Vi er dagligt via nyhedsmedierne vidner til, at mennesker rundt om i verden udsættes for ufattelige lidelser. I denne artikel refereres til Viktor E. Frankl’s erfaringer fra koncentrationslejren Auschwitz. Sådanne erfaringer vækker på sigt de store spørgsmål i mennesket. Findes der en mening skjult i det tilsyneladende meningsløse? Den, der kan tro, kan finde håb i troen. Men hvad med den der har ”mistet” evnen til at tro? Her gives kun den mulighed at forstå livet i et større perspektiv, end vores sanser umiddelbart giver adgang til. Det er i grunden, hvad al videnskab handler om.

Af Søren Olsen

Men det er ikke blot det skabende og det nydende liv, der har mening: Hvis livet overhovedet har en mening, må lidelsen også have en mening. Lidelsen hører jo på en måde med til livet – på samme måde som skæbnen og døden gør det. Først nøden og døden gør den menneskelige tilværelse til et hele!” Viktor E. Frankl: “Psykologi og eksistens. En psykolog oplever koncentrationslejren”.

De var fanger bag elektrisk hegn i Auschwitz. De så de, der valgte døden ved at kaste sig på det elektriske hegn. De så de, der døde som fluer af sygdom. De så de, der med alle midler forsøgte at overleve på andres bekostning. De så fuglene flyve frit ind og ud af lejren.

“Hvad drømmer koncentrationslejrfangen oftest om? Han drømmer om brød, om kager, om cigaretter og om et godt varmt karbad. Når de enkleste behov ikke tilfredsstilles, opleves der opfyldelse i den primitive ønskedrøm. Det, denne drøm gør fangen, når han vågner op til lejrlivets virkelighed og ser kontrasten mellem drømmeillusion og lejr virkelighed, er en sag for sig. Jeg glemmer i hvert fald aldrig, hvordan jeg en nat blev vækket af, at kammeraten ved siden af mig stønnede højt og vred sig åbenbart på grund af et eller andet skrækkeligt mareridt. Her vil jeg først lige sige, at jeg altid har haft en særlig medlidenhed med mennesker, der plages af angstforestillinger og angstdrømme. Jeg var altså lige ved at vække min drømmeplagede kammerat. I samme øjeblik blev jeg forskrækket over det, jeg var ved at gøre, og trak hånden, der skulle ruske den drømmende vågen, tilbage. I dette øjeblik så jeg med særlig intensitet, at ingen drøm, ikke engang den frygteligste, kan være så ond som den virkelighed, der omgav os i lejren, og som jeg var i færd med at vække en mand til bevidst vågen oplevelse af …

Som fuglene frit kunne flyve ind og ud af lejren, har hver eneste fange hver nat i dyb søvn bevæget sig ud af lejren og ind i en åndelig verden. Eller de er blevet hængende i rodede oplevelser og mareridt i grænselandet mellem den fysiske og den åndelige tilstand. Martinus kalder søvnen den lille død, idet der i søvnen sker næsten det samme som ved døden. I den dybe søvn overføres den vågne dagsbevidsthed til følelseslegemet, der gør det muligt for jeget at opleve i en åndelig verden. I dette tilfælde fri af sygdom, sult og fangenskab.

Som bekendt husker man normalt intet fra sin åndelige færden, når man vågner op (læs nærmere i LB 2 stk. 330, 338-345). Det naturlige er, at søvnen efterlader os med et fysisk og psykisk overskud, men hvilket chok og skuffelse, når det viser sig, at det er en koncentrationslejr, man vågner op i. Hvad er drøm, og hvad er virkelighed? For de udsultede, forfrosne og ofte syge fanger er drøm og virkelighed flydt sammen i det Frankl kalder en livsfarlig selvopgivelse og laden stå til indstilling.

“Hvor væsentlig sammenhængen mellem denne livsfarlige selvopgivelse og laden stå til indstilling og tabet af fremtidsoplevelsen er, fik jeg engang en dramatisk demonstration af. Min barakformand, en ikke ukendt udenlandsk komponist og librettist 1), (benævnt F.) betroede sig en dag til mig. “Du, doktor, jeg vil gerne fortælle dig noget. Jeg har nylig haft en mærkelig drøm. En stemme sagde mig, at jeg måtte ønske mig noget – jeg kunne blot sige, hvad jeg kunne tænke mig at vide, så ville den svare på hvert spørgsmål. Og ved du, hvad jeg spurgte om? Jeg ville vide, hvornår vi, hvornår vor lejr bliver befriet, altså hvornår vore lidelser skal ophøre.” Og hvornår drømte du denne drøm spørger jeg. “I februar” svarede han, (dette skete i begyndelsen af marts 1945). Og hvad svarede stemmen, spørger jeg. Og sagte, hemmelighedsfuldt hvisker han til mig: 30. marts.” Da F., denne kammerat fortalte mig denne drøm, var han stadig fuld af håb og overbevisning om, at hans drømmestemme ville få ret. Men den profeterede dato kom nærmere og nærmere, og de nyheder, der trængte ind i lejren angående den militære situation gjorde det mindre og mindre sandsynligt, at fronten virkelig kunne bringe os befrielsen i marts. Da skete følgende. Den 29. marts blev F. pludselig syg og fik høj feber. Den 30 marts – altså den dag, da krigen og dermed “hans lidelse” i følge profetien skulle være slut – fik F. voldsomme feberfantasier og til sidst mistede han bevidstheden. Den 31. marts var han død. Han døde af plettyfus."

Denne historie er rørende på to planer. På det plan som Frankl beskriver. F. døde indirekte af skuffelse så tæt på befrielsen. Jeg mærker hvordan den tilsyneladende meningsløse død og lidelse trækker i mit “gamle” sæt af endnu ikke intelektualiserede følelser, der måske handler om tab, vrede, afmagt, uretfærdighed, bitterhed og “uskyldigt offer tænkning”, manglende evne til tilgivelse. Det andet plan bæres af dét store overblik over livet, som Martinus åndsvidenskab giver. Stemmen i drømmen havde ret! Personen F. fik sit ønske opfyldt og blev befriet fra lejren den 30 marts. Det syn kalder på smukke rene følelser. Livet er i virkeligheden meget smukt, for døden eksisterer ikke som andet end en fødsel tilbage til det åndelige plan. I dette tilfælde en sand befrielse.

Hvad er meningen? Mennesker lider og slider år efter år i uvished under helt ekstreme betingelser. Hver nat bevæger de sig over i friheden på det åndelige plan, men de ved det ikke, for de kan normalt ikke huske noget, når de vågner. Sideløbende befries fanger løbende til et længere ophold på det åndelige plan gennem døden i gaskamre, gennem sygdom og selvmord.

Frankl beskriver, hvordan det var et spørgsmål om liv eller død, at fangerne sørgede for at se nogenlunde sunde ud ved f.eks. at barbere sig, for ellers blev de sendt i gaskammeret. “Al stræben og dermed også alt følelsesliv koncentrerer sig om én eneste opgave: den nøgne selvopholdelsesdrift, ens egen, andres.” Menneskets såkaldte selvopholdelsesdrift kan udvise en utrolig styrke oftest godt hjulpet af frygt for døden. Vi vil det “fysiske” liv vi kender og bygger håbet på de spinkleste grundlag. Sådan er vi indrettet fra “naturens” side. Urbegæret og den seksuelle ”enpolethed” i forbindelse med instinkt- og tyngdelegemet står bag kampen for overlevelse i dyreriget og langt ind i jordmenneskeriget. Her gøres kampen på en måde mere rå, for med udviklingen af intelligensen bliver raffinerede våben en hjælp til forsvar, overherredømme og overlevelse. Et utal af film har i denne epoke som tema, at de gode skal overleve, og de onde skal dø en helst lidelsesfuld død. Men hvordan ser virkeligheden ud? Frankl skriver, efter at have beskrevet den gruppe fanger og kapoer, der uden skrupler brugte alle former for vold og uredelige midler for at opretholde livet. “Alle vi, der ved tusinder og atter tusinder af lykketræf eller Guds undere – hvad man nu vil kalde det – er kommet derfra med livet i behold, vi ved det, og vi kan roligt sige: de bedste er ikke kommet tilbage.”

”Hvis livet overhovedet har en mening, må lidelsen også have en mening!” som Frankl konkluderer. Det er en nødvendig del af en åndsvidenskabelig tankegang, at lidelsen spiller en afgørende rolle i menneskets følelsesmæssige udvikling. Når vi besynger medfølelse, barmhjertighed, evnen til medlidenhed, indlevelse, humanisme og næstekærlighed så er alle disse smukke åndelige egenskaber frugter af mange fysiske tilværelsers lidelse. Denne lidelseserfaring kan vi kun tilegne os, mens vi lever på det fysiske plan udstyret med et følsomt, sårbart fysisk legeme, som jeget vil kæmpe for ikke at miste. Selvopholdelsesdriften tjener derfor også det formål, at vi kæmper for at blive i lidelsen i håb om at udsætte den bitre ende døden – der samtidig er en befrielse.

I koncentrationslejrene var alle slags mennesker ligesom ude i den frie verden. De med albuer og stærke overlevelsesinstinkter – jeg vil overleve på de vilkår, der til enhver tid byder sig! De med svækkede/humaniserede overlevelsesinstinkter, der af samvittighedsmæssige grunde ikke kunne overleve på andres bekostning og hvis overskud gik til at hjælpe andre. Hellere selv lide end påføre andre lidelse! Hellere dø end at dræbe! Og så var der de, der meget forståeligt lod sig overmande af selvmedlidenhed, depression, apati og selvmordstanker.

Det skal i denne sammenhæng nævnes, at det personlige helvede som koncentrationslejrene er udtryk for, åndsvidenskabeligt set, er noget alle skal igennem i deres udvikling i en eller anden form – et personligt ragnarok. Det handler altså ikke bare om nazister og jøder. I udviklingen fra primitivitet til humanisme skal vi gennemleve mange roller som henholdsvis bødler og ofre – de to roller er uløseligt forbundet. Modgang er aldrig tilfældig, men altid en 100 % logisk bundet konsekvens af noget, man selv er den dybeste årsag til. “Som du sår skal du høste!” som Jesus udtaler. Det er i kraft af denne lovmæssighed, at både det gode og det onde i livet har mening. Derfor – hvis vi vil fri af en lidelsesfuld skæbne, som vi ikke på nogen fredelig måde kan undgå, må vi møde denne skæbne som en meningsfuld udfordring. En hændelse vi har noget at lære af, uanset om vi kan se en mening med det. Selvmord er derfor et dårligt svar på livets lidelsesfulde udfordringer, uanset hvor forståeligt det kan synes, at nogen begår selvmord.

Men er dette at ønske døden aldrig en regulær udvej for det menneske, der er fanget af modgang eller alvorlig måske uhelbredelig og lidelsesfuld sygdom? Døden er altid en befrielse fra lidelse (dog ikke altid straks), men hvornår det skal ske, bør vi overlade til Guds vilje, for heri ligger også svaret på spørgsmålet, hvornår sygdommen/lidelsen har gjort sit arbejde færdigt. I følge Martinus, er sygdom (eller anden lidelse) ikke bare et onde, vi med alle midler skal bekæmpe, nej sygdom er “udelukkende et fuldkommengørelsesspørgsmål” (Svar på brev til en syg). Hermed på ingen måde sagt, at den syge/lidende ikke skal søge hjælp til lindring og helbredelse. Det handler ikke om at lide for lidelsens egen skyld, men om den lidelse der ikke kan findes lindring/befrielse for, ved forsigtig brug af smertestillende midler og anden medicin/behandling.

For at finde ind til Guds vilje er bønnen et oplagt redskab, vi alle skal genlære at bruge. Hvis denne bøn på forhånd er indstillet på – lad mig dø – er den lidende ikke åben for den åndelige indstilling, der ligger i ordene fra Jesus – “Ske ikke min men din vilje!” Da de fysiske tilværelser er de eneste, hvor vi kan udvikle os, og den udvikling vi skal gennemgå er omfattende, skal vi være meget åbne for, at vores modgang/sygdom har noget at lære os, der er mere nuanceret end ønsket om at dø. Sygdomme, modgang, lidelse af enhver art er som personlige koncentrationslejre med den store forskel, at der kan være megen hjælp at få, en hjælp der næsten altid har overlevelse som mål. Fra naturens side må vi erkende, at der er lagt en række spærringer ind i forhold til ønsket om at dø.

Den psykisk syge ønsker ofte at dø, men psykiske sygdomme er normalt aldrig naturligt dødelige. For mange meget lidelsesfulde fysiske sygdomme – gigt f.eks. – gælder det samme. Mange kræftformer derimod kan være dødelige, så her kan det være relevant at bede om hjælp, når det gælder på hvilke vilkår, man skal undgå døden, altså på hvilke vilkår man skal tage kampen op mod sygdommen. Skal jeg påtage mig den ekstra lidelse, det ofte er, at gennemføre en kemobehandling – hvad er chancen for overlevelse? (Den ofte kropsskadelige medicin kan overvejes i forbindelse med mange alvorlige sygdomme – der kan være blidere løsninger).

Der findes ikke noget færdigt svar på disse store spørgsmål, for hvert menneske har sine egne forudsætninger og personlige skæbne og dermed sin egen særlige vej at gå, før der kan blive tale om befrielse gennem døden eller gennem helbredelse.

Tænk hvis man kunne bringes til at se ud over sin egen elendighed gennem at finde en mening med lidelsen og dermed livet. Derfor er en oplagt bøn under alle svære forhold, at bede om at få hjælp og styrke til at tåle lidelsen ved at blive hjulpet fri af selvmedlidenhed og dermed mod fornyet livsmod. Måske kan man på trods af sygdommens begrænsninger finde måder at være til glæde, gavn og inspiration for andre. Måske kan man få tillid til at lade Gud råde i ens liv, således at ens fokus hverken bliver på overlevelsen eller døden, men på den mening som til enhver tid hersker i enhver sammenhæng i det eneste som findes – livet. Livet nu og her – det være sig i en fysisk eller en åndelig verden.

1) Libbretist: Forfatter til libretto – opera eller operettetekst.

PS: I forbindelse med spørgsmålet ”døden hvornår?” er også hensynet til de utalte milliarder af ”fysiske” livsenheder, der bebor/udgør materialet i vores krop. Er de parate/naturligt modne til at dø?

PS: I en tidligere artikel ”Viktor E. Frankl – Det overhørte råb om mening.” har jeg præsenteret nogle af hans tanker.

Kærlig hilsen

Søren Olsen

Share This