensioner. Martinus skriver i artiklen ”Tiden, et åndeligt rum” nr.4 – 2008, at ”Tiden er det samme som evigheden, spaltet i åndelige rum” og i denne analyse godtgøres således udtrykket ”tidsrum” som et kosmisk facit idet tid og rum er uadskillelige. Uden rum ingen tid – uden tid ingen rum. Som nævnt, har ”nuet” i denne sammenhæng en enestående status, som den eneste tidsdimension hvor vi reelt kan opleve, skabe og have fuld kontakt med den fysiske verden. Om ”nuet” siger Martinus, at det er ”det kortest muligt midlertidige” og understreger dermed også ”nuets” uendeligt flygtige natur. ”Nuet” kan ikke fastholdes for i samme øjeblik det er oplevet overgår det som erindringer til ”livsarkivet”. På trods af sin flygtige natur er nuet dog den mest realistiske og autentiske kontakt vi kan opleve idet der jo rent faktisk ikke eksisterer andet en disse ”nuer” der enten opleves ”lige nu, – allerede er oplevet – eller vil blive oplevet” i det vi kalder for fremtiden. Det er således dette ”nu” man skal rette sine forhåbninger imod hvis man vil gøre noget radikalt ved sin livssituation, gøre noget for andre mennesker på et helt konkret plan eller revurdere og bearbejde fortidige holdninger og oplevelser, forædle dem og dermed forædle sit erfaringsmateriale.

”Nuets” enestående status understreges således af den kendsgerning, at fortiden udelukkende er ”arkiverede nuer” og fremtiden udelukkende er ”kommende nuer” og altså reelt ikke eksisterer som en tidsdimension, men som en åndelig udvidelse af ”nuet”. I forlængelse af Martinus definition af ”nuet” som ”evigheden spaltet i åndelige rum” er det interessant at tænke på, at ”nuet” og evigheden altså har samme ”destination” og er identisk med ”livet”. Martinus skriver: Dette vil igen sige, at “nuet” dækker hele det levende væsens bevidsthed eller tankesfære. “Fortid”, “fremtid” såvel som “nutid” eksisterer dermed udelukkende kun som det levende væsens samlede “oplevelse af livet”. Ingen som helst direkte oplevelse kan eksistere eller blive til udenfor “fortid”, “fremtid” eller “nutid”. Men da disse tre foreteelser er det samme som det, vi kalder “tiden” (nogen anden form for tid eksisterer jo ikke), og det levende væsens samlede oplevelse af livet udelukkende kun kan bestå af disse tre foreteelser, vil det samme væsens “oplevelse af livet” og “tiden” være identisk. Evigheden kan i sagens natur ikke opleves direkte idet den jo er karakteriseret ved, at alt er til stede i samme nu, altså er både mørke og lys, god og ondt, stort og småt o.s.v. tilstede samtidigt og altså ikke sansbart. Først når vi retter vor bevidsthed mod ”evigheden” eller det umanifesterede energiocean, krystalliseres den til oplevelser, der som nævnt nærmest omgående fortoner sig ind i ”livsarkivet”. Tilbage er kun de reaktioner oplevelserne har affødt i vor bevidsthed. ”Nuet” er således ”broen” der forbinder den omgivende verden med vort ”jeg” og bevidstheden, og samtidig ”broen” der manifesterer vore reaktioner for samme omverden. Det er på denne baggrund ikke underligt, at mange af fortidens og nutidens store filosoffer og tænkere i større eller mindre grad har beskæftiget sig med dette mystiske ”nu” ligesom Martinus har ofret emnet betydelig opmærksomhed. Ikke kun tænkere, filosoffer og mystikere har beskæftiget sig med ”nuet”. For nylig læste jeg en bog, Elinor Rigby skrevet af forfatteren Douglas Coupland som skriver: Et af mine store problemer er tidslede. Når jeg er ensom tror jeg at sindsstemningen aldrig hører op – at jeg vil føle mig ensom og elendig resten af livet, hvilket betyder at jeg både har ødelagt nutiden og fremtiden. Og hvis jeg ser tilbage på min fortid, ødelægger jeg også den ved at rette opmærksomheden mod alle de ting jeg har gjort forkert. Det frygtelige ved tidslede er at det ikke hjælper at give den et navn.

Hvad er det for ”reaktioner” omverdenen afføder i vor bevidsthed? Det afhænger jo naturligvis af hvilken kontakt med den omgivende verden der er tale om. Hvis det er oplevelser der i sit udgangspunkt er af rent fysisk natur, så vil den fysiske reaktion være det primære sanseindtryk. Det kan jo være en omfavnelse af en god ven, men bestemt også oplevelsen af en vidunderlig koncert eller storslåede kunstværker, eller mere ”mørke” begivenheder som skænderier, konflikter eller ulykker. Det vil jo også skabe en form for refleksion eller analyse, og afhængig af om vi har oplevet begivenheden før, eller om det er en ganske ny form for oplevelse vi modtager, vil ”fordøjelsen” vare kortere eller længere tid. Vi taler om, at oplevelserne giver os en bestemt ”følelse” af velvære eller ubehag. Her er det at ”livsarkivet” spiller en vis rolle, for i en brøkdel af et sekund vil bevidstheden hente et indtryk af en lignende situation og afføde grader af enten behag eller ubehag. Hvis vi således blot var overladt til ren automatik uden muligheder for at revurdere vores holdninger til de forskellige livssituationer vi oplever, så ville det ikke livet vi oplevede, men ”døden”. Man kan groft sagt tale om, at de reelle situationer ikke ændrer sig nævneværdigt i en bestemt fase, men det gør derimod vores reaktioner proportionelt med, at vi har høstet flere og flere selvoplevede erfaringer. Når Martinus forklarer at ”mørket” i realiteten er ”forklædt lys”, så beror det jo netop på den kendsgerning ”at alt afhænger af øjet der ser”.

At være ”ude af nuet” behøver ikke at have dramatiske konsekvenser, men det kan i visse tilfælde forringe livskvaliteten for den pågældende. I øvrigt vil det her være på sin plads at gøre det klart, at man ikke kan ”være ude af nuet” i absolut forstand. ”Nuet” er jo det eneste realistiske vi har, så i stedet må vi tale om, at vi fylder ”nuet” med enten begivenheder fra fortiden eller fremtiden i de givne tilfælde. Vi bruger jo nogen tid på når vi mødes med gode venner, at glæde os over det som har været og genopleve det lys der har været i disse begivenheder og måske i nutiden i et endnu mere strålende lys. Hvis man fylder ”nuet” med nag, bitterhed, had, hævntørst o.a. der relaterer til begivenheder i fortiden så er det jo indlysende, at man har viet store dele af sin tilværelse til at være ”fængslet” i fortidens fortrædeligheder. Man er ”lænket” til forestillingen om, at være uretfærdigt behandlet og lever i et selvskabt ”martyrium”. For det første kan man ikke ændre på ”det som er sket” og for det andet skader man sig selv ved at befinde sig i dette negative, mentalt giftige tankeklima. Tanker er jo energiformer der magnetiserer blodet og på denne måde kommer rundt i hele den fysiske organisme og dermed gør skade på nerver, muskler og organer hvis de er af ovennævnte kvalitet. Man burde i stedet koncentrere sig om at være fuldt bevidst i ”nuet” og her bearbejde disse gamle tankemønstre med den indsigt som kosmologien giver og returnere dem til ”arkivet” i en forbedret udgave, en udgave der godtgør at den pågældende har indset, at det der er sket ikke kunne være anderledes. Martinus skriver:

” I skabelsesberetningen lader man Gud sige: ”Se alt er såre godt” .Alting er i dette øjeblik, så fuldkomment som det overhovedet kan være på grund af fortiden og med henblik på det, det skal blive i Fremtiden. I dag er det ikke, som det skal blive i fremtiden, men det er i dag så fuldkomment som det kan være.” Citat Kosmos nr.8 2008 artikel ”Guds øjne”.