Fra bogen "Det Kosmiske Gudsbegreb"

Af Per Bruus-Jensen

Indledning

Som udforskningen af den fysiske hjerne skrider frem, kommer det stadig tydeligere til syne, at hjernen i et og alt synes ansvarlig for hele den side af den menneskelige tilværelse, vi kalder ”det åndelige”, ”det mentale”, ”det psykiske”. Kort sagt hele det subjektive univers, vi hver især lever i her på det fysiske plan. Dette personlige univers synes 100% genereret af den fysiske hjerne og dens processer, således at samme univers uden videre kan defineres som et resultat af den måde, hvorpå hjernen og dens funktioner eksisterer for os…

Som det indirekte bevis på denne sammenhæng tjener de erfaringer, der vindes i forbindelse med læsioner, skader, indgreb og defekter i hjernen – herunder påvirkninger i form af alkohol og psykofarmaka – narkotiske stoffer inklusive.

Dette syn på hjernen som faktisk ophav til alt det såkaldte åndelige registreres ofte af åndeligt interesserede og søgende mennesker som højst ubekvemt i den forstand, at det synes at anfægte netop ”det åndelige” som noget reelt – ja, helt overflødiggør det som en faktisk, uafhængig virkelighedssfære betragtet. Og reaktionen er ofte en strategi lig strudsens; man lukker simpelthen øjnene for hjerneforskningens resultater og slår sig til tåls med, at forskerne nok bliver klogere, når de engang kommer til vejs ende med deres undersøgelser.

Denne reaktion er så meget mere forståelig som de opnåede forskningsresultater tilskynder hjerneforskerne til at hævde, at alt det åndelige/subjektive, hele vor livsoplevelse og bevidsthed, slet og ret er ren og skær skin-virkelighed af såkaldt epifænomenal observans. Hvilket i praksis vil sige en form for illusorisk og dermed utroværdig virkelighed.

Imidlertid kan netop denne holdning påvises at være det svage led i den materialistiske hjerneteori og dermed det punkt, der giver mennesker med længsel efter en autentisk åndelig virkelighedsopfattelse nyt håb.

Svagheden viser sig ved, at hjerneteorien som et produkt af menneskelig hjernevirksomhed selv tilhører den subjektive virkelighed og dermed også selv må betragtes som et eksempel på epifænomenal skinvirkelighed, omfattet af de samme forbehold mht. troværdighed som alt andet af subjektiv natur. Eller sagt anderledes: Ved at fremføre det epifænomenale postulat med samtlige dets implikationer ophæver den materialistiske hjerneteori på forhånd sin egen troværdighed og ’skyder’ dermed så at sige sig selv i foden…

At nå til denne konklusion er imidlertid ikke ensbetydende med total afvisning eller underkendelse af hjerneforskningens empiriske, faktuelle, operationelle samt terapeutiske kvaliteter og aspekter, men angår alene den type eksistentielle konklusioner, man mener at kunne drage af sin forskning.

Først og fremmest udelukker den pågældende forskning efter forfatterens mening ikke på nogen måde muligheden af, at hjernen de facto samarbejder med et ’bagved’ liggende ikke-fysisk organsystem. Et system, der tjener som den udslagsgivende faktor mht. den fysisk-objektive virkeligheds konvertering til subjektiv-åndelig virkelighed, repræsenteret ved personlig, privat livsoplevelse og bevidsthed. Tværtimod kunne antagelsen af et sådant ikke-fysisk para-system måske kaste forklarende lys over en hidtil uløst gåde inden for den igangværende hjerneforskning. Nemlig gåden om de såkaldte qualias tilblivelse og natur, hvormed der i praksis sigtes til hele det register af sansekvaliteter (lyde, lugte, dufte, farver, toner etc.), der præger vor daglige livsoplevelse, og som tilblivelsesmæssigt tager udgangspunkt i vekselvirkningen mellem det enkelte menneskes sanseapparat og den omgivende stofverden. Netop dette arsenal af subjektive fænomener og deres tilblivelse har til dato trodset ethvert forsøg på udtømmende, videnskabelig forklaring, og i mangel af bedre postulerer man i overensstemmelse med den rådende grundholdning, at de pågældende qualia simpelthen er produkter af en særlig tolkningsvirksomhed, som hjernen på en eller anden måde er i stand til at præstere…

 

Den røde postkasses mysterium

Til belysning af hjerneforskernes problem mht. de omtalte qualia skal vi et øjeblik opholde os ved oplevelsen af en rød postkasse. En ganske almindelig dansk postkasse. Og vi vil forenkle problemet ved at nøjes med at fokusere på oplevelsen af selve den røde farve; hverken mere eller mindre.

Rent umiddelbart synes der ikke at være noget problem; postkassen er jo simpelthen rød, og derfor oplever vi den naturligvis også som rød; det er simpel, naiv-realistisk logik.

Men er det nu også det…?

Nej, på ingen måde. Tænker man sig nemlig postkassens røde maling forstørret op, så man kunne se de enkelte maling-atomer, vil det vise sig, at disse slet ikke selv er røde. Ja, de har overhovedet ikke nogen farve, men er i virkeligheden blot svingende systemer og mønstre af masseenergi; og vel at mærke i sig selv usynlig masseenergi. Men atomerne vekselvirker med det lys, der kommer fra solen og kaster noget af det tilbage og ind i vore øjne. Nemlig den såkaldte røde del af dette lys.

Undersøger man imidlertid denne røde del nærmere, viser det sig, at der blot er tale om elektromagnetiske svingningssystemer med en særlig frekvens og bølgelængde. Men uden det mindste spor af rød farve. Faktisk er de pågældende svingningssystemer i sig selv fuldstændigt farveløse, og dertil fuldstændigt usynlige, og spørgsmålet er derfor, hvor den røde qualia kommer fra…?

Man ved det ikke! Det er et uløst mysterium, og man har endog ikke fat i blot begyndelsen til en løsning, men må nøjes med at postulere, at hjernen med udgangspunkt i den foreliggende bølgelængde på en eller anden måde tolker øjnenes input af elektromagnetisk energi som farven rød.

Til gengæld møder man hos Martinus i det mindste udgangspunktet for en mulig forklaring. Nemlig i form af det såkaldte sanseregister, der er et ikke-fysisk organ, bygget op af det erfaringsmateriale, som det enkelte menneske har høstet gennem sin evige fortid. Ved sin måde at være ’konstrueret’ samt sin måde at fungere på er sanseregistret simpelthen skræddersyet til at reagere på objektive impulser udefra med kvalitative output’s i form af netop sansekvaliteter med eksistens for udelukkende det Selv eller Jeg, der som endnu en side af den ikke-fysiske virkelighed er sanseregistrets skaber og legitime indehaver. Hvilket igen betyder, at den røde farve i Martinus’ fremstilling helt præcist kan defineres som et spørgsmål om den måde, hvorpå specielt sanseregistret og de heri forekommende funktioner eksisterer for Jeget/X1.

 

Hjernen og de tre X’er

Forudsættes det, at Martinus har ret i sin henvisning til det ikke-fysiske sanseregister som løsningen på bl.a. den røde farves gåde, rejser det spørgsmålet om, hvorledes den fysiske hjerne kan tænkes at korrespondere med sanseregistret på en sådan måde, at den resulterende oplevelse får karakter af et ydre, fysisk fænomen, der synes sammenfaldende med den objektive postkasse.

Svaret på dette spørgsmål tager udgangspunkt i det faktum, at hjernen ved roden er et kvantum energi (masseenergi) i en kompleks og stabil orden. Thi herved repræsenterer den en fysisk version af det særlige kosmiske funktionsprincip, Martinus omtaler som skabeevnen/X2. Hvilket igen betyder, at hjernen rent principielt på forhånd er selvskreven til at kunne samarbejde med det ikke-fysiske sanseregister, idet også dette er en kombination af energi (parafysisk energi) og herved ligeledes repræsenterer skabeevnens princip/X2. Samspillet mellem den fysiske hjerne og det ikke-fysiske sanseregister er med andre ord et internt anliggende i skabeevnen/X2. Et anliggende, der fra naturens hånd er indrettet til med stor præstationsskraft at kunne spille rollen som subjektiv effektgenerator.

Dette er så meget mere tilfældet som den fysiske hjerne også er ’sæde’ for et andet grundlæggende princip af kosmisk observans, nemlig princippet skaberen/X1. Og da de hermed omtalte to principper som aspekter af et i virkeligheden tre-enigt princip ikke kan skilles ad, ligger det også i kortene, at princippet skaberen/X1 ér, hvor princippet skabeevnen/X2 er. Og set under denne synsvinkel er det ikke så mærkeligt, at resultatet af samspillet mellem hjernen og sanseregistret i form af oplevelsen af den røde farve kan få karakter af en fysisk oplevelse, idet princippet skaberen/X1 også i Martinus’ fremstilling spiller rollen som princippet oplever/subjekt.

Som det fremgår, tegner den fysiske hjerne både princippet skaberen/X1 (i form af tomrummet mellem hjernens atomer og disses elementarpartikler) og princippet skabeevnen/X2, repræsenteret ved hjernen set som et kvantum masseenergi (jfr. ækvivalensformelen E=mc²). Og da disse to principper – X1 og X2 – som sagt ikke kan skilles ad, fremstår hjernen foreløbig som et to-enigt princip. Men også et tredje grundprincip lader sig påvise, nemlig det skabtes princip/X3.

I praksis viser dette sidste princip sig som hjernens timelige struktur og opbygning samt som det væld af funktioner og processer, den til stadighed genererer, og som naturligvis er det egentlige formål med dens optræden på den menneskelige livsscene. Og da det pågældende princip på uadskillelig vis er knyttet sammen med de to andre, (X1 og X2), ses det, at hjernen (i øvrigt sammen med resten af organismen) i virkeligheden tegner et tre-enigt funktionskompleks og således fremviser den særlige kosmiske ’profil’, der ifølge Martinus er livets ultimative signalement.

Men er denne fremstilling af tingene med dens fysisk-materielle betoning ikke lige akkurat vand på den materialistiske virkelighedsforståelses mølle…? kan man spørge. For den synes jo helt at støtte teorien om hjernen som tilstrækkeligt grundlag for eksistensen af den subjektive oplevelsesverden med samt dens indhold af qualia.

Svaret er bekræftende. Men med den meget vigtige tilføjelse, at det fysiske treenighedskompleks ikke ville kunne fungere som levende og bevidst, hvis ikke det befandt sig i rapport til et bagvedliggende ikke-fysisk organkompleks af i virkeligheden uforgængelig natur, omfattende blandt andet det føromtalte sanseregister, der sikrer de fysiske sanseimpulsers konvertering til ikke-fysiske qualia. Altså til den rigdom af subjektive sansekvaliteter, der ikke alene gør livets oplevelse mulig på det fysiske plan, men også tilfører den et indhold og en fascination, der gør den mere dyrebar for sin indehaver end noget som helst andet i tilværelsen.

Det skal til slut nævnes, at Martinus – mærkeligt nok – ikke selv har skrevet om sanseregistret i sine mange værker, men til gengæld gentagne gange har bragt det på bane og indgående forklaret det for forfatteren af disse linier

Første gang, det skete, var ved afslutningen af en vandretur på Eremitagesletten i Dyrehaven (skildret i ”Sol & Måne”, 2001), hvor Martinus åbnede for emnet ved at udtale, at oplevelsen af det skønne aftensceneri i virkeligheden var et kig ind i vor egen evige fortid, idet erfaringsmaterialet fra denne fortid på en særlig måde dannede grundlag for, at vi kunne opleve noget som helst nu. Og naturligvis gav denne oplysning efterfølgende anledning til en lang række samtaler med Martinus om det spændende emne, hvilket imidlertid er en ganske anden historie…

 

Kilder

James H. Austin: “Zen and the Brain”, 2001

Per Bruus-Jensen: ”Eksistens og udødelighed”, bind 1, 1982

Ibid: ”I begyndelsen var tomheden”, 1998

Morten L. Kringelbach: ”Hjernerum”, 2004

L. Luria: ”En splintret verden”, 1973

 

Relevante artikler

Harry Rasmussen: ”Fængslende illusioner”; Kosmos nr. 10/2005

Ibid: ”Hjerne og sjæl”, Den Ny VerdensIMPULS, Nr. 4/2005

 

 

Share This