Fra bogen "Det Kosmiske Gudsbegreb"

Af Per Bruus-Jensen

Kommentar til indslag over dette tema i Danmarks Radio, P1's middagstime, mandag den 15. januar 2007.

Indledning

Som udgangspunkt for en formålstjenlig stillingtagen til spørgsmålet om, hvorvidt livet har en mening, må man først og fremmest tage dets betydningsmæssige implikationer i betragtning – altså hvad der rent faktisk ligger i det pågældende spørgsmål. Og det springende punkt her er frem for noget ordet mening, jfr. "har livet en mening?".

Med hensyn til udtrykket "mening" udmærker det sig tydeligt ved at være værdiladet i den forstand, at taler man om en mening med dette eller hint, ligger det underforstået i kortene, at det, man taler om, kan ses som repræsentant for et projekt, der er udset til at tjene et bestemt formål, og bag hvilket der optræder en projektmager, der med dette formål for øje har udtænkt det. Fx. er meningen med et hus, at det skal tjene som bolig for nogen, ligesom det er meningen med et skib, en bro eller en bil at de pågældende objekter skal muliggøre befordring fra et sted til et andet. Og således fremdeles…

Ordet mening står altså tydeligt og undtagelsesløst i forbindelse med begrebet formålsorienterede projekter, og spørgsmålet er derfor, om det kan anvendes på begrebet "livet". Altså om man kan anskue livet som et formålsbestemt projekt, der står i forhold til en projektmager, som i et nærmere bestemt interesseøjemed har realiseret det…?

I pagt med den naturvidenskabelige forskning omkring livets fænomen i almindelighed og dets opståen samt materielle grundlag i særdeleshed var svaret i den pågældende radioudsendelse benægtende. Livet som sådant kunne ikke ses som et formålsbestemt projekt med baggrund i en tænkende projektmager, men måtte som alt andet i naturen betragtes som et vilkårligt produkt af kaotiske tilfældigheder i samspil med de herskende naturlove. Og følgelig var det overladt til den enkelte selv at tilføre sit individuelle liv en tilsvarende individuel mening, ganske uanset hvor utilfredsstillende det eventuelt måtte forekomme. Livet for hvert enkelt individ måtte simpelthen ses som en her-og-nu-hændelse, som det var en personlig opgave at fylde med et tilfredsstillende og i denne forstand meningsfyldt indhold. Hverken mere eller mindre…

 

Et alternativt livssyn

Set på baggrund af dette mistrøstige livssyn kan der være grund til at vende opmærksomheden mod det langt mere positive alternativ, som skyldes Martinus, og som har sit grundlag i den række dybe, åndelige oplevelser, han ganske uventet var genstand for i 30-års alderen.

I henhold til disse oplevelser er livet i den fysiske verden absolut ikke noget tilfældigt produkt af naturens kræfter og love, men er tværtimod eksponent for et formålsbestemt evighedsprojekt. Nemlig et projekt, der har afsæt i en kosmisk/guddommelig projektmager, der på ultimativ vis er afhængig af dets fuldbyrdelse.

 

Martinus om livets mening

Ifølge Martinus har livet altså i allerhøjeste grad en mening – endda i kosmisk-guddommelig skala. Nemlig at muliggøre tilblivelsen af såkaldt subjektiv virkelighed, repræsenteret ved fænomenerne livsoplevelse og bevidsthed. For uden rådighed over denne subjektive form for virkelighed vil den guddommelige projektmager ikke vide af noget som helst – herunder heller ikke sin egen eksistens og substans. Men omvendt: da en sådan tænkt situation ifølge Martinus' visioner automatisk vil udfordre et evigt virkende ur-begær, vil den heller aldrig nogen sinde i praksis komme i betragtning, men tværtimod til stadighed blive afværget gennem iværksættelse af et sæt forholdsregler, der i form af hensigtsmæssig skabelse af netop subjektiv virkelighed på forhånd vil udelukke den. Et sæt forholdsregler, der i praksis har form af just det fænomen, vi kalder LIVET.

I Martinus' visioner træder livet altså i sin yderste konsekvens i karakter som en følge af det guddommelige ur-begær. En følge, der uden videre er ensbetydende med det guddommelige Nogets erkendelse af sig selv – sin egen væren med tilhørende egenskaber og muligheder (hos Martinus defineres livsoplevelse og bevidsthed netop som viden om væren). Og da endvidere livet i praksis har form af levende væsener – herunder mennesker – er disse i pagt hermed udset til i fællesskab at skulle tilvejebringe dette produkt for den guddommelige projektmager. Altså livets oplevelse og via denne personlig selverkendelse for guddommen.

 

Det levende væsen og livets oplevelse

I Martinus' fremstilling er LIVET altså ikke en særlig substans, energi eller kraft (vitalkraft), men derimod en universel PROCES, der konstant fuldbyrder sig via de levende væsener. En proces, der endvidere spejler et treenigt funktionsprincip, som netop tjener det særlige formål at muliggøre tilblivelsen af subjektiv virkelighed – såvel på individplan som på guddomsplan.

Sagen er i samme forbindelse, at al erkendelse ved roden er knyttet til såkaldt oplevelse, der igen dybest set er resultatet af en skabelseshandling. En skabelseshandling, der på enestående vis formidles af netop fænomenet "livet", og gennem hvilken – som det helt afgørende – den subjektive form for virkelighed med tilhørende livsoplevelse og bevidsthed tilvejebringes og får eksistens.

Dette kender vi jo også fra os selv: berøvet livets oplevelse, ville vi ikke vide af noget som helst, men tværtimod være totalt bevidstløse. Men på den anden side: for at få del i netop livets oplevelse, er vi nødt til at skabe den, hvilket i praksis finder sted som et samspil mellem naturen på den ene side og vort sanseapparat med tilhørende hjerne og centralnervesystem på den anden side – i det mindste for menneskets vedkommende. Og hvad mere er: da denne skabelsesproces rent organisk sker på netop det personlige plan, bliver resultatet i form af livets oplevelse også en personlig ejendom for den enkelte – et 100% privat anliggende, som ikke andre har indblik i på samme måde som én selv. Og det er netop dette, der menes med udtrykket "subjektiv virkelighed". Denne har ikke på samme måde som hverken den omgivende genstandsverden eller det personlige sanseapparat status som en fælles virkelighed, men har udelukkende karakter af en personlig, privat form for virkelighed, der alene eksisterer for én selv. Og at producere netop denne form for virkelighed er ved roden også den yderste mening med den enkeltes liv – i det mindste som Martinus fremstiller sagen – idet han i sine visioner så dette individ-liv som en individuel funke af et kosmisk/guddommeligt al-liv. En funke, der via skabelsen af personlig livsoplevelse sammen med samtlige øvrige tilsvarende funker i tilværelsen under ét sikrer en altomfattende livsoplevelse for det guddommelig alvæsen og dermed også dette alvæsens erkendelse af egen væren og vælde.

Med andre ord: som den yderste mening med sit liv bidrager hver eneste eksisterende livs-enhed gennem skabelsen af sin personlige livsoplevelse til den guddommelige livsoplevelse med tilhørende guddommelig selverkendelse…

Og hvad mere er: Da individets oplevelse i medfør af sin subjektive/private status på den ene side kun er kendt af individet selv, samtidig med at hvert eneste individ på den anden side med sin personlige livsoplevelse bidrager til det guddommelige alvæsens livsoplevelse, bliver resultatet for sidstnævnte en sammensat gigantoplevelse, der er lige så privat og personlig for Gud, som enkeltoplevelserne er for hvert af de ansvarlige enkeltindivider. Eller sagt anderledes: som ophav til alt eksisterende liv i verdensaltet er guddommen tilsvarende den absolut eneste, der har indblik i og overblik over det samlede resultat af sin gigantiske livsudfoldelse og projektvirksomhed i selverkendelsens tjeneste…

 

Livet som et treenigt funktionskompleks

Hvordan bærer livet som kosmisk proces betragtet sig så ad med at løse sin krævende opgave?

Ifølge Martinus ved konstant at eksekvere en særlig treenig funktionsprofil, der på guddommens vegne kommer til udtryk i hvert eneste levende væsen i tilværelsen. Nemlig på den måde, at det enkelte individ på én og samme tid gør sig gældende som princippet skaber; som princippet skabeevne, og som princippet skabt. Det første som autonom initiativtager til skabelse; det andet ved at kunne præstere autogen energiomsætning; og det tredje i form af sin timelige organisme plus sin rådighed over en højere eller lavere grad af livsoplevelse og bevidsthed med stadigt skiftende indhold. Ved på treenig vis at eksekvere netop dette funktionskompleks er livet i stand til evigt at tilføre det guddommelige alvæsen erkendelse af egen væren og formåen og forlener herved samtidig sig selv med en både dyb og ægte mening. Hvilken igen betyder, at livets mening for den enkelte simpelthen er gennem skabelsen af egen livsoplevelse og bevidsthed at bidrage til skabelsen af Guds livsoplevelse og bevidsthed.

 

Konklusion

Det fænomen, vi kalder LIV, spejler ifølge Martinus i alle sine former og fremtoninger den særlige strategi, guddommen i konsekvens af sit ur-begær evigt benytter til sikring af egen selverkendelse, og hvilken sikring er det yderste formål med livets eksistens – er dets yderste mening. Eller sagt anderledes: Det skyldes alene guddommens behov for erkendelse af egen væren at der findes LIV, idet livet med sin særlige, treenige funktionsprofil er den eneste mulighed, der består for løbende at tilgodese dette behov…

Share This