Kapitel 5. Gud på anklagebænken

Fra bogen "Det Kosmiske Gudsbegreb"

Af Per Bruus-Jensen

Indledning

Når store naturkatastrofer og andre voldsomme begivenheder indtræffer, rejser det erfaringsmæssigt hos de fleste mennesker en byge af eksistentielle spørgsmål: Hvorfor skulle dette ske…? Hvorfor skulle det lige ramme mig…? Eller den og den…? Hvad er meningen med den indtrufne hændelse – hvis der overhovedet ér nogen mening…? Hvad er det i det hele taget for en verden og virkelighed, vi er plantet ind i – mennesker, dyr og planter mv…? Er den dét, den umiddelbart ser ud til at være: et sammensurium af fysiske stoffer, naturkræfter og naturlove i et kaotisk samspil uden mål eller med, præget af tilfældigheders meningsløse hærgen…? Eller har den på en eller anden måde relation til en guddommelig skaber, der med fuldt overlæg har indrettet den, så den tager sig ud, som det netop er tilfældet – som en autonom og kaotisk tilfældighedskværn…? Men i så fald: HVORFOR…? Til hvilket formål…?

 

Materialisme kontra religiøsitet

Sammenlignet med religiøst disponerede mennesker har mennesker med en materialistisk holdning det umiddelbart lettest i den slags situationer, idet de på forhånd stiller sig afvisende over for tanken om såvel eksistensen af en Gud som forekomsten af en højere mening med livet og tilværelsen for den enkelte. For dem er det hele et spørgsmål om livsformernes vekselvirkning med objektive kræfter og love, hævet over enhver form for hensigter og værdisæt. Dvs. skæbnen for den enkelte er i dette perspektiv simpelthen et spørgsmål om held og uheld for den enkelte, når man ser bort fra den indflydelse på begivenhedernes gang, som erfaring, intelligens og begavelse eventuelt kan have – enten på det personlige plan (individuel forudseenhed og rettidig omhu) eller på det samfundsmæssige plan (sociale og teknologiske forholdsregler), måske begge dele. Materialisten er med andre ord på forhånd fritaget for at skulle forstå naturens processer som et udslag af guddommelig styring og viljeføring.

Dette gælder derimod ikke for det religiøst disponerede menneske, og det rejser derfor her en række spørgsmål og problemer, som det ikke synes muligt at besvare rationelt. Således også mht. den frygtelige tsunami-katastrofe, der ramte sydøst-Asien i december 2004 med 300.000 døde til følge – mænd, kvinder og børn. Især er det vanskeligt at relatere en sådan katastrofe til et jødisk/kristent gudsbegreb, der opererer med både almagt, alvidenhed og alkærlighed som kardinalegenskaber hos Gud. For hvordan kan en alkærlig Gud forsvare at lade en sådan katastrofe fuldbyrde sig…? Specielt når der disponeres over en almagt, der skulle kunne forhindre det, suppleret af en alvidenhed, der skulle kunne forudse det og derfor i det mindste give anledning til kanalisering af manende advarsler til alle de truede gennem dertil egnede medier…? Det lader sig simpelthen ikke forklare på en måde, der tilfredsstiller både følelse og fornuft, hvilket adskillige præster og andre religiøse autoriteter i dagene umiddelbart efter katastrofen da også offentligt måtte vedgå. Og holder man derfor fast ved tanken om Gud som virkelighed, må konklusionen blive, at enten er Gud ikke så kærlig/magtfuld/alvidende, som man forestiller sig, eller også knytter der sig en mening og hensigt til denne og lignende slags begivenheder, som kun Gud forstår og er indviet i, og som dermed henhører under devisen: ”Herrens veje er uransagelige”.

For fuldstændighedens skyld bør det nævnes, at enkelte religiøse autoriteter har fremført det synspunkt, at Gud slet ikke har noget med naturkatastrofer og lignende at gøre, medens andre har hævdet, at der er tale om en straf fra Gud for menneskenes syndighed. Men ingen af delene virker overbevisende.

At Gud fx. ikke skulle have noget med naturkatastrofer at gøre, rimer således ikke med, at samme Gud fremstilles som Himlens og Jordens skaber, idet skaberen af noget naturligvis må være ansvarlig for følgerne af den måde, det skabte er indrettet på. Herunder Jorden med dens kontinentalplader og disses drift mod hinanden med deraf følgende risiko for jordskælv, vulkanudbrud og tsunamier taget i betragtning. Det rimer for øvrigt heller ikke med tesen om, at ”Alt står i Gud Faders hånd” så lidt som med Jesu forsikring om, at ”end ikke en spurv falder til jorden, uden at det er Guds vilje", samt "at selv vore hovedhår er talte”. En så velkoordineret verdensorden levner tydeligvis ikke megen plads for hverken tilfældigheder eller ansvarsfrihed for Guds vedkommende.

At tsunamien skulle være en gudgiven STRAF for menneskets synder og dermed tjene som et eksempel på det guddommelige formål med den slags hændelser generelt, virker heller ikke troværdigt. For menneskets syndighed som disposition betragtet er jo en konsekvens af den måde, mennesket fra sin skabers side er blevet indrettet på, og hvorfor det dybest set var skaberen, der burde straffes, og ikke mennesket.

Ganske vist henvises der til menneskets såkaldte frie vilje som en egenskab, der frikender Gud for ansvar i spørgsmålet om menneskets syndighed. Men faktum er jo, at dette anlæg ganske åbenlyst er alt for svagt til at kunne hamle op med alle de tilbøjeligheder i mennesket, som det ved sin indretning er disponeret for, og som gennem deres fuldbyrdelse påkalder sig status som synd og syndighed. Og det må derfor igen blive skaberen, man bør drage til ansvar for denne tingenes tilstand – ikke produktet af skaberens virksomhed. Dette bør tværtimod betragtes som sagesløst offer og dermed som naturligt mål for Guds kærlighed, eksekveret som overbærenhed og tilgivelse i mindst samme omfang, som Jesus i sin egenskab af Guds søn var sat til at idealisere for menneskene, idet han som bekendt sagde: ”Der står skrevet, at I skal tilgive syv gange dagligt, men jeg siger jer, I skal tilgive syv gange halvfjers gange dagligt”. Og for øvrigt: hvilket formål skulle det i det hele taget tjene at straffe mennesket ved at tage dét ene liv fra det, som det ifølge kirken har fået skænket, og specielt hvis denne straf følges op af noget endnu værre i form af endegyldig fortabelse i et evigt helvede. Hvordan kan et sådan scenario overhovedet rime med forestillingen om en alkærlig Gud, der i kraft af sin almagt kan frelse hvem som helst, det skal være, og via sin alvidenhed også er bekendt med både behovet for og fremgangsmåden ved en sådan praksis…?

 

Tsunamien og det kosmiske virkelighedsbillede

Det ligger på denne baggrund nær at spørge, om det overhovedet tjener noget fornuftigt formål at dvæle ved den slags spørgsmål og problemstillinger, idet det med henvisning til henrundne århundreders grublen over de samme materier på forhånd synes uden for rækkevidde at nå frem til fornuftige svar og løsninger – i det mindste for menneskets vedkommende som det p.t. er udrustet og disponeret…? Taler kendsgerningerne ikke langt snarere til gunst for den materialistiske tænkemåde: at der slet ikke er brug for at operere med nogen Gud og guddommelig styrelse, idet naturlovene i forbindelse med tilfældighedernes spil er mere end tilstrækkeligt til at forklare naturens hændelser på en overbevisende måde…? At de pågældende hændelser simpelthen er vilkårlige og dermed hævet over moralske domme…

At vælge mellem disse alternativer må naturligvis blive et temperamentsspørgsmål, og her må det for undertegnedes vedkommende nok indrømmes, at den materialistiske løsning forekommer mest plausibel. Men vel at mærke forudsat at der ses bort fra det særdeles bemærkelsesværdige arbejde, Martinus har fremlagt, idet dette arbejde bl.a. rummer en virkelighedsbeskrivelse, der faktisk på modsigelsesfri måde forener og forliger det materialistiske virkelighedssyn med det religiøse, således at fx. også naturkatastrofer kan ses som elementer i en guddommelig styrelse. Og vel at mærke på en måde, der ikke dementerer hverken almagt, alkærlighed eller alvidenhed som egenskaber hos Gud. Men det forudsætter, at man anlægger et helt andet perspektiv på såvel Gud som på livet og virkeligheden, end der opereres med inden for både materialistisk naturvidenskab og traditionel religion.

Først og fremmest kræves det, at mennesket i lighed med alle andre livsformer ses som et udødeligt væsen, der har en evig fortid bag sig, og som i pagt med sin udødelighed er i stand til ikke alene at overleve den fysiske død, men også via såkaldt reinkarnation formår at genetablere sig i den fysiske verden så ofte, det føles ønskeligt og nødvendigt, og på dette grundlag også har en evig fremtid foran sig.

Dernæst må man forstå, at hvert eneste levende væsen, der p.t. har sit liv og sin tilværelse her i den fysiske verden, i tråd med sin udødelighed har en fjern fortid bag sig. En fortid, hvor det faktisk var borger i lysende, guddommelige verdener af rent åndelig natur, samtidig med at det var udrustet med en bevidsthed og sansebegavelse, der lod det kommunikerer med Gud, som et menneske her i den fysiske verden kommunikerer med et andet menneske.

Og endelig må det godtages, at hvert eneste levende væsen i den fysiske verden engang i fortiden af egen fri vilje har forladt disse høje, guddommelige verdener til fordel for netop den tunge og farefulde verden af fysiske materier, det nu er borger i. For det er netop disse tre sæt omstændigheder, der tilsammen retfærdiggør de skæbner, der kan ramme den enkelte i netop den fysiske verden, idet det samtidig må forstås, at ingen af disse skæbner reelt er bestemt af tilfældigheder, men tværtimod er reguleret af hårfine, kosmiske naturlove (læs skæbnelove), der på forhånd garanterer retfærdighed for den enkelte i hverdagen således at forstå, at ingen i absolut forstand hverken kan øve uret eller selv blive udsat for uret i form af hændelser, som vedkommende ikke selv er den første og dybeste årsag til. Således heller ikke den skæbne at blive kollektivt offer for store, omsiggribende naturkatastrofer…

 

Den fysiske verdens rolle i den store, kosmiske sammenhæng

Tager man standardforholdene i den fysiske verden i betragtning, kan det med henvisning til det netop oplyste med rette undre, at nogen kan finde på at bytte deres ophold i de førnævnte høje, guddommelige lysverdener ud med en tilværelse netop her. Især når man tager Martinus’ beskrivelse af disse verdeners lysende livs- og udfoldelsesmuligheder i betragtning – præget som de er af harmoni, kærlighed, visdom og livskunst. Hvordan kan nogen finde på af egen fri vilje at forlade sådanne eksistensbetingelser til fordel for en verden, hvor man alene i medfør af behovet for føde må dræbe medvæsener og i det hele taget som noget generelt er henvist til at udfolde hensynsløs selviskhed for selv at overleve. Og i samme forbindelse: hvorfor eksisterer denne verden med dens barske orden overhovedet som en del af den samlede, guddommelige verdensorden…?

Det er ikke mindst evnen til at besvare disse indviklede spørgsmål, der sætter det kosmiske verdensbillede i en klasse for sig og hæver Martinus og hans arbejde til et niveau langt ud over det sædvanlige. Dette gik ikke mindst op for mig selv, da jeg som ganske ’grøn’ stillede ham spørgsmålet, hvad meningen med den fysiske verden overhovedet var, når der åbenbart fandtes langt højere og skønnere verdener side om side af denne…?

Han svarede, at den fysiske verden med dens særlige forhold var nødvendig som et middel for Gud til at vedligeholde og forny sig selv på en sådan måde, at livet for Gud var forbundet med et indhold, der til enhver tid fandtes 100% tilfredsstillende og dermed fyldestgørende.

Det krævede nemlig først og fremmest eksistensen af en sfære, der betegnede den direkte modsætning til lyset og fuldkommenheden i de høje åndelige verdener og derfor kunne fungere som en værdisættende baggrund for disse. Og samtidig forudsatte det, at den pågældende anti-sfære til gunst for lysets verdener og disses opretholdelse tillod og muliggjorde en stadig omskabelse og fornyelse af den del af Guds samlede organiske beredskab, der i lysets verdener frembragte den personlige, guddommelige livsoplevelse og bevidsthed, idet denne subjektive side af Guds totalvæsen herved fik tilført netop det incitament og nyhedsmoment, der til enhver tid gjorde tilværelsen interessant og attraktiv for Gud som levende alvæsen betragtet. Kort sagt gjorde det guddommelige liv i lysets verdener værd at leve og videreføre. I al evighed…

Men hvad har det med mennesket og de øvrige levende væsener at gøre…?

Simpelthen dette, at Gud som en del af sin livs-strategi evigt har opsplittet sig selv i et uendeligt multiplum af selvstændige livsenheder (læs levende væsener), der derved får status som gudekvanter, så at sige. Og da Gud på én og samme tid både kan fungere som en holistisk helhed med egen overordnet livsoplevelse og bevidsthed OG som hver af sine livsenheder med dertil hørende individuel livsoplevelse og bevidsthed, opnår Gud via dette arrangement ikke alene at bryde sin initiale ensomhed, men også at skaffe sig et arsenal af operations- og oplevelsesmuligheder, der simpelthen er uendeligt, og som netop derved er egnet til at bidrage til den stadige fornyelsen af det guddommelige tilværelsesindhold uden ophør nogensinde.

I praksis indebærer denne organiske samhørighed mellem Gud og gudekvanter (af Martinus kaldet ’gudesønner’), at sidstnævnte er direkte involveret i Guds behov for og bestræbelser på til stadighed at forny sin livsoplevelse. Hvilket giver sig udtryk i, at også gudekvanterne hver for sig registrerer og ligger under for et behov for stadig fornyelse af den personlige livsoplevelse med alt, hvad det indebærer. Herunder ikke mindst omskabelse af den del af den personlige, organiske udrustning, der netop frembringer den personlige livsoplevelse. Og det er under indtryk af netop disse omstændigheder og kræfter, at gudekvanterne føler sig tilskyndet til i perioder at skifte opholdet i de høje guddommelige verdener ud med en tilknytning til den fysiske verden med samt dens barske orden og krav til både selviskhed og dræbende livspraksis.

Som den overordnede pointe gælder det nemlig for den fysiske verden, at den for at kunne opfylde sit formål på enhver måde må fungere som en diametral modsætning til netop de høje, guddommelige eksistensplaner. For hvis ikke dette er tilfældet, vil den heller ikke kunne virke tilstrækkeligt tillokkende på sådanne gudekvanter, som efterhånden er blevet mætte af opholdet i netop de højere lysverdener.

I praksis honorerer den fysiske verden i første række disse krav og behov ved at fungere som en 100% autonom eksistenssfære. Dvs. en sfære, der som hovedregel gennemført er styret og reguleret af tilsyneladende selvstændige, upersonlige, men først og fremmest ubestikkelige naturlove, der i ét og alt bestemmer den gældende verdensorden, således at behovet for guddommelig forvaltning og overvågning reduceres til et absolut minimum og dermed – som endnu en pointe – gør det mere end vanskeligt ikke blot at få øje på Guds aktuelle tilstedeværelse og indflydelse i sammenhængen, men endog gør det til et problem overhovedet at se behovet for den.

Ja, så effektivt virker denne autonomi, at selv de skarpeste hjerner inden for naturvidenskaben ikke formår at gennemskue den, og hvorved den fysiske verden på endnu et punkt frembyder et modsætningsforhold til de åndelige verdener, idet Gud i disse verdener er lige så indlysende, som de fysiske stoffer er indlysende for væsenerne i den fysiske verden. Og da de tidligere lysvæsener på deres vej mod den fysiske verden samtidig både taber deres åndelige sansebegavelse OG deres erindring om det personlige ophold i de fordums lysverdener og således i praksis er uvidende om såvel Gud som disse verdener, befinder de sig i en situation, hvor de tilstandsmæssigt er så langt borte fra guddommen, som de overhovedet kan komme. Dvs. de lever kosmisk set i et yderste mørke, hvilket som bekendt ikke mindst er menneskets situation, dér hvor det har nået det rent materialistiske erkendelsesstadium og med den tyske filosof Friedrich Nietzsche erklærer, at ”Gud er død”.

Men hvad har alt dette med naturkatastrofer og lignende dramatiske hændelser at gøre…?

Først og fremmest dette, at sådanne tildragelser ifølge sagens natur rammer Gud lige så meget som det rammer de gudekvanter eller gudesønner, de umiddelbart går ud over, og hvorfor det turde være indlysende, at de pågældende hændelser via Guds almagt og alvidenhed trods alt forvaltes på en sådan måde, at det bag om det ydre skin 100% er i pagt med Guds kærlighed til sig selv. Og dermed til de berørte gudesønner.

Men til hvilken nytte da sådanne dramatiske ting…?

Svaret er fra Martinus side, at de som overordnet generalpointe først og fremmest tjener til at opfylde de længsler og behov for en modsætning til lyset, harmonien og kærligheden, som i sin tid i medfør af mættelse tilskyndede de nu fysisk placerede gudesønner til af egen fri vilje at forlade de guddommelige lyszoner og i stedet sætte kurs mod netop den fysiske verden på godt og ondt. Men samtidig tjener de barske forhold også til at modne og kvalificere den enkelte gudesøn – det enkelte menneske – til en tilbagevenden til lysets regioner. Nemlig når mørket og det såkaldte onde er lige så gennemlevet og udlevet som i sin tid lyset og det gode var, således at mennesket ikke for tid og evighed skal se sig fængslet i den fysiske verden.

Og hvad kvalificerer så mennesket til en sådan udfrielse fra mørket til fordel for lyset…?

Det kan ifølge Martinus siges med ét ord: KÆRLIGHED. Kærlighed til overhovedet ALT levende og dermed i realiteten kærlighed til Gud. Ikke en påtaget, mere eller mindre formel og teoretisk betonet kærlighed, men en FØLT kærlighed, der giver sig udslag og udtryk i ønsket om at tjene, beskytte, kærtegne og gavne ethvert medvæsen i tilværelsen – omsat til praksis. Dette, og dette alene er sagen. Og så længe det enkelte menneske ikke er i stand til at opfylde denne ene betingelse, må det finde sig i fortsat at være bundet til den fysiske verden og dens vilkår, der som det helt centrale omfatter muligheden for den ene gang efter den anden at blive ramt af det dræbende princip i en eller flere af dets utallige former – herunder dødbringende naturkatastrofer, der –tankevækkende nok – ikke agter menneskeliv mere end dyre- og planteliv. For som de kosmiske love fungerer, er ethvert personligt møde med det dræbende princip en spejling af ens egen omgang med dette princip, hvorfor det også er i det enkelte menneskes egen mest oplagte interesse at ransage sig selv og sin livspraksis på dette ene område: mellemmenneskeligt, økonomisk, politisk, militært, miljø- og ernæringsmæssigt etc. etc. Omvendt sikrer de selv samme love med yderste præcision og konsekvens, at modning for en sådan ransagelse med efterfølgende revision før eller siden vil indtræffe for hver eneste af os, således at vi alle på forhånd er sikret en tilbagevenden til lysets verdener og det hermed forbundne dagsbevidste samkvem med den evige guddom. Og det er anskuet i dette lys, at selv mørket og det såkaldte onde kommer til syne som en bekræftelse på såvel Guds alkærlighed som hans/hendes almagt og uendelige visdom, således at der – alt taget i betagtning – er grundlag for konklusionen: "Alt er såre godt"…

– – – – – – – – –

Indrømmet! Vi har indtil videre kun Martinus’ ord for, at virkeligheden er indrettet som her summarisk beskrevet. Det er så op til den enkelte at tage stilling til de foreliggende alternativer: materialismen med dens inkonsekvente tilfældighedslære på den ene side, og den irrationelle religiøsitet med dens blinde pukken på de guddommelige vejes uransagelighed på den anden…

 

Kilder

Emnet er mere udtømmende behandlet i tre andre arbejder fra forfatterens hånd:

1. "Livet og det lukkede rum" (Nordisk Impuls 1990)

2. "Mennesket og den skjulte Gud" (Nordisk Impuls 2002)

3. "Slangens død" (Nordisk Impuls 1987)

Endvidere kan følgende lille arbejde af den russiske forfatter Niolaj Gogol anbefales: "Taras Bulba", idet den handler om zaporog-kosakkernes vilde liv i 1400-tallet og i den forbindelse skildrer deres fascination af krig og blodsudgydelse; dvs. en holdning, der i lighed med den nordiske vikingemoral stadig var i harmoni med den fysiske verdens barske normer.

 

 

 

Leave a Reply

avatar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  Subscribe  
Notify of