MartinusForumDk

Fra bogen "Det Kosmiske Gudsbegreb"

Af Per Bruus-Jensen

 

Indledning

I tiden 1924-29 foretog Martinus de første forsøg på at udtrykke sin kosmiske virkelighedserkendelse i den form for tegninger, der i dag er kendt som kosmiske symboler – i alt 9 tegninger. I form og stil afveg de betydeligt fra den nuværende symbolserie, men dog ikke mere end man kan se et umiskendeligt slægtskab. Ikke desto mindre fandt Martinus senere anledning til at kende dem ugyldige i den forstand, at de ikke måtte bruges i forbindelse med undervisning i det kosmiske verdensbillede. Dog med én undtagelse, nemlig den første tegning: en ligesidet trekant – symbolet for det levende væsen.

Det særligt interessante ved denne allerførste tegning er den ledsagende tekstforklaring, idet det af denne fremgår, at trekanten henfører til en størrelse, han kalder ”Den årsagsløse årsag” eller ”Den første årsag”. ”Det bag alle ting eksisterende Noget som udgørende et treenigt Princip”: ”X1 som Faderen, Forsynet eller Altet; X2 som den i Altet ”skabende Evne” eller ”Gnisternes Verden”; X3 som ”Formernes Verden” eller ”Det skabte”.

Det virkeligt bemærkelsesværdige ved denne symbolforklaring er, som det fremgår, at der findes noget hinsides de tre X’er, nemlig det, der har status som ”Det bag alle ting eksisterende Noget, der fungerer som et treenigt princip og via dette tjener som den første, årsagsløse årsag til alt andet – de tre X’er inklusive. Og tager man samtidig i betragtning, at det uden for al tvivl er guddommen, Martinus taler om, ligger det også i kortene, at det omtalte Noget i virkeligheden gør krav på prædikatet ”Det guddommelige Noget”.

Men hvordan skal man forestille sig dette særlige Noget…?

Ja, da det går forud for alt andet i tilværelsen, kan det ifølge sagens natur ikke beskrives ved noget som helst af det, som det i form af de tre X’er er kilden til – herunder stoffet/materien med alt, hvad der kan afledes af dette/denne. Og det betyder i praksis, at det pågældende Noget må tilkendes 100% virtuel status; dvs. ”Det guddommelige Noget” lader sig ikke direkte sanse eller på anden måde registrere, og hvorfor det som en yderste mulighed kun kan omtales som immateriel tomhed og absolut stilhed.

Ikke desto mindre rummer det i form af sin skabeevne i sig muligheden for at frembringe et alternativ til denne tilstand, nemlig en manifest eller skabt/åbenbaret virkelighed repræsenteret ved det materielle univers med samt dets indhold af energiformer, stofpartikler, himmellegemer samt utallige slags organismer mv. Og drevet af et iboende ur-begær udnytter ”Det guddommelige Noget” ifølge Martinus’ senere beskrivelser i praksis denne mulighed og opnår herved som den primære pointe at erkende sig selv; dvs. opnår rådighed over fænomenet bevidsthed – indbegrebet af åND (Livets Bog, bind 2, stk. 529-56).

 

Fra den virtuelle til den manifeste virkelighed

I praksis fuldbyrdes transformationen fra det virtuelle til det manifeste ved, at ”Det guddommelige Noget” på foranledning af ur-begæret træder i karakter som både initiativtager til den nødvendige forvandling OG som evne til at gennemføre den; dvs. som princippet skaber/X1 og princippet skabeevne/X2.

Det gælder i samme forbindelse, at ”Det guddommelige Noget” i rollen som princippet skaber substantielt tilhører den virtuelle virkelighed (og derfor til en vis grad kan identificeres med denne), medens det samtidig i rollen som princippet skabeevne fungerer som ’bro’ til den manifeste virkelighed – stoffets form for virkelighed. Hvilket igen betyder, at ”Det guddommelige Noget” i rollen som princippet skaber eksisterer som skjult i den manifeste virkelighed, hvorimod skabeevnen indirekte lader sig erkende her. Nemlig som det fænomen, vi kalder ENERGI.

Dette harmonerer også med, at fænomenet energi tydeligt tjener som universets skabeevne – evnen til at få noget til at ske – samtidig med at det også tjener som den ’substans’, hvoraf den manifeste (læs materielle) virkelighed dybest set består. Det er jo som tidligere nævnt dette sidste, der kommer til udtryk i Albert Einsteins berømte ækvivalensformel E=mc². Den siger nemlig indirekte, at alt stof er koncentreret energi, idet mængden af energi kan findes ved at gange stoffets masse med lysets hastighed i anden potens; dvs. med en faktor 90 milliarder. En sandhed, som bl.a. alverdens atomkraftværker trækker på.

Og hvad er så formålet med hele den transformationsvirksomhed, gennem hvilken det virtuelle, guddommelige Noget giver sig til kende som den manifeste, materielle virkelighed…?

Ifølge Martinus simpelthen dette at gøre det muligt for ”Det guddommelige Noget” at erkende sig selv og sin væren; dvs. opnå bevidsthed, der netop ved roden kan defineres som viden om egen væren. At opnå denne viden er nemlig ikke muligt på det virtuelle grundlag alene; der kræves et alternativ, som afviger således fra den oprindelige og dermed initiale virkelighed, at denne sidste kan se sig bekræftet i det skabte alternativ – helt i pagt med det kendte udsagn, at ”det er på frugterne, man kender træet”.

Med andre ord: Det guddommelige Noget så at sige spejler sig i den manifeste virkelighed og opnår på dette grundlag at erkende sig selv og sin væren med tilhørende muligheder…

 

Fra X(0)* til X1, 2 og 3.

Som et spørgsmål om immateriel virkelighed med præg af tomhed og absolut stilhed kan ”Det guddommelige Noget” i sin rent virtuelle form ikke indfanges i nogen som helst form for sproglige begreber, idet disse udtrykkeligt er udviklet og møntet på at beskrive den manifeste virkelighed – ikke den virtuelle, al den stund denne ved sin ustoflige natur på forhånd unddrager sig enhver form for observation og derfor heller ikke kan afføde sproglige begreber, der siger noget dybere om, hvad den faktisk ér for noget. Og følgelig må den mht. netop dette hævdes at være uudsigelig – være et navnløst Noget, der ér. Men altså et Noget, der ikke desto mindre i virtuel form rummer et uendeligt potentiale af manifestationskim eller manifestationsmuligheder, der via funktionerne som princippet skaber og skabeevne successivt kommer til udtryk i den manifeste form for virkelighed.

*) I sit seneste værk: "Den intellektualliserede kristendom" knytter Martinus et nul til det grundlæggende X for at markere, at det er før de tre øvrige X'er, der må ses som aspekter af et tre-enigt funktionsprincip, der optræder i det initiale X – dvs. i X0.

Med henvisning til dets uudsigelige og dermed navnløse egenart har Martinus valgt at markere ”Det guddommelige Noget” ved det neutrale symbol "X(0)". Men da dette ”X” under indflydelse af sit urbegær hele tiden gør sig gældende som principperne skaber og skabeevne, må disse to principper betragtes som to principielt forskellige funktionelle aspekter af det fælles ”X”. Hvilket Martinus markerer ved at tilkende dem betegnelserne X1 og X2. Altså det samme ”X(0)” i to principielt forskellige roller, udfoldet samtidigt. Og da endvidere formålet med eksekveringen af disse to roller er at frembringe den manifeste virkelighed, nemlig som et transformationsprodukt af den virtuelle virkelighed, må også den manifeste virkelighed betragtes som et funktionsaspekt af ”X(0)” – et tredje aspekt, X3.

Om dette tredje aspekt oplyser Martinus i øvrigt, at det i virkeligheden frembringes i to væsensforskellige versioner eller udgaver: en grovstoflig, fysisk udgave og en finstoflig, parafysisk udgave, hvor sidstnævnte naturligt danner grundlag for de levende væseners overlevelse af døden i den fysiske virkelighedssfære.

Som det fremgår, tegner X1, 2 og 3 tilsammen et tre-enigt funktionsprincip i ”Det guddommelige Noget”, i kraft af hvilket dette Noget beriges med livsoplevelse og bevidsthed og på dette grundlag får status som et levende væsen. Et væsen, der via tre-enighedsfunktionen er bevidst i sig selv og sine skabende muligheder, og som omfatter hele universet samt alt, hvad det rummer.

Hvad man vil kalde dette gigantvæsen, er selvfølgelig dybest set uvæsentligt, men en nærliggende mulighed er helt indlysende GUD…

 

Konklusion

Som det fremgår, forholder den manifeste verden sig til den virtuelle virkelighed på principielt samme måde, som tale, sang og musik forholder sig til den stilhed, der er alle lydes udgangspunkt. Og som de også før eller senere vender tilbage til…

 

Kilder

Martinus’ skitsebog 1924-29; se PBJ ”Sol & Måne” side 99,

Nordisk Impuls 2001

Martinus: Livets Bog, bind 2, stk. 529-56.

Ibid. ”Den intellektualiserede kristendom”, stk. 134-35.