Fra bogen "Det Kosmiske Gudsbegreb"

Af Per Bruus-Jensen

Indledning

Betænker man, hvor udbredt fænomenet skønhed er i naturen med dens storslåede scenerier og mange vidunderlige organismeformer og dertil føjer, hvor stor vægt vi som mennesker selv lægger på skønhed, får man en mistanke om, at alt det smukke fra naturens side er et direkte tilsigtet mål for vores opmærksomhed; dvs. er noget, der tjener et kalkuleret formål – helt i strid med det såkaldte objektivitetspostulats idé og grundlæggende pointe. For ifølge dette postulat opererer naturen udtrykkeligt ikke med planer, hensigter og formål, men derimod med upersonlige, objektive naturlove i samspil med et væld af rene tilfældigheder, og hvorfor dens såkaldte skønhed heller ikke kan tillægges et nærmere bestemt formål. Fx at skulle gøre indtryk på nogen og således tjene som et tilsigtet mål for nogens opmærksomhed.

 

Objektivitets- postulatet i søgelyset

Var det ikke fordi objektivitetspostulatet spiller en aldeles afgørende rolle for den måde, den videnskabelige udforskning af naturen foregår på, kunne man være komplet ligeglad med dets idéindhold. Men det gør det altså (spiller rolle), og det i så høj grad, at det med den franske molekylærbiolog og nobelpristager Jacques Monod's ord stadig gælder, at man ikke på blot et enkelt område – eller kun for et øjeblik – kan overskride dets normer og pointe uden at forråde enhver form for videnskabelighed.

Imidlertid er det udtrykkeligt kun et postulat. Oven i købet et aksiomatisk postulat, hvilket i dette tilfælde vil sige et slet og ret vedtaget udgangspunkt for anerkendt forskningspraksis. Men vel at mærke et udgangspunkt, der ikke er begrundet i nogen sikker viden om dets berettigelse, hvorimod det har rod i en subjektiv fornemmelse af eller forestilling om, hvad der må være praktisk og relevant set i lyset af det umiddelbare indtryk, man har af naturens måde at fungere på.

Betragter man i denne forbindelse den moderne teknologi som en frugt af naturvidenskabens forskningspraksis, må man indrømme, at den pågældende praksis med dens forankring i objektivitetspostulatet besidder enormt stor præstationskraft. Ikke desto mindre er det et åbent spørgsmål, om denne præstationskraft er tilstrækkelig til at gøre det pågældende postulat uantasteligt og urørligt – altså godtgøre, at det virkeligt gælder 100% og således er hævet over enhver indvending og kritik…?

 

Hjernen og den subjektive faktor

At objektivitetspostulatet virkeligt skulle kunne gøre krav på en sådan position og status turde efter undertegnedes mening være tvivlsomt – trods alt. I det mindste hvis de levende væsener med mennesket i spidsen kan medregnes som en del af naturen.

Og apropos naturen; lad os et øjeblik vende blikket mod netop al skønheden i naturen her på Jorden – specielt de levende væsener i alle deres vidunderlige former og farver: dyrene, fuglene, fiskene, insekterne (sommerfugle, guldsmede mv.) og blomsterne samt havenes ufattelige mængder af fantastisk konstruerede og designede mikroorganismer. Til hvilken nytte al denne skønhed og designkunst, hvis naturen blot er objektiv og dermed uden planer for noget som helst, og ligeledes uden interesse for noget som helst….? Hvorfor er det alt sammen overhovedet blevet til…?

Svaret er det helt indlysende, at naturen ikke KUN er objektiv, men i høj grad også subjektiv og projicerende. I hvert fald den del af naturen, der er repræsenteret ved netop de levende væsener. For alle er disse på hver sin måde i stand til at præstere det særlige, vi kalder "at opleve", og alle er de på dette grundlag også i stand til at registrere hinanden på utallige måder. Og de gør det; registrerer hinanden. Hele deres liv og tilværelse er faktisk baseret på dette – både i forbindelse med jagten på føde, i kampen for at overleve naturens righoldige arsenal af destruktive kræfter, og i bestræbelserne på via parring og reproduktion at videreføre arterne i tiden.

Ja, men det er der da ikke noget mærkeligt i; det er jo helt naturligt og selvfølgeligt, kan man indvende.

Men det er absolut ikke rigtigt. Det er tvært imod livets og tilværelsens allerstørste mirakel – altså dette at de levende væsener kan opleve. For det betyder, at de med deres objektive organismer er i stand til at frembringe et komplementært modstykke til denne deres objektive natur, nemlig det modstykke, vi kalder "livets oplevelse", og som udtrykkeligt ikke er noget håndgribeligt objektivt, men derimod noget højst uhåndgribeligt subjektivt, som ifølge det tidligere omtalte objektivitetspostulat slet ikke skulle eksistere – og da slet ikke som et træk ved den døde og sjælløse natur. Med mindre man glemmer, at det samme objektivitetspostulat i sig selv er en frugt af subjektiv væren og virksomhed, repræsenteret ved de tanker og overvejelser hos visse mennesker, som det skylder sin eksistens og sin indflydelse på den naturvidenskabelige forskning. Hvoraf det fremgår, at objektivitetspostulatet i virkeligheden er et kæmpe paradoks.

Men dermed er sagen ikke slut. Stiller man nemlig skarpt på selve det subjektive oplevelsesfænomen, bliver det hurtigt klart, at det 100% befinder sig i gæld til visse objektive sanseprocesser og hjernefunktioner. Ikke mindst de sidste, idet det er disse, der på mirakuløs vis omdanner de objektive sanseimpulser til subjektive oplevelsesbilleder, præget af former, farver, lyde, lugte, dufte, smagsindtryk osv.

Faktisk lever vi (for en rent materialistisk betragtning) helt overvejende i vore hjerner – både når vi taler om vore private oplevelsesbilleder, og når det drejer sig om vort tanke- og følelsesliv mv. Alt sammen er det i så høj grad frugter af vores hjernevirksomhed, at vi uden overdrivelse kan hævde 100% at leve vort subjektive liv i vore respektive hjerner. Hvilket også ville være åbenlyst for hver eneste af os, hvis ikke det var fordi vore hjerner er indrettet til at fremstille den subjektive oplevelsesverden for os som bl.a. en ydre verden. Altså som en verden, der eksisterer uden for kraniet og dermed uden for den hjerne, der genererer den. Var hjernen nemlig ikke i stand til at præstere denne helt specielle projicerende virksomhed, ville det uden videre være en triviel kendsgerning for os, at vi rent subjektivt lever inde i vores hjerne, hver eneste af os. Og hvad der gælder for mennesket, gælder tilsvarende for samtlige øvrige væsener tilhørende dyreriget. Alle lever de deres subjektive liv og tilværelse inde i deres respektive hjerner, men tænker ikke over det/gennemskuer det ikke, netop fordi hjernerne får den oplevede verden til at optræde og fremstå for os som en såkaldt ydre verden. Oven i købet som en ydre verden, der i så høj grad falder sammen med den objektive genstandsverden, at vi normalt ikke skelner mellem det ene og det andet, men på naiv-realistisk vis opfatter de to verdener som ét og det samme. Og hvilket naturligvis også er uhyre praktisk og hensigtsmæssigt, efter som det giver os rig mulighed for at kunne orientere os og dermed manøvrere forholdsvis sikkert i den objektive genstandsverden.

 

Konklusion

Som det fremgår, er naturen tydeligvis ikke kun objektiv, således som objektivitetspostulatet postulerer, men omfatter også en subjektiv dimension, repræsenteret ved den livsoplevelse og det bevidsthedsliv, som de levende væseners fysiske hjerner alle uden undtagelse genererer på et eller andet niveau – højere eller lavere alt efter hvilken type væsen, der er tale om.

Men hvad mere er: naturen opererer tilsyneladende ikke med denne subjektive dimension i blinde, men kalkulerer efter alt at dømme helt overlagt og målbevidst med den, og det i en sådan grad, at der simpelt hen er tale om direkte stokastisk eller målbevidst virksomhed. Herfor taler nemlig helt oplagt netop skønheden i naturen – naturens rent ud utrolige form- og designkunst i al dens raffinement og uendelige variationsrigdom, idet disse træk ved naturen jo ville være helt uden værdi, hvis ikke de levende væsener var i stand til at opleve hinanden, men definitivt var spærret inde i hver sin hjernestruktur med samt dens processer. Og følgelig må naturen på en eller anden måde være 'klar over', at dette sidste ikke er tilfældet, således at det er værd for den at satse på netop form- og designkunst. Og vel at mærke som et direkte mål for de levende væseners opmærksomhed. Oven i købet et vitalt mål at dømme efter den vægt og betydning, vi som mennesker generelt tillægger skønhed, og som – på hele biosfæres vegne – i form af kurmageri og parringsspil mv. ikke mindst kommer til udtryk, når vi skal vælge os en ægtemage.

Til illustration af dette sidste husker forfatteren således en lille gærdesmuttehan (en af Danmarks mindste fugle), der en sollys forårsdag på en brændestak ihærdigt gjorde kur til en hun et lille stykke derfra.

Det foregik på den måde, at han med halvt udbredte vinger og front mod den udkårne dansede rundt på brændestakken, samtidig med at han forførerisk vrikkede med sin opretstående lille hale fra side til side, igen og igen. Og det var helt klart, at han med sit kropssprog signalerede til damen: "Er jeg ikke dejlig…?"

Og hvem kan ikke på hver sin vis genkende sig selv i den ihærdige lille gærdesmuttehan – helt i strid med objektivitetspostulatets præmisser. For som utallige andre eksempler viser, er naturen ganske åbenlyst ikke kun objektiv og materiel; den er i høj grad også subjektiv og åndeligt projicerende, hvilket det pågældende postulat som udtryk for en idé og et ræsonnement selv er det bedste vidnesbyrd om.

Men hvordan naturen i praksis målbevidst varetager sin skønhedsskabende virksomhed og designkunst er en helt anden historie. Foreløbig vil det være mere end tilstrækkeligt, om man på rette sted erkendte objektivitetspostulatets begrænsede gyldighed og på dette grundlag beredte sig på at anerkende og tilslutte sig en forskningspraksis, der også seriøst tager tilværelsens subjektive og åndelige dimension i betragtning.

For ikke sandt: hvem eller hvad har fx udtænkt og indrettet hjernerne til at fungere til fordel for skabelsen af en subjektiv virkelighed uden for hjernerne selv og dermed i en sfære, hjernerne på objektivitetspostulatets betingelser ikke på forhånd kan have kendskab til eksistensen af.

Og i samme forbindelse: hvad kan have inspireret hjernerne til oprindeligt at udvikle de sanseorganer, der skal sætte de samme hjerner i forbindelse med en verden, hvis eksistens de ikke på forhånd kender…?

Men sidst, og ikke mindst: hvordan finder hjernerne på de rådende vilkår overhovedet ud af 'rent teknisk' at gennemføre deres avancerede konverterende og projicerende virksomhed…?

Eller for at sige det helt kort: hvordan kan de pågældende hjerner som konverterende og projicerende størrelser overhovedet være fremgået af en objektiv og ikke projicerende natur…? Kan man tænke sig nogen større selvmodsigelse…?

 

Illustrationer:

1. Mikroskopiske kiselskaller

kiselskaller

Til trods for sin påståede objektivitet og sjælløshed excellerer naturen til overmål i designkunst og skønhedsskabelse. Illustrationen viser et lille bitte udvalg af mikroskopiske kiselalger, der fører deres tilværelse i verdenshavene, og som eksisterer i tusinder af forskellige former, der for manges vedkommende har tjent som forbilleder for menneskelig smykkekunst. Men selv tilkendes de ikke nogen oprindelse i et ophav, der har sans for design og formskønhed…

 

2. Toppet lappedykkere i parringsspil

lappedykkere

Takket være, at impulserne fra dyrenes og menneskenes sanseorganer ikke kun opleves i de tilsluttede hjerner på et indre plan som fx menneskets tanker og følelser, men af de samme hjerner projiceres ud i den ydre verden som konkrete visioner, der overlejrer denne verdens genstande, kan disse væsensformer opleve hinanden på en måde, der til fordel for bl.a. reproduktion gør skønhed og andre attributter til aktiver for gensidig tiltrækning, eksponeret gennem kurmageri og parringsspil.

 

3. Passionsblomst

passionsblomst

 

Med deres lokkende farver, former og dufte samt besnærende nektardepoter satser de blomsterbærende planter tydeligvis på at blive registreret af udvalgte medvæsener, der kan bestøve dem. Men da planterne selv nærmest er bevidstløse, kan man ikke mistænke deres lokkemidler for at udtrykke en overlagt strategi fra deres egen side, idet en sådan strategi forudsætter bevidst viden hos planterne om eksistensen af netop medvæsener, der både kan registrere dem og føle sig fristet af deres lokkemidler. Og følgelig må de pågældende strategier på planternes vegne overordnet henføres til naturen som sådan

– helt i strid med objektivitetspostulatets forudsætninger…

 

 

Pin It on Pinterest

Share This