Af John Klemens Nielsen

En af de mest markante og dramatiske hændelser, både historisk. kulturelt og religiøst, indtraf for godt 2000 år siden, da Jesus blev korsfæstet på Golgatha. I forhold til den ”forbrydelse” han havde begået, må man sige, at det med et nutidigt begreb må kaldes for et justitsmord. ”Forbrydelsen” bestod i, at han udviste en helt anden adfærd end den gængse, en adfærd og væremåde som i den grad vandt gehør blandt befolkningen hos de der var udviklede nok til at modtage budskabet.

Jesus popularitet og tilhængerskare voksede hastigt, hvilket yderligere bekymrede præsterne og embedsmændene, som følte at de var nødt til at skride ind overfor denne oprører. Skønt Kong Herodes havde fået sympati for Jesus måtte han rette sig efter klagerne hvorfor han sendte ham til Pilatus for selv at slippe for at dømme ham. Pilatus havde samme problem og sagde til præsterne, at han ikke fandt ham skyldig i de rejste anklager og sendte ham tilbage til Herodes. Historien gentager sig og heraf kommer udtrykket ”fra Herodes til Pilatus”. Vi ved fra historien at det endte med, at Pilatus skulle føre sagen mod Jesus og troede at han kunne slippe for at dømme ham ved at give amnesti til en ”forbryder”. Han lod folkemasserne vælge om Jesus eller forbryderen Barrabas skulle sættes fri, men det endte som bekendt med, til Pilatus store ærgrelse, at det var Barrabas der fik glæde af Pilatus amnesti.

Korsfæstelsen var den tids straf til forhærdede forbrydere som mordere o.l. I Jesu tilfælde kan man undre sig over, at det gik som det gjorde, for han var jo hverken kriminel endsige morder. Hans prædikener om fred og kærlighed talte umiddelbart til folket, men præsterne var urolige for, at han fik for megen magt og det undergravede jo deres favoriserede position i samfundet. Skønt det umiddelbart kan lyde kynisk og uforståeligt, så var Jesu mission og bestemmelse dog, at han for alverden skulle demonstrere hvor langt et menneske bør strække sig overfor andre der på grund af uvidenhed og primitivitet gør dem ondt og behandler dem ”uretfærdigt”. Denne mission opfyldte han, – ikke som en tung pligt -, men opfyldt af ”den hellige ånds” umådelige kraft, som bar ham igennem de fysiske og psykiske lidelser han blev udsat for. Det ville ikke have haft den tilsigtede effekt, hvis blot Jesus havde prædiket tilgivelse og eventuelt blot nedskrevet denne anbefaling, som det er sket i form af testamenterne. Det der skulle til, var som nævnt, en klar og utvetydig fysisk demonstration af tilgivelse – et lysende eksempel – i sin reneste form – en manifestation der ville kunne stå som et eksempel i årtusinder. Begivenheden har da også siden været centralt i kristendommens forkyndelse, om end man fra kirkens side har opfattet det sådan, at Jesus påtog sig vore synder gennem korsfæstelsen og at Gud legemliggjorde sig selv gennem Jesu fødsel. Så stærk en manifestationen var korsfæstelsen dog, at man i de fleste kirker har billedliggjort korsfæstelsen i en eller anden form.

I Jesus tilfælde ser man hvordan et menneske med ”kosmisk bevidsthed” og en mission som ”verdensgenløser”, vælger at lade sig korsfæste, på trods af, at hans indsigt og kærlighedsstandard lå langt over niveauet for den tids mennesker. Moralen på den tid var overvejende præget af det gamle testamentes ”lovgivning”. Her gjaldt den helt enkle moral, tand for tand og øje for øje – altså gengældelsesprincippet også kaldet Moseloven, grundlaget for jødernes liv og lov. Denne lov ledte menneskeheden gennem en mørk periode i udviklingen og affødte frygt, undertrykkelse og lidelser. Man kunne synes at det var nogle dårlige råd de fik af Moses, men Moses var budbringer af de moralske betingelser som var naturlige for datidens menneske, hvorimod de humane og næstekærlige bud, ville have været, som det siden er blevet omtalt ”at kaste perler for svin”.

De nutidige retsprincipper hviler ligeledes på den gængse statsautoriserede moral, som altså er lig med det ”de fleste gør og mener”. I vor tid er det dog i nogen udstrækning det kristne, humane grundlag lovgivningen er baseret på, men der ses tydelige tendenser fra ”Moseloven” alene i kraft af selve grundlaget for strafudmålingen – en hævn/straf der skal stå i forhold til lovovertrædelsen. Den er jo baseret på et gammelt ”hævnprincip” hvor ”offeret” har krav på oprejsning i form af en passende ”straf” til ”gerningsmanden”. Den lovgivende magt og kirken har igennem århundreder været nært forbundne, ja kirken var i fortiden selve den lovgivende magt og har skabt det lovgrundlag der eksisterer i dag. Lovgivningen vil i alle tilfælde være bagudrettet, forstået på den måde, at man ikke kan lovgive for en gerning eller adfærd man endnu ikke har oplevet, men først kan lovgive om når man bliver opmærksom på, at handlingen er til gene eller lidelse for omgivelserne. ”Den guddommelige opdragelse” eller undervisning af menneskeheden bliver således præsenteret gennem ”omgivelserne” i form af ”det daglige liv”. Det gælder naturligvis både i de nære relationer såvel som i skikkelse af ”samfundet”. Her finder den vekselvirkning sted der skal lære os at kende forskel på ”ondt” og ”godt”. Ud fra de personlige erfaringer og erkendelser vil man til enhver tid være på toppen af sin udvikling, måske lige undtaget fra det man kunne kalde for ”åndelig dovenskab”. Denne dovenskab ytrer sig ved, at man somme tider tænker ”mon ikke jeg slipper af sted med dette denne ene gang” velvidende, at ”loven om årsag og virkning” ikke nogensinde kan gradbøjes. Kunne den det ville man være ude af stand til at lære og tage højde for hvordan man kan skabe sig selv en lys og vidunderlig tilværelse såvel som det modsatte.

Har korsfæstelsen noget budskab til det moderne menneske der gerne vil arbejde målrettet og bevidst med sin egen udvikling hen imod et mere menneskeligt udtryk? Som nævnt er det jo for de fleste blot et ”Ikon” der er placeret i de fleste kristne kirker over alteret og som skal lede tankerne hen på det som kirken mener, var den ”synd” Romerne begik da de tvang Jesus på sin vandring ad Via Dolorosa, slæbende på det tunge kors som han senere skulle blive naglet til.

I det daglige samvær med ”omgivelserne”, i hvilken form det end måtte være, kan det enkelte menneske dog sagtens opleve en symbolsk ”korsfæstelse”. Her skal man huske på principperne i den korsfæstelse Jesus oplevede. Der var tale om et menneske der, som nævnt, stod højt hævet over sin samtid i human og intellektuel udvikling og var opfyldt af den ”hellige ånd”, altså kosmisk bevidsthed. I den situation blev han et ”offer” dels for misundelige, magtsyge, egoistiske præster og dels for en uvidende og suggestiv folkemasse der ikke vovede og evnede, at sætte sig op mod de Romerske magthavere.

På samme måde, kan der være en situation man som ufærdigt menneske kan opleve, rent symbolsk, i forholdet til andre mennesker, der i en given situation fremstår med en viden og human standard der ligger under ens egen og derfor kan skabe en overensstemmelse. Det vil i nogle tilfælde være umuligt, at få den anden og i den sammenhæng mindre udviklede part, til at forstå de synspunkter, der kan ligge til grund for uoverensstemmelsen. Her må man, i symbolsk forstand, være indstillet på at lade sig ”korsfæste”. Nok bliver man ikke hængt op på et kors og ej heller naglet med stålspigre, men man kan godt, rent mentalt, befinde sig i den situation, at man må give afkald på at få ”ret” og sige som Kristus ”forlad dem thi de vide ikke hvad de gør” uden af den grund at forfalde til teatralsk selvophøjethed. Hvis det ikke blot er tom retorik, men en dybfølt erkendelse af, at sådan er situationen i al sin enkelhed, ja så gør man det ikke til et martyrium, men i erkendelse af, at hvis denne situation skal ende fredeligt, så må jeg lade mig ”korsfæste”. Her går hvert eneste menneske på sin egen udviklingsvej den tunge vej ad Via Dolorosa, smertens vej, som den kaldes.

Man kan vel godt forestille sig den situation, at man ved de store højtider eller andre fælles arrangementer kan opleve, at man som vegetar og ikke nydende alkohol, kan blive udsat for intolerance og uforståenhed, ligesom afvigelser fra den ”normale” sociale adfærd i det hele taget kan afstedkomme alt lige fra undren til stærke reaktioner fra omgivelserne. I sådanne situationer er det vigtigt, at man er ”rodfæstet” i sin overbevisning og ikke lader sig rokke. Det kan jo gøres på mange måder, men det klogeste er nok at skabe så lidt polemik om egen person som det er muligt, for det er jo slet ikke den der er det interessante.

Der skal dog nok være flere der har oplevet, at omgivelserne reagerer voldsomt når man forlader det fælles grundlag, som for mange er identisk med en tæt social relation. Flokbevidstheden ligger begravet et eller andet sted i vor bevidsthed, men er stadig et væsentligt moment i vores sociale adfærd. Alle de tilknytninger vi har i form af foreningsarbejde, sportsklubber og alle de andre foreningsdannelser vi kender kan jo i høj grad været bundet til ”flokdannelser” med egne sociale regelsæt der ofte kan udvikle sig til en snærende ”mental spændtrøje” fordi den begrænser en adfærd der ligger uden for de ”uskrevne love”. At samles omkring et måltid mad er et meget udstrakt og populært fællesskab hvor der ofte ikke tolereres nogen ”slinger i valsen” og kød i de serverede retter er det almindelige. Når man efter nogen tids overvejelse bliver nødt til at ”gå til bekendelse” og fortælle at man er blevet vegetar, så kan det i mange tilfælde udløse både vrede, undren og fortvivlelse og man vil ofte blive spurgt – ”hvorfor”? Min personlige oplevelse har været, at det kostede venskaber og sympati at blive vegetar fordi det trods alt viste sig, at det i nogle tilfælde ikke var muligt at bevare den venskabelige kontakt med så forskellige opfattelser og holdninger til hvad man bør spise. Spørgsmålet er så om man skal lade sig ”knægte” af modgangen og søge tilbage i ”folden” eller om man skal tage det standpunkt, at man trods alt gør det rigtige overfor medvæsenerne i dyreriget der kan få lov at dø af alderdom, samtidig med at man sparer sig selv for den drabskarma kødspisning indebærer. Martinus skriver i ”Logik” kap. 5:

Vejen til den virkelige sandhed, retfærdighed og viden går således gennem den offentlige menings skærsild, dens korsfæstelse, dens laden hånt om alt, hvad der ikke er sagt af den eller den for tiden offentligt anerkendte autoritet, dens ringeagt eller forhåndsafvisning af alt, hvad der ikke har et akademisk stemplet ophav. Dens ironi, mistænksomhed, bagtalelse og latterliggørelse er de realiteter, enhver sandhedssøger, enhver virkelighedsforsker må overvinde, må gøre sig immun overfor, før han kan begynde at erkende den virkelige logik, begynde at opleve det virkelige liv.

Som man kan forstå af ovennævnte tekst er det dog ikke kun vegetarisme der kan skille mennesker fra hinanden. Politiske holdninger, moralske uoverensstemmelser o.m.a. kan afføde livslange uvenskaber. I forbindelse med ”mentale korsfæstelser” gælder det som nævnt, at ”den kloge” ofte må lade sig ”korsfæste” af ”den mindre kloge” – for fredens skyld, uden at det får karakter af overbærenhed. Man kan med et smil konstatere ”at det er vi godt nok ikke enige om, men skidt med det, det er der jo ingen grund til at blive uvenner over”.

Korset som symbol undergik en forvandling ved Jesu korsfæstelse siger Martinus. Korset blev et helligt symbol. Indenfor esoteriske og okkulte lærer, har korset været set som symbolet på ”åndens forening med materien eller stoffet” idet den vertikale akse er symbolet på ånd og det horisontale er symbolet på stof. Det er jo præcis den samme udlægning som Martinus viser os ved ”det treenige princip” hvor jeget, overbevidstheden og det skabte danner selve ”det levende væsen”. Korset er gennem tiderne blevet brugt i sammenhænge, som i forhold til symbolets hellige natur, næsten kan betegnes som blasfemiske. Endeløse rækker af kors pryder de faldne soldaters grave, grave der demonstrerer at her på jorden hersker stadig ”det dræbende princip” i form af de talløse krige med millioner af dødsofre. Mange nationer smykker også deres nationale flag med korset i skærende modsætning til eventuelle engagementer i krige rundt omkring i verden. Korset og korsfæstelsens symbolværdi bør i stedet lyse ud over hele vores jord og være symbolet på fred, kærlighed, tolerance og venskab i stedet for den kaotiske ufredelige tilstand der behersker kloden. Lige så indlysende er det dog, at ingen kommer til højere erkendelse eller fuldkommenhed uden igennem modsætningen, – ufuldkommenhed. Denne vandring eller udvikling fra ufuldkommenhed til fuldkommenhed kalder Martinus ”hvert enkelt menneskes vandring ad Via Dolorosa”, smertens vej der vil føre til en højere erkendelse, en tiltagende humanisme, et fuldkomment samfund og et fuldkomment klima i både psyken og i naturen.

Martinus skriver i AS 1 stk.12.4:

Kristi “andet komme” bliver således mere i “skyerne” end hans “første komme”, der blev en ren, fysisk, legemlig demonstration i form af korsfæstelsen. Dette “første komme” var en “dommedag” en miniature. Det var en praktisk demonstration af “dommedagens” indtog i det enkelte menneskes bevidsthed. Det var en opvisning af, hvorledes det udviklede menneske modtager “dommedagen” eller lidelserne og igennem dem når “opstandelsen” eller fuldkommenheden. Det var anvisningen på, hvorledes det jordiske menneske bør modtage “dommedagen”, når den ved Kristi “andet komme” er rettet mod hele menneskeheden. “Dommedag” er menneskehedens vandring til Golgata. Kun igennem den “blodige angstens sved” fra “Getsemane” bliver menneskene modtagelige for lyset, for “opstandelsen”.

Pin It on Pinterest

Share This