Af Per Bruus-Jensen

Oktober

Med mennesket som betaget tilskuer er årstiderne atter ved at fuldbyrde et kredsløb i deres evige runddans. Som tyst berørt af en vældig troldmands stav gør naturen på ny forberedelser til at sove ind i vinterdøden. For længst har den muntre svale kvidret sin afskedshilsen over de gule stubmarker, og der råder i det øde sceneri en stemning, der lader følsomme sind forstå, at alt er fuldbragt. Flammende farver i skov og hegn er et sidste betagende farvel til livet, men et farvel, der også er en hvisken om gensyn. Thi godt gemt af vejen i løv og mos, i filt og bark venter i forvisning tusinder af frø og grønne knopper på, at lys og varme atter skal komme ind i verden og bringe dem til live; de synes ved deres tilstedeværelse at vide, at eventyret skal fortsætte.

Ja, det er kuldens og mørkets epoke der nu stunder til, men så rigt er livet, at det også i disse faser af kredsløbet har storhed og skønhed at fremvise. Thi vinteren er også de høje, frostklare nætters tid. Over den ensomme vandrers hoved hvælver sig i mørket en hærskare af blinkende stjerner, der fortryller sindet og kalder på mennesket i mennesket. Det føler uvilkårligt en ganske særlige berøring med det inderste i sig selv, og det griber sig i at tænke over livets store spørgsmål: Hvem er jeg, og hvad er det egentligt, jeg ser…? Hvad er den dybeste sandhed om stjernehæren over mit hoved; og hvad er sandheden om mig selv og mine medvæsener…? Er der en dybere hensigt med livet og det hele; er Gud til…? – Ja, netop sådanne spørgsmål opstår let og gerne, når man vandrer i mørket under stjernerne.

* * *

I sit store værk om livet beretter Martinus om de svar, han gennem en række åndelige åbenbaringer i 30-års alderen selv havde været genstand for vedrørende tilværelsens store spørgsmål. Og han oplyser i den forbindelse, at han bl.a. kom til at forstå hvorledes hele verdensaltet er et guddommeligt, levende væsen, og at mennesker, dyr og planter er levende, organiske detaljer i dette altomfattende væsen. Ja, selv ting, vi ikke er vant til at betragte som levende, står enten direkte eller indirekte i livets tjeneste. Atomerne dybt nede i materien og stjernerne dybt ude i rummet hører til blandt disse nye udtryk for liv; for alle er de på en eller anden måde med til at holde det guddommelige al-væsen i live.

I virkeligheden er alle mennesker i stand til at opnå sådanne oplevelser, oplyser Martinus. Men det kræver, at man begynder at tænke, føle og handle på en ny måde; og samtidig kræver det, at man begynder at “se” på en ny måde. Som det er i øjeblikket, forstår vi ikke hvad naturen virkeligt er. For vi ser den kun fra dens stofside svarende til, at vi kun ser den fra ‘ydersiden’. Ja, vi tror endog, at der kun ér denne yderside. Men det er ikke rigtigt. Foruden ydersiden er der også en ‘inderside’, og vi må til at lære at få øje på denne inderside. Thi er vi først i stand til at kunne dette, vil vi opdage, at overhovedet ALT er levende; at alt er dele af ét eneste stort, levende al-væsen: GUD. – Vi må altså lære at se naturen fra både dens stofside OG dens livsside.

Menneskets forhold til disse to sider af naturen sammenligner Martinus ofte med det forhold, et menneske kan befinde sig i til en bog. Hvis det ikke har lært at læse og i øvrigt ikke ved, hvad en bog er, da vil det kun kunne opleve en sådan fra dens stofside. Det vil kunne se det papir, den er trykt på; det bind, den er bundet ind i, og de bogstaver, der er trykt i den. Men der vil ikke være nogen mening for det i disse ting. Er det særlig energisk, vil det måske begynde at veje og måle bogen; finde ud af hvor mange sider og bogstaver, den indeholder. Det vil måske også undersøge, hvor mange slags bogstaver, der er, samt hvor mange der af hver slags. Ja, det vil kunne foretage en lang række undersøgelser af lignende art. Undersøgelser, der dog alle sammen kun giver oplysninger om forhold vedrørende bogens stofside. Hvad bogen i dybere forstand er for noget, har det ikke den ringeste anelse om og vil aldrig få det, så længe det kun er indstillet på selve de ydre forhold og ting.

Dette er altså menneskets oplevelse af en bog, når det ikke kan læse den og derfor kun ser den fra dens stofside, og denne måde at opleve på, svarer iflg. Martinus rent principielt til den, der gør sig gældende for menneskets vedkommende, når det ser på naturen. Heller ikke her forstår det, hvad det er, det har for sig. Mange mennesker er imidlertid nysgerrige og har lyst til at foretage undersøgelser, og gennem alle disse undersøgelser opnås en mængde resultater. Men fælles for dem alle er, at de kun fortæller om ydre forhold og ting. Man har efterhånden fundet ud af ca. hvor mange slags dyr og planter der findes, og man ved også en hel del om, hvor mange der er af hver slags. Man har undersøgt stoffet og her fundet frem til et utal af nye kategorier og detaljer. Der er så og så mange slags atomer; så og så mange slags grundstoffer; så og så mange slags celler, organer osv. Og ligeledes med de store tings verden. Vort solsystem har så og så mange planeter, der igen for nogles vedkommende har så og så mange måner. Der findes så og så mange typer stjerner, mælkevejssystemer osv. osv. Vi har kort sagt fundet frem til en lang, lang række detaljer i den vældige mekanisme, vi kalder naturen. Men hvad disse detaljer for en dybere betragtning rent faktisk er udtryk for, forstår vi lige så lidt, som analfabeten forstår hvad detaljerne i en bog er udtryk for. Hvilket i princippet vil sige, at vi er en slags kosmiske analfabeter, der kun ser naturen som “tryksværte og papir”.

* * *

Omvendt! For den, der kan læse, er en bogs stofside som bekendt kun af underordnet betydning. Denne side kan ganske vist være meget smuk og smagfuld og kan gøre det til en ekstra nydelse af beskæftige sig med det egentligt værdifulde ved bogen, nemlig indholdet. For det er jo først og fremmest indholdet, der søges af mennesker, som kan læse, og det at kunne læse er netop at have evne til at uddrage dette indhold af bogens stofside. Det er at have evne til at se bogen fra dens livsside, nemlig den side, hvor den er udtryk for sin skabers tanker, følelser, erfaringer, idéer, betragtninger og forestillinger etc.

At kunne læse er altså at have evne til at se en bog eller et andet skrift fra en side, der skjuler sig bag stofsiden, og som stofsiden i virkeligheden blot er et middel til at udtrykke for den, der har “øjne” at se med. Og at kunne læse er dermed ensbetydende med at have evne til at hente rigdomme frem, som ikke eksisterer for analfabeten. Ingen er derfor i tvivl om, at den, der kan læse, er bedre stillet end den, der ikke kan, for så vidt der i begge tilfælde er adgang til bøger.

Men således også med hensyn til mennesket i dets forhold til naturen. Naturen er i virkeligheden også en slags bog, oplyser Martinus. Den er livets egen store bog, i hvilken ophavet – den store, guddommelige skaber – udtrykker sine idéer, tanker, følelser, forestillinger og betragtninger. Og det vil være til eventyrlig inspiration og velsignelse for os at nå frem til at kunne ’læse’ den.

Omvendt kan vi ikke i det lange løb være tjent med kun at kunne opfatte dens stofside, for er denne side end skøn og betagende, så er den dog for intet at regne mod livssiden og altså dermed indholdet. Thi dette indhold er guddommens personlige beretning om sig selv. Det er guddommens beretning om tilværelsen og dens dybere mening, således som den former sig og tager sig ud set fra livets allerhøjeste udsigtspunkt, og skildret af livets allerstørste geni i livskunst og kærlighed.

Men hvordan skal mennesket få lært at læse og tyde “Livets Bog” i form af naturens tale…?

Ja, det kræver for det første modtagelighed over for en teoretisk undervisning, gennem hvilken det enkelte menneske så at sige kan få lært det alfabet at kende, der er i anvendelse. En undervisning som ikke mindst den kommende åndsvidenskab vil have til opgave at formidle, og hvortil i så høj grad Martinus på værdifuld måde bidrager – ikke mindst gennem sit hovedværk, der ikke for ingen ting netop bærer titlen “Livets Bog”.

Dernæst kræves der – og det er langt det vigtigste – at vi indstiller os på at tænke, føle og handle anderledes, end det almindeligvis for nuværende sker. Vi må lære at føle kærlighed til og samhørighed med alt levende. Vi må lære at tænke kærligt på alt levende. Og ligeledes lære at handle kærligt og hensynsfuldt mod alt levende. Som et spørgsmål om bevidsthedsindstilling er dette nemlig en forudsætning for, at den enkelte i fornøden grad kan opnå kontakt med naturens livsside. Hvilket skyldes, at denne kontakt ikke mindst beror på, at nævnte livsside gennem føling med en sådan holdning selv lukker sig op for den søgende. Som allerede anført er naturens livsside nemlig Guds væsen udtrykt i guddommelige tanker, følelser, idéer, betragtninger og forestillinger mv. Og for den, der kan ‘læse’ denne livsside, viser det sig hurtigt, at den er en beretning om kærlighed til overhovedet alt levende. Den er en beretning, gennem hvilken guddommen udtrykker sin dybe kærlighed til hvert enkelt levende væsen i verdensaltet, og den er ligeledes en beretning, gennem hvilken den samme guddom udtrykker ønsket om selv at modtage kærlighed fra hvert enkelt væsen i tilværelsen. Det er derfor først og fremmest igennem kærlighed til alt levende, at Gud bringes til at åbne sig for det søgende menneske, hvad der igen betyder, at det frem for alt er ved kærlighed, man opnår dén kontakt med naturens livsside, der sætter én i stand til at tyde og læse indholdet i livets egen store bog og på dette grundlag forstå meningen med det hele. Herunder også meningen og den kærlige hensigt med alt det, vi nu opfatter som ‘det onde’ i tilværelsen.

Vejen til indvielse går med andre ord entydigt gennem dette at indleve sig i kærlighedens store og vanskelige kunst – såvel i teorien som i praksis. Thi først i det øjeblik man er i stand til at mestre denne enestående kunst, er man for alvor i kontakt med livet. Først som Homo Sapiens Amare – Det vidende og elskende menneske – er man i den grad ét med naturen og Gud, at det hele opleves som en del af én selv…

Pin It on Pinterest

Share This