Kapitel 2. Om gudsbegrebet i kosmisk belysning

Fra bogen “Det Kosmiske Gudsbegreb”

Af Per Bruus-Jensen

Martinus og gudsbegrebet

For Martinus blev det skelsættende, da han som 30-årig i sin anden indvielsesoplevelse – den, han kalder gulddåben – oplevede Gud som håndgribelig virkelighed. Og som bekendt gjorde oplevelsen et så dybt indtryk på ham, at han siden så det som sin vigtigste opgave at gøre rede for Guds måde at eksistere og fungere på. Resultatet foreligger i dag som ”Det kosmiske Verdensbillede”.

 

De to grundlæggende eksistensformer

Det kan i den forbindelse konstateres, at Gud i Martinus’ fremstilling på én og samme tid eksisterer i to principielt forskellige grundformer eller udgaver, nemlig:

1. en initial, ikke-skabt urform uden for tid og rum, og

2. en skabt, stofpræget åbenbaringsform inden for tid og rum.

Han så ved samme lejlighed, at de to former supplerer hinanden på en sådan måde, at Gud gennem deres samspil beriges med erkendelse og bevidsthed om sig selv; dvs. opnår viden om egen væren. Endda i et hyper differentieret opbud af måder, repræsenteret ved den skabte stofverdens utallige fænomener, funktioner, egenskaber og detaljer.

Det guddommelige Noget

årsagen til den guddommelige dobbelthed skal ifølge Martinus søges i selve grundlaget for Guds eksistens, der har karakter af et kosmisk ur-element, som han kalder ”Det guddommelige Noget”.

Han oplyser endvidere, at dette ur-element udmærker sig ved at være fuldstændigt ustofligt og derfor præget at tomhed og absolut stilhed. Af samme grund er det ikke tilgængeligt for direkte sansemæssig oplevelse/erkendelse, ligesom det heller ikke endegyldigt lader sig beskrive i noget som helst sprog, idet sprog i pagt med deres tilblivelse udtrykkeligt er møntet på at beskrive en stoflig verden og virkelighed, svarende til den vi kender fra hverdagen. Og følgelig må ”Det guddommelige Noget” karakteriseres som en 100 % virtuel virkelighed, der ikke lader sig indfange i sproglige begreber og derfor må omtales som totalt uudsigelig og navnløs mht. spørgsmålet om, hvad den faktisk ér for noget.

Denne særlige egenskab udtrykker Martinus ved symbolet ”X”, der derved bliver synonymt med ”Det guddommelige Noget” som sådant; dvs. med hensyn til det, det er i sig selv. Som ur-element betragtet er det simpelthen lig ”X” – et navnløst Noget, der ér.

Ikke desto mindre tjener det pågældende Noget som selve ur-grundlaget for den form for levende og skabende virkelighed, vi kalder GUD – såvel den skabte som den uskabte side af denne – og ”Det guddommelige Noget” spiller dermed rollen som det absolutte udgangspunkt for alt andet, der eksisterer – herunder os selv som mennesker betragtet. – Med andre ord: først af alt er ”Det guddommelige Noget” – ”X”.

 

Det guddommelige Noget i rollen som personlig guddom

At ”Det guddommelige Noget” rent faktisk kan spille denne altafgørende rolle som initial virkelighed, skyldes ifølge Martinus de kvaliteter og egenskaber, der trods dets ustoflige natur på virtuel vis knytter sig til det. Det drejer sig imidlertid udtrykkeligt om kvaliteter og egenskaber af rent funktionel karakter, hvorved forstås, at de alene røber sig gennem den måde, ”Det guddommelige Noget” fungerer på. Hvilket igen indebærer, at det samme guddommelige Noget hinsides disse funktioner ’kun’ kan ses som et anonymt og virtuelt potentiale af manifestationsmæssige muligheder. Dvs. umanifesterede eller ikke-realiserede muligheder

I praksis giver dette potentiale sig i første række til kende på den måde, at ”Det guddommelige Noget” (forkortet DGN i resten af dette essay) under indtryk af et såkaldt centralbehov med tilhørende ur-begær spontant og permanent tager initiativ til skabelse og således træder i karakter som princippet skaber. Mere præcist skaber af en stoflig modsætning til sin egen initiale samt virtuelle ustoflighed og dermed en verden og virkelighed svarende til den, vi alle kender. Ganske vist af illusionistisk natur i den forstand, at den naturligvis ved roden er (og være) lige så ustoflig som det Noget, af hvilket den er fremgået. Men dog virkelig nok til at tjene sit guddommelige formål, nemlig at fungere som et kosmisk spejl, så at sige. Et spejl, der sætter DGN i stand til at erkende sig selv og sin egen væren og derved hæver det til en status som levende alvæsen, forlenet med livsoplevelse og bevidsthed.

Men ikke nok med det; DGN’s iboende kvaliteter røber sig også som en udfoldelse af EVNE til at skabe i praksis. Eller mere præcist: evne til med den virtuelle, immaterielle virkelighed som grundlag rent faktisk at frembringe den stoflige verden og virkelighed – det stoflige ’spejl’ – og hvorved den pågældende evne på afgørende vis supplerer DGN i rollen som princippet skaber; dvs. tjener som dets skabeevne. Og netop denne kombination af faktorer – skaber og skabeevne – hæver DGN fra blot at være et virtuelt, anonymt og upersonligt urelement til at have status som en levende, personlig guddom, der gennem sin skabelse af den stoflige virkelighed konstant tilfører sig selv fornyelsespræget livsoplevelse og bevidsthed.

 

Om skabeevnens operationsprofil

Det interessante ved dette ’billede’ af Gud som virkelighed er ikke mindst den rolle, skabeevnen spiller. Eller rettere måden, den spiller den på.

Dette fremgår især af, at skabeevnen faktisk tjener som selve substansen i den stoflige virkelighed, der frembringes, således at denne mht. sin stoflighed ikke blot er en frugt af skabeevnen, men også 100% identisk med denne. Så at sige består af den.

årsag og konsekvens er med andre ord ved roden ét og det samme og kommer derved til syne som et komplementært eller to-enigt princip – som årsag og virkning i én og samme ’skikkelse’. Eller sagt anderledes: skabeevne og det skabte er i Martinus’ fremstilling dybest set to forskellige sider af den samme mønt.

Det er i den forbindelse særdeles interessant, at man også inden for naturvidenskaben opererer med udtrykket ’skabeevne’, blot under et andet navn. Nemlig navnet ENERGI.

Selve ordet er afledt af græsk og betyder evne til at virke – underforstået evne til at frembringe virkninger.

I pagt hermed defineres energi i naturvidenskaben (fysikken) som evnen til at udføre arbejde. Og da dette at udføre arbejde i praksis er det samme som at skabe (fx et hus eller en maskine), ses det, at det videnskabelige energibegreb indholdsmæssigt er synonymt med begrebet skabeevne. Energi er simpelthen universets evne til at arbejde dynamisk og skabe virkninger i én uendelighed: atomer og molekyler, stjerner og galakser samt kloder med organismer og livsbetingelser mv

Men kan energi da påvises også at være universets bærende substans...?, kan man spørge.

Ja, i høj grad. Hele den stoflige verden og virkelighed ikke alene befinder sig i gæld til energi som betingende årsag, men består rent faktisk af energi, således som det klart og præcist kommer til udtryk i Einsteins berømte ækvivalensformel: E = mc². Idet E står for energi; m for masse og for lysets hastighed ganget med sig selv, siger Einsteins formel, at et kvantum stof altid repræsenterer en mængde energi, der svarer til dets masse ganget med lysets hastighed i anden potens; dvs. med en faktor 90 milliarder. Så selve det fysiske stof er slet og ret koncentreret energi – er et spørgsmål om koncentrerede energimønstre og -processer. Et faktum, som atombomben og atomkraften er praktiske bekræftelser på, idet der her er tale om frigørelse af en del af den energi, der er bundet i stoffet. Og som det er med selve det fysiske stof, er det med alt andet, som er med til at tegne den stoflige virkelighed. Alt sammen er det bundet til og afhængigt af energi – direkte eller indirekte – og er dermed på en og samme tid en frugt og en fremtoning af universets skabeevne.

 

åndsvidenskab kontra naturvidenskab

Så langt som hertil er der principiel overensstemmelse mellem Martinus’ og naturvidenskabens opfattelse af den stoflige virkeligheds substans og grundlag. Forskellen er bare, at medens Martinus som eksponent for en fremtidig åndsvidenskab ser energibegrebet i en større og dybere sammenhæng, der både forklarer dets baggrund og begrunder dets blotte eksistens, ser naturvidenskaben sig i pagt med sin metode henvist til blot at tage det til efterretning som et faktum, den ikke er i stand til hverken at forklare eller nærmere begrunde eksistensen af. Men som kortene ligger, er det temmelig klart, at det netop er i energibegrebet, de to videnskaber de facto mødes og har mulighed for at befrugte hinanden. Og det på en sådan måde, at Gud vil genopstå fra den død, som filosoffen Friedrich Nietzsche sidst i 1800-tallet i sit pessimistiske overmod påstod havde fundet sted (”Gud er død”, udtalte han).

 

Tilbage til Gud som virkelighed

Som det vil forstås, repræsenterer den stoflige virkelighed i dens mange former og fremtoninger (herunder organismer) den side af Gud, som indledningsvis blev omtalt som Guds åbenbaringsform i tid og rum, medens begreberne skaber og skabeevne derimod henfører til den anden side – den initiale, uskabte urform uden for tid og rum. Men dog således at skabeevnen fungerer som bro eller forbindelsesled mellem de to former.

Det gælder for øvrigt ifølge Martinus her, at dette forbindelsesled oven i købet frembringer åbenbaringsformen i to principielt forskellige versioner: en fysisk (som vi kender), og en parafysisk eller åndelig, som mere eller mindre er ukendt for os, men som ikke desto mindre spiller rollen som grundlag for vor overlevelse af den fysiske død og som tilflugtssted efter denne. Og med denne oplysning indflettet er vi konfronteret med samtlige de primærdetaljer, Martinus bruger i sin fremstilling af Gud som virkelighed, og som han bl.a. på genial vis har ladet komme til udtryk i vedføjede symbol eller oversigtsdiagram.

 

Summarisk symbolforklaring

symbol Se stort symbol

Den egentlige hensigt med symbolet er fra Martinus’ side at betone, at der består en organisk betinget mulighed for kommunikation mellem Gud uden for tid og rum og de levende væsener – gudesønnerne – inden for tid og rum. En mulighed, der her i den fysiske verden bl.a. kommer til udtryk som bøn.

På symbolet kommer Gud uden for tid og rum til udtryk som den store, hvide trekant i toppen af symbolet set i sammenhæng med den violette pyramidefigur, der herfra stråler ned over resten af symbolet. Tilsammen udtrykker disse to figurer Gud i rollen som henholdsvis skaber og skabeevne.

Under pyramidefiguren ses en takket dobbeltfigur i fire farver: grå, rød, orange og gul. Denne symboliserer det fysiske resultat af skabeevnens virksomhed og dermed den fysiske version af Guds åbenbaringsform; dvs. menneskets øjeblikkelige eksistensfære sammen med mineraler, planter og dyr. Og tilsvarende symboliserer farvekransen, der hvælver sig hen over såvel den store trekant som den violette pyramidefigur, det parafysiske eller åndelige resultat af skabeevnens virksomhed og dermed den overfysiske version af Guds åbenbaringsform. Hvilken i praksis eksisterer som en verden af åndelige eksistensplaner, præget af betagende skønhed og visdom, og 100% hvilende på energibegrebet i en form som stråler og bølger (fri energi).

Endelig ses i centrum af symbolet en mindre, hvid trekant. Denne symboliserer generelt de levende væsener – de såkaldte gudesønner – hvad enten de er knyttet til den fysiske eller den parafysiske/åndelige del af Guds åbenbaringsform. Dog her specielt med adresse til den fysiske eksistensform.

Fra den lille trekant udgår der en hvid kegle med retning mod den store trekant. Denne kegle udtrykker, at der for ethvert levende væsen består en mulighed for at kommunikere med Gud – enten gennem bøn og bønhørelse, eller gennem gensidig, dagsbevidst tankeudveksling i en mangfoldighed af former. Niveauet afhænger i den forbindelse helt af det enkelte væsens kosmiske udviklingstrin, hvilket på symbolet er udtrykt ved rækken af sorte indhak i den violette pyramidefigur.

I sin højeste og mest fuldkomne form bæres kommunikationen mellem guddom og gudesøn – mellem Faderen og Sønnen – af såkaldt kosmisk bevidsthed, der er synonymt med begrebet ”den hellige ånd”. Og da gudesønnen i virkeligheden er en del af guddommen – er en holistisk projektion af Gud – ses det, at aktørerne i dette kosmisk samspil sammen med den hellige ånd i virkeligheden tegner en tydelig tre-enighedsprofil. Nemlig den tre-enighedsprofil, som også den kristne kirke bekender sig til – dog uden hidtil at have forstået dens sande natur og pointe (se fx de dramatiske, kirkehistoriske redegørelser for tre-enighedsbegrebets fortolkning gennem tiden).

Det tilføjes, at der her er tale om en højst summarisk symbolforklaring, og den interesserede læser anbefales derfor at opsøge Martinus egen redegørelse for symbolets indhold, der findes i hans symbolværk: ”Det evige Verdensbillede”, bind 2, symbol nr. 22 . Copyright © Martinus Idealfond 2007.

Mht. verdens og virkelighedens immaterielle grundlag henvises i øvrigt specielt til Martinus’ sidste værk: “Den intellektualiserede kristendom”, stk. 130 – 137.

Leave a Reply

avatar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  Subscribe  
Notify of