MartinusForumDk

Fra bogen "Det Kosmiske Gudsbegreb"

Af Per Bruus-Jensen

Indledning

I sin kosmiske virkelighedsbeskrivelse opererer Martinus med begrebet 'det treenige princip' på to forskellige måder – i to forskellige betydninger:

1. Som en forening af principperne 'skaber', 'skabeevne' og ' skabt' (X1, X2 og X3).

2. Som en forening af begreberne 'faderen', 'sønnen' og 'helligånden'.

Spørgsmålet er imidlertid for mange mennesker, hvad der på den ene side adskiller de to måder fra hinanden, og hvad der på den anden side binder dem sammen – altså forener dem.

 

Ad 1. Om det treenige princip som skaberen, skabeevnen og det skabte

At Martinus opererer med den første af de to treenighedsformer skyldes hans intuitive erkendelse af, at hele verdensaltet i virkeligheden er et levende væsen, der har sit grundlag i en totalt immateriel og dermed ustoflig virkelighed. En virkelighed, han omtaler som "det guddommelige Noget", og som udmærker sig ved at være evig og uendelig samt hævet over enhver form for stoflighed. Og følgelig kan den pågældende virkelighed ikke beskrives ved begreber, der direkte eller indirekte henfører til stoflighed: den har ingen grænser, form, farve, konsistens eller struktur og er ligeledes totalt blottet for enhver form for bevægelse og forandring, og følgelig kan den kun udtrykkes som et navnløst Noget, der ér (X0).

Pointen er imidlertid, at den immaterielle virkelighed ikke desto mindre rummer mulighederne i sig for at frembringe alt det, som et sprog kan udtrykke – det stoflige inklusive og dermed den materielle virkelighed, som vi kender den. Det eksisterer alt sammen i en umanifesteret og dermed virtuel form i det guddommelige Noget. Altså i en form, hvor det ikke på nogen som helst måde giver sig til kende, og spørgsmålet er derfor, om det også for evigt er bundet til at forblive i denne virtuelle form, eller der gives mulighed for at forløse det og bringe det frem til en eller anden slags manifest form?

Med henvisning til eksistensen af det kendte, materielle univers svares der fra Martinus' side bekræftende på dette spørgsmål, idet han hævder, at samme materielle univers 100% er fremgået af det immaterielle, guddommelige Noget og således har sit grundlag i dette.

Hvilket naturligvis betyder, at universet mht. sin materielle fremtoning i virkeligheden er en stor illusion – er produktet af et gigantisk og guddommeligt genialt transformations- og illusionsnummer, der får det til at fremtræde som konkret og materielt bastant til trods for, at det ved roden er totalt immaterielt. Og dette igen rejser naturligvis spørgsmålet om, hvorledes noget sådant er muligt og dermed, hvorledes illusionsnummeret gennemføres i praksis?

I Martinus fremstilling sker det ved at det immaterielle, guddommelige Noget på treenig vis træder i karakter som principperne skaber, skabeevne og skabt. Det første ved at eksekvere rollen som initiativtager og dermed ultimativ årsag til skabelse. Det andet ved samtidig at demonstrere skabeevne. Og endelig det tredje ved at vise sig som en modsætning til sin egen initiale natur; dvs. som noget materielt. Ganske vist af illusionistisk natur, men ikke desto mindre. Og da endvidere det guddommelige Noget som udgangspunkt kun har sig selv at lægge til grund for alle tre 'roller', udgør det naturligvis også i alle tre tilfælde 'substansen' i disse, således at der for det guddommelige Nogets vedkommende under ét er tale om et treenigt princip i den første betydning af dette begreb (se indledning).

Det er i denne forbindelse interessant, at treenighedspointen i denne første form også kan ses bekræftet i den materielle verdens måde at være indrettet på – altså i den manifeste udgave af det guddommelige Noget.

Det kan den først og fremmest på den måde, at det materielle eller stoflige i virkeligheden er et udtryk for ENERGI (E=mc2). Dvs. stoffet repræsenterer energi og er dermed en form eller fremtræden, som energien på én og samme tid både skaber og iklæder sig, således at den i forhold til den pågældende form røber sin identitet som skabeevne. En skabeevne, der følgelig direkte er identisk med den skabte stoflighed og således sammen med denne foreløbigt tegner et to-enigt princip – X2/X3 (det nævnes for en ordens skyld, at energien som sådan ikke i sig selv er kendetegnet ved stoflighed, hvorimod den repræsenterer evnen til at frembringe indtrykket af stoflighed – både objektivt og subjektivt. Hvilket stemmer med, at energien som sit grundlag og udgangspunkt har det guddommelige Noget i dets egenskab af immateriel virkelighed).

Betænker man i denne forbindelse det omfattende mål af viden om stoffets komplicerede opbygning, som atom- og kvantefysikken har bragt for dagen, bibringes man samtidig indirekte en forståelse af den fantastisk sofistikerede skabelse, som den implicerede skabeevne/energi til stadighed eksekverer. Og for en dybere betragtning rejser dette naturligvis spørgsmålet om, hvad der er grunden til denne præstation; altså hvorfor energien bag stofformen overhovedet realiserer denne – endog i et utal af sofistikerede udgaver og variationer, der ved nærmere eftersyn tilmed er præget af næsten overjordisk skønhed og elegance helt ned på kvark-niveau? Er det tilfældigt, eller hvad…?

I Martinus' fremstilling (modsat naturvidenskabens) er det absolut ikke tilfældigt, men skyldes indflydelsen fra det aspekt af det treenige funktionsprincip, han omtaler som princippet skaberen/X1, idet dette kosmiske princip på det guddommelige Nogets vegne evigt spiller rollen som selve igangsætteren af al skabelse og dermed rollen som den skjulte generalårsag til ikke alene skabeevnens virksomhed generelt, men også til karakteren af denne virksomhed i hvert eneste tilfælde af skabelse. Men i pagt med sin rolle som den yderste årsag til iværksættelse af skabelse kan princippet skaberen (i modsætning til skabeevnen/energien/stoffet) ikke påvises direkte i den manifeste verden, men kun indirekte. Nemlig som den yderste årsag til, at denne verden overhovedet eksisterer og dermed som den ultimative begrundelse for, at skabeevnen/energien i det hele taget fungerer – og ydermere fungerer som den gør. Og i denne forstand er princippet skaberen/X1 lige så godt en 'del' af den manifeste virkelighed som det er tilfældet for principperne skabeevnen og det skabtes vedkommende (X2/X3). Men altså en skjult del. Hvilket ikke desto mindre betyder, at samme manifeste virkelighed tydeligt spejler netop det treenighedsprincip (X1/X2/X3), gennem hvilket det immaterielle, guddommelige Noget (X0) formår at frembringe et alternativ til sin egen umanifesterede og dermed virtuelle form for virkelighed.

Men hvorfor gør det guddommelige Noget sig overhovedet den ulejlighed at frembringe dette alternativ? Kan det ikke bare eksisterer som det, det er, og herved fritage sig selv for det enorme arbejde, det er at holde den manifeste virkelighed i gang – hele det materielle univers…?

Til besvarelse af dette spørgsmål henviser Martinus til det såkaldte ur-begær, der samtidig defineres som det guddommelige Nogets spontane, permanente begær efter at lære sig selv og sine skabende muligheder at kende – dvs. opleve sig selv. Hvilket – underforstået – ikke kan opnås på det immaterielle/virtuelle grundlag alene. Og ur-begæret får herved status som selve generalmotoren bag overhovedet al skabende udfoldelse fra det guddommelige Nogets side og må dermed også tilskrives rollen som ur-motivationen bag hele den manifeste virkeligheds tilblivelse og opretholdelse fra evighed til evighed…

 

Ad 2. Om det treenige princip som faderen, sønnen og helligånden

Opmærksomheden skal herefter rettes mod det andet treenighedsbegreb, Martinus opererer med: faderen, sønnen og helligånden.

Som det vil ses, minder det i det ydre om Kirkens treenighedsbegreb, men som det skal vise sig, har det i Martinus' fremstilling et helt andet indhold og rummer tilsvarende en helt anden pointe end Kirkens.

I virkeligheden er det fra Martinus' side en videreførelse af det netop omtalte første treenighedsbegreb: skaberen, skabeevnen og det skabte, idet det henfører til en fraktalisering eller mangfoldiggørelse af dette, repræsenteret ved fænomenet "gudesønnen", der i den manifeste verden kendes som "det levende væsen" – individet.

Sagen er, at det guddommelige Noget i rationelt øjemed evigt har set sin interesse i at opspalte sig selv i et uendeligt multiplum af enheder, der alle uden undtagelse fungerer i overensstemmelse med det treenige princip, som det foran er omtalt; dvs. hver eneste enhed fungerer som princippet skaber, princippet skabeevne og princippet skabt og eksisterer således grundlæggende i deres guddommelige udgangspunkts lignelse og billede. De så at sige spejler dette billede, og netop dette er pointen i sagen. For det indebærer, at det samme guddommelige Nogets evne til at omsætte sig selv til manifest virkelighed kan foregå i lige så mange eksemplarer og på lige så mange niveauer og måder, som der findes gudesønner, alias levende væsener. Samtidig med at det guddommelige Noget – som den afgørende pointe – i lighed med et hologram bevarer sin integritet og sit overblik, i og med at gudesønnerne alle som én fungerer på netop det guddommelige Nogets vegne og med hensyn til deres virksomhed grundlæggende koordineres af dette Noget. Og det hvad enten den enkelte gudesøn er sig det bevidst eller ej…

Men derved får sagen også en anden side, der fremgår af, at formålet med det treenige funktionsprincip jfr. foranstående dybest set er at gøre det muligt for det guddommelige Noget at tilfredsstille sin spontane trang til at lære sig selv og sine skabende muligheder at kende – altså at tilfredsstille det såkaldte ur-begær.

I praksis foregår dette gennem etablering af såkaldt livsoplevelse og bevidsthed, og det er dermed i virkeligheden netop disse to størrelser, der mere end noget andet er genstand for det guddommelige Nogets dybeste interesse: livsoplevelse og bevidsthed. Hvilket igen er ensbetydende med, at de samme to størrelser også er de primære mål for det treenige funktionsprincips samlede virksomhed: at skabe livsoplevelse og bevidsthed. Dette gælder for den enkelte gudesøn som repræsentant for det treenige princip betragtet, og det gælder ligeledes under ét for det guddommelige Noget som treenig guddom betragtet. Som udrustet med det treenige funktionsprincip lever både guddom og gudesønner først og sidst for at skabe livsoplevelse og på dette grundlag nå til bevidsthed om sig selv. Og hinanden. Gudesønnen via den personlige, individuelle livsoplevelse, og guddommen via summen af gudesønnernes livsoplevelse, således at guddommens livsoplevelse i virkeligheden er en multi- eller compound-oplevelse – en oplevelse sammensat af samtlige gudesønners oplevelser. Og netop dette røber en grundlæggende forskel på guddom kontra gudesøn: medens den enkelte gudesøn kun råder over sin personlige livsoplevelse og bevidsthed, råder guddommen over summen af gudesønners livsoplevelse og bevidsthed. Til gengæld består der en mulighed for, at gudesønnen gennem en særlig sanse- og bevidsthedsform (intuitionsbåret kosmisk bevidsthed) kan få adgang til guddommens subjektive oplevelsesverden og på dette grundlag blive indviet i dennes fascinerende indhold og talløse terræner.

Med disse oplysninger en mente skulle det være muligt kortfattet at fremstille pointen i det andet treenighedsbegreb, som Martinus opererer med: faderen, sønnen og helligånden.

Således henfører det første begreb – faderen – til det guddommelige Noget som helhedsvæsen betragtet. Dvs. som guddom. Som det væsen, der hersker over samtlige gudesønner i tilværelsen, og som tilsvarende høster livsoplevelse og bevidsthed gennem samtlige disse.

Tilsvarende henfører det andet begreb – sønnen – til den enkelte gudesøn – det enkelte levende væsen, af hvad art eller form det end måtte være.

Og endelig henfører det tredje begreb – helligånden – til den særlige sanse- og bevidsthedsform, der giver gudesønnen adgang til guddommens oplevelses- og bevidsthedsunivers. En sanse- og bevidsthedsform, der vel at mærke ikke indskrænker sig til en rolle som blot passiv tilskuer for gudesønnens vedkommende, men på det samme grundlag også muliggør en meningsfuld to-vejskommunikation mellem de to parter. En to-vejskommunikation, gennem hvilken gudesønnen via sin egen bevidsthed direkte erkender og føler sin organiske enhed med guddommen. At vedkommende gudesøn i begrebets allerdybeste betydning er ét med Gud – er Gud i miniformat og som sådan er med til at disponere guddommens videre skabende udfoldelse…

Med andre ord hviler det andet treenighedsbegreb hos Martinus på den erkendelse, at gudesønnen er i guddommen og via det treenige princip i den første betydning af begrebet grundlæggende er indrettet som denne, samtidig med at guddommen på det samme grundlag også er til stede i gudesønnen. Plus – som den egentlige pointe: at der via helligåndens sanse- og bevidsthedsform er mulighed for meningsfuld kommunikation begge veje mellem guddom og gudesøn. En kommunikation, gennem hvilken de to parter også erkender sig som værende ét…

Heraf fremgår det, at det andet treenighedsbegreb i virkeligheden er en videreførelse af det første og strengt taget kun bliver aktuelt som følge af guddommens opsplitning af sig selv i treenige gudesønner, der ikke alene kan kommunikere med hinanden, men på visse betingelser også begge veje med guddommen selv. De to treenighedsbegreber er med andre ord dybest set sammenfaldende og kan dermed ses som to aspekter af den samme treenighedspointe. Som et to-enigt treenighedsanliggende…

 

Kilder

Der henvises til følgende symboler med tilhørende tekster fra Martinus' hånd:

Vedr. det første treenighedsbegreb:

Symbol nr. 8, 9 og 10; "Det evige verdensbillede", bind 1.

Vedr. det andet treenighedsbegreb:

Symbol nr. 7 og nr. 11; "Det evige verdensbillede", bind 1.

Symbol nr. 22; "Det evige verdensbillede", bind 2.

Artikel

Mht. udtrykket X0 samt fremstillingen af den immaterielle virkelighed som grundlag og udgangspunkt for den materielle virkelighed henvises endvidere på Martinus' vegn til værket "Den intellektualiserede kristendom", stk. 130-137.

Endelig kan med særlig vægt henvises til en tekst, som Martinus har knyttet til et af de allerførste symboler, han har skabt (1924), og som optræder i en skitsebog, der kan ses gengivet i forfatterens "Sol & Måne", side 99 (symbol nr. 1).