Med døden som joker – nogle tanker om døden

Den materielle forbrugskultur, som har nået store højder især indenfor de seneste år, synes i nogen grad at kompensere for savnet af fælles overordnede religiøse og åndelige værdier. Jo mere, man forskanser sig i forbrug, jo mere skubber man den kendsgerning i baggrunden, at livet i den fysiske verden er forgængeligt og relativt kortvarigt. Det moderne menneske føler sig desuden rodløs og hjemløs i og med det naturvidenskabelige verdensbillede, som ikke ser ud til at levne plads for en gud, for udødelig sjæl, for en højere etik og en mening med livet og tilværelsen. I dette spil om enhver er døden den store joker, der kommer bag på de fleste. Artiklen findes også trykt i tidsskriftet KOSMOS nr. 6-2005.

Der synes især at være fem væsentlige religiøse og filosofiske temaer, som udgør mysterier for moderne mennesker i den vestlige verden. Det drejer sig om Guds eksistens, sjælens eksistens og udødelighed, livets eller tilværelsens under, det seksuelle polprincip og – ikke mindst – dødens mysterium. Set på baggrund af Martinus’ analyser af tilværelsen, specielt af menneskets bevidsthedskategorier, er der imidlertid ikke noget uforståeligt ved situationen, idet det vestlige menneskes aktuelle kosmiske udviklingsniveau uundgåeligt betinger, at det må forholde sig sådan. (1)

De nævnte fem temaer eller mysterier støder man jævnligt direkte eller indirekte på i medierne og i diskussioner eller snak mennesker imellem, og da ses det ofte tydeligt at mange mennesker befinder sig i vildrede og i grunden står uforstående overfor de store livsspørgsmål. Imidlertid er der også nogle, der har dannet sig deres egen ’hjemmelavede’ og ikke så sjældent afgjorte mening om tilværelsens dybere sammenhæng. Generelt set kan man sige, at jo mindre et menneske har tænkt over tingene, desto mere synes vedkommende at vide besked med, hvordan alt er skruet sammen her i verden. Det er formentlig en del af baggrunden for Martinus’ brug af citatet, at når eleven taler, da tier mesteren, og – kunne man måske tilføje – smiler venligt og forstående til den intetanende bedrevidende. (2)

Det moderne menneske og døden

I denne artikel skal vi dog kun beskæftige os med det moderne, i vid udstrækning irreligiøse vesterlandske menneskes opfattelse af døden. Dets forhold til denne er jo klart nok i afgørende grad beroende på, hvad det mere præcist forstår ved begrebet. Jo mere vedkommende bevidst eller indforstået henholder sig til naturvidenskaben, jo mere identificerer det mennesket med den fysiske krop, og dets bevidsthed med hjernen og centralnervesystemet. Følgelig ser det derfor døden som et endeligt ophør af den menneskelige bevidsthed og personlighed, mens de kemiske stoffer, som kroppens celler og organer vitterligt er bygget op af, efter livets ophør går tilbage til den omgivende natur, de stammer fra.

Det forholder sig anderledes med det religiøst troende menneske, hvad enten det bekender sig til kristendommen eller en anden trosretning. Kristne tror på Gud Fader som himlens og jordens skaber, på hans enbårne søn, Jesus Kristus, på sjælens eksistens og udødelighed, og på de ’dødes’ eller ’saligt hensovedes’ opstandelse på dommens dag. Muslimer tror på den absolutte og suveræne Gud, den på en gang dømmende og barmhjertige Allah, på dennes profet, mennesket Muhammed, og på udødelig sjæl, livet efter døden, dommens dag og opstandelsen. Islam anerkender Jesus som Marias søn, dog ikke som den korsfæstede gudssøn.

Men det moderne vesterlandske menneske gør i reglen alt, hvad der er muligt for at undgå at tænke på at det engang før eller siden selv skal dø, lige som dets familie og venner skal det. Man bygger en imaginær barrikade op omkring sig som et forsøgsvist værn imod tanken om døden, bl.a. i form af hektiske aktiviteter og forbrug af mere eller mindre nødvendige luksusvarer. Derfor er det vestlige menneskes verden en forbrugskultur, hvor vægten er lagt på at man har råd til at købe og eje noget. Man køber huse, sommerhuse, biler, fritidsbåde og meget andet og mere, som alt sammen indrettes efter nyeste mode og teknik. Som en følge af samfundsudviklingen indenfor det sidste halve århundrede racer mange mennesker dagligt i bil frem og tilbage mellem hjem og arbejde, eller om sommeren mellem hjem og feriested. Man tænker normalt overhovedet ikke på, at de mange biler på vejene udgør en betydelig risiko for uheld og ulykker, tilmed dødsulykker. Bilismen kræver årligt et relativt stor antal dødsofre. Man tænker i almindelighed heller ikke på det voldsomme energiforbrug, for ikke at tale om den forurening af miljøet, som det enorme antal af privatbiler medfører.

I privatlivet hygger man sig efter en fortravlet og stressende hverdag i weekenderne med familien eller vennerne i et godt lag, hvor mad og drikke, ikke mindst det sidste, ofte er i højsædet. Kun få synes indtil videre at kunne eller ville forstå, at det store forbrug af mere eller mindre lødige madvarer ikke så sjældent har sine omkostninger i form af bl.a. hjerte-kar-sygdomme og forskellige former for cancer. Men man forlader sig i al almindelighed på, at lægevidenskaben og medicinalindustrien har et effektivt middel imod så godt som enhver lidelse og sygdom, og at hospitalsvæsenet trods alle odds imod evner at holde én i live længst muligt, for dø vil ingen af os helst ikke.

Den store joker

De fleste mennesker lever altså i praksis livet, som om døden aldrig nogensinde vil indtræffe. Men eftersom det ikke er ualmindeligt at døden kommer bag på mennesker, omtrent i lighed med, hvad der sker i kortspil, hvor man pludselig og uventet sidder med jokeren, må man altså konstatere, at døden er jokeren i livets pokerspil. (3)

En dag sker altså det uundgåelige, at et nært og kært familiemedlem eller man selv bliver ramt af en dødelig ulykke eller sygdom, eller der sker pludseligt og uventet dødsfald som følge af ulykke, blodprop eller hjertestop. Sådanne tilfælde kommer ofte som et chok for mennesker, både når det gælder dem selv og når det gælder deres nærmeste pårørende og venner. Særlig svært er det naturligvis for de pårørende at miste et barn eller et ungt menneske, især fordi det føles urimeligt at mennesker, der omtrent lige er begyndt på livet, skal dø. Men i alle tilfælde føles det af den enkelte midlertidigt som om tiden er gået i stå og at verden og livet har mistet sin glans og tillokkelse. Mange lukker sig inde i deres forstenede sorg og overværer bisættelsen uden rigtigt at fatte, hvad det egentlig er der foregår. Savnet tager over hos de nærmeste efterladte og bliver en uafviselig følgesvend, ofte i længere tid efter den kære afdødes bortgang, ja, i nogle tilfælde resten af f.eks. en enkes eller enkemands liv.

Den kirkelige begravelsesceremoni vælges fortsat af mange mennesker, måske mest fordi det er en indgroet tradition, som det kræver et vist overskud og mod at bryde med, og sådanne tanker og følelser drukner simpelthen i de efterladtes sorg og savn. På bisættelsesdagen sidder de mange mennesker henne i kirken, i reglen en blanding af familie, venner og bekendte, hvoraf sikkert de fleste ellers kun kommer i kirken ved barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse, og forsøger at lytte til præstens velmente ord til trøst og forsoning for de efterladte i særdeleshed og for folk i almindelighed.

Præstens tale ved bisættelsen kan være mere eller mindre salvelsesfuld og højtidelig eller naturlig og ligetil, men ét har præsterne i reglen tilfælles, nemlig at de i mere eller mindre overbeviste og overbevisende toner fremmaner billedet af de lyksaligheder, der venter de troende og frelste efter dommens dag. Da skal der ikke mere findes synd og ondskab, død og smerte, sorg og fortvivlelse, savn og nød, og da skal mennesker gense og genforenes med deres kære forudgangne.

Den kristne børnelærdom

Mange har deres kristne børnelærdom i behold, men ved ikke rigtigt om man kan og tør tro på den eller ej. Trosbekendelsen har man jo hørt ved barnedåb og konfirmation, men den er svær at forstå for mange mennesker, især for dem, der vil bruge forstanden og logikken på at forstå indholdet, men også for dem, hos hvem følelserne er dominerende, og som fælder en tåre eller to over de smukke orgeltoner og de salmer, som forsangernes i reglen velklingende stemmer lader strømme ud i det højtidsstemte kirkerum. Mange føler sig også grebet af de kirkelige ritualer, som skal minde al folket om deres frelser og forsoner, så at de omvender sig og kommer til troen på ham, Guds enbårne søn, Jesus Kristus.

Men skal man dømme efter, hvad mennesker siger om disse ting sig imellem, må man tro og mene, at de færreste fatter, hvad kirke og kristendom egentlig drejer sig om. De ikke-troende spotter og håner derfor ofte de troende, som gerne anses for naive og godtroende, mens de troende anser de førstnævnte for at være djævelens fortabte yngel, som man i reglen ikke har større skrupler ved at tænke på efter døden vil blive dømt til et evigt ophold i den brændende svovlsø i dødsriget eller helvede. Det er ikke indtrykket, at Jesu bud om næstekærlighed, der også omfatter uvenner og fjender, er et væsentligt element i den kristne lære for traditionelle kristne.

Kristendom og reinkarnation

Det er ikke ualmindeligt, snarere sædvanligt, at kristne afviser tanken om reinkarnation og skæbnelov, som man i reglen finder fuldstændig uforenelig med tanken om Guds nåde til syndernes forladelse. Frelse sker ifølge traditionelt troende kristne ikke ved gerninger, men alene ved omvendelse og tro. Mennesker kan derfor ikke gøre sig fortjent til frelse, som alene bestemmes af Guds nåde overfor bodfærdige og omvendte syndere. De kristnes Gud har tilsyneladende intet tilovers for ”forhærdede tidselgemytter”, der ikke vil lade sig omvende til den rette tro. (4)

I henhold til kristen forestilling tilbringer de ’afdøde’ tilværelsen i ’mellemtilstanden’ mellem livet her på jorden og Kristi genkomst og opstandelsesdagen, hvor de ’saligt hensovede’ skal stå op af gravene for at møde deres dom, og hvor ”fårene” skilles fra ”bukkene”. Kun få kristne synes at have gjort sig tanker om ’mellemtilstandens’ natur, lige som man åbenbart ikke har undret sig over at mennesker, hvis lig for længst enten er blevet totalt opløst på naturlig måde, eller som eventuelt er blevet kremeret til aske, skulle kunne genopstå i den skikkelse, de havde før dødens indtræden. Svaret lyder i reglen, at hvad der ikke er muligt for mennesker, det er i høj grad muligt for Gud. Derfor lyder bisættelsesritualets ord da også: ”Af jord er du kommen, til jord skal du blive, og af jord skal du igen opstå”. (5)

Døden – en tænkt modsætning til livet

Hvis man skulle være så naiv at tro, at det kan være mennesker til trøst i deres sorg og savn at fortælle dem, at i henhold til Martinus’ kosmologi eksisterer døden ikke, men er en tænkt modsætning til livet, så bør man nok tænke om igen. Erfaringsmæssigt vil nogle få lytte og måske stille uddybende spørgsmål, men de fleste vil ryste afvisende på hovedet og spørge, hvordan nogen dog kan tro på den slags påstande. Man bør derfor være varsom og tage i betragtning, hvem man taler med eller til. For det burde jo være indlysende, at det kræver visse forudsætninger at forstå en påstand som den nævnte, og sådanne forudsætninger synes de færreste at være i umiddelbar besiddelse af. Ofte er man heller ikke interesseret i at få uddybet påstanden, og da slet ikke, hvis sorgen og savnet overskygger alt andet. (6)

Men i grunden er det jo præcis det samme præsten prædiker ved bisættelsen henne i kirken, om end med andre ord og begreber. Her er tilhørerne dog mere eller mindre ’tvangsindlagt’ til at høre på, men kan vælge at lægge det døve øre til, når præsten i overensstemmelse med den kristne lære fortæller, at livet har overvundet døden i og med Jesu Kristi opstandelse. Hvad præsten almindeligvis ikke fortæller, er at opstandelse oprindelig blev anset for at gælde alle og enhver, men senere indskrænkede teologerne den til en isoleret begivenhed, der specielt gjaldt Jesus Kristus. Den almindelige opstandelse blev derefter kædet sammen med Kristi genkomst, som på den måde fik en særlig frelseshistorisk betydning, idet han var ”førstegrøden af de hensovede”. Altså at han kort og godt er opstået fra de døde før alle andre, som efter hans genkomst skal følge efter og opstå til dom og frelse eller fortabelse. I Ny Testamente opfattes livet efter døden som det overordnede frelsesgode og som målet for Guds sendelse af Kristus.

Det må nok erkendes, at den kristne kirkes sprogbrug og dens ceremonier og ritualer med tiden er blevet så forældede og så meget ude af takt og pagt med nutiden, at det er de færreste mennesker, der i dag virkelig forstår indholdet og budskabet i den kristne lære. Når en del mennesker alligevel føler sig draget af kirken, skyldes det sikkert at liturgien, ceremonierne og ritualerne taler følelsernes sprog og umiddelbart appellerer til indlevelse og hengivenhed. Det kan forstanden ikke byde på eller erstatte, og man skulle derfor mene, at forstandsmennesker ville være udelukket fra at få del i religiøse oplevelser. I henhold til Martinus behøver dette imidlertid ikke at være tilfældet, idet bevidsthedsudviklingen ifølge ham vil gå i retning af en indbyrdes harmonisering mellem intellekt og følelse, således at den såkaldte tyngdeenergis indflydelse mindskes, hvilket er en af forudsætningerne og betingelserne for at den evne, der er i stand til at kompensere for manglen på religiøs følelse, kan bryde frem. Denne evne er intuitionen, som Martinus karakteriserer som menneskets højeste synsevne, der sætter det i stand til bl.a. at se, at de materielle fænomener dybest set er ytringer af evigt levende væseners livsudfoldelse og aktiviteter, og at døden derfor ikke eksisterer, men kun er en på visse udviklingstrin tænkt modsætning til livet, som er det eneste eksisterende. (7)

Den store fødsel

Til at begynde med optræder intuitionen dog kun glimtvis, men efterhånden bliver intervallerne imellem disse glimt mindre og mindre, og glimtene selv større og større, for sluttelig at ’smelte’ sammen og blive en permanent bevidsthedsevne i lighed med intellekt og følelse. Det er dette sluttelige og afgørende gennembrud af intuitionen, Martinus betegner som ”den store fødsel” til såkaldt kosmisk bevidsthed, den højeste form for bevidsthed, som i virkeligheden er en del af Guds bevidsthed. Mennesket er dermed blevet et gudsmenneske eller, som Martinus kalder det, et ”rigtigt menneske”, for hvilket livet er blevet til det største under og eventyr, der findes, og for hvilket dét at elske Gud er at elske sin næste, og at elske sin næste er at elske Gud. (8)

Det opløftende og forjættende ved Martinus’ kosmologi er, at denne ”store fødsel” på et tidspunkt i den kosmiske udvikling vil blive alle levende væsener, herunder naturligvis også mennesker, til del. Ingen vil være fortabte i absolut forstand, men alle vil før eller siden komme til at opleve, erkende og forstå, at døden kun er en tænkt modsætning til livet. Døden har derefter mistet sin brod og er ikke længere nogen joker i spillet.

Noter og kilder:

1
LB I, specielt 5. og 6. kapitel. – Se evt. også artiklen Døden – den store gåde.

2
Martinus: Påske, 13. kap.

3
Jokeren, som betyder spøgefugl eller nar, er i visse kortspil et ekstra kort med billede af en nar og af værdi som højeste trumf eller som hvilket som helst andet kort. Trumf er det kort, der stikker de andre og som vinder over de andre og derfor går af med sejren.

4
Begreber som reinkarnation og skæbnelov afvises bl.a. af biskop Jan Lindhardt. Se evt. herom i artiklen ”Sjæl og legeme”, oprindelig trykt i Kosmos nr. 5-1998. – Udtrykket ”forhærdede tidselgemytter” bruges af salmedigteren H.A. Brorson i salmen ”Verdens yndigste rose er funden”.

5
Apostlen Paulus har gjort sig tanker om sjælen og dens situation efter døden. Paulus fastslår, at det fysiske legeme forgår på naturlig måde, mens sjælen ’iklæder’ sig et åndeligt legeme. Se herom i 1 Kor. 15. kap. Også sognepræsten Emanuel Bohn har behandlet begrebet ’mellemtilstanden’ i bogen ”Om tilstanden efter døden. En studie”. Gads Forlag 1884. Præstens opfattelse af sjælens tilstand og situation i ’mellemtilstanden’ er beslægtet med Paulus’ opfattelse, men er samtidig på flere måder i god overensstemmelse med Martinus’ kosmiske analyser over menneskets, subsidiært sjælens, midlertidige ophold i de åndelige riger mellem reinkarnationerne. – Ordet jord refererer til egennavnet Adam = menneske, som kommer af hebraisk ’adama = agerjord. Gud dannede jo som bekendt Adam af agerjordens muld. Se 1. Mos 2,7.

6
Se f.eks. LB II, stk. 309, 313, 409, 554.

7
Om begrebet ”livsytringer”, se f.eks. LB II, stk. 451-2, 469, 583, 595. 606, 622,

8
Martinus: Hvad er sandhed, 30. kap. Se evt. også Vejen til indvielse, 1. kap.

Se også Harry Rasmussens side http://livetseventyr.dk

1
Leave a Reply

avatar
1 Comment threads
0 Thread replies
0 Followers
 
Most reacted comment
Hottest comment thread
0 Comment authors
Birgit Bennedbæk Recent comment authors

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  Subscribe  
newest oldest
Notify of
Birgit Bennedbæk

Tankevækkende og forsonende ( med dødstanken ) er denne artikel.