Af John Klemens Nielsen

Alle mennesker oplever kortere eller længere perioder i deres tilværelse hvor modgang og en til tider barsk skæbne kan gøre det vanskeligt at finde glæden og tilfredsstillelsen ved livet. Det er klart at man i sådanne perioder får vendt bevidstheden og opmærksomheden på det der forhindrer den normale livsglæde og forsøger på forskellige måder at genvinde balancen igen. Det kan være alt fra fysiske lidelser og alvorlige sygdomme til psykiske tilstande som angst, depressioner, stress, psykoser, familiemæssige eller finansielle problemer, et arbejde der er vokset en over hovedet og meget andet.

Alle mennesker har en naturlig trang til at søge at tilfredsstille deres behov for at være lykkelige, vi er så at sige programmerede til at ville være lykkelige, men problemerne kan melde sig hvis man ikke er klar over, at der findes nogle lovmæssigheder i tilværelsen der enten betinger lykken eller det modsatte. Hvis jeg gerne vil have en BMW, så er det af en vis vigtighed, at jeg er klar over hvad der kræves for at kunne erhverve sådan en fin bil – primært økonomien og kørekortet – som man kan kalde de betingelser der skal opfyldes i denne sammenhæng.

Årsagen til, at vi ikke er lykkelige er, at vi ikke ved tilstrækkeligt om disse lovmæssigheder og at vi, selvom vi ved tilstrækkeligt om dem, ikke formår at efterleve dem.

Det er blevet sagt, at alle fejl er mangel på kærlighed for kærligheden er ufejlbarlig. Ifølge den definition er alle vores trængsler opstået på grund af mangel på kærlighed. Det kommer jeg tilbage til senere.

For nogle år siden, da min indre himmel var overskyet og præget af periodiske uvejr, kom jeg pludselig til at tænke på et begreb, som jeg mente tidligere at have stiftet bekendtskab med. Jeg læste i en bog skrevet af en kvinde der havde oplevet at hendes verden var styrtet sammen. Hun befandt sig gennem flere år i et sjælemørke som fik mig til at huske dette begreb!

”Sjælens mørke nat” – hed det og beskrev på det tidspunkt, så udmærket min situation så jeg besluttede at finde ud af hvad det egentlig dækkede. Jeg kunne ikke umiddelbart huske hvor jeg havde stødt på begrebet før, så jeg slog det op på alle tiders mest fantastiske elektroniske leksikon – Internettet.

Der fandt jeg forskellige henvisninger til hvad dette begreb dækkede og det lykkedes mig også at finde kilden til det.

Begrebet dækker den ”lutring” som sjælen (bevidstheden) skal gennemgå, før den er klar til at modtage og transformere de bevidsthedsenergier Martinus kalder ”den hellige ånd”. Det er ikke så ualmindeligt, at religiøse og spirituelt søgende, sætter sig for at finde den indre kilde til lykke hvilket for de flestes vedkommende bliver betragtet som en form for kontemplation med Gud, Buddha eller hvilken højere magt man end tror på.

En religiøs personlighed, Juan de la Cruz, der levede fra 1542 – 1591 har beskrevet ovennævnte tilstand i en lille bog, som han netop kalder ”Sjælens mørke nat”. Efter sigende skulle det være ved denne lejlighed begrebet ”sjælens mørke nat” er fremkommet. Fortolkningen af oplevelsen, i Juan de la Cruz lille bog om ”sjælens mørke nat” er præget af den tids sprogbrug (1542 – 1591) og åndelige opfattelse, men der er formentlig tale om religiøse indvielser. Han skriver om oplevelsen, at den ofte forekommer inden den store oplysning og fornemmes som et svært åndeligt mørke. Med hensyn til mig egen situation, så havde jeg det lønlige håb, at noget sådant var forestående som en behagelig afveksling til ”det sorte hul” i sjælen, men selvom mørket har fortaget sig, så venter jeg stadig på ”lysoplevelsen”.

“Når dette kontemplationens guddommelige lys rammer sjælen, som endnu ikke er fuldt illumineret, så forårsager det et åndeligt mørke i den; for den ikke alene overvinder sjælen, men også overvælder sjælen og formørker sjælens naturlige forstand. Det er af denne grund, at Dionysius og andre mystiske teologer kalder dette indgivet kontemplation og en stråle af mørke—vel at mærke for den sjæl, som endnu ikke er oplyst og renset—for intellektets naturlige styrke transcenderes og overvældes af det stærke supernaturlige lys.“'

Det som Juan de la Cruz taler om her, er en proces der ikke var så ualmindelig i fortiden, for både Konger, Faraoner, Yogier, munke, præster og alle slags åndelige disciple havde i traditionens ånd, gennemført forskellige åndelige øvelser og opnåede hermed større eller mindre indvielser. Disse indvielser var ikke spor ualmindelige og ikke særligt kendte i den brede offentlighed, men på det tidspunkt var det nødvendigt for en hersker eller fører, at have en indsigt almenheden ikke havde. Deres opgave var at lede og styre folkemasserne i bestemte retninger og ind i forskellige udviklingsprocesser. Det foregik i kraft af det princip som Martinus kalder ”Verdensgenløsningsprincippet”.

Symbol! Verdensgenløsningsprincippet.

Link til symbol

Dette princip kalder Martinus også for ”forældreprincippet” som sikrer at intet væsen fødes uden at have et ophav. Forældrene vil under normale omstændigheder være de svage og ufærdige væseners primære beskytter her på det fysiske plan medens samme væsen samtidig vil have åndelig beskyttelse. Verdensgenløserne har til opgave at føre menneskeheden frem mod deres fuldkommengørelse og den vil i nogle perioder være af veje hvor drab og primitivitet vil være herskende og senere ad veje som vil være mere humane og kærlige lige indtil hvert enkelt menneske selv kan varetage sin åndelige udvikling. Dette sidste stadie vil være via åndsvidenskaben det netop ikke fordrer nogen persondyrkelse eller guru, men blot anviser vejen det sidste stykke frem mod den ”kosmiske bevidsthed”. En ”verdensgenløser” er altså en fremragende udviklet personlighed der slet ikke kan sammenlignes med den almene menneskehed og herom skriver Martinus i LB 1.

''Den store fødsel kan således endnu på jorden af jordmennesker kun opleves i sine første spæde forløbersymptomer eller stadier. Men dette forhindrer ikke, at den af verdensgenløsere eller væsener, der allerede i forudgående liv på højere verdener har oplevet nævnte fødsel i sin fundamentale udstrækning og som nu for at missionere eller skabe kultur på jorden er blevet født på nævnte klode, ved disse væseners midlertidige jordlivs fysiske modenheds indtræden ved trediveårsalderen kan repeteres. Dette vil altså igen sige, at sådanne væsener her i deres jordiske liv indtil et sådant omfang, som deres jordiske legemskultur kan bære, kan genopleve den fundamentale form for nævnte fødsel og således indtil en vis grad, ubevidst eller usynligt for jordmenneskene, i deres jordiske tilstand fremtræde med denne deres overjordiske eller forklarede tilværelse. Og det er denne skjulte side, der fundamentalt adskiller verdensgenløseren fra jordmennesket.'''

Der findes i både nutidig og fortidig litteratur, masser af beretninger om forskellige store personligheders oplevelser af fænomener, som lysoplevelser. Mange af jer har måske læst Lars Muhl´s bøger hvor han fortæller om sin store livskrise. Han troede han skulle dø, men fik i stedet en stor åndelig opvågnen. Ikke så mange kender måske derimod en kvindelig dansk forfatter Lisbeth Schneider, der fortæller, at et stort personligt tab, i form af at hendes kæreste (hun var kun 27 år) pludselig uden varsel døde fra hende, førte hende ind i en tung og dyb depression, der dog endte med en stor lysoplevelse og erkendelsen af, at der eksisterer en Gud. Hun havde på det tidspunkt, stædigt, i erkendelsen af at der ikke var nogen vej var tilbage, oplevet de indre dæmoner med angst og i perioder opgivelse. Måske kender flere af jer også til Eckhart Tolles beretning om hvordan han gennem hele sin opvækst og ungdom var plaget af selvmordstanker, depression og dødsangst og levede et rædselsfuldt liv fyldt med lidelser, indtil han i en alder af tredive år troede at nu skulle han forlade den fysiske verden. I stedet for oplevede han i en stor lysoplevelse hvordan der var en Guddommelig sammenhæng bag hele det fysiske univers og at vi mennesker var bundet til lidelser og mangel på indsigt der efter hans opfattelse i høj grad hvilede på at vi ikke lever i nuet. Ikke at leve i nuet er det samme som ikke at være tilstede i livet, men i sine forestillinger om det, siger Eckhart Tolle.

Måske kender nogle af jer Khrisnamurti, en ”profet” og vismand der af teosofisk samfund var tænkt som den nye verdenslærer, men som forinden han fik sin åndelige indvielse levede en lang periode tynget af depressioner og dødsangst. Faktisk blev hans budskab næsten samstemmende med Eckhart Tolles, nemlig at man ikke skal tro at man kender det man sanser, for intet er det vi tror det er. Han anbefaler også at man oplever tilværelsen intenst og uden forudfattede meninger idet det vil begrænse oplevelsen.

Jeg selv slugte Poul Bruntons bøger fra ”det hemmelige Indien” hvor han søgte oplysning og en indsigt som den vestlige verden ikke kunne give ham. Også han kom til en fase hvor han oplevede at alt gik ham imod. Han oplevede familiemæssige problemer med sorg til følge og ligeledes synes han at han trængte længere og længere ind i mørket og angsten under sin åndelige søgen efter tilstanden af lykke ved Guds nærvær.

Selv Jesus oplevede forskellige fristelser som man måske kan stille et spørgsmålstegn ved om hvorvidt de fandt sted i den fysiske verden eller om de beskriver en indvielse til den ”Kosmiske bevidsthed”. Fandt de omtalte hændelser sted, rent praktisk – blev han fristet af ”djævelen” om at gøre stene til brød – og at han blev tilbudt al verdens rigdomme og magt – og ligeledes at han skulle bevise sin herkomst ved at kaste sig ud fra klippen. Disse fristelser kunne jo også være en indre kamp mod egne lave egoistiske begær som skal udrenses og fornægtes inden den store kosmiske fødsel. De nævnte fristelser repræsenterer jo egoistiske tilbøjeligheder som forfængelighed og magt.

Jeg kunne nævne mange, mange flere eksempler af lignende karakter, men de har alle et fælles mønster og en fælles historie.

Hvem er det så der får disse kosmiske glimt og den indsigt der følger deraf? Her har Martinus en rettesnor for hvem der måtte være modne. Der er to måder hvorpå man kan få disse åndelige oplevelser som kosmiske glimt er, den der følger en disciplineret åndelig træning i form af megen meditation og andre åndelige øvelser og den der følger det ydmyge, uselviske menneske der ikke har nogle tanker om egen høje udvikling.

Han skriver i den Lille bog ”Meditation”:

''Alle de mange der tror om sig selv, at de er umiddelbart foran en oplevelse af et kosmisk glimt, er endnu meget langt borte fra denne Guddommelige oplevelse. Oplevelsen kommer til mennesker der er meget stille og ydmyge og stille i sindet, væsener der slet ikke har nogen ærgerrighed eller ønske om at blive noget stort, hverken fysisk eller åndeligt. De er meget næstekærlige af naturen og har i virkeligheden kun at ønske om at være noget for andre mennesker. Det er denne frigørelse eller udlevelse af ærgerrigheden i forbindelse med en fremragende human evne, der gør de kosmiske glimt ufarlige.'''

Martinus har som de fleste er bekendt med selv oplevet at få permanent kosmisk bevidsthed og har ikke her nævnt at der forud har været mørke oplevelser. Hvad lige præcis Martinus angår, så kan han ikke sidestilles med nogle af de omtalte andre personligheder, for dels fik Martinus permanent kosmisk bevidsthed i forhold til de nævntes ”kosmiske glimt” og dels satte denne kosmiske bevidsthed ham i stand til at skabe sit store forfatterskab ”det tredje testamente”, som er et værk der ikke er set på vor klode tidligere og som Martinus mener, vil skabe grundlaget for en helt ny kulturs skabelse på jorden – herom senere.

Alle disse sammenfaldende beretninger stimulerede dog min nysgerrighed, så jeg prøvede efterfølgende, at finde ud af hvad fænomenet er et udtryk for og om det er forbeholdt en eksklusiv gruppe af betydningsfulde kulturpersonligheder. Det blev dog hurtigt klart for mig, at den nævnte oplevelse var identisk med de af Martinus nævnte kosmiske glimt og at det vil være en tilstand alle væsener vil nå til på et givent tidspunkt af deres udvikling. Det hele handler om udviklingen fra dyr til menneske og måske er vi ikke kommet helt så langt væk fra dyreriget som vi tror.

Jeg hørte forleden dag i TV på DR2, at den menneskelige DNA spiral kun adskiller sig med 3% fra menneskeaberne og at vi har 50% fælles DNA med bananfluen. Til sammenligning havde vi 15% DNA tilfælles med en blomst. Hele dyreriget er en slags ”træningszone” hvor vi skal danne en ny bevidsthed som vi kan se på dette symbol:

Symbol nr. 30 Den evige Guddom og væsenernes sansebegavelse:

Link til symbol

Her kan vi se hvordan bevidstheden på de forskellige tilværelsesplaner har vidt forskellig udstrækning og gennemtrængningsevne. Bevidsthedsfunktionerne bliver til automatik efterhånden som de gentages og automatik giver ikke nogen bevidst livsoplevelse, derfor skal vi i dyreriget i hvert spiralkredsløb have fornyet vores bevidsthed så vi igen dagsbevidst kan opleve den højeste form for lykke og kærlighed.

Individualiteten hos det enkelte menneske er øget ganske betydeligt og det betyder at vi ikke er til at suggerere på samme måde som man kunne i fortiden hvor intelligensevnen var meget mindre udviklet end den er i dag. I dag tager vi selvstændigt stilling til tingene og er ikke så nemme at overbevise. Tænk blot på hvordan vores børn i dag udviser en individualisme som bryder helt med ”kæft – trit og retnings princippet” som herskede for blot 30 – 40 år siden. Det betyder at behovet for autoriteter er aftaget ganske kolossalt, noget der afspejles i alle aldersgrupperinger. Det vil sige, at den viden folk gerne vil have om materielle og åndelige spørgsmål, opsøger de selv der hvor de finder for godt. Det er således en meget tom og svækket autoritet på de åndelige områder, kongemagten, præsidenter, præster og andre autoriteter indenfor den gamle verdensorden, ja den er nærmest ikke eksisterende. Tidligere, som allerede beskrevet, besad disse mennesker en stor magt i kraft af deres, i forhold til almenheden, fremskredne udvikling. Helt op i midten af det tyvende århundrede har flokmentaliteten haft meget stor magt men på bare 40 – 50 år er der født generationer der slet ikke er nær så nemme at manipulere med og som godt tør være udenfor de store forudsigelige flokdannelser. Flokdannelserne har dog haft deres mission og ligeledes har troen på autoriteternes udsagn været væsentlige for verdensudviklingen. Forestil jer, at man i den gigantiske Sovjetunionen havde haft denne fremskredne individualitet, det ville have ført til uoverstigelige borgerkrige og revolter med endnu flere tabte menneskeliv.

Den fremskredne individualitet vil afføde, at mennesket ikke længere har behov for at læne sig op af en åndelig vejleder, rent fysisk, men i stedet søge næring i litteratur eller andet der kan stimulere og inspirere ved sit indhold. De omtalte personligheder som har det til fælles at de alle har oplevet dette sjælemørke forud for lysoplevelser/oplysning har desuden, for de flestes vedkommende, det tilfælles, at de på ingen måde har opfattet deres egen person som værende det essentielle i deres beretninger, men i langt højere grad lagt vægt på selve oplevelsen og indholdet. Det vil være det karakteristiske for de søgende der finder vej til åndsvidenskaben, at de netop slet ikke har nogen trang til sektdannelser og persondyrkelse. Man kan skelne mellem de tidligere nævnte oplevelser på den måde, at nogle af disse er forekommet enten ved, at de pågældende selv har søgt indsigt og ved træning af deres psykiske formåen er kommet i kontakt med højere bevidsthedsenergier eller er indtruffet helt uventet i forbindelse med svære kriser.

Rigtig mange mennesker der er åndeligt søgende, kender til begreber som kontemplation, Nirvana, ubegrænset lykkefølelse, oplevelsen af Guds nærvær og livets evighedsnatur. De fleste åndeligt søgende kender til begreber som reinkarnation og udvikling fra den ene inkarnation til den anden. Vi ved fra vores fjerne og umiddelbare fortid, at nogle af de store åndelige eller spirituelle personligheder har gået af den vej hvor livets mål var at opnå en eller anden form for åndelig indvielse. Det var ret almindeligt, at man tidligere frasagde sig denne verden fristelser og materielle goder og trak sig tilbage til et liv med meditation og Gudsfordybelse i en eller anden retning. Vi kender mange beretninger fra Indien om kloge vismænd der vandrede rundt i Himalaya og levede af hvad de fik at spise af andre og forsagede ægteskabet og det sociale liv for at opleve Nirvana og ligeledes har mange kristne og katolske præster og nonner viet deres liv til et ægteskab med Gud og levet et liv i forsagelse af denne verdens fristelser. Er det mon det der er meningen med vores tilværelse, eller ligger der et andet mål for vor eksistens-? Som Martinus skriver i artiklen: ”Døende kulturfaktorer” fra 1971: ”Det primære i tilværelsen blev i for høj grad meditation over livets spørgsmål og for lille grad en udvikling og træning i at omgås sin næste”. Denne trækken sig tilbage fra det fysiske liv i bøn eller meditation sker jo ud fra den overtro, at Gud er himmelen, som noget udefinerbart eller som en gammel mand med engle omkring sig. Det der er den store fornyelse i den åndelige indstilling er, at Gud er alt og også i både det såkaldt gode og det såkaldt onde her på jorden. Dermed også vor næste i bredeste forstand. Dermed er samværet og indstillingen til Gud, det samme som at være i kontakt med sin næste. Tidligere har man jo bekvemt anbragt Vorherre i himmelen og derfor troet at man var nødt til at gå i kirke eller i meditation for at få kontakt med Gud. Igennem kosmologien bliver det klart at der ikke er noget uden for Gud og således er både den fysiske verden og den åndelige et udtryk for Guds nærvær.

Martinus omtaler denne åndelige søgen som værende ude af trit med de humane impulser som er en forudsætning for at ”lutre” sin bevidsthed til modtagelighed for de højere bevidsthedsenergier. Den er hans opfattelse, at disse ”Vise mænd” eller søgende sjæle, ikke har bidraget til nogen som helst form for udvikling af forholdene for de fattige og syge eller andre nødlidende, men udelukkende har prioriteret deres egen lykke. De vil således ikke opfylde kærlighedsloven der siger: ”Du skal elske din næste som dig selv og din Gud over alle ting”. Det er selvfølgelig den Kristne model, men det er også den Martinus anser for værende den impuls der skal føre mennesket og verdenssamfundene til fuldkommengørelse. Der har selvfølgelig også i Østen været fremkommet gode kærlige ”Vise mænd” der har dannet ashrams eller åndelige skoler hvor disciple kunne tage ophold og via forskellige former for træning opnå åndelig udvikling af men om det ligefrem har ført til udvikling af deres samfund er en anden sag.

Jagten efter lykken!

Alle mennesker søger bevidst eller ubevidst efter det meget åbne begreb der hedder lykken. Om det er på de store boulevarder eller i varehusenes bugnede tilbud, i de pompøse villaer med havudsigt, bag rattet i en Ferrari eller som længslen efter at blive et med Gud, Buddha, Shiva eller andre Guder er for så vidt ligegyldigt i denne sammenhæng. Det primære er længslen efter at være lykkelig. At værre lykkelig opfattes af de fleste som en tilstand helt uden modstand eller bekymringer af nogen art medens andre igennem en eller anden form for meningsfyldt gerning oplever en forklaret tilværelse. De fleste af os husker sikkert Mother Theresa som levede en stor del af sit liv i Calcutta blandt de fattige og syge. For hende var det lykken ar arbejde på denne måde og hun sagde ”Gud giver ikke nogen en større byrde end de kan bære”, men hun tilføjede dog, ”at en gang imellem ville jeg have ønsket at Guds tillid til mig ikke var så stor”.

Lykken er altså det eftertragtede mål for os alle, bevidst eller ubevidst. Som jeg allerede har nævnt findes der mange bud på hvordan denne tilstand kan opnås, men de fleste er godt klar over, at det med at powershoppe ikke er vejen til en varig lykkefølelse. Mange bliver faktisk afhængige af forelskelse, for hvis blot man kan holde det niveau og det gode sexliv der følger med i forelskelsen, så er man lykkelig – så længe det varer – og så må man på den igen. De fleste er også godt klar over at indtagelse af narkotiske stoffer og alkohol kun giver en hurtig og kortsigtet lykkefølelse, for der er en alvorlig bagside ved medaljen. Derfor er der flere og flere der er gået alternative veje og i disse tider blomstrer alle mulige tiltag frem. Der er først og fremmest meditation, hvor selvfordybelse og forskellige teknikker kan skabe en harmonisk psykisk tilstand, men man skal være klar over, at den vej ikke, som de fleste andre, er uden farer. Den spirituelle vej, hvor den enkelte vender blikket indad og søger i sig selv er blevet mere og mere søgt, men også der er der en faldgrube, ”Narcissismen”, som er opkaldt efter en Prins ved navn Narcissus, der faldt i staver over sit spejlbillede og viede sit liv til at betragte og nyde sig selv.

Et af de momenter man skal have med i sine åndelige bestræbelser er ”alkærligheden” – uselviskheden” og her i den kristne verden har det fra vore præster i de sidste to tusinde år lydt ”du skal elske din Gud over alle ting og din næste som dig selv”. Det er anbefalingen for det kristne menneskes vej mod lykken og oplevelsen af det Guddommelige.

I al almindelighed består vores liv af store og små oplevelser af medgang og modgang. Det siges jo også, at modgang gør stærk, så noget tyder på at modgangen, stor som lille, betyder noget for vores personlige vækst.

For de af os, der har oplevet kriser i vores liv, og det gætter jeg på at de fleste af jer der er til stede her har haft, så ved vi godt, at medens krisen står på, så er der ikke meget lys i vores tilværelse. Vi kan ikke høre fuglene synge, skønt de gør det, vi kan slet ikke få øje på nogle lyspunkter overhovedet, der er ikke noget ved nogen ting og indtil vi på den ene eller anden måde får arbejdet os gennem krisen, lever vi næsten på samme måde som de personligheder jeg omtalte i starten af foredraget. Mennesker der siger til os: ”en skønne dag vil du være glad for den krise du går igennem lige nu” kan man få lyst til at spørge om de overhovedet selv nogen sinde har oplevet det som de taler om! Det er der sikkert mange der ikke har, men det er jo noget man siger for at hjælpe den deprimerede. Sagen er imidlertid den, at det faktisk er rigtigt, at man en skønne dag vil kigge tilbage på krisen og sige, ”jeg kan godt se at den har gjort mig godt på den eller den måde”.

At vi alle og enhver på denne klode undergår en vis udvikling i den tid vi er her på jorden i det fysiske liv og at jordens menneskehed samlet, trods alt har gennemgået en kollektiv udvikling er vel ikke til diskussion? At vi alle har ændret vores sansebegavelse eller evne til at opleve tilværelsen i et bredere og dybere perspektiv turde vel ligeledes være en selvfølge. Hvis vi kaster blikket bagud gennem de forskellige historiske perioder, så er vi jo i forhold til mennesket i middelalderen, milevidt fra den overtro og uvidenhed om specielt de fysiske realiteter der herskede dengang. Videnskaben har gennemanalyseret hele det fysiske univers og befinder sig nu på kanten til et område der ikke kan sanses med de traditionelle fem sanser – syn – hørelse – lugt – smags og følesansen. Af samme grund mener man, at der ikke eksisterer mere end dette fysiske univers. Det er dog sådan, at den samlede menneskehed ikke har præcis samme sanseniveau, men befinder sig på højst forskellige udviklingstrin og nogle mennesker er begyndt at kunne sanse åndeligt.

De menneskelige og dyriske tankeklimaer!

Se også symbol 33

Her skal det blot vises hvordan de forskellige tankeklimaer, betinger enten de dyriske, selviske anlæg eller de humane menneskelige anlæg.

Den jordmenneskelige organisme – Det dræbende princip – Dødsbefordrende tankearter, brødnid, begærlighed, skinsyge, misundelse, bedrageri, magtsyge o.s.v. – Hovmod og ærgerrighed – Det rigtige menneskeriges fødselsveer, de ulykkelige ægteskaber – Humanismen – den enpolede kunst/dyrerigets kunst – det religiøse princip med kristendommen, dyreofringer, de religioner der hylder krigsguderne Thor o.a. – den højpsykiske magi og den sorte magi – den store fødsel – den hellige ånd, ingen reinkarnation – materialisation og dematerialisation.

Det kan selvfølgelig være mægtig interessant at få kendskab til disse menneskers vidunderlige lysoplevelser der mere eller mindre radikalt har ændret de pågældendes tilværelse. Man under dem selvfølgelig alt det gode der kommer ud af det, men hvad med os selv. Alle vi almindelige og tilsyneladende helt betydningsløse mennesker der passer vores daglige arbejde og ikke drager til eksotiske lande og fordyber os i Livets mysterier? Hvad skal der dog blive af os? Skal vi ikke opleve dette fænomen og skal vi ikke opleve vores egen udødelighed. Skal vi ikke opleve at vi er Guds sønner?

I slutningen af småbog 19 skriver Martinus om nogle lysoplevelser som han benævner som kontakt med den ”hellige ånd”, også kaldet ”Kosmiske Glimt”:

''Det er ofte sådan, at når der er gået en vis årrække efter det første kosmiske glimt, hvor det har efterladt sig lys i bevidstheden, fordunkles dette noget, og væsenets ufærdige sider begynder igen at ville tage overhånd. Herved bringes det i kamp med disse “tærskelens vogtere” i sit eget sind, en kamp, der altid vil ende med sejr, og da kommer der et nyt kosmisk glimt, som bliver stærkere end det første. Således vil det fortsætte, indtil der ikke er mere tilbage af den dyriske natur i mennesket, da opleves den store fødsel, og mennesket bliver et kristusvæsen, som er et med Faderen, og som i alle situationer gør, hvad der er Guddommens vilje.'''

Vejen til denne afklarede tilværelse er altså ifølge Martinus, at leve et ydmygt liv med sin næstes lykke for øje. Og ”næsten” befinder sig lige såvel hjemme i familien, som på arbejdspladsen og ned ved kassen i Netto. Ligeledes skal man ikke glemme at behandle sin organisme der rummer millioner af små væsener, der bestemt er lige så meget vor næste, samt naturen omkring os med kærlighed.

Pin It on Pinterest

Share This