Af Harry Rasmussen

Denne artikel blev skrevet på baggrund af nogle overvejelser omkring den nedvurderende holdning til den såkaldte fysiske materie, der især synes at herske indenfor spiritualistiske eller åndeligt interesserede kredse. I den idealistiske filosofi betragtes samme materie som en ren og skær illusion uden noget reelt virkelighedsgrundlag. Omvendt betragter den materialistiske filosofi den fysiske materie som altings eneste og dybeste grundlag. Artiklen søger at påvise, at indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi er de såkaldte åndelige eller spirituelle fænomener også udtryk for en form for materie. Derfor kan man tale om, at ånd er materie og materie er ånd. Martinus påviser i sine kosmiske analyser, at skellet mellem ånd og fysisk materie er kunstigt og dybest set meningsløst. Artiklen stod at læse i KOSMOS nr. 3-2004.

Et af de problemer, der har optaget mig – og antagelig også en del andre Martinus-studerende – i efterhånden mange år, er, hvordan Martinus’ kosmiske analyser kan og skal forenes med naturvidenskabelige data og fakta. Man kan jo efter min mening ikke bare affærdige forholdet med, at naturvidenskaben nok en dag når frem til at anerkende sine iagttagelser og data som udtryk for andet og mere end fysiske fænomener og lovmæssigheder, og at man dermed på et ikke nærmere bestemt tidspunkt ude i fremtiden direkte eller indirekte vil kunne bekræfte Martinus’ udsagn om, at de nævnte fænomener i virkeligheden er livsytringer, der har et eller flere levende væsener til ophav, og som derfor dybest set er udtryk for en eller anden form for eller grad af bevidsthed. (1)

 

To sansemetoder

Sådan som jeg ser det, forekommer det mig at der ikke kan være noget direkte og modsigelsesfrit sammenfald mellem naturvidenskabelige iagttagelser og data på den ene side og Martinus’ åndsvidenskabelige analyser på den anden side. Tværtimod synes det at forholde sig sådan, at den indbyrdes modsigelse og uforenelighed mellem de to videnskaber er af en sådan karakter, at der må være tale om det, der erkendelsesteoretisk forstås som et komplementært forhold.

Det må betyde, at der består et indbyrdes komplementært forhold mellem de to erkendelsesmetoder, Martinus benævner som henholdsvis ”sansningen fra neden” og ”sansningen fra oven”. Imidlertid hævder og begrunder han, at det kun er fra et såkaldt ”lavpsykisk udsigtspunkt” at det forholder sig sådan, idet han samtidig henviser til, at i og med erhvervelsen af evnen til at sanse fra oven, ophæves det erkendelsesmæssige skel mellem de to sansemetoder. Det rokker dog ikke ved, at der i praksis fortsat vil bestå det indbyrdes uforenelige modsætningsforhold mellem de to sansemetoder, at sansningen fra neden fortsat kun vil kunne bringe fysiske data og facts, ligesom sansningen fra oven fortsat kun vil kunne tolke og opleve disse data og facts som udtryk for levende væseners tilkendegivelser. Med metoden sansning fra neden kan man ikke tolke og opleve fænomenerne som udtryk for liv og bevidsthed, og med metoden sansning fra oven kan man ikke tolke og opleve fænomenerne som udelukkende fysiske størrelser uden liv og bevidsthed. (2)

 

Materien og kvantefysikken

Det har også til stadighed undret mig, at en del naturforskere så vel som såkaldte åndsforskere – herunder også studerende af Martinus’ Kosmologi – ikke i større grad og udstrækning end tilfældet synes at være, har haft og har øjnene åbne for den såkaldte fysiske materies forunderlige natur. Selv om der ikke eksisterede andet og mere i verdensaltet end den fysiske materie og dennes lovmæssigheder, så er dennes infrastruktur og sammensætning i sig selv så fantastisk, at alene det burde give anledning til en høj grad af forundring.

Tænk, hvilken forunderlig og i og for sig fremmedartet verden, atomforskningen i form af materiens mikrokosmos med dens elementarpartikler, atomer og molekyler har afsløret for os, ja, så helt anderledes, at vi har vanskeligt ved at forbinde den med os selv og vores egen verden og hverdag. Og tænk, at denne materie er opbygget af partikler eller energikvanter, som bevæger sig med ufatteligt høje hastigheder og med afstande mellem sig indbyrdes, der gør det nødvendigt at tale om, at materien hovedsagelig består af tomrum. Det betyder i sin konsekvens, at enhver fysisk størrelse, herunder f.eks. den menneskelige organisme, hovedsagelig består af tomrum, hvilket i en vis forstand vil sige af – ingenting!

Erkendelsesteoretisk set stiller kvantefysikken da også spørgsmålstegn ved materiens fysiske virkelighed, idet denne står og falder med virkeligheden af elementarpartiklerne. Nogle kvantefysiske forskere mener, at disse sidstnævnte blot er konstruktioner af den menneskelige tanke, ved hjælp af hvilke man kan sammenfatte og klassificere numeriske fysiske størrelser, som f.eks. elektroner, på en praktisk måde. Hvad eksempelvis et elektron er i og for sig er derimod vanskeligt at afgøre, idet man i den eksperimentelle situation ikke er i stand til at fastholde den klassiske fysiks skelnen mellem genstanden (undersøgelsesobjektet eller det iagttagne) og måleinstrumentet (subjektet). Men at de atomare begrebsdannelser, såsom elektroner, neutroner og positroner etc., på en eller anden måde og i en eller anden forstand korresponderer med grundlæggende træk i den objektive fysiske virkelighed, turde formentlig være indlysende. Spørgsmålet er kun hvordan. (3)

 

Materien og bevidstheden

Denne forundring over materiens væsen og karakter, som jeg har givet udtryk for i det ovenstående, deles så vidt jeg kan se i høj grad af Martinus, og det så meget mere, som han angiveligt så sig i stand til at anskue og gennemskue de kræfter og lovmæssigheder, der kosmisk set ligger til grund for den fysiske materie. At den fysiske materie dybest set, dvs. set fra et kosmisk udsigtspunkt, er illusorisk, idet den er identisk med det ubekendte X 1, forandrer ikke, at den indenfor sine egne rammer og grænser er, hvad vi almindeligvis forstår ved begrebet virkelighed. (4)

Noget andet er så, at det naturligvis også burde give anledning til en høj grad af forundring, ikke mindst hos naturforskere, at der forekommer en ’størrelse’ eller et ’noget’, der kan undre sig over materiens væsen og natur. Denne ’størrelse’ er jo bevidstheden, som de fleste naturforskere, herunder især hjerneforskere, psykologer m.fl., imidlertid identificerer med hjernen og centralnervesystemet. Eller mere præcist: Man mener at bevidstheden er et ledsageprodukt af de påviste og forklarlige fysiologiske, dvs. de elektro-kemiske processer, der vitterligt foregår i hjernen og centralnervesystemet. Bevidstheden er følgelig ikke noget i sig selv, og når et menneske derfor refererer til sig selv som ”jeg” eller ”mig”, er der ifølge de nævnte forskere tale om hjernens sproglige eller tankemæssige henvisning til sin egen og sin organismes eksistens. Personlig har jeg engang hørt en mediekendt dansk hjerneforsker sige: ”Det er noget vrøvl, når mennesker siger ”jeg” om sig selv, for man burde i virkeligheden mere rigtigt sige ”Min hjerne, og at min hjerne tænker, ønsker og vil sådan og sådan! For et menneske, altså du og jeg, er hver især primært sin hjerne, hverken mere eller mindre, for andre muligheder gives så vidt hjerneforskningen kan se ikke.”

Det er interessant og tankevækkende, at høre og opleve at en sådan forsker intet besvær har med at abstrahere fra ”sig selv” og samtidig objektivisere sig med henvisning til ”hjernen”. Vedkommende undrede sig tilsyneladende ikke over det sproglige udtryk ”min hjerne”, som jo umiddelbart og ureflekteret henviser til et ’ejendomsforhold’. Altså: ”Jeg ejer en hjerne, der er en vigtig og overordnet del af min krop”.

 

Fysiologi og psykologi

Nutidens hjerneforskere, psykologer og psykiatere synes stort set at være af den opfattelse, at et menneskes psykologi alene kan og skal forklares gennem fysiologien. Det er en af grundene til, at Sigmund Freuds psykologi fik så stor indflydelse på forskningen og tænkningen i den periode i 1960’-70’erne, hvor den gennemført materialistisk orienterede marxismens anskuelser var i højsædet både herhjemme og mange steder i udlandet. Derfor fortrængte man opfattelser, der ikke stemte med denne konsensus. Blandt de detroniserede var f.eks. dybdepsykologen C.G.Jung, som i modsætning til Freud mente, at psyken udgør et selvstændigt og overordnet energisystem, og at denne derfor ikke kun kan forklares i og med fysiologien. (5)

Det skal dog tilføjes, at der også findes nutidige hjerneforskere og videnskabelige psykologer som ikke mener, at bevidsthedens problem lader sig forklare udelukkende ved hjælp af fysiologien. Et af problemerne er jo nemlig, at hverken fysiologerne eller psykologerne ser sig i stand til at beskrive og forklare, hvordan f.eks. de elektrokemiske processer i hjernen, der automatisk sker i forbindelse med synssansen, bliver omsat til bevidste billeder af omverdenen, og vel at mærke billeder, der ikke kan aflæses direkte af de mikroskopiske elektrokemiske signaler, som sendes fra øjets nethinde og via synsnerverne til synscentret i baghjernen. Det springende punkt forekommer, når de pågældende forskere rent spekulativt og teoretisk antager at hjernens forskellige centrer på en eller anden og indtil videre ukendt fysiologisk måde bearbejder signalerne fra synscentret, således at disse derigennem sluttelig – om end med stor hastighed – bliver omsat til billeder af omverdenen. (6)

 

Martinus’ syn på sagen

Som enhver, der kender blot et minimum til Martinus’ Kosmologi, vil vide, så forholder problemerne omkring bevidsthed og sansning sig på en helt anderledes måde, end de resultater og konklusioner fysiologerne og hjerneforskerne foreløbig er nået frem til. Martinus har behandlet og analyseret det komplicerede spørgsmål om sansning og oplevelse på en måde, som i det mindste udfylder det ’gab’, der tilsyneladende er mellem fysiologien og den videnskabelige psykologi på den ene side og de erkendelsesteoretiske og åndsvidenskabelige kendsgerninger på den anden side. Det skal jeg dog ikke gå nærmere ind på ved denne lejlighed, men nøjes med at konstatere, at set fra Martinus’ synspunkt er hjernen ikke det endelige sæde for sansningen. Det er derimod det system eller kraftfelt bestående af i alt seks åndelige legemer, som jeget via sin overbevidsthed betjener sig af i sin sansning og manifestation, eller kort sagt til at etablere sin livsoplevelse. (7)

Den primære rolle, som Martinus i sin kosmologi tildeler selve livsoplevelsesprocessen i tilværelsen, deles selvsagt ikke af hjerneforskerne og de videnskabelige psykologer, som stort set mener, at livsoplevelse blot er et biprodukt af en materiel tilværelse, der synes udelukkende dikteret og bestemt af fysiske, biologiske og fysiologiske lovmæssigheder, som mennesket kun i et begrænset omfang har afgørende indflydelse på. Men divergensen mellem den naturvidenskabelige analysemetode og dennes resultater på den ene side og Martinus’ kosmiske analyser på den anden side, er i henhold til Martinus kun en midlertidig følge af den lavpsykiske sanse- eller bevidsthedsform, videnskabens almene repræsentanter nødvendigvis repræsenterer og må benytte sig af i deres forskning og tænkning. Denne sanseform er grundlæggende præget af de begrænsninger i tid og rum, der gør det muligt med de fysiske sanser, assisteret af forstanden, at registrere, måle og veje de fysiske fænomener. Modsvarende er Martinus’ kosmiske analyser et resultat af den højpsykiske sanse- eller bevidsthedsform, den såkaldte kosmiske bevidsthed, som er domineret af tilværelsens højeste grundenergi og synsevne: intuitionen, der ser uendeligheden i rum og tid i enhver begrænsning, og uden hvilken livet for evigt måtte forblive et uløst mysterium. (8.)

På den baggrund må det sluttelig konstateres, at der ligger en god begrundelse bag Martinus’ udsagn om, at videnskaben er duften af den friske søluft i nærheden af havet, hvor det sidstnævnte skal forstås som den kosmiske bevidstheds viden eller visdom, der uden nogen som helst undtagelse angiveligt før eller siden skal blive alle mennesker til del. (9)

 

Noter og kilder:

1. Vedr. Martinus’ opfattelse af videnskaben, se f.eks. LB I, stk. 63, 136, 180- 1, 202, 230-1, 247.

2. Om begreberne ”sansning fra neden” og ”sansning fra oven”, subsidiært ”sansningen på tværs af materien” og ”sansningen på langs af materien”, se f.eks. Bisættelse, kap. 28-30, 89. Se evt. også småbog nr. 9: Mellem to verdensepoker, 8.-14. kap.

3.  Se f.eks. T. Bergstein: kvantefysik og dagligsprog, kap. III-V. Munksgaards Forlag 1966.

4. Om Martinus’ opfattelse af materiebegrebet, se f.eks. LB II, stk. 324, 332-3, 352, 354, 365, 370, 377, 384, 413, 430, 587-8, 590-6, 598, 601-2, 607. Om Martinus’ opfattelse af begrebet bevidsthed, se f.eks. LB II, stk. 294-5, 297, 314, 381, 445-6, 469-71, 536, 618-20, 626-31, 556, 595. Om begrebet X 1, se f.eks. LB II, stk. 549, 556, 566, 582.

5. Se f.eks. Erich Fromm: Freuds teorier. Deres storhed og begrænsning. Hans Reitzels Forlag 1979. Se evt. også Calvin S. Hall og Vernon J. Nordby: Jung’s psykologi. Hans Reitzels Forlag 1985. Se evt. artiklen Personlighedsbegrebet her på hjemmesiden.

6. Se f.eks. Rasmus Fog: Hjerneforskning. Er hjernen en computer? Eller har vi en sjæl? I bogen Videnskaben eller Gud? Redaktion Bent Raymond Jørgensen og Uffe Gråe Jørgensen. DR Multimedie 1996. – Se evt. også det i note 3 nævnte værk, samt artiklen Er Martinus’ Kosmologi en videnskab? Kosmos nr. 2-1999. Er også gengivet her på hjemmesiden: Er Martinus’ Kosmologi en videnskab?

7. Se f.eks. småbog nr. 1: Menneskehedens skæbne, 19.-23. kap. Se evt. også LB I, stk. 222-226.

8. Vedr. intuitionsevnen, se f.eks. LB I, stk. 179, 185-6, 194-206, 209, 213-8, 220, 259. Se artiklen Intuition og personlighed her på hjemmesiden.

9. LB I, stk. 180.

Share This