Moral

Moral. Martinus bruger det ord meget ofte. Kun undtagelsesvis bruger han ordet ”etik” og da som supplement til moral. Ordet moral klinger gammeldags i dagens Danmark – pegefingermoral. ”Du må ikke!”. ”Du skal!”. Moderne mennesker taler etik. I samfundet er etableret etiske råd og udvalg, der skal vejlede beslutningstagere og tage stilling til, hvad der f.eks. er etisk forsvarligt indenfor natur- og lægevidenskab. Et moralsk råd eller udvalg lyder helt forkert. Det er noget man formentlig har indenfor visse moralvogtende religiøse sekter.

Martinus åndsvidenskab behandler begrebet moral og den tætforbundne samvittighed, som det må være ved sin rod – et naturfænomen. ”Naturen” har ”frembragt” giraffer, egern, myrer, hjerter, nyrer, hjerner, samvittighed, moral og masser af andre ”ting”, som vi mennesker har observeret, gjort erfaringer med og givet navn. Naturvidenskaben dissekerer organismer for at blive klogere på deres indretning. Åndsvidenskaben dissekerer eller forsker i f.eks. moral eller etik, fordi der er grund til at tage også disse naturfænomener alvorligt. Hvad vi jordmennesker har anet gennem årtusinder, sætter Martinus ind i en stor sammenhæng, moral som en indre egenskab og rettesnor der spiller en central rolle i vores udvikling.

Ifølge fremmedordbogen (Lademannn’s) betyder moral (kommer af latin.): opfattelsen af hvad der er godt og ondt; det enkelte menneskes personlige beskaffenhed. Ifølge samme bog betyder etik (kommer af græsk): læren om reglerne for, hvad der er godt og ondt, om den rette sædelige livsførelse, sædelære: den teoretiske begrundelse for moralen.

Moral og etik handler således om næsten det samme, idet etikken dog beskrives som ”læren om reglerne for …” og også beskæftiger sig med den teoretiske begrundelse for moralen.

Nu kan man så spørge, hvorfor Martinus ikke har valgt generelt at bruge det mere intellektualiserede udtryk etik? Besvarelsen på det spørgsmål kan formentlig findes i den helt centrale rolle han beskriver, at direkte erfaringer med godt og ondt spiller i livet og udviklingen.

Åndsvidenskabeligt set, er alt skabt i verdensaltet (X3) underlagt kontant forvandling. I den del af spiralkredsløbet – sidste del af dyreriget – hvor vi befinder os, er ikke mindst opfattelsen af moral og etik underlagt konstant forvandling. Hvis moral og etik handler om, hvad der opfattes som godt og ondt, og opfattelsen af godt og ondt konstant udbygges gennem erfaringer, da må moralen og etikken følge med. Da meget af det, der tidligere blev opfattet som moralsk forkert, i dag er moralsk acceptabelt, kan begreberne moral og etik for mange komme til at repræsentere et udtryk for sædernes forfald. Ikke mindst når vi mister evnen til at være troende, da mister vi overfladisk set også kontakt til den i tilværelsen – Gud – der står som garant for, at der overhovedet findes noget ”rigtigt” og noget ”forkert”, der kan danne basis for en moral.

Måske er menneskeheden bare en evolutionær blindgyde, sådan tænker både naturvidenskab og filosofi i dag. Der findes ingen sande bærende værdier i tilværelsen eller i udviklingen! Moral og etik er menneskets opfindelse! Noget vi er blevet enige om, at det er socialt fornuftigt at forholde sig til. Men hvis et flertal bliver enige om noget andet, eller bare hvis hver især gør, hvad der passer dem, da er det også enden på den vedtagne moral. Koncentrationslejre, udbytning og undertrykkelse i mange sammenhænge og i mange lande er gode eksempler på moralsk forfald, der får os til at tænke, at der ingen absolut sandhed findes i tilværelsen og dermed heller ingen moral eller etik.

Med indsigt i ”loven for årsag og virkning” (Symbol 16. ”Evighedslegemet” DEV. 1.) bliver opfattelsen af sandhed og sammenhæng i tilværelsen en ganske anden. Martinus ser kærligheden / næstekærligheden som verdensaltets grundtone, og han beskriver menneskets personlige erfaringer med, hvad der er ondt (gør ondt), og hvad der er godt (gør godt) i livet, som grundlaget for samme menneskes moralske udviklingstrin. Det er lidelseserfaringer, der giver os baggrunden for vores moral – baggrunden for hvad vi kan nænne at gøre mod vores næste. ”Moral” er med andre ord meget dækkende som betegnelse for det i vores indre, der afgør vores handlinger mod næsten. Moral er dermed i sin rene form alene et indre personligt anliggende. En i virkeligheden af ”naturen udviklet” forudsætning for at handle i sidste ende humant. Noget i ”naturen” udvikler også intellektualitet i mennesket (samarbejde mellem følelseslivet og intelligensen – lidelseserfaringer og intelligensen), hvorved vi kan argumentere for en given moralsk anskuelse, hvilket vi kalder etik. Hvor langt vi kan drive den etiske argumentation, hvor langt argumenterne holder og forbliver god etik, afhænger imidlertid alene af vores mange livs erfaringer med godt og ondt. Ud fra denne synsvinkel bliver grundlaget for etikken vores moral.

Når Jesus udtaler: ”Derfor, alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem; thi sådan er loven og profeterne” (Matt. 7,12), da er det med baggrund i en fuldkommen indsigt i de love, der styrer al udvikling. Der er ingen pegefinger eller moraliseren i denne udtalelse, for Jesus beskriver blot en naturlov, der sikrer vores fysiske og åndelige udvikling. Vi handler præcis overfor vores næste, som vores lidelseserfaringer betinger. Derfor kan vi ikke undgå at høste fuldstændig tilsvarende former for handlinger fra en næste – det gælder både ondt og godt. Der, hvor vi er blevet det, Martinus kalder ”moralske genier”, har vi gjort så mange erfaringer med hvad der gør godt, og hvad der gør ondt, at vi er i stand til at gøre alene godt i forhold til vores næste, hvorved vi skæbnemæssigt høster alene godt. For Martinus er den højeste moral og den højeste sandhed og den fuldkomne næstekærlighed derfor udtryk, der næsten dækker det samme. Det er moralen og samvittigheden, der skal lede os til sandheden og videre til næstekærligheden – i sidste ende bliver de ét. Moralen er for Martinus et afgørende kendetegn ved mennesket og dets udviklingstrin.

Således forgår den ene legemskultur efter den anden, men stadigt for at give plads til nye og bedre legemskulturer. Fælles for alle væsener på samme trin er således – ikke legemerne, – men den moralske standard. (LB 1 stk. 286)

….. Den moralske opfattelse vil under alle forhold hos det bevidste væsen således være den højeste instans for dets plads på udviklingsstigen eller livets vej. (LB 1 stk. 279)

Derfor kan ingen som helst skabe absolutte kosmiske analyser, før et tilstrækkeligt moralsk trin er nået, hvilket vil sige, et trin, hvor forskeren er i harmonisk kontakt med alle livets foreteelser, således at der faktisk ikke er noget eller nogen, han er imod. Kun en sjælelig uberørthed af alle de timelige foreteelsers indvirkning på sansesættet kan skabe den ro og upartiskhed, igennem hvilket det timeliges forbindelse med virkeligheden uhindret kan skues. Kun en skuen på denne betingelse kan være “kosmisk klarsyn”. Igennem dette syn er oplevelserne ikke mere blot timelige, men også kosmiske, og hermed udløsende det sande eller virkelige syn af guddommen, hans organisme, bevidsthed og evige væren…. (LB 2 stk. 441)

Efterhånden som udviklingen skrider frem kan man forstå på Martinus, at moralen bliver en vejleder i de fineste detaljer i livet.

Vi må ned på jorden igen og samle erfaringer. Jeg sad i en årrække i et etisk udvalg på min arbejdsplads. Jeg lærte meget af de andre, som bestemt var fine repræsentanter for en etisk tankegang. Men man kan selvfølgelig kun behandle emner, som alle er enige om er etik for dem. Man kan f.eks. ikke diskutere etikken i kødspisning med mennesker, der elsker kød. Etik må tage udgangspunkt i emner, der dækker fælles erfaringer og erkendelser.

Vi brugte meget tid på at nedfælde etiske normer for ledende personer i institutionen. Beslutningstagere skal være uvildige/upartiske i deres beslutninger. Beslutninger må ikke være farvet af personlige private interesser af f.eks. økonomisk art. Videnskabelig redelighed var også et emne. Efterhånden som vi fik nedskrevet regelsæt for både det ene og det andet, stod det mig klart, at dette ikke er hverken moral eller etik. At gøre ”min” / ”vores” moral til moral for andre er på en måde uetisk! I samme øjeblik min indre moralske eller etiske sondring bliver til ydre regler, som andre skal rette sig efter, holder moral åndsvidenskabeligt set op med at være moral. Hvis disse andre har andre lidelses- og livserfaringer end jeg, bliver reglerne opfattet som snævre, uforståelige og ikke til at leve med. Kort sagt regler der er til for at omgås og brydes.

Det betyder selvfølgelig ikke, at man skal ophøre med at have etiske råd og udvalg, eller at man skal holde op med at lave love. Råd, udvalg og lovgivning er afgørende for et samfund, så vi som borgere kan holde os opdaterede på, hvor langt vi kan blive enige om, hvad som er godt og ondt.

Hvor svær etisk baseret lovgivning er ses tydeligt i det faktum, at man inden for etikken har udviklet to retninger: ”pligt etik” og ”nytte etik”. Disse to tilgange til etisk sondring kan man så bruge alt efter omstændighederne. Det afspejles meget tydeligt indenfor følgende to lægevidenskabelige områder. Det er så udpræget pligtetikken, der gælder ved omgang med endda ikke befrugtede overskuds æg taget ud af en kvindes livmoder i forbindelse med kunstig befrugtning. Sådanne æg må ikke bruges til forskning. Der er jo tale om et potentielt levende væsen – nyt liv. Livet bliver her af lovgiverne taget meget alvorligt og underlagt pligtetikken. Det er også pligtetikken i form af lægeløftet, der råder, når det gælder at få for tidligt fødte børn til at overleve.

Ganske anderledes bliver livet opfattet når det gælder aborter. Her har man været nødt til at ty til nytteetikken. En kvinde kan få foretaget abort indtil 12 svangerskabsuge. Her vælger man ikke at opfatte det mindre end 12 uger gamle foster som egentligt liv endnu. Der har været fremsat ønsker fra dele af lægevidenskaben om at skubbe 12 ugers grænsen opad, idet man først lidt senere i fosterets udvikling kan afsløre visse former for sjældne abnormiteter ved fosterdiagnostik. (Omkring det fysiske livs begyndelse se DEV. 4. symbol 34)

Hele baggrunden for kravet om retten til fri abort har flere vigtige aspekter og hensyn blandet ind. Kvindens ret til at bestemme over sin egen krop er et vigtigt punkt. At komme det meget store antal uetiske illegale aborter til livs er et andet vigtigt argument for nytteetikken og dermed abort lovgivningen. Der er langt hen ad vejen tale om det, vi opfatter som det mindste onde. Fortrydelsespillen er det nyeste skud på den stamme.

Specielt nytteetikken afspejler, at vi som mennesker har nogle væsentlige områder, vi endnu er uafklarede omkring. Vi ved endnu ikke, hvad liv er. Da seksualdriften spiller en så omfattende og på mange måder ubevidst rolle i vores liv, sker der mange uheld, som der tilsyneladende findes en ”nem” og endog lovlig løsning på. ”Nem!?” Faktum er, at for de fleste kvinder og også mange mænd er beslutningen om abort meget tung og svær, hvilket afspejler at vores livserfaringer, samvittighed, moral prøver at fortælle os noget, der ikke kan gøres op i 12 uger. Der er noget, der ikke stemmer med dybe endnu ubevidste erfaringer vi har med og om livet. Erfaringer som vi i den svære situation i grunden ikke har nogen rigtig lyst til at blive konfronteret med. Det er ubekvemt og forbundet med ubehag at tage en sådan umiddelbart ”bekvem” beslutning en abort på overfladen ser ud til at være.

Tingene kan ikke være anderledes end vores erfaringer betinger. Er vores erfaringer svage og uldne bliver vores beslutninger svage og uldne. Er der ting vi har gjort i livet, som vi fortryder, er det vigtigt ikke at lade sig plage af fortrydelsen, men at tage fortrydelsen til sig. At tage den til sig betyder jo, at man gør sig fri af ”noget uldent” i livet, som trænger til afklaring. Kun derved kan man åbne for et skarpere syn på, hvad der er godt og ondt, og dét skarpere syn bliver i høj grad afgørende for ens handlinger i fremtiden – det bliver styrkende for moralen. Her er vi i kontakt med livets inderste grundvilkår, erfaring som den eneste vej til erkendelse og visdom. Den vej må alle gå for at blive et moralsk geni.

Martinus gør rede for at videnskab og moral i princippet det samme! I Livets bog, stk. 444 afslører Martinus sin dybe og fundamentale definition på begrebet moral. Både videnskab og moral udgør en vejledning i erkendelsen af sandheden:

LB2 stk. 444. Disse modforanstaltninger er alle uden undtagelse manifesteret under det fælles begreb, vi kalder “moral”. “Moral” udgør således en begyndende vejledning i at beherske tankeklimaer, på samme måde som “videnskaben” er en begyndende vejledning i beherskelsen af fysiske “klimaer”. “Moral” udgør altså i princippet det samme for tankeskabelse, som “videnskab” udgør for fysisk skabelse.
Når videnskab og moral i princippet er det samme, hvorfor udtrykker man så disse to foreteelser ved forskellige navne? – Jo, det er fordi de nævnte foreteelser, i deres rent ydre fremtræden, er højst forskellige, skønt de udgør samme princip. De bliver derfor også fejlagtigt opfattet som to hinanden absolut uvedkommende faktorer. Grunden til de nævnte foreteelsers forskelligartethed er udelukkende kun et udviklingsspørgsmål. Som nævnt er videnskaben en vejledning i erkendelsen af sandheden i de fysiske klimaer eller årsagen til de ydre foreteelser, medens moral er en vejledning i erkendelsen af sandheden i “tankeklimaer”, hvilket vil sige i de indre sjælelige rørelser eller viljebefordrende forestillinger. Af disse to foreteelser: videnskab og moral, er den sidstnævnte den ældste og mest fundamentale og – evigt fortsættende. Den er til stede i det levende væsen under alle mulige forhold eller tilstande, ligegyldigt om det ved det eller ikke.”

Med kærlig hilsen
Søren Olsen

Leave a Reply

avatar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  Subscribe  
Notify of