Kapitel 7. Reflektioner over hjernebegrebet

Fra bogen "Det Kosmiske Gudsbegreb"

Af Per Bruus-Jensen

 

Indledning

Tidligt i foråret 2007 kørte Danmarks Radio, program 1 med støtte af forskellige fagfolk en udsendelsesrække under titlen "Hjernerejsen". Udsendelserne afdækkede det syn på hjernen og dens præstationer, som er resultatet af den seneste hjerneforskning.

Overordnet tegnede udsendelserne et rendyrket materialistisk billede i den forstand, at mennesket blev fremstillet som en 100% biologisk størrelse, hvis største overlevelsesaktiv er dets hjerne, der foruden at styre samtlige kropsfunktioner også gøres ansvarlig for det personlighedsmæssige samt alt det såkaldt åndelige: sjælen/jeget, bevidstheden, tanke- og følelseslivet osv. Mennesket som sådant er ifølge hjerneforskerne først og fremmest dets hjerne. På godt og ondt så at sige lever det i sin hjerne og er mht. erkendelseskraft, livskvalitet og velbefindende helt og holdent afhængigt af hjernens måde at fungere på, og hvilken måde igen som udgangspunkt bestemmes af gén-sekvenserne i den enkeltes DNA-streng, set i sammenhæng med indflydelsen fra de rådende miljøbetingelser.

Et ledende spørgsmål i en af udsendelserne var dette: hvor sidder sjælen/jeget/selvet i hjernen…? (de tre udtryk brugtes synonymt) Underforstået, at det pågældende personlighedselement entydigt forudsattes at henføre til hjernen som et produkt af dens virksomhed.

Svaret fra panelet var mindre entydigt, idet mange forskellige områder af hjernen måtte antages at have del i præstationen. Men der herskede ikke tvivl om, at sjælen/jeget de facto VAR et produkt af visse hjerneprocesser. Hverken mere eller mindre. Og da dette indebærer et livssyn, efter hvilket mennesket som sådant kommer til at fremstå som så at sige et gidsel for sine hjernefunktioner, lukket inde i hjernens sluttede univers og prisgivet dens autonomi, kan det naturligvis ikke undgås, at man under indtryk af dette forstemmende perspektiv priser sig lykkelig over at have kendskab til det alternative livssyn, som skyldes Martinus, og som mht. hjernens rolle i sammenhængen i det følgende skal fremlægges – forhåbentligt til glæde for andre, som heller ikke er vilde med det materialistiske hjernetyranni.

 

Martinus om sjælen/Jeget

Ifølge Martinus er sjælen/selvet/jeget/X1 et evigt, åndeligt og ikke-materielt funktionsprincip, der set i forhold til den materielle virkelighed har virtuel og dermed ikke-registrerbar status, men som ikke desto mindre behersker og kontrollerer den materielle virkelighed og i samme forbindelse bruger denne til både promovering og registrering af sig selv; det første ved at tjene som yderste årsag/ophav til nærmere bestemte processer og hændelser i den materielle virkelighedssfære, og det andet ved at spille rollen som indehaver af såkaldt livsoplevelse og bevidsthed – altså under ét rollen som subjekt.

 

Om sjælen/Jeget kontra hjernen

Til den materielle virkelighed hører bl.a. også den menneskelige hjerne, og som Martinus ser sagen, er sjælen/selvet/Jeget/X1 altså ikke noget, hjernen skaber, hvorimod hjernen har status som et procesfelt, der gør det muligt for jeget/selvet både at markere og erkende sig selv. I medfør af sine funktioner tjener hjernen i sidstnævnte henseende som så at sige et spejl for selvet/X1, som det indirekte kan 'se' sig selv i, og hvorved hjernen indtager en plads som bestanddel af det tidligere omtalte guddommelige multispejl (Essay nr. 1 med illustration). Og hvad der gælder for menneskehjernen, gælder også for samtlige andre hjerner i tilværelsen – uanset form, kvalitet og funktionsmåde: alle tjener de på hver sin vis som elementer i det samlede guddommelige multispejl.

Men hvordan er dette dog muligt…? kan man spørge. Hvordan kan den materielle hjerne og den ikke-materielle sjæl overhovedet tale sammen – stå i forbindelse med hinanden…?

Det kan de på den måde, at stoffets verden og sjælens verden ved roden er indbyrdes forbundet, idet de to verdener iflg. Martinus udgør to principielt forskellige, komplementært forbundne aspekter eller sider af et fælles kosmisk ur-element, han kalder "Det guddommelige Noget"(X0), og hvilket udsagn uden videre er foreneligt med det faktum, at det materielle naturligvis kan omfatte det immaterielle som en del af sit væsen. Det så meget mere, som stoffet og dermed det materielle som bekendt altovervejende består af tomrum og således også giver rigelig plads for Jeget…

Så langt, så godt. Men det forklarer trods alt ikke, hvordan den materielle hjerne og den immaterielle sjæl kan spille sammen – kan virke på hinanden. Og langt mindre røber det, hvorledes "Det guddommelige Noget" i sin egenskab af immateriel virkelighed kan danne grundlag og udgangspunkt for den materielle form for virkelighed – stoffets verden og dermed den verden, den fysiske hjerne tilhører…

 

Den materielle verden som et spørgsmål om immateriel virkelighed

Løsningen på denne gåde skal søges i det faktum, at den materielle verden og virkelighed ved nærmere eftersyn slet ikke er så materiel, som det umiddelbart forekommer.

Dette fremgår allerede af det netop omtalte faktum, at stoffet overvejende består af tomrum – mere præcist mere end 99,999…9 % tomrum, der næppe kan gøre krav på materiel status i almindelig forstand. Og hvad der er tilbage, er ligeledes meget lidt materielt, når det kommer til stykket, nemlig de små stofpartikler, der repræsenterer det rent stoflige ved stoffet, idet disse ikke er noget som helst andet end koncentrationer af ENERGI, jfr. Einsteins ækvivalensformel E=mc² (en given masse m repræsenterer en mængde energi E, svarende til at massen ganges med lysets hastighed i anden potens ).

Men er energi da ikke stofligt i sin natur – det udgør jo da iflg. netop Einstein substansen i det stoflige…?

Nej, i sig selv er energi ikke noget stofligt, hvorimod det repræsenterer en universel eller kosmisk evne til at frembringe indtrykket af det stoflige – både objektivt og subjektivt; det første udtrykt ved det sæt kræfter og love, der på autonom vis genererer, behersker og regulerer stofpartiklernes fremtoning og interaktion, og det andet udtrykt ved den stoflige virkeligheds optræden som livsoplevelse og bevidsthed hos de levende væsener, bl.a. mennesket.

Men hvis energien ikke er stoflig i sin natur, hvad er den så…? ligger det nær at spørge.

Fra Martinus' side svares der, at energibegrebet i hans erkendelse af virkeligheden henfører til et evigt, universelt skabeprincip/X2, der eksisterer integreret i det immaterielle ur-element, som igen i sin egenskab af "Det guddommelige Noget" udgør al virkeligheds initiale ur-grund, og hvorfor det pågældende skabeprincip som sådant er lige så immaterielt i sin natur som det pågældende Noget selv.

 

Sjælen og det stoflige som et to-enigt princip

Det vedgås naturligvis herfra, at denne beskrivelse af energiens identitet og væsen indtil videre er en ren påstand fra Martinus' side, begrundet i personlige visioner og erkendelser. Men meget tyder på, at naturvidenskaben med fysikken i spidsen på frontforskningsniveau er ved at nærme sig det samme interessante synspunkt. Altså at energi dybest set er noget ikke-materielt, der ikke desto mindre besidder evnen til at frembringe indtrykket af det materielle, og det så effektivt, at det er mere end svært at abstrahere fra den illusion, det materielle fænomen ifølge dette nødvendigvis ved roden må være.

Til gengæld bliver det klart, at der de facto ikke består noget reelt skel eller svælg mellem stoffets verden og sjælens/Jegets verden, således som både hjerneforskerne og vi andre til daglig går rundt og forestiller os, al den stund begge verdener ved roden har immateriel status og som sagt også begge er funktionelle aspekter af "Det guddommelige Noget"; dvs. begge er forankrede i dette Noget og dermed er to sider af samme sag – udgør et organisk to-enigt princip. Og dette betyder igen som den egentlige pointe, at der er basis for, at de to verdener kan kommunikere med hinanden. I begge retninger: fra sjælens/Jegets verden mod stoffets verden til fordel for generering af mere eller mindre hensigtsmæssige handlinger og adfærd generelt; og fra stoffets verden mod sjælens/Jegets verden til fordel for etablering af subjektiv livsoplevelse og bevidsthed. I det hele taget indebærer de her fremførte præmisser, at der omsider i princippet er slået modsigelsesfri bro over det svælg mellem objektiv og subjektiv virkelighed, der til alle tider har plaget tænkende mennesker, og som også er et højaktuelt kardinalproblem for den moderne hjerneforskning. Et problem, der på ufrugtbar vis binder den til en rent materialistisk/reduktionistisk forståelsesramme…

 

Hjernen som kosmisk erkendelses-spejl i det daglige

At anskue den materielle verden og virkelighed som en dybest set illusionistisk projektion af rent immaterielle virkemidler må naturligvis ses som et paradigmemæssigt kvantespring af dimensioner. Men selvfølgelig også som en tilsvarende markant udfordring til såvel den sunde fornuft som til hele det arsenal af viden og erfaring, som den moderne naturvidenskab gennem sin utrættelige forskning har bragt sig i besiddelse af. Og det her lancerede virkelighedsbillede gør sig da heller ingen illusioner om at blive antaget her og nu. Så langt fra. Men det fremlægges dog i tillid til, at tiden vil være med det og arbejde til fordel for dets bekræftelse, lidt efter lidt. Og til den ende skal det i det følgende supplerende søges påvist, at det pågældende virkelighedsbillede ikke alene er foreneligt med den moderne hjerneforsknings resultater rent principielt, men også kan vise vej ud af det dilemma, som svælget mellem objektiv og subjektiv virkelighed p.t. frembyder for forskningen.

I praksis kommer dette dilemma til udtryk på den måde, at man ikke ser sig i stand til at forklare, hvorledes de prosaiske, objektive, elektrokemiske hjerneprocesser af hjernen selv bliver oplevet som subjektive, mere eller mindre værdiladede sansekvaliteter samt som tanker, følelser, idéer, længsler, behov osv. Kort sagt som bevidsthedselementer og -kvaliteter. Man erkender, at der er en nøje, funktionel sammenhæng mellem det ene og det andet – objektive processer kontra subjektive fænomener – men man forstår ikke denne sammenhæng, idet der mht. årsag kontra virkning er tale om kategorisk forskellige former for virkelighed. Fx. tilhører farven rød én form for virkelighed – den subjektive – medens hjerneprocesserne, den befinder sig i gæld til, tilhører en helt anden, nemlig den objektive. Og således fremdeles.

Som det fremgår, løses samtlige disse problemer rent principielt af Martinus gennem introduktionen af det immaterielle Selv eller Jeg, der i kraft af sin specifikke, funktionelle identitet eksisterer uafhængigt af stoffet, men som uden problemer kan spille sammen med dette, takket være på den ene side Jegets og stoffets fælles forankring i "Det guddommelige Noget", og på den anden side stoffets egen dybere immaterielle natur. For set i lyset af netop dette dybere identitets-sammenfald kan Jeget i pagt med sit operationelle opdrag på den ene side fungere som stoffets suveræne behersker, og på den anden side ses som modtager og indehaver af indtryk, opnået gennem netop samspillet med stoffet. Dvs. indtryk med subjektiv status, idet de pågældende indtryk kommer til syne som et spørgsmål om den måde, hvorpå stoffet (læs hjernen) eksisterer FOR Jeget, i og med at Jeget set i denne optik ikke er et produktfunktionel observans. Og det er netop også på dette grundlag, at hjernen som en særlig repræsentant for stoffet kan ses som et personligt spejl, hvori Jeget indirekte 'ser' sig selv. Nemlig på den måde, at det gennem sit komplementære samspil med hjernefunktionerne hele tiden bliver bekræftet i rollen som oplever. Og vel at mærke på alle de måder, hjernevirksomheden til enhver tid med oplevelse til følge giver anledning til (JEG ser, hører, lugter, smager, tænker, føler, begærer etc. etc.)… af stoffet, men et komplementært alternativ til dette. Et alternativ af 100%

Som en vigtig pointe skal det til slut betones, at den her fremførte hjerne-kontra-Jeg-model også udmærker sig ved helt selvfølgeligt at tage højde for den erfaring, at enhver påvirkning af den enkelte hjerne har større eller mindre ændringer af spejl-funktionen til følge, lige som udformningen af hver eneste hjerne har konsekvenser for den arts- og personlighedsprofil, den gennem sin virksomhed naturligt vil tegne. Dog alt sammen uden at det berører Jeget på anden måde, end at dets subjektive virkelighedsopfattelse mere eller mindre ændres. Med henvisning til Jegets neutrale profil og status i sammenhængen er dette nemlig lige så naturligt og selvfølgeligt, som at billedet i et variabelt spejl vil ændre sig i takt med, at man vrider og drejer spejlet, uden at det er udtryk for, at man som personen, der kigger i spejlet, selv ændrer sig. Eller at man i et spejlkabinet tager sig vidt forskelligt ud, alt efter hvilket spejl man konfronterer, uden at det har indflydelse på ens egen faktiske fremtoning.

 

Konklusion

Medens hjerneforskerne ser sjælen/jeget som et rent og skært produkt af materiel hjernevirksomhed, optræder sjælen/jeget hos Martinus som et selvstændigt, immaterielt funktionsprincip (X1), der fra en komplementær position bruger hjernen til at sikre sig selv eksistentiel bekræftelse. Og takket være, at det materielle ved roden i virkeligheden har immateriel status, og dertil lige som sjælen/jeget er forankret i "Det guddommelige Noget", er der basis for, at de to former for virkelighed kan 'tale' med hinanden, og hvorved der til fordel for to-vejstrafik slås bro over svælget mellem objektiv og subjektiv virkelighed…

Og hvor sidder sjælen/Jeget så i hjernen…?

Svaret er fra Martinus' side, at dette kosmiske funktionsprincip totalt gennemtrænger hjernen akkurat som det tomrum, der er dens hovedbestanddel. Sjælen/Jeget optræder m.a.o. overalt i den fysiske hjerne – gennemtrænger og overskygger den totalt.

Men hvad kan vi bruge det til, dette alternative syn på sjælen/Jeget…?

Til at se udødelighedstanken bekræftet, idet sjælen/Jeget i Martinus' fremstilling tydeligt nok er en usårlig og uforgængelig størrelse. En størrelse, som det i samme forbindelse er nærliggende at tilkende evnen til også at kunne forbinde sig med andre former for stof end det fysiske – fx. energien/stoffet i det nyopdagede, såkaldte nulpunkt- eller kvante-vakuumfelt, således at dette kan tænkes at tjene som en para-fysisk overlevelseszone, der ved døden tilbyder sig til afløsning af livet i den fysiske eksistenssfære…

 

Kilder

Udsendelsen "Hjernerejsen – hvor sidder sjælen i hjernen",

Danmarks Radio, program 1 (er tilgængelig på internettet)

Martinus: Livets Bog, bind 2, stk. 529-56.

Ibid. "Den intellektualiserede kristendom", stk. 130-37.

Ibid. "Skitsebog 1924-29", symbol nr. 1 med tekst (se PBJ

"Sol & Måne", side 99, Nordisk Impuls 2001).

Leave a Reply

avatar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  Subscribe  
Notify of